Ivar Aasen Norsk Ordbog


rakvaksen, adj. retvoxen, rank. Rakvar



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə133/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   129   130   131   132   133   134   135   136   ...   221

rakvaksen, adj. retvoxen, rank.

Rakvar, m. en opdreven Hob af Træ eller Ved paa Strandbredden. Namd. Lyder ogsaa Raka-var, eller Rakaval (jf. Rak). Paa Helg. Rekvare. I Inderøen: Ratvaar, m. en stor Dynge eller Masse, en uordentlig Hob. Maaskee rettest Rakvor (o’), s. Vor.

rala, v.n. (ar), snakke vidtløftigt (= radda). Indr., sædvanlig “ral’” (ikke raalaa), vel egentl. radla. Hertil Ral, n. Snak, Sladder. Ralkall, m. en Snakker, Ordgyder.

Rall, n. Omsværmen; s. Ralling.

Rall, m. en rund Klump. Hall.

ralla, v.n. (ar), 1, rulle, trille. Sæt. Hall. (Sv. ralla). Ellers alm. rulla.

ralla, v.n. (ar), 2, flakke, drive, spilde Tid ved Omflakning. Smaal. og fl. (omtrent som reka eller slenga). Især at rende efter Leg og Lystighed, føite, sværme omkring; ogsaa: gaae paa letfærdige Æventyr. Nordl. Trondh. Sdm. og fl. (Jf. rassa, rissa). Om Dyr: springe, løbe i Brunst. (Jf. <PB N="579"> ræda). Sv. Dial. ralla.

ralla, v.n. (ar), 3, snakke meget, svadse, sladre. Jæd. og fl., ogsaa i Formen radla (jf. radda). Afvig. rolla (rodla), Lister; rulla, tildeels i Hall., rala, Indh. I svenske Dial. ralla; danske D. ralde; Holl. rallen.

Ralling, f. Omflakken, Omsværmen; uordentlig Levemaade; s. ralla.

Ram, m. 1, Lab, Fod; Bjørnelab (= Lom). Østerd. G.N. hrammr; Sv. ram. Liggja fram aa Rame (Dativ): ligge paa Maven med fremadvendte Labber (f. Ex. om Hunden), eller med Hænderne under Hovedet (om Mennesker). Nordre Berg. Jf. liggja aa Gruve.

Ram, m. 2, 1) Gavl i et Huus; den øverste Deel af Tværvæggen, især i en Ladebygning; tildeels ogsaa om det øverste Rum under Taget næst ved Tværvæggen. Kasta Raahøyet upp i Ramen. Sdm. Sfj. Hard. og fl. Jf. Ræve, Rot, Raft. – 2) et lidet Loft, et Loftrum over et Kammer, eller over en vis Deel af Stuen. Tel. Hall. Gbr. (S. Ramstova). G.N. ramr. Ogsaa kaldet Hjell, Husk, eller Yverlaup.

ram, adj. 1) stærk, dygtig (s. ramleg). Tel. lidet brugl. Han er ram, som vil fram: den som har god Villie, formaar meget. Jf. “ramme Runer” (Landst. 213). Paa Sdm. bruges Kompar. ramare, i Betydningen: bedre, dygtigere (= mætare, likare), f. Ex. Det var ikkje ramare Slaget, dvs. ikke af bedre Slags, ikke just af bedste Sort. Han er ikkje ramare Karen: han er ikke bedre Karl, ikke meget at rose. G.N. ramr (rammr): stærk, kraftig. – 2) stram af Smag, beesk, bitter; f. Ex. om Ost. Mere alm. (Berg. Sæt. Hall. Nordl.). G.N. rammr; Sv. ram (Rietz 523). Jf. Remma. – 3) dristig i at tale, skarp, spydig; nem til at finde slaaende Svar. Ork. Andre St. i Sammensætning, som ord-ram og kjeftram; jf. hoggram, bitram. – 4) stridig, haardnakket; s. dulram, hugram. I visse Tilfælde: fuldkommen, gjennemdreven. Ein ram Tjuv,. (Nordl. Trondh. Hall. og fl.). Ogsaa i svenske Dial. – 5) besynderlig, mærkelig (vel egentl. drøi el. stærk). Sdm. kun i Kompar. og Superl., men meget brugl. “Skal du ha’ haurt ramare”: skulde man høre noget mere besynderligt? “Dæ va dæ ramaste, so’ e heve seett”: det underligste (snurrigste), som jeg har seet. Jf. G.N. röm ummæli: underlige Ord.

ramaleg, s. ramsleg.

rambeitt, adj. heftig, hidsig, trodsig. Mandal.

ramla, v.n. (ar), 1) rumle, skramle, give en huul Lyd; f. Ex. ved at støde paa en Væg. Sv. ramla. – 2) skraale, snakke høit. Smaal. og fl. – 3) falde ned, styrte med Brag og Bulder. Østl.

ramleg, adj. stærk, fast, solid; om Bygninger; ogsaa stærk i Lemmerne, kraftfuld. Hall. Num. G.N. ramlegr.

Ramling, f. Rumlen, bragende Lyd.

Ramlægje, n. Gavl, Top af Tværvæggen i et Tømmerhuus. Øvre Tel. (Ramleie). Jf. Ram.

Ramn, m. Ravn (Fugl). Nogle St. Rabn. G.N. hrafn. (Jf. Korp). I Sammensætn., især Stedsnavne, lyder det ofte som Ramm, f. Ex. Rambjørg, Ramklo, Ramsøy. “Ramn i Hesten”, siges om en rumlende Lyd i Indvoldende paa en travende Hest (maaskee for Ramlen). – Ramnelæta, f. Ravneskrig. (Ogsaa Ramnegal, n. om Støi, Latter, Sladder osv.). Ramnunge, m. Ravneunge.

ramna (seg), v.n. sprede sig i smaa Hobe eller Knuder, om Skyerne. Sdm.

Ramn-aata, f. Ravneføde; om Fisk som er ophakket af Fugl under Tørringen. Nordl. I B. Stift Ramnemat, om noget som er ødelagt eller udskjæmt. Dei vilde reint gjera Ramnemat av honom: de vilde aldeles ødelægge ham.

Ramnesteik, f. Milten i Dyr. Tel.

Ram-ost, m. bittersmagende Ost, Gammelost. B. Stift, Hall. og fl. (s. ram).

Ramp, m. en gammel eller raadden Træ-Stamme. Trondh. (Selbu). Nogle Steder Ropp og Rupp. Jf. Rump.

rampa, v.n. (ar), gaae med store Skridt, eller med en stiv Holdning. Hall. (Isl. ramba). Rampegast, m. Person med stiv Holdning eller Gang.

Rampa, f. et Sygdoms-Tilfælde. Smaal. (Jf. Remba og Repp). Ramperid, f. pludseligt Anfald af Sygdom. Jf. Remberid.

Rams, m. Skovløg, Bjørneløg (Allium ursinum). B. Stift og flere. Sv. ramslök; Eng. ramson; Nt. Ramsche. Ogsaa om Lilie-Conval (ellers kaldet Geiterams). Mandal. – Ramsesmak, m. Smag efter Skovløg, i Mælk eller Smør.

ramsleg, adj. stolt, stadselig, prægtig. Tel. Hedder ogsaa ramseleg, og nogle Steder ramaleg. Jf. drambsleg.

Ramsmak, m. beesk Smag; s. ram.

Ramstova (o’), f. Stue med Halvloft (Ram), eller med Loft i den ene Ende.

ramsvart, adj. kulsort, glindsende sort. Vel egentl. ramnsvart, men hedder ogsaa “ramende svart”. I Sv. Dial. ramasvart, ramande svart (Rietz 524).

ramælt, s. radmælt.

Ran, n. Ran, Plyndring. (Formen Raan synes ikke at forekomme). G.N. rán; Sv. rån. Ransmann, m. Ransmand, Røver. Ransverk, n. Røverie.

Ran, f. Iisgang i Elvene. Indr. Andre St. Run, n. Jf. Raan og runa.

rana, v.a. (ar), 1, rane, røve. En sjeldnere Form er ræna.

rana, v.a. (ar), 2, ringe et Sviin (see <PB N="580"> Rane). Vald. Andre St. knavra, kneppa.

Rand, f. 1, (Fl. Render), Stribe, Streg, Linie. Mest alm. Raand, egentl. Rond (o’), ogsaa Rønd, Hall. G.N. rönd (randar); Sv. rand. Fleertal lyder som Rænd’er (Rænd’e, Rænd). Grønt med svarta Render. Ei myrk Rand etter Ryggen osv. Ogsaa med Betydning af en lang Rad el. Række, saasom af Neg paa en Ager; tildeels ogsaa om en Linie i Skrift; derimod sjelden med Begreb af en Kant eller Grændselinie. Jf. renda, rendutt.

Rand, f. 2, 1) Rummet under Taget lige over Ildstedet (i en Røgstue eller et Ildhuus). Shl. (i Formen Raand). Jf. Randaas. I danske Dial. Raan, Ran, Rane (Molbech, Dial. 434), i lignende Betydning. – 2) en liden Hylde, eller et Par smaa Bjælker ovenfor Ildstedet, hvorpaa Ved lægges op for at tørres. Shl. (Andre St. Skidehjell). D. Dial. Raan, om opfæstede Stænger under Taget. Sv. Dial. rände, ränne (Rietz 551). – 3) Tværbjælke mellem Langvæggene, nærved Ildstedet. Sæt. Naar en Stue har to Tværbjælker (Bitar), kaldes den inderste “Bite”, og den yderste “Raand”. I Shl. “Raandabite”. (Randarbite).

Rand-aas, m. en liden Bjælke eller Bolt, som er anbragt midt over Ildstedet og tjener til at hænge Kjedelkrogene paa. Mere bekjendt end “Rand”, saaledes ogs. i Nordre Berg. Nordl. og fl., overalt med “a” (Rand, ikke Raand). I Ryf. Randatre (Randar-tre). Skotsk randletree.

Randberg, n. en lang og smal Bjergryg. Voss; jf. Rande.

Rande, m. en smal Banke eller Jordryg; især i en Bjergside (omtr. som Rinde). Ork. og fl. I Nfj. Rante. Jf. Rane.

randheil, adj. om Snee, som ligger jævnt udbredt, uden at afbrydes ved nogen bar Plet. Ork. (raandheil).

Rane, m. 1) Pynt, spids, fremragende Klippe. Nhl. Ogsaa en lang Bakke eller Bjergryg. Sogn. (Jf. Rande). G.N. rani: Snude, Tryne. – 2) Stang, Stage, høit og smalt Træ; ogsaa om en lang og mager Karl. Nhl. – 3) Praas, et tyndt Lys (= Daase). Jæd. – 4) Ring at sætte i Trynet paa Sviin (= Knapp, Kneppe). Hall. og Vald. (Maaskee forkortet for Rakneknapp, el. lign.). Jf. Verbet rana.

[Rang, m. Rang, Høihed. Fr. rang.

rang, adj. 1) vrænget, forvendt, som vender til urette Side. Snu Klædi range: vrænge Klæderne, vende Vrangsiden ud. Afvig. vrang’e, Rbg. Tel., raang’e, B. Stift, vraang’e, Øvre Tel. (I Hard. rang’u, m. og raang, f.). G.N. rangr; Sv. vrång, Eng. wrong. Jf. rengja, = Ang. vringan (vrang), dvs. vrænge, vride. – 2) falsk, forvexlet, som ikke er den rette. I range Enden: i den urette (gale) Ende. Paa range Sida; range Vegen; range Sessen. Taka ein rang Hatt, ein rang Stav, osv. (B. Stift og fl.). – 3) vrang, urigtig, ikke korrekt; ogsaa: utilbørlig, uretfærdig. Ein rang Maate; range Tankar; ein rang Dom; ein rang Eid; ei rang Underskrift, osv. Jf. rangt. – 4) forviklet, slem at komme tilrette med. Rbg. Tel. (vrang). “Eit vrangt Vers”: et Vers som er knudret og vanskeligt at lære. – 5) om Personer: vrangvillig, tvær, stridig. Gjera seg rang: vise Modvillie, gjøre Forhindringer. Jf. Rangsida.

rangaugom, adv. med skjæve Øine. Gløsa rangaugom: see skjævt, kaste skelende Blikke til noget, af Ærgrelse eller Misundelse. Sdm. (gløsa raangauaa).

rangbytt, adj. urigtig skiftet.

rangbøyd, adj. bøiet til urette Side.

rangfellt, adj. urigtig sammenfældet.

rangfengen, adj. erhvervet paa urigtig Maade. Lidet brugl.

Rangflundra, f. et Slags Flynder, som har Øinene paa en anden Side end de øvrige Arter. “Raangeflundra”, B. Stift.

Ranghand (Rangehandi), f. den venstre Haand. Nordenfjelds.

ranghendt, adj. keithaandet.

rangkyndt, adj. uforligelig i Omgang, tvær og stridig af Natur. Hall.

Rangl, n. 1) Beenrad; meget mager Krop. Smaal. (Beinrang’l). Jf. Sv. ranglig: mager, svag. – 2) Omsværmen, s. rangla.

rangla, v.n. (ar), 1) vringle, yppe Klammerie, begynde en Trætte (= krangla). B. Stift. (Jf. rengjast). Eng. wrangle. – 2) ringle, skramle. (Jf. skrangla). Ogsaa: broute, skryde, gjøre sig til. Mindre brugl. – 3) rave, gaae med vaklende Skridt, med svage Kræfter. Nordl. (Sv. Dial. rangla). Jf. ragla. Ogsaa: slentre, flakke, vandre afsted. Østl. – 4) løbe efter Selskab og Lystighed, sværme om, føre et uroligt, uordentligt Liv. Østl. (Andre Steder ralla, rassa, ransa). Hertil: Rangl, n. omsværmende Liv; Uorden, Sviir og Sværm. Ranglebasse, m. eller Ranglefant,m. en Skøier, urolig Krabat. Ranglevane, m. Tilvænnelse til et uordentlig Liv, m. fl.

rangleg, adj. feilagtig, urigtig. – ranglege, adv. vrangelig, med Uret.

Rangleike, m. Vranghed; Tværhed.

Rangling, f. Klammerie, m. m., s. rangla.

Ranglykkja, f. Forvridning, Kurre paa en Traad (= Snur). Ork.

ranglyndt, adj. tvær, modvillig.

ranglæst, adj. om Laas, som lukkes bagvendt, eller ved at dreie Nøgelen “rangsøles” (s.d.). Trondh. og fl.

Ranglæta, f. Modvillighed; Egensindighed. Lidet brugl.

rangminnug, adj. som har daarlig Hukommelse, ofte mindes feil.

<PB N="581">

rangmølt, adj. tvær, modstræbende paa Grund af ondt Lune eller tilfældig Modvillie. Gbr. Paa Sdm. “raangmølt’e”.

rangsaatt, adj. vranten, fortrædelig, utaalmodig; især om Børn. Nordre Berg. sædvanlig “raangsaadd’e”, vistnok ved feilagtig Overførelse fra Neutrum (raangsaatt). Jf. G.N. rangsáttr: uforligt.

rangsett, adj. urigtig opstillet.

Rangsida, f. Vrangside (= Ronga). I den bestemte Form oftest Rangesida (Raangesi’a). Figurlig: snu Rangesida til, dvs. begynde at vise Fiendskab.

rangsnudd, adj. vrænget; fordreiet.

Rangstemna, f. vrang, feilagtig Retning.

Rangsvip (i’), m. et uheldigt Udseende; Noget som gjør, at Tingen ved første Øiekast synes at være falsk. Hall.

rangsvæv, adj. søvnig i urette Tid; tilbøielig til at sove om Dagen og vaage om Natten. Afvig. raangsvæv’e, Sdm. og flere, raangsvævd’e, Søndre Berg., rangsvævd, Hall., rangsøvd, Trondh. Nordl. Jf. andsvævd.

rangsynt, adj. svagsynet; som seer feil, eller opfatter Tingene urigtig.

rangsøles, adv. imod Solen, i Modsætning til Solens Gang; altsaa: fremad (eller opad) fra høire side og tilbage mod den venstre; tildeels ogsaa bagvendt, i omvendt Orden. (Modsat rettsøles, af Sol). Næsten alm., dog i forskjellig Form: rangsøles, Ork. Gbr. og flere, rangsæles, Nordl., raangseles (ee), Berg. Stift; rangsølt, Jæd., rangsælt, Indr. G.N. rangsœlis. I Tel. oftere andsoles.

rangsøvd, s. rangsvæv.

rangt, adv. urigtigt, galt, paa feilagtig Maade. (I B. Stift: raangt). Snu seg rangt: vende sig til den urette Side. Lesa rangt: læse galt. Kjenna rangt: kjende feil, skuffes af en tilfældig Lighed. Taka rangt: gribe feil, tage det urette. Svelgja rangt: svælge i Vrangstruben.

rangtamd, adj. feilagtig tæmmet eller oplært, vant til urigtige Greb og Vendinger.

rangtenkt, adj. vrangtænkende, fordomsfuld.

rangtruande, adj. vrangtroende.

rangvend, adj. fordreiet (= rangsnudd).

rangvind, adj. vreden i Væxten, krøgvoxet; om Træ. Gbr. I lignende Betydn. ogsaa: rangvidad (i’), “rangvea”.

rangvis (ii), adj. vrangviis, egensindig, trodsig. (Nogle St. raangvis’e).

rangvoren (o’), adj. tvær, modvillig.

rang-øygd, adj. skjævøiet, skelende. Hall. og fl. G.N. rangeygr.

rank, adj. slingrende, som let krænger; om Fartøi. Nordl. (Andre St. laus). Sv. rank. Holl. rank: bøielig.

ranka, v.n. (ar), 1) flakke, streife om, løbe vidt omkring; især om Dyr. Hall. (Jf. ransa). – 2) slingre, svaie; om Fartøier i Søgang. Nordre Berg. i Formen raanka. Paa Jæd runka; jf. rugga. (Sv. ranka: vakle). Hertil Rank, n. 1) Omstreifen; 2) Slingring. (Raank).

rann (randt), s. renna.

ransa, v.n. (ar), rende, løbe omkring. Hall. Ransing, f. Omstreifning.

ransaka, v.n. og a. (ar), randsage, søge, forske efter noget. Egentl. rann-saka, G.N. rannsaka, som henføres til det gamle Ord “rann”, dvs. et Huus (Goth. razn); altsaa: gjennemsee eller visitere et Huus. Hertil Ransakning, f. Forskning, Undersøgelse. G.N. rannsak, n. og rannsókn, f.

Rante, m. Bjergknold, Bjergryg. Nfj. Jf. Rande og Rane.

Ranværing, m. Indbygger af Ranen (Ran, fordum Radund) paa Helgeland.

Rap, n. 1) Glidning, af rapa. Jf. Stjernerap. – 2) Skred, Jordskred. Ndm. I Nordl. Rapa, f. – Rap findes ogsaa som Plantenavn (s. Dagrap), maaskee for Rape, m.

rapa, v.n. (ar), 1, glide, komme paa Glid. Trondh. Berg. Tel. og fl. Afvig. raapaa. Indh. Ogsaa: skride ud, styrte ned; om Jord eller Steen i en Bjergside. Ndm. Nordl. G.N. hrapa: styrte, falde. Rapa med Foten: glide ud med en Fod. Det rapar ei Stjerna: der falder et Stjerneskud. Tidi rapar snart: Tiden glider hurtigt. (B. Stift).

rapa, v.n. (ar), 2, ræbe (= garpa, gurpa). Sogn, Vald. Hall. og flere. Paa Voss: ropa (o’). Sv. rapa; Isl. ropa. Heraf Rap, m. Ræben. Hall. G.N. ropi.

rapa, v.a. afrive; s. ripa.

Rapa, f. Jordskred; s. Rap.

Rape, m. 1, Skredbakke, Gruusbanke i en Bjergside (omtr. som Rinde); især bevoxet med Skov; f. Ex. Linderape. Rbg. (Aaserall). Jf. Rabb.

Rape, m. 2, smaa Buskvæxter paa Fjeldene; især Dvergebirk (Betula nana). Tel. Num. Ogsaa kaldet Fjellrape. Afvig. Rabb, Hall. Vald. Nogle St. Kjerringrabb. (Ellers Kjerringris, Fjellris, Kjesa og fl.). G.N. hrapi, fjallhrapi.

Rapekjørr, f. Krat af Dvergebirk el. lignende Buske. I Hall. Rabbekjørr.

Rapil (?), m. et Legetøi; en liden Piil, som stilles saaledes, at den veed et Stød skyder ret op i Luften. B. Stift. Uvist om Rappil, eller Radpil.

Raping, f. Glidning, m. m., see rapa.

Rapp, n. Øieblik, Haandevending. Hall. og flere. I Rappet: øieblikkelig, strax. Sv. Dial. i rappet; skotsk: in a rap.

Rapp, m. Rap, Slag. Eng. rap.

rapp, adj. rask, hurtig. (Ikke alm.). Nt. og Holl. rap (rapp); Lat. rapidus. – rappa seg: skynde sig.

rar, adj. 1) sjelden forekommende; f. Ex. eit rart Hende. – 2) smuk, prægtig. B. Stift. <PB N="582"> Ogsaa: ypperlig, fortræffelig. “Han er inte rar”: ikke meget at rose. Østl. – 3) mærkelig, underlig, besynderlig. “D’er so rart med det”. Nyt Ord; T. rar, af Lat. rarus: sjelden. Heraf Raring, m. en Særling, besynderlig Person.

Ras, n. 1, Gliden Udglidning. Koma paa Ras: komme paa Glid, tabe Fodfæste. Ras, ogsaa om Vildskab el. Galskab. Sjeldnere.

Ras, n. 2, Skjæl, fiint Skal (= Reist, Rus). Hall. Gbr. Toten. Hertil rasa, v.a. skrabe Skjæl af Fisk (= reista).

rasa, v.n. (ar), 1) glide, tabe sit Fodfæste. Nordre Berg. Nordl. G.N. rasa: snuble. Nogle St. ogsaa: glide ud, styrte ned; om en Masse. Sv. rasa. (Jf. rapa). – 2) fare skjødesløst afsted (G.N. rasa); støie, sværme, tumle sig i vild Lystighed. Sv. rasa. Jf. rassa. – 3) rase, være yderst voldsom; f. Ex. om Storm. Lidet brugl.

rasande, adj. 1) rasende, yderst voldsom; f. Ex. om Storm. 2) afsindig.

Rasbasse, s. Raskolla.

rasgalen, adj. rasende, reent gal; ogsa: ravgal, aldeles urigtig o.s.v.

Rask, n. Affald, bortkastede Levninger; ogsaa: Skrab, daarligt Kram. Temmelig alm. Sv. rask. Jf. Rusk.

rask, adj. rask, hurtig. (Lidet brugl.). Afvigende fra G.N. röskr.

raska, v.n. (ar), skrabe, rode i Skrab og Affald. Raska i Hop: skrabe sammen. Nogle St. især om at samle Foder. Raska i seg: skrabe i sig, finde sig noget at æde.

raska, v.a. fordærve (?); s. skamraska.

Raskolla, f. en urolig, ustyrlig Krop; en rigtig Vildkat (om Dyr og Mennesker). Jf. Sv. rasbytta. Om Mandfolk eller Handyr siges ogsaa Raskopp (Rasekopp), Rasbasse, og fl.

rasla, s. ratla.

Rasmagn, f. Vildskab, Lystighed, Leg og Støi. Sdm. Dunkelt Ord, da “Magn” ikke ellers er bekjendt.

Rasp, f. 1) en Rasp, en grov Fiil. Eng. rasp; T. Raspel. – 2) et Rivejern, for Madvarer, f. Ex. Poteter.

raspa, v.a. (ar), 1) raspe, file med Rasp. – 2) rive, opskjære med Rivejern. Berg. Stift. (Hertil “Raspaball”, m. Boller af revne Poteter). – 3) skrubbe, skure, bearbeide dygtigt. (Jf. rispa). Hertil Raspan (Raspand?), n. et Anfald, Ryk, Forsøg paa et Arbeide, og deslige. Gbr. – Rasp, n. Raspespaan, noget som er afraspet. Rasping, f. Raspning, Rivning.

Rass, n. 1, Vildskab, Kaadhed; ogsaa Sladder, Snak; s. rassa.

Rass, n. 2, Bagdeel (Poder). Ikke alm. I B. Stift hellere med Betydn. Kjønslemmer, Skamregion. G.N. rass (m.) og ars: Poder, ligesom Sv. ars; T. Arsch (fordum ars); Eng. arse.

rassa, v.n. (ar), 1) sværme, føite om, tumle sig i Leg og Lystighed. Jf. rissa. – 2) sladre, vaase. Sogn. (Jf. radda, ralla). Hertil Rassa, f. og Rassar, m. om en urolig og skjødesløs Person. Gbr. og fl. (Jf. Raskolla). Rassing, f. Omsværmen, vild Lystighed.

Rast, n. et Veistykke, som man kan gaae el. reise i eet Træk uden at hvile. (Omtrent som Skeid). Toten, Hadeland. Ogsaa i Formen Rastan (Rastand), n. I Tel. Rost, f. (Jf. Matrast). Sv. Dial. rast, n. I denne Form synes Ordet at grunde sig paa et Verbum rasta.

Rast, f. 1, Mark, Landstrækning. I Sammensætning Heimrast og Utrast. Gbr. Toten, Smaal. Hall. I Tel. Rost (Utrost). Jf. Røst. G.N. röst (rastar): et Veistykke, en Miil; Goth. rasta.

Rast, f. 2, en Rad, Række, Linie; f. Ex. af Planter i en Have. Nordre Berg. Nordl.

rasta, v.a. ophænge Fiskergarn til Tørring. Gbr. Maaskee egentl. lade hvile; jf. Sv. rasta, T. rasten: tage Hvile.

Rasveder (-veer), n. et rasende Veir, en stor Storm (= Asveder). Trondh.

Rat, n. Skrab, Skrammel, Ting som ere kastede tilside. Sdm. Trondh. Nordl. Ogsaa i en fremmed Form “Ratri”. (Isl. hrati, m. Skrammel). “Liggja Rut yver Rat”, s. Rut.

rata, v.a. (ar), vrage, forskyde, kaste bort. Ndm. Gbr. (Paa Sdm. skrata). I Tel. ræta. Sv. rata.

rata, adj. slet, daarlig, ond. Jæd. Lister, Mandal, i Formen rada, f. Ex. “ein rada Veg”: en daarlig Vei. Uvist om egentl. ratad; snarere maaskee et Genitiv af et gammelt Rate, m. Jf. raten og ratleg.

raten, adj. slet, daarlig (= rata). Lister, Mandal (udt. raden).

Ratesjuke, m. Radesyge, en vis Sygdom som har nogen Lighed med Spedalskhed. Kun bekjendt i de sydligste Egne. I Rbg. Rate-, eller Ratasjuke; ved Mandal Radesjuge (dvs. den onde Syge). I Tel. Fillesjuke. (Navnene siges at grunde sig derpaa, at Sygdommen skal have en fordærvelig Indflydelse paa Sindelaget).

Rating, m. en slet, daarlig Karl. “Ratingje”, Rbg. Hedder ogsaa Ratemann. Tel. (Vinje).

ratla, v.n. (ar), flakke, vandre, slentre afsted. Hard. Jæd. og fl. Ogsaa rasla (?), andre St. rutla, rakla. – Ratling, f. Flakken, langsom Gang.

ratleg (og rateleg), adj. slet, slem, styg (= rata). Rbg. Tel.

ratt, s. radt og rad.

Ratvaar, s. Rakvar.

Rau, f. s. Rauv. – rau, adj. s. raud.

rau, imperf. s. rjoda.

raud, adj. rød; rosenfarvet, blodfarvet osv. <PB N="583"> Mest alm. rau, rau’e; ellers raud’e, Nfj. Sdm., ro (o’), Østerd., afvig. raug, Solør, Toten (Vardal). G.N. raudr; Ang. reád, Goth. rauds. (Jf. rjoda). Verda raud i Andlitet: rødme af Undseelse, el. Hidsighed. Ein saag innpaa raude Kjøtet: man kunde see det bare Kjød (dvs. Huden var afreven). Han heve seet det raude renna: han har seet Blod flyde (han har været i Krig). Jf. rauda, røyda, Rode. Som Egennavn bruges Rauden (Raud’en) om en Hest, og Rauda om en Hoppe med rød Farve; tildeels ogsaa om andre Dyr.

rauda, v.n. (ar), see rødt ud, vise sig i en rød Farve. Ved Trondh. raue; i Nordre Berg. roda (o’); jf. røyda. G.N. roda. D’er so fullt av Bær, at det raudar paa Marki, dvs. at Jorden er rød deraf. (Efter Udtalen “Dæ raue paa Marka”. Ork.). Han stend og gaper, so det rodar i Halsen, dvs. at man seer lige ind i det røde Svælg. Ogsaa med Begrebet: frembringe en rød Farve: Soli rodar i Fjellet; s. rjoda.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   129   130   131   132   133   134   135   136   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə