Ivar Aasen Norsk Ordbog


meisa, v.a. (ar), vælte Hø i Kurve nedad en Bjergside. Sdm. og fl. Uegentl. bevæge sig plumpt og klodset. meisfør



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə115/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   111   112   113   114   115   116   117   118   ...   221

meisa, v.a. (ar), vælte Hø i Kurve nedad en Bjergside. Sdm. og fl. Uegentl. bevæge sig plumpt og klodset.

meisfør, adj. stærk nok til at bære Kløv; om Heste. I Hall. meisebyrg.

Meisk, m. 1) Blanding, Røre; s. meiska. – 2) Øl, som endnu ikke er gjæret. Nhl. (Andre St. Gil). – 3) et Slags Beitsning med Tjærevædske (Tjørelog). Vald.

meiska, v.a. (ar), 1) mæske, røre sammen; blande Maltet i Brygning. Sv. mäska; T. meischen. – 2) beitse, indsmøre Læder med Tjæresaft. Hall. Vald. – 3) ødsle, sløse, forøde meget. Sdm.

Meiskror, m. Mæskestang, flad Stok hvormed man omrører Maltet i Mæskekarret. Tel. (hvor det dog ofte hedder blot: Ror). Ellers afvig. Meiskrjor, Hard., Meiskor (oo) og Meiskur (u’), Hall. Voss; Meiskro, Vald. Sogn, Sdm. (I Nfj. Hunkjønsord med Fl. Meiskrø’). Ordet hedder i Svensk mäskroder; Eng. Dial. mashrudder, T. Ruder og Rudel; det hører altsaa ikke sammen med “røra”, men hellere med “roa” (s. Ror), maaskee paa Grund af Redskabets Lighed med en Aare.

meisla, s. meitla.

Meislag, n. Fyldning i en Kløvkurv; en halv Kløv. Sogn.

Meisreide, m. Kløvkurve med Baand og Underlag.

Meister, m. Mester; Lærer; Formand. Mest alm. Meist’er (Meist’r); nogle St. Meistar, Meist’are. G.N. meistari, af Lat. magister (Formand). Hertil Meisterdøme, n. og Meisterskap, m. Mesterskab (i en Kunst). Meisterhand, f. Mesterhaand. Meisterstykke, n. og Meisterverk, m. Mesterværk.

meisterleg, adj. mesterlig, fortræffelig.

Meit, f. 1, Stribe, Linie; en lang Skure, f. Ex. paa Kanten af et Laag. Tel. (andre St. Skora, Gaare, Veita). Jf. Dagsmeit, og Meidd.

Meit, f. 2, et Slags Skræppe el. Randsel. Nordl. (Salten). Jf. Meis.

meita, v.a. (er, te), tilskjære, klippe (Manen paa en Hest). Salten. Vel ogsaa i Tel., jf. skormeita. G.N. meita; Goth. maitan: skjære.

meita, v.n. (ar?), mede, fiske med Stang. Smaal. Rom. Solør, Gbr. I Østerd. mete. Sv. meta. Ogsaa om at trække smaat eller langsomt. Gbr.

Meitel, m. Meisel, Huggejern. Mest i de sydlige Egne; i Hard. Meitle. (Andre St. Beitel). G.N. meitill. Jf. meitla.

Meitemakk, m. Regnorm (Lumbricus). “Meitemark”, Smaal. Sv. metmask.

Meiting, f. Fiskerie med Stang. Østl.

meitla, v.a. (ar), hugge, udstikke med Meisel (Meitel). Afvig. meisla, Hall. Tel. Ogsaa om at false eller gjøre en Indskjæring. Tel.

Meitspau(d), m. Medestang, Fiskestang. “Meitspaug”, Solør; s. Spaud.

meka (ee), v.n. (ar), arbeide langsomt og med megen Flid, gjøre fiint og smukt Arbeide. Tel. (Vinje). Hertil Meke (Mekje), m. En som gjør fiint Arbeide.

Mekedag (ee), m. Onsdag. Egentl. Midvikedag. Lyder ogsaa Meekdag, B. Stift, Møkedag, Hall., Møkerdag, Vald., Mørkedag, Tel. (Tinn). G.N. midvikudagr. (S. Midvika). Andre St. Onsdag.

Meklar (e’), m. Mægler. Nhl. og fl. Sv. mäklare; T. Mäkler.

mekra (e’), el. mækra, v.n. (ar), bræge om Gjeder og Faar. Solør, Gbr. Indh. Nordl. Ogsaa i Tel. dog kun om Gjeder. (Andre St. bræka, blækta, jerma). Sv. Dial. mäkra; T. meckern.

Mekregauk, m. Horsegøg (= Humregauk). Ogs. Mekregeit (Mækkergjeit), f. Trondh.

Mel (ee), n. Mundbid i et Bidsel. Lister. (G.N. mél). Jf. Mila (i’) og Hovudmæle. I Tel. Mel (ee), m. Knevel eller Mundbid til Kid (= Kjevle). Hertil mela (ee), v.a. knevle, sætte Mundbid paa. (Vinje). – Om et andet Mel, s. Mæl.

Mel (e’), m. 1) Sandbakke, høi Bakke som har dannet sig ved Nedstyrtning af Sand og Jord, især langs et Vand eller Elveløb. Mest brugl. i Trondh. Stift, hvor det udtales “Mæl”. I Berg. Stift som Gaardsnavn Mele (Dativ), med Genitiv Mels. G.N. melr. Jf. Melfall. – 2) Gruus, Jord at strøe paa Snee (= Mylda, Aat). Sdm. – 3) Møg af Faar eller Gjeder. Nordre Berg. I denne Betydn. Melle, Nhl. og Melder, Sogn. I Sfj. ogsaa: Myl (y’). Andre St. Talle, Gare.

Mel (e’), m. 2, for Medel, s. Melonn.

mel (mæl): maler; s. mala.

mela (e’), v.a. (ar), 1) gnide, valke, rulle, f. Ex. Klæder. Hall. – 2) gnie, uddele knapt og sparsomt. Tel. (Vinje). – 3) knevle, s. Mel, n. – I den anden Betydn. maaskee for “midla”. Hertil: melen (ee), adj. sparsom, karrig. Meling, f. Gnierie.

Mela, f. Malle; s. Mella.

me-laus, adj. lydeløs, uskadt. Hall. See Me, m.

Melbakke, m. Sandbakke (= Mel). Gbr.

Meld, m. s. Melder.

Melde, n. smaat Frø af Græs eller Ukrud iblandt Kornet. B. Stift, Tel. Hall. Østl.
Nordl. Nogle St. Melle og Mell. Jf. Mennel. – Hertil maaskee Talemaaden “eit Melle Grand””: en liden Smule; ligesaa “Melle Syn”, om noget som er saa lidet, at man knap kan see det. Mandal.

Melder (el. Meld), m. 1) Malning paa en Mølle. G.N. meldr. – 2) det som bliver malet; saaledes baade om Korn som føres til Møllen, og Meel, som føres tilbage derfra. Sv. mäld. – 3) en ringere Sort af Korn. Indh. (Snaasen). I svenske Dial. malder. – Mest udtalt som Mælder (Mæld’r), Berg. Trondh. Nordl., ellers Meld, Mæld, Rbg. Tel. Hall., ogsaa Mæl, Rom. – Melderlass, n. Læs som føres til eller fra en Mølle. (I B. Stift Mældralass). Meldersekk, m. Sæk med Korn eller Meel.

Melder, for Melr (?), s. Mel.

Meldesaald, n. et Sold, hvori Korn renses for Græsfrø. Østl.

Meldestokk, m. et Slags Ugræs i Korn, Chenopodium album, og fl. Rbg. Tel. Hall. Gbr. og fl. D. Melde; T. Melde (Atriplex). Ogsaa kaldet Frøstokk (Sdm.), Lortstokk (Solør).

Meldrift, s. Mjølldriv.

Melfall, n. Sandbakke, høi Elvebakke (Mel). Sdm.

Meling (ee), s. Midling.

Melkump (e’), et Slags Jordbær. Gbr.

Mell, f. Slædespor; s. Meidd.

Mella, f. Malle, liden Ring eller Bøile, f. Ex. i Hægter og Spænder. Østl. Vald. Sdm. og fl. Hedder ogsaa: Malje, Sdm. Mala, og Maler, pl. i Tel om et Slags Spænde i Klæder. Sv. malja (Løkke), Holl. malie, af Fr. maille. Hertil hører vel ogsaa Molla (Modde).

Melle, s. Melde og Mel.

Mellebraud, n. gammelt eller muggent Brød. Tel. (Maaskee rettere Melbraud).

mellen, s. mjell.

Mellhempa, f. en liden Jernhaspe eller Bøile. Rom. (Ogsaa Mælhempe).

Melonn (e’, o’), f. Mellemtid, Tiden fra Pløiningen til Høslætten (= millom Onnom). Indre-Sogn, Valders. (Oftest Mælonn). Ogsaa kaldet Mel, m. “Mælen”, Toten, Hedemarken. Vel egentl. Medel og Medel-onn (s. Medel). Andre St. Haaball, Haavoll.

Melrakke, m. Hvidræv, Canis Lagopus. Hall. og fl. Ellers i anden Form: Mjølrakke (kj), Voss; Mærrakke (Mærakkje), Tel. G.N. melrakki. Nogle Steder Fjellrakke og Kvitrev.

Melsaas, m. Rygstok i Taget paa et Huus (= Møneaas). Solør, Østerd. Er neppe nogen Forvanskning af “Mønsaas”, men hellere at opfatte som Medel-aas (Midtbjælke).

melta, v.a. (er, e), 1) malte, tilvirke til Malt. G.N. melta; Sv. mälta. – 2) opløse. Melta seg: begynde at spire; om Korn eller Frø i Jorden. Trondh. (?). – 3) fordøie, opløse i Maven. Temmelig alm. G.N. melta. (Nogle St. smelta). Particip: melt. Egentlig skulde der være et stærkt Verbum melta (melt, malt, moltet) med Betydn. blødgjøre, opløse; hvoraf Malt, molten, Molta.

Meltekjer, n. Maltekar.

Melting, f. 1) Maltlavning. 2) det at Korn spirer. 3) Fordøielse.

Melting, m. Fisk som findes i Maven paa større Fiske; ofte benyttet til Mading. Egentl. et halvfordøiet Legeme. B. Stift.

melungjes, s. midlungs.

melutt (e’), adj. fuldt af Sandbakker (see Mel). “mælaatt”, Trondh.

melyngst, adj. mellemst i Alderen, næstyngst; f. Ex. om den ene af tre Brødre. Vald. (Vang). Vel egentl. medelyngst.

men, conj. men, men dog, alligevel. Alm. udtalt “mænn”, og bruges omtrent som i Svensk og Dansk til at indlede en Modsætning, Indvending, Undtagelse osv. Ofte ogsaa ved en Overgang i Talen, en Befindelse, Overraskelse og deslige. Men lat oss no skunda oss. Men det er sant: no gløymde eg det. Men her er komet Skifte paa! Er i denne Form et nyere Ord, afvigende fra G.N. enn, og som det synes, tillempet efter “medan”.

[menesera, v. spare (menagere).

mengblaa, adj. = blaamengd. Nhl.

Mengd, f. 1) Mængde, Mangfoldighed. (Af mang). 2) Antal, Forraad, Qvantitet. 3) den største Deel, de fleste.

mengja, v.a. (er, de), mænge, blande, røre sammen. Particip mengd. – Hertil mengjast, el. mengja seg: flyde sammen, blande sig.

Mengsla, f. Mængning, Blandelse. Hedder ogsaa Mengjing, f.

menka, s. meinka.

menn, i Forbind. “ja menn” og “nei menn”, er vel kun det gamle Fleertal Menn (af Mann), enten som en Bekræftelse “ved de hellige Mænd” (jf. D. Hillemænd), eller simpelt hen som et Tiltaleord i Betydningen: Folk. Ellers bruges ogsaa “min” og “mi” i samme Tilfælde, dog maa her vistnok et Subst. være udeladt, f. Ex. mi Tru, el. lignende. I Sætningen stiller det sig ofte som et Adverbium, saa at det følgende Subjekt sættes efter Verbet, f. Ex. ja menn, var det so.

menna, v.a. (ar), opmande. Menna seg: bryste sig, være stolt. “Han mennar seg ‘taa da”, Hard. (Nærmest af Menne). I Ork. er derimod “menne seg”: komme sig, komme til Kræfter (= mannast). – Forskjelligt herfra er et andet “menna seg”, dvs. benytte Morgenen; see morgna.

Mennar, pl. s. Morgon.


Menne, n. Menneske; Mand med Hensyn til Kræfter eller Dygtighed. Vera Menne til: formaae, have Kræfter til (= vera Mann til). “Han va ikkje Menne te da”. Nhl. I Hard. mest med Begreb af Selvfølelse eller Stolthed. Han tykjest vera Menne: han anseer sig som en betydelig Person. “Da va nokot til Menne”: det var en, som vilde have Respekt. (Jf. menna). – Mere alm. i Sammensætning, som: Ungmenne, Stormenne, Godmenne, Illmenne, Vanmenne, Ovmenne. Jf. G.N. smámenní, ungmenni, gamalmenni osv.

Mennel, m. (?), Frø af Ugræs i Korn. (= Melde). Helg. Salten.

Menner, s. Mann.

Menneskja, f. 1) Menneskeslægten, Mennesket i Almindelighed. Altid i den bestemte Form, ligesom Sv. menniskan, D. Mennesken. G.N. manneskja. – 2) et Menneske, en Person. I denne Betydning bruges Ordet mangesteds i en afvigende Form: Menneskje, n. (efter Dansk). – I Sammensætning bruges ikke Menneskja, men kun Mann og Folk, f. Ex. Mannebein, el. Folkebein.

menneskjeleg, adj. menneskelig. Lidet brugl., s. folkeleg, mannsleg.

Menning, m. Mand, el. Mandskab. Kun sammensat, som Nymenning, Trimenning; Aalmenning.

ment (el. mennt), adj. bemandet, forsynet med Mandskab. Dei er for litet mente, dvs. for faae om Arbeidet. Nordl. Jf. faament, mangment. (G.N. fámennr, margmennr).

menta, v.a. (ar), 1) vride, kryste, bearbeide. Hall. Ogsaa: banke, tilrede ved Bankning. Gbr. – 2) berede Skind ved et eget Slags Garvning (Hvidgarvning). Mere alm. (Sv. menta). Particip: mentad (jf. semskad). Menta(d)brok (oo), f. Buxer af beredet Skind.

Mentar, m. Hvidgarver.

Menting, f. Vridning osv., s. menta.

Merd (Mær), m. et Slags Ruse el. Kurv (Teina) til Fiskefangst i Elvene. Lyder forskjelligt: Mær, Rbg. Jæd., (Mær, el.) Mæl (med tykt L), Hall, Gbr., Mjæl, Hadeland; Mar, Solør; Mør (?), Lister. G.N. merd (mærd). Sv. mjärde (mjäle).

Merdstøde, n. Fiskegjærde, Sted hvor man fisker med Merd. “Mærstøe”, Hall.

Merg, m. 1) Marv, Fedt i den inderste Deel af et Been. 2) Marven eller Middellinien i et Træ. 3) Kjernestof i Korn; ogsaa Kraft, Styrke. Nogle St. Merj; sjeldnere Marg (Helg. Hall). G.N. mergr; Sv. merg.

mergad, adj. marvfuld, kraftig. Rbg. og fl. Ogsaa: kjernefuld, om Korn. Trondh.

mergast, v.n. (ast); 1) faae Marv, samle Kræfter. 2) faae Kjerne, om Korn. Hedder ogsaa “merga seg”. Trondh. Afvig. mergjast ut: udmarves, afkræftes. Sogn.

Mergbord, n. Planke, som er af Midten af et Træ og indeholder Marv.

mergfull, adj. marvfuld; kraftfuld.

merglaus, adj. marvløs; kraftløs.

merglege (?), adv. haardt, stærkt, voldsomt; f. Ex. om at fryse, sulte, anstrenge sig, osv. Hall. Østl. Kun i Formen “merjele”, og saaledes noget tvivlsomt.

mergsloppen, adj. marvløs, kraftløs. Jarlsberg.

mergstolen (o’), adj. udmarvet, magtløs, saasom efter en Sygdom. Tel. og flere. Sjeldnere: mergstela, v.a. (stel, stal), udmarve, afkræfte.

mergsvelta, v.a. (er, e), udsulte, udmarve ved Sult. Nhl. og fl.

merjast, s. mergast. merjeleg, s. mergleg.

merka, v.a. (ar), mærke, bemærke, fornemme; erfare, lære af Erfaring; ogsaa: give Agt paa, lægge Mærke til. Egentl. en afvig. Form af “marka”, men mere almindeligt end dette. Jf. merkja. (I dette og følg. Ord udtales “e” ganske som “æ”, og saaledes forskjelligt fra Merg, som for e’).

merkande, adj. værd at lægge Mærke til.

Merke (el. Merkje), n. 1) Mærke, Kjendetegn. Setja Merke paa. Sædvanlig med “kj” (Mærkje), i Dativ Fl. Merkjom. G.N. merki. – 2) Fane, Banner. I historisk Fortælling. (Landst. 192). – 3) Grændseskjel imellem Gaarde eller Marker. Trondh. og flere. (Jf. Byte, Deild, Skil). – 4) Spor, Mindelse af en Paavirkning (Stød, Hug, Rift). Han ber Merke etter det endaa. – 5) Tegn, Varsel; Forekomst hvoraf man kan slutte noget; ogsaa: Exempel, Tilfælde som tjener til Oplysning. Taka Merke paa: mærke sig, lægge Mærke til.

Merkedag (kj), m. Mærkedag, en af de vigtigere Dage i Aaret. (Fordum udmærket paa Primstavene).

Merkegard (kj), m. Gjærde som danner Grændseskjel imellem to Gaarde eller Marker. Søndre Berg. og fl. Oftere Merkesgard (Mærkjisgar). I Ork. Merkjes-utgar(d). G.N. merkigardr. Andre St. Skilgard, Skiftegard, Haggard.

merkelaus, adj. mærkeløs, som der ikke er sat Mærke paa.

merkeleg (el. merkjeleg), adj. mærkelig.

Merkestad, m. Mærkested; Punkt som man mærker sig til Erindring.

Merkestein, m. Mærkesteen; Skjelsteen.

Merke-tre, n. Træ som tjener til Mærke eller Grændsetegn. Saaledes: Merkebjørk, f. Merkefura, f. og fl.

merkja, v.a. (er, te), 1) sætte Mærke paa, mærke, f. Ex. Kar, Klæder osv. G.N. merkja. Imperf. lyder sædvanlig: merrte (mærte) og Supin. merrt. – 2) sætte i en Rift eller Stribe paa, efterlade Spor i.
Snjoen er so hard, at det merkjer ikkje fyre Foten. Saaledes ogsaa: strible, saare. Dei hadde merkt honom: de havde givet ham et Saar. 3) mærke sig, lægge Mærke til (= merka, marka). Merkja Ord: lytte efter Ordene, lure paa hvad Folk sige.

Merkjar, m. En som sætter Mærke paa Varer; især en Tømmermærker.

Merkje-jarn, n. Mærkejern. Hedder ogsaa Merkjingsjarn. Jf. Svidjarn.

Merknad, m. Mærkelse, Iagttagelse, Erfaring; ogsaa Bemærkning, Notering.

Merkning, f. Betegnelse med Mærke. Oftere Merkjing, f.

merksam, adj. opmærksom, agtpaagivende. – Merksemd, f. Opmærksomhed. (Lidet brugl.).

merkt, part. mærket, forsynet med Mærke; ogs. striblet, saaret. Sædvanl. “merrt”.

merkverdig, adj. mærkværdig; ogsaa besynderlig, forunderlig.

Merr f. (Fl. Merrar), Hoppe, Hun-Dyr af Hesteslægten. Alm. Mærr; afvig. Mar, Østerd. (Trysil). G.N. merr; Sv. märr, i Dial. ogsaa marr, mar; Eng. mare, T. Mähre (Ght. merha, meriha). Fleertal deels Merrer, deels Merrar (Mærra), i B. Stift Marar (Mara). G.N. merar og marar. I Sammensætn. mest alm. Merra(r), som Merrafyl, Merramjølk og fl. men i B. Stift Mara(r); s. Marar. Sjeldnere Navne ere: Horsa, Rossa, Ryssa; jf. Fylja og Øyk.

merreleg, adj. plump, tyk og tung. Tel.

[Mers, n. Mærs, Mastekurv. Holl. mars.

Mesett, s. Meis, f.

mesken (?), adj. lysten, begjærlig. “Ho æ meskjo”: hun er i Lysten efter ny Mad. Shl.

Messa, f. Messe, Altertjeneste; ofte ogsaa: Prædiken eller Kirketjenesten i det Hele. Afvig. Møssa, Myssa (y’), Berg. Stift og fl. G.N. messa, af Lat. missa. I Navnene paa visse Helligdage bliver det sædvanlig forkortet til Mess (Møss, Myss), f. Ex. Marimess, Kyndelsmess.

messa, v.n. (ar), messe, recitere for Alteret. Afvig. møssa og myssa (y’), Berg. Stift. – Messing, f. Messesang, syngende Foredrag.

Messedag, m. Prædikedag.

Messefall, n. det Tilfælde at Kirketjenesten ikke kan holdes paa den dertil bestemte Tid. “Møssefall”, B. Stift.

Messehakel, m. Messehagel, Messekaabe. (G.N. hökull; Ang. hacele).

Messemund, n. den Stund, da Gudstjenesten i Kirken holdes. “Myssemund”, Sdm. og flere.

Messing, m. s. Massing.

mest, adv. 1) mest, i høieste Grad. (Superl. af meir). Han strævar, mest han vinn: saa meget som han formaar. – 2) oftest, for det meste. Han er no mest heime. – 3) næsten, paa det nærmeste. Alm. (Sv. mest). Han er mest vaksen: næsten fuldvoxen. Tunna var mest full. Eg vardt mest rædd: jeg blev næsten bange. (I sidste Betydning betones det svagere end det paafølgende Ord).

mest, adj. mest, mangfoldigst; ogsaa: størst (om en Deel af noget). Meste Luten, eller Meste Parten: den største Deel. (I Vald. hedder det ogsaa: Meste-Faren). Han er meste Mannen, dvs. den mægtigste el. mest anseede. Sdm. (G.N. mestr: størst). I meste Lag: vel meget, næsten for meget. Jf. meir.

mesta, adv. 1) i høi Grad, næsten for meget. Han er mesta stor: hellere for stor end for liden. Her er mesta heitt: næsten for hedt. Søndre Berg. og fl. Nogle St. meste. – 2) næsten (= mest). Mesta paa kvar Gar(d): næsten i hver Gaard. Hard. og fl.

mesto, adv. for det meste, for den største Deel. I Nordre Berg. sædvanlig “mestaa”. Egentl. Dativ af mest, adj. n., men er noget vaklende og gaar over til “meste” og “mesta”.

meta (e’), v.a. (met, mat? metet), agte, ansee, sætte Priis paa (s. mæta). Mest brugt med en anden Bøining: met, matte, matt; men ellers meget fordunklet, saa at det afledede mæta (er, te) nu kan ansees som en bekvemmere Form. Sædvanlig lyder Inf. mæta, og Præs. mæt (mæt’er); ellers høres ogsaa Inf. metja (el. mækja), Hall. Tel. Imperf. matte bruges i Tel. Hall. Vald. og tildeels i Berg. og Trondh. Stift. Formen “mat” (agtede) skal forekomme i Smaal., ellers høres ogs. “meet”, Rommerige. Supin. metet (mæte’) er ogsaa lidet brugeligt (jf. meten). G.N. meta (met, mat, metit): vurdere, agte; Sv. mäta: maale, udmaale; ligesaa Ang. metan (mæt), Goth. mitan (mat), Ght. mezan (maz). Fra det gamle Imperf. mat, med Fl. maato, udgaae de afledede Ord: Maat, maata, Maate, mæt, Mæta. Jf. metjast.

meta (ee), v.n. (ar), pusle, prikke, sysle med smaat eller seent Arbeide. Hall. (Jf. meka). Ogsaa med Betydn. pille, plukke, rense; gnave, tære osv. (Hall.).

[Metal, n. Metal; især Blandingsmetal, el. Bronce. (Lat. metallum). Jf. Malm.

meten (e’), part. agtet, anseet (s. meta). Tel. (lidet brugl.).

metja (met, matte); s. meta.

metjast, v.n. (Imprf. mattest), tviste, lægge Skylden paa hinanden; ogsaa: purre hinanden til et Foretagende, idet enhver vil unddrage sig selv. Hall. (Inf. mækjast; Præs. mætst, mæst; Fl. mækjast). G.N. metast. Sv. mäta sig: kappes.

mett, adj. 1) mæt, tilfredsstillet med Mad. G.N. mettr, egentl. som har spist (see Egilsson). – 2) fuld, fyldt, fuldmaalt;
f. Ex. om et Kar. Tel. Num. Hall. Toten, Gbr.

metta, v.a. (ar), mætte, gjøre mæt. Et og metta deg: spiis dig mæt. – mettast, v.n. blive mæt.

Mette, m. Mættelse. Faa Maal og Mette: faae et tilstrækkeligt Maaltid. Nogle St. Mett. “Han fekk Mett’en sin”: han fik nok. Tel.

metteleg, adj. mættende; føderig, kraftig; om Mad. B. Stift.

Metting, m. s. Mokdunge.

Meveka, s. Midvika.

mi, s. min og me. Mia, s. Midja.

Mid (i’), n. Midte, Middelpunkt. G.N. mid. I Midet: i Midten. (Udtalt “i Me’e”). Trondh. Til Mids: til Midten. Sdm. (te Miss). Ellers mest alm. ombyttet med et nyere Ord: Midt, m. (Midten). Jf. Midja. I Sammensætning bruges imidlertid kun: mid (mi, me) og ikke midt.

Mid (i’), f. 1) Med, Mærke, hvorved man kan kjende et Steds Beliggenhed el. gjenfinde et vist Punkt, især paa Søen. Mange St. Me, ogs. Mi; i Nfj. og Sdm. Mid. G.N. mid, n. Taka Mid: tage Mærke for at kunne gjenfinde en vis Plads (paa Søen). – 2) Fiskeplads, Grund som er nøie bestemt ved visse Mærker paa Landjorden. (Sjeldnere). Isl. mid, n. – Til “god Mid” behøves tydelige Mærker, saasom Næs eller Bjergtoppe, i to forskjellige Linier, som danne en ret Vinkel med hinanden, saaledes at Baaden eller Fartøiet ligger i Hjørnet af denne Vinkel.

mid (i’), pron. vi; s. me.

mid (i’), adj. som er i Midten, el. er kommen til Midten. G.N. midr. Hertil Udtrykket “um midje Nott” (egentl. um midja Naatt), dvs. ved Midnat. (Landst. 489). Ellers kun sammensat, som Middag, Midmorgon, Midaftan. Jf. midt.

mida (i’), v.n. (ar), 1) tage Med eller Mærke paa et Sted (s. Mid, f.). Nogle St. mea. – 2) sigte til noget, tage Sigte. Lidet brugl. G.N. mida.

Mid-aftan, m. Midten af Eftermiddagen, Tiden ved Kl. 6 E. M. Her mærkes et Par afvigende Former: Mærefta, Smaal., Mærafta, Helg. Namd., Mørafta, Sdm. Sfj. (Paa Sdm. henføres det til “møre”, s. mødra). Lyden “r” synes her at støtte sig til det gamle midr aftan, formodentlig forvansket til Mieraftan, Meeraftan o.s.v. I svenske Dial. meraftan (Rietz 436). Jf. Midkveld.

Mid-alder, m. Midten af et Menneskes Levetid (dog sædvanlig regnet fra den Tid da man er fuldvoxen). Ein Midalders Mann: en Mand paa 40 Aar eller noget mere.

mid-aases, adv. midt paa Bjerget, i Midten af Aasmarken. Hall.

midbergs, adv. i Midten af Bjerget eller Fjeldsiden. Nogle St. “mebers”.

midbogen (o’), adj. bøiet i Midten.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   111   112   113   114   115   116   117   118   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə