Ivar Aasen Norsk Ordbog


[Belag, n. Landtoug til en Baad (= Fester). beleggja



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə13/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   9   10   11   12   13   14   15   16   ...   221

[Belag, n. Landtoug til en Baad (= Fester). beleggja, v.a. fortøie. Berg. Nordl.

Belg, m. (Fl. Belgjer), 1) Skindbælg, Skind som er heelflaaet eller vrænget af et Dyr; s. belgflaa. Søndenfjelds, mindre brugl. Egentlig: Pose, ligesom Hit og Pøk. G.N. belgr; Goth. balgs. 2) Bælg til at blæse med; Puster, Smedebælg. Tildeels afvig. Bæg, Sæt. Tel. Belj, Østl. – 3) Bug, Vom, Gbr. Østerd. og fl. (Eng. belly). Jf. Vindbelg, om en tyk Sky.

belga, v.a. (ar), fylde Maven. belga i seg: proppe i sig. (Ved Mandal: belgja). Efter visse Mærker har der været et stærkt Verbum belga (balg, bolget) med Betydn. opblæse, utvide. Hertil bolgen, adj.

Belgbyne (y’), n. Fjelene eller Skiverne i en Blæsebælg. Hard.

belgflaa, v.a. afflaae et Skind fra Hovedet eller Halsen uden at opskjære det i Bugen. Hard. og fl. I Tel. “bægfletta”. Hertil: belgflegen (e’), afflaaet heelt, uden Opskjærelse. Sogn, Hard. Ellers avsnudd.

belgfletta, v. s. belgflaa.

Belgriv (i’), n. Mavesmerter (= Mageriv).

Belgvott, m. = Heilvott, Lovevott. Østl.

belja, v.n. (ar), brøle, give et huult Skrig, som i Vrede eller Skræk; om Hornkvæg. I de sydligste Egne hedder det bylja; ligesaa i Gbr. og Orkd. G.N. belja.


Belje, n. Brøl, Skrig. Hard. Paa Sdm. Belg. Isl. belji, n. (Haldorson). Ellers i Formen Byl (y’), m. Sydligt i Landet. (Neutra med “je” ere usædvanlige, undtagen med kje og gje).

Beljing, f. Brølen, Skrigen.

Belkjer, s. Bolk.

Bell, m. Knevel (= Kolv) i en Klokke eller Bjælde. Sogn, Hall. Vald. Gbr. Solør. Tildeels udtalt Bæl og Bædl. (Sogn).

bella, v.n. (er, te), formaae, udholde, udstaae noget. Sdm. Gbr. Orkd. og fl. Eg kann ikkje tru, han beller lenger (dvs. holder det ud, el. taaler det længere). Eg fraus so, at eg kunde ikkje bella. G.N. bella, magte, overvinde. (G.N. har ogsaa et stærkt Verbum bella, ball, med Bet. ramme, træffe).

bellande, adj. udholdelig. “D’æ int belland”: det er ikke til at udholde. Orkd.

Belling, m. 1) Skind af Foden eller Læggen paa et Dyr (= Fetling). Østerd. 2) Læg eller Skaft i Støvler; ogs. Læggen i Strømper. Nordl. Jf. Bending.

Belte, n. Bælte, Livgjord. G.N. belti. Vatnet gjekk til Beltes: naaede op til Bæltestedet.

Beltesnjo, m. Sneelag, som rækker op til Bæltestedet paa en Mand.

Beltespenning, f. Tvekamp hvori de stridende ere sammenbundne med et Bælte. (Omtalt i gamle Sagn).

Beltestad, m. Bæltested (= Mjaarygg).

Beltesylgja, f. Spænde i et Bælte.

Belund, s. Bidlund.

Belæte, s. Bilæte. Beløl, s. ved bidla.

Bembel, m. Navle. Hall.

bemla, v. pladske i Vand; ogsaa: drikke meget. Sdm. jf. bamla og damla.

Ben, n. et Saar, en Rift i Huden. Hall. (Sædvanlig udtalt: Been). G.N. ben, f. og benjar (om store el. farlige Saar); Ang. ben, Goth. bani, f.

bend, adj. 1) bøiet, s. benda. 2) baandet. I Sammensætning: fembend, seksbend; storbend, smaabend.

benda, v.a. (er, de), 1) bøie (noget som er stivt), krumme i en Bue. G.N. benda. (Eng. bend. – 2) binde, sætte Baand paa (et Læs). Smaal. (Af Vand).

bendast, v.n. brydes med hinanden, kjæmpe. Tel. G.N. bendast á (tviste).

Bende, n. 1, Baand, Reb; f. Ex. paa et Læs. Tel. Østl. (Jf. Karrbende). Ogsaa om Nagler i en Slæde: Afbende, Stabbende.

Bende, n. 2, Ryk, Vridning, Brydning. Hall. Om en anden Betydn. s. Visbende.

Bendekavle, m. Træstykke at tilbinde over et Plankelæs, Smaal. Rom.

Bendel, m. 1) Bændel, liden Borde i Klæder. Østl. – 2) Baand af Straa omkring et Korn-Neg. Temmelig alm. (Fl. Bendlar). Afvigende Bindel, Binnel (Toten), Bælne, og Fl. Bælnar (Hard.).

Bendestong (o’), f. tilbunden Stang eller Støtte over et Læs. Smaal.

Bendetak, n. Kamp, Brydning. Tel.

Bending, f. Bøining.

Bending, m. Læggen eller Skaftet i Støvler. Nordre Berg. Ogsaa i Trondh. Stift (Bænning, Bæning). En anden Form er Bendel (?), Bennel (i Nordl.) og Belling, som før er anført. Det sidste stemmer med de svenske Former; benling, belning, belling (Rietz 29) og synes egentlig at være Beinling (af Bein: Fod), skjønt det ikke ganske passer til den norske Brug.

Bendsl, n. Baand, Ombinding. Nordl.

Bene (e’), n. s. følg.

Benelde (e’), n. Kjønslem (vulva) paa Hun-Dyr, især Køer. B. Stift. Ogs. Binelde (i’), Sogn; Bene, Hard. Hall. (I Tel. Burar, pl.). Dansk: Bærende. I svenske Dial. bärane, bärne, bäre.

Bengel, m. Dreng, Pog; en frisk og dristig Yngling. Vald. Hall. Tel. (Bengjil). Sv. Dial. bängel, egentl. en Kjæp, ligesom T. Bengel.

bengla, v.n. trætte, kives. Nordl.

Benk, n. (Fl. Benkjer), 1) Bænk, Sæde. Jf. Bekk. (G.N. bekkr). – 2) lavere Stillads til visse Arbeider (jf. Stol). Hyvlebenk, Svarvarbenk, Braadbenk. – 3) en lang og smal Flade i en Bjergside. Tel. – I Sammensætning sædvanlig Benkje, som: Benkjefot, m. Fod under en Bænk. Benkjekraa, f. Vraa ved Enden af en Bænk. Benkjerekkja, f. en doven Karl, En som gjerne ligger i Bænken. Valders. Paa Sdm. Benkjestrekkjar, m.

benka, s. beinka.

Benkjargaava, f. Gave som en Brudgom giver sin Brud; Morgengave. Vald. Tel. (Tydelig udtalt). G.N. bekkjargjöf.

ber, adj. bar, blot; s. berr.

ber, Præs. af bera, og berja.

bera (e’), v.a. og n. (ber, bar, boret), at bære. Inf. ogsaa afvig. bæra, bara (Namd.), baaraa (Indr. Orkd.). Præs. ber’e. Imperf. Fl. baaro, baare (Sæt.), boro (Hall.), børo (Vald.), bore, o’ (Voss), bure, u’ (Sdm. sj.). Impf. Konj. børe (Sæt. Tel.). Supin. bore (o’), afvig. beri (Orkd. Indr.). G.N. bera (ber, bar, borit). Heraf Baar, bær, Burd, Byrd. – Særlig Betydning: 1) bære, have paa sig, bringe med sig, saasom i Haanden, i Favnen el. paa Ryggen. – 2) holde oppe, taale en vis Tyngde; f.Ex. om Iis, om en Bjælke, en Baad. Figurl. om at taale Modgang, Smerte eller Sorg. – 3) være bebyrdet med, skylde, være forpligtet til. (Ikke alm.). D’er han som ber det, dvs. som bør gjøre det. Det var han som bar Skytsen, dvs. som det tilfaldt at skydse,
Sætersd. – 4) holde, sætte eller bevæge paa en vis Maade. Bera Hovudet høgt; bera upp Handi (løfte Haanden); bera Føterne tidt; bera Aararne for høgt; bera Ljaaen lett, o.s.v. Hertil: Hovudburd, Handeburd, Foteburd og fl. – 5) fremføre, bringe, komme med. Bera Bod; bera Ærend; bera Vitne. Bera upp Maalet: sige sit Ærinde, forklare sin Sag. – 6) frembringe, give Afgrøde, om Jorden; bære Frugt, om Træer. Hertil Aaburd. – 7) føde, bringe til Verden. (G.N. bera; Goth. bairan; Ang. og Ght. beran). Nu kun brugeligt om Koen, altsaa: kalve, faae Kalv. Hertil: bær, adj. nybær, haustbær, vaarbær. Jf. boren. – 8) v.n. stævne, føre i en vis Retning. Straumen ber inn, dvs. gaar ind af Fjorden. Det bar nord-etter: det gik mod Nord. Det bar av ut paa Havet. – 9) skride, gaae, komme afsted. Det ber frametter: det skrider noget langt frem. Det ber upp: det stiger i Høiden. Det ber aat: det stunder til, nærmer sig, bliver Alvor. Det bar laust: det brød løs, kom til Opbrud. Det bar i Hop med deim: det drog sammen; det kom til Strid, til Slagsmaal. (Ogsaa Svensk). Tildeels i Formen berast (berst, barst): det barst av; det barst i Hop. – Andre Talemaader: bera seg, holde sig, have en vis Holdning; ogsaa vise Sindsbevægelse. Han ber seg godt: har en frisk og kjæk Holdning. Han bar seg illa: han klagede og larmede. Ogsaa uden Adverb: Han greet og bar seg; ropade og bar seg, o.s.v. Bera seg undan (ogsaa: berast undan): undskylde sig, søge at slippe fra noget. – bera av: gaae afsted. Det bar av med deim: de reiste sin Vei. (Ogsaa Svensk). Det ber reint av: det gaar over sine Grændser, det gaar for vidt. (Gbr. Sdm.). – bera aat: a) holde nær til; b) stunde til, nærme sig; c) modvirke, bruge Midler imod en Sygdom. (Sdm. og fl.). Jf. Aatbersla. bera fram: a) fremsætte (s. Framburd); b) upersonl. skride fremad. – bera fyre (y’): undskylde sig med; ogs. foregive. – bera i seg: føre ind i Munden, æde, sluge. – bera mot: a) gjøre Modstand; b) vække Modbydelighed. Hertil Motburd. – bera ned: falde af Luften, regne eller snee. Hertil Nedburd. – bera til: tildrage sig, skee, hænde; oftere: begynde, komme i Gang, blive Alvor. Det bar til atter: det begyndte paa ny. – bera um (i Seilads): vende Seil, svinge i Krydsning. Sdm. – bera ved: a) gjøre Anskrig, tilraabe En for at varsle eller paaskynde ham; b) om Fiskere: rykke til sig, naar en Fisk bider paa. Sdm. Derimod “berast ved”: forslaae, strække til. D’er so mange, som hava skal, at det kann inkje berast ved.

Bera (e’), f. Hunbjørn. Udtalt. Bæra (Sogn), Bæro (Tinn, i Tel.), Bæru, el Berru (Trysil) Buru og Boro (andre St. i Østerd.). Ellers sammmensat med Hun (dvs. Bjørneunge): Hunabæra (Shl.), Honebær (Tel.), Hynebær (Sdm.). G.N. bera. Andre Navne ere: Birna (Binna), Bjønna, Bingsa. Egentlig skulde vel Hanbjørnen hedde Bere (m.), i Lighed med Ang. bera, Eng. bear; Ght. bero, T. Bär. – Som Kvindenavn forekommer “Bera” i Sammensætning: Asbera (Asber), Ingeber(a), Olbera, Torber(a). Jf. Bjørn.

berande, adj. passende til at bære.

Berar, m. en Bærer (Drager). Berarløn, f. el Berarpengar, pl. Løn for at bære.

bere (bedre), s. beter og betre.

Berekagge (e’), m. Dunk at bære paa Ryggen (= Hylke). Berekaggje, Hall. Beringakaggje, Voss.

Bereputa, f. Pude at lægge under en Byrde, ogs. en Pude i Hestesælen.

Berestol, m. Bærestol; Baare.

[beretta, v.a. meddele Sakramentet.

Berfetel (e’), m. Skulderrem, Baand hvormed en Byrde fæstes til Ryggen. Tel.

Berg, n. 1) Bjerg, Klippe, stor Forhøining paa Jorden. G.N. berg (ogs. bjarg). Hertil mangfoldige Stedsnavne, hvoraf nogle Gaardsnavne i Dativform: Berge (Bergje). – 2) Klippegrund, heel eller sammenhængende Steenmasse. Byggja paa Berg. Møta Berg i Botnen. Nakne Berget: den nøgne Klippe, uden Jord. (Ogsaa om Klippegrund i Søen). – 3) Bjergart, Steenart. (Jf. Grjot, Stein). Hardt Berg, blaatt Berg, Graaberg. – 4) uegentlig: Stiim, stor Samling af Fisk i Søen. Sildeberg, Torskeberg. Jf. Staal. Heraf bergast.

Berg, f. Hjælp, Forsyning; s. Bjørg.

berg, adj. kjæk, frisk; s. byrg.

berga, v.a. (ar), 1) bjerge, beskytte, bevare for Skade. Berga seg fyre Frost, fyre Væta, Hite o.s.v. Berga Føterne sine. Berga Feet fyre Udyrom. – 2) bringe i Sikkerhed, faae i Huus, eller paa Land. Berga Kornet, Høyet o.s.v. – 3) hjælpe, redde, frelse af Livsfare, saasom af Havsnød. – 4) opholde, forsyne med det nødvendige. Berga seg med Klæde. Han bergar seg godt: slaar sig godt igjennem. 5) holde ud (paa et Sted), hjælpe sig; ogs. styre, afholde. Eg kunde ikkje berga meg fyre Laatt. Han var so hugad til aa fortelja det, at han kunde ikkje berga seg (bare sig, holde sig). Jf. blettast. – Afvigende Form: bjerga (Nhl. Sfj.), bergje (Tel. og Østl.), byrge (Sdm. og fl.). Sv. berga. G.N. bjarga med stærk Bøining (berg, barg, borgit), ligesom Ght. bergan, Goth. bairgan. Stamord til Berg, Bjørg, byrg, Borg; jf. borgen. – Om et andet berga, see bergast.

bergad, partic. hjulpen, forsynet, ogs. bragt i Sikkerhed. Afvig. bergja’, Tel. og fl.


bergande, adj. 1) som kan blive bjerget. 2) udholdelig. Her er ikkje bergande: her er ikke muligt at holde ud.

bergast, v.n. flokke sig sammen i store Stimer (Berg); om Fisk. Sdm. og fl. Hedder ogsaa: berga seg.

Berg-aader, f. Aare af en vis Steenart, i et Bjerg; ogsaa Vandaare, Kilde.

Bergaas, m. Bjergryg.

Bergblom, m. Bjergblomst; især Steenbræk (Saxifraga Cotyledon). Sætersd. Guldal. Ellers kaldet: Bergfru (Stjordal), Bergbruse (Ndm.), Bergabreida (Valders), Fjellros, Lilja, Sifylla, og fl.

Bergbruse, s. Bergblom.

Bergdrope (o’), m. eller Bergdrop, n. Drypsteen, Stalaktit.

bergeleg, adj. som man kan bjerge sig med.

Bergeløn, f. = Bergningsløn.

bergemillom, adv. fra det ene Bjerg til det andet. Nogle St. Berganne millom (Genitiv); i Vald. “Bergand imyljo”.

Bergeraad, f. Udvei, Hjælp i Nøden. Østl.

bergfast, adj. klippefast, grundfast.

Bergfisk, m. Fisk som er tørret paa Klipperne, i Modsætning til “Stongfisk”. Nordl.

Bergfletta, f. Vedbende (Hedera Helix). Mandal (?). Ogsaa Kaprifolium. Hard.

Bergfolk, n. Arbeidere i et Bjergværk.

Bergfru, f. s. Bergblom.

Berggalt, m. 1) Læbefisk, s. Berggylta. Indh. (?). 2) d.s.s. Tind-Auger. Helg.

Berggrunn, m. Klippegrund.

Berggylta (Berjylte), f. Læbefisk (Labrus). B. Stift, ogsaa søndenfjelds. Ved Trondh. Berggalt. I Ryfylke Bergsugga (dvs. Bjerg-So, ligesom Gylta af Galt). I Shl. Rota (o’), Gandarota.

Berghaus, m. rundagtig Bjergknold.

Berghyrna, f. Hjørne af en Klippe.

Berging, f. Bjergning; s. Bergning.

Berging, m. Indbygger af et Sted, som hedder Berg. Mest i Sammensætning, hvor det ofte lyder som Berring eller Bæring, f.Ex. Eidsbæring, Faabæring, Flesbæring.

Bergkall, el. Bergekall, s. Bergtuss.

bergkjend, adj. bergig, klippefuld, stenet. Eit bergkjent Land. Indherred.

Bergklypa, f. Kløft eller Revne i en Klippe. Nordenfjelds Bergsklipa.

Bergknabb, m. og Bergknatt, m. en Bjergknold.

Bergkong, m. Konge blandt Bergtusserne. Oftest Bergekong. (Landst. 433).

bergkunnig, adj. bjergkyndig.

Berglag, n. Rad eller Række af Klipper.

Berglaks, m. et Slags Fisk, efter Nilsson det samme som Lest el. Leist (Macrourus). Sdm. Andre Steder det samme som Smelta el. Lysing.

Bergland, n. Bjergland.

Berglende, n. en bjergig Egn.

berglendt, adj. bergig, klippefuld.

Bergmalm, m. Erts af Bjerg; i Modsætning til Myrmalm.

Bergmann, Arbeider i et Bjergværk.

Bergmark, f. bakket Jord med Klippegrund.

Bergmoder (mor), f. Bjergdronning, Jøtunkvinde. Helg.

Bergnebba, f. et Slags Læbefisk el. Berggylte.

Bergning, f. Bjergning. Bergningsløn, f. Bjergningsløn. (Ofte udt. Berningsløn).

Bergnos (o’), f. fremstaaende Spids af en Klippe. Ogsaa Bergsnos.

Bergrise (i’), m. Jætte (Jøtun).

Bergrur, m. en Skorpe, dannet af smaa Skaldyr paa Klipperne ved Søen.

bergsam, adj. 1) forsynlig, dristig; 2) om et Sted, hvor man kan bjerge sig godt. Nogle St. bergasam.

Bergsida, f. Bjergside, Fjeldside.

Bergsig (i’), n. Væde i Jorden fra en nærliggende Klippe. Ogsaa udtalt Bersseg.

Bergskor (o’), f. Huulning i en Klippe.

Bergslad, n. Bjergskraaning, Skraaflade paa en Klippe. Hard. (Bergsla’).

Bergslag, n. Bjergart, Steenart.

Bergsnev, n. fremstaaende Kant af en Klippe. “Bersnæv”, Sdm. Ellers kaldet Bergsnov (o’), f. og Bergsnobb, f.

Bergsrør, f. Klippekant. Sdm. og fl.

Bergstad, m. Bjergstad.

Bergstein, m. Grundsteen under en Bygning. Nordre Berg. Sædvanlig udtalt Bersstein og tildeels opfattet som Bæresteen. Ellers kaldet Ladstein, Hornstein, Hornladstein.

Bergstup, n. steil Klippe i en Bjergside.

Bergstøyt, m. Bjerg-Ugle. Indh.

Bergsugga, f. s. Berggylta.

bergsvad (?), bergsvadt, adj. glat, slibrigt at gaae paa; om Klippegrund, ogsaa om Jorden i Tøveir. Shl.

bergteken, adj. indtagen i Bjerg, bortført af Bergtusserne.

Bergtroll, n. Bjergtrold, især Jøtun (Bergrise). Nogle St. Bergatroll, Bergetroll.

Bergtuss, m. Vætte (Dæmon) som boer i et Bjerg. (I Folkesagnene). Noget lignende er Bergekall el. Bergemann og Bergekjerring, f. (Landst. 463). Jf. Bergmoder.

Bergul (uul), m. Bjergugle (Strix Bubo). Nordre Berg. og fl. (Jf. ula). Ogsaa kaldet Bergulv (Søndre Berg) og ellers Steinulv, Stunulv, Hubror og fl. Sv. berguf.

bergutt, adj. bjergig, fuld af Klipper. Afvig. bergette, berjet, bergaatt.

Bergvegg, m. Klippevæg.

Bergverk, n. Bjergværk.

berja, v.a. (ber, barde, bart), 1) slaae, banke. Meget sjelden. Hertil berja Floka, dvs. slaae med Hænderne bag om Skuldrene for at faae Fingrene varme. Voss, Sogn.
I Hard. “bara Flokar”; paa Sdm. “bere Flokje”; andre St. slaa Flokje, el. slaa Flakje. G.N. berja, slaae (Ang. berian; Ght. berjan, bern). Hertil: bara, v. Bardage, Barveder, Haglebar. – 2) tærske, slaae Korn af Straaene. Nordre Berg. Sdm. Dei hava bart upp, dvs. aftærsket. Jf. Barsmid. – Præs. “ber” udtales med reent “æ” og ganske eenstavet “bær”, forskjelligt fra Præs. af bera (bære), som hedder ber, el. ber’e, med aabent “e”. – Jf. treskja, truska.

Berja, f. et Kornlag paa Loen; saa meget Korn, som paa een Gang bliver nedlagt til Tærskning. B. Stift, Ndm., ogsaa i Rbg. (= Framlag). – I en Beretning fra Stjordalen forklares Berja som et Læs Korn, eller 10 Stavrer paa Ageren.

Berjalyng, s. Bærlyng.

Berjar, m. en Tærsker. Berjardag, m. en Dag da man tærsker. Berjarfolk, n. Tærskere.

Berjetal, n. Antal af Kornlag i Loen.

Berjing, f. Tærskning.

Berk, i Stedsnavne som Berkaaker, Berknes, Berkvik, synes at være en Form af Bjørk; dog uvist.

Berka, f. bar Jord; s. Berra.

berka (bærka), v.a. (ar), blotte, gjøre bar (berr). berka seg: blive bar. Ork. Ellers: berkast, v.n. blottes, f. Ex. om Jorden i Tøveir. Gbr. Trondh. Nordl.

berkja, v.a. (er, kte), tage Barken af (Træer). Gbr. Sdm. Ogsaa avberkja. Af Bork. Afvigende: Han berkjer av Tonnom (berkje ta Tonnaa): han viser Tænder, blotter Tænderne.

Berkja, f. s. Byrkja. Jf. Gulberkja.

berkjen, adj. haard, tør, usmagelig. Hard. Shl. (Vel eg. barkagtig). Paa Sdm. birkjen: grim, barsk.

berleg (el. berrleg), adj. 1) aaben, frit beliggende, let at see; ogsaa: anseelig, som tager sig godt ud. 2) aabenhjertig, fritalende Nordre Berg. (Ikke meget brugl.)

Berling, m. liden Stok eller Bjælke under Flagerne i et Fartøi. Nordl. Jf. G.N. berlingsáss. Sv. bärling, Løftestang.

Berm, m. 1) Bærme, Bundfald (= Grugg, Grut). – 2) Gjær, til Øl. Sogn. Jf. Eng. barm.

berma, v.a. (er, de), drage et Fiskervod paa Land; især inddrage “Barmen” eller Midten af Vodet. Ryf. Jæd. Nogle Steder barma (ar).

Bermestad, m. Sted til at drage Vod.

Berming, f. Opdragning af Vod.

berna, v.n. blive bar, = berrast.

Bernblom, s. Byblom.

bernd (af Barn), s. einbernd, tvibernd.

berr, adj. 1) bar, blot, ubedækket. Paa berre Golvet. Paa berre Marki. Med berre Handi. Koma paa berran Botn: blive blottet for Midler, have intet igjen. (B. Stift). Jf. snaud, naken. – 2) bare, idel, ublandet. D’er berre Vatnet; berre Sanden; berre Halmen. Standa i berre Skyrta. Segja berre Sanningi, o.s.v. – 3) aabenbar, synlig; tildeels ogsaa: fraskilt, afsondret. Faa Fisken berr, dvs. fraskilt eller udplukket af Garnene. Nordl. Hadde eg visst aa faa honom berr, siges paa Helg. om En som man ønsker at træffe alene, faae tale med i Eenrum; – paa Sdm. derimod om En, som man har mistænkt for en Skalkestreg og ønsker at faae opdaget eller overbeviist. – Ordet udtales ogsaa “bær”, men, som det synes, mest almindelig bærr (bærr’e), hvorved ogsaa de afledede og sammensatte Ord (f. Ex. berre, berrhendt) adskille sig fra andre Ord, som begynde med “ber” og “bær”. G.N. berr (ber). I andre Sprog med “a”; Sv. og D. bar; T. og Holl. baar; Eng. bare.

berra, v. a (ar), blotte, gjøre bar. G.N. bera. (Lidet brugl.). Jf. berka. – berrast, v.n. blive bar (= berkast, berna); f. Ex. om Jorden.

Berra, f. Barhed, et bart Sted; bar eller sneeløs Jord. Ogsaa udtalt Bæra. Ellers: Berka (Nordland), Berva (Indherred).

berrarmad, adj. med bare Arme.

Berr-aust, m. reent østlig Vind (i Modsætning til sydostlig el. nordostlig). Sfj.

berrbakad, adj. som ikke eier noget eller har noget at gjøre med. Egentl. barrygget, af Bak (Ryg). Sdm. og fl.

berrbunad, adj. skindmager, skjødløs. Hall. (Til Buna, f.).

berre, adv. bare, kun, blot. Nogle St. afvigende: bare, og tildeels barre (Rbg. Tel.). Ordet sættes ofte foran Verbet, f. Ex. Eg berre undrast. Han berre lær aat. Saaledes især ved en Tilskyndelse eller et Ønske; f. Ex. Berre sjaa. Berre høyr. Berre kom! Berre han no vilde koma. Jf. berst og bert. – Ofte i Stedet for: um berre, eller: naar berre; f. Ex. berre eg torde (hvis jeg kun turde). Ogsaa for: utan berre. Det kom ingen, berre han. Tel. Mere besynderlig er Brugen af “ikkje berre”, dvs. kun, ikke mere end; f. Ex. ikkje berre ein Dag: kun een Dag. Eg hadde ikkje berre tri: jeg havde kun tre. Øvre Tel. Paa samme Maade bruges i Tel. “ikkje aat”; ved Mandal “ikkje kon”; i Sæt. “ikkje ko”. Jf. Dansk “ikkun” for: ikke uden.

Berrfjell, n. nøgen Fjeldmark ovenfor Skovgrændsen. Helg. Ellers: Berrsnøyda, Snaudfjell, Vidarløysa og fl.

Berrflekk, m. en bar Plet; saasom hvor Snee er nylig aftøet.

berrflekkutt, adj. bar paa enkelte Steder.

Berrfrost (el. Berfrost), n. Frost uden Snee; bar og frossen Jord.

berrføtt (berføtt), adj. barfodet. Nogle St. børføtt (Hall. og fl.). Paa Sdm.
som en Dativform “børføttaa”, adv. G.N. berfœttr.



Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   9   10   11   12   13   14   15   16   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə