Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə105/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   101   102   103   104   105   106   107   108   ...   221

linka, v.a. (ar), 1) slappe, spæde, fortynde (Mad eller Drikke). Tel. og fl. Af linn (lin). – 2) lindre, formilde, dæmpe. Det linkar Troten (o’): det dæmper Hævelsen. – 3) v.n. formildes, aftage, stilles, f. Ex. om Smerte. Nordre Berg. og fl. Ellers linnast, linast.

Linklæde, n. pl. Linned, Liintøi.

linn, adj. 1) lind, bøielig, smidig eller noget slap. (Modsat stinn). Mere alm. end lin (i’) og tildeels omvexlende med dette paa samme Sted. Jf. Ght. lind; Ang. lið (Eng. lithe). – 2) tynd, svag, slap; om Mad og Drikkevarer. Søndenfjelds. – 3) mild, ikke skarp, om Luften; ogsaa om Mennesker: skaansom, lemfældig. Han er for linn med deim: han skaaner dem alt for meget.

Linna, f. mildt Veir. Jf. Linne.

linna, v.n. (ar), formildes, blive lind eller mild. Smaal. Andre St. linnast. – 2) v.a. blødgjøre. Afvig. lynne, Sæt., løna, Tel. (Jf. lina).

Linne, m. Formildelse i Luften; Opslag, Tøveir. Østl. Tildeels omvexlende med Linna, f. Jf. ogsaa Linning.

Linnevind, m. mild Vind. Buskr.

linnferdig, adj. lemfældig, skaansom, forsigtig. Nogle Steder linnferdeleg (linnfærleg).

Linnfura (u’), f. Fyrretræ med meget blød Ved. Østl.

Linning, f. Formildelse i Luften, mildere Veir. Smaal. og fl. I Hall. ogsaa Linnung, m.

linnkokad (-kokt), adj. lindkogt, ikke stærkt eller meget kogt.

Linnleike, m. Lindhed; Mildhed.

linnsaltad, adj. lidet saltet.

linnsteikt, adj. lidet stegt, ikke haardstegt.

linnturkad, adj. svagt tørret.

Linnveder (-veer), n. mildt Veir.

linnvoren (o’), adj. noget lind eller slap.

Linolje, m. Liinolie.

Linrøyr, f. Hestegræs, Holcus mollis. Sdm. og fl. Egentl. Linnrøyr.

Linseima, f. Synaal. Helg. Jf. Eima. Eller maaskee for Linsøyma?

Linskav, n. Trevler af opplukket Linned, Charpie.

Linspund, n. Lispund (16 Skaalpund). Mandal og fl. Andre St. Lispund (kun søndenfjelds). Ogsaa G.N. linspund. Jf. Holl. lijspond, T. Liespfund; Sv. lispund; af nogle forklaret som livske (liflandske) Pund).

Linspune (u’), m. Liinspinding.

Linsyster, f. en vis Plante, Camelina sativa (?). Toten.

lint, adv. mildt, lempeligt, med Skaansomhed; ogsaa: slapt, løseligt.

Lintaar, n. enkelt Trevle eller Fibre af Liin. Sdm. Jf. Taar.

Lin-to, f. Liingarn, Liinvæv. Indh.

Linty, v. Liintøi, Lærred; ogsaa Linned. Jf. Linan.

Linverknad, m. Tilvirkning af Liin.


Linvev (-væv), m. Væv af Liingarn.

Lippa, f. Læbe. Her en nyere Form; jf. Lepe. Ang. lippe, Eng. lip; T. Lippe. (S. Vørr). – Lippelag, n. = Lepelag. lippelaus, adj. læbeløs; meget tyndlæbet. lippesid, adj. sidlæbet.

Lira, f. 1) en vis Søfugl, Puffinus Anglorum. Lidet bekjendt. (Jf. Strøm, Sdm. B. 1, 243). G.N. líri, m. (?). – 2) en kluntet, uanseelig Person. Mest i Spøgenavne, som Graalira. Sdm. “Kolkjæft aa Lire, so fysst flire ‘ta me aa de”, dvs. den af os to, som først leer, skal hedde Kolkjeft og Lira. (I en Leg, hvor man kappes om at faae hinanden til at lee).

Lira, f. 2, en tynd Kage, et Slags tykke Fladbrød. Gbr. Jf. Lumpe.

lireleg, adj. kluntet, uanseelig. Tel. Ogsaa: lurende, skalkagtig (?).

lirka (i’), v.n. (ar), vrikke, rokke ved noget; forsøge noget smaat og lempeligt; ogsaa liste sig frem, søge at komme lempeligt og ubemærket til noget. Nogle St. lerka. Sv. lirka. Noget lignende er lurka (Østl.) og larka (Gbr.). Jf. ogsaa likra, lakra, lukra. – Hertil Lirking, f. Vrikning osv.

lirla (i’), v.n. (ar), huje med en rask Afvexling i Tonen, synge hujende eller med Toner som ligne Fløitespil. Jæd. og flere. Ellers i anden Form: lidla (ii), Hard., lilla (ii), Sdm. lilja, Rbg. (Skotske Dial. lilt). Noget lignende er hjala og kaua; ellers betegner hua, hauka og kauka en mere eensformig Lyd. – Hertil Lirling, f. Hujen.

Lisa, f. Lise, Lindring. Sv. lisa.

Liseimer (?), f. pl. tynde Straa eller Trevler. Sdm. (Liseime). Dunkelt.

liskra, v.n. smidske, snakke fiint. Tel. (Landst. 729). Ogsaa: gaae listigt frem (?). Hall.

Lispund, s. Linspund.

Lissing, f. Lidser, Snorer. Lidet brugl. Holl. lis; T. Litze, af Lat. licium.

List (i’), f. 1, List, snedige Paafund. Egentlig: Kunst. G.N. list.

List, f. 2, List, Kant; ogsaa Strimmel. G.N. lista; Ang. list: Strimmel. Hertil lista, v.a. (ar), sætte Kanter paa. Listhyvel, m. Høvel at tilskjære Kanter med.

Lista (i’), f. Liste, Fortegnelse, Katalog. Ital. lista. (Egentl. Papiirstrimmel).

listig, og listug, adj. listig, snedig.

Listing, m. Indbygger af Lister (i Vest for Mandal). Oftere Listring, som er feilagtigt, ligesom Listerland, Listerbonde og fl., da “Lister” kun er en Fleertalsform.

Lit (ii), n. (og f.), Lid, Tiltro, Tillid. Setja Lit til: stole paa. Jf. Aalit.

Lit (i’), n. Syn. Kun sammensat, i Atterlit; jf. Andlit.

Lit (i’), m. (Fl. Liter), Farve, Lød; især om naturlig Farve; medens derimod paasat Farve hedder “Farge”. Ogsaa udtalt: Leet, Lett, og tildeels Læt. G.N. litr; Sv. Dial. lit, let. Betyder egentl. Udseende (af lita), see Ulit. Stifta Literne: stifte Farve, blive rød eller bleg i Ansigtet. Jf. Dagslit, Vaarlit, Haustlit.

Lit (ii), m. Øieblik (?). I sidste Liten: i den sidste Stund. Østl.

lita (ii), v.n. og a. (lit, leit, litet, i’), 1) see efter, see paa noget. Forekommer i gamle Vers, dog kun sjelden og med vaklende Bøining, saaledes ogsaa med Formen “ar”: han litar seg yver Herd (Landst. 103), dvs. han seer bag seg sig, el. til Siden. Tydeligere i Formen litast (s. litast). G.N. líta (lít, leit, litit); Ang. vlítan (vlát), Goth. vleitan (vlait). Stamord til leita, Leite, leitt, Lit, n. og m. – 2) lide, stole, forlade sig paa noget. (Sv. lita). Alm. men tildeels med svag Bøining. Eg leit (el. litte) paa det. Ogsaa: betroe sig til, have Tiltro til En. “Du kann lite me”: du kan troe mig uden noget Tvivl. Smaal. I Gbr. “Du kann lite me aat”. – 3) lyde En, følge Ens Raad. Hall. og Vald., kun med stærk Bøining, f. Ex. Han leit meg ikkje. Dei lito (i’) honom. “Dei leto hono”, dvs. de fulgte hans Raad). Falder nær sammen med G.N. hlíta (hlítti), s. følg. Ord. – 4) give Raad, vise En en Udvei. Sdm. (Imperf. oftere litte end leit). “Han litte me den Raada”. “Kva vil du lite me?”, omtr. som: hvad troer du, at jeg bør gjøre?

lita (ii), v.n. (er, te), være tilfreds, lade sig nøie med noget. Jæd. Shl. Hard. Nhl. Ndm. Nordl. Han kann ikkje lita med det. Oftere: lita seg. Eg liter meg ikkje med detta. Ogsaa: Eg læt meg ikkje lita med det. G.N. og Isl. hlíta (hlítti), altsaa et fra det forrige forskjelligt Ord, endskjønt det nu er vanskeligt at skille det ene fra det andet. (S. Rydqvist 3, 283).

lita (i’), v.a. (ar), farve, sætte Farve paa (især Klæder). Nogle St. leta, læta. G.N. lita. (Eng. Dial. lit). – Particip: litad (lita), farvet; ogsaa: beskaffen med Hensyn til Farve. I denne Betydning hedder det ogsaa: litt (i’), f. Ex. Eg veit ikkje kor det er litt (om et Dyr, som man ikke har seet). Til G.N. litr, adj.

litande (ii), adj. værd at agte eller stole paa. D’er ikkje litande paa det.

Litar (i’), m. en Farver.

Litargarn (i’), n. Tøi som skal farves. Lyder sædvanl. Litagarn (Letaga’n). I samme Betydning Litarty (Leta-ty), v. og ved Trondhjem Lita-to (Læta-to), f.

litast (ii), v.n. (litst, leitst, litest, i’), synes, tykkes. (Jf. lita). Nordre Berg. Nordl. og flere. Ofte forkortet: list (Præs. list, Imperf. leist). Han leist ikkje paa det: syntes ikke om det. Kor list du paa honom: hvad synes du om ham? (Omtr. som lika). G.N. lítast.


lite, s. litet, og lita.

liten (ii), adj. liden, mindre i Omfang; ogsaa: meget ung, ikke voxen; kort (om Tid); ubetydelig, ringe o.s.v. I ubestemt Form med sædvanlig Bøining, nemlig i Fem. liti (lita osv.), i Neutr. litet (lite); derimod i den bestemte Form: litle (i’), nogle St. lisle (liltle); i Fleertal ombyttet med smaa , i Kompar. og Superl. med mindre og minst. G.N. litill (n. litit); jf. Goth. leitils; Ang. lytel, Eng. little. Nogle St. som Subst. om et Barn: Han Liten, el. ho Liti (Lita). Jf. Navnene: Helleliti, Signeliti (Landst. 22. 476). I Sammensætning ombyttes det sædvanlig med “smaa” (Smaagut, Smaastein osv.), undtagen i nogle Ord, som helst bruges i den bestemte Form, f. Ex. Litlefingren: den mindste Finger; Litleriven (i’); den mindste Bom i en Væverstol; Litlesigla: et vist Rum i en Storbaad; Litletaa’i: den mindste Taa. Mere usædvanligt er Litleand, f. et Slags smaa Ænder. Østerd. – Jf. litet og litlo.

Litenskap, m. Lidenhed. (Sjelden).

litet (lite), adv. 1) kun lidet, ikke meget. (Stærkt betonet). Det var litet betre: ikke stort bedre, næsten ligedan. Det var litet verdt: neppe Umagen værd. 2) lidt, en Smule. (Mindre betonet). Kvila seg litet. Nokot litet lenger o.s.v. Nærmere til Adjektivet hører: litet vetta (litevetta). Lidt, en liden Smule. litet voret (litevore): smaat, ubetydeligt.

Liting (i’), f. Farvning, Farvekunst.

Litkjerald (i’), n. Farvekar.

litlaus (i’), adj. farveløs.

litle (i’), lille; s. liten.

litlo, adv. lidt, en Smule. Litlo beter: en Smule bedre. Hard. (Egentl. et Dativ af liten). Anderledes paa Sdm.: det litle beste: det bedste af flere uduelige Ting. Han er det litle likaste utav deim: han er dog den taaleligste af dem.

Litmose (i’, o’), m. Mos eller Lav, som bruges til Farve.

litsam (ii), adj. tillidsfuld. Sjelden.

Litskifte (i’), n. Farveskifte.

Litslag (i’), n. en vis Art af Farve.

litt (i’), adj. farvet; s. lita (i’), v.

Lit-tjeld, n. farvet Dug eller Tæppe. Sæt. (Litkjeld).

litug (ii), adj. føielig, villig, som gjerne lyder Andres Raad. Hall. Af lita (ii).

Liv (ii), n. 1) Liv, levende Tilstand. G.N. líf. Halda Livet. Lata Livet. Vera i Live (Dativ): leve. D’er inkje til Livs sjaa: der er intet Haab om Liv, ingen Udsigt til at bjerge Livet. (B. Stift). Ogsaa: Levetid; f. Ex. eit langt Liv; dette Livet, o.s.v. – 2) levemaade, Levnet; ogs. Samliv. Eit lystigt Liv; eit Træleliv, Hundeliv og fl. – 3) Livlighed, Fyrighed; Livskraft. D’er for myket Liv i honom: han er altfor vild og overgiven. Ogsaa: Opfriskelse. Faa eit nyt Liv. No kom det Liv i deim. – 4) et levende Væsen; Dyr eller Menneske. Kvart eit Liv: hver levende Sjæl. Der var ikkje eit einaste Liv paa Garden. Han var ut og skulde fiska, men han fekk ikkje eit Liv (dvs. ikke en eneste Fisk). Jf. Livende. – 5) Legeme; dog især: Underliv, Bug; Midie. Til Liv og Saal. (G.N. til lífs ok sálar). Faa nokot i Livet: faae Mad. Taka um Livet: over Midien. Hava vondt til Livs: have Mavesyge, Diarrhee. (B. Stift). – 6) Livstykke i Klæder; ogsaa: Snørliv.

liva (ii), v.a. (er, de), 1) beskytte, dække, f. Ex. mod Vind og Veir. Det liver fyre Vinden. Der var inkje, som livde: intet Ly eller Skjul. Et som det synes ganske almindl. Ord. G.N. hlífa. (Hører ikke sammen med Liv). – 2) spare, skaane, behandle skaansomt. Han er ikkje til (aa) liva: man behøver ikke at skaane ham. Liva seg: spare sig selv for Besvær eller Umage. – 3) benytte sparsomt, spare paa noget; ogsaa: være til Besparelse. Liva av: opspare, faae tilovers. Det liver paa Grjonet: det er til Besparelse for Meelmaden. Liva seg med nokot: omgaaes sparsomt. Hedder oftere livast. D’er ikkje til aa livast med (dvs. at spare paa). Jf. livd og livande.

liva (i’), v.n. (er, de), 1) leve, have Liv. Nogle St. udtalt: leva, læva; ogs. lava, Namd., laavaa, Indh. Ork. G.N. lifa. (Goth. liban). Tildeels som v.a. Liva nokre Aar til. Ho livde honom av (overlevede ham). – 2) om Ild: ulme, holde sig, ikke slukkes. Lat oss raka Gløderna, so dei liva til Morgons. Sæt. Sdm. og fl. G.N. lifa: være tilovers. Hentyder til et gammelt liva (ii) med Imperf. leiv (Ang. lífan, láf), Stamord til leiva. – 3) nære sig, opholde Livet. Hava nokot til aa liva utav. Dei liva med det til Hausten. – 4) befinde sig, være i en vis Tilstand. Kor livde dei? Dei livde vel. Bidja vel liva: tage Afsked, idet man ønsker, at de efterblivende maa leve vel. – 5) skikke sig, opføre sig. Liva sømelege. Kunna liva imillom framandt Folk osv. Stærkere betonet om et lystigt eller støiende Liv. Jau, dei livde med honom: de holdt et stort Spektakel med ham. (B. Stift). Jf. Livnad.

livande (i’), adj. 1) levende. (Afvig. levand, lavand, laavaand, s. liva). 2) livlig, fyrig, meget frisk. 3) tjenlig til at leve i, el. med. “Der æ int laavaand”: man kan ikke holde ud der. Indr. Det var ikkje livande i Lag med deim.

livande (ii), adj. værd at spare eller skaane. Kun med Negtelse. Han er ikkje livande (ikke at skaane).

Livaure, m. Aftægt, Ophold for Livstid; især af en Gaard, som man har overladt til en Anden. Hall. Vald. Indre-Sogn. (Andre St. Føderaad, Folga, Forlog,
Kor og fl.). Efter G.N. kunde det ogsaa hedde Livøyre, med Fl. Livaurar. Hertil Livaure-folk, = Folgefolk.

Livaader, f. (Fl. -aadrar), Pulsaare; større Blodaare. (G.N. lífædr).

Livd (ii), f. 1) Beskyttelse, Dækning; see liva (ii). G.N. hlífd. – 2) Skaansel; ogs. Skaansomhed. – 3) Besparelse. D’er ikkje nokor Livd i det. – Hertil livdarlaus, adj. skaanselløs.

livd (ii), part. 1) beskyttet; ogs. luun, rolig. Der er so livt fyre Vinden. Mandal og fl. – 2) skaant, sparet; s. liva.

Livdagar, pl. Levedage, Livstid.

Live (ii), n. Beskyttelse, Ly, Skjul. Eit litet Live fyre Vinden. Søndre Berg. Jæd. og fl.

Livebraud (i’), n. Levebrød.

Livekraa (-kro), f. en luun, stille Afkrog. Ryf.

liveleg (ii), adj. luun, stille, vel beskyttet; om et Sted. Shl.

Livemaate (i’), m. Levemaade. Nogle St. ogsaa: Næring, Ophold. (Ligesaa i svenske og danske Dial.).

liven (ii), adj. skaansom, lemfældig. Isl. hlífinn. Til liva, v.a.

Livende (i’), n. levende Væsen (= Liv, 4). Kvart einaste Livende. Der fanst ikkje eit Livende. Dei fekk ikkje Livende (om Fiskere). Meget brugl. i B. Stift. Jf. Kvikinde.

Liver (i’), s. Livr.

Liverne (i’), n. Levnet (G.N. liferni); især om et uroligt Liv, el. megen Støi og Lystighed. Sdm. (Liværn); noget sjelden. Ellers forekommer “Levan” (Nordl.) og “Læven” i samme Betydning.

Livestad (i’), m. Levested, Opholdssted.

Livetid, f. Levetid.

Livfe (ii, ee), n. Kreature som skulle opfostres (eller leve længere); i Modsætning til Slagtefæ. Oftere: Livkrøter, n. og Livbeist, n. Særskilt: Livgris, Livkalv, Livsaud og fl.

livfødd, adj. 1) levende født. (Modsat daudfødd). 2) i Forbindelsen: aldri i mine livfødde Dagar, dvs. aldrig i min hele Livstid.

livfør, adj. levedygtig. Lidet brugl.

Livgjord (-gjor), f. Livgjord, bredt Bælte.

Livhogg, s. Livrehogg.

livhætt, adj. farlig fgor Livet, forbunden med Livsfare. Tel.

Livillska, f. Smerte i Indvoldene.

Living (ii), f. Skaansel (= Livd). Med anden Vokal Living (i’): Leven, Levemaade.

livja (i’), v.a. (ar), nære, bjerge, holde Livet i. Livja seg: opholde Livet. D’er knappaste so myket, at me livja oss. Tel. Sdm.

Livkalv, s. Livfe.

livkjær, adj. levekjær, bange for Døden.

livklen (ee), adj. sygelig i Maven. Trondh.

Livkrøter, f. Livfe. Ogsaa i Spøg om lystige og urolige Mennesker.

livlaus, adj. 1) livløs; ogsaa: øde, stille, forladt, om et Sted. 2) svævende i Livsfare; el. bestemt til Døden. Han var dømd livlaus. 3) forbunden med Livsfare; f. Ex. om Seilads. Det var reint livlaust: der var ikke Udsigt til at bjerge Livet.

livlaaten, adj. fortabt, opgiven, vis paa Døden. Tel. (Mo). Jf. lata, laatast.

livleg, adj. livlig, munter, meget frisk; om Dyr og Mennesker.

livleid, adj. kjed af Livet. Ogsaa i en dunkel Form “Live leitt”, maaskee for: leid Live (Dativ). Hall.

Livleida, f. en Galning, dumdristig Person. “Livleie”, Hall.

Livlengja, f. en Forlængelse af Livet; noget hvormed man kan bjerge Livet for en Tid. Sogn og fl.

Livløysa, f. 1) Livløshed; Mangel paa Liv og Rørelse. Lidet brugl. 2) Livsfare, Tilstand hvor det gaar paa Livet løs. Det var reint ei Livløysa. Jf. livlaus.

Livmerke, n. Livstegn; ogsaa: Mærker paa Trivelighed eller kraftigt Liv.

Livmus, f. Muskeltrækninger, s. Lidmus.

livmyken (y’), adj. meget frisk og livlig, lystig, overgiven. B. Stift, Tel. og fl. (livmykjen). Ogsaa om et Sted eller Egn: livlig, rig paa Liv (Dyr, Fugle osv.). Tel.

livna (i’), v.n. (ar), 1) faae Liv, blive levende. Mest alm. limna (i’), lemna; nogle St. libna. G.N. lifna. – 2) friskes op, faae nyt Liv; ogsaa: komme i Bevægelse, bruse op. Det livnar i Markom: der bliver livligt. Daa kann du tru, han livnade: at han kom i Fyr og Flamme. Livna uppaatter: komme til Liv igjen efter en Dvale eller Sygdom.

Livnad (i’), m. Levnet, Levemaade; Samliv. Mest alm. Limna. G.N. lifnadr; Sv. lefnad. Ofte ogsaa: Støi, tummel, Urolighed. Det var slik ein Livnad med deim.

Livnaut (ii), n. s. Livfe.

Livr, el. Liver (i’), f. (Fl. Livrar), Lever (Indvoldsdeel). Nogle St. udtalt Lev’er, Levver, Læv’er; afvig. Lirv, Sfj. G.N. lifr; Eng. liver. Ogsaa om en blød og tyk Masse. (Blodlivr). Som Vare betegner det Lever af Fisk, og især af Torsk. Hertil Livrebøytel, m. Kumme til kogt Fiskelever. livrefeitt, n. Fedt af Fiskelever. Livremylja, f. en Ret af Fladbrød og Leverfedt. (Nordl.). Livretunna, f. Levertønde.

livrad (i’), adj. rig paa Lever, fyldig i Leveren, om Fisk. Han er litet livrad: har liden Lever, er mager i Leveren. (Lyder sædvanl. livra, levra).

livrast (i’), v. v. størkne, løbe sammen; om Blod. Lidet brugl.

Livrehogg, n. Miltesting, Smerter i Siderne efter stærk Løben. Tel. Hall. (?). Skal ogsaa hedde Livhogg.


Livreim (ii), f. et smalt Bælte.

Livre-jo (Fugl), s. Kive.

Livrekurv (i’), m. Leverpøle. En lignende Mad i Klumper eller Boller hedder Livreball, el. Livrekumla.

livrædd, adj. bange for sig Liv; meget frygtsom. Isl. lífhræddr.

livsam, adj. skaansom (= liven).

livskræmd, adj. yderst forskrækket.

Livspille, n. Livspilde, Nederlag, f. Ex. i Krig.

Livssak, f. Velfærdssag, meget vigtig Sag; egentl. en Sag som gjælder Ens Liv.

Livstak, n. et afgjørende Tag eller Greb; en Kamp for Livet.

livsterk, adj. livskraftig, seilivet, som kan taale meget.

Livstid, f. Levetid.

Livstrok (o’), n. s. Livsykja.

Livstykke, n. Livstykke (i Klædning); Snørliv. Nogle St. Lystykkje (Lystyk), deels om et Snørliv (Sdm. og fl.), deels om en Vest (Gbr. Voss). Maaskee et andet Ord.

Livsykja, f. Mavesyge, Diarrhee. Ogsaa kaldet Livstrok (o’), n. Sogn, Smaal. og flere.

Livvakt, f. Livvagt, Livgarde.

Livverk, m. Smerte i Underlivet.

Livvid (Liv-ve), m. et Dække af tilfæstede Fjele uden paa en Væg. Smaal. (Af liva: beskytte).

Livvon (oo), f. Haab om Liv. Trondhjem. Andre St. Livsvon, og adskilt: Livs Von.

Livøyre (?), s. Livaure.

Ljaa, m. Lee, Redskab at slaae Hø med. Ved en sædvanlig Overgang af “lj” til “j” hedder det paa nogle Steder: Jaa (søndenfjelds); ellers ogsaa: Ljaar, Sæt., Ljaag, Salten; Lja, og Ja, Smaal. Mere afvigende: , f., Indh. G.N. ljár (ljá) og lé (lé-i); Sv. lie, m. og lia, f. (i Dial. ljå, le, lø); i Nedertydsk Lehe (som maaskee er en ældre Form). Fleertal sædvanlig Ljaar (Ljaa); afvig. Ljæ, Sfj.; bestemt Form: Ljaarne (Ljaa’ne): i Dativ Ljaanom (Ljaano, Ljaa’naa).

Ljaabakke, m. Ryggen eller Bagen i en Lee; i Modsætning til Eggen.

ljaabrend, adj. om Eng, som er slaaet altfor nær til Græsroden; skavet, skoldet. Toten, Ork. (jaabrent).

Ljaadrag, n. et enkelt Hug med Leen; ogs. det derved frembragte Skaar i Græsset.

Ljaa-emne, n. Jern og Staal til en Lee. Hedder ogsaa Ljaassemne.

ljaafarande, adj. værd at fare over med Leen; om Marker. Der er so litet Gras, at det var ikkje ljaafarande.

Ljaafot, s. Ljofot.

Ljaakniv, m. Kniv med Blad af en afbrækket Lee.

Ljaakrok, m. Leekrog; s. Tjo.

Ljaarom, n. Rum til at svinge Leen; ogs. det samme som Ljaadrag. “Jorom”, Toten (Vardal).

Ljaasmid (-sme), m. Leesmed.

Ljaasoks, f. et Slags Rævesax. Sæt.

Ljaaspik (ii), f. en smal og udbrugt Lee. Nordenfjelds.

Ljaassorv, n. Leeskaft; s. Orv.

Ljaataag, f. Leebaand, Vidie hvormed Leen fæstes til Skaftet.

ljett, s. lett.

Ljo, f. 1, nylig, nedslaaet Græs (= Ljohøy). Nhl. Isl. ljá.

Ljo, f. 2, Kløvtæppe, Underlag for en Paksadel, bestaaende af et Uldtæppe, en Straapude og et Skind (Ljoverja). Hard. Jf. Ljofot.

ljoa, el. ljo, v.a. (r, dde), forsyne en Hest med Kløvtæppe. Hard.

Ljod, m. (og n.), 1) Lyd, Tone; Klang. Især om stærk Lyd; jf. Læta (som er langt mere omfattende). – 2) Stilhed, Leilighed til at blive hørt; egentl. Lytten el. Høren. Giva Ljod: tie og lytte for at høre Ens Tale. Faa Ljod: faae Ørenlyd, blive hørt. (Jf. lyda). Noget forskjelligt i Form og Kjøn: Ljo og Ljød, m. B. Stift; Ljo og Jo, n. Tel., Ljø, n. Vald., nogle St. (ø’). G.N. hljód, n.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   101   102   103   104   105   106   107   108   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə