Ivar Aasen Norsk Ordbog


Oljøsøyre, s. Uljodsøyra. Oll



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə129/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   125   126   127   128   129   130   131   132   ...   221

Oljøsøyre, s. Uljodsøyra.

Oll, m. Støi, Skraal; støiende Lystighed. Ryf. Nordl. Ogsaa i Formen Older, m. og Olstring, f. Ryf.

olla, v.n. (ar), 1) støie, skraale, snakke høit. Nordl. Namd. (Jf. oldra). – 2) fortælle lange Historier. (s. Olla). Rbg. Lister. (Jf. vella).

Olla, f. 1, Fortælling, Sagn, Historie. Rbg. (Aaserall).

Olla, f. 2, 1) Kilde, Vandaare. Buskr. Tel. (Tinn). Ogsaa om Brønd eller Vandsted. I Hall. Ølde: en Rende eller Vandgrøft. (Jf. Olda). – 2) et stort Trug, udhulet Kar, Vandkumme. Sæt. Tel. (Kun “Olle”, ikke Odde, saaledes maaskee for Olda). Dansk Olde. Sv. Dial. ålla: Kilde, Rende; Huulning; Kiste (Rietz 839).

olle, og ollaa, s. all.

ollo, adv. ganske, tilfulde (af all). “odlaa”, Jæd. “D’er ikkje odlaa heilt”: ikke ganske heelt. Andre St. kun som Dativ, f. Ex. “fyre ollaa”: for det hele, med alle. Sdm. G.N. öllu (Dativ).

ollunges, adv. heelt igjennem, ganske. Tel. (ollungjes), sjelden. G.N. öllungis.

olm (o’), adj. olm, hidsig, arrig; om Dyr, især Oxer. Alm. I Tel. tildeels afvigende om’e (oo) G.N. olmr. Jf. ylmast.

olma, v.n. (ar), kaste bistre Blik, gjøre barske, truende Miner. Hall. (ølme). I Smaal. ulme.

Olmosa (o’, o’), 1) Almisse, Gave til Trængende. G.N. ölmusa, T. Almosen, af Gr. og Lat. eleemosyne (Medlidenhed). – 2) en Stakkel, hjælpeløs Person; ogs. en Kryster (= Arming). Lyder tildeels Olemosa (o’), Aalmos, Omose (Tel.), Ølmøsu (Hall.). – Hertil Olmosedom, m. Usselhed, Elendighed. Olmose-ty, n. Tiggergods, m. m.

Olreip (oo), n. Læder-Reb, Baand eller Snor af Remmer. Trondh. I Østerdalen Olreep. G.N. álreip; s. Ol.

Olring, s. Orering.

Olsoko, og Olsuku, s. Olavsvoka.


Oltaum (oo), m. Tømme eller Snor af Læder. Østl. tildeels udtalt Oltøm (med tykt L), el. Ortomm; ogsaa skrevet “Oretømmer”. Jf. Olreip.

Olv, s. Elv. olvaat, s. aalvaat.

Olvore, s. Aalvora.

om, 1) s. um. 2) for honom; s. han.

om, adj. forladt; s. aum.

Om (oo), m. en svag Lyd, saasom af Bulder i lang Afstand; ogsaa Gjenlyd, Echo. Hard. Hall. (G.N. ómun: Røst).

oma, v.n. (ar), 1, lyde, klinge; give Gjenlyd eller en svagere Lyd. Hard. Hall. Jf. øma og ymja.

oma, v.n. (ar), 2, stirre, speide, see sig vel omkring. Vald. Jf. opa, kopa.

Omage, s. Umage. omaalug, s. umaalug.

omblagtig (?), adj. omhyggelig. Smaal. Vistnok en forvansket Form.

Omboge, s. Olboge. Ombot, s. Hombot.

Ome (oo), m. Røg, Lugt af noget som brænder (= Eim); ogsaa om Solrøg (= Moe). Jæd.

Omklakk, s. Homklakk.

Omled (Haandled), s. Uvlid.

omleg, ussel, s. aumleg.

Omn (o’), m. Ovn, Ildsted; i Særdeleshed: 1) Ildstedet i et Huus (= Aare, Gruva); 2) Ildsted med en større Ombygning, f. Ex. Bagerovn, Smelteovn osv. 3) Kakkelovn, Stueovn. Nogle St. Ovn, Obbn; i Hall. og Vald. Obd’n (Øbden). Mere afvig. Ogn (oo), Jæd. Lister. G.N. ofn, Ang. ofen. Jf. Sv. ugn; Goth. auhns.

omnbakad, adj. baget i Ovn.

Omnbolk, m. en Paneling paa Siden af Ildstedet (i Røgstuerne). Nordre Berg. Jf. Brike og Kallhovde.

Omnborg, f. en fiirkantet Fordybning i Muren under en “Omnhella” (s.d.), benyttet til at lægge Ild i, naar noget skal tørres paa Hellen. Sdm.

Omnbraud, n. Brød som er baget i Ovn. Mest alm. “Ombrød”.

Omnbrik (ii), f. en liden Bænk ved Siden af Ildstedet (Gruva). Nordre Berg.

Omnhella, f. en fladt liggende Helle eller Steenskive ovenpaa Muurværket over et Ildsted, bestemt til at aflede Ildfunkerne fra Taget (i Røgstuerne) og tildeels ogsaa til Tørring af Korn eller Malt. B. Stift og fl. Jf. Omnborg.

Omnkall, m. Hjørneplanke i Panelingen paa Siden af Ildstedet (Omnbolken). Romsd. (Folkevennen 10, 298). Ellers kaldet Kallhovde, og Kallauga.

Omnkraa, f. det Hjørne, hvori Ovnen eller Ildstedet staar. Sædvanl. udtalt Omkraa; nogle St. Omskraa.

Omnkrok, m. Ovnrage, Stikke at rage i Gløderne med.

Omnlad, n. en lav Muur paa hver Side af Ildstedet.

Omnrøyr, f. Ovnrør.

omnturkad, adj. tørret paa en Ovn eller “Omnhella”.

Omod (oo), n. Fortrydelse, Misundelse, Jalousie. “Omo”, Tel. (Vinje). Dunkelt og usikkert Ord.

omoleg, s. umogleg. Omøle, s. Umøle.

on, præp, foruden. Tvivlsomt Ord i Forbindelsen “on-vera” (dvs. undvære), som ellers sædvanlig hedder: umbera. G.N. vera án (ogsaa: ón vera). Jf. von.

On (oo), f. Lyst, Behag; s. Une. Hertil onast, v.n. fatte Lyst, f. Ex. til et Arbeide. Sdm.

ona, befinde sig vel; s. una.

Ond (aa), f. 1, Aande; Aand. Forhen anført i Formen: And.

Ond (aa), f. And (Fugl); s. And, 2.

Onder (Aandr), f. (Fl. Ondrar), Ski, lang Træsaale at gaae pae i Snee; nogle St. især om en kortere Ski for den ene Fod til Brug ved Opstigning i Bakkerne. Nordl. ogsaa paa Voss og fl. i Formen Aand’er; ellers Ønd’er, Vald., Aandaar, Indh. En anden Form er Andør (Annør), som forhen er anført. G.N. öndurr, m. Jf. Andra.

Onder-ola, f. Stroppe hvormed Skien bindes til Foden. “Aandrol”, Helg.

One (oo), m. et Skovstykke, en begrændset Rude eller Strimmel af en Skov (omtr. som Teig). Rom. (Hurdal). Jf. Von, om et Engstykke. Sv. Dial. von, ån, f. og åne, m. (Rietz 840).

ongla (aangle), v.n. angle, fiske med Krog. Lidet brugl. (s. meita). I Vald. ungle (til Ungul = Ongul).

Ongul (aa), m. (Fl. Onglar), Angel, Fiskekrog. Mest alm. Aangel; ellers Aangul, Tel., Aangaal, Indh., Øngul, Hall., Ungul, Hall. Vald., Aangle, Hard. G.N. öngull. (Paa Østl. oftere: Krok). – Hertil Onglebolk, m. Grundsnoren i en Fiske-Line. Onglelag, n. Tang eller lignende Redskab til at forme Angler med. Onglemakar, m. Anglemager; ogsaa Navn paa en Fugl, med Hentydning til dens Stemme. (Efter H. Strøm et Slags Pingvin [Geirfugl]; efter Nilsson hellere det samme som Havella)

ongulsaar, adj. saaret af Angelen (om Fisk); uegentl. skuffet, ydmyget, skamfuld over at have forløbet sig.

Ongulsmakk, d. s. s. Agnmakk.

Ongultaum, m. Angelsnor.

onka (aanka), v. s. anka.

Onn (o’), f. 1) Travlhed, Skynding, stærkt Arbeide. G.N. önn. Ogsaa: Flid, Iver, Driftighed. Rbg. D’er ikkje nokor Onn med deim: der er ikke nogen Driftighed hos dem, de ere for lidet om sig. Jf. ann, annsam, Annsemd. – 2) Arbeidstid, den Tid da de
store Markarbeider foregaae; nemlig Pløiningen (Vaar-onn, Plog-onn), Høslætten (Slaattonn, Høyonn) og Indhøstningen (Skurd-onn). Alm. (jf. Vinna). G.N. önn, pl. annir; Sv. and, ann. Formen Ann er her sjelden, s. Anntid og Høyannvika.

onna (o’), n. a. og n. (ar), 1) paaskynde, drive. Onna seg, el. onna paa: skynde sig, haste. (Nyere Form i Stedet for: anna). I Rbg. anna seg. – 2) være i Arbeide paa et Sted, være med i Markarbeidet; især om leiede Folk. Han var der og onnade. Søndenfjelds. Jf. vinna.

onna (varmes), s. orna.

Onnefolk, n. Folk som udføre Markarbeider (pløie, slaae, skjære).

onnefør, adj. duelig eller stærk nok til de store Arbeider.

Onnegraut, m. Flødegrød, som efter gammel Skik nydes paa den Dag, da et Markarbeide er sluttet. Smaal. og fl. Ellers Slaattegraut og Skurdargraut.

onnemillom, adv. i Tiden imellem “Onnerne”, især imellem Pløiningen og Høslætten. (Oprindl. Anna imillom). Jf. Melonn og Haaball.

Onnetid, f. Markarbeids Tid (= Anntid). Ogsaa adskilt: i Onne Tider.

onnor, en anden; s. annan.

onnor-kvar, s. annankvar.

onnorleid, adv. anderledes. Om de forskjellige nyere Former, s. annarleides.

onnug, adj. flittig, arbeidsom; ogsaa: skyndsom, hastende, som har det travlt. (Til Onn). Oftest onnau, Trondhl., ellers onnig, Nhl. Jæd. Rbg. og fl. Andre St. annig, og endig. Jf. annsam.

Onnunge, m. en ung Tjener, Hjælpetjener. Tel. (Onnungje).

Onnverk, n. strengt Arbeide. I Tel. “Onnvirkje”.

Onsdag, m. Onsdag. Egentlig Odensdag (s. Oden); G.N. Ódinsdagr, Ang. Vódenesdæg. I mange Egne ombyttet med Mekedag.

Onæming, s. Unæming.

onøyten (umaadelig), s. ovnøyten.

Op (o’), n. Aabning, Hul, aabent Rum. Afviger til Øp, Dop, Aap (s. open). Isl. op.

opa (o’), v.n. s. hopa.

opa (oo), v.n. (ar), stirre, gloe, see stivt frem for sig. Vald. jf. oma). Vel egentlig opa (o’): gabe. Hertil Op (oo), m. en taabelig, nysgjerrig Person. Oping, f. Gaben, dum Nysgjerrighed.

open (o’), adj. aaben. Lyder forskjelligt: open (o’), Rbg. Tel. Sfj. og fl., open (oo), Søndre Berg. Gbr. og fl., aapen, mange St., øpen (ø’), Hall. Vald., oppen,. Trondh. G.N. opinn; Ang. open. Vel egentlig Particip af et forsvundet Verbum (Grimm, Gr. 2, 49). – Særlig Betydn. 1) aaben, ikke tillukket; ogsaa: ubesat, fri, ryddelig; f. Ex. opet Vatn: iisfrit Vand. Eit opet Rom: en ledig Plads. – 2) blottet, ubeskyttet, bar. Her er so opet fyre Vinden (om en skovløs Egn). Ein open Baat: Baad uden Dæk. Liggja open: ligge udstrakt paa Ryggen. (Oftere: vid-open). – 3) om Personer: aabenmundet, uforsigtig i at tale. Sjeldnere med Begrebet: offentlig, som: ein open Veg; halda opi Bud; føra open Strid. (I Skrift er enkelte Gange brugt: openleg).

openberr, adj. aabenbar. Lidet brugl. G.N. opinberr. – openberra, v.a. (ar), aabenbare, forklare. – openberrlege, adv. aabenbarlig. (G.N. opinberlega). Disse Ord have tildeels den besynderlige Form “openbaara”, og “openbaarleg”. (B. Stift).

opendaga, v.a. (ar), aabenbare, fremvise; ogsaa: opdage, udfinde. Søndre Berg. Nordl. og fl.

Openkjeft, m. Sladderhank (jf. Flaakjeft). I Hall. Øpenkjaft.

Openskap, adj. Aabenhed. Lidet brugl.

openskaar, adj. aabenhjertig, fritalende; ogsaa aabenmundet, ubetænksom i at tale. Ork. Hall. og fl. Ellers: aapeskaaren, Sdm., opensko, Tel. Vel egentl. openskaa. Isl. opinskár.

opna (o’), v.a. (ar), aabne, oplukke (= lata upp); ogsaa opskjære, oprive osv. Nogle St. oopna, øpna, aapna (s. open). Mere afvig. aafna, Nordl., øfna, Vald. G.N. opna. – opnast, v.n. aabnes, blive aaben (= opna seg).

Opning (o’), f. 1) Aabnelse, Oplukkelse. 2) en Aabning, et Hul (= Op).

opp, s. upp. – Opse, s. Ofse.

or (oo), præp. (med Dativ), af, ud af. Bruges i to Former; i de sydlige Egne or, og tildeels forkortet “o” (Sfj. Nfj. Sdm.); derimod nordenfjelds; ur (uu), og forkortet “u” (ogsaa i Gbr. og nordre Sdm.). G.N. or (ór); ogsaa ur. Sv. ur. (Ght. ur, er; Goth. us). Løber ofte sammen med et foregaaende Adverb, især med ut og upp, saaledes: ut-or, utur; forkortet: ut-o, ut-u, og ‘tor, ‘to; ‘tur, tu. Ligesaa: uppor, uppur (uppo, uppu; ‘por, ‘pur); ‘po, ‘pu); f. Ex. “to Husom”: ud af Husene. “pu Sjønaa” (uppor Sjonom): op af Søen. – I Brug og Betydning har “or” megen Lighed med “av” (af), men forholder sig til dette som “i” til “aa” (uppaa, paa), saaledes at det, som er “i”, kommer “or”; men det, som er “uppaa” (paa), kommer “av”. F. Ex. Koma or Sjoen, om Fisk; men: koma av Sjoen, om en Fisker. Koma ut or Husom, om Mennesker; men: koma ut av Husom, om noget som er ovenpaa, f. Ex. Snee. Imidlertid bruges “o” ikke i saa mange Tilfælde som “av”;
det anvendes sædvanlig kun for følgende Forholde: a) ud af et Skjul, af et indesluttet Sted, et Dyb, et Kar eller Gjemme; saaledes: slaa ut or Flaskom, dvs. tømme Flaskerne osv. b) ud af en Masse eller Mængde, f. Ex. skilja seg ut or Flokken. c) ud af en vis Tilstand, f. Ex. koma seg upp or Svevnen; koma ut or Møda, ut or Knipa, m. fl. Ogsaa lidt anderledes: Ganga or Vegen (Sv. ur vägen); Fara or Klædom (afklæde sig); koma or Øyom (fra et Ophold paa Øerne). Vinden stend utan-or, dvs. fra Havet. (Paa Sdm. “utta-o”). Derimod ikke om Forholdet: af en Materie, eller af en Aarsag, som i G.N. brynja or gulli, el. andast or sárum.

Or, n. Iiskrav, som dæmmer Vandet op el. hindrer det i Løbet (s. ora) Rbg. Om et andet “Or”, s. Ord.

Or, f. Steengrund, s. Urd. Et andet Or, f. (?) forudsættes i Orar, pl.

Or (o’), f. Pilespids (?). Kun dunkelt i Sammensætningen Holvor og Agnor. (Jf. Oldur). G.N. ör (örvar); Eng. arrow: Piil.

Or (oo), m. 1, Elletræ; s. Ore.

Or, m. 2, Ribs, Ribsbusk. (Maaskee nærmest en egen Art: Fjeldribs, Ribes alpinum). Østerd. (Trysil), tildeels udtalt Ool, med tykt L; altsaa vel egentlig Ord, eller maaskee Urd. Andre St. Orbær-tre, og Urvill (uu), el. Ulvill, Hall. og Vald.; saaledes Urvill-kjørr, om smaa Ribsbuske, Vald. (Andre St. Moved og Rifs). – Selve Frugten hedder: Orbær, Østerd. Hedem. Toten; Urvillbær, Vald., Ulbær og Ulvbær, Gbr. (Andre St. Movidbær, Vebær; jf. Vinbær). I en svensk Dial. obär (Rietz 480). Ordet er dunkelt og Forholdet noget usikkert, da det maaskee er to Arter, som her ere forblandede.

ora (oo), v.n. (ar), 1) svulme, stige op; om Vandet, naar Isen hindrer dets Afløb. Rbg. Nedenæs. (Andre St. kjøva, kreppa, krya). S. Oresvall. – 2) ralle, give en gurglende Lyd. Hall. “Dæ ora i Halse”. (Ellers: kurla, hurkla, rukla). – Maaskee ogsaa: døse, drømme (Isl. óra); s. helora.

ora, v. tale; s. orda.

Ora (oo), f. Sælestroppe, Løkke af Jern eller Læder, hvorved Skaglerne fæstes til Hestesælen. Mest alm. Ora, Ore (sjeldnere Ole); nogle St. Orde, Tel. (Silgjord), Orra, Sogn; Uldra, Smaal., Ara, Senjen. I svenske Dial. ala, åla, åldra (Rietz 6 og 839). Formerne “Ara” og “Orda” kunde hentyde til et gammelt Arda (Ørdu); imidlertid er den oprindelige Form uvis. Jf. ogsaa Urva, Orveld (= Horvelde), Yrgja og Ol.

Orar (oo), pl. Sandsesløshed, Forvirring. Brugt i Dativ og i Sammensætning; saaledes: i Hovudorom (Hau’orom), i Svevnorom, i Daudorom, i Helorom. G.N. órar, pl. f. Vildelse. Hertil oren, ør, øra, Ørska.

orast, s. ordast. Oraa, s. Uraad.

Orbær, n. Ribsbær; s. Or, m.

Ord, n. 1) Ord, Deel af en Tale. Mest alm. Or (oo), nogle St. Ool (med tykt L). G.N. ord (Ang. vord, Goth. vaurd, Ght. wort). Han gat ikkje eit Ord: han taug stille. Eg fekk det med fyrste Ord, dvs. ved allerførste Yttring, saasnart Tingen var nævnt. No i same Ordet: just nu, i samme Øieblik. (“I same Ora”, Nordre Berg.). – 2) Udtryk, Talemaade, Sætning. Det var eit sant Ord: et sandt Udsagn. Um eg skal segja so stort eit Ord: hvis jeg tør udtrykke mig saa dristigt. Taka til Ords: udtrykke sig. Eg minnest ikkje kor han tok til Ords: jeg mindest ikke ret, hvad Udtryk han brugte. – 3) Ordsprog, gammel Sætning. Som dei segja fyre eit gamalt Ord: som man siger med et gammelt Ordsprog. Ogsaa ellers om en gammel Lærdom, saaledes ofte for “Gudsord”, om Bibelens Lære. – 4) Løfte, Tilsagn. Halda Ord, el. halda sitt Ord: holde hvad man har lovet. Brjota sitt Ord, osv. – 5) Omtale, Rygte, Skudsmaal. Hava eit godt Ord: et godt Rygte. Han fekk eit laakt Ord fyre det: han blev lastet derfor. Koma fyre Ordet: blive bekjendt, gjøre Opsigt. Etter som Ordet gjeng: efter Rygtet. Jf. Gitord. Ord synes ogsaa at betyde: Tanke el. Begreb; s. Vitord. Det kan henda, fyrr ein veit Ordet av, dvs. førend man har havt en Anelse derom.

Orda, f. s. Ora.

orda, v.a. (ar), bringe paa Tale, indlede el. forberede en Sag. Eg skal orda det med honom: jeg skal yttre det for ham, gjøre ham opmærksom derpaa. B. Stift (ora). Noget sjeldnere er: ordast, v.n. tale til hinanden, samtale. (orast, olast).

Orddæme, n. Udtryksmaade, en vis Maneer i Talen. Tel.

Ordepinne, s. Orepinne.

ordfast, adj. ordholden, paalidelig.

Ordførar, m. Formand i en raadslaaende Forsamling. (Nydannet Ord).

ordgjeten, adj. vel bekjendt, meget omtalt. Tel. og fl. Jf. gita.

Ordgytar, m. Ordgyder, stortalende Person. Rettere: Ordgjotar; s. gjota.

ordhag, adj. veltalende, heldig i at udtrykke sig; ogsaa vittig, morsom. Tel. (orhag’e).

ordhalden, adj. ordholden, som ikke glemmer sine Løfter. Nogle St. ordhaldig.

Ordhegd, f. Veltalenhed, Færdighed i at udtrykke sig. Tel. Ogsaa Ordhegja (Orhegje), af ordhag. G.N. ordhegi.

ordhitten, adj. flink til at finde passende Ord eller Udtryk; ogsaa: vittig, fuld af Indfald. Hall. og fl. Sv. ordhittig.

Ording (Oring), f. Yttring, Ord hvorved en Sag bringes paa Bane (s. orda). Ogsaa:
Ordbram, kunstig Tale. I denne Betydning nogle St. “Orasi”. Jf. Holl. oratie (Oration).

Ordkast, n. Ordvexel, Disput, Tvist. Koma i Ordkast: komme i Tvist, i Trætte. Sv. ordkastning.

ordkastast, v.n. disputere, tviste. Trondh.

Ordkløyving, f. Ordkløverie.

ordkvass, adj. bitter, skarp i Ord.

Ordlag, n. 1) Udtryk, Maade at udtrykke sig paa. Sv. ordalag. 2) Samtale. Eg kom i Ordlag med honom. Ork. og fl. 3) Ordenes Beskaffenhed, Former, Lydforhold.

ordlaus, adj. forlegen for Udtryk famlende, forvirret.

ordleida, v.a. (er, de), fremstille med Ord, udtrykke. Ordleida seg: udtrykke sig, stille sine Ord paa en vis Maade. Tel. Sæt. (orleie).

Ordleiding, f. Fremstilling, Stiil, Udtryksmaade. “Orleiing”, Sæt. Tel.

Ordleik, m. Leg eller Spil med Ord.

Ordløysa, f. Mangel paa Udtryk; Famlen efter Ord.

[Ordning (aa), f. Ordning; Orden. (Af Lat. ordo, og ordinare). Ogsaa i Formen: Orden (Aard’n), m. (dog lidet brugl). Hertil: ordinarie (aardenari), og nogle St. ordeneert, adj. sædvanlig; simpel. (Jf. Eng. ordinary). Hertil ogsaa: Order Aard’er), f. Befaling. Fr. ordre.

Ordnotar, pl. m. Udtryk, Talemaader; især usædvanlige. Hard. Afvig. Ordnottar (o’), “Ornotta”, Nhl.

Or-drag, n. Uddrag; Extrakt.

ord-ram adj. stortalende, stærk i Ordene. “orram’e”, Sdm., ikke alm.

ord-rengjast, v.n. trætte, kjævles. “orrengjast”, Hall.

ordrik, adj. ordrig; vidtløftig.

or-drukken, adj. uddrukken, tømt.

Ordsauke, m. Ros, Lovtale; eller egentlig en længere Omtale. “Orsaukje”, Sdm. D’er gjort fyre ein Ordsauke, dvs. for at Folk kunne have noget mere at tale om, eller noget at skryde af. “D’æ berre til ein Orsaukje”, siges f. Ex. om Stads eller Luxus, hvorved man skaffer Folk noget at tale om.

ordsaar, adj. 1) ømfølende, pirrelig, som let finder sig fornærmet ved Andres Ord. 2) ængstlig for sit Rygte. Tel. og fl.

Ordsending, f. Budskab, Hilsen. Ikke alm. G.N. ordsending.

Ordsetning, f. Fremstilling i Ord, Udtryk, Stilemaade.

Ordskifte, n. Ombytning af Ord eller Udtryk. Ogsaa: Ordvexel. (Sjelden).

Ordskil, n. Aftale; Betingelser (= Skilord). Num. lidet brugl.

ordskila (i’), v.n. gjøre Aftale eller nærmere Bestemmelser. Num.

Ordslag, n. Art eller Slags af Ord.

ordsløg, adj. kløgtig i at tale, vanskelig at disputere med. Lidet brugl.

Ordstev, (e’), n. Mundheld, Talemaade. Afvig. Orstøv, Orstø (?), Mandal.

ordstød, adj. 1) ordlydende, nøiagtig; for Ex. om en Afskrift. Nordl. og fl. (orstø). – 2) sikker i sine Udsagn, conseqvent, som ikke vakler eller modsiger sig selv. – 3) ordholden, paalidelig. Søndenfjelds.

Ordtak, n. Ordsprog, ordsproglig Talemaade. (Søndenfjelds). Jf. Ordtøke.

Ordtam, n. Mundheld. Sdm. og fl.

Ordtyding, f. Ordforklaring.

Ordtøke (kj), n. Ordsprog; Sætning hvori en vis Erfaring altid udtrykkes med de samme Ord. Temmelig alm. Nogle St. oftere Ordtak. G.N. ordtœki, og ordtak: Talemaade.

ordvand, adj. kræsen med Hensyn til Udtryk. Han er ikkje ordvand: han taler frit ud, veier ikke sine Ord.

Ordvending, f. Forandring i Ordene; Bøining, Flexion.

Ordvik (i’), n. Afvigelse i Brugen af Ordene (f. Ex. ved Dialektforskjel); ogsaa: Mistydning, Misforstaaelse af et Ord. “Orvik”, Tel. Nhl. og fl.

ordviss, adj. 1) sikker i at træffe det rette Udtryk, at finde passende Ord. 2) stadig i sine Ord, paalidelig (= ordstød). Ork. og flere.

Ore (oo), m. Elletræ (Alnus); jf. Older. Brugt i Formen: Ore, Tel. Buskr. Romsd.; Or (oo), Rbg. Hall. Smaal.; Aare, Nfj. Sdm., Aar, Sæt. Ryf. Sfj., og Orr (o’), Mandal, Lister, Jæd. Hard. Voss. Det sidste tildeels mere afvigende; saaledes i Hard. Orr, f. med Fl. Errer (Err’or). Desuden forekommer ogsaa: Ør, i Ryf. og Øre, el. Yre (y’), f. paa Sdm., men dette hører vel nærmest til et afledet Ord: Øre, n. med Betydn. Elleved, eller Elleskov. G.N. órir (et Slags Træ) er maaskee det samme. Imidlertid er Forholdet imellem Ore og Older dunkelt. (Ogsaa i svenske Dial. orr, arre, arder, alder, older). Paa enkelte Steder synes Ore at betegne det lyse Elletræ og Older den mørkere Art; men imidlertid bruges Older ogsaa i nogle Egne, hvor kun den lysere Art skal forekomme, og forøvrigt adskilles Arterne saaledes, at den ene hedder Graa-ore eller Kvitore, og den anden Svartore. – Af Sammensætn. mærkes: Orebork, m. Ellebark. Oreholt, n. liden Elleskov. Orekumar (u’), m. Frøknopper paa Elletræet. Orelauv, n. Elleløv. Orerust, f. Ellekrat, liden Elleskov. (Paa Sdm. Aareryst). Oreskog, m. Elleskov. Orevid (-ve), m. Elleved.

Orehy, n. et Slags hvidt skimmelagtigt Støv paa Elleløvet, frembragt af et vist Insekt. Paa Sdm. kaldet Aareskyr (y’).


oren (oo), adj. forvirret, forstyrret i Hovedet. Indh. (Til Orar). Andre Steder ør, øren; jf. urven.

Orepinne, m. Sælepind, Stikke hvorved Skaglerne fæstes til en Løkke (Ora) i Hestesælen. I Tel. Ordepinne. Ellers: Selepinne, Selekjevle.

Ore-ring, m. Jernring i Hestesælen, hvori Dragløkken (Ora) er fæstet. Østl. Nogle St. Or-ring; i Østerd. Ol-ring. Ogsaa kaldet Sele-ring.

Oresvall, m. en tyk Iis paa Jorden, dannet ved Vandets Opdæmning af Frost. Nedenæs. (Til ora, v.). Andre St. Kjøvsvell, Kovsvell.

or-faren, adj. 1) udfaren, udsmuttet. 2) afklædt. Jf. “fara or”.

Org (?), m. Hvirvel, Bølgehvirvel, saasom hvor noget falder i Vandet. Buskr. (Usikkert Ord).

Orga, f. Orgel. B. Stift. Paa Sdm. ogsaa: Urva (Urve). Sv. orgor, pl. og orgel. G.N. organ, n. af Lat. organum. Hertil Orgebelg, Orgepipa, Orgespel o.fl.

Orgakjøa, s. Aurridkjøda.

Orgereidsla, s. Oskereid.

orgjetes, adv. af Minde, i Glemme. Nhl. “Da gjekk meg orgjetes”: jeg glemte at sige det. Andre St. or Gjedet (or Gje’e); s. Gjed.

Orgravar, m. Stikke at grave eller rense med; f. Ex. en Piberenser.

or-graven, adj. udgraven; renset.

orhag, s. ordhag.

or-havd, adj. udtagen; fraskilt.

Oring, f. Vandets Opstigning ved Frost, o.s.v. see ora. Ogsaa for Ording.

orka (o’), v.n. (ar), 1) arbeide, virke, udrette noget. Jæd. G.N. orka. (Eng. work, Ang. veorcan; Ght. wurchan). Jf. verka og Yrke. – 2) mægte, formaae, have Kræfter til noget. Temmelig alm. (Jf. vinna, trotta, evla). Ofte med et Verbum i Infinitiv, f. Ex. Eg orkar ikkje ganga lenger. Sv. orka (ogsaa G.N.). – 3) gide, lyste, bekvemme sig til noget. Østerd. (hvor den forrige Betydning synes at være mindre kjendt).

Orka, f. 1) Arbeide, Anstrengelse. Sogn og fl. Jf. Tungorka. G.N. orka. – 2) Huusflid, Industrie; især om Kvindearbeider, som Spinden og Vævning. Hall. og fl. I svenske Dial. orka: Syssel, Bestilling. – 3) Kræfter til Arbeide. Mindre brugl.

Orkast (oo), n. et Kast, hvorved en mindre Hob tages ud af en større (s. or). Shl. Ryf. Hertil Orkastenot (oo), f. et lidet Vod, hvormed en Slump Fisk (Sild) kan tages op af en stængt eller staaende Vod. – Om et andet “Orkast”, s. Ordkast.

Orke-far, n. 1) Arbeide, Værk, Foretagende. Hall. – 2) en stor Anstrengelse, Andspændelse hvorved man svækker eller fordærver sine Kræfter. Gbr.

orkelaus, adj. arbeidsløs, ledig. Jæd.

orkeleg, adj. mulig at haandtere.

orkesinken, adj. rastløs, som driver sine Arbeidsfolk strengt, ikke under dem nogen Hvile. Hall. Jf. sink, sinken.

orkjenast (ee), v.n. vansmægte (s. kjena). I lignende Betydn. aarkjona, Romsd. (?), aarjona, Sdm., orona og orna, Ndm. Forholdet dunkelt.

Orkoma, f. Kilde, Vandstrøm som kommer op af Jorden. Lidt usikkert; paa Sdm. Okome (oo) og Aakome; paa Lister Ukoma; andre St. Uppkoma. – Hertil Orkomevatn, n. Kildevand.

or-komen, adj. udkommen, udsmuttet.

or-kreistad, adj. udkrystet, udpresset.

Orlag, s. Ordlag.

or-lagd, adj. lagt tilside, udlagt.

Orleiing, s. Ordleiding.

Orlog, n. (?), Orlog, Sø-Krig. Brugt i Forbindelsen: til Orlogs, og Orlogskip; sædvanlig udtalt Aarlog (o’). Klinger noget fremmedt og afviger fra G.N. örlög (örlag), som betyder Skjæbne. (Weigand 2, 315)

Orm, m. Slange (serpens). G.N. ormr; Sv. orm. Flere Arter, som Eiterorm, Buorm og Slo eller Sleva. Nogle St., ogsaa om Sliimaal el. Sleipmakk (Myxine). I Formen er Ordet det samme som D. Orm, Eng. worm, T. Wurm; altsaa Lat. vermis; men i denne Betydning bruges det kun i nogle faa Sammensætninger: Skolorm, Doggorm, Kvitorm. Ellers: Makk, Aama, Kveis.

Orma, f. Slangemoder, Hun-Slange. Nhl. og fl. Andre St. Yrma, Yrmla.

Orm-aat, n. stikkende Insekter, Myg, og fl. (omtr. som Aater og Hater). Namd.

Orm-edla, f. Øgle. “Ormela”, Gbr.

Ormegras, n. Bregner (= Burkne, Telg, Slok). Jæd. Buskr. Gbr. Andre St. om andre Væxter.

ormegta (oo), v.n. (ar), vansmægte, blive afmægtig. Sogn. Oftere: ørmegta, Sogn, Vald., aarmegte, Gbr.

Ormeham, . Slangeham, Slangens afkastede Hud.

Orm-eiter, n. Slangegift.

Ormenaal, f. Slangetunge.

Ormeslo, f. Staalorm; s. Slo.

Ormestamp, m. Ørnebregne (= Einstape). Smaal., ogsaa ved Skien.

Ormestyng, m. 1) Slangebid. 2) et Slags Insekter; s. Styng.

orminnast (oo), v.n. (est, test), sove ind, tabe Hukommelsen eller Sandsningen, idet man falder i Søvn. Sogn. Eg heldt paa og ormintest: jeg var just ved at falde i Søvn, at blive omtaaget af Søvnen. Hedder paa andre St. “sakna Verdi”. Jf. masast.

ormstungen, adj. bidt af en Slange.


Ormunge, m. Slangeunge.

orm-øygd, adj. hvasøiet, som har et skarpt, gjennemtrængende Blik (?). Hall.

orna (oo), v.n. (ar), daane, besvime; egentl. blive bevidstløs (af oren). Ork. – I Ndm. orna og orona (?) om at blive afmægtig (= orkjenast). I Østerd. ørna: besvime.

orna, v.n. (ar), varmes, blive varm (især om Legemsvarme); ogsaa v.a. f. Ex. orna seg: varme sig op. Kun forefundet med afvig. Udtale: onna (o’), i Ndm. (sjelden), og odna (oo), i Nhl. Ryf. og Hard. (meget brugl.). G.N. orna.

Orne, m. Varme; om en mild Varmegrad, saaledes om Legemets Varme under jævnt Arbeide. Nhl. i Formen Odne (oo).

Orning, f. Opvarmelse.

Ornotta, s. Ordnotar.

Orr (Træ), s. Ore. – Orra, s. Ora.

Orre, m. Aarfugl, Tetrao Tetrix. G.N. orri; Sv. orre. Egentlig kun om Hanfuglen, som dog ogs. hedder Orrhane (afvig. “Aurane”, Indh.). Hunnen kaldes Orrhøna, f. (afvig. “Orrihøne”, Sdm.) og nogle St. Yrkna.

Orrfløkja, f. Stormhat (Plante). Namd.

Orrfugl, m. Aarfugl (om begge Kjøn).

or-riden, eller -vriden (i’), adj. udvreden, udpresset. Hall. og fl. (ore’en).

Or-ring, s. Orering.

Or-ræta, f. Udskud, vragede Levninger, for Ex. af Foder. Tel. Oftere Ørræta, Ørrætur, pl. S. ræta. I svenske Dial. uräte, oräte, n. D. Ored, Orret. Jf. Eng. orts.

Orsak (oo), f. Aarsag, Grund; Anledning. Nogle St. Aarsak. Sv. orsak; G.N. orsök (dog vistnok et nyere Ord).

orsaka, v.a. (ar), undskylde, forsvare mod Dadel. Orsaka seg: undskylde sig, angive undskyldende Grunde. Nogle St. aarsaka. (Jf. Sv. ursaka, ursäkta, urskulda). – Particip orsakad: undskyldt, ikke til at laste.

orsakande, adj. undskyldelig.

Orsaukje. s. Ordsauke.

or-sigen (i’), adj. udsivet, afflydt.

or-skild, adj. udskilt, fraskilt.

or-skoten (o’), skudt tilside, udskilt.

Orskrift, f. Afskrift, Copie. Hall. og fl.

or-slegen (e’), adj. udslaaet, udhældet, for Ex. af et Kar.

or-smogen (o’), adj. udsmuttet.

or-sogen (o’), adj. udsuget, udtømt.

orstø(d), s. ordstød.

Ort (oo), f. Rigsort, Mynt paa 24 Skilling. Brugl. vest og nord i Landet. (Andre St. kaldet Mark). Ordet nærmer sig til G.N. örtug, el. ertog, f. dvs. en Trediedeels Øre (Øyre), men falder ellers ganske sammen med det tydske Ort (Nt. Ord, Holl. oord), som betyder en Fjerdedeel i Vægt eller Mynt og saaledes passer godt til denne Mynt som en Fjerdepart af den gamle Rigsdaler paa 96 Skilling. – Hertil Orta(r)setel (e’), m. Markseddel, Rigsort i Papir. (Nu afskaffet). Ortarstykke, n. en Sølvmark. Ortarverde (el. vyrde), n. Værdie for en Ort; Ting som kan anslaaes til denne Priis. B. Stift, udtalt Ortavære, og nogle St. Ortavyre (y’).

orta, s. urta. Ortak, s. Ordtak.

or-teken, adj. udtagen, aftagen.

or-togad (o’), adj. uddragen, udrykket.

or-tømd, adj. aftømt, udtømt.

Orv, n. Skaftet paa en Lee. Ogsaa kaldet Ljaaorv (Ljaassorv). Jf. Langorv og Stuttorv. G.N. orf; Sv. orf (orv); i tydske Dial. Worb. (I Schwenck’s Ordbog er Worb henført til werben; men dette passer ikke til vore Former, da “werben” her hedder kverva). Jf. yrva.

orvak (oo), adj. udvaaget, udmattet af lang Vaagen. Sogn.

or-vald, adj. udsøgt, udvalgt.

orvand, s. ordvand.

Orvelde (o’), n. Tværbaand i en Klave; s. Horvelde.

orventes (oo), adv. uventeligt, udenfor al Forventning; især med Begrebet: alt for seent. Sogn. Jf. orvonast.

Orvhand, f. den venstre Haand. Nordl. (?). Paa Sdm. Aarhand; ogsaa Aarekjeiva. S. følg.

orvhendt, adj. keithaandet, vant til at bruge den venstre Haand mest. Nordl. Afvig. aarhendt (aarhænt’e), Nfj. Sdm. Ndm., aurhendt, Sfj. og Yttre-Sogn, hvor man ogsaa har “aurt”, adv. ubekvemt, forkeert. G.N. örvendr (örfhendr). Andre St. keivhendt, ranghendt, vinsterhendt.

Orvik, s. Ordvik.

orvonast, v.n. (ast), opgive Haabet, ikke vente længere. Sogn. Jf. ørvenast.

orvønen, adj. haabløs, fortvivlet. Num. Andre St. ørveneleg.

Oryde, s. Uryde. – Orykk, s. Urykk.

orædd, s. urædd.

os (oo), bruste, gjærede; s. asa.

Os (oo), m. 1, 1) Flodmunding, Udløb, Sted hvor en Elv løber ud i en Fjord eller Indsø; tildeels ogsaa om et Sted, hvor en Elv begynder eller gaar ud af en Indsø. (Det sidste nogle St. kaldet Utfalls-os). Alm., dog tildeels som Neutrum. (Østl.). G.N. óss (ós), m. Sv. os, n. (og m.). Hertil mange Stedsnavne: Ose (Dativ); Osen, Osarne. – 2) et smalt Indløb til en Fjord; et langt og smalt Sund. Nordl. – 3) en Aabning i Isen paa et Vand. Smaal. (Ogsaa Svensk). Jf. osa.

Os (oo), m. 2, 1) Brusen, susende Lyd. Valders. (Hører nærmere sammen med asa). – 2) Oos, Damp, stærk Uddunstning el. Lugt. Nordl. Østl. (Ikke alm.). Sv. os.


os (oo), adj. 1) brusende, sprudlende; især om Jern, som sprutter eller gnistrer meget under Hammeren. “Dette Jarn’e æ so ost”. Ork. Til asa (os). – 2) geil, brunstig; især om Hest eller Hoppe (= od). Indh. Ork. Andre St. øs. Jf. øsa, øsast.

osa, v.n. (ar), 1) om Vandet: strømme ind fra en Elv; ogsaa: tære eller svække Isen ved Strømning. Tel. – 2) ose, dampe, lugte. Sv. osa.

Osam, s. Usam. – osein, s. ovsein.

Osing, m. Indbygger af et Sted, som hedder Os; f. Ex. af Osens Sogn i Østerdalen.

Oska (o’), f. Aske, Støv af brændte Ting. Sjeldnere: Aska. (Trondh.). G.N. aska, acc. ösku.

Oskedunge, m. Askehob.

Oskeladd, m. den yngste af flere Brødre el. Søskende (den som endnu sidder hjemme og roder i Asken, medens de andre ere ude paa Arbeide). Hall. (Især brugt i Æventyr og som Spottenavn). Mere alm. Oskunge (o’), el. Oske-unge, m. og endnu oftere Oskefis (ii), m. Sv. askunge og askfis.

Oskelit (i’), m. askegraa Farve.

Oskereid, f. et omstreifende Følge af Vætter eller usalige Aander; omtr. som Tydskernes “Wilde Jagd” eller “Wüthende Heer”. (I Folkesagn). Mandal, Rbg. Tel. Nogle St. Oskorei (Lister) og Aaskurei (Fjotland). Mere afvig. Aalskorei, Siredal; Aalgaarei, Jæd.; Orgereitla (-reidsla), Ryf. og Hoskaalrei, Nedenæs. (Findes ogsaa skrevet “Aakerei”, uvist hvorfra). Andre St. kaldet Reid, Jolereid, Joleskreid og Gandferd. (G.N. gandreid). I en gammel Vise nævnes Oskor-rei (o’, o’) og at ride til “Osskor”, hvilket sidste er blevet opfattet som Aasgard (Landst. 123) og som en Mindelse om de hedenske Guders (Æsernes) Hjem. Imidlertid passe de øvrige Former ikke hertil, da et Ord som “Aasgard(s)reid” i Dagligtalen vilde lyde som Aaskars- eller Osskar-rei, og ikke Osske-, Osko- el. Osku-rei, hvilket snarere kunde henpege til et gammelt Aasgudareid eller Aasøku-reid eller ogsaa have en Forbindelse med G.N. öskurlegr (dvs. frygtelig). Og da det gamle reid ogsaa betyder: Torden (egentl. Lyd af Kjørsel), saa synes Oskereid ogsaa at nærme sig til det fornævnte Husbreia (Husprei, Hesprei), og paa en anden Side til Sv. åska (Torden). Formodentlig er det flere forskjellige Begreber, som her ere sammenblandede.

Oske-roe, m. (og f.), Bærme af Lud, Askegrums. Noget forskjelligt: Oskro (f.), Gbr. Sdm. Nfj., Oskrur, m. Nordl., Oskerjor, Hard., Askro (el. Askroe?), Indh., Oskraa, Hadeland, Oskegraa, Toten, Askril, m. Valders. (I Sv. Dial. askgro). Dunkelt Ord, maaskee rettest Oskerode (o’), til G.N. hrodi: Skrab, Affald. Jf. Ro (Roe), m.

Oskjæl (Musling), s. Odskjel.

Oskunge (o’), s. Oskeladd.

Osp (o’), s. Oskeladd.

Osp (o’), f. Asp; Aspetræ (Populus tremula). Afvig. Asp, Trondh., Esp, Sdm. G.N. ösp; Sv. asp. Fleertal Asper synes kun at følge med Formen Asp; derimod findes en Form med Omlyd: Esp’er, “Esp’a”, Hall. – Hertil Ospebork, m. Aspebark. Ospekall, m. Aspestamme. (Østl.). Ospelauv, n. Aspeløv. Ospeskog, m. Aspeskov. Ospeskryte, n. Stub af et nedhugget eller forraadnet Aspetræ. Tel.

oss, pron. os; s. me.

Ost (o’), m. 1) Ost, de fastere Dele som ved Opvarmelse udskille sig af Mælken. I denne Betydn. ikke alm., jf. Ystel, Kost, Kjuka. – 2) tilberedet (presset eller formet) Ost. Af forskjellig Art: Mjølkost, Brimost, Ramost og flere. – 3) et Stykke formet Ost. (Fl. Ostar). Ordet udtales deels Oost, deels Osst (o’); det sidste bruges i Sætersd. Sdm. og flere Steder og er vistnok det rigtigste, som ogsaa bestyrkes af det afledede Verbum ysta (y’). G.N. ostr.

osta, v.n. lave Ost; s. ysta.

Ost-ask, m. Ostekar, Osteform. Trondh.

Oskekjuka, f. Osteklumper i Valle; stærk eller uberedet Ost. Helg.

Oster (oo), el. Ostr. f. den nederste Deel af Halsen eller Struben; især Huulningen ovenfor Nøglebenet. Hall. G.N. óst, f. óstr, m. Jf. Eng. oxter: Axelgrube (?).

Osterbein (oo), n. Nøglebeen, Tværbeen imellem Skulder og Bryst. Hall.

Ostra (oo), f. Østerd (Ostrea). G.N. óstra; Sv. ostra. – Ostreberg, n. Klippebund hvor Østers findes i Mængde. Ostreskal, n. Østersskal.

Ostring (oo), m. Indbygger af Oster (Osterøen) i Nordhordland.

Ota (o’), f. 1) Kapstræben, Kappestrid med deraf følgende Misundelse eller Uvillie. “Leggjast i Ote”: stride om et Fortrin, saaledes at den ene søger at hindre dne anden. Sdm. – 2) Strid, Kamp, Dyst. Tel. Rbg. Mandal, Lister; tildeels udtalt Oda (o’) el. Aada (Lister) og Otu (Tel.). “Dei toke trjaa Oto”: de røg sammen tre Gange for at brydes. Sæt. – Forudsætter et gammelt Ata (Øtu); jf. G.N. at, n. Ophidselse; etja; ophidse.

ota (o’), v.a. (ar), flytte, rokke, skyde lidt frem eller tilbage. Sogn, Nhl. (ota seg). Jf. oka, og aka. G.N. ota.

Otangje, s. Utange.

otast (o’), v.n. (ask), opægge eller tirre hinanden til Strid. Tel. s. Ota.

Oter (o’), m. (Fl. Otrar), Odder (Pattedyr), Lutra. Nogle St. udtalt Oter med “oo”; ellers alm. Otr eller Ott’er (o’).
G.N. otr; Sv. utter; Eng. otter. (Ogsaa kaldet Slenter). – Oterdrog (o’), f. Odderens Vei eller Spor. Oterskinn (nogle Steder Otreskinn), n. Odderskind. Oterunge (Otrungje), m. Odderunge.

otesterk (o’), adj. dygtig i Strid, tapper, stridbar. Tel. (otusterk). I lignende Betydn. ogsaa otestød (otustø).

Oting, s. Uting. – otiug, s. utidig.

otor (for ut-or), s. ut.

otra (o’), v.n. gaae baglængs; ogsaa v.a. flytte tilbage (= attra). Helg. Sdm. – Jf. ota.

Otring (Baad), s. Aattring.

Otrunge, s. Oter.

Otta (oo), f. Morgenstund (især Vintermorgen); den sidste Deel af Natten, eller Tiden nærmest før Dag. Alm., dog tildeels afvig. Ofta (oo), Indh., Okta, Namd. G.N. ótta; Ang. uhte, Ght. uhta, uohta. Det var stor Otta: det var meget tidlig, længe før Dag. Dei sitja baade Otta og Kveldseta: de arbeide ved Lys baade Morgen og Aften. Paa nogle Steder betyder Otta ogsaa Frygt eller Uro; men dette er kun en Afvigelse af Otte, m.

otta (oo), v.a. (ar), 1) ane, formode, have en Forudfølelse af. Tel. – 2) ængste, indgyde Frygt. (Sjelden). G.N. ótta.

ottast (oo), v.n. (ast), 1) frygte, være bange. Temmelig alm. G.N. óttast. – 2) stunde eller vente med Uro, med Frygt for at forsømme den rette Tid. Nordre Berg. og flere. (Nærmere til Begrebet af Otta).

Otte (oo), m. 1) Frygt, Rædsel. Afvig. Aatte, Ork. Indh., og Otta, f. B. Stift. G.N. ótti. (Jf. Ogte, Oge, Oe). Ogsaa: Undseelse eller Respekt for en Person (ligesom Oge). Nordl. (Sv. Dial. otta). – 2) Uro, Ængstlighed; Frygt for at forsømme noget. Liggja med Otte: ligge med Uro, f. Ex. ved Tanken om, at man skal tidlig op, og altsaa let kunde forsove sig. B. Stift (hvor Ordet gjerne falder sammen med Otta, f.). Ligesaa i svenske Dial. (Rietz 491). – 3) Anelse, Forudfølelse. Tel. Eg hadde ein Otte fyre det: jeg havde netop anet det.

Ottefugl, m. En som pleier at staae tidlig op. Egentl. en Fugl, som synger tidlig. Østl. og fl.

ottefull, adj. ængstlig, urolig.

ottelaus, adj. rolig, fri for Bekymring.

otteleg, adj. omtr. som ottesam.

Otteløysa, f. Tryghed, Sikkerhed.

Ottemaal, n. Tid til at staae op eller begynde Arbeidet (om Vinteren). Nordland. Andre St. Ottemund.

Ottemessa, f. Froprædiken. Oftere kaldet Ottepreika.

ottesam, adj. vovelig, farlig, forbunden med Frygt. D’er nokot ottesamt: det er noget foruroligende, noget usikkert, saa at man ikke er uden Frygt.

Ottesong (-saang), m. omtr. s. Ottemessa.

Ottestad, m. et farligt Sted. Saaledes ogsaa: Otte-gard, m. en Gaard, hvor man er udsat for store Ulykker, især Fjeldskred. I Hard. Otte-gar, el. Ottugar’ til Formen Otta; s. Otte.

Otteverk, n. Arbeide som gjøres ved Lys om Morgenen. Oftere: Ottearbeid.

ottug (oo), adj. urolig i Sindet, ængstlig. Nogle St. otten.

Otu, s. Ota. otustød, s. otesterk.

otveien, s. utvegen.

oty, s. utyd. – Otølde, s. Utolde.

ov (o’), en Partikel med Betydning: overordentlig, usædvanlig meget, eller alt for meget; – bruges kun i Sammensætning, især med Adj. og Subst. f. Ex. ovstor, Ovstyrke. G.N. of. Mest brugl. i de sydlige Egne, især Rbg. og Tel.; sjeldnere nordenfjelds. Paa Østl. gaar det tildeels over til “av” (avdiger, Avverk), og i de nordlige Egne til “aav” eller “aa” (Aavrikje, Aabyr); sjeldnere til “o” (ohar’, osein). Som særskilt Ord hedder det: “ovende”; jf. overs, ovlege, Ofse.

ovan (o’), adv. oven, ovenfra; ogsaa oventil, i den øverste Deel. Lyder mest alm. som aava, tildeels aavan, Voss, Hard. Rbg. Tel. og nogle Steder: aavaa, Sogn, Nhl. I visse Forbindelser (saasom: ovanfyre) gaar det ogsaa over til aama, Tel., ogo (oo), Gbr., og uppa, Sogn, Smaal. G.N. ofan; Sv. ofvan. Ogsaa brugt som Præpos. og betegner da: a) ovenfra; med Dativ, f. Ex. “aava Fjellaa”, dvs. ned fra Fjeldene. Sdm. b) ovenfor; med Akkus. f. Ex. “aava Skogen”. Hall. Sjeldnere med Genitivform som ovan-beltes og ovanbords. – Ellers mest brugl. i Forbindelse med en anden Partikel; saaledes: ovan-av, dvs. af Overfladen, af det som ligger øverst. Taka ovanav: tage af det øverste Lag. – ovan-aat: ovenfra, nedad. (I Rbg. aavan-at). – aavan-etter: ned over, ned ad. – ovanfyre (y’): ovenfor; længere oppe. Afvig. aavaafyre (Nhl.), aavofør (Helg.), aama-fe (Tel.), ogofor (Gbr.), uppafyre (Sogn). – aavan-i, præp. ovenfor. (aava-i, Sdm.). – ovan-paa: ovenpaa (= uppaa); ogsaa som Præpos.: ovenfor. – ovan-til, adv. a) ovenfra, nedad; b) oventil, i den øverste Deel. Afvig. aava-te, aavan-te (Hard- og fl.), aavaan-te (Nhl.), aama-te (Tel.), ogo-te (Gbr.). – ovan-yver (y’), adv. overmaade, mere end sædvanligt; ogsaa som adj. udmærket; f. Ex. “ein aavan-yve-Kar” Voss. Samme Begreb som i: framifraa og utifraa; jf. oversleg.

Ovanbakke, m. s. Ovanmun.

ovanbakkes, adv. nedad Bakken. Hall.

ovanbeltes,a dv. ovenfor Bæltestedet. Hall.


ovanbords, adv. over Vandfladen; eller egentl. over Baadens Høide. Buskr.

ovanbrotes (o’), adv. ovenfor Fjeldbrynet eller bag Fjeldkante. “aavabrøtes”, Hall.

Ovanburd (u’), m. Nedfald af Luften, Regn eller Snee (s. Nedburd, som er mere brugl.). Mest alm. Aavabur; ellers Aavabor, Smaal. Nordl., Aavaabol, Indh. Aabaabaar, Toten.

ovandeildes, adv. oventil, i den øvre Deel. Hall. (aavadeldes).

ovandotten, adj. høilig forundret, reent forvirret; ligesom himmelfalden. “aavaadotten”, Nhl.

Ovanfall, n. Nedstyrtning; især af Jord eller Steen i en Fjeldside. Sogn (Aavafall). G.N. ofanfall.

ovankomen, adj. kommen ovenfra.

ovanlides, adv. i den øverste Deel af en Fjeldside. Hall. (aavalies).

ovanlivs, adv. i den øvre Deel af Kroppen, ovenfor Maven. Hall.

Ovanmun, m. Fortrin; eller egentl. den Fordeel at være ovenfor. Hall. Noget lignende er Ovanbakke, = Bakkemun. (“Aavabakkje”, Hall.). Hava Ovanbakken: have en Bakke nedad at løbe paa.

ovansjoes, adv. over Vandfladen. Nordl. i Formen aavasjøss, aavasyss. Egentl. ovansjoar. Isl. ofansjávar.

ovanskogs, adv. ovenfor Skoven.

ovantil-komen, kommen ovenfra.

ovanyver, s. ovan.

Ovargasdyr, s. Udyr.

ovarleg (o’), adj. noget høit beliggende; f. Ex. om en Gaard. B. Stift i Formen aavaleg (Tonen paa aa).

ovarlege (o’), adv. noget høit, noget langt oppe. Det ligg so ovarlege. (aavale’), Berg. Stift. G.N. ofarlega, ofarla. Modsat nedarlege.

Ov-aar (o’), n. et usædvanligt Aar, overmade frugtbart eller desl. Tel. og fl.

ovaataa, s. uvita.

Ovbeite, n. udmærket Græsgang.

Ovbod (o’, o’), n. et usædvanligt Tilbud; ogsaa: noget overordentligt. Tel.

ovboden (o’, o’), adj. overdreven, alt for stor. Mest i Neutr. (ovbo’e), Tel. Det kann inkje ovbodet standast: det, som gaar for vidt, kan ikke holde sig længe. Nogle St. avbodet (avbo’e). Jf. aaboden.

ovbodleg (o’, o’), adj. usædvanlig, overordentlig. – ovbodlege, adv. overmaade. Nhl. i Formen ovbo’alege, aabo’ale’.

Ovbragd, f. usædvanlig Bedrift, Storværk. Tel. (sjelden).

ovbraad, adj. alt for hastig. – ovbraadt, adv. meget hastigt, pludselig.

Ovbunad, m. stadseligt Udstyr, Pragt, Luxus. Tel.

Ovbyr (y’), m. Bør eller Vind, som er altfor stærk. Nordenfjelds: Aabyr.

Ovbøling, m. en udmærket Besætning af Kreature. Hall.

Ovdaude, m. usædvanlig Dødelighed, det at mange døe paa een Tid. Hall. (Ovdaue).

ovdiger, adj. usædvanlig tyk eller stor. I Buskr. avdiger. – Ovdigra, f. usædvanlig Tykkelse. Hall.

ovdjup, ajd. overmaade dyb. – Ovdjup, n. et stort Dyb, en Afgrund. (Ovjup).

Ovdrikkar, m. Dranker, Drukkenbolt. Tel.

Ovdrykk, m. Drukkenskab, Fylderie.

ovdyr, adj. meget dyr, altfor kostbar.

oven (oo), adj. 1) tynd, mager, ligesom fortørret. 2) om Kar: utæt, gisten (= gisen). Tel. (Vinje og fl.). Heraf ovna (i Vald. øvna). Slægtskabet uvist.

ovende (o’), adv. overmaade; f. Ex. “ovende stor” (= ovstor). En Udvidelse af Partikkelen “ov”, ligesom ørende af ør, aalende af aal.

over (o’), præp. over (= yver). Sædvanlig udtalt “aav’er” og mest brugt i de nordlige Egne, især med Betydning af en Overstigen i Mængde, Værd eller Magt. I enkelte Sammensætn. nærmer det sig til G.N. ofr (= of) i ofrefli, ofrlid og fl., men ellers synes de hertil hørende Sammensætninger at være nyere Ord. Saaledes Over-ende, m. Agerhjørne, Kant som rækker ud over et vist Maal. Smaalenene. Overhand, f. Overhaand. overhendig, adj. overmaade stærk; især om Vinden. Overlag, see Ovlag. Overmagt, see Yvermagt. overmaateleg, adj. overordentlig. – Som Substantiv Over, m. i Formen Overen (Aaver’n), om den øverste eller høieste i en vis Række, blandt andet om Trumf-Knegten i Kortspil, ellers kaldet “Overfil”.

Overende, s. over.

Overlag, noget udmærket; s. Ovlag.

Overlast, n. et Slags Tøi; maaskee Eng. Everlasting. Nordre Berg.

Overlaup, n. s. Yverlaup.

Overmann, s. Yvermann.

Overmorgon, s. Yvermorgon.

overs, adv. overmaade. Sdm. og fl. (aav’ers). Ogsaa adj. ypperlig, udmærket; f. Ex. ein overs Mann.

oversleg, adj. ypperlig, fortræffelig.

overslege, adv. 1) usædvanlig godt, ypperligt. “Dæ gjekk reint aaversle’”. Sdm. 2) overmaade. “Han va so aav’ersle stor’e”. Sogn. Jf. ovlege.

[Overst (oo), m. en Oberst. (Tydsk). Nogle St. Ovest, Ovist; i Hard. Ogust.

overstigen, s. yverstigen.

Ovet og oveta, s. Uvit, uvita.

Ov-eting (o’), f. umaadelig Æden, Fraadserie. (G.N. ofát). Ovetar, m. en Storæder, Fraadser. Tel.

ov-evla (o’), adv. overmaade; egentl. overvældende. Østerd. (aavevla).

<PB N="563">

Ov-evle (o’), n. Noget som er for svært, som overstiger Ens Kræfter; en altfor vanskelig Opgave; en overvældende Modstand osv. Voss, Tel. Hall. Solør og fl. (Jf. evla). G.N. ofrefli: Overmagt m. m.

Ovfagning (o’), f. en usædvanlig god Modtagelse; overordentlig Beværtning o.s.v. Hall.

ovfjølg, adj. meget talrig eller mangfoldig. Trondh. (aafjølg).

Ovflaum, m. en usædvanlig Vandflod, en stor Oversvømmelse. Sæt. og fl.

Ovfløde, n. = Ovflaum. Tel. og fl. (Ovfløe).

Ovfrost, n. usædvanlig Frost.

ovfull, adj. overfyldt, forfyldt.

ovgamall, adj. overmaade gammel. Tel.

Ovgard, m. en udmærket Gaard.

ovgild, adj. meget fortrinlig, ypperlig, usædvanlig dygtig o.s.v.

Ovgjegn, f. noget udmærket eller usædvanligt. Shl. (Aavgjegn). Ogsaa om Lyst til at udmærke sig eller glimre. Andre St. Aagjøgn; s. Aagjegn.

Ovgjerd, f. usædvanlig Gjerning eller Bedrift; udmærket Skik, m. m. (Ovgjær).

ovgod, adj. ypperlig, udmærket. Det var reint ovgodt. Tel. og fl.

ovgrann, adj. yderst fiin eller tynd.

Ovgrip (i’), n. Storværk, Mesterstykke. Hall.

ovguleg, adj. og adv. overordentlig; uhyre. Tel. (Tonen paa ov). Ogsaa i en kortere Form: ovgu, og avgu. (Landst. 719, 731). Synes nærmest at være udgaaet fra ogorleg: frygtelig; s. ogeleg.

Ovgut, m. s. Ovkar.

ovhard, adj. usædvanlig haard; ogs. altfor haard. Afvig. aahar(d), og tildeels ohar (om Vinden). Nordenfjelds.

Ovhaus, m. et usædvanligt Hoved; et stort Genie. Saaledes ogsaa Ovskalle. Hall. dog lidet brugl.

Ovheider (-heir), m. usædvanlig Hæder. Hertil ovheiderleg (ovheirleg), adj. meget festlig eller høitidelig. Hall.

ovheit, adj. meget hed; altfor hed.

Ovhite (i’), m. usædvanlig Hede.

Ovhug (u’), m. meget stærk Lyst, ustyrlig Drift, Lidenskab.

ovhøg, adj. overmaade høi.

ovkald, adj. overmaade kold.

Ovkar, m. en udmærket eller usædvanlig Karl. Saaledes ogsaa: Ovgut og Ovselle. (Hall.).

Ovkast, n. et usædvanligt Kast; en overordentlig Fangst, m. m.

Ovkaup, n. usædvanlig stort Kjøb; en meget stor Handel eller Bedrift.

Ovkjempa, f. en stor Kjæmpe.

ovklen (ee), adj. yderst svag og skrøbelig.

Ovkona (o’), f. en udmærket Kone. (I Sogn Aavkaana). Ligesaa Ovgjenta, en overmaade flink Pige.

Ovkulde, m. usædvanlig Kulde. Nogle Steder Ovkule (u’), Nhl.

Ovkyta, f. et stort Skryderie. Hall.

Ovlag, n. en udmærket Skik eller Orden, en fortræffelig Tilstand. Østl. (Solør) og flere. Hedder ogsaa Overlag (Aaverlag), Gbr. Ork. Sdm. (meget brugl.). Han hadde allting paa eit Overlag: han havde alle sine Ting i en udmærket Stand.

ovlang, adj. overmaade lang.

Ovlass, n. et meget stort Læs. Tel.

ovlaak, adj. yderst daarlig eller slet. Hall.

ovlaaten, adj. overmodig, stormodig. Tel.

ovleg, adj. voerordentlig, høist fortrinlig; udmærket dygtig. Lidet brugl. I Østerd. “aavle’en” (ovlegjen).

ovlege, adv. overmaade, i meget høi Grad; f. Ex. “ovle’ langt”. Hedder ogsaa: ovelege (o’), ovele’, aavele, Tel. Num. Hall. Gbr. og fl., ovli, Indh. – I lignende Betydn. ovende (Tel.), avande (Sogn), overslege (Sogn, Sdm.), ofselege (flere St.). Jf. urimelege, umogelege.

ovlenge (gj), adv. overmaade længe.

ovlett (ee), adj. usædvanlig let.

Ovlid (Haandled), s. Uvlid.

ovliten, adj. overmaade liden.

Ovlyte, n. meget stor Lyde. Hall.

Ovlæte, n. 1) usædvanlig Snak, Støi eller Bevægelse. Tel. Hall. og fl. Nogle St. Avlæte. – 2) Overmod, Stolthed, Pralerie. Tel. G.N. oflæti. Ogsaa ellers om Overdrivelse eller Umaadelighed.

ovløgleg, adj. yderst løierlig.

Ovmann, m. en usædvanlig eller udmærket Mand. Jf. Ovkar.

Ovmengd, f. uhyre Mængde.

Ovmenne, n. et usædvanligt Menneske. Lidet brugl. Paa Sdm. Aamenne.

Ovmod, n. Overmod; Hovmod.

ovmyket (y’), adj. og adv. overmaade meget; ogsaa alt for meget. Nhl. og fl. St. (ovmykje). Hedder ogsaa ommykje, Tel., aamykje, Sfj. og fl.

ovna (oo), v.n. (ar), fortørres, gistne, blive utæt (oven); om Kar, Baade og deslige. Tel. I Vald. øvna.

Ovnaut (o’), n. et udmærket Kreatur (Nød, Ko). Tel. og fl.

Ovnøgg, m. en stor Skræk (Nøgg). Hall.

Ovnøyta, f. en Storæder, Slughals. Vald. Paa Sdm. Onøyte, n.

ovnøyten, adj. umaadelig i Mad og Drikke. Afvig. onøyten, Sdm. Jf. G.N. ofneyzla: Fraadserie.

Ovpris, m. usædvanlig høi Priis.

ovra (o’), v.a. og n. (ar), egentlig, løfte, opreise; sædvanlig: ovra seg (aavre s.), vise sig, træde frem, komme til Syne. Han fekk ikkje ovra seg: han kunde ikke vove sig frem, foretage sig noget. Berg. Nordl. Ogsaa: yttre sig, udlade sig. Dei torde ikkje ovra seg med det. – Som v.n. om Solen: rinde op, stige op. “Mæ same Sol’a aavra”, <PB N="564"> Helg. G.N. ofra. Jf. Ovring. S. ogsaa øvra.

ovradt, adv. usædvanlig hurtigt. Hall.

Ovre (o’), m. et Stedsnavn med uvis Betydning, formod. det samme som Ang. ofer, Holl. oever, T. Ufer: en Strandbred.

Ovregn, n. usædvanlig Regn. Sæt. og fl.

Ovrelde, n. = Horvelde. Tel.

ovrik, adj. overmaade rig. Tel. og fl.

Ovrike (kj), n. Voldsomhed, Ustyrlighed; ogsaa en overmodig eller ustyrlig Person, En som man ikke kan være i Fred for. Sdm. i Formen Aavrikje, tildeels ogsaa Orikje. G.N. ofríki: farlig Overmagt, Vold, Tyrannie.

ovrikja, v.a. (er, te), overvælde, betvinge. Ofk. “Dæ aavrikje me”: det bliver mig for svært, det gaar over mine Kræfter.

Ovring, f. Fremkomst (s. ovra); især: Solrinding, Solens Opgang. Helg. (Aavring). Oftere Sol-ovring.

Ovros (o’, oo), f. usædvanlig Roes.

Ovryggja, f. en usædvanlig stor Krop, en Koloss, Kjæmpe. Tel. Hedder ogsaa Ovrøyving (Ovrøyvingje), m.

ovsein, adj. yderst seen eller sildig. Afvig. osein (oo), Sdm. og flere. “Han va ‘kje osein’e”: han var just ikke seen, han forsømte sig ikke. Meget brugl.

Ovskalle, m. s. Ovhaus.

Ovskjæl, s. Odskjel.

Ovslag, n. en udmærket Art (Race).

Ovsmell, m. et forfærdeligt Knald.

Ovsott (oo), f. usædvanlig Sygdom.

Ovstand, n. udmærket Stand eller Forfatning (jf. Ovlag). Tel. og fl.

ovsterk, adj. overordentlig stærk.

ovstor, adj. overmaade stor; ogsaa altfor stor. Tel. Nhl. og fl.

ovstygg, adj. yderst hæslig.

Ovsvip (i’), m. et usædvanligt Udseende; Øienslyst, Glands, Pragt. – ovsvipleg, adj. meget anseelig, prægtig. Hall.

Ovsvæla, f. en uhyre Mængde. Nhl.

ovsvæsen (?), s. aasvæsen.

Ovtak, n. en usædvanlig Anstrengelse, et stort Tag eller Greb. Tel. og fl. Nogle St. Aatak. Jf. ogsaa Utak og Itak.

ovtjukk, adj. overmaade tyk.

Ov-tre, n. et usædvanlig stort Træ; ogsaa ellers om noget som er svært og tungt. Taka Ovtreet paa seg: paatage sig det besværligste Arbeide, den vanskeligste Opgave. Nhl. og fl.

ovtruen, adj. lettroende. Sjeldnere Ovtru, f. Lettroenhed; Overtro.

ovtung, adj. overmaade tung.

ovtykkjast, v.n. gjøre sig for store Tanker. “ovtikjest ‘taa se sjøl”: tænke for godt om sig selv, være stolt, indbildsk. Hall.

ovug (o’), adj. bagvendt, vrænget. Tel. (s. følg.). G.N. öfugr; Sv. afvig, afvog. (Jf. Mht. ebich, Ght. abuh).

ovugt (o’), adv. bagfra, omvendt, el. i bagvendt Stilling. Tel. Afvig. avont, Smaal., augut (augutte), Hard., ubugt, Hall. (Hoel). Sv. afvigt, D. avet. Noget lignende er abekt eller avbekt (Indh.), aurt, og “akokjært” (Sogn).

Ovund (o’), f. Misundelse, Avind, Fortrydelse over Andres Lykke. Mest alm. Aavund; ellers Ovund (o’) og Aavaand, Tel., Aavind, el. Aaven, Nhl., Avund, Smaal., Auvunn, Helg. Au’und, Sfj., Augund, Hall. G.N. öfund (vel egentl. afund, af unna og af); Sv. afund. (Ght. abunst). – Ovunds-auga, n. et misundeligt Øie; fordum anseet som farligt og i Stand til at paaføre Ulykke. (Jf. Kag). Et Slags Amulet eller Middel herimod kaldtes Ovundstein. (Tel.).

ovunda, v.a. (ar), misunde, betragte med Uvillie. Nogle St. aavunda, Sdm. og fl. I Nhl. aavinda eller aavena. G.N. öfunda; Sv. afunda. – ovundast, v.n. nære Misundelse. (Med: paa). Eg skal ikkje ovundast paa det.

Ovunder (o’), n. et Særsyn, Vidunder (?). Som Adj. ovunders: overordentlig, forbausende. Trondh. (Selbu).

ovundlaus, adj. velvillig, fri for Misundelse. (Oftere ovundslaus). ovundlaust, adv. uden Misundelse.

ovundsam, adj. misundelig, tilbøielig til at misunde. G.N. öfundsamr.

ovundsjuk, adj. meget misundelig, avindsyg; ogsaa ærgjerrig, som bestræber sig ivrigt for at overgaae Andre. B. Stift.

Ovundsykja, f. Avindsyge. (G.N. öfundsýki). Ogsaa om Jalousie og Ærgjerrighed.

ovvaksen, adj. forvoxen, overmaade stor. Nordl. (aavaksen).

Ovvatn, n. Oversvømmelse, usædvanlig Vandflod. Nhl. og fl. Paa Sdm. Aavetne, n. (sjelden).

Ovveder (-veer), n. usædvanligt Veir; især Storm. Nhl. og fl. (Ovveer). Afvig. Aaveer, Indh. G.N. ofvidri.

Ovverk, n. et overordentligt Arbeide, Kjæmpeværk, eller udmærket Kunstværk; ogsaa: et Særsyn, Vidunder. Tel. og fl. Afvig. Aaverk, Smaal. Gbr., Avverk, Buskr.

Ovvind, m. Storm; jf. Ovveder.

Ovvis (ii), f. overordentlig Skik, usædvanlig Stads eller Pragt. Tel. Hedder ogsaa Ovvisa (Ovvise).

ovvond, adj. usædvanlig ond, el. smertelig.

Ovæne, s. Uvæna.

ovær og oværug, s. uvær.

ovøren, s. uvyrden.

ov-ørt, adj. yderlig ophidset, tirret til Raserie. Hall. (aavørt). Maaskee for ov-ert, da “erta” ogsaa hedder “ørta” og saaledes nærmer sig mere til “ør” (dvs. gal, forstyrret).

<PB N="565">

P.
Padd, s. Pall. – Det kan her bemærkes, at de Ord, som begynde med P, ere for en stor Deel nyere og fremmede Ord, fornemmelig optagne af de romanske el. sydlandske Sprog.

Padda, f. Padde, Skrubtudse (= Gro). Sogn, Nhl. og fl. I de sydligste Egne. Podda. Sv. padda; Eng. paddock. Jf. Skjelpadda.

Pakk, n. 1) Pakgods; Tøi. Afvig. Pank, Ryf. og fl. 2) Pak, slet Selskab.

pakka, v.a. (ar), pakke, indpakke; ogsaa: stoppe, stuve sammen. T. packen.

Pakke, m. en Pakke, Bylt. Nogle Steder Pakka, f. Ellers Pakkje, og afvig. Paggje, Tel., Pankje, Sdm. og fl. Eng. pack; Ital. pacco. Jf. Bagge, Fugge, Tull.

Paks, n. s. Poka.

Pakt, f. Pagt, Forbund. Af Lat. pactum. Hertil pakta, v.a. (ar), forpagte, leie (en Jord-Eiendom). Paktar, m. en Forpagter, Leiebruger.

[Pal, m. Pæl (= Paale); Stopper i Spillet paa et Fartøi. Shl. Jf. Holl. paal.

Pale, m. Smaa-Sei, ung Sei omtrent af Størrelse som Vaarsild. B. Stift.

Pall, m. 1) Bænk, Langbænk i en Stue. Tel. Sæt. og fl. Nogle St. Padd, ogsaa Pad, Sæt. “Sitja hægst i Padd’e”: sidde i Høisædet, ved Bordets øverste Ende. Sæt. G.N. pallr. – 2) en liden Trappe; en Stænte eller Fodstøtte. Smaal. Sv. pall. – 3) en liden Forhøining, et ophøiet Gulv; ogsaa om et høiere Lag af Steen, en liden Mur. Gbr. Nordl. og flere. Faa Sekken til Palls: sætte Sækken paa et høiere Sted, for at man derfra kan tage den paa Ryggen. Namd. Ellers især om den ophøiede Grund i en Baas eller et Spiltoug. I Østerd. Pal. – 4) en jævn Forhøining paa Jorden, en flad Høi, Terrasse, Jordvold. Shl. Sogn, Nordl. – 5) en haardtraadt Plads (= Gald). Valders.

Pallrekkjar, m. en doven Karl, En som gjerne ligger i Bænken. Hall.

Pallstokk, m. Grundstok bag Baasene i Fæhuse (= Skarnstokk). Ork. Østerd. See Pall, 3.

Palma, f. 1) Palmetræ. Lat. palma. – 2) Rakler paa Træer; især om Blomsterne paa Seljetræet og andre Pilearter. Berg. Stift. Nogle St. Palm (m.?), Smaal. Tel. Ogsaa i Tydsk (Palme) og Eng. (palm).

Palmehelg, f. og Palmesundag, m. Søndag før Paaske. Palmelaurdag, om den foregaaende Dag.

Paltosk (?), m. et Slags Krabbe. Mandal.

Paltre, m. Pjalt, Lap; ogsaa Bylt eller Pakke af Klæder. Sdm. Mest i Fleertal.

Pank, s. Pakk. – Panke, s. Pakke.

Panna, f. 1) Stegepande; ogsaa en stor Gryde. Nt. Panne, af Lat. patina. – 2) Tegl, Tagsteen. Hertil Pannetak, n. Tegltag. (Holl. pannendak). – 3) Pande (= Enne, Skalle, Skjelta). I denne Betydning et nyt og daarligt Ord, som dog ikke er kommet til synderlig Brug.

Pant, n. Pant (= Vedd); Pantegods. Nt. Pand, Eng. pawn. (G.N. pantr, m.).

panta, v.a. (ar), udpante; pantsætte.

Pape, m. Fader (i Barnesprog). Nogle St. Papa. (Saaledes ogsaa i flere Lande).

Papir, n. Papiir; ogsaa Dokument. (Mangesteds med Tonen paa a). Af Lat. papyrus.

Papp, n. Pap, tykt Papir. Nyt Ord, nærmest af T. Pappe.

Pappe, m. Patte (= Spene). Gbr. Østerd. Solør. I svenske Dial. pappe; Eng. pap. (Jf. Lat. papilla). Andre St. Tatte.

Par, n. et Par; to Stykker som høre sammen. G.N. par, af Lat. par: lige. Fleertal tildeels Por (o’), Hard. Voss og fl. I Tel. bruges ogsaa Par om lige Tal (= jamt), i Modsætning til “odde”.

para, v.a. (ar), ordne parviis, opstille som Par. Saaledes: para seg, opstille sig parviis, f. Ex. til Dands.

Parak, n. Lam og Kid. Mandal (?).

Parfolk, n. Ægtefolk. Tel.

[Pargas, og Pargasi, n. Tøi, Reisetøi. Af det franske bagage.

Parle, m. Klump, Kugle; kornede Exkrementer, som af Gjeder og Faar. Nordre Berg. Nogle St. Perle.



Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   125   126   127   128   129   130   131   132   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə