Ivar Aasen Norsk Ordbog


myrkklædd, adj. klædt i mørk Dragt. myrkleg



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə121/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   117   118   119   120   121   122   123   124   ...   221

myrkklædd, adj. klædt i mørk Dragt.

myrkleg, adj. dunkel, noget mørk.

Myrkleike, m. en vis Grad af Mørkhed.

myrkleitt, adj. mørkladen, mørk af Hudfarve eller Udseende.

myrklitad (i’), adj. dunkelfarvet.

Myrkn, s. Myrker.

myrkna, v.n. (ar), 1) mørkne, blive mørkt af Natten. – 2) fordunkles, faae en mørkere Farve. – 3) i Forbindelsen “myrkna ute”: overrumples af Natten paa en Vei, blive for seen til at komme frem med Dagen. B. Stift.

Myrkning, f. Mørkning; Aften.

Myrkoll, m. s. Myrfivel.

Myrkongla (-kaangle), f. en Sumpvæxt, Calla. Toten.

myrkraud, adj. mørkerød.

myrkrædd, adj. mørkeræd, frygtsom i Mørket. G.N. myrkhræddr.

Myrkveder (-veer), n. mørkt Veir.

myrkvoren (o’), adj. = myrkleg.

Myr-køyta (kj), f. en liden Myr; s. Køyta.

Myrlende, n. sumpigt Land eller Strøg. Nogle St. Myrlenda, f.

myrlendt, adj. sumpig, fugtig; om Marker. G.N. mýrlendr.

Myrlopp, m. s. Myrfivel.

Myrmalm, m. Jernerts, som forefindes i sumpig Grund; kjendelig af dens røde Farve. Jf. Laa.

Myrmark, f. bløde, sumpige Marker.

Myrmold, f. Sumpjord, sort og klæbrig Muld. Ogsaa kaldet Myrmyk (Myrmøk), Hall.

Myrmose (o’), m. Mos, som voxer i sumpig Grund; Sphagnum og fl.

Myr-rokka, f. s. Malmrokka.

Myrsike (-sikje), n. liden Sump, hvoraf der udstrømmer Væde. I Smaal. Myrsik, f.

Myrsletta, f. en sumpig Flade.

Myrsnipa, f. Sump-Sneppe, Scolopax Gallinula (?). Navnet er maaskee almindeligt, men synes ikke allesteds at betegne den samme Art. Isl. mýrisnípa; Skotske Dial. miresnipe.

Myrsoleia, f. Myrblom.

Myrstorr (o’), m. en vis Græsart. Tel.

Myrsvorta, f. Sværte eller Farvestof af jernholdig Sumpjord.

myrt (y’), s. myrk, myrkja, myrda.

Myrtorv, n. Mosetørv. Brændetørv.

Myrtyta, f. Tranebær, Oxycoccos. Trondh.
Nogle Steder kaldet Myrebær. (Shl.).

myrutt, adj. sumpig, sidlændet, fugtig. Afvig. myrett’e, myraatt. Ogsaa myrt, Helg.

Myrvatn, n. Vand som kommer fra en Sump; Mosevand.

Myrvæta, f. Fugtighed af sumpig Grund.

Mys (Myser), s. Mus.

mysa (yy), v.n. (er, te), fange Muus. Rbg. Tel. Hall. Ogsaa: plire med Øinene. Østl.

Mysa (y’), f. Valle, den tynde Vædske, som ved Opvarmelse adskiller sig fra Osten i Mælk. Alm. Nogle St. Møse, Møsu, Mysu (Østl.); ogsaa Musu, Guldalen, Indh. G.N. mysa. Sv. Dial. misa, missu, mysu. Jf. Syra.

Myseblanda, f. Drik af Valle og Vand.

Mysebrim (ii), n. blød Ost, tillavet af Valle ved stærk Indkogning. Nogle St. Mysebrøm. Sdm. Nordl. Ogsaa kaldet Mysesmør, Gbr. og fl.

myselaupa, v.n. skille sig og afsætte Valle; om omsat Mælk. Particip: myselaupen (-laupi).

Myseost, m. Ost af indkogt Valle. Østl. Ogsaa kaldet Mysesmørost. I B. Stift Brimost.

Mysesmør, n. s. Mysebrim.

Mysgjær, s. Misgjerd.

mysja, v.n. (mys, muste, must), hviske, mumle. Hard. Tel. Forekommer ogsaa i Formen musa og mussa. Tel.

mysja, v.a. (ar), tætte med Mos, lægge Mos imellem Stokkene i en Væg. Berg. Stift. (Af Mose). Sv. Dial. mysja.

Myska (?), el. Mysk (y’), f. en vellugtende Urt, Asperula. Østl. Sv. myska.

Myske (y’), m. Lugt, lugtende Uddunstning. Trondh. (Selbu), udtalt Myskje, Møskje. Jf. Muske.

Mysling (y’), m. en Stakkel, Stymper. B. Stift (lidet brugl.). Skal egentlig betyde Museunge. Ndm. (?). Isl. mýslingr.

Myss, m. (i Myssen), s. Miss.

myssa, v. (miste), s. missa.

Myssa (og Myss), f. s. Messa.

Mysseim, s. Midsøyma.

Mystrygn, s. Mistrygn.

myta, v.a. (er, te), liste, snige, bringe afsted i Smug; ogsaa: skjule, holde i Skjul for ikke at vække Opsigt. Myta seg: liste sig afsted, snige sig omkring ubemærket. Han mytte seg av: han listede sig bort. Dei laut myta det aat honom: de maatte bringe det til ham i Smug. (Jf. muta). Nordl. Nordre Berg. Hall. Tel. I lignende Betydning: smyta, Hall. Jf. smita.

myta, v.n. (er, te), fælde Fjæder; s. muta.

myten, adj. lurende, som holder sig i Skjul, el. skyr et Selskab. Tel. og fl.

Myting, f. Luren, hemmelig Gang; ogsaa en hemmelig Overbringelse.

Myting, m. En som holder sig skjult. Hertil Ordsproget: Maten er ingen Myting. dvs. naar En faar god Kost, vil det nok vise sig paa hans Udseende. Sdm. og fl.

Mytt, s. My. – Myurt, s. Mjødurt.

, s. med og medan.

Mæfær, s. Medferd.

Mækja, f. Sværdlilie, Iris Pseudacorus. Jæd. Ofte i Fleertal “Mækje(r)”. Navnet sigter formodentlig til Bladenes Lighed med et Sværd; jf. G.N. mækir: Sværd; Ang. mece, Goth. mékis.

Mækje, Tørrehuus; s. Make, 2.

mækra, s. mekra.

Mæl, n. Hvilestund, et Ophold i en Storm eller imellem Bygerne (= Dov, Dus, Løgje). Det vardt eit litet Mæl. Helg. G.N. mæl (el. mel): Tid, Tidspunkt.

Mæl, m. Sandbakke; s. Mel. Om et andet Mæl, s. Melder og Melonn.

mæl, v. (meler), s. mala.

mæla, v.n. (er, te), tale, sige noget. (Lidet brugl.). G.N. mæla (af Maal): Mæla fyre: omtale noget forud, snakke om noget, som man engang vil gjøre. “Han gjekk lengje aa mælte fyre, men dæ vardt ikkje noke ‘ta di”. Sdm.

mæla, v.a. (er, te), maale, udmaale, tage Maal paa. (Alm.). G.N. mæla. Mæla av: afmaale. Mæla upp: opmaale. Mæla ut: udmaale, f. Ex. til Salg. Mæla seg: stille sig jævnsides for at see hvem der er størst. Particip mælt.

mælande, adj. som kan udmaales.

Mælar, m. en Maaler, Opmaaler.

Mæld (Mælder), s. Melder.

Mæle, n. 1) Mæle, Stemme. Mest i Forbind. Maal og Mæle. – 2) Tale. I Sammensætn. som Aamæle, Einmæle, Motmæle.

Mæle, m. Maal, Kornmaal; en Deel af en Tønde. Størrelsen af dette Maal er forskjellig i Distrikterne. Paa Sdm. er en Mæle en Trediedeel af en Tønde, og bruges især ved Opmaaling af Sild. I Nhl. skal Mæle betegne en Fjerding; i Tel. en Sjettedeels Tønde, og paa Hedemarken en Ottendedeel, altsaa en Skjeppe. I Sogn, Hall. og Valders er Mæle en Tiendedeel af en Tønde (ligesom “Askje” paa Voss), og er især i Sogn meget i Brug som Kornmaal. I sidste Tilfælde er Mæle ogsaa omtrent en Skjeppe, da den nemlig regnes efter et gammelt Tøndemaal, som er større end det nugjældende. G.N. mælir: en Sjettedeel af et vist Tøndemaal (Saald); synes ellers at have været flere Slags. Jf. Seksmæling og Saaldsaad. – Et andet Mæle forudsættes i Hovudmæle, ligesaa i Marmæle.

Mælekjer (e’), n. og Mælekjerald, n. Maalekar. G.N. mæliker.

Mælekunst, m. Maalekunst.

Mælemeister, m. Maaler; Jordmaaler.

Mælestong (-staang), f. Maalestang.

Mæletraad, m. Maalesnor.


Mæling, f. 1) Maaling, Opmaaling. G.N. mæling. – 2) afmaalt Stykke, Deel, Portion. – 3) et Stykke Jord eller Eng, en Rude, el. Qvadrat (omtr. som Teig). Smaal. og flere. Især et Engstykke, som man kan slaae eller meie paa en Dag. Hall. Vald. Gbr. (Nogle St. anslaaet til 4 Maal Jord).

Mæling, m. et Jordstykke paa 50 Alen i Længde og Bredde (2500 Alen), altsaa det samme som et “Maal Jord”. Ork. og flere. Ei Mælings-lengd: en Længde af 50 Alen. (Ork.). I Gbr. siges en Mæling at udgjøre 4 “Reiemaal”.

Mællag, n. en Jordskyld, som udgjør 18 Marker, eller en Fjerdedeel af en “Vaag Fisk”. (Omtr. en halv Skylddaler). Sdm. (Udtalt med kort “æ” men ikke med Lyden af dobbelt L). Vistnok for Mælelag, efter en vis gammel Afgift. Hertil flere Benævnelser for Gaardenes Størrelse, som: try Mællags Jord, fem Mællags Jord, osv.

Mælonn, s. Melonn.

mælt, adj. beskaffen med Hensyn til Stemme (Maal); saaledes: høgmælt, laagmælt, grannmælt osv. Ogsaa Particip: maalt, af mæla.

mælutt (mælaatt), s. melutt.

mæna, v.a. (er, te), tære, svække, faae til at indsvinde. Sdm. “Sol’a tæk’e te mæne Snøen”. Mere brugl. i Formen mænast, v.n. skrante, vantrives, svækkes ved en langvarig Sygelighed. Han gjekk der og mæntest. Sdm. Nfj. (Jf. mjaana).

Mænsla, f. Svækkelse; Skrantesyge. Oftere Mænelse, n. Ogsaa “Mænasykje”, f. Nfj. Sdm.

mænt, s. ment. mænta, s. menta.

Mær (el. Mærr), f. s. Merr.

Mær, m. (en Ruse), s. Merd.

Mæraftan, s. Midaftan.

Mærakke (kj), m. Hvidræv; s. Melrakke. Mærakkehaug, m. en Dynge af udgravet Jord ved Hvidrævens Hule. Tel.

mærka, s. merka. Mærkje, s. Merke.

Mærrein, f. Strandbakke; s. Marbakke.

Mærstøe, s. Merdstøde.

mært, s. merkja.

mæt, adj. ypperlig, fortrinlig, dygtig; som har noget Værd. Temmelig alm. især i de sydlige Egne. Oftest med en Negtelse. Han er ikkje mæt (“mæt’e”): der er ikke meget ved ham. Det vardt ikkje mætare, dvs. bedre. Egentl. anseelig, respektabel, af meta (mat). G.N. mætr.

mæta, f. Værd, Fortrin, Fuldkommenhed. D’er liti Mæta paa det: det er ikke meget at rose. B. Stift. og fl. (Af mæt).

mæta, v.a. (er, te), agte, ansee, sætte nogen Priis paa; ogsaa: ændse, skjøtte om. Han mæter det litet. Det vardt ikkje myket mætt. Egentl. en afledet Form af det gamle meta (met, mat, maato), hvorom, s. meta.

mætande, adj. værd at agte.

Mætegildring, f. unødige Paafund, Fjas, unyttig Stræben. Sdm. Vel egentlig: Stræben efter Opsigt eller Ros.

mæteleg, adj. ypperlig, fortrinlig. Sdm. og flere. Begrebet fordunklet, da Ordet oftest bruges i Spot eller ironisk.

Mæting, f. Agt, Anseelse.

, f. s. Mod. – , v. s. møda.

, v.a. (r, dde), i Forbindelsen “mø Malt”: gnide og jævne Maltet under Tørringen. Hall. (Aal). Fra et andet Sted forklaret som: sammenpresse Maltet, for at det skal holde Varme. I dette Fald nærmer Ordet sig til “mo” (varm), men er ellers dunkelt og maaskee kun en Afvigelse af “møda”.

møda, v.a. (er, de), 1) udmatte, gjøre træt; anstrenge meget. Mest alm. møa, møe; ellers møde, Nfj. Sdm. G.N. mœda (af mod, afj.). Møda seg: anstrenge sig, arbeide sig træt. – 2) besvære, uleilige, paaføre Møie. Eg var rædd, at eg mødde honom for myket. – 3) i Formen mødast: være besværet, have Møie med noget. Eg møddest med det lenge.

Møda, f. Møie, Anstrengelse, Besvær; ogs. Plage, Uleilighed. Mange Steder Møa, Møe; ogsaa Møie (efter Dansk). G.N. mœda; Sv. möda.

mødall, adj. anstrengende, trættende; møisom. Nordre Berg. og fl.

mødd, part. besværet, overlæsset; ogs. træt, udmattet. Ofte brugt i Stedet for: mod, og mere alm. end dette.

mødefull, adj. møiefuld, besværlig.

mødelaus, adj. let, magelig. – mødelaust, adv. uden Møie.

mødeleg, adj. besværlig, brydsom.

møden, adj. d. s. s. mødall.

mødesam, adj. møisom, møiefuld. (Nogle St. møsam; paa Sdm. mødasam).

Mødestund, f. møiefuld Stund.

Møding, f. Besvær; Bryderie.

mødra, v.a. (ar), bringe til Moderen (el. Mødrene); slippe Lammene ud til derres Mødre, for at de kunne patte. Brugt i Formen møra (møre), Sfj. Sdm. Nordl. og flere. (Jf. avmødra). Hertil Mødremund, n. eller Mødringstid, f. den Tid paa Eftermiddagen, da Faarene komme hjem fra Markerne, og Lammene slippes ud for at patte. Samme Begreb indlægges ogsaa i Ordet “Mørafta”, men dette er nok egentlig et gammelt Midr-aftan, hvorom s. Midaftan.

Mødsla, f. Besvær, Uleilighed. Hall. og fl. (Møsle).

mødslen (mødsleg?), adj. møisom. Hall.

møeleg, s. mødeleg. Møgla, s. Mygla.

Møk, s. Myk. Møkedag, s. Mekedag.

møl, adj. 1) skikket til at male, færdig til at sættes i Gang; om en Mølle (Kværn),
Af mala, mol. – 2) oplagt, lysten, tilbøielig. Trondh. (Stjordalen). Andre St. mølt.

Møle, n. 1) Bekvemhed til at male; en Mølles Beskaffenhed. En Kværn siges at være “i godt Møle”, naar den maler godt; men “i laakt Møle”, naar den maler ilde eller gaar tungt. Trondh. Sdm. – 2) Stemning, Lune, Humør (= Lot, Luna, Føre). Sdm. Gbr. Ork. og fl. St. (meget brugl.). Saaledes ogsaa Godmøle, Umøle, Øsemøle, og fl.

Mølja, s. Mylja. Mølska, s. Mylska.

mølt, adj. 1) skikket til at male (= møl). 2) stemt, sindet, kommen i et vist Lune eller Humør. Sdm. og fl.

Møn, f. s. Maan.

Møna, f. Rygmarv. Nhl. Ofte i Forbind. “Merg og Møna”. G.N. mœna.

møna, v.a. (ar), gjøre Mønning eller Tagryg paa et Huus.

Møne, n. Mønning, Tagryg paa en Bygning; ogsaa: Gavl eller Hjørne paa Tagryggen. Nogle Steder Møne, m. (Hall. Vald. og fl.). G.N. mœnir, m.

Møneaas (Mønaas), m. den øverste Langbjælke under Taget. Østl. Nogle Steder Mønesaas (Mønsaas). Afvig. Mansaas, Selbu. Jf. Melsaas.

Mønenæver, f. Næver (Bark) at tække Tagryggen med.

Mønestein, m. Tegl eller Tagsteen at lægge paa Mønningen.

Mønetaa, f. en saaret, hovnet Taa. Hall.

Mønetroda, f. en Stang imellem de øverste Fjele i et Spærretag.

mønna, s. morgna. Mønnar, s. Morgon.

Mønster, s. Mynster.

Mør, n. Bærme, Mudder, Grums (jf. Møra); ogsaa om bundfalden Ost (= Mjor). Hall.

Mør, m. Indbygger af Møre (Nordmøre, Sunnmøre). Bruges tildeels som Modsætning til Fyrd (s.d.); men hedder ellers Møring og sædvanlig sammensat: Nordmøring, Sunnmøring. Møra, f. om Kvinder, høres meget sjelden. Landsnavnet, som i daglig Tale altid lyder forkortet: Nordmør, Sunnmør (Synnmør), henføres af Egilsson (Lex. poet. 580) til et gammelt Mør (mœrr, f.): Tørvjord, Myr.

Møra, f. Mudder, Dynd, blød Grund i Vandet. Rbg. Tel. Hall. Vald. Gbr. (Jf. Mør, n.). I Sæt. og Tel. tildeels Møyra (Møyre), dog synes dette ikke at være nogen ældre Form.

møra, v.a. see mødra.

Møraftan, s. Midaftan.

Mørbakke, m. Strandbakke i Vandet (= Mærrein, Marbakke). Vald.

Mørebotn, m. Muddergrund i Vandet, Dyndbund. Hall. og fl.

møren, adj. mudret; s. mørutt.

Mørilykjel, s. Marilykel.

mørja, s. myrja og myrda.

mørt, s. myrt, myrkja, myrda.

mørutt, adj. mudret, blød, fuld af Dynd; om Grunden i Vand. (Af Møra). Hall. Vald. og fl.

Møsa, s. Mysa. møsken, s. morken.

møssa, s. missa og messa.

møta, v.a. (er, te), møde, træffe (nogen som gaar i modsat Retning). G.N. mœta. (Af Mot). Nogle St. med Dativ; f. Ex. eg møtte Gutom. Gbr. Figurlig: vederfares, blive udsat for. Sjeldnere om en Omstændighed: paakomme, hænde. – 2) sætte sig imod, hindre, standse, drive tilbage. Møta i Dyri: staae ved Døren for at standse nogen, som vil ind (eller ud). Møta fraa Aakren: bortvende Kreature fra Ageren (= gjegna, bægja, venda). Der er nokot, som møter: der er noget som stopper, som ligger i Veien; f. Ex. i en Rende. – 3) komme til et Møde, indfinde sig paa bestemt Tid og Sted. Møta paa Tinget. Møta i Retten o.s.v. Møta fyre Presten: gaae paa Overhøring til Konfirmation. Hall. og flere. (S. Møting). – Particip møtt: mødt; standset, hindret.

Møtar, m. Modstander; Modpart.

møtast, v.n. (est, test), mødes, møde hinanden; ogsaa: støde sammen, grændse til hinanden; f. Ex. om Udmarker. G.N. mœtast.

Møte, n. 1) Møde, Sammentræf (= Mot). Ganga til Møtes: gaae hinanden i Møde. – 2) Hindring, Standsning, noget som stopper eller kommer i Veien. – 3) en Samling, en aftalt Sammenkomst.

Møtelag, n. Selskab, som er sammenkaldet til et Møde.

Møtestad, m. Mødested, Samlingssted.

Møtestund, f. Tid til et Møde.

Møting, f. 1) Møden; Imødekomst. 2) Modstand, Tilbagedrivelse. 3) Deeltagelse i et Møde, en Sammenkomst. I Hall. især om Ungdommens Besøg hos Præsten for at overhøres til Konfirmation. Saaledes Møtingsbarn og Møtings-umage, om en Konfirmand. Møtings-umegd, f. Selskab af Konfirmander. Andre St. Lesarborn, Lestrarborn.

møtt, s. møta, møa, møda.

Møy, f. (Fl. Møyar), 1) Pige, ugift Kvinde. Mest brugt i Poesie; saaledes jævnlig i Folkeviserne. G.N. mœr, acc. mey, pl. meyar. (Goth. mavi). Jf. Festarmøy, Ungmøy, Møykjerring. – 2) Mø, reen Jomfru. Alm. (Jf. Svein). En Betydning af Tjenestepige maaskee i Solmøy (s.d.). Jf. Spaamøy.

møyast, s. aamøyast.

Møydom, m. Mødom. G.N. meydómr.

Møygras, s. Mjødurt.

møykja, v.a. (er, te), 1) fortynde, spæde,
blande med tynd Vædske; f. Ex. i Kogning. Mange St. brugl. (Af Mauk). – 2) læske, give Drikke; ogsaa: made med en Skee. Sogn. – 3) blødgjøre, formilde, gjøre mygere. Rbg. Tel. Gbr. Hedder ellers mykja; jf. mjuka. Particip møykt: fortyndet; blødgjort.

Møykja, f. en Slump Vædske, hvormed noget fortyndes.

Møykjerring (-kjæring), f. en gammel Pige. Tel. og fl. (Sv. mökäring). Nordenfjelds. Tauskjerring. Jf. Attergløyma.

Møyksla, f. Fortyndelse, Spædning; see møykja. Oftere Møykjing, f.

møyr, adj. mør, skjør, let at skille eller oprive. Om Kjød, Fisk, Frugt og deslige. G.N. meyrr. (Ang. mearo; Mht. mürwe; Holl. murw). Jf. mauren.

Møyra, f. Mudder, s. Møra.

Møyrleike, m. Mørhed, Skjørhed.

møyrna, v.n. (ar), mørnes, blive mør. Møyrning, f. tiltagende Mørhed.

møyrvoren (o’), adj. noget mør.

Møys, f. s. Meis.

Møysal (sl. Møyesal), m. Kvindestue, Fruerstue. (I gamle Viser. (Landst. 333, jf. 556).

møysken, frønnet; s. morken.
N.
na, Forkortn. for “denna”, s. denne. Jf. ogsaa Partikelen “ne”, hvis ældre Form er na.

na, adj. karrig (= nauv). Shl.

Nabb, m. 1) Knag, Nagle, Pind i en Væg til at hænge noget paa. Temmelig alm. Nogle St. Nabbe, Nordl. Trondh. – 2) en Tøirepæl, kort Stok til at slaae fast i Jorden. Kalvenabb, Grisenabb. – 3) en fremstaaende Bjergknold (= Knabb). G.N. nabbi; Sv. nabb. Lidet brugl. da det sædvanlig hedder Nobb, f. Jf. Nibba.

Nabbe-tre, n. List med Nagler til at hænge Klæder paa.

nabeitt, adj. graadig; s. naudbeitt.

nada, s. nedan.

Nadd, m. 1) en liden Spids eller Kile; s. Nagge. Sjelden. – 2) liden Fisk; især om Smaatorsk. Sdm. Jf. Modd, Gjedd. G.N. naddr: Pig, Spids.

nadig, s. naten.

nadra (naddre), v.n. bæve, ryste. Telem. (Vinje). Hertil et Subst. “Nodrur”, pl. Bæven, Skjælven. Den oprindl. Form uvis.

nafsa, v.n. (ar), 1) snappe efter noget. 2) gnave, tygge, æde. B. Stift.

Nagg, n. 1) Gnaven, Gnidning; Punkt som er slidt eller gnavet. Mindre brugl., s. Nogg. – 2) Meen, Feil paa Legemet. Jæd. og fl. – 3) Nag, Anger; ogs. Had, stærk Uvillie (= Agg).

nagga, v.a. (ar), 1) gnave, bide; ogsaa v.n. æde, græsse; f. Ex. om Heste. Ork. (Sv. nagga: bide). Ellers forekommer ogsaa naga for gnaga. – 2) plage, ærgre, gjøre Fortræd. Mindre brugl. Jf. unaggad. – 3) smerte, gjøre ondt. Buskr. og flere. Figurl. nage, forvolde Uro eller Anger. Jf. agga, og nyggja.

Nagge, m. Stump, Spids, liden Læderflik paa en Saale. Nordre Berg. (Naggje). Nogle St. Nadde, eller Nadd. Fra Hall. meddeelt: Nagg, dvs. spids Steen i Jorden (= Nibbestein).

na-girig, s. naudgirug.

Nagl, m. (Fl. Negler), 1) Negl, Hornskjold paa Finger eller Taa. Nogle St. afvig. Nagl, f. (Østl.). G.N. nagl. Sv. nagel. Dativ Fl. tildeels Noglom (o’), Noglaa, Sdm. og flere. “Han fekk alt, so unda’ Noglaa sto”: han fik alt hvad man kunde undvære, alt hvad man havde at give. – 2) en vis Hinde i Øiet (paa Dyr); mest bemærket, naar den trækker sig frem over Øiet og derved hindrer Synet. Sv. nagel.

nagla, v.a. s. negla.

Nagle, m. Nagle, Pind at fæste med. (Mest om Nagler af Træ, da Jernnagler hellere kaldes Bolt og Spikar eller Saum). G.N. nagli.

Naglebit (i’), n. Smerte i Neglerødderne af Frost. Mest brugl. i de nordlige Egne. Ellers kaldet Naglefrost. I Sogn: Naglaspretta, f.

naglefast, adj. fæstet med Nagler; fast i selve Huset eller Bygningen.

Naglefrost, n. s. Naglebit.

Naglehol (o’), n. Naglehul.

Naglehovud (-hove, huvu), n. Naglehoved. Ex. i en Dør.

Naglemot (oo), n. en Rad af Nagler, for Ex. i en Dør. (Landst. 514. 565).

Naglerot (oo), f. Neglerod.

Nagle-tre, n. Træ at gjøre Nagler af. Ogsaa kaldet Nagl-emne, n.

naken, adj. 1) nøgen, blottet for Klæder. Mest alm. nakjen (Fl. nakne). Sv. naken. Jf. G.N. nökkvidr, nekkvidr; Ang. nacod, Goth. nakvaþs; T. nackt og nackend. – 2) daarlig klædt, som har meget tynde eller forslidte Klæder. Meget brugl. – 3) blottet, bar, ubeskyttet; f. Ex. om et Landskab el. en Bygning. Oftere snaud. Jf. nækja.

Nakenskap, m. Nøgenhed.

Nakk, m. Bjergknold, fremragende Knude eller Pukkel paa Siden af et Fjeld. Nordre Berg. Nordl. (Dativ Fleert. Nokkom “Nokkaa”. Sdm.). Nakk med uvis Betydning høres i en Talemaade “Han fer baade
i Nakk aa i Nuur”, dvs. han vælter og vrider sig til alle Sider. Sdm.

nakka, v.a. (ar), 1) jævne eller beklippe i Kanterne. 2) smuldre med en liden Plov, jævne en pløiet Ager ved en let Ompløining. Østl. (Toten).

Nakke, m. 1) Nakke, Bagdeel af Hovedet. Mest alm. Nakkje (Fl. Nakkar). G.N. hnakki. Gjera Nakke: sætte Nakken høit. – 2) Stump, afhugget Stykke; især af Tørfisk, som er jævnet i Kanterne. Mest i Fl. – 3) Krog, Hage (= Nokke). Indh.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   117   118   119   120   121   122   123   124   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə