Ivar Aasen Norsk Ordbog


Laata, f. Lyd, Tone (= Læta). laatande



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə101/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   97   98   99   100   101   102   103   104   ...   221

Laata, f. Lyd, Tone (= Læta).

laatande, adj. lydende; ogs. klynkende.

Laatar, m. En som klynker og klager.

laatast, v.n. 1, (lætst, letst, laatest), lade som, anstille sig, udgive sig for at være noget. G.N. látast; Sv. låtsa. Efter Udtalen maa dette Ord hellere skrives: laast (læst, leest, laast), især da Bøiningen er meget vaklende, idet Formen “læst” ofte træder i Stedet for baade “letst” og “laatast”. Ordet er ellers temmelig alm., dog hedder det paa nogle St. kun laass og læss. – Han læst vera framand: han anstiller sig fremmed. Han leest vera drukken. Han leest ikkje vita det, eller: Han leest so, at han visste det ikkje: han lod som han intet vidste. Laast ikkje sjaa det: ænds det ikke, see ikke paa det. Laast ikkje høyra: lad som du ikke hørte det. Laast gaa: ændse, lægge Mærke til. Eg leest ikkje i vera: jeg udlod mig ikke videre dermed, jeg lagde ikke nogen Vægt paa Tingen; egentlig: jeg lod som om der ikke var noget i det. (Stærk Betoning paa “i”). Ogsaa som Udtryk af Beskedenhed, ligesom “faast i”, f. Ex. Eg skulde laast vera høgst: jeg skulde have den Ære at være den høieste. Jf. Læta og “Læst”.

laatast, v.n. 2, (lætst, letst, laatest), omkomme, døe; især drukne. Tel. med mere tydelige Former, f. Ex. dei letost (letest); dei hava laatest. (Landst. 175). G.N. látast. Hører nærmere til lata.

laaten, adj. 1) klynkende, klagende. 2) i Sammensætning: ladende, eller omtr. som “agtig”, f. Ex. blidlaaten, lauslaaten, storlaaten, varlaaten. 3) som Particip: omtalt, bedømt. Vel laaten: rost, vel omtalt. Illa laaten: lastet, dadlet. Nhl. og fl. Maaten er best laaten: Maadehold er bedst, Middelveien ansees som den bedste.

Laating, f. 1) Lyd; Piben, Skrig osv. (s. laata). 2) Klynken, Klagen.

Laatt, m. 1, Latter, Leen. (Jf. læja). Afvig. Laatter, Laatr, n. Hard. (sjelden): Lætt, m. Sogn; Lægt, Hall. G.N. hlátr. (Ang. hleahtor). “Laatt aa Løye”, s. Løgje.

Laatt, m. 2, Spil (= Laat, Slaatt). Vald.

laatteleg, s. løgleg.

laattfull, adj. fuld af Latter.

Laattmild, adj. lattermild, som let kommer i Latter. Søndre Berg.

Laavatn, n. mørkt eller rødfarvet Vand (s. Laa). Sæt. Tel.

laavaa, s. lova og liva.

Laave, m. 1) Lo, Tærskegulv i en Lade. Alm. Ogsaa afvig. Lave, Indh. G.N. láfi. (Jf. Sv. lafve). – 2) en Lade, Ladebygning. Søndenfjelds. Tildeels Hunkjønsord, og med en besynderlig Afvigelse “Laavu”, som synes at hentyde paa et gammelt Lava el. Lova (o’). – Hertil Laavetak, Laavevegg og fl.

Laavebrik (ii), f. en lav Fjelevæg paa Siden af Logulvet. B. Stift. Afvig. Laabrik, Sdm. Nogle St. Brikje, n.

Laavebru, f. Ladebro, Forhøining hvorpaa man kjører ind i en Lade.


Laavefall, n. et Lag af tærsket Korn i Loen; den Kornslump som paa een Gang bliver optaget af Loen til Drøftning eller Rensning. B. Stift.

Laavehus, n. Ladebygning. Østl.

Laavereka (e’), f. Kasteskovl. Østl.

Laavestav, m. Stolpe paa Siden af Loen i en Lade. B. Stift (hvor Laderne sædvanlig ere Stavbygninger).

Le, n. Læ-Side, den Side som vender fra Vinden (i Seilads). Modsat Høgd. I Le: paa Læsiden, til Læbord. G.N. hlé, egentl. Ly el. Skjul (Ang. hleov). Eng. lee. Jf. Live, Ljo (Ljofot), Leskinn, Lereide.

Le (i flere Betydn.), s. Lid og Led.

lea, s. lida. – Leaas, s. Ledaas.

Le-bord, n. Læbord, Læside.

Led, n. (Hjælp; Følg), s. Lid.

Led, f. Side, Kant. Mest alm. udtalt Le, ellers ogsaa Li (i’), Sogn, Sæt. og Lid (i’), Sdm. Nfj. (G.N. hlid). Paa den eine Ledi (Le’a). Paa hi Ledi. Paa baade Lederna (paa begge Sider). Hertil hører vel ogs. Talemaaden “slaa aa Le”: sætte tilside. “Han slo dæ aa Le”: han lod det fare, han indlod sig ikke derpaa. Tel. (Vinje). – Ordet er forskjelligt fra “Leid” og hellere beslægtet med Lid (dvs. Skraaning). Efter det foranførte skulde det egentlig skrives “Lid”, men alligevel synes det her bekvemmere at skrive det med “e” og saaledes adskille det fra et Par andre Ord, som let kunne forvexles dermed.

Led, m. s. Lid. – leda, s. lida (i’).

Led-aas, m. Tagbjælke paa Siden af et Huus. “Leaas”, Helg. og fl.

Ledbord, n. Sidebord i en Pram el. Færge. “Lebor”, Rbg.

Leder (e’), n. Læder, barket Hud. Sædvanlig forkortet: Ler (Leer), mest alm., Lær, Østl., Leir, Sæt., Led (e’), Nfj. Sdm. og , Tel. Hall. Egentlig Ledr (Led’er). G.N. ledr. (Ang. leder; Eng. leather). Hertil Lederholva (Leholva), f. en halv Hud. Ledermole (o’), m. et Stykke Læder. Lederskreppa, f. Læderskræppe, og fl.

ledja (e’), v.a. (led, ladde, ladt), lade, lægge Ladning i (et Fartøi). Sdm. Nfj. med Inf. “ledje”; andre St. læa. (Hall.?). Ogsaa om Sneen siges at “han led’e nid (i’)”, naar den falder i stor Mængde. Søndm. Egentlig en Sideform af lada (G.N. hlada). Jf. ogsaa løda.

Ledjing, f. Indladning (= Lading).

Ledkaure, m. indsat Strimmel eller Kile i Siden af et Klædningsstykke. “Leakaure”, Hall. Gbr.

Ledkot (o’), n. lidet Siderum, Aflukke paa Siden. Jf. “Lekammer”, Folkevennen 10, 561. 572.

Ledmur, m. Sidemuur.

Led-odd, m. Tand i en Dyrefælde eller Rævesax (?). “Leodd”, Østerd.

Ledrom (Lerom), n. Siderum.

Ledryfte, n. Sidestykke i Klæder. “Learyfte”, Hall.

Ledsime (?), m. Baand paa Siden af et Seil. “Lesime”, Romsd. (Jf. G.N. líksima).

Ledvegg (Levegg), m. Sidevæg.

Lefot (o’), Hestedækken; s. Ljofot.

Lefsa, f. et Slags fiint og mygt Fladbrød, som man kan bestryge med Smør og bøie sammen. Alm. i forskjellig Form: Lefsa, mest alm., Lepsa, Søndre Berg., Løpsa, Sogn, Løfse, Sfj. Sdm. Mere afvig. Lemsa (Læms), Trondh. I svenske Dial. lefsa. Vel egentl. Levsa, af Leiv. I Sogn bruges Løpsa tildeels ogsaa for Leiv, og samme Betydning har det i “Baksterlefsa”. – Hertil Lefseklining (Lefsekling), m. Lefse med Smør paa. Lefsemjøl, n. Meel til Lefser. Lefsetøyr, m. det samme som Kaketøyr el. Kakelinna.

lefta, v.a. (er, e), sætte “Lafter” paa; for lafta. Jf. avlefta.

Leg (e’), n. Leie, Liggested (= Lega). Tel. Jf. G.N. leg: Gravsted.

leg (e’), adj. kun brugt som en Endelse, oftest med Begrebet: tilhørende, forbunden med, passende til, f. Ex. folkeleg, maateleg, synleg o.s.v. Udtales kun tildeels: leg (leg’e), Rbg. Tel. Ryf. Nfj. Sdm.; ellers forkortet: le (e’), , ogs. li (Smaal. Fosen), og forlænget: legen (legjen), Nfj., eller leen, len, Østerd. Hall. Altsaa her overalt afvigende fra Ordet “lik” og snarere henvisende til Lag og leggja el. liggja (jf. legen). G.N. legr, og ligr. (Ang. lic, Eng. ly; Ght. lih, T. lich). – Det tilsvarende Adverb skulde egentlig hedde lega (e’), men lyder kun tildeels lege, og ellers leg, le’, li; i enkelte Tilfælde: la, f. Ex. visla (dvs. viselig).

Lega (e’), f. 1) Liggen; liggende Stilling. Det vardt ikkje lang Lega: der blev ikke Tid til at ligge længe. Ogsaa: Sygeleie; jf. Sengjarlega, Ulega. Overgaar til Legu, Hall. Vald. og fl., Lugu, ved Trondh. og Logo, Namd. G.N. lega. – 2) Leie, Liggested. I Særdeleshed: a) Liggeplads for Kreature i Udmarken. Jf. Bulega. b) Rum eller Plet, hvor et Dyr pleier at ligge. c) en Seng. (I Valders Legu). Jf. Kvila. – 3) Ankerplads, Sted hvor et Fartøi ligger. Jf. Lægje. – 4) liggende Støtter eller Bjælker, hvorpaa noget hviler; f. Ex. om de Støtter som bære Hjulet i en Rok. Nordre Berg. og fl. – 5) et nedfaldet Træ (= Laag, Nedloga). Sjelden. Ogsaa om store Fiske, som opholde sig længe paa samme Grund. (B. Stift).

Lega (m.), s. Lege.

legd (e’), f. 1, 1) Stilling, Beliggenhed (?). Findes anført i ældre Ordsamlinger (i Formen Lægd). – 2) nedlagt eller liggende
Stilling. Kornet ligg i Legd, dvs. er nedslaaet af Vinden. Mandal og fl., ogsaa paa Østl. – 3) en nedlagt Klynge eller Hob, især af Straa paa en Ager. Rbg. Jf. Lagde.

Legd, f. 2, 1) Tilskud, paalagt eller udlignet Bidrag til et vist Formaal, saasom til Ophold for fattige Folk. Hava Legd: have Ophold af Fattigvæsenet. Koma paa Legd: komme under Sognets Forsorg. (Jf. leggja til). Nogle Steder: Leigd (Vald. og fl.); mere afvigende “Leik”, hvorom s. Legdarfolk. – 2) Bygd eller Distrikt, som efter Udligning forsørger en hjælpeløs Person; Fattig-Lægd. – 3) Lægd eller Rode i den militære Inddeling; Distrikt som stiller en Soldat. (Jf. G.N. lidi).

Legdarbyte, n. Udligning af Hjælp til de Fattige; Regulering af Fattiglægderne. Sfj. og fl. (Legdabyte).

Legdarfolk, n. Personer som forsørges ved “Legd”; Almisselemmer. Særskilt: Legdarstakar, m. Legdarkall, m. Legdarkjering, f. Mest alm. Legda- (f. Ex. Legdakall); nogle St. Leigda, og paa Sdm. Leks-, el. Leiks- (Leksstakar, Lekskjæring), ligesom ogsaa “Leik” for Legd; maaskee dannet efter det uformelige “Lægdslem”, som har været brugt i Skrift.

Legdarmann, m. Rodemand, Forstander for en Soldater-Lægd.

Legde, n. et Kuld; Yngel som fødes eller udklækkes paa een Gang (= Lag, Føde, Bøle); ogsaa ofte om en Familie eller et Selskab af Mennesker. Gbr.

Lege (e’), m. en liden Flade imellem steile Bakker eller Klipper. Brugt i afvig. Form: “Læga”, Gbr. Ndm. (Jf. Sate).

Legebol, s. Leigebol.

legedoven (e’, o’), adj. stiv i Lemmerne af lang Liggen (Lega). Hall. og fl.

legekjær, adj. træt, som gjerne vil ligge.

Legel (e’), m. en liden Dunk, en Træflaske med Hank paa Siden. Gbr. i Formen Ligjil, Liel (for Legjel). G.N. legill. Nt. Legel; T. Lägel, som henføres til Lat. lagena.

Legemaal (e’), n. Leiermaal, Anklage for utilladeligt Samleie. “Legumaal”, Hall. (Jf. G.N. legord).

legen (e’), adj. 1) som har ligget nogen Tid; f. Ex. om Træ. Hertil: aarlegen, marklegen, sjolegen; jf. forlegen. – 2) forligget, el. paaligget. Legne Egg: Æg som er lidt klækkede, ikke ganske færske. Jæd. (Andre St. brædde, stropne, klekte). Han var mest i hel-legen: næsten kvalt af den overliggende Masse. Egentlig Particip af liggja. Mange St. udtalt: legjen og leien (men Fl. legne); ogsaa ligjen, el. lien. Om Endelsen “legen” s. leg.

Leger, n. s. Læger.

Legerom (e’), n. Rum til at ligge i.

Legesole (e’), m. tyk Hud paa Undersiden. Spotviis: “Han heve go’ Legusole”: han vil gjerne ligge længe. Tel.

Legestad, m. Liggested; jf. Legstad.

legetrøyten, adj. som ligger længe. Hall.

legevand, adj. kræsen med Hensyn til Liggested. B. Stift.

Legg, n. et Læg, en Lægning. Mest sammensat, som Innlegg, Utlegg og fl.

Legg, m. (Fl. Leggjer), 1) Læg, Legemsdeel imellem Knæ og Ankel; Skinnebeen. Jf. Tjukklegg og Grannlegg. G.N. leggr. Eng. leg. – 2) Beenpibe, cylinderformigt Been i et Lem. Armlegg, Handlegg. (Jf. Isleggjer). – 3) et Stykke imellem to Led eller Knuder; f. Ex. i et Straa. Ogsaa om Traaden imellem to Knuder i Maskerne i et Garn. Sfj. Ligesaa om en cylinderformig Deel af et Redskab. Navarslegg, Pipelegg. – 4) Stamme i et Træ. (= Stuv, Stomn). Furelegg, Bjørkelegg. – 5) Lægstykke i Strømper og Støvler; den Deel som bedækker Læggen.

Leggbein, n. Been i en Læg.

leggdiger, adj. tyk eller drøi i Læggene.

legghøg, adj. høibenet.

leggja, v.a. (legg, lagde, lagt), at lægge. Imperf. lyder mest alm. lae, eller la’; ellers: lade, Sdm. og sjelden lagde (Sogn). Imperativ: legg, Fl. leggje. Konj. leggje (mest som Ønskeform). Betydningen er meget omfattende; saaledes: 1) lægge, faae til at ligge, f. Ex. legg Duken paa Bordet. Saaledes reflexivt: leggja seg ned; sjeldnere om at lade en anden Person ligge, f. Ex. Dei hadde ikkje Seng til aa leggja honom i. Derimod jævnlig om at lade en Ting være paa et Sted, altsaa: lade ligge, efterlade; saaledes: leggja atter; leggja attum (dvs. tilbagelægge); leggja etter seg; leggja i Øyde o.s.v. Af liggja, laag (eller egentlig af den oprindelige Form “lag”, som her hedder laag). G.N. leggja; Goth. lagjan. – 2) gjøre eller faae i Stand ved en Lægning (Sammenlægning). Leggja Tog, el. Snøre: slaae Reb. Leggja Golv, Loft, Tak, og flere. – 3) belægge, dække. Leggja med Stein: brolægge. Leggja ned (el. nedre): overdække, tilkaste. Det legg til med Snjo. – 4) slaae, give et Slag. Leggja ein Stut i Hovudet: give Studen et bedøvende Slag, idet man skal slagte den. Han torer leggja deg under Øyra: han vil maaskee give dig et Ørefigen. Ein skulde lagt honom i Snuten. Hedder ogsaa: leggja til. Jf. Eng. lay on the face. (I G.N. er leggja at stikke). – 5) føie, sætte, stille i en vis Orden. Leggja saman (el. i Hop): sammenføie. L. sunder: adskille. L. Augo atter: lukke Øinene. L. i Hop Henderna: folde Hænderne. Leggja i Lag, i Bugt, i Kross, o.s.v. – 6) føre, lede, drive; især et Fartøi paa Vandet. Legg Baaten aat Bryggja. Leggja Skuta lenger inn. Ogsaa uden
Objekt eller som v.n.: stævne, tage Veien; løbe til, rende, ile afsted. Leggja til Havs, til Lands, til Fjells. Leggja ut paa Sjoen. L. avstad, av Garde. L. i Vegen. – 7) anlægge, oplægge, bygge. Leggja Veg, Gata, Bru. Ogsaa: foranstalte, bestemme, paalægge. Leggja Lag: slutte Selskab. L. Raad: raadslaae. L. Skatt (el. Toll) paa. Jf. Han vilde ikkje leggja so vondt aat seg: han vilde ikke paatage sig saa megen Uleilighed, udsætte sig for saa meget Besvær. (B. Stift). – 8) tillægge (Kreature), opfostre. Leggja Kalvar: opføde Kalve. Ei god Ku til aa leggja undan: en Ko, som er god at tillægge Yngel af, som har gode Kalve. Ogsaa: skaffe, besørge. Han heve lagt seg til nokon Sjoreidskap. Leggja seg nokot til goda (el. godes): opspare noget, lægge noget op af sin Fortjeneste. – 9) erlægge, udrede, betale. Leggja Skatt av Huset. L. Toll, Renta, Landskyld, Livøyre. “Han laut leggje heim”: han maatte give en Deel af sin Løn til Forældrene. Sdm. Ogsaa: anvende, opofre. Leggja Pengar paa Jordi. L. Arbeid paa. L. halvt imot. Jf. leggja Hug til; l. Elsk paa: fatte Yndest for. – 10) meddele, yttre, fremsætte (en Mening). Leggja eit Ord i Laget. Han legg so litet til: han holder sig stille, tager liden Deel i Samtalen. Tel. Leggja godt fyre nokon: anbefale En, indlægge et godt Ord for ham. Dei hadde lagt vondt fyre honom: de havde bagtalt ham, beredet ham Ugunst. – Forøvrigt bruges Ordet i mange Forbindelser med visse Vendinger i Betydningen. Saaledes: A, reflexivt. Leggja seg: a) gaae til Hvile; b) sagtne, stilles (om Vind); c) bøie sig, f. Ex. om Eggen paa en Kniv; d) samle sig i et Lag eller Leie, f. Ex. om Støv; e) tilfryse, om Vand. Leggja seg burt: gjøre sig skyldig i Hor. (Leggja seg veg. B. Stift). L. seg fyre, eller l. seg til: vedblive at ligge, slaae sig til Ro. Leggja seg i, eller l. seg fram i: indlade sig i, tage Deel i, f. Ex. en Trætte. (Sv. lägga sig i). L. seg imillom: træde imellem, afbryde en Strid eller en vis Forstaaelse. L. seg um: gjøre sig megen Flid for. Eg kunde gjort det finare, naar eg hadde lagt meg um det. (B. Stift). – B, med Partikler. Leggja atter: a) lægge efter sig; b) udlægge en Ager til Eng (s. Atterlega); c) lukke “Ljoren” paa en Røgstue. Dei hadde lagt atter: de havde lukket til Natten. (B. Stift). L. att-yver: skjule; dække Jorden, om et Sneefald. Sdm. og fl. L. av: aflægge (en Skik, el. Vane). L. aat: trykke stærkt til; ogs. lægge til Land. L. fyre: forelægge. L. imillom: betale i Bytte, lægge noget til paa en Byttehandel. L. inn: a) trække Aarerne ind i Baaden; b) indhegne et nyt Engstykke. L. mot: byde til Gjengjæld; ogs. gjøre Indvending, anføre Modgrunde. (Indh.). L. ned: nedlægge; ogs. slutte, opgive noget. Han kann aldri leggja det ned: han kan aldrig glemme det. L. paa (uppaa): forøge, forhøie noget, f. Ex. Prisen paa Varer. L. saman: a) lægge sammen; addere osv. b) læse Ordene efterat have stavet dem; c) slutte med Læsningen i en Skole (egentl. lukke Bøgerne). Hedder oftere “leggja i Hop”. Leggja til: a) tillægge; ogs. beskylde En for noget; b) give Bidrag el. Tilskud (jf. Legd); c) yttre sig (s. 10, ovenfor); d) slaae til (s. 4); e) løbe til, sætte sig i Bevægelse (s. 6); ogsaa vove sig til, forsøge; f. Ex. Eg trur, at eg legg til og gjerer det. Leggja under seg: tilegne sig; bemægtige sig. L. upp: gjøre Anlæg eller Grundlag til noget. L. ut: a) udlægge; ogsaa: udrede, betale; b) udvikle, forklare (f. Ex. en Læresætning); c) reise ud, vove sig ud, f. Ex. paa Søen. – Afledninger ere: Lag (Framlag, Ilag, Nedlag), Lage, lagen, Loga (o’), Aaloga, Fyreloga, Utloga.

leggjad, adj. beskaffen i Læggene; for Ex. grannleggjad, høgleggjad og fl.

leggjande, adj. 1) passende at lægge. Mest sammensat, som framleggjande, nedleggjande o.s.v. 2) som adv. løbende, ansættende. Han kom leggjande.

Leggjar, m. en Lægger; f. Ex. Framleggjar, Uppleggjar, Utleggjar.

leggjast, v.n. (legst, lagdest, lagst), 1) lægge sig. Kun i visse Forbindelser. Det legst alltid nokot til: der kommer altid noget til, der foreligger altid noget, f. Ex. til at arbeide paa. Det legst fyre: det formerer sig, der opdynges mere og mere, f.. Ex. en ubetalt Gjæld, om ugjorte Arbeider. (Egentl. det lægger sig foran En). – 2) blive liggende. Eg er rædd, at han legst ned: jeg frygter, at han kommer paa Sygeleiet. B. Stift.

Leggjing, f. Læggen; Læggemaade. Kunde ogsaa hedde Leggning, el. Legster (m.).

Legglag, n. Maade at bevæge Fødderne paa. “Leggjalag”, Nhl.

Leggleir, n. Læggen i Strømper. Sdm. Maaskee for Leggleder?

Leggsnjo (-snø), m. et Sneelag, som rækker op til Læggene.

Leggspik (ii), f. den forreste Deel af Skinnebenet, el. den forreste af Beenpiberne i Læggen. B. Stift.

Leggsumar (u’), m. den første Deel af Sommeren, eller omtr. som Juni Maaned. Østl. (Smaal. Toten). Formen usikker, da det ogsaa lyder som Lekksommar, og Lægsamar.

legleg, adj. beleilig, bekvem; s. lidleg.

legna (e’), v.n. (ar), faae Afsmag ved at ligge for længe; mest om Fisk. Nordl. Hedder ogsaa logna (o’), Hard. (Andre St. ulna, saana, kasa). Hertil legnad: mugnet, lidt ankommen. Jf. legen.

legra, v. (leire), s. lægra.

Legstad, m. 1) Liggested; Herberge. Dei komo her til Legstad: de kom til at overnatte her. Nordre Berg. – 2) Gravsted,
Grav. Hall. G.N. legstadr.

Legurom, s. Legerom.

lei, s. leid., – leiast, s. leidast.

Leid, f. 1) Led, Vei, Farvand. (Mest alm. Lei). G.N. leid. Fara ytre Leidi (nærmere ved Havet). Langt av Leid: langt afsides. Jf. Skipsleid, Baatleid, Roleid. (Lokalt: Byleidi, Trondheimsleidi, og fl.). – 2) Gang, Færd. Kun i Forbindelsen: aa Leid, og især: alt aa Leid; f. Ex. “Me gjere dæ alt aa Leid”: vi udrette det alt paa een Gang, alt ved samme Leilighed (egentl. medens vi engang ere paa den Vei). Sdm. Hertil ogsaa: koma aa Leid, dvs. komme i Gang med noget; men her bruges oftere: k. aaleides. (aaleis) Ogsaa G.N. áleidis. – 3) Leilighed, Anledning, Udvei. Faa Leid til, eller hava Leid til: have Adgang til. Smaal. “Hava Lei mæ di”: have en Udvei dermed. Hall. – 4) Side, Retning, Stævne. Paa den Leidi. Paa alle Leider (Kanter). Paa desse Leidom (omtr. i denne Egn). Østl. Trondh. og fl. – 5) Maade, Viis. I denne Betydning meget fordunklet, da de hertil hørende Forbindelser sædvanlig omdannes til Adverbier med Endelsen “s” (leis, for leides); altsaa: eileis, eikorleis, nokorleis, ingileis, annarleis, sameleis (i Stedet for: ei Leid, eikor, nokor, ingi, onnor, same Leid); ligesaa: mangeleis, alleleis (mange Leider, alle L.), og endog: soleis og korleis (vel egentlig: so aa Leid, kor aa Leid). Ved Siden af dette “leis” (nogle St. leist, lest) findes ogsaa en Form med “n” (lein), f. Ex. nokolein, mangelein, solein (Hall. og Vald.), og mangesteds ogsaa en Form med baade “s” og “n” (leisen, leisne, leisinne), f. Ex. nokoleisen, soleisen), hvor “n” formodentlig er den dunkle Partikel “ne”, som i: so-ne, her-ne, desse-ne. – Forskjellige herfra ere nogle Ord, hvori “leides” (el. leis) har Begrebet af Vei eller Retning, som: beinleides, langleides, sjoleides, skogleides, aasleides, – og som gjerne have en fuldkommere Form i Udtalen, f. Ex. “beinleides”, Nfj. Sdm. “aasleies”, Hall. Saadanne Ord findes ogsaa i G.N. (som afleidis, framleidis, heimleidis, réttleidis) og høre saaledes til de gamle Adverbier med “es”, som dannes ligesaavel af Hunkjønsord som Hankjønsord, f. Ex. samstundes, jamsides, baklides, rettsøles, avhendes og fl.

leid, adj. 1) led, ubehagelig, som vækker Ulyst eller Modbydelighed. Mest alm. lei; ellers leid’e (Nfj. Sdm.). G.N. leidr. (T. leid; Skotske Dial. laith, Eng. loath). I Neutrum ofte med en mildere Betydning om noget, som man undseer sig for, eller som man helst vilde undgaae; f. Ex. D’er leidt aa umaka honom. Eg tykte, det var leidt aa spyrja um det. – 2) kjedelig, som medfører Kjedsomhed. Eit leidt Arbeid. Om Personer: kjedsom, besværlig, saasom ved unyttig Snak, Dadel, Drillerier osv. Ogsaa: slem, henfalden til noget; f. Ex. leid til aa ljuga. – 3) kjed, som føler Lede eller Ulyst. Oftest med “av”. Eg er leid av det (el. leid utav di). Paa Østl. ogsaa med Dativ, uden “av”: Eg er leid honom. (“Je er lei’en”. Buskr.). Nogle St. med en anden Form: leidd’e, Sæt. leidt’e, el. leitt’e, Hard. Voss. Eta seg leidan: æde saa længe af et Slags Mad, at man faar Modbydelighed derfor. Fosen (eta sæg leian), Indr. (aataa sæg leiaan). Jf. Leidende.

Leida, f. 1) Lede, Kjedsomhed. G.N. leida. 2) en ubehagelig Ting; noget som man finder sig uleiliget af; ogsaa om en kjedsom eller besværlig Person. “Han æ ei stor Leia”, B. Stift. “Reint ei Leie”, Tel. og fl.

leida, v.n. (er, de), hælde, skraane, have en hævn Hældning; om Bjerge, Marker og Veie. Nfj. Sdm. (leide), Ork. (leie). “Dæ leide ned”: det gaar skraat nedad, der er ingen brat Bakke. (Jf. leiden). Maaskee beslægtet med Lid og Led; isaafald et gammelt “hleida”. Jf. ogsaa Lein og leina.

leida, v.a. og n. (er, de), 1) lede, føre med Haanden, eller ved et Baand. Han gjekk og leidde Hesten. G.N. leida. Particip leidd. – 2) føre i en vis Retning, henlede, styre. Leida Vatnet or Engi. (Mindre brugl.). Jf. Leid. – 3) med “av”: dreie af for Vinden (i Seilads), sætte lavere Kurs (modsat beita). Nordl. (leia av). Vel egentl. lade gaae, s. lida.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   97   98   99   100   101   102   103   104   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə