Ivar Aasen Norsk Ordbog


leida, v.a. (ar), gjøre led (leid). Lidet brugl. “Han tok til leie seg”: han begyndte at vise Uvillie, gjorde sig vred. Tel. Jf. Leidestev. Leidar



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə102/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   98   99   100   101   102   103   104   105   ...   221

leida, v.a. (ar), gjøre led (leid). Lidet brugl. “Han tok til leie seg”: han begyndte at vise Uvillie, gjorde sig vred. Tel. Jf. Leidestev.

Leidar, m. en Leder, Veileder.

leidarfør, s. leidfør.

leidast, v.n. (est, dest), 1, kjedes, blive kjed; ogs. faae Modbydelighed for noget. Mest alm. leiast, leiest). G.N. leidast.

leidast, v.n. (dest), 2, lede hinanden, gaae Haand i Haand. Dei gingo og leiddest. Hedder ogsaa “gaa i Leistand” (Leidestand?). Mandal, Nordl.

leidbeint, adv. ret fremad, i lige Linie (omtr. som beinleides). Sæt.

leidd, s. leid og leida.

Leide, n. Fortræd, Ubehageligheder. Hedder oftere Leidelse, n. Jf. Leidende.

leiden, adj. jævnt hældende, skraat liggende, f. Ex. om en Vei (s. leida). “Der æ so jamt aa leide(t)”. Nfj. Sdm.

Leidende, n. 1) en kjedelig eller ubehagelig Ting; ogsaa om Dyr og Mennesker. Sdm. og fl. G.N. leidindi. – 2) Lede, Modbydelighed. “Æte se til Leidende”, det samme som: eta seg leidan, s. leid.

leides, adv. i Sammensætn., s. Leid, f.

Leidestev, n. tirrende Vers; Spotteviser. “Leiestæv”, Tel.

Leidesvein, m. Brudesvend, en af de Personer
som ledsage en Brud til Kirken. B. Stift. Ellers Brudsvein, Brudleidar. – “Leiesvein” er ogsaa en Benævnelse paa den fjerde Finger (Ringfinger). Jarlsberg.

leidfør, adj. saa beskaffen, at man kan fare den sædvanlige Vei (Leid) paa Søen. Ogsaa i Formen “leiafør” (leidarfør). “D’æ’ ikkje leiaført” (om Veiret): man kan ikke fare den rette Søled; man maa holde sig ved Land. Sfj.

Leiding, f. Ledelse, Ledsagelse.

Leiding, m. 1, Leding, Krigstog; ogsaa Ledingspenge, Lønning for Soldater; egentl. Udrustning, Udstyr. G.N. leidangr.

Leiding, m. 2, en led, kjedelig Person.

Leidingsberg, n. Markedsplads. Kun i Nordl. Sædvanl. forkortet “Lensberg”.

leidkyndt, adj. vranten eller hidsig af Natur. “leikjynt”, Hall.

leidljos, adj. om Luften: saa lys at man kan see det rette Farvand (Leid). I Sogn leialjøs’e (leidarljos); i Sfj. leialys’e, leialyst.

Leidning, m. Ledingspenge (= Leiding).

leidsam, adj. kjedelig; fortrædelig. Det var leidsamt. Lidet brugl.

Leidsemd, f. Ubehagelighed, Fortræd, slemme Omstændigheder. Nhl. og fl. (Leisæmd).

Leidskap, m. Kjede, Kjedsomhed; ogs. Ubehagelighed, Besvær; s. leid.

Leidsla, f. Ledelse, Førelse. – leidsletamd, adj. vant til at lade sig lede. Hall.

leidsleg, adj. slem, ubeleilig; ogs. kjedelig. Afvig. leidskleg (leiskleg), Rbg. Tel.

leidt, adv. uheldigt, slemt. Det gjekk so leidt. Det saag leidt ut.

leidvoren (o’), adj. led, kjedelig.

leie, s. leida. – leiest, s. liggja.

leien, s. legen. – leiest, s. leidast.

leiga, v.a. (er, de), 1) leie, fæste til Brug for en vis Tid. G.N. leiga; Sv. lega. – 2) udleie, overlade til Leie. Med Dativ og Akkus. f. Ex. Han leigde deim Baat. Præs. hedder mest alm. leiger (egentl. leigjer). Particip leigd.

Leiga, f. 1) Leie, Brug paa visse Vilkaar. Hava til Leiga. G.N. leiga. – 2) Betaling for Leie; f. Ex. Husleiga, Baatleiga. Ogsaa om Renter. – 3) Jordskyld, en Gaards Matrikulskyld. Trondh. Helg.

leigande, adj. leiende. (Om Modsætningen “eigande og leigande”, s. eigande).

Leigar, m. Leier; Fæster.

Leigebol (oo), n. Jordepart, Jord som udgjør eller tilhører en Gaard. Nordl. Ogsaa udtalt Legebol (e’).

Leigefolk, n. leiede Arbeidsfolk. Nogle St. Leigdefolk. – Leigemann, m. en leiet Mand (f. Ex. til at drive Fiskerie). Leigegjenta, f. Tjenestepige. (“Leipike”, Østerd.) Leigesvein, m. Leiesvend.

Leigemaal, n. Jordepart, Gaard med al den Grund eller Udmark, som hører dertil. Nhl. Sfj. Ndm. – Tildeels udtalt Legemaal (e’). I Nordl. Leigebol. Jf. G.N. leigumáli, m. leiet Jord.

Leiglending, m. en Fæster, En som boer paa leiet Jord. G.N. leiglendingr.

Leik, m. 1) Leg, Spil, Morskab. G.N. leikr. Ogsaa om en voldsom Bevægelse; Dyst, Kamp. 2) en Dands. Tildeels med Fl. Leikjer. Gbr. Ork. Sdm. og fl. Ogsaa Spil eller Musik til en Dands (= Slaatt). – 3) et Spil Kort; de Kort som bruges paa een Gang. – 4) Lethed, Magelighed. “No kann ein fara mæ Leig”: nu kan man reise mageligt. Siredal. – 5) Beskaffenhed, s. Leike. Om et andet Leik, s. Legd.

leika, v.n. (ar), 1) lege, spille; more sig. Imperf. tildeels leikte; i Østerd. leek (?). G.N. leika (leik, lék, leikit). Hedder ogsaa: leika seg. Han berre leikar seg med det. – 2) handle dristigt eller voldsomt med noget. Han fær leika med deim: han vil blive dem besværlig, han kommer til at tugte dem. Jf. G.N. leika (Fritzner 397). – 3) bevæge sig let og frit, glide let; om Redskaber, f. Ex. et Hjul, en Axel. Det leikar i Handi: det spiller i Haanden, om et Skaft, som er meget bekvemt og passende. B. Stift. Jf. Leikinde. – 4) hvirvle, boble; om kogende Vædske. Lat det vera so heitt, at det leikar i Gryta. B. Stift (Sv. Dial. leka). – 5) om Tanker, som foresvæve En eller sætte Sindet i Bevægelse. Det leikar i Hugen. Tel. Ogsaa om selve Sindet. Hugen leikar paa det, dvs. Tanken dvæler ved det, kommer ofte tilbage dertil. (Landst. 312. 524).

Leika, f. Legetøi; noget at lege med. Ogsaa et Kjælenavn, især til Pigebørn.

leikande, adj. 1) legende. Han var baade leikande og læjande: han var meget frisk og munter. 2) sydende. Leikande Lag: sydende Vand som gydes paa Maltet i Brygningen. B. Stift. 3) som adv. let, mageligt. Det gjekk leikande.

Leikar, m. en Leger; Spillemand; ogs. en flink Karl, en Mester.

Leikarhorn, n. Horn at spille paa. Rbg.

Leike (Leikje), m. bruges kun i Sammensætning med Adjektiv for at betegne en Beskaffenhed, f. Ex. Storleike (Storhed), Godleike (Godhed) o.s.v. Ogsaa i Formen leik (Storleik), Østl. og Trondh. G.N. leiki og leikr; Sv. lek. Det betegner kun selve Egenskaben, med Hensyn til dens større eller mindre Grad, og overføres ikke paa den Ting, som Egenskaben tilhører.

leiken, adj. s. leiksam.

Leikfugl, m. Fugl som gaar paa Leg (i Parringstiden). Ogsaa: en Legemester, lystig Karl.

Leikinde, el. Leikjende, n. 1) en bevægelig Valse eller Axel, f. Ex. i Midten af et Spænde (et Spændehjerte). Nordre Berg.
og fl. I Tel. Leikande. (Isl. leikandi, m.?). – 2) Lægne, Hvirvel; en bevægelig Nagle som er indsat i en Kjæde, for at denne ikke skal sammenslynges ved Vridning; saaledes i et Tøir eller Kobaand, ligesaa i Heftet paa en Uhrnøgle, og deslige. Sogn, Sæt. og fl. Nogle St. Leikand. (Rom.). I svenske Dial. lekande, lekan; i danske Dial. Lægend, Lægn. Ellers kaldet: Laupar, Hes, Kvervel, Sverv, Sverkel.

Leiking, f. Legen osv. s. leika.

leikleg, adj. lystig, som gaar med Leg.

Leikmeister, m. Legemester.

leiksam, adj. tilbøielig til Leg.

Leikstemna, f. Sammenkomst til Leg og Morskab; ogsaa: Leg, Lystighed, Dands m.m. B. Stift.

Leikvoll, m. Legeplads. Hedder ogs. Leikarvoll. G.N. leikvöllr.

Lein, f. 1) Skraaning, Hældning, skraatliggende Plan paa Siden af en Bjergryg. Smaal. Hall. Nhl. Et gammelt Hlein (jf. leina). Goth. hlains: Høi, Bakke. Hertil adskillige Stedsnavne, tildeels i Fleertal Leinar (Leinanne, Sdm.). – 2) Side, Sidestykke i sammensatte Redskaber: saaledes i en Stolryg, ogsaa i en Muldgreb, m.m. Ork. – 3) Vævstøtte, et af de høie Sidetræer i en Væverstol. Nordl. Trondh. Sdm., ogsaa med Fl. Leinar (Leina). Isl. hlein.

lein, i Sammensætn. s. Leid.

leina, v.n. (er, te), skraane, hælde svagt, gaae skraat ned; om Marker (omtr. som leida). Nhl. Jf. lina og Lein.

Leir, n. Leer (Jordart). I de sydligste Egne tildeels masc. G.N. leir, n. og m. Om et andet Leir, s. Læger og Leder.

leira, v.a. (ar), beslaae med Leer; ogsaa: tilsøle. Leira seg ut.

Leira, f. 1) Leergrund, Leerjord. 2) en flad Sandgrund i Strandbredden. B. Stift, Trondh. Nordl. G.N. leira.

Leir-aur, m. gruset Jord, som indeholder noget Leer.

Leirbotn, m. Leerbund i Jorden.

Leirbraak, f. en Leergrube. Hall.

Leirdya, f. Søle af blødt Leer.

Leiremakk, m. = Fjøremakk, Sandmakk.

Leirfall, n. Bakke med glidende eller synkende Leergrund.

Leirfivel, m. Hestehov (Plante), Tussilago. Trondh. Ogsaa kaldet Leirgull. (Helg.). Bladene hedde Leirskreppa, f.

leirgraa, adj. graa som Leer.

Leirgrunn, m. Leergrund.

Leirgull, s. Leirfivel.

Leirhella, f. fast eller haard Leergrund. Ved Trondh. Leirhyll’.

Leirkjer (el. -kjerald), n. Leerkar.

Leirlit (i’), m. leergraa Farve.

Leiros (oo), m. en smal Pig med blød Sandgrund. Nordl. (Lof.) Egentl. Leire-os, s. Leira.

Leirskol (o’), f. Vand som er grumset af Leer.

leirslegen (e’), adj. tilslaaet med Leer.

leirutt, adj. leret; tilsølet med Leer.

Leirval, m. flad Grunding med leret eller sandig Bund. Nordl. Egentl. Leirevadel, s. Val.

leis, i Sammensætn. s. Leid.

leiskleg, og leisleg, s. leidsleg.

leist (syntes), s. litast.

Leist, m. (Fl. Leister), 1) Sok, Strømpefod. Hoseleist, Sokkeleist. Søndre Berg. Tel. Hall. og fl. i Formen Leist; andre St. Lest. G.N. leistr. Jf. Goth. laists: Fodspor. – 2) Oversok; Haarsokker at bruge i Frost. Nordre Berg. mest i Fl. “Leste”. Ellers kaldet Laddar, Loddar, Luggar, Raggar. – 3) Læst, Model for Skotøi. Engl. last; T. Leisten. Hertil: Leistehonk (-haank), f. Bundt eller Hob af Læster. Leist-emne, n. Træstykke til en Læst.

Leist, m. 2, en vis Fisk (nogen sjelden), Macrourus norvegicus (Nilsson). Sogn, Sfj. Nfj. i Formen Lest, ogsaa kaldet Sko-lest. (Strøms Berglax.).

leista, v.n. (ar), 1) sokke, gaae slæbende, el. drage Fødderne. Rbg. – 2) v.a. forme Skotøi paa en Læst.

leit (led, stolede), s. lita.

Leit, f. Søgen, Efterledelse. Dei liggja i Leit etter det: de ere ude for at søge efter det. Ryf. G.N. leit.

leita, v.n. og a. (ar), 1) lede, søge, see efter noget. (Nogle St. med Imperf. leitte, Sup. leitt). G.N. leita (ar, adi). Leita upp: oplede. Han leitar seg vel uppatter: han kommer nok tilbage af sig selv. Leita etter Fisk: roe efter Fisk med Snøre. Jf. Leiting. – 2) udsøge, udvælge; ogsaa: hente, sanke. Leita utor det likaste: udsøge det bedste. Han hadde leitat seg ein Kjepp. Leita meg ein Traad: opsøg en Traad til mig. Leita Bær: sanke Bær. -. 3) angribe, besvære, plage. Sædvanlig med “paa”. Det leitar paa: det tager haardt paa, der skal Styrke til for at taale det. Det leitar ikkje paa: det har ingen Nød, Mest brugl. søndenfjelds. Jf. røyna, freista, nøyda. Ogsaa paa Sdm. i Talemaaden “Dæ leita paa Haud’e mæ ‘naa”: det gjør ham forstyrret i Hovedet; han har Anfald af Sindssvaghed.

leitande, adj. omtr. som: værdt at lede. Her er ikkje leitande: her nytter det ikke at lede. D’er ikkje leitande etter di lenger.

Leitar, m. en Leder, Søger.

Leitarfisk, m. Fisk som fanges enkeltviis paa forskjellige Steder. Sdm.

Leitargildra, f. en lang og møisommelig Leden. “Leitagjildre”, Sdm. Vel egentlig en Leg, hvor man gjemmer noget saa, at det er vanskeligt at finde.

Leitarstad, m. Sted at lede paa; Fiskeplads.

Leite, n. 1) Synsvidde; den Kreds el. Landstrækning
som man kan overskue fra et vist Punkt. (Af lita, leit). Jf. Augleite, avleites. Ogsaa: Synslinie, el. den Længde hvori man kan see foran sig. Saaledes i Østerd. (i Formen Lete) om et Strøg hvor Dalen eller Elven gaar i ret Linie, saa at man kan see noget langt fremad; altsaa: Mellemrummet fra den ene Krumning til den anden. – 2) Synsgrændse (s. Himmelleite), eller oftere: et ophøiet Punkt i Synskredsen, en Forhøining eller Bakke, som i Frastand begrændser Udsigten, men som, naar man har naaet den, giver en ny Udsigt; saaledes fornemmelig om en større Forhøining i en bakket Vei. Shl. Ryf. Jæd. Rbg. Tel. og fl. G.N. leiti. – 3) et Sted, hvor man leder eller søger efter noget; især en Fiskeplads. (Fiskeleite). B. Stift. I enkelte Stedsnavne synes Leite at betegne et Samlingssted for Kreaturene, omtrent som Malkeplads. – 4) omtrentligt Sted; Kreds, Egn, Region. Det var paa dette Leite her, at eg miste det. Indh. Nogle St. Løyte. – 4) omtrentlig Tid; Stund, Tidspunkt. I Gaar dette Leitet (ved denne Tid omtrent). Mest brugl. søndenfjelds. Jf. Løyte.

leiten, adj. paatrængende (= aaleiten); om sig gribende; f. Ex. om Ild. Trondh.

Leiting, f. Leden, Søgen. Ogsaa om Fiskerie med Snøre; s. leita.

leitt, adj. udseende. Kun i Sammensætning; især om Ansigtsform, f. Ex. langleitt, breidleitt, raudleitt. Nogle St. lett (ee); sjeldnere leiten; oprindelig leit (G.N. leitr), af lita, leit.

Leiv, f. Levning; s. Busteleiv. Her mærkes ogsaa et “Leiv”, som bruges i Personsnavne, deels kvindelige: Herleiv, Ingeleiv, og deels mandlige: Gudleiv, Gunnleiv, Torleiv. Da Navnet gjælder for begge Kjøn, maa det (ligesom Laug) have sin Rod i et Verbum (liva, el. leiva) og rimeligviis betyde den levnede, el. efterlevende.

Leiv, m. et Fladbrød, et heelt Brød i Fladbrødsform; altsaa: en Kage, som ved Presning med en Valse (s. Kjevle) er udvidet til en meget tynd, rundagtig Skive. Alm. G.N. hleifr; Ang. hláf (Eng. loaf); Goth. hlaibs (Brød); T. Laib. Nogle St. med Fl. Leiver (Leive, B. Stift). Jf. Lefsa. – Leivsemne, n. Deig til et enkelt Fladbrød. Leivssuvl, f. Suul til en Leiv.

leiva, v.a. (er, de), levne, have tilovers; lade blive tilbage. Alm., dog nogle St. afvigende: løyve. (Tel. og fl.). G.N. leifa. Eng. leave. Leiva etter seg: efterlade. (Landst. 107). Particip leivd: levnet, bleven tilovers.

Leiva, f. Levning. Hall. mest i Fleertal, som “Etteleivu(r)” og “Avleivu”. G.N. leif, leifar.

Leiving, f. 1) Levnelse, Efterladelse. 2) Levninger (= Leivning).

Leivn, f. efterladte Midler, Efterladenskab. Hall. “Dæ vardt liten Leivn’e ett’o”, dvs. der blev lidet Gods efter ham.

Leivning, m. Levning, Rest.

Lek (e’), n. neddryppet Vædske; ogsaa: uklaret (udestilleret) Brændeviin. Tel.

lek (e’), adj. utæt; s. lekall.

leka (e’), v.n. (lek, lak, leket), 1) rinde ud, dryppe ned; om Vædske i et Kar; ogsaa: drysse, falde igjennem, om Korn, Frø, og deslige. – 2) lække, være utæt, have Sprækker eller Huller; om Kar, ligesaa om Baad eller Fartøi. – Formerne tildeels afvigende. Inf. læka, ogsaa laka, Namd. og laakaa, Indh. Imperf. lok (o’), Sdm. og lek (leek), Shl., i Fl. leko (for laako), Vald. (?). Supinum lokje (o’), Sdm. og fl.; ellers rigtigt: lekje (= leket). G.N. leka (lek, lak, lekit); Sv. läcka; Eng. Dial. leck.

Leka (e’), f. en Rende; især Vand-Rende, saaledes stillet at et Kar kan sættes under den. Smaal. Ogsaa i en anden Form Lekja, el. “Lekju”, Gbr. Vald.

lekall (e’), adj. læk, utæt; f. Ex. om en Baad. Nogle Steder lek, leken (kj), og lekande. G.N. lekr.

Lekatt (ee), m. Hermelin (= Røysekatt). Smaal. (Sv. lekatt). Maaskee egentl. et andet lignende Dyr: Sneemusen (Mustela nivalis L).

Leke (e’), m. en Læk, Sprække, som Vand trænger igjennem. Sædvanlig Lekje. G.N. leki.

leken (e’), adj. 1) læk (= lekall). 2) som Particip: udrunden, neddryppet. (Sammensat: nedleken, avleken). Udtalt lekjen; advig. lokjen (o’), s. leka.

Lekestokk, m. udhulet Træ til en Vand-Rende (Leka). Smaal.

Lekja, f. Rende; s. Leka.

Lekk, m. 1) Led, enkelt Ring eller Bugt i en Kjæde. Rbg. Tel. Hall. Rom. og flere, ogsaa i Nordl. – 2) Fæstepunkt (= Lag), f. Ex. paa en Kjedelkrog. Nordl. (Jf. lekkja). Ogsaa: Deel, Stykke; s. Umagelekk. – 3) en Kjæde, Lænke, f. Ex. af Vidier. Ork. G.N. hlekkr. Jf. Eng. link.

lekkja, v.a. (er, te), lænke, stille eller fæste paa et vist Punkt. Lekkja ned Gryta: stille Gryden lavere. Lekkja upp Kola (o’): stille Lampen lidt høiere. B. Stift, Tel. og fl. (Nogle St. hekta). – Et andet Ord er: lekkja, v.a. (ar), slynge, lægge i Bugter. Vald.

Lekkja, f. 1) Lænke, Kjæde af sammenhængende Led eller Ringe. B. Stift og fl. – 2) en sammenhængende Række af Garn eller Liner i Søen. Nordl. Hedder ogsaa Lenkja, el. Lenk. – 3) en Indretning med forskjellige Fæstepunkter (Lag), hvorved noget kan stilles eller flyttes efter Behag.
Kolelekkja, Saglekkja. Jf. Lekk.

Lekkjeblom, m. Løvetand (Plante). Tel. (Saa kaldet fordi Stilkene bruges til Kjæder i Børneleg).

Lekkjehorv, f. Harv med Led imellem Tværstokkene; Leddeharv. Østl.

Lekkjeknapp, m. Lænkeknap.

Leksa, f. Lexe (af Lat. lectio).

Leksing, m. en ung eller liden Lax. Buskr. Andre St. Svilung, Silung, Tart.

lekt, part. oplænket, s. lekkja.

lekta, v.n. (ar), slatte, hænge løst ved, for Ex. om Sko. Nordre Berg. Jf. lakra.

lel (e’), eller lell, adv. alligevel. Østl. Trondh. (Ogsaa i svenske Dial.). I Indre Sogn: loll (o’). Ansess som Forkortning af “lika vel” (likvæl, livæl).

Le-land, n. Landet paa Læsiden (i Seilads). Koma i Leland: komme for nær til den Strand som Vinden staar paa (komme i Lægerval).

leleg (ee), adj. beleilig; s. lidleg.

Lem (Læm), m. 1) Lem, Luge eller liggende Dør, f. Ex. ved Nedgangen til en Kjælder. Søndenfjelds. Ogsaa en Luge eller Skodde for et Vindue. (Andre St. Luka, Glasluka). Sædvanlig udtalt kort, som Lemm. Sv. läm. G.N. hlemmr. – 2) et Loft, et Fjelegulv paa Bjælkerne øverst i et Huus. Berg. Trondh. Nordl. Udtalt deels Læmm, deels Læm (langtonet). I Nordre Berg. er “Læm” et Loft af sammenføiede Fjele, men “Hjell” et Loft af løse Fjele eller Stænger. Jf. Trev, Skukk, Spong. – 3) Gallerie i en Kirke; Pulpitur. (Kyrkjelem). Berg. og Trondh. Ellers kaldet: Trev, Hjell, Kor og Yverlaup.

Lem, m. s. Lim. – lem, v. s. lemja.

lema, s. lima. – lemba, s. lamba.

Lemende, n. Fjeldrotte, Lemmus norvegicus. Et dunkelt Ord i flere forskjellige Former: Læmende (- oo), Limende (i’), Lemende (ee), Gbr. Sdm. Num. og flere, Lemend, Lemand, Indh., Lømende, Sæt. Tel. Lømenne, østre Tel.; Lomund og Lomhund, m. Sogn, Vald., Lomeldre, n. Hall. Lemende, Nhl. Sfj. Lemette, Lemett, Nordl. og Lemming, m. Salten (?). Jf. Sv. lemmel og lemming. Roden synes altsaa snarest at være “lem”, og isaafald kunde det maaskee høre til “lemja” i den gamle Betydning: spilde, ødelægge; altsaa et Skadedyr.

lemja, v.a. og n. (lem, lamde, lamt), 1) lamme, lamslaae, mørbanke. Tel. G.N. lemja (lamdi). Jf. lamd og lamen. – 2) v.n. slaae, banke, hamre løs paa noget. Han lamde paa og slo. Shl. Hall. og fl. – 3) buldre, dundre. Nfj. Ogsaa: styrte ned; om Regn. Sdm. “Dæ held’e paa aa læm’e ned”. – I Sfj. bruges ogsaa “læmje” om at slaae sig til Dovenskab, være lad eller seenfærdig.

Lemjing, f. Banken osv. s. lemja.

Lemor, s. Lidmor.

lempa, v.a. (ar), læmpe, lave, føie. Lempa seg. (Nyere Ord).

Lempa, f. og Lempe, n. Læmpe, Spagfærdighed. Med Raad og Lempa: ved klog og lemfældig Fremgangsmaade.

lempeleg, adj. lemfældig, skaansom.

Lemsa, f. et Slags Brød, s. Lefsa.

lemster (læmst’r), adj. stiv og mat i Lemmerne, næsten lam, f. Ex. efter en stærk Anstrengelse. B. Stift, Nordl. Østl. Ofte i Forbind. “lemster og lamen”.

lemstra, v.a. (ar), 1) lamme, udmatte. Nordl. 2) knække, knuse. Ryf. Ogsaa: sønderlemme (= lima). Solør. Jf. lemja.

Lemus, f. s. Lidmus.

Len (ee), n. Lehn, Ombudsdistrikt.

len, adj. s. lin. lena, s. lina.

lena (ee), v.a. (er, te), laane, overlade til Brug (= laana). Nordre Berg. G.N. léna (= lé, ljá): give, forlehne.

Lend, f. Lænd, Kryds, Hofter. I Fleertal oftest Lend’er (Lendr). En anden Form er: Lund, Smaal. Rom. G.N. lend.

lend, og lendt, adj. beskaffen med Hensyn til Jordbund (Land). Mest i Sammensætning, som vaatlend, turrlend, laaglendt, og fl.

lenda, v.n. (er, e), lande, komme til Land. Mest i de sydlige Egne, ogsaa i Nordl. Andre St. landa (ar). G.N. lenda.

Lenda, f. Landskab, Landstykke. Brugt i Sammensætning, som Laaglenda, Høglenda, Ulenda. Jf. Nylenda.

Lende, n. Jordbund, Marker; f. Ex. eit godt Lende til Køyrsla: god Mark at kjøre paa. Østerd. og fl.

Lending, f. 1) Landing, Landstigning. 2) Landingssted; ogsaa Leilighed til at lande. Nordl. G.N. lending.

Lending, m. Indbygger af et vist Land el. Landskab. I Sammensætning, som Nordlending, Austlending, Upplending osv. (Ofte udtalt “Lænning”, endog i B. Stift). Særskilt bruges Lending, og Landing, om en Indbygger af Distriktet “Land” ved Randsfjorden.

lendsk, adj. af Land, f. Ex. upplendsk, utlendsk. (Hedder oftere “landsk” eller blot lands”). Hertil Lendska, f. om Kvinder (ligesom Lending om Mænd), f. Ex. Upplendska, Nordlendska. Ikke meget brugl.

Lengd, f. 1) Længde (af lang). Maateleg paa Lengdi: passende lang. G.N. lengd. – 2) en Tings Længde som Maal, eller som Deel af noget heelt; f. Ex. Huslengd, Baatslengd, Toglengd, Stokkelengd. – 3) en lang Tid. Det vardt ikkje nokor Lengd: det blev ikke længe. Ein leidest av det i Lengdi.

lengd, forlænget, s. lengja.

lenge, adv. længe, i lang Tid. Mest alm. udtalt lengje (længje). G.N. lengi. Paa lenge: paa lang Tid; f. Ex. Han heve ikkje
voret her paa lenge. Jf. longo.

lenger (lengr), adv. 1) i længere Afstand. Kompar. til. “langt”. 2) i længere Tid. Komp. til “lenge”. Forkortet: leng, Rbg. Tel. Superl. lengst.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   98   99   100   101   102   103   104   105   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə