Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə111/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   107   108   109   110   111   112   113   114   ...   221

maka, v.a. (ar), 1, 1) jævne, gjøre jævn og magelig. Maka upp ein Veg: bane en Vei (saasom i Snee), jævne Veien ved gjentagen Kjørsel. Tel. Maka seg: a) sagtne, stilles; s. makast. b) gjøre sig magelig, gjøre sig tilgode. Tel. c) bryste sig, hovere. Hall. – 2) bearbeide, tilrede, gjøre myg eller smidig. Maka Skinn: berede Skind ved Gnidning og Vridning. (Landst. 500). Maka Føterne sine: gjøre sine Fødder smidige ved Bevægelse. Tel. – Ogsaa figurlig: tilskynde, opægge, ophidse. (Tel.). – 3) mage, lave, faae i Stand. (Eng. make, T. machen). Maka Raad: oplægge Raad. Maka Frume, s. Frume. Hertil et Subst. Makar (m.) i Sammensætning som Skomakar, Hattemakar, Knappmakar o.s.v.

maka, v.a. (ar), 2, sammenstille parviis opstille som Par (s. Make). Maka i Hop. (Oftere: para). Maka seg: parre sig, om Dyr og Fugle. Meget brugl. og anseet som det pynteligste Udtryk for dette Begreb. Om visse andre Betydninger af “maka seg”, s. maka, 1. Om et andet “maka”, s. moka.

makast, v.n. (ast), sagtne, stilles, blive mere magelig (mak); om Vinden. Hedder ogsaa: maka seg. Nhl. og fl.

Make, m. 1) Mage, Ægtefælle (saavel om Kvinde som Mand). Sv. make. Ogsaa den ene af et Par af Dyr eller Fugle; den tilsvarende Han eller Hun. – 2) den ene af to Ting, som høre sammen; f. Ex. Sko, Vanter, Traade i en Væv, o.s.v. – 3) Lige, Ligemand; ogsaa lignende Ting eller Tilfælde. Maken til Gut skal du sjeldan sjaa (dvs. en saadan Karl osv.). Eg heve aldri høyrt Maken. Det finst ikkje mange Makarne. Han er ikkje meir en Manns Make: ikke mere end andre Folk, ikke nogen usædvanlig Karl. (B. Stift). Mest alm. udtalt Makje; afvig. Maka, Østl. og Maakaa, Gbr. Ork. Indh. – G.N. maki.

Make, m. (2), et Tørrehuus, Hytte hvori Korn tørres. Helg. (Makje). I Namd. Mækje. Dunkelt. (I svenske Dial. mak, n. lidet Huus, Priveet).

makefaatt, adj. n. vanskeligt at finde Mage til. “D’er makafaatt”: der er faa saadanne. Hall.

makelaus, adj. mageløs, overordentlig. (Hedder mange St. makalaus).

makelaust, adv. uden Lige, overmaade.

Makeløysa, f. 1) Mageløshed. 2) en mageløs Ting, Noget som er uden Lige.

makeskifta, v.a. (er, te), ombytte en Jord-Eiendom med en anden af samme Værd. – Makeskifte, n. Mageskifte.

Maketid, f. Parringstid.

Makk, m. Maddik, Orm; Insekt-Larve, f. Ex. om Fluernes Yngel. (Forskjelligt fra “Orm”, som her betyder Slange). Ogsaa i en afvigende Form: Mark, Østl. Trondh. Helg. Egentlig Madk. G.N. madkr. Sv. mask (i Dial. mark, makk). Jf. T. Made; Ang. maða, Goth. maþa. – Mange forskjellige Slags, som: Kjøtmakk, Tremakk, Grasmakk, Jordmakk, Fjøremakk o.s.v. Jf. Aama, Igle, Kveis, Vere.

Makk-aata, f. noget som er gnavet eller angrebet af Maddiker; især om Fisk. Nordl. og flere.

Makkebøle, n. Hob af Maddiker; ogsaa Sygdom af Snyltedyr i Indvoldene. B. Stift. Paa Østl. Makkebol (oo), eller Markebol.

Makkehol (o’), n. Hul efter Orm el. Larver; f. Ex. i Frugt.

Makkehus, n. Hylster eller Dække, hvori en Larve (Puppe) ligger skjult.

Makkemat, m. Ormeføde.

Makkeruga, f. rund Sandhob, som Sandormen (Fjøremakken) opskyder fra sit Leie i Strandbredden.

Makkeskreid, f. en Hob af meget smaa Orme, som skride fremad i en lang og tætsluttet Række. Tel. og fl. (Jf. Wille, 173). Andre St. kaldet Budrag (Hall. Hadeland) og Bureip (Hall.), og fordum anseet som et Tegn for Lykke med Kreaturene (Buet). Paa Rommerige: Skrei(d); hertil Talemaaden “han gaar som Skrei’a”, om En som gaar meget seent. (I Sverige: sølvskred.
Rietz 284). Selve Dyret hedder Skreidmakk; Sv. härmask (härsmask), T. Heerwurm, og ansees som Larve af et Slags Myg (Sciara Thomæ).

Makkesmog (o’), n. Ormhuller i Træ. makkesmogen (-smogjen), adj. gjennemboret af Træorm. B. Stift og flere. Isl. madksmoginn.

makk-eten, adj. forgnavet af Orm.

Makketid, f. den varmeste Aarstid, da Fisk eller Kjød er mest udsat for Maddiker.

makleg, adj. 1) lempelig, maadelig, ikke stærk; om Vinden. Jf. mak. – 2) magelig, let, bekvem.

maklege, adv. sagte, langsomt.

Makrel (ee), n. Makrel (Fisk). Fremmedt Ord (Holl. makreel; Eng. mackarel); jf. Geir, Spir, Stokkaal. – Makrelstyrja, f. Thunfisk (Tynnus).

Maksel (Maksl), m. Skik, Snit, Maneer i et Arbeide. Trondh. Ogsaa: Mønster, Model. Tel. Hall. Af maka.

Makster (str), m. Tilredning, Bearbeidelse. Tel. (?). S. maka.

Mal, n. 1) smaat Affald af Halm eller Hø (= Mod, Bos). Indh. (Sparbu). – 2) unødig Snak; Tryglen osv. Buskr. S. mala.

Mal, f. (Smaasteen), s. Mol.

mala, v.a. (mel, mol, malet), male (pulverisere). Inf. tildeels maalaa. (Trondh.). Præs. udtales sædvanlig: mæl, el. mæl’e (for meler); Imperf. mool, Fl. molo; Sup. male’, afvig. mile (i’), mele, eller mæle, Sdm. og Trondh. G.N. mala (mel, mól, malit). – Særlig Betydning: 1) male, knuse, gjøre til Meel. Som v.n. kun om at male Korn. Jf. Melder, møl, Møle; Mjøl, Mylna. – 2) hvirvle som en Mølle; s. Malstraum. – 3) surre, lyde som en Mølle; saaledes a) aande med en snurrende Lyd, spinde; om Katten. b) ymte, mumle om noget. “Dem mæl ut’i di”: de snakke saa smaat om det. Trondh. c) mane, minde idelig om noget; trygle osv. Østl. (S. Mal). Malast med nokon: indlade sig med En, drilles osv. Hall.

Malar, m. Møller; Kornmaler.

malen, part. malet (paa Mølle). Nogle St. afvigende: milen (i’), el. melen; s. mala.

Maler, pl. Spænder; s. Mella.

Maling, f. Malen, det Arbeide at male Korn. Jf. Mylna.

[maliskjøsk, adj. trodsig, næsviis. (B. Stift og fl. Fr. malicieux.

Malja, og Malla, s. Mella.

mallege (?), adv. meget, betydelig, ikke lidet. Namd. og Indr. i Formen malli, eller mali; nogle St. manli, maaskee for mangleg (= margleg)? Jf. Isl. marglegr: talrig; marglega: ofte. (Haldorson).

Mallæte, n. Uro, Støi, Optøier. Hall. Oftere Mallæting, af et Verbum mallæta seg: blive urolig, gjøre Optøier. Hertil ogsaa mallætug, adj. urolig, støiende. Formod. af en ældre Form: Marlæte (Manglæte); G.N. marglæti: Lystighed osv.

Malm, m. 1) Erts, Steen som indeholder Metaller.. G.N. malmr. Jf. Sv. malm: Sandbanke; Goth. malma: Sand. – 2) Metal; i Særdeleshed Jernmalm, Støbejern. Hertil Malmhella, Malmklokka osv. – 3) Kjernen eller den bedste Deel af en Ting; saaledes søndenfjelds om den ædlere og fastere Ved i Naaletræerne, som ellers bedre benævnes Adelvid (Alved). Hertil “Malmfura”, f. Fyrretræ som indeholder megen Adelved (= Adelfura). Jf. Molma og Grønmalm.

Malm-aader, f. Malmaare, Ertsgang i et Bjerg.

Malmberg, n. Klippe som indeholder Metaller.

malmen, adj. kjernefuld, fast, haard; om Træer (= adelgod). Østl.

Malmfella, f. en Masse af Jernmalm i en Smelteovn; en enkelt Smeltning (især af Myrjern). Østerd.

Malm-omn, m. Ovn af Støbejern; ogsaa en Smelteovn, Masovn.

malmrik, adj. malmrig; ogsaa kraftig.

Malmrokka, f. en rød Skorpe paa Jord eller Dynd, som indeholder Myrmalm. Østerd. (Aamot). Ogsaa Malmroku (o’) og -ruku, i Trysil; Malmrukke i Solør. Nogle St. Myrrokka.

Malmslag, n. Art af Erts el. Metal.

Malmverk, n. Værk til Smeltning af Malm (især Myrjern).

Matrug, m. en Strandplante (formodentlig Elymus arenarius). Mandal. (Til Mol: Steengrund). Usikkert.

Malspikar, m. Merlespiger, Jernspids at bruge naar man splidser Toug. Nordl.

Malstraum, m. en stor Strømhvirvel i Søen, Malstrøm, Havsvælg. (Af mala). Lidet brugl.

Malt, n. Malt, mæltet Korn. G.N. malt. Jf. melta.

Maltlag, n. den Stilling, hvori en Kværn skal sættes for at male Malt. Faa Munnen i Maltlag: faae Munden rigtig paa Gang, tale frit. Tel. (Malslag).

Malur, s. Marulk.

Malurt, f. Malurt (Absinthium). Til Mol (o’), dvs. Møl.

malæta og Malæte, s. Mallæte.

Mamma, f. Moder.

Man, f. s. Maan.

mana, v.a. (ar), mane, tilskynde, opfordre; ogsaa opægge, ophidse. Sv. mana.

[Mandel, m. Mandel. (Ital. mandola). Mandelstein, m. Mandelsteen (?). Landst. 464.

[Maneer, f. Maneer, Skik. Fr. maniere.

Mang, n. Ingredientser, Stof hvoraf noget tillaves; maaskee egentlig Blanding (jf.
mengja). Sdm. i Formen Maang. “D’æ godt aa lage Mat, naar ein heve godt Maang”. Afvigende fra G.N. mang: Kram, hvortil manga: handle (Sv. mångla); jf. Eng. monger. S. ogsaa Mangjel.

mang, adj. mangen en, ikke faa. For Hankjøn altid forbundet med “ein”, og i Hunkjøn med “ei”, f. Ex. mang-ein Dag, mang-ei Stund (I B. Stift: maangein, maangei). I Neutrum oftest eenligt, især i Betydningen: mange Ting, f. Ex. D’er so mangt, som ein gløymer. Me hadde mangt til aa røda um. Med Subst. sædvanlig “mangt eit” f. Ex. mangt eit godt Ord. I Fleertal altid eenligt, i Formen: mange, sædvanlig udtalt med haardt “g”, undtagen i Hard. og Voss, hvor Maskul. hedder mangje og Femin. manga. (Ellers i B. Stift: maange og maanga). I Stedet for Komparativ bruges: fleire. Om en gammel afvigende Form “marg” see mangfreisten, manglida, mangment; jf. Mallæte, mallege. G.N. margr (Fl. margir); derimod Ang. manig, Ght. manag, Goth. manags. Mang synes ogsaa at have betegnet: forskjellig eller blandet; jf. Mang og mengja.

mangbølt, adj. deelt i flere Bosteder eller Huusholdninger.

mangeleis, s. mangleides.

mangfaldig, adj. 1) mangfoldig, som findes i Mængde. 2) mange (i Fleertal). 3) forskjellig, mange Slags; ogsaa om en Person, som har mange Planer, el. sysler med mange Ting. Nyere Form for mangfald (G.N. margfaldr); jf. mangfeld.

mangfeld, adj. 1) mangfoldig; bestaaende af mange Dele. 2) mange, f. Ex. mangfelde Aar. Hall. (mangfelt), ogsaa i Nordl. Jf. einfeld, tvifeld.

mangfreisten, adj. driftig (entreprenant), som forsøger meget, eller gjerne vover noget; ogsaa: dristig, forvoven. Hedder ogs. mangfreistug, Gbr. I Hard. i en afvigende Form: marfreisten (for margfreisten), hvortil ogsaa et Subst. “Marfreistna(d)”, m. en Lykkeprøve, et Forsøg som er noget voveligt.

mangfør, adj. dygtig i flere Henseender, skikket til mange Ting. Hall.

mangføtt, adj. mangefodet; om Smaadyr.

Mangjel (?), Madlavning (= Matgjerd). Hertil Mangjelsausa, Mangjelsgryta, og fl. Helg. (Maaskee Mang-gjerd).

Mangl, n. Uro i Vandet, Bølgegang. Manglesjo (-sjø), urolig Sø nærmest ved Landet. Nfj.

mangla, v.n. (ar), paatale, kræve, paastaae sin Ret. “Han mangla paa dæ”. Shl. (Jf. aamaga, aamaala). Hertil et Subst. Mangl, m. Krav, Paatale. “Dødsmangl”: Dødens Krav, den Nødvendighed at man engang skal døe.

mangla, v.a. (ar), mangle (med Mangletræ), rulle, presse (Liintøi). Nordl. Trondh. Sv. mangla, T. mangeln.

mangleides, adv. 1) i mange Retninger, til forskjellige Sider. Hall. (mangleies). 2) mangelunde, paa mange Maader. Sædvanlig afvig. mangeleis; nogle Steder mangelein (Hall. Vald.). Jf. Leid.

manglida (i’), adj. mandstærk, som har stort Følge eller stor Familie. (Modsat faalida). Tel. i Formen manglia; tildeels ogsaa marglia. Jf. Lid, n.

manglutad (u’), adj. deelt i flere Dele eller Rum. Hall.

mangmaalug, adj. snaksom, som taler meget. Tel. Hall. G.N. margmálugr.

Mangmenne, n. et stort Mandskab, mange Folk. Nordl. (?). Ofte brugt i anden Form: Mangmann, m. G.N. margmenni.

mangment, adj. mandstærk, som har mange med sig; el. som udgjør et stort Følge. B. Stift, Nordl. Der er mangment: der er meget Folk. Dei komo so mangmente. I Tel. tildeels: margment. G.N. margmennr.

mangordig (-orig), adj. langtalende, som bruger mange Ord. (I B. Stift: maangorige). G.N. margordr; Sv. mångordig.

mangraadig, adj. kløgtig, som har mange Planer. Lidet brugl.

mangslungen (gj), adj. 1) indviklet, forviklet, vanskelig. 2) om Personer: kløgtig, slu, listig. Tel.

mangstad, eller mangstades, adv. mangesteds. Lyder forskjelligt: mangsta, mangstaen, mangestass; ogsaa adskilt: mange Stader. Sv. mångstädes. Isl. margstadar.

mangtenkt, adj. omtr. som mangraadig.

mangvis (ii), adj. klog, kyndig i mange Ting. Lidet brugl.

Maning, f. Manen; Opæggelse.

[manka, v.a. (ar), mangle, fattes. Nedenæs og fl. Mere alm. mankera (ar). Fr. manquer. Sjeldnere i Formen mangla, hvortil Subst. Mangel, m. etter Tydsken.

manka, v.n. (ar) klippe Manen paa en Hest. (maanka, B. Stift).

Manke, m. Manke, den øvre Deel af Halsen paa Heste. Afvig. Maankje, B. Stift; ellers Mankje. Jf. Maan.

Mankestøde, n. s. Maanstøde.

manleg, s. mannleg.

Mann, m. (F. Menner), 1) Menneske, Person. G.N. madr (for mannr), acc. mann. Denne Betydning finder Sted i nogle Talemaader, f. Ex. koma til Manna (s. nedenfor), og ellers ofte i Sammensætning, som Mannebein, Mannekjøt, mannvond m. fl. og allertydeligst i Karmann og Kvinnmann. – 2) Mand, Mandfolk. Fleertal Menn’er lyder tildeels Menn’ar (Tel.), Menn’a, Menn’e, Menn (G.N. menn); bestemt Form: Mennerne (Menn’ene), i Dativ tildeels Monnom (Monnaa, Sdm.), ogs. Mennom (Ork.). Med
noget Eftertryk betegner Ordet især en fuldkommen eller dygtig Mand; f. Ex. Det vardt Mann av honom: han kom sig godt, blev en anseet Mand. (Jf. Folk). – 3) Karl, Arbeidsmann; Person af et vist Mandskab eller Følge. I dette Tilfælde hedder ogsaa Fleertal: Mann, f. Ex. Det var fem Mann paa Baaten. Eit Fylgje paa hundrad Mann. Alle Mann hit! Jf. Tie Manns Vit og tolv Manns Styrke. – 4) gift Mand; Ægtemand. Ein dreng og ein Mann. Ho hadde mist Mannen sin. – 5) Huusfader, Huusbonde; ogsaa Opsidder, Gaardmand. Tildeels med Fleertal Mann; f. Ex. Der er tri Mann paa Garden, dvs. Gaarden har tre Familier, er deelt i tre Brug. – 6) Ætling i nedstigende Linie, Led i en Slægt. Mann etter Mann: Søn efter Fader, fra Slægt til Slægt. Det var femte Mannen fraa honom: det femte Led af hans Efterkommere. Til niande Mannen: til niende Led. Jf. Trimenning, Firmenning. – Talemaader. Vera Mann til: være i Stand til, have Kræfter til. Bruges baade om Mand og Kvinde; f. Ex. Ho var ikkje Mann til aa ganga lenger. Ho var ikkje Mann til aa sjaa paa det (hun havde ikke Hjerte til at see det). B. Stift og flere. Ligesaa: kjenna seg Mann til, dvs. føle sig stærk nok til noget. (Ogsaa G.N.). Jf. Menne. Hava Mann fyre seg: have Hjemmelsmand, vide hvem man skal holde sig til. Han vardt ikkje nokon Mann av det: han havde ingen Vinding deraf. Det vardt ein Dalar paa Mannen, dvs. til hver Mand. Hedder ogsaa: til Manns; f. Ex. det vardt eit Hundrad til Manns. Koma til Manns: komme til Velmagt, blive en anseet Mand. Koma i Manns Hand: i Menneskers Hænder. I gods Manns Hender: i gode Hænder. (Jf. Med gods Manns Hjelp. I kvars Manns Hus). Det var Manns Ferd: Adfærd som sømmer sig for en Mand. Manns Ord: Tale som er en Mand værdig. Mannsens Lukka: et Menneskes Lykke. – Koma til Manna, el. Manne (gen. plur.): komme til Folk, til et beboet Sted. (S. Betydn. 1). Fara Manna millom (el. mannemillom): gaae fra Mand til Mand. Sitja Manna høgst: sidde høiest i Selskabet, paa det fornemste Sæde. (B. Stift). D’er slikt eit Brak, at ein kann ikkje høyra Manna Maal, dvs. Menneskers Stemme. I Manna Minne: i den Tid som Folk kunne mindes. – Denne Form, som i de sydvestlige Egne hedder Manna, men ellers Manne, bruges ogsaa i mange Sammensætninger, saasom Mannebein (= Folkebein), Manneblod, Mannehaar, Mannehovud, Mannekropp o.s.v.

manna, v.a. (ar), 1) bemande, besætte med Folk. Particip mannad: bemandet, for Ex. om Fartøi. Jf. ment. – 2) opmande. Manna seg: tage Mod til sig. Buskr. og fl. Jf. magna. – 3) gifte, fæste til en Mand. Tel. “Han vilde si Dotter manne”, Landstad 199, 212.

mannast, v.n. (ast), komme sig, forfremmes, blive mere dygtig eller mandig; om unge Mennesker.

Mannatokka, s. Manntekkje.

Mann-auke, m. en Klods eller Blok at lægge foran Fødderne til at spænde imod, naar man skal roe. Egentlig noget som forøger Mandens Længde. “Mannaukje”, Trondh.

mannbeit, adj. n. om et Sted, som er let at see til, som ligger frit eller aabent for Alles Øine. Her er so mannbert. Sfj.

mannbisk (-bitsk), adj. om et Dyr som anfalder og bider Mennesker. B. Stift.

Mannbjørn, m. Bjørn som angriber Mennesker eller er usædvanlig dristig. I Folkesagn egentlig: en Mand som er forvandlet til Bjørn. B. Stift.

Mannbyte, n. Mandskifte, det at en Mand afgaar, og en anden kommer i Stedet; f. Ex. som Huusbonde. Hedder ogsaa Manna-, el. Manne-byte.

mannbær, adj. passende til at bære eller bruge iblandt Folk; f. Ex. om Klæder. Sfj. Voss og fl.

Manndaude, m. Sygdom hvoraf mange Mennesker døe. (Nogle St. Mannedaue). Store Manndauden: den store Pest i Aaret 1350 (= Svartedauden). G.N. manndaudi.

Manndom, m. 1) Manddom, menneskelig Natur. Taka Manndom: blive Menneske. (I religiøs Tale). G.N. manndómr. – 2) Mands Mod, Kraft, Dygtighed. Taka Manndomen fyre seg: tage Mod til sig, opbyde sine Kræfter, gjøre et alvorligt Forsøg. – 3) ædelt Sindelag, Ædelmodighed, Hjælpsomhed. Ein Manndoms Mann: en hjælpsom og dygtig Mand. Ei Manndoms Kona: en høihjertet, gavmild Kone. (Berg. og Trondh. Stift). Ogsaa om en ædel Handling. Gjera Manndom: gjøre en stor Hjælp, en Velgjerning. I Nordre Berg. ogsaa i Formen Mannheit, f. “Han gjore ei stor Mannheit”: en stor Velgjerning.

manndomsam, adj. mandig, dygtig, uforsagt; ogsaa: høihjertet, ædelmodig, hjælpsom. B. Stift.

Manndraap, n. Manddrab. – Manndraapar, m. Manddraber. (G.N. manndrápari). Lidet brugl.

manneleg, s. mannleg.

Mannemagt, f. Menneske-Kræfter. Jf. Mannstyrke.

mannemillom, s. Mann.

Mannemink, m. Skaar i en Mands Anseelse, noget som gjør Manden mindre agtet. Sdm. (Norddal). Ogsaa: Forringelse i en Families Anseelse, det at en Mand er mindre agtet end hans Forgjængere. Sdm.

Mannemun (u’), m. Forskjel paa Folk, det at den ene ansees for mere end den
anden. G.N. mannamunr.

Mann-etar, m. Menneskeæder. (Sjelden).

Mannfall, n. Mandfald, Nederlag.

mannfaren, adj. betraadt af Mennesker; f. Ex. om Fjeldmarker. Gbr.

mannfaatt, adj. n. om Sted, hvor der er kun faa Mannesker (= faament). Her vardt mannfaatt. Hall.

Mannfjølde, m. Folkemængde. Trondh.

Mannfolk, n. Mandkjøn; Mandfolk.

mannfræg, adj. om et Brug eller Værk, hvortil der behøves mange Arbeidere. Ryf. Tel. Nogle St. mannfrek (e’). Saaledes ogsaa: folkefræg og folkefrek.

Manngard, m. en Ring eller Kreds af Mannesker. Dei gjorde Manngard (-gar) um honom: de omringede ham, stillede sig i en Kreds omkring ham. Mange St. brugl. G.N. manngardr.

manngod, s. mannmild.

mannheilt, adj. n. 1) frit for Sygdom (paa et Sted). Er det mannheilt i Bygdi: staar det vel til med Helbreden i Naboskabet? Sogn. G.N. mannheilt. 2) frit for Dødsfald i en vis Tid). Der er endaa mannheilt i Huset: Husets Beboere ere endnu de samme; de gamle leve endnu. Helg.

Mannheim, m. Menneskenes Hjem; Verden, Jorden. I gamle Viser. (Landst. 529; jf. 58).

Mannheit, s. Manndom.

Mann-igle, m. almindelig Blodigle, i Modsætning til Hestigle (Rossigle). Nedenæs

mannjamn, adj. almindelig, som gjælder for alle og enhver. Oftest i Neutrum. D’er mest mannjamt: det finder Sted hos de fleste, næsten hos alle.

mannkjend, adj. vel bekjendt med Folket paa et Sted. Voss og fl.

mannkjømd (-kjømt), adj. 1) fremkommelig for Mennesker. 2) meget tilgjængelig, meget besøgt af Folk; om et Sted. Her er mannkjømt. Nhl. og fl.

Mannkyn (y’), n. Mandkjøn; egentl. Menneskeslægt (G.N. mannkyn).

Mannlauk, s. Marlauk.

mannlaus, adj. mandløs, som ikke har Mand. Jf. Mannløysa.

mannleg, adj. mandig, dygtig, stræbsom; ogsaa høihjertet, høimodig. Hedder sædvanlig: manneleg. (B. Stift og fl.). G.N. mannlegr. Jf. mannsleg.

mannlege, adv. mandelig, dygtigt; ret tilgavns. (Sædvanl. mannelege, mannele’). Ogsaa i Betydn. meget, rigelig. Lister og flere. Jf. mallege.

Mannlikan, n. menneskelig Skabning, Tel. (?). Landst. 156. Noget lignende er: Mannslike, n. Menneskebillede, Portræt. Tel. (Vinje). G.N. mannlíkan: Billede.

Mannloga (o’), f. Voldgift, Afgjørelse ved Skjønsmænds Dom. Sætersd. (Et gammelt mannlaga).

Mannløysa, f. Mandløshed; det at der mangler en dygtig Mand eller Huusbonde. Jf. Koneløysa.

mannmild, adj. menneskekjærlig. Om Dyr: venlig mod Menneskene. Tel.

mann-olm, s. mannvond.

mannrædd, adj. bange for Mennesker, frygtsom; ogsaa: menneskesky.

Mannrædsla, f. Frygt for Mennesker.

Mannrøyne, n. Mandeprøve, Dyst hvor det gjælder om Mod og Manddom. Tel. (Mo). G.N. mannraun, f.

Mannsalder, m. et Menneskes Levetid.

Mannsbarn, n.. Menneske.

Mannsemne, n. Dreng. Eit godt Mannsemne: en haabefuld Yngling. G.N. mannsefni.

mannshøg, adj. høi som et Menneske; for Ex. om Væxter. Snjoen laag mannshøg.

Mannshøgd, f. en Mands Høide, som Maal.

Mannskade, m. Mandskade, det at Folk komme til Ulykke, f. Ex. paa Søen.

Mannskap, m. og n. 1) Mod, Dristighed, mandigt Væsen. Han hadde ikkje Mannskap til det: han var altfor undseelig (el. frygtsom) dertil. B. Stift. – 2) Duelighed, Styrke til at udrette noget. Søndenfjelds. G.N. mannskapr. – 3) Mandskab, Folk, Arbeidsfolk. (I denne Betydn. sædvanlig Neutrum).


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   107   108   109   110   111   112   113   114   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə