Ivar Aasen Norsk Ordbog


Part, m. 1) Part, Deel, Lod (= Lut). 2) Stykke, Afsnit (= Bolk). 3) Tidsrum, en vis Tid; f. Ex. Vaarparten, Haustparten. G.N



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə130/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   126   127   128   129   130   131   132   133   ...   221
Part, m. 1) Part, Deel, Lod (= Lut). 2) Stykke, Afsnit (= Bolk). 3) Tidsrum, en vis Tid; f. Ex. Vaarparten, Haustparten. G.N. partr, af Lat. pars, partis. Ein part: endeel Folk; ogsaa en Hob, et Partie. Nordl. og fl. Fyre min Part: for min Deel, hvad mig angaar.

parta, v.a. (ar), dele, partere.

Parykk, m. Paryk. Fr. perruque.

Pas, n. Riis, Kviste eller løse Grene. Hard. Hall. Hertil Pasgard, m. Riisgjærde. I Hall. Pasgar, og Pasuggar (for Pasutgard).

pasken, adj. svag, sygelig. Jæd. og fl. (paskjen). Paa Sdm. pjaskjen.

Pasn (i en Væv), s. Basma.

Pass, n. 1) Pas, Gjennemgang. Lidet brugl. 2) Pas, Reisebrev. Hedder tildeels: Pars el. Reisepars. (Berg. Vald.). 3) Maal, Grad. So um Pass: saa omtrent. Til Pass: til Maade. 4) Tilsyn, Bevogtning. Hava Pass paa nokot. (S. passa). Hører nærmest sammen med passera, v.n. (ar), gaae igjennem; gaae an; ogsaa foregaae. Fr. passer. Hertil ogsaa “Passasi”, m. Hændelse, <PB N="566"> Noget som er foregaaet. Ligesaa “Passaseer”, m. en Medreisende. Nogle St. “Passeneer”. Nt. Passeneer (Schütze), Eng. passenger, Fr. passager.

pass, adj. passende, bekvem (= maateleg). Mest i Forbindelsen “so-pass”, dvs. saavidt tjenlig el. duelig. Nogle St. so-passa og so-passe. Altsammen fremmedt. Jf. maata.

passa, v.a. og n. (ar), 1) passe, sømme sig. (Lidet brugl.). Jf. Pass og passera. – 2) afpasse, gjøre passende (= maata, høva, raama). – 3) vogte, passe paa (= gjæta, vakta, agta). Meget brugl. Nt. og Holl. passen. – Hertil passig, adj. paapasselig; forsigtig. passeleg, adj. passende (= maateleg, høveleg).

Passar, m. 1) Passer (at gjøre Cirkler med). 2) en Vogter; s. passa.

[Pastyr, n. Skikkelse. Fr. posture.

paula, vælde, bolle; s. purla.

Paut, m. Kop, Kumme, lidet Kar af Træ. Nordl.

Pave, m. Pave. G.N. pafi (páfi), af Lat. papa: Fader. – Pavedøme, n. Pavedømme. Pavetru, f. den katholske Troeslære.

paa, præp. paa, over, ovenpaa, osv. Her som i Svensk og Dansk en sædvanlig Forkortning af upp-aa, ligedan som “pi” for upp-i, “pum” for upp-um, “punder” for upp-under. Ordets gamle Form er “aa”, som ogsaa i nogle Egne er meget brugelig, ialfald i visse Forbindelser; s. aa og uppaa. – Hertil flere nyere Ord eller Former, som: Paabod (o’), n. Paabud, Befaling. Paafund, n. Paafund. paagjord, adj. paahexet. paahaldig, adj. udholdende; ogsaa paaholden. paa-havd, adj. paasat, paaført. Paakast, n. Paakastelse; paakommende Besværlighed; ogsaa: Lykkespil, Lotterie. (Trondh.). Paalegg, n. Paalæg; Tillæg. paalitande, adj. paalidelig. paa-logen (o’), adj. beløiet. Paa-minning, f. Paamindelse. paa-nøydd, adj. paatvungen. Paaset, Paasætning; Tillæg af Fæ til Fodring (s. setja). paa-slegen (e’) paaslaaet. paa-smurd, adj. paasmurt; paatagen, forstilt. Paastand, n. Paastand. Paatru, f. Folketro. (Sfj.). Paavelting, f. Paavæltning; Overlæsselse, o.s.v.

Paafugl, m. Paafugl. G.N. páfugl, eller pái, af Lat. pavo.

Paak, m. en tynd Kjæp, en liden Stang, Green eller Vidie; passende til Haandværge (omtr. som T. Prügel). Temmelig alm. i de sydlige Egne. Afvig. Pjaak, Sdm. Sv. påk.

paaka, v.a. (ar), banke med en Kjæp; prygle.

paala, v.n. og a. (ar), nedsætte Pæle; fæste med Pæleværk.

Paale, m. Pæl, Stolpe, nedrammet Stok. Maaskee alm., dog nogle St. lidet brugl. Sv. påle; Eng. pole og pale; T. Pfahl, af Lat. palus. Hertil: Paalebru, f. Pælebro. Paalebryggja, f. Brygge som hviler paa Pæle. Paalelag, n. Pælerække.

paaraa, s. pora.

Paaske, m. Paaskefest. Lyder deels Paaske, deels Paaskje og bruges sædvanlig kun i den ubestemte Form, saa at ogsaa Kjønnet er noget usikkert. G.N. páskar, pl. efter Lat. pascha af Ebraisk. Hertil Paaskehelg, f. Paaskehøitiden. Paaske-aftan, m. Dagen før Paaskedag. Paaskevika, f. Paaskeuge.

paata, s. pota. paatra, s. putra.

Peik, n. et Puds, en Skalkestreg (= Pretta). Formen tvivlsom, da det oftere hedder Peek. Hall. Vald. og fl. I skotske Dial. paik. Jf. Ang. pæcan: at narre.

peika, v.n. (ar), pege, vise hen paa noget. Nogle Steder peka (ee), Tel. og fl., og peikta, Jæd. Ryf. (Ordets oprindelige Form er ubekjendt). Sv. peka. Hertil Peikestikka, f. Pegepind.

Peil, m. 1, Brist, Sprække, saasom i Træ; ogsaa: Svaghed, Legemsfeil. Tel. (Vinje). Jf. peilutt.

Peil, m. 2, en Pæl (Pægel), 1/4 Pot. Nogle St. Pæl. Nærmest til Nt. Pegel: Mærke el. Maalepunkt i en Kande; Holl. peil, d. samme, og peilen: maale Dybden. Jf. Skant.

peilutt, adj. svag, sygelig, som har en ustadig Helbred. Sdm. (peilett’e). Hedder ogsaa peilall, peilen, peilefengen (-fingjen). S. Peil, 1.

Peis, f. (og m.) Sene, Kjønslem (penis) af visse Dyr; især Tyremie (Uksepeis), anvendt til Svøbe eller Baand. I B. Stift Peis, f.; andre St. tildeels m. Sv. Dial. pes, m. Holl. pees (Sene); Nt. pesel, Eng. pizzle (penis).

Peis, m. et lidet Ildsted med Rør el. Pibe (tildeels forskjelligt fra Aare). Sogn, Hall. Vald. Gbr. Andre Steder: Pist, Num., Spis, Tel., Speis, Rbg. Sv. spis og spisel; Nt. pisel (Værelse med Ovn); Fr. poêle (Ovn), G. Fr. poisle, i latinsk Form pisele, pisalis osv. (Diez, Roman. Wört. 2, 389). Hertil Peislad (-la), n. Muren omkring Ildstedet. Vald. Peispipa, f. Røgfang, Rør fra et Ildsted.

peisa, v.a. (ar), pidske, slaae med en Svøbe (s. Peis).

Pek (ee), n. et Puds; s. Peik.

peka, s. peika. – pela, s. pila.

pela (e’), v.a. (ar), spade, opskjære Tørv (s. følg.). Nordl. (Lof.). Lyder som pella (med reent ll), som efter den nordlandske Udtale antyder et oprindeligt pela (e’) og afviger fra Isl. pæla: ophakke.

Pela (e’), f. Spade, Tørvspade. Nordland. <PB N="567"> (Pella). Jf. Fr. pelle; Lat. pala.

[Pelementa, f. Klammerie, Kiv, Trætte. B. Stift, Hall. og fl. Nogle St. Perlementa. Ogsaa som Vebrbum: pelementa (ar), yppe Kiv, larme, knurre. Ital. parlamento: Underhandling.

Pen, m. den bageste tilspidsede Deel af en Hammer. Nordl. (Pænn). I Hall. Penkoll. Sv. pen (pän). Vel egentl. Fjæder; s. Penn.

Peng, m. Penge, Mynt. Mest brugl. i Fl. (Pengar); Eental bruges kun i den ubestemte Form og lyder tildeels som Pæ-eng, eller Pæing; egentlig kun en Forkortning af Pening.

Pengegras, n. en Planteart: Rhinanthus (= Engjarkall). Berg. Stift. I Indh. Pengpung.

Pengegreida, f. Pengevæsen; Tilstand med Hensyn til Penge.

pengekjær, adj. pengegjerrig.

Pengeknipa, f. Forlegenhed For Penge; Krisis i Handel eller Omsætning.

pengelaus, adj. blottet for Penge.

Pengeløysa, f. Pengemangel. I lignende Betydn. Pengenaud, Pengeskort, og fl.

Pengeraad, f. Forraad af Penge.

pengesterk, adj. vel forsynet med Penge.

Pengetid, f. Tid med Hensyn til Penge el. Omsætning.

Pening (e’), m. 1) Penning, mindste Art af Mynt. Nu kun i visse Forbindelser, f. Ex. ikkje Penings Verd; ikkje Penings Gagn, dvs. ikke den mindste Nytte. – 2) Penge (s. Peng). Nhl. Rbg. Tel. og fl. (Pæning). G.N. peningr, Ang. pening; Ght. pfentinc (som man vil udlede af pfant, dvs. Pant). Jf. Lat. pecunia.

Penkoll, m. s. Pen.

Penn, m. Pen, Fjæder at skrive med. Nogle Steder Pæn, ellers Pænn (dog altid med reent nn); afvig. Pinn, Voss. G.N. penni, af Lat. penna: Fjæder.

penta, v.a. (ar), strække, stramme; slide paa. Tildeels nordenfjelds. – Penting, f. Anstrengelse, Slid og Slæb. Indh.

Penta, f. 1) Stang, hvormed et Seil udspiles. Sogn og fl. 2) Line el. Toug at fæste et Seil med Nordl.

Perla, f. en Perle. Afvig. Pæle og Pele, Hall. Vald. (Jf. Parle). Ital. perla. Hertil Perleband, n. Perlebaand. Perleskjel (-skjæl), f. Perlemusling. Perlestein, m. et Slags Steen som ligner Perler.

Perm, f. 1) Papir, med Hensyn til Fasthed eller Tykkelse. B. Stift. D’er god Perm i Boki. Egentlig en Forkortning af Pergament (pergamenum). – 2) Bind paa en Bog; især om Pladerne eller Skiverne i Bindet (= Bræde). Lesa fraa Perm til Perm: læse en Bog heelt igjennem. Østl. ogsaa i Nordl. Sv. perm.

Perr, m. en liden Fisk; især Ørred. (Jf. Pir). Hall. Hertil: perra, v.n. fiske med Stang.

persa, v.a. (ar), perse, presse; f. Ex. en Væv; ogsaa om at stryge Klæder. Sv. persa; Fr. presser. Hertil Persa, f. Perse, Maskine til at presse med. Persejarn, n. Persejern. Persing, f. Presning, Trykning.

perten, adj. kræsen, snerpet, altfor fiin. Smaal. (I Sv. Dial. pertentlig).

pesa, v.a. (ar), plukke, opsanke; samle Træ til Brænde (s. Pas). Hard. Lyder ogsaa som pisa (i’). Paa Sdm. pysa (y’).

pesa, v.n. (ar), hviske, tale eller læse sagte; ogsaa: sladre, fisle (= bisa). Hall. Hertil maaskee ogsaa det østlandske “pæsa”: puste, stønne. Solør, Rom.

Pesa, f. Ertebælg, Frøhuus paa Erter og Vikker (= Skolm). Lister. Andre Steder Peskja (Pesje), Sæt. Tel. Hertil Peskjegras, n. Vikker. Sæt. Paa Jæd. Pyskjegras. Jf. Eng. pease, Lat. pisum: Ert).

Pest, m. (og f.), Pest; pestagtig Syge. Af Lat. pestis. I Sagn om den sorte Død forekommer ogsaa et Pesta, f. opfattet som en kvindelig Person (Aand, Vætte), Rbg. Tel.

pi, for upp-i, s. under upp. Hertil: pi-havd (bragt op i et vist Rum), pi-komen, pisett, pi-slegen og flere. – pi høgt (= upp i Høgd), s. Høgd.

Pigg, m. Pig, Spids. Østl. (s. Pik). Sv. pigg. Hertil pigga, v.a. drive frem ved Hjælp af Pigger el. Pigstave (paa Iis).

Pik (ii), m. Pig, tynd Spids, især af Jern. (Paa Østl. Pigg). Eng. pike, peak; Fr. pique: Spyd.

Pika, f. Pige, Tjenestepige. Rbg. og fl., især i Byerne søndenfjelds. Ogsaa Piga, Mandal. I Berg. Stift bruges Ordet kun for visse sjeldnere Tilfælde, som Brudpika og Festarpika. Ellers mest almindelig anseet som fremmedt.

Pikhuva, f. Hue med spids Top. Nogle St. Pikluva. (T. Pickelhaube).

Pikk, m. 1) et lidet Stød eller Hug; ogsaa Lyden af noget som pikker; s. pikka. – 2) Uvillie, Nag, Had. Han fekk ein Pikk til deim: han fik Uvillie mod dem, fattede slette Tanker om dem. Berg. Stift, Nordl. og fl. Nt. og Holl. pik; Eng. pique, Fr. pique. (Egentl. Braad el. Spids; jf. Pik). – 3) Kop, Kar; især om et lidet Spand. (Dallepikk). Sdm. Utydeligt i Forbindelsen: “med Pikk og Pakk”, dvs. med alt sit Gods eller Tøi. (Ogsaa svensk). – 4) penis. Østl. Jf. Pill.

pikka, v.n. (ar), 1) pikke, hakke; f. Ex. om Fugle. Eng. pick; Fr. piquer (stikke). – 2) banke, slaae sagte; f. Ex. om Pulsen, ogsaa om Lyden i et Uhr og deslige.

Pikka, f. 1) en liden Hakke. Nordl. og fl. Ogsaa som Navn paa Fugle: Trepikka, <PB N="568"> Rurpikka. – 2) Skaft eller Hals paa en Garn-Boie (Dubl). Nordre Berg. Nordl.

piksa, v.a. (ar), fæste med Pinder eller Plugger, udspile Skind til Tørring. B. Stift. I Hall. biksa; s. følg.

Pikse, m. Pind, Plug; især til at fæste el. udspile Skind med. Nordre Berg. Afvig. Bikse, Hall.

Pikstav, m. Pigstav, Stok med en Jernpig i Enden; især til at bruge paa Isen. B. Stift. G.N. píkstafr; Eng. pikestaff.

Pikstol, s. Pistol.

pikutt, adj. spids, tynd i Enden. Nogle St. piken (pikjen).

Pil (ii), m. 1, Piil, Piletræ (Salix fragilis). G.N. píll (píl).

Pil (ii), m. 2 (el. f.), Piil til Skudvaaben. I de sydlige Egne Femin. (ei Pil). Nyere Ord (jf. Or og Kolv). Nt. Piel; Lat. pilum.

pila (i’), v.n. (ar), pille, plukke, afskalle. Nogle St. pela. Sv. pela; Eng. pill, peel. Udledes af Lat. pilare: afhaare.

Pilar (i’), m. 1) Piller, Støtte, Stolpe. G.N. pilarr, af Lat. pila. – 2) et Slags liden Fisk. Ogsaa udtalt Pillar og Pelar.

Pile (i’), m. Smule, Gran (Pille). Kvar ein Pile. D’er ikkje Pile Gagn i det. B. Stift.

Pile (ii), m. And (Fugl); især om tamme Ænder. Søndre Berg. og fl. (Nt. Pile).

Pilegrim (Pelegrim), m. Pillegrim. G.N. pilagrímr; Lat. peregrinus.

Pilk, m. Fiskekrog med kunstig Mading (= Rykkjar). Smaal. og fl.

pilka, v.n. (ar), 1) pille, skrabe, stikke. 2) fiske med Pilk.

Pill, m. penis. Tel. Sdm. Nordl. og flere. Ellers: Pintol (Tel.), Pip (Berg.), Pikk (Østl.), og fl. Nt. Pillhaan, Piephaan.

Pils, m. Skjørt, Underskjørt. Rbg. Nogle St. Pels. Isl. pilz. Fr. pelisse: Kaabe.

Pilt (ii), m. Smaadreng, Pog. Nordenfjelds. (Lidet brugl.). G.N. piltr; Sv. pilt.

pilta, v.n. (ar), lølbe, trippe; ogsaa følge med, hoppe efter. Nordl. og fl.

Pina, f. 1) Pine, Smerte. Lidet brugl., s. Pinsla og Verk. G.N. pína: Straf; Fr. peine, af Lat. poena.

Pina, f. 2, Rummet omkring Ildstedet i en Fiskerhytte. Nordl. (Lof.).

pina, v.a. (er, te), 1) pine, martre, plage. – 2) opholde karrigt, udsulte osv. Jf. pira. 3) skaffe smaaligt, langsomt eller med Møie. Pina i Hop: sammenspare. Pina aat seg nokre Skillingar.

pinast, v.n. (est, test), 1) pines, lide langvarig Smerte. – 2) lide af Længsel, vente længe, blive længe skuffet.

pinesam, adj. 1) piinlig. (Sjelden). 2) karrig, gnieragtig. Hedder ogsaa pinen; jf. piren.

Pining, m. en Gnier, karrig Person.

Pink, n. svagt Brændeviin. B. Stift, Hall. Smaal. og flere. Paa Sdm. om uklaret Brændeviin. I Gbr. om en Drik af Mælk og Brændeviin. Jf. Skotsk pinkie: tyndt Øl.

pinna, v.a. (ar), fæste med Pinder.

Pinne, m. Pind, Plug; ogs. et lidet Stykke Træ; en smal Stump, en liden Fisk, m. m. Nogle St. Pinn. Sv. pinne; Eng. pin; Nt. Pinne. – Hertil Pinnehamar, m. Skohammer. Pinnesyl, m. Plugsyl (Pløgsyl). Pinne-tre, n. Træ til Pinder, især til Skopinder (Plugger).

Pins, el. Pinstid, s. Kvitsunn.

Pinsla, f. 1) Pine, langvarig Smerte. (Mere brugl. end Pina). G.N. pínsl. – 2) langvarig Venten, Langsomhed, Kjedsomhed. – 3) Karrighed, Gnierie; ogsaa et knapt og kummerligt Udkomme.

pipa, v.n. (ar), pibe, blæse i en Pibe. (Bøiningen tildeels: -er, te; eller endog: pip, peip, pipet, som er en nyere Form). Nt. piepen, af Lat. pipare.

Pipa, f. 1) Pibe, at blæse i. (G.N. pípa). – 2) et Rør, en huul Søile; nogle St. især en Skorsteenspibe. – 3) Tobakspibe. Hertil Pipehovud (o’), n. Pibehoved. (I Tel. Pipeskalle). Pipelegg, m . Rør paa en Kridpibe. Piperøyr, f. Piberør.

Pipar (ii), m. en Piber, Fløitespiller.

Pipar (i’), m. Peber. (Nogle St. Pepar). G.N. piparr, af Lat. piper. – Pipargras, n. Vandpeder (Polygonum Hydropiper). Piparkorn, n. Peberkorn.

Piping, f. Pibning, Blæsen.

pipra (i’), v.n. bæve; s. bivra.

Pir (ii), m. 1, en liden Fisk; a) om smaa Makrel (= Spir, Geir). Shl. b) om smaa Ørreder. Tel. (?). I Hall. Perr. (Jf. Piraal). Pir, om en Gnier, s. pira.

Pir (ii), m. 2, en liden Kanal, et Indløb med Brygger paa Siderne. Østl. Eng. pier: Brygge, Brokar; Fr. pierrée: Steenrende.

pira, v.n. (er, te), 1) pible frem, rinde ud i meget tynde Strømme. Ryf. (Jf. spira). – 2) gnie, spare, være karrig; ogsaa v.a. føde karrigt, udsulte (= pina). Sfj. Hertil Pira, f. en karrig Huusmoder. Ligesaa Pir, m. en Gnier. I Valders Piring. Andre St., Pist og Pining.

Piraal, m. Slimaal, Myxine glutinosa. Nordl. (Ellers kaldet: Sleipmakk, Kvitaal, Igraal). Sv. pirål. Jf. Holl. pier, og Nt. pieraas: Regnorm (som dette Dyr har nogen Lighed med).

piren, adj. 1) karrig (s. pira). Sfj. – 2) skranten, svagelig. Sogn. I Nordl. tynd, spæd (?); om Væxter. (Sv. Dial. pirug, og pirelig. Rietz 502). – 3) svag, forsagt, udygtig. Sdm. Ork. og fl. Kun med en Negtelse. Han er ikkje piren: han er ikke nogen daarlig Karl. Ogsaa om et Foretagende: let, simpelt. “Dæ va ikkje pire’”: det var ikke nogen Spøg.

<PB N="569">

Piring, m. en Gnier, s. pira.

Pirkum (ii), n. Hypericum (Plante).

Pisk (ii), m. Ruus, Perial. Han vaar paa ein Pisk: han var drukken. mest brugl. nordenfjelds.

piska, v.a. = peisa, dengja, hyda.

pissa (i’), v.n. (ar), = miga.

Pist (ii), m. 1) et Hviin, en svag, pibende Lyd; ogsaa: Klynken, Klage. Nordre Berg. og fl. Inkje ein Pist: ikke et Muk. – 2) en Kryster, En som klynker for ubetydelige Ting. – 3) en Gnier, karrig Person. Sdm. (meget brugl.). Jf. Piring. Et Par Fuglenavne have Betydningen: Piber, s. Fjørepist, Navepist.

Pist, m. (2), Ildsted, s. Peis.

pista (ii), v.n. (er, e), 1) pibe, hvine, give en svag Lyd; f. Ex. om Muus. Nordre Berg. Gbr. Ork. Nordl. Afvig. pistra, Sogn, Smaal. (Jf. kvistra). – 2) klynke, klage, krympe sig for noget ubetydeligt. Sdm. “Han gjekk aa piiste fyre dæ”.

pisten, adj. klynkende; modløs. Sdm.

Pisting, f. Piben; Klynken.

[Pistol, m. Pistol (Skudvaaben). Hedder ogsaa Pikstol (maaskee mest alm.). Fr. pistole.

pistra (ii), v.n. pibe, s. pista.

pitla (i’), v.n. plukke, nippe. Nhl. Hard. Maaskee for pisla, s. pesa.

pjaga, v.n. slæbe, trælle. Sfj.

Pjakk, m. Smaa-Lax (= Tart). Sdm. og flere. Jf. Pjokk.

pjaska, v.n. bjerge sig (= baska). Sdm.

pjasken, s. pasken. Pjaak, s. Paak.

Pjaal, m. et Skrabejern, en Væggeskrabe. Stjordal, Indr. Ogsaa kaldet Pjaaljarn, n. Vel egentl. Paal; jf. Isl. páll: en Hakke. – Pjaal betegner ogsaa en flittig Arbeider. Indr. (Sparbu). Jf. pæla.

pjaana, v.n. fare taabeligt frem (= tulla, tøva). Smaal. (Jf. Sv. pjåka).

Pjokk, m. Smaadreng, Pog. Tel. Hall. Jf. Pjakk og Pøyk.

pjuk, adj. forsagt, ilde tilmode; ogsaa uanseelig, daarlig efter Udseende. Smaal. Sv. Dial. pjukig (pjåkig). Jf. bjug.

pjuska, s. puska.

pla, s. plaga. – Plaga, s. Plaaga.

plaga, v.n. (ar), pleie, bruge, have for Skik. Rbg. Tel. (Præs. plagar, og tildeels plar). Afvig. plega (e’), Gbr., pla, mere alm.; plaa, Nhl. Sogn, Sfj.; tildeels “pa”, Nordl. Mest brugl. i Præsens, og sjelden i andre Former. G.N. plaga (forpleie, ogsaa bruge) slutter sig til Mht. pflegen (Imperf. pflac) og er vistnok et nyere Ord. Om Formen “pla van aa”, s. van og vana.

Plagg, n. 1) Dug, Tørklæde; f. Ex. Halsdug (Halsplagg). Berg. Stift; sædvanlig med Fl. Plogg. – 2) Klædningsstykke, enkelt Deel af en Klædning. Klædeplagg, Kvardagsplagg, Helgarplagg osv. I denne Betydning alm. Ogsaa Sv. plagg; G.N. plagg (dog neppe gammelt). I tydske Dial. Plache, Plage (Lærred), Placken (Stykke Tøi), som henføres til Lat. plaga: et Tæppe. (Weigand 2, 387). Jf. Blæja.

plagga, v.a. (ar), udstyre med Klæder: udklæde. I Hall. plogga.

[Plakat, m. Plakat, opslaaet Brev. Nærmest af Nedertydsk; jf. Fr. og Eng. placard.

[Plan, m. Flade, Slette. Fr. plan.

[Planeta (ee), f. Planeet. (Græsk).

Planke, m. Planke (= Bord). Nogle St. Plaankje. Fr. planche, Lat. planca.

planta, v.a. (ar), plante (jf. setja). Nogle St. plantra, ogsaa plentra. Fr. planter. Mindre brugl. er Subst. Plante, m. en plantet Væxt. I B. Stift: Plentra, f. om Væxter som flyttes eller omplantes. (Af Lat. planta).

plar (pleier), s. plaga.

[Plaseer, n. Morskab, Lystighed. Fr. plaisir. – plaseerleg, adj. morsom, fornøielig. B. Stift og fl.

Plass, m. 1) Plads, Sted, Tilholdssted; f. Ex. Kvileplass, Mjelteplass,e Fiskeplass,e o.s.v. Nogle St. Neutrum (eit Plass) og med Fl. Ploss (o’), Nhl. Sæt. og fl. – 2) Huusmandsplads; bebygget Jordstykke som er Leiebrug under en Gaard og tjener til Opholdssted for en Familie. Alm. (Jf. Plassefolk). – 3) Landsby, Flekke, Torp. Trondh. Saaledes om Bergstaden Røros og enkelte andre Steder. Nyere Ord; T. Platz; Fr. place, af Lat. platea.

Plassefolk, n. Folk som boe paa en Huusmandsplads. Plassemann, m. Huusmand. (Berg. Trondh. og fl.). Plassekona (o’), f. Huusmandskone, eller Kvinde som boer paa en Plads. Ogsaa Plassegut, og Plassegjenta, om Huusmandsbørn.

Plassing, m. Huusmand. I Fleertal det samme som Plassefolk.

Plata, f. Plade, Skive. Nogle St. Plaata. (Nhl. Gbr.). Ogsaa G.N. plata; Eng. plate og fl. som henføres til Gr. platys: flad.

platta, v.a. (ar), bjerge, hjælpe, forsyne med noget. Hall. Nhl. Sfj. og fl. Platta seg: holde sig, holde ud; ogsaa styre sig. Nhl. og flere. Paa Sdm. “plitte se”; i Nordl. “bletta seg”, og “blettast”, som maaskee er en ældre Form. Hertil plattad: bjerget, forsynet. (Hall.). Platt, n. Mulighed til at holde ud. (Nhl.). plattig, adj. i Stand til at holde ud. Ordets Opkomst er dunkel; s. bletta.

plaa (pleier), s. plaga.

Plaaga, f. Plage, Uleilighed; især: Sygdom; f. Ex. Barneplaaga. Nogle Steder Plaga. G.N. plága; Sv. plåga; af Lat. plaga (Slag, Stød).

plaaga, v.a. (ar), plage, besvære. Nogle <PB N="570"> St. plaga. Sv. plåga. Hertil Plaagar, m. en Plager, Plageaand.

plaagsam, adj. plagende, besværlig, trykkende. Gbr. og fl. Sv. plågsam.

Plaar, n. Møie; s. Plaass. – plaarsam, adj. besværlig. Hall.

Plaass, n. Møie, Besvær, Strabads. B. Stift, Tel. og fl. (Noget gammelt, s. Dipl. 3, 528. 810; – 6, 655). Jf. Plaar og Plunder.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   126   127   128   129   130   131   132   133   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə