Ivar Aasen Norsk Ordbog


[læska, v.a. (ar), læske; egentl. slukke. T. löschen (leschen). Læssom



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə110/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   106   107   108   109   110   111   112   113   ...   221

[læska, v.a. (ar), læske; egentl. slukke. T. löschen (leschen).

Læssom, s. Læst. – læst, s. laatast.

Læst, m. Foregivende. “Dæ va berre Læsten hans”. “Dæ va gjort paa Læst”, dvs. paa Skrømt, for et Syns Skyld. Hedder ogs. “paa Læssom” (el. Læstsom), Østl. Et nyt Ord, dannet af Formen læst (lætst, dvs. lader som); s. laast, laatast.

læt, s. lata og laata.

Læta, f. 1) Lyd, Tone (af laata); a) om Dyrs og Fugles naturlige Stemme; b) om Skrig, Hujen, daarlig Sang og deslige; c) om pibende eller hvinende Lyd i livløse Ting. Meget brugl., men hedder
tildeels Læte, n. (eit Læte), osv. Laata, f. eller Laat, n. G.N. læti, n. Sv. läte, n. – 2) Klynken, Klage, besværligt Overhæng; idelig Oprippelse af en Sag osv. I Sammensætning ogsaa: Omtale, Bedømmelse, s. Yverlæta, Vellæta, Illæta. – 3) Foregivende, Skingrund; ogsaa noget som kun er gjort for Syns Skyld. Det var berre Læta hans. (Bedre end “Læst”). Det skal no vera den Læta, dvs. man skal nu endelig have det saa for Skinnets Skyld. B. Stift. – 4) en ubetydelig Ting; noget som neppe svarer til sit Navn. F. Ex. A: Er her Klokka i Huset? B: Aa ja, her er ei liti Læta (dvs. en Tingest, som man kalder saa). Ved Trondhjem tildeels udtalt Leta, eller Leet; saaledes i Selbu: “Der var ikkje Kar-leta heme”, dvs. der var ingen Mandsperson hjemme; intet som kunde hedde Karl. Jf. Namn, Heite. – 5) Maneer, Skik, Udseende. “D’æ kje noka Læte paa di”: det har ikke nogen rigtig Skik. Sdm.

læta, v. lade, lukke osv., s. lata.

Læte, n. 1) Lyd, Tone; Skrig osv. (= Læta). Hard. og søndefjelds. – 2) Lader, Adfærd, Gebærder. Tel. Buskr. og fl. G.N. læti. Jf. Braadlæte, Storlæte, Ovlæte.

Lætt, m. Latter; s. Laatt.

læva, v.n. (ar), kludre, fuske; især om at binde noget altfor løseligt. Sdm. (Jf. lepa). Hertil læven, adj. skjødesløs i Arbeide. Jf. G.N. : Svig.

Læveder (Læveer), n. mildt Veir, Tøveir. See læ.

Læven, n. Støi; s. Liverne.

Lævetter, m. en mild Vinter. Sæt. og fl.

Lævind, m. Vind som medfører Tøveir.

lævoren (o’), adj. noget mild (læ).

, f. s. løda og loda (o’).

, f. s. Lod (o’), Løda og Ljaa.

, m. Indbygger af Lom (Loar) i Gudbrandsdalen. Ellers “Lomvær”.

løda, v.a. (er, de), 1) opstable, lægge lagviis eller i en Stabel (Lad). B. Stift og flere. Nogle St. lø’, løa. G.N. hlœda. Andre St. lada (la’). – 2) lade, lægge Ladning i (f. Ex. et Gevær). Afledet af “lada” med det gamle Imperf. lod (hlód). I Nordre Berg siges “løde” om at lade et Gevær, men “ledje” om at lade et Fartøi. Particip lødd, f. Ex. ei lødd Byrsa.

løda, v.a. lodde, s. lodda. Her mærkes ogsaa et Par andre Betydninger: 1) hænge ved; s. loda (o’). 2) rumme; s. loa.

Løda (ø’), f. Lade, Huus til Hø eller Korn. Mest alm. Løa (ø’), Løe (Lø’); ellers Løde, Sdm., Løu, Tel., Lyu, Gbr. Hedm.; Ludu, Selbu, Lu-u, Hall., Lodo og Loo, Namd. Jf. Høyløda (Høylo, Hulu). Ogsaa med a: Lade, f. Nfj. Paa Østl. forekommer ogsaa: “eit Lae”. G.N. hlada, acc. hlödu. Sv. lada. (Formen med “ø” er mærkelig, da de fleste af de lignende Ord have o’). Jf. ogsaa Laave. Paa de Steder, hvor begge Ord bruges, betegner Løda kun en Hølade, men Laave en Lade med Logulv, altsaa Kornlade.

Løda (?), f. 2, et paasat Mærke, især Korsmærke, Tjærekors. Hall. i Formen Løu (Lø’u); maaskee et gammelt Loda (o’); jf. Verbet loda: klæbe, hænge ved.

Lødebite (i’), m. Bjælke i en Ladebygning.

Løde-eng, f. et afsidesliggende Engstykke med en Hølade for sig selv. Sogn og fl. (Lø-eng). I Ork. “Hulu-eng” (for Høylødueng). Jf. Lødeslaatt.

Lødegrind, f. Reisværket i en Ladebygning, omfattende Staver og Bjælker, altsaa Bygningens egentlige Ramme eller Skelet. Nordre Berg. (hvor Laderne sædvanlig ere Stavebygninger).

Lødelaan, f. Ladebygning. Jæd. (Lølaan).

Løderom, n. Laderum.

Lødeslaatt, m. Engstykke eller Græsland, hvoraf man kan fylde en liden Lade (Skovlade). Rbg. (Løeslaatt). I Tel. Løuslaatt, Lauslaatt (ogsaa opfattet som Lauvslaatt), i Betydning af et vist Areal, omtrent 12 Maal Jord. (Wille Sillejord, 177). I Vald. Løoslætt, f.

Lødestav, m. Stav i en Ladebygning.

Løding, f. Ladning; Opstabling, s. løda.

Løfsa, s. Lefsa. Løg, s. Log.

løgja, v.a. (er, de), faae til at lee, bringe i Latter. Du løgjer meg: du nøder mig til at lee. Han løgde oss alle i Hop. Tel. (Vinje, Tinn). G.N. hlœgja. (Af læja, log). Mere bekjendt er Particip: løgd, især i “andløgd”.

Løgja, f. rødfarvet Uldgarn (?). Sæt. Tel. Tildeels udtalt “Løie”. (Dunkelt Ord). Hertil Løgjelit (i’), m. et Slags rød Farve. Løgjesaum, m. Udsyning eller Brodering paa Vanter. Tel. (Moland). Løgjetjeld (-kjeld), n. Tæppe af farvet Uldgarn. Sæt.

Løgje, n. 1, Stilhed, Ophold, roligere Mellemstund i et Stormveir. B. Stift (Lø-je), Nordl. (Løie, el. Løye). I Lofoten ogsaa om det roligere Mellemrum imellem to “Baarelag” eller Rækker af store Havbølger. G.N. lœgi (Alvismaal, 22). Jf. Løgt og Logn.

Løgje, n. 2, Løier, Morskab; noget som vækker Latter. Tel. Hall. ogsaa i B. Stift (udtalt Løie), dog mindre brugeligt. G.N. hlœgi; Sv. löje (Latter). Med Laatt og Løgje: med Latter og Spøg. (Tel.). Gjera eit litet Løgje (eit lite Løie): gjøre en Smule Løier. (B. Stift). Et Fleertal “Løiu” forekommer i Hall. Jf. løgja.

løgjefull, adj. lystig, lattermild. Tel.

løgjeleg, adj. latterlig, s. løgleg.

løgjen, adj. løierlig, latterlig (af løgja); ogsaa: underlig, besynderlig. B. Stift, Tel. og fl. I Indre-Sogn løgen (ø’);
ellers løjen (løgjen) og løien (løyen), men i Fl. løgne (ø’) og Kompar. løgnare; saaledes ogsaa “Løgnefær” (-ferd), f. latterlige Gebærder, og “Løgnesnakk”, n. latterlig Tale. Neutrum (løgjet) lyder oftest som “løie”, f. Ex. “dæ va baade illt aa løie”: baade fortrædeligt og latterligt. Denne Form bruges ogsaa som Adverb, f. Ex. “dæ gjekk so løie til”: det gik saa underligt.

Løgjesaum, s. Løgja.

løgleg, adj. løierlig, latterlig; ogsaa: besynderlig. Alm. søndenfjelds. Afvig. løgjuleg, løgjeleg, Tel., løileg. Gbr. Helg., lølli, Smaal. (Jf. læleg). G.N. hlœgilegr. (Bekvemmere Form end løgjen).

løglege, adj. besynderlig, paa en løierlig eller underlig Maade.

Løgt, m. Opholdsstund, roligere Mellemstund i en Storm. Nhl. Jf. Løgje.

løgta, v.n. (ar), benytte Tiden imellem Stormbygerne (nemlig paa en Reise tilvands). Løgta seg fram: reise langs Landet og lægge til Land i Stormbygerne, men paaskynde Reisen i Mellemstunderne. Nhl. Tildeels udtalt som lykta.

Løk, m. 1, Bæk, Vanddrag; især om dybe og stillerindende Bække; ogsaa en Pyt eller Vandsamling i en Sump. (Gbr. Hall. Tel. Jæd. Shl. Sdm. Ndm. Nordl.). G.N. lœkr. Nogle St. med Fl. Løkjer. (Tel. og fl.). Jf. løkja.

Løk, m. 2, Navlestreng paa et Foster. Nhl. Nordl. G.N. lœkr.

Løk, m. 3, s. Lok og Lauk.

løkja, v.a. (ar), danne Bække, sprede sig i visse Grene over en Flade; om Vand. Ogsaa: danne blanke Striber, som ligne Bække; om Søen i Taageregn eller stille og fugtig Veir. Sædvanlig reflexivt (løkja seg). Hard. og fl.

Løkje, n. en Vovehals, En som søger Ære ved Vovestykker. Ndm.

Løkjedrag, n. en Række af Vandpytter.

løkjutt, adj. fuld af dybe Bække el. Vandpytter. Lidet brugl.

løkta, s. lykta og løgta.

lølleg, s. løgleg. Lømenne, s. Lemende.

lømme, s. lymma. Lømme, s. Ljome.

Løn, f. Løn, Gjengjældelse; især om Betaling for Arbeide. (Afvig. fra G.N. laun). Gjera Lika fyre Løni: gjøre Fyldest for sin Løn. I Forbindelsen “Guds Løn” (et Ønske hvormed man takker for en Hjælp), findes tildeels en afvigende Form “Læn” og “Læ”. (S. Norske Viser og Stev, 1869, Side 111).

Løn, f. Bygning; s. Laan.

Løn, m. Løn, Lønnetræ (Acer). Søndenfjelds. G.N. hlynr. (Sv. lönn).

løna, v.a. (er, te), lønne, give Løn; betale. Afvig. fra G.N. launa. Om et andet løna, s. lynna.

lønande, adj. værd at belønne; ogs. lønnende.

Løning, f. Lønning; Betaling.

lønsk, s. løynsk. løntug, s. lentug.

Lørja, f. Pram at føre Trælast paa. Østl. Formodentlig fremmedt.

Lørre (staa aa Lørre), s. Lere.

Lørung, m. Dask, Ørefigen. Voss, Hard. Isl. lödrungr; Sv. Dial. lädrung. Paa Sdm. tildeels “Lurumdrei”.

Løs, f. Ljos. Løsa, s. Losa.

løskjen, s. losken. Løte, s. Løyte.

[Løtnant, m. Lieutenant. (Fransk). Nogle St. Lyttnan og Lyttmann.

Løva, f. Løve (Dyr). Formen dannet efter det tydske Löwe (for Lewe). Jf. G.N. ljón og león (efter Latinen).

Løvang, m. en Jernbøile paa Bagdækket i et Fartøi, brugt til at fæste Toug i. Hard. (Afvig. fra D. Leevange).

Løvd, f. Haandbred, Haandfladens Bredde, betragtet som Maal. B. Stift. G.N. lœfd. Af Love. – løvdebreid, adj. bred som en Haand. Hall.

Løya, f. en liden Ferskvandsfisk; formodentl. samme som Sv. löja: Cyprinus alburnus. Østl. I Smaal. Laue (?).

Løye, s. Løgje. løyen, s. løgjen.

løyleg, s. løgleg.

løyn, adj. slu, som veed at skjule sine Tanker. Hall. Jf. løynsam.

løyna, v.a. (er, de), dølge, skjule, holde skjult. Mest brugl. i de sydlige Egne (Rbg. Tel. Hall. Vald. Hard. Nhl.). G.N. leyna (af laun: Løndom); Goth. laugnjan. Imperf. ofte: løynte. Han løynde det fyre meg. Løyna seg: skjule sig, ogsaa: være skjult eller vanskelig at opdage. Hedder ogs. løynast.

løynande, adj. som kan eller bør holdes skjult. Det var ikkje løynande: ikke at dølge, ikke passende at fortie.

Løynbode (o’), m. s. Løynfall.

Løynd, f. Stilhed, Hemmelighed. I Løynd: hemmeligt, i Løn. (Lidet brugl.). Løyndarbrev, n. hemmeligt Brev. (Bugge, Folkeviser 60). Løyndar-ord, n. Ord som meddeles hemmeligt. Tel. (Landst. 51, 313, 537). Løyndarraad, f. lønligt Raad.

løynd, part. skjult. I Nordre Berg. lynd, f. Ex. “ei Lynde-Hole” (o’): en Fordybning som ikke sees i Frastand. (Maaskee for Løyndarhola). “Han æ beire i lyndaa eld’ i syndaa”: han er bedre end han seer ud til at være. Sdm. Egentl. bedre i det skjulte end i det fremviiste. (Betre i løyndo en i syndo).

Løyndom, m. Løndom, Hemmelighed; en hemmelig Sag. Lidet brugl.

Løyne, n. Skjul, Skjulelsted, Smuthul. Tel. og fl. G.N. leyni.

Løynfall, n. blindt Skjær, Klippe som ikke rækker op til Vandfladen. Nordl. Noget lignende er Løynbode (o’), m.

løynful, adj. lumsk, lurende. Hall.


Løyngang, m. Løngang.

Løyngjelv m. stærk Strømning og Bevægelse i Dybet (= Grunnstøyt). Nordl.

Løyning, f. Fordølgelse.

Løynkrok, m. Lønvraa, skjult eller afsides liggende Sted.

Løynkulde, m. Kulde med stille Luft, eller uden Blæst. “Lønkulde”, Buskr.

Løynkvaada (o’), f. Harpix som har samlet sig indentil i et Træ. “Løynkvo’u”, Tel.

løynleg, adj. lønlig, hemmelig. G.N. leynilegr. løynlege, adv. i Løndom.

Løynmøte, n. hemmeligt Møde. Sjelden.

Løynraad. f. hemmelige Anslag.

Løynrom, n. hemmeligt Rum.

løynsam, adj. hemmelighedsfuld, tilbøielig til at skjule sine Tanker. Hedder ogsaa løyn og løynen. Jf. løynsk.

løynsk, adj. slu, snedig, underfundig. Hall. I Smaal. lønsk. Falder nær sammen med lynsk.

Løynskrift, f. hemmelig Skrift.

løynt, adv. hemmeligt, i Stilhed. Det gjekk so løynt. Vald. og fl.

Løyntanke, m. lønlig Tanke. Sjeld.

Løyntroll, n. Insektlarve som udvikler sig under Huden paa Dyr. Hall.

Løynvaag, f. Dønning i Vandet efter en Storm. “Lønvaag”, Hedemarken.

Løynveg, m. skjult eller ubekjendt Vei.

løyp (løber), s. laupa.

løypa, v.a. (er, te), 1) sætte i Gang, drive, faae til at løbe. (Af laupa). G.N. hleypa. Løypa ned Snøret: lade Fiskesnøret gaae tilbunds. Løypa Timber: nedstyrte Tømmerstokke fra et Bjerg. – 2) flække, rive af. Løypa Bork: tage Bark af Træer. Løypa Næver. Trondh. Nordl. (Andre St. losta, svada, fletta). Jf. laupa. – 3) sprænge ved Ophedelse. Løypa Mjølk: ophede Mælken saa at den brister eller oster sig. Løypa Fiskerusk: tilrede Affald af Fisk ved et lindt Opkog. Saaledes ogsaa om en svag Stegning; om Brød, som kun er halvstegt, siges at det er “berre løypt og inkje steikt”. Jf. lopen. – 4) v.n. glide paa Snee eller Iis, rende paa Skier og desl. Rbg. Tel. (Andre St. skrida, renna, aka). Jf. ellers. gorløypa, og sjoløypa.

Løypa, f. 1) Nedstyrtning, Omvæltning. Gjera ei Løypa: gjøre en Ulykke, nedrive el. ødelægge noget. Nordre Berg. – 2) Rendebane, Bakke eller Klippe hvorover man nedstyrter Tømmer fra en ovenfor liggende Skov. B. Stift. (Andre St. Laup, Skot, Rensl). – 3) Masse som er opkogt eller ophedet (løypt); især om Fiske-Affald, bestemt til Føde for Sviin eller andre Dyr. Nordl.

Løypebakke, m. Rendebakke.

Løypeføre, n. passende Sneelag til Skiløben (= Renueføre, Skidføre). Tel.

Løypegjord (-gjor), f. Gjord eller Bugt af Træ, som man sænker ned i Vandet for at opfange noget som ligger paa Bunden. Sdm.

Løypegut, m. Dreng hvis Forretning er at gaae Ærinder. Nordre Berg. (Mere alm. Visargut).

Løyperom, n. tilstrækkeligt Rum til at sætte noget i Løb.

Løyping, f. Drivning, Nedstyrtning m. m., see løypa. Ogsaa om en opkogt Masse, ligesom Løypa (3).

Løypt, f. Løb, Fart; Glidning. Koma paa Løypti: komme paa Glid, styrte løs. Nordenfjelds oftest udtalt Løyft. “Dæ kom paa Løyft’a”.

løypt, part. sat i Løb; ogs. flækket; opkogt osv., s. løypa. Nogle St. løyft.

løysa, v.a. og n. (er, te), 1) løse, gjøre løs eller fri. (Af laus). G.N. leysa. Løysa or Hamni: lette Anker, lægge ud med Fartøi. – 2) opløse, udrede. Løysa ein Knut, eit Band. L. Broki: aabne Klæderne for at gjøre sit Behov. (Nordenfjelds). – 3) indløse, frigjøre, indfrie med en vis Betaling. Løysa ein Gard. L. Livet sitt. – 4) v.n. forberedes til at føde. En Ko siges at “løysa”, naar den afsætter Mælk i Yveret og viser Tegn til, at den snart skal kalve. B. Stift. (Skotske Dial. louse). Forskjelligt herfra er “løysa Homn”, dvs. abortere; s. Homn. – 5) løsne, komme paa Glid, i Bevægelse. Isen løyser i Elvi, el. fraa Landet. No løyser det med Regn (no bryder det løs). Jf. losa. – Løysa seg: frigjøre sig; ogsaa: komme i Gang med et Arbeide, lære saa meget at man kan gjøre det uden Hjælp. Løysa atter: løse tilbage, indløse, f. Ex. et Pant. Løysa av: afløse. L. inn: indløse, indfrie. L. um, s. Homn. L. upp: opløse. Løysa ut: a) løse Baandet af Dyr, for at de kunne slippe ud. b) udløse en Medeier ved at kjøbe den Deel, som tilhører ham.

Løysa, f. 1) en løsnet Masse; f. Ex. af Iis. – 2) et uroligt Menneske eller Dyr, en meget rask eller dristig Person. Søndre Berg. – 3) Mangel. Kun i Sammensætning som en Endelse for Substantiver, som dannes af Adjektiv med “laus”, f. Ex. Matløysa, Modløysa, Svevnløysa o.s.v. Nogle St. Løyse, n. (Tel.). G.N. leysa, f. og leysi, n. – Ord med “løysa” bruges ofte ogsaa som Betegnelse for Ting eller Personer; f. Ex. Det var ei Gagnløysa, ei Endeløysa; han er ei Ageløysa, Vitløysa, Skamløysa, o.s.v.

løysande, adj. mulig at løse.

Løysa, m. 1) Løser; Indløser. 2) en meget kjæk og dristig Karl. Nfj. og fl.

Løysepengar, pl. Løsepenge.

Løysing, f. Løsning; Opløsning osv., s. løysa. Jf. Isløysing, Snjoløysing.

Løysn, f. Indløsning, Løsningssum, f. Ex. for en Jordepart. (Jordarløysn). Afvig.
fra G.N. lausn.

Løysning, f. Indløsning, Indfrielse. Løysningsdag, m. Frist eller Henstand med en Indløsning. Tel. og fl. – Løysningspose, m. s. Marlake.

Løyte, n. 1) Strøg, Strækning, omtrentligt Sted. 2) Stund, omtrentlig Tid; f. Ex. Middags Løyte. Hall. Buskr. og flere. I Smaal. Løte. Falder nær sammen med Leite, men passer ogsaa nogenledes til G.N. hleyti (löyti), som baade betegner Deel eller Lod (Lut) og tillige et vist Tidspunkt. Med Begreb af et Sted nærmer det sig ogsaa meget til Laut, f.

løytutt, adj. ujævn, ikke allesteds ligedan. Hall. og fl.

løyva, v.a. (er, de), tillade, give Lov, for Ex. til at bruge en Ting. Ikke meget brugl. G.N. leyfa. Jf. Lov.

løyva (levne), s. leiva.

Løyve, n. Lov, Tilladelse; især til at bruge noget som tilhører en anden. Eg fekk Løyve paa det, el. til det. G.N. leyfi. (Eng. leave). Jf. uløyves.

løyvelaust, adv. uden Tilladelse.

løyveleg, adj. tilladelig. (Sjelden).

Løyving, m. eller Løyvingsseid, m. Smaasei, halvvoxen Sei (Fisk). Nfj.

M.
Ma, s. Mad og Mod.

ma, for “maa vita”, s. maa.

Mad, n. Fiskeyngel, især Sildeyngel, meget smaa Sild. Sdm. Nfj. Sfj. Nogle St. Ma. Jf. Mussa. I Ndm. er “Ma” ogsaa: Savspaan, Masse af meget smaa Spaaner (jf. Mod og Mask). S. ogsaa Madflo.

Mada, s. Mide. – mada, s. medan.

Madflo, f. et Slags Smaadyr i Vand. Gbr. Jf. Marflo.

Madlauk, s. Marlauk.

Madsild, f. meget smaa Sild. Sdm. Sfj. S. Mad.

maga, v.a. (ar), 1) skaffe en fuld Mave. Maga seg: fylde sin Mave, mætte sig; om Dyr. – 2) opskjære Fisk; egentl. tage Maven ud. Gbr. i formen maagaa.

Mage, m. Mave (Indvoldsdeel). Fuldkomnest Magje; nogle St. Maga, Østl. og Maagaa, Gbr. Ork. Indh. G.N. magi. Ogsaa om Fiskenes Luftblære eller Svømmeblære; s. Flatmage, Sundmage. De drøvtyggende Dyrs Maver have sædvanlig særskilte Navne: Vomb, Huva, Lake, Bytning.

Magedyr, n. Dyr med enkelt Mave (I Modsætning til Drøvtyggerne). Nogle Steder Magekrøter, og Magabeist.

Magefylla, f. Portion som kan fylde Maven; især om svag eller let Kost.

mageheil, adj. frisk i Maven. Sfj.

magelaus, adj. meget smal over Maven.

Magemaat, n. Mavemaal. Hava Magemaat: æde med Maadehold, ikke forfylde sig. Nordre Berg.

Magemelting, f. Fordøielse (= Matmelting).

Magemot, n. Mavemunding. Tel. og flere. Ellers kaldet Magemunn, m.

mager (mag’r), adj. mager, tynd, kjødløs. G.N. magr. Ogsaa: knap, ringe (f. Ex. om Indtægt); tør, ufrugtbar (om Jord). Jf. skrinn, skarp.

Mageriv (i’), n. Mavesmerter.

Mageriv (i’), m. = Bringe-tre. Vald.

Magerskap, m. Magerhed.

magesjuk, adj. syg i Maven. Magesykja, f. Mavesygdom.

magetelgja, v.a. (er, de), tilhugge Tømmerstokke saaledes, at Siderne blive lidt udbugede i Midten. Tel. i Formen “magatægje”; Particip “magatægd’e”, i Neutr. “magatægt”.

Mageverk, m. Mavesmerte.

Maggedysa, f. Benævnelse paa en stor eller tyklemmet Kvinde. Nordre Berg. Sv. mardusa, el. madusa (Rietz 423). Jf. Megga.

Maggjer (kogt Mad), s. Matgjerd.

Magn, n. Styrke (?). “Mæ Maatt aa Magne”, en Talemaade af en gammel Vise. Nhl.

magna, v.a. (ar), styrke, forfriske. Magna seg, 1) mætte sig, forsyne sig vel med Mad. Hall. 2) opmande sig, tage Mad til sig. Tel. (sjelden). 3) fordrive Søvnen, komme i Bevægelse efter en Søvn (= vakra seg). Gbr. (Det sidste nærmer sig til morna, el. morgna). G.N. magna: styrke, give Kræfter (magn, megin). Jf. mega (maa), Magt. Om et andet magna, s. magra.

[Magnete (el. Magneet), m. Magnetsteen.

magra, v.a. (ar), udmagre, gjøre mager. – magrast, v.n. blive mager. Hedder ogsaa “magna” (magrna?), Indh.

Magring, f. Udmagrelse.

Magt, f. 1) Styrke, Kraft; især om Legemskræfter. D’er liti Magt i honom: han er ikke stærk. Leggja til med all si Magt: med sin hele Styrke. Taka nokot med Magt: med Vold. (Sv. makt). – 2) Formue, Midler. Koma til Magt. Me hava ikkje Magt til aa kosta det. Ogsaa om Arbeidsstyrke eller Mandskab. Ganga paa med ei stor Magt, dvs. med stort Mandskab. – 3) Leilighed til at virke; Overmagt, Overhaand. Elden fekk for myki Magt. Det var ingen Trollskap, som hadde Magt med honom. (I Folkesagn). – 3) Raadighed, Ret; Myndighed. Han heve Magt til aa
forbjoda det. – 4) Herredømme. – Ordet hører sammen med mega (maa), men synes her at være en nyere Form i Stedet for “Maatt”, som er sjeldnere.

magtast, v.n. (ast), formaae, have Kræfter eller Midler til noget.

magtig, adj. stærk, kraftfuld, som har god Legemsstyrke. B. Stift, Hall. og fl.

magtlaus, adj. svag i Lemmerne, kraftløs, svækket, f. Ex. af Sygdom.

Magtløysa, f. Vanmagt, Svaghed.

magtstolen (o’), s. mergstolen.

[Mai, m. Mai (Maaned). Lat. Majus.

Maia, f. i visse Forbind. som “Strykarmaia”: en omflakkende Kvinde. Østerd. Formod. af Navnet Maria. Jf. Megga.

Mak, n. (el. m.), Mag, Ro; Magelighed. Sædvanlig kun i Forbindelse med “i”; saaledes: Ver i Mak, dvs. vær rolig. Ligesaa: sit i Mak, el. statt i Mak. Nordre Berg. Nordl. Ellers oftere i en Dativform Make (Makje). Fara i Make: fare sagte, el. langsomt. Ligesaa: ganga i Make, ro i Make m. fl. Trondh. Berg. Ryf. (I Indh. tildeels: aa Makje). I Nordre Berg. ogsaa “snakka i Makje”: tale sagte, hviske. Sv. i mak: sagte (Rietz 425): Jf. Umak. – Hertil vel ogsaa: Maks Veder (Veer), dvs. roligt Veir. Lidet brugl.

mak, adj. magelig, lempelig; især om Vind, som ikke er stærk. (Jf. spak). B. Stift, Nordl. G.N. makr: passende. Holl. og Nt. mak (spag), T. gemach.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   106   107   108   109   110   111   112   113   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə