Ivar Aasen Norsk Ordbog


Midbolk, m. den mellemste Deel. Midbord



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə116/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   112   113   114   115   116   117   118   119   ...   221

Midbolk, m. den mellemste Deel.

Midbord, n. Mellemplanke; ogsaa Sidebord over Kanten af en Baad (= Skvettebord, Lausrip, Dregel). – midborda, v.n. opsætte Sidebord. “mebora”, Helg.

Middag, m. Middag. G.N. middagr, midr dagr. Laagt Middag (eller: knapt M.): i Begyndelsen af Middagsstunden. Høgt Middag: i Slutningen af samme. Avlidet M.: lidt over Middag. Halvgjenget til Middags: midt imellem Frokosttid og Middag. Halda Middag, el. eta til Middags: holde Middagsmaaltid. Kvila til Middags: tage Middagshvile. Jf. Dagverd.

Middagsbil (i’), n. Middagsstund, Tiden ved Middag. Nogle St. Middagsleite. (Østl. Nordl.).

Middagskvild, f. Middagshvile.

Middagsleite, n. s. Middagsbil.

Middagsslætte, n. Engstykke som man kan slaae paa en halv Dag. B. Stift.

Middagsstad, m. det Punkt hvor Solen staar ved Middag. Maanen er i Middagsstad. Nordre Berg. Nordl.

Middagsstrik (i’), n. Middagslinie, Meridian; Sydstregen paa Kompasset.

Middagsstund, f. = Middagsbil.

Middals-øykt (-økt), f. Arbeidsstunden fra Frokosttid til Middag.

Middege (e’), n. Midten af Dagen. “Middegje”, Tel. (sjelden). G.N. middegi.

Middeild, f. den mellemste Deel.

Middjup, n. Midten af et Dyb.

Middrag, n. Linie som er afpasset med en “Mide” (Tømmergaffel); Fuge imellem Stokkene i en Væg (= Mosefella). Hall. – Ogsaa det samme som Mide. Tel.

middraga, v.a. trække parallele Linier, afpasse Kanten paa Tømmerstokke med “Mide”. B. Stift, Hall. (I Gbr. medraagaa). middregen (e’), ligeløbende, parallel.

Middyke (kj), m. Midten, Middelpunktet paa en Ting (egentl. paa en Dug). “I Middykja”: i Midten. Nordre Berg.

middypes, adv. midt paa Dybet.

Mide (i’), m. Tømmergaffel; kløftet Redskab hvormed man afpasser Kanterne paa Stokke, som skulle sammenfældes, idet man drager Gaffelen langs Kanten af en tilhuggen Stok og med det samme afmærker en Linie i Kanten af den anden Stok for at see, hvorledes denne skal tilhugges. Berg. Trondh. og flere, tildeels udtalt Mie og Mee; ogsaa: Mada, Namd., Maadaa, Indh., Maae, Guldal. Andre Steder kaldet Middrag (jf. middraga og Midfar). Sv. Dial. mede, mee, meare. Isl. midi: Mærke.

Midel (i’), m. Formue, Eiendom (Midler). B. Stift og flere. Betones som Mid’el, og har tildeels Fleertal Midlar. Isl. midill (efter Haldorson). Adskilt herfra
er Medel (ee) i Formen medels, s. Medel, Mel.

Midfar (i’), n. Fuge under en Stok i en Væg; en indskaaren Kant, som passer til en ophøiet Kant paa den underliggende Stok. “Me’far”, Nordl. Egentl. Midafar (s. Mide), deraf Maadaafar (?), el. Maafar, ved Trondh. Andre St. Mosefar, Mosefella og Middrag.

Midfasta, f. Midfaste.

midfjells, adv. midt paa Fjeldet.

midfjords, adv. midt paa Fjorden. (Afvig. fra G.N. midfirdis).

Midgard, m. Mellemgjærde; særlig om Mellemgulvet imellem Bryst og Bug (Diaphragma). Berg. Trondh. Nordl. (Midgar, Megar). Jf. Tinder. Som Stedsnavn er Midgarden den mellemste af tre eller flere Gaarde.

midgrann, adj. smal i Midten.

Midhogg, n. Middelpunkt.

Midhæve, n. Midte, Middelpunkt. Sdm. (Volden). – midhæves, adv. i Midten.

midhøg, adj. høi i Midten.

Midja (i’), f. Midte, Midje; den mellemste Deel af Legemet. Nordl. Trondh. (I Nordl. udtalt med tydeligt “d”; nogle St. Mia). G.N. midja.

Midkveld, m. Midaften, Tiden ved Kl. 6 E. M. “Mekvell”, Trondh.

midla, v.a. midle, mægle. Lidet brugl. See ellers mela.

Midland, n. Midten af en Landstrækning. – midlands, adv. midt i Landet.

midlides, adv. midt i Fjeldsiden (s. Lid). Oftest “melies”.

Midling, m. den mellemste af tre eller fem, f. Ex. af tre Brødre. Brugt i Formen Meling (ee), Sdm. og fl. eller Melung, Hall., og kunde saaledes egentl. være Medlung (s. Medel). Jf. Midlung.

Midliv, n. Midie, Midten af Legemet. Hall. midlivs, adv. over Underlivet.

Midlung (m.), Mellemstilling, el. middels Stand. Kun i visse Forbindelser, som: Midlungs Folk, dvs. Folk med middels Formue, hverken rige eller fattige. Hall. i Formen Melungs. S. følg.

midlunges, adv. i Midten. “melungjis”, Hall. G.N. midlungi: maadeligt.

Midløysa, f. Mangel paa tydelige Med eller Mærker; s. Mid, f.

Midmorgon, m. egentl. Midten af Formiddagen (Kl. 6), men betegner sædvanlig Frokosttiden (Kl. 7 el. 8), og tildeels kun: Frokost. Nordre Berg. Jæd. og flere. – Midmorgon-maal, n. Frokostmaaltid (= Aabite). Midmorgonstad, m. det Sted hvor Solen staar ved Midmorgen. Midmorgons-øykt, f. den første Arbeidsstund paa Dagen. (Fraa Uppstadmund til Midmorgons).

Midnatt, f. Midnat. Nogle St. Midnott, egentl. Midnaatt (s. Natt). Ogsaa i en afledet Form: Midnette, n. oftest udtalt Minnette. Nordre Berg. (G.N. midnætti). Saaledes: til Midnettes: til Midnat. Midnettes Tider: Tiden ved Midnat.

Midrom, n. det mellemste Rum.

Midrøde, n. Rum eller Roerbænk i Midten af en Baad. “Merøe”, Tel. og fl.

Midsaum, m. mellemste Søm; Rygsøm.

midskips, adv. midt paa Fartøiet.

Midstad, m. Middelpunkt, Centrum. Kan ogsaa hedde: Midmaat, n. Midmerke, n. Midhogg, og fl.

Midstraum, m. Midten af en Strøm.

midstrøymes, adv. midt i Strømmen.

Midsumar (u’), m. Midsommer.

Midsøyma, f. Rand i Sko, en Strimmel som indsyes imellem Overlæderet og Saalen. Nhl. og fl. Ogsaa udtalt Missøym, Hall., Mysseim, Sdm. Noget lignende er Isl. midseymi.

midt, adv. midt, i Midten. (Af mid, adj.). Midt aa Natt: ved Midnat. (Sdm. og fl.). Midt av, el. midt i tvau: itu paa Midten, tvært af. (Ogsaa “midt um av”, Sdm.). Standa midt i: staae i Midten. (Dette “midt i” bruges ogsaa ofte for “mid” i Sammensætning, f. Ex. Midti-Stolpen, Midti-Fjøli, Midti-Romet, o.s.v.). Midt framanpaa: midt paa Forsiden; lige forud. Midt fyre: lige for, el. over for. Midt imillom: midt iblandt, el. imellem; ogsaa som Adverb: nogenlunde, saa middelmaadigt. Midt imot: lige imod; lige over for. Midt uppyver: lige over.

Midt, m. Midte; Middelpunkt. Bruges kun i den bestemte Form (Midten). Nyt Ord i Stedet for Mid og Midja.

midtjukk, adj. tynd paa Midten.

Midtoge (o’), m. Midte, mellemste Deel “Taka av Midtogjen”: tage ud af Midten i en Masse. Tel.

midtunn, adj. tynd paa midten.

midvatnes, adv. midt paa Vandet (Indsøen). Hall.

Midveg, m. Mellemvei; Middelvei.

midvegs, el. midveges (gj), adv. midt paa Veien (= halvvegs).

Midvetter, m. Midvinter.

Midvika (i’), f. Midten af en Uge. Trondh. (Meveka, Mevæka). Hertil Midvikedag, som dog kun bruges i forkortet Form, see Mekedag.

Midvol (o’), m. Tværnagle, Tværbolt i en Slæde (= Veginde). Nhl. Hard. (Maaskee for Meidvol).

Mie, s. Midja og Mige.

Mig (i’), n. Pis, Urin (= Land).

miga (ii), v.n. (mig, meig, miget), pisse, lade Vandet. Temmelig alm. G.N. míga; Ang. mígan. Supin. sædvanl. migje (i’), ogsaa mie. Miga seg ut: pisse i Klæderne. Miga under seg: p. i Sengen.


Mige (i’), m. Kjønslem (penis) paa Han-Dyr. Sædvanlig Migje (Mie); dog ogs. Mege, Mega, Mæga. – Hertil Mighus (i’), n. Forhud; f. Ex. paa Hesten.

Migemaur, s. Maur.

Migkaula (i’), Sødyr; s. Kaula.

migra, v.n. gjøre tyndt, fiint Arbeide; gjøre noget alt for smaat. Tel. Migr, n. alt for fiint Arbeide. migreleg, adj. yderst tynd eller fiin.

migstam (i’), adj. plaget af Standsning i Uringangen (Strangurie). Hall.

migtrengd, adj. pissetrængt.

miken, s. myken.

Mikilsbær, n. = Blokkebær. “Mikjilsbær”, Lister; “Mikjaalsbær”, Sæt.

Mikilsmessa, f. St. Michaelsdag (29 Sept.). Mange St. Mikjelsmøss (i’).

Mil (ii), f. Miil (Længdemaal). G.N. míla, efter Lat. millia. (Jf. Rost). I Forbindelse med et Tal hedder Fleertal sædvanlig Mil; ellers Miler.

Mila (ii), f. Mile, Vedstabel som brændes til Kul. Sv. mila; T. Meiler. Hertil Milekol, n. Kul som ere brændte i Mile. Milerøyk, m. Kulmilerøg. Milestad, m. Sted eller Plads for en Kulmile.

Mila (i’), f. Mundbid i et Bidsel (jf. Mel); eller nærmest: Ringene paa Siderne af Mundbiddet. Tel. Hall. Vald. (I Hall. Milu?). Milebeisl, n. Bidsel med Ringe. Vald.

mild, adj. 1) gavmild, rundhaandet. G.N. mildr. Han er ikkje mildaste Mannen: han pleier ikke at være den gavmildeste. (B. Stift). Ogsaa: villig, tilbøielig. Jf. tagmild, graatmild, laattmild. – 2) mild, skaansom, lemfældig. Om Dyr: venlig, selskabelig. (Tel. Num.). Jf. bumild, mannmild. – 3) lind, behagelig, ikke skarp; f. Ex. om Luft. Det vardt baade stillt og mildt. I denne Betydning ikke meget brugeligt. Jf. linn og læ.

Milda, f. Mildhed. (Lidet brugl.).

milda, v.a. (ar), formilde, lindre. – mildast, v.n. formildes, blive mildere.

milda (mulde), s. mylda.

Milding, f. Formildelse. (Lidet brugl.).

Mildskap, m. Mildhed; Gavmildhed.

mildsleg, adj. nogenlunde mild.

mile (i’), og milen (i’), s. malen.

Mileskifte, n. Milemærke, Punkt hvor en ny Miil begynder.

Milestolpe, m. Milepæl.

Miletal, n. Antal af Mile; Veilængde.

Milja, s. Mylja.

millom, præp. imellem, i Omgivelse af; iblandt. (Egentl. i millom, el. i midlom; af et gammelt “midel”, s. Medel). G.N. i millum (midlum); ogsaa medal, á medal. Afvig. millaa, Ndm. myllo, myllaa, B. Stift og fl., myljo, Hall., imjyllo, mjyllaa, Shl. Ryf., imella, Nordl., i miggjom, Sæt. Det sidste er dog vistnok et andet Ord, nemlig: i midjom (af mid). – Millom styrer nu sædvanlig Dativ, f. Ex. imillom Husom, millom Aakrom, osv. I nogle Talemaader forbindes det dog med Genitiv (som i G.N.), saaledes: millom Holds og Skinn (s. Hold), millom Verka (s. Verk); Sjoanne millom, Berganne millom; mannamillom, garda-millom, og fl.

millom-aat, adv. mellemstunder, en og anden Gang. Ork. og fl. I Nordre Berg. “myllaa-aat”.

Millombil (i’), n. Mellemtid.

Millomgang, m. Gangrum imellem Værelserne i et stort Huus.

Millomgjerd, f. Skjel eller Skillevæg imellem to Rum. “Myllaagjær”, B. Stift.

Millomkoma (o’), f. Mellemkomst.

Millomlag, n. 1) Mellemlag, Udfyldning. 2) Mellemgift i en Byttehandel.

Millommaal, n. Mellemmaaltid.

Millomrom (oo), n. Mellemrum.

Millomslag, n. Mellemart, Mellemsort.

Millomsleng, m. Mellemspil; et Slags Omkvæd i Midten af et Vers. Tel.

Millomstad, m. Mellemsted, Mellempunkt.

Millomstøda, f. mellemstaaende Ting; Tvistepunkter, o.s.v. “Myljostø’u”, Hall.

Millomtal, n. Mellemtal; Middeltal.

Millomtid, f. Mellemtid. “I Millomtid” bruges tildeels med Betydn. imidlertid, imedens. “I myllaa-tide”, Sdm. og fl.

Millomveg, m. Mellemvei.

Millomvera (e’), f. Mellemværende. “Myljoveru”, Hall. Andre St. Millomvære, n. (dog sjelden).

milt, adj. malkende (= mjelt). Helg. – milta, s. mjelta.

miltast, v.n. lammes af et Slags Krampe (et Tilfælde som undertiden paakommer Køerne, naar de kalve). Sdm.

Milte, n. Milt (Indvoldsdeel). G.N. milti; Ang. milte; Ght. milzi, n.

Miltehogg, n. og Miltestyng, m. Sting eller Smerter i den ene Side, foraarsaget af stærk Anstrengelse, især ved at løbe. B. Stift. I Tel. Livrehogg.

min, pron. poss. min, mig tilhørende. Med alm. Bøining: min (minn), m. mi, f. mitt (i’), n. mine, pl. (tildeels i pl. f. mina). I Dativ egentlig: minom, m. minne, f. mino, n. minom, pl., men disse Former findes sjelden tydelig adskilte og falde ofte sammen i een Form: mine (minaa), eller mine. Ligesom “din” ofte sættes for “du”, bruges ogsaa “min” ofte ved en Benævnelse, som man giver sig selv: f. Ex. eg, min Arming; min stygge Galning, osv. (Ligesaa i Svensk). Jf. vaar. – I Udtrykket “kom til min” (Nhl.) er “min” et gammelt Genitiv, som hører sammen med: eg (meg).

Mina, f. 1, Mine, Gebærde. Gjera Minor:
give Tegn ved en Bevægelse i Ansigtet. T. Miene, Fr. mine.

Mina, f. 2, Mine, Grube; Anlæg til Sprængning. Fr. mine.

Mina, v.n. (ar), 1) gjøre Miner, give Tegn. 2) gjøre Forsøg i en eller anden Kunst. Berg. Stift. 3) minere, anlægge Miner: Hertil: Minar, m. en Minerer. Minemeister, m. En som gjør Kunster, en opfindsom Karl. Sdm.

minder (el. mindre), adv. 1) mindre, i mindre Grad; f. Ex. Det hastar minder med detta. Lyder deels mind’er (mindr), deels mindre. G.N. minnr. – 2) fraregnet, med Fradrag af (= minus). Tvo Alner, minder ein Tume, dvs. en Alen og 23 Tommer. Ei Vaag, mindre tvo Merker, dvs. 70 Marker. Ein Dalar, minder ein Skilling, dvs. 119 Skilling. – 3) med mindre, hvis ikke, ogsaa: ellers, i andet Fald. Han vil ikkje hava det, minder det er nytt. Eg trudde at det var sant; minder hadde eg ikkje sagt det. – I denne Betydning har det ogsaa Formen minders (minners), som er meget brugeligt i Trondh. Stift og Nordland.

mindre, adj. mindre, ikke saa stor. Brugt som Komparativ for “liten”. Nogle St. minder (minn’er). G.N. minni, dog egentl. min-re, af et ubrugl. min (dvs. liden), hvoraf ogsaa minst og minka. (Jf. Nt. min: lidet). Vera mindre Mann: være underlegen, staae under andre i Kræfter eller Formue. Han vardt mindre Mann utav det: han tabte derved, havde liden Fordeel deraf. Han vaagar eitt mindre: han vover nok ikke saa meget. B. Stift.

mingla, v.n. (ar), spare, nyde sparsomt, være smaatærende; ogsaa give sparsomt. Nordre Berg.

Mingla, f. 1, Skorpe af Sødyr paa Klipperne (= Rur, Bergrur). Helg.

Mingla, f. 2, Leversygdom, Iglesyge (blandt Faarene). Nordl.

Mingle- is (ii), n. Dvergbirk (= Fjellrape). Brugt som Middel imod “Mingla”.

Mink, m. Formindskelse. Det drog i Minken: det begyndte at blive mindre, at aftage. B. Stift.

minka, v.a. og n. (ar), 1) formindske, gjøre mindre. G.N. minka. (S. mindre). – 2) formindskes, blive mindre, aftage. Alm. Det heve korkje munat elder minkat: det er hverken blevet større eller mindre.

minkande, adj. aftagende. I minkande Maane: i aftagende Maane.

Minkemun (u’), m. en vis Grad af Formindskelse.

Minking, f. Formindskelse, Aftagen.

minna, v.a. (er, te), minde, faae til at erindre. G.N. minna. Minna seg: indfinde sig paany; ogsaa yttre sig, give sig tilkjende; om en naturlig Trang, f. Ex. Hunger. Minna seg paa: lægge paa Minde, søge at erindre.

Minnar, m. en Paaminder; Mentor.

minnast, v.n. (est, test), mindes, erindre. G.N. minnast. Brugt som v.a. med Akkusativ; f. Ex. Eg minnest honom vel. – Et andet minnast, med Betydn. kysse, forekommer i en gammel Vise (Landst. 326). Ogsaa G.N. (Vel egentl. mynnast).

Minne, n. 1) Minde, Erindring; ogs. Evne til at erindre. Hava godt Minne: en god Hukommelse. Ganga or Minne: blive glemt. Draga til Minnes: gjemme i Erindringen; ogsaa erindre dunkelt. G.N. minni, – 2) Noget som man erindrer, eller som tjener til Mindelse. Eg vil hava det som eit Minne. Jf. Njøsminne. – 3) Samtykke. Sjelden; s. Jaminne.

Minnedag, m. Mindefest.

Minnegaava, f. Mindegave.

minnelaus, adj. meget glemsom.

minneleg, adj. let at komme ihu.

Minneløysa, f. Glemsomhed.

minnesam, adj. 1) skikket til at fæste sig i Erindringen, mærkelig, Opsigt vækkende. (Lidet brugl.). G.N. minnisamr. – 2) som har en tydelig Erindring, er seen til at glemme (især en Ulykke). Han vardt minnesam utav di: han kom til at huske (eller føle) det længe. Nordre Berg.

minnespak, adj. som har god Hukommelse (= minnug). Rbg.?

Minnestein, m. Mindesteen; Gravsteen.

minnesterk, adj. som har stærk Hukommelse.

Minnetavla, f. Mindetavle.

Minnette, s. Midnatt.

minneverdig, adj. mindeværdig.

Minneverk, n. Hukommelsesværk.

Minning, f. Paamindelse; ogsaa Spor el. Følger, f. Ex. af en Sygdom.

minnug, adj. som har god Hukommelse, er flink til at erindre. Alm. Nogle St. minnig; ogsaa minnaug, minnau (Trondh. Smaal. og fl.). G.N. minnigr, -ugr. Jf. langminnug, stuttminnug.

minst, adv. mindst, i mindste Grad; ogsaa: i det mindste. Det var minst eit Hundrad. S. følg.

minst, adj. mindst; ubetydeligst. Superl. af mindre (minre). Vera minste Mann: være den mindst anseede i Selskabet. Minste Luten (el. Parten): den mindste Deel. I minste Lag: vel lidet, lidt mindre end det sædvanlige eller passende. I minsto: i det mindste. (Hall.). Ikkje det minste: ikke en Smule. Det maatte daa minst vera: det skulde man dog i det mindste vente. (B. Stift).

mint (minnt), part. paamindet; s. minna.

[Minutt (i’), m. Minut. (Af Latin).

mis (i Sammensætn.), s. Miss, m. Lyder mest alm. miss (i’); afvig. myss (y’) i B. Stift og Nordl. Jf. missa.

misbjoda, v.a. (byd, baud), byde En for lidet; ogsaa vægre sig for at byde. D’er
ingen som misbyd deg det: Ingen vil sige, at du der kræver for meget. B. Stift (mysbjoa, mysbjøde).

Misbruk, n. Misbrug, urigtig Brug.

Misbyte, n. ulige Deling.

misbytt, adj. ulige deelt, saa at En faar meget, og en anden lidet.

misdøma, v.n. dømme feilagtigt.

Miseldre, n. Ulighed i Alder, Misforhold med Hensyn til Alderen, f. Ex. imellem Ægtefolk. Hard. (Mysseldre). G.N. miseldri.

Misfall, n. Uheld, det at noget mislykkes. Tel. og fl. G.N. misfall.

misfalla, v.n. 1) slaae feil, mislykkes. 2) falde uujævnt, blive uligt. “Dæ misfedd’e” (misfell): det falder uligt, gaar forskjelligt til. Sæt. Tel.

misfara, v.n. (fer, foor), fare vild, tage feil af Veien. Ork. (misfaaraa).

misfarast, v.n. 1) forfalde, ødelægges (= forfarast). Nordl. – 2) fare forbi hinanden; om To, som søge hinanden, men gaae forskjellige Veie, sa at de ikke mødes. Hedder ellers umfarast.

Misfelle, n. uheldigt Tilfælde.

misfengd (-fengt), adj. usikker, som man ikke altid kan faae. Hall. Ogsaa misfengen (gj), Tel.

Misferd (-fær), f. uheldig Færd; Forseelse.

Misfiske (kj), n. Uheld, Uleilighed. Hall.

misgaa, v.a. (r, dde), opfatte feilagtigt eller dunkelt af Mangel paa Opmærksomhed. Tel. Misgaa seg: tage feil, forsee sig. Sæt. (Isl. misgá). – Misgaaing, f. Feiltagelse; Misforstaaelse af Mangel paa Opmærksomhed. Tel. Afvig. “Mysgaaelse”, n. Shl.

misgjera, v.n. gjøre ilde; gjøre Uret. Tel. G.N. misgera.

Misgjerd (-gjær), f. 1) Forseelse, Brøde. (Sjelden). 2) ulige Modning eller Udvikling, f. Ex. i Kornet, naar noget deraf modnes meget senere end det øvrige. “Myssgjær”, B. Stift.

Misgjerning, f. Misgjerning, Forbrydelse (egentl. kun: feilagtig, uheldig Gjerning).

misgjord, adj. urigtig gjort. Tel.

Misgrip (i’), n. omtr. som Mistak.

mishalden, adj. brøstholden, ilde tjent med noget. G.N. mishaldinn.

Mishogg, n. Feilhug, Feilslag.

Mishug (u’), m. Uvillie, Modbydelighed. (Maaskee ogsaa: ulykkelig Lidenskab, see Landst. 690).

mishugsa, v.n. (ar), huske feil, forvexle det ene med det andet i Erindringen. Nogle St. mishugse seg.

Mishøve, n. Misforhold, urigtigt Forhold. Tel. og fl.

mishøyra, v.n. (er, de), høre feil.

mishøyrd, adj. 1) feilagtigt opfattet. 2) tunghør, som hører ilde. Hall.

Mishøyrsla, f. feilagtig Hørelse eller Opfatning.

misjamn, adj. ujævn, ulige, forskjellig. G.N. misjafn. – misjamt, adv. forskjelligt, ikke altid ligedan. Tel. og fl.

Miskast, n. uheldigt Kast, Feilkast.

miskjenna, v.n. (er, de), kjende feil, forvexle En med en anden. Trondh. og fl.

Miskunn, f. Miskund, Naade (egentl. Overbærelse). G.N. miskunnmiskunna, v.a. (ar), miskunde, vise Naade. – miskunnsam, adj. naadig. (Lidet brugt).

mislang, adj. ulige i Længde, ujævn. Hall. og flere.

misleg, adj. usikker, uvis, vanskelig at træffe. Smaal. Jf. missa.

mislika, v.a. (ar), synes ilde om, være utilfreds med. I B. Stift: myslika. G.N. mislíka: mishage.

mislukkast, v.n. mislykkes. (Lidet brugl.).

mislydast, v.n. høre feil, opfatte noget urigtigt. B. Stift (myslydast, -lyast). S. lydast.

mislynd, adj. vægelsindet, ustadig. Tel. (?). G.N. mislyndr.

mismannsleg, adj. uanseelig, daarligt udseende. “mismansklege”, Tel.

Mismenne, n. en Stakkel, uduelig Person. Tel. (Landst. 383). Afvig. Mysmenne, Hard.

misminnast, v.n. huske feil (= mishugsa). “mysminnest”, Nordl. og fl.

Misminne, n. Hukommelsesfeil, Forvexling, falsk Erindring.

misminnug, adj. glemsom, eller som ofte husker feil. Nordl. og fl.

mismogen (o’), adj. ulige moden, forskjellig i Modenhed. Tel. Hall. (mogjen). Jf. Misgjerd.

Mismun (u’), m. en uheldig Forskjel eller Ulighed. G.N. mismunr. Gjera Mismun: være partisk, give den ene mere end den anden. “Mismaan”, Trondh.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   112   113   114   115   116   117   118   119   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə