Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə137/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   133   134   135   136   137   138   139   140   ...   221

rena (ee), v.n. (ar), 1, 1) dovne, tabe sin Smag eller Kraft; om Drikke, f. Ex. Øl som staar i et aabent Kar. Sdm. – 2) kjølnes, blive kold; om Mad eller Drikke. Sfj. – 3) aftage, stilles, dunste bort; for Ex. om en Ruus. Tel. G.N. réna: aftage.

rena (ee), v.n. (ar), 2, løbe paany (= laupa uppatter); om Hun-dyr, især Køer. Hall. Maaskee for vrena; jf. Ang. vræne: kaad; D. vrinsk. Fra Ork. meddelt “raanaas”: blive geil; om Heste. Jf. ræda og ralla.

Rena (ee), f. et Tilfælde af Smerte og Hævelse i Haandledet eller Haandbagen. Guldalen, Opdal. Jf. Gjø.

rend, part. gydt, støbt osv. s. renna.

renda, v.a. (ar), sætte Striber i; væve med Striber. (Af Rand). Particip rendad (rænda): stribet; saaledes: blaarendad, svartrendad og fl. Vævet Tøi siges at være “rendat med Veften”, naar det er stribet paatværs ved Islæt af forskjellig Farve; derimod “rendat med Varpet”, naar Striberne dannes af Rendegarnet.

Render (Striber), s. Rand.

Rending, f. Vævning med Striber.

rendutt, adj. stribet. Nogle St. rendett; sjeldnere randutt (raandet).

Reng, m. en Vrængning, Vridning.

rengd, part. vrænget; forvreden.

Renger, pl. s. Rong.

rengja, v.a. (er, de), 1) vrænge, f. Ex. Klæder; omvride, saa at Vrangsiden vender ud. Sogn og fl. Af rang. – 2) forvride, skade ved Vridning (= keika, vikla, brigda). Han hadde rengt Foten sin, eller: rengt seg i Foten. Jæd. – 3) vride, fordreie, tvinge noget ud af den rette Stilling. Mere alm. G.N. rengja; Sv. vränga. Afvig. i Formen rengjast, v.n. kives, trætte. Jæd. og fl. (Jf. rangla). Rengja seg: vride sig til Siden. Rengja Augo: vrænge Øinene, see skjævt eller med Uvillie til noget. Rengja upp (eit Laas): oplukke ved Vriden eller Brydning. – Nogle Steder vrengja, nemlig hvor Adj. hedder vrang. Begge Ord henføres til et forældet Stammeverbum vringa, el. ringa (ring, rang, runget), at vride (?); jf. Ang. vringan (vrang), Eng. wring, T. ringen.

Rengsla, f. 1) Vrængning, Vridning. Hedder ogsaa Rengjing. – 2) en vrænget eller forvreden Stilling. Det stend i Rengsla.

rengsla, v.a. vrænge, forvride. Hall.

Rening (ee), f. Fordunstning; s. rena.

Renn, n. Renden, Løb. I eit einaste Renn: i eet Træk, uden nogen Standsning.

renna, v.n. (renn, rann, runnet), at rinde. Inf. ogsaa rinna, rinne. Trondh. Gbr.; ligesaa Præs. rinn. Imperf. Fl. runno, Hall. Vald., andre St. runne. Supin. deels runne, deels ronne (o’); det sidste baade i B. Stift og videre. G.N. renna (renn, rann, runnit); Sv. rinna, T. rinnen. – Betydning: 1) rinde, flyde, strømme; om en Vædske. Det renn ut-yver: det flyder over Bredderne. (Nogle Steder saasom i Tel. ogsaa om tørre Ting, f. Ex. Korn, altsaa: styrte frem; men dette hedder ellers rynja). – 2) dryppe, være læk; om Kar, ogsaa om Baade. Saaen var so gisen, at han rann som ein Sil. – 3) smelte, blive flydende; f. Ex. om Metaller; ogsaa: opløses, blive til en Vædske, f. Ex. om Salt, Sukker og deslige. Oftest: renna upp. Det rann upp. – 4) glide, komme paa Glid eller i Fart. Det rann undan honom Føterne: Fødderne glede for ham. (B. Stift). “Han rann stad”: han gled og faldt. Sdm. Ogsaa om en Bevægelse i Sindet. Det rann ut-av honom Sinnet: hans Vrede stilledes, han blev rolig igjen. (Tonen paa: av). Det rann i meg: det faldt mig ind, randt mig i Hu. Stærkere betonet: Det rann i meg, dvs. jeg blev oprørt, mit Blod kom i Kog. Trondh. (Jf. Fræna). Om en frivillig Gliden, f. Ex. paa Iis, bruges hellere det følgende renna (renner, rende). – 5) rinde, stige op; om Solen. Med det same Soli rann: just da Solen kom op. (Jf. spretta). Hertil Solrenning. – 6) spire, groe, voxe op; om Træer og Planter. Skogen tok til og rann upp-atter. Jf. Renning, Rune. Renna atter: groe til igjen; om en Rift i et Træ. – <PB N="597"> Afvigende Betydning i Formen rennast (renst, ranst, runnest), dvs. befrugtes, blive drægtig; om Dyr, især Køer. Hall. Hadeland. Jf. stigast og taka.

renna, v.a. og n. (er, de), 1) rende, hælde ud, lade rinde, f. Ex. i et Kar. Renna Vatn paa ei Tunna. Renna i seg: bælge i sig, drikke. G.N. renna. – 2) smelte, gjøre flydende. Renna Bly, osv. Ogsaa: støbe, gyde; f. Ex. renna Knappar. D’er so fint, som det skulde vera rent: det er saa jævnt og glat, som om det var støbt (f. Ex. om Trækar). – 3) sætte paa Glid, lade glide eller løbe. Renna seg: skride, glide pa Iis eller Snee (= løypa), skreida, aka). Mest brugl. nordenfjelds. (Isl. renna sér). Ogsaa: støde, skyde frem. D’er so saart, som ein hadde rent ein Kniv inn i Kjøtet. – 4) rende, oprulle, oplægge Garnet (Traaden) til en Væv. Sv. ränna. Jf. varpa. – 5) udvide, gjøre bredere, øge et Klædningsstykke i Bredden ved at sætte en Strimmel til. (Om en Forøgelse i Længden siges derimod: skøyta). – 6) v.n. rende, løbe, fare afsted. Saaledes om Fiskenes Gang og ellers i Almindelighed om en let og hurtig Løben. Dei rende av: de rendte bort, løb sin Vei. Dei rende etter honom. Eg vilde rent heim. Renna i (uti): gribe pludselig, tage fat paa. (B. Stift). Renna til: løbe til. Renna undan: løbe fra, flygte. Renna paa Kjelke, paa Isleggjom, paa Skidom: glide (= renna seg). Renna Rauvi si: forløbe sig, vove formeget og derfor lide Tab. Nordre Berg. – En sjeldnere Form er rennast (rennest, Imperf. rendest), med Betydning: røres, formildes i Sindet. Sdm. Det vardt daa so, at han rendest: at han rørtes til Mildhed. Han hadde renst: han var bleven blød om Hjertet.

Renna, f. 1) en Rende, Kanal, smal Fordybning i Vandet. – 2) Rende til Vandledning, f. Ex. Tagrende. – 3) en Garnrende; s. Rennestol.

rennande, adj. 1) rindende, flydende. 2) rendende, løbende. Oftest som Adverb: koma rennande.

Rennar, m. en Render, En som løber hurtigt. I Spøg: Rennehund, m. og Rennebikkja, f. for Ex. om en Baad som gaar let paa Vandet.

Rennarbakke, s. Rennebakke.

rennast, s. renna, v.n. og v.a.

Renne, n. Rend, Løb; ogsaa: Gang, Færd. I eitt Renne: paa een Gang. Romsd. Jf. Atterrenne.

Rennebakke, m. Glidebane, Bakke hvor man kan glide paa Kjelke eller Skier. Ogsaa kaldet Rennarbakke (kj); ligesaa Rennarplass, n. og Rennarstad, m.

Rennebumb, s. Rennestol.

Rennedriv (i’), n. Sneefog, Vind med drivende Snee. G.N. rennidrif. Ogsaa: en stor Skynding, Tummel, Hurlumhei. B. Stift.

Rennefilla, f. en Dagdriver, Omflakker; En som løber med Sladder. Østl.

Rennefok (o’), n. = Rennedriv.

Renneføre, n. Føre til at glide paa; passende Sneelag eller Iis for Glidning. Nogle St. Rennarfør, f. eller Rennarføre, n.

Rennegarn, n. Rendegarn (= Varp).

Rennekvaada, f. blød Harpix paa Træer. “Rennekvae”, Smaal.

Rennel, m. en Tridse, et lidet Hjul. (Jf. Snelderennel). B. Stift. Afvig. Rynnel, Solør.

Rennelykkja, f. Rendeknude, Rendesnare (= Aatrenne). I Hall. Rennesnar.

Rennemjølk, f. tynd, blaasuur Mælk. B. Stift. Skal ogsaa betegne: Mælk som er afhældet og skilt fra Fløden.

Renneskeid (-skjei), n. Rendebane; et langt Stykke til at løbe. Tel.

Renneskida (-skjia), f. en længere Ski for den ene Fod; modsat Onder, eller Andør. Solør.

Rennesnar, n. Rennelykkja.

Rennestaur, m. en Stavre eller Pæl i en Kostald, saaledes stillet at Koens Baand kan fæstes dertil ved en Vidie, som glider ned eller opad paa Pælen, efter som Dyret bevæger sig. Nhl. (G.N. rennistaurr). I Vald. Rennestong (-støng), f. om en Stang, som er stillet paatværs (el. horizontalt) til lignende Brug.

Rennestein, m. Rendesteen, Steenrende.

Rennestev (-stæv), n. løse Vers, korte Riimstumper. Tel.

Rennestol, m. Rendebom, Ramme til Anlæg af en Væv. Nordl. Ellers kaldet: Renna, f. Hall. Rennebumb, m. Nordre Berg.

Rennesykja, f. stærk Diarrhee. Oftere: Renneskita (i’), f. I pyntelig Tale: Livsykja, Livstrok.

Renning, f. 1) Rinden, Strømning. Nogle St. Rinning; s. renna, 1. – 2) Smeltning; Støbning; f. Ex. Knapperenning. – 3) Glidning; Øvelse i at glide paa Iis eller Snee. – 4) Renden, Løben, Omstreifning. – 5) et tilsat Stykke paa Klæder, en Forøgelse i Bredden. (Jf. Skøyt). – 6) et løselig opsat Gjærde. Gbr.

Renning, m. et ungt, opspirende Træ; et Skud, en Spire. (Haslerenning, Heggjerenning, Seljerenning osv.). Nordre Berg. og fl. Afvig. Rynning, Søndre Berg. Rbg. Tel. (Det sidste hører nærmere til Runn, el. Runne; jf. Rune). Paa Østl. Teinung og Ungtein.

[Rensel, m. Randsel, Skræppe; Skindpose. Trondh. T. Ränzel.

renska, s. reinska.

Rensl, n. 1) Renden, Løben; især om Fiskens Gang i Vandet. (Sædvanl. udtalt <PB N="598"> Ræns’el). – 2) Løb, Vei; de Strøg i Vandet hvor Fisken pleier at have sin Gang. Setja Garnet midt i Renslet. – 3) Rivning i Legemet, Smerter som løbe eller flytte sig fra et Punkt til et andet. Mest i Forbindelsen: Riv og Rensl. Jf. Flog.

Rensla, f. 1) idelig Renden og Løben. (Nogle St. Rænsle). – 2) Støbning. Sjeldnere. – 3) Løb, Sted hvor noget sættes i Gang; en Bakke hvorover man nedstyrter Ved eller Tømmerstokke (= Laup, Løypa). Hall. og flere.

Renta, f. Rente, Afgift af en Kapital. Fr. rente (Ital. rendita). Heraf renta, v.a. betale Renter (tildeels ogsaa: laane med Betingelse af Renter). Det rentar seg: det forrenter sig, lønner sig.

repa, s. ripa. – Repel, s. Ripel.

Repp, m. 1, en kort Sygdom, et Anfald af en eller anden Svaghed. Sdm. I svenske Dial. repp: Tid, Stund. Jf. Rapp og Snert.

Repp, m. 2, en Kreds eller Række af Gaarde, et Bygdelag. Hall. Vald. Gbr. ogsaa i Ndm. og fl. Isl. hreppr: Thinglag, Commune. Vel egentl. en Hob eller Klynge, s. følg.

reppa, v.a. (ar), samle sammenhobe. Reppa seg: flokke sig, samles i en Klynge. Hall.

Repping, m. Nabo, Indbygger af samme Bygdelag eller Repp. Hall.

Rer (ee), n. s. Red.

Res, s. Ris (i’). – Rese, s. Rise.

resleie, s. rettleida.

[Reson, f. Rimelighed. Fr. raison.

ress, conj. hvis, dersom (= ess, erso). Vald.

Rest, m. Rest, Overskud. Fyre Resten: for det øvrige, i øvrigt.

resta, v.n. (ar), reste, staae tilbage; ogsaa feile, fattes. Vaklende i Formen; i Nordre Berg. har det stærk Bøining: rest, rast, roste(t), som dog vistnok beroer paa en Forvexling med “bresta”, da Ordet her er fremmedt og ellers hedder: restera (ee). Fr. rester; Lat. restare.

Resta, f. en Stang; s. Reksta.

reta, s. rita (i’). – Retla, s. Reidsla.

rett (ee), adv. 1) lige til, i lige Linie; for Ex rett fram, rett ned, osv. Østl. Jf. beint. – 2) ret, rigtigt, paa rette Maade. Det var rett gjort. – 3) nøie, sikkert. Eg veit ikkje rett, kor stort det var. – 4) just, netop. Rett so: netop saa. Rett som det var: just som dette foregik. (Jf. best). – 5) nok, vistnok, tilvisse. Det var rett sant. I begge de sidste Betydn. hedder det i Berg. Stift: ritt (i’); f. Ex. “ja, ritt han”, dvs. netop han. “Eg tenkjer ritt so”: jeg troer nok det.

rett (ee), adj. 1) ret, lige, ikke krum; ogsaa: opret, opreist. Det var slik Storm, at ein kunde ikkje standa rett (el. retter) paa Marki. Halda retter Baaten: holde Baaden opret (idet man sætter den paa Land). Ellers lidet brugl. i denne Betydning; jf. bein, rak, strak. Nogle St. udtalt: rætt (Nordl.). G.N. réttr; Ang. riht. – 2) retvendt, ikke vrænget eller skjæv. (Modsat rang). Snu Klædi rette: vende Klæder, som ere vrængede. – 3) ret, rigtig, ikke forvexlet med noget andet. Ganga rette Vegen. Vita rette Namnet. Finna rette Lykelen. Paa rette Sida. Av rette Slaget. – 4) netop passende, fortrinlig skikket. I rette Laget: i passende Grad. I rette Tid. Paa rette Staden. Det var rette Mannen: den rette Mand; ofte spottende, omtrent som: det var en fed Karl. – 5) rigtig, tilbørlig, saa beskaffen som det bør at være. Naar rett skulde vera: naar det skulde være rigtigt. Paa rette Maaten: paa rette Maade; ogsaa: ret dygtigt, tilgavns. Med retto: med Rette; ogsaa: rettest, helst, egentlig; f. Ex. Eg skulde med retto hava gjort det. Nogle St. “mæ rettaa”. (Dativ af Neutrum). – Hertil hører vel ogsaa Formen “til rettes”, dvs. til Rette; f. Ex. leggja til rettes, hjelpa til r., koma til rettes med. (Jf. til godes, til halves, til fulles).

Rett (ee), m. 1, 1) Ret, rigtig Afgjørelse; det at enhver faar hvad der tilkommer ham. Faa Rett. Gjera kvar Mann Rett og Skil. Det bit ingen Rett paa honom: man kommer ikke til Rette med ham; han lader sig aldrig overbevise. Nogle St. Rætt; jf. Sv. rätt; G.N. réttr. – 2) Erstatning, Godtgjørelse. Han fekk Rett fyre det: han fik det tilstrækkelig erstattet. Østl. Andre St. Lika. – 3) tilkommende Deel eller Lod. Eg fekk min Rett, dvs. min bestemte Deel. Han veit sin Rett: han veed hvad han kan vente. (Jf. Landst. 387). – 4) Rettighed, retlig Adkomst. Hava Rett til aa styra. Han heve Retten til Garden. – 5) retlig Bestemmelse eller Vedtægt; Lov, Regel. Hava Retten fyre seg. D’er same Retten fyre alle. Det skal ganga etter Log og Rett. – 6) Ret, Domstol. Koma fyre Retten. Setja Retten: begynde en Retsforhandling. Sitja Retten: sidde i en Ret som Medlem eller VIdne. – Fleertal hedder sædvanlig Rettar (G.N. réttir). I Sammensætning bruges ogsaa Rettar (Retta), f. Ex. Rettarbot, Rettargang; og denne rigtige Form er i nyere Skrifter tildeels anvendt i flere Tilfælde, saasom Rettargrunn, m. Retsgrund. Rettarkjensla, f. Retsbevidsthed. Rettarskipnad, m. Retsorden.

Rett (ee), m. 2, (Fl. Retter), en Ret Mad, en vis Deel af et Maaltid. Reidde Retter: frensatte Retter, et vel besat Bord. G.N. réttr; T. Gericht; jf. T. anrichten.

retta (ee), v.a. 1, (ar), 1) rette, berigtige, forbedre. Det rettar seg: det jævner sig, kommer i Orden. – 2) veilede, hjælpe, føre paa ret Vei; ogsaa: lempe, føie. Retta seg etter: følge, holde sig til, stole paa. – 3) straffe; henrette (= avretta). Jf. Rettarstad.

<PB N="599">

retta (ee), v.a. 2, (er, e), 1) række, udstrække. Retta seg: strække sig, udstrække Lemmerne. Retta Ryggen. Retta or seg Tunga. Han stod og rette upp Handi: rakte Haanden op. B. Stift, Tel. Gbr. og fl. G.N. rétta. – 2) overrække, levere, give med Haanden. Han kom og rette meg det. Oftere med et Adverb, saasom: retta fram, retta upp osv. B. Stift.

Retta (ee), f. den rette Side, dvs. den Side som er bestemt til at vende udad; f. Ex. paa vævet Tøi. (Modsat Ronga). Ofte ogsaa om den høire Haand (nemlig i Tale med Børn); altsaa: den rette Haand til at hilse med. Oftere Rettehandi (ligesom Fagrehandi).

rettande, adj. som kan rettes.

Rettar, m. en Retter, Veileder.

Rettarbot, f. Forbedring, Lettelse, Afhjælpelse af en Mangel eller Uorden. B. Stift (Rettaboot). Hedder ogsaa Rettarbøte, n. “Me klaga fyre dæ oftaa, men me fekk ikkje noke Rettabøte paa di”, Sdm.

Rettargang, m. Rettergang, Sagførsel.

rettarlaus, adj. 1) uretfærdig, ubillig. – 2) om en Person: ufornuftig, vrangvillig, som ikke agter nogen Ret. B. Stift (rettalaus’e). Andre St. rettlaus.

Rettarløysa, f. 1) Uretfærdighed; Ligegyldighed for al Ret; ogsaa Vrangvillighed, ufornuftig Trods. – 2) en Person, som man ikke kan komme til Rette med. Nogle St. Rettløysa; andre St. Rettaløyse.

Rettarsak, f. Rettergangssag. Sjelden.

Rettarstad, m. Rettersted; s. retta, 1.

Rettarstemna, f. Møde for Retten.

Retteforeldre, n. pl. rette eller virkelige Forældre (i Modsætning til Stifforældre). Saaledes ogsaa Rettefader (-far), m. og Rettemoder (mor), f.

Rettehand, s. Retta.

retteleg, adj. rigtig, som er i sin rette Stand, fri for Meen eller Skade. Han fekk ein Støyt, so han vardt ikkje retteleg sidan. Trondh.

rettelege, adv. 1) rigtigt, paa rette Maade. D’er ikkje rettelege voret: det gaar ikke rigtigt til. (Sædvanlig udtalt rettele’). – 2) ganske, tilfulde. Det var ikkje rettelege so helder: ikke ganske saa. B. Stift. – 3) ret meget, særdeles, i høi Grad. Rettelege vel: meget vel; meget omhyggeligt. Rettelege snild: meget god at omgaaes med. Berg. Trondh. ogsaa Smaal. og fl.

Rettelse, n.s. Retting.

rettenkt, adj. rettænkende, retsindig.

Retteskiva, f. Regulerings-Skive i et Uhr.

Rettesnor, f. Rettesnor, Veiledning.

Rettesystkin (-syskjen), n. Heelsøskende, Børn af samme Fader og samme Moder. (Modsat Halvsystkin). Saaledes ogsaa Rettebroder, m. og Rettesyster, f.

rettfengen, adj. erhvervet med Ret, paa rette Maade. Sv. rättfången.

rettferdig, adj. retfærdig; retskaffen; ogsaa erhvervet med Ret. Nogle St. rettferdeleg (rettfærleg). Nyere Ord.

Retting, f. 1) Rækning, Udstrækning. 2) Rettelse, Berigtigelse. 3) Veiledning, noget at rette sig efter. I denne Betydn. oftere: Rettelse, n.

rettkomen (o’), adj. 1) tilkommen paa rigtig Maade; ret erhvervet. 2) berettiget, som har Ret til noget.

rettlaus, s. rettarlaus.

rettleida, v.a. (er, de), veilede, hjælpe til Rette, give tilstrækkelig Underretning; ogsaa: ordne, bringe i Orden, faae Rede paa. Temmelig alm. og meget brugl. Mange St. rettleia (-leie); afvig. resleie, Tel. (G.N. réttleida: ordne). Rettleida seg: komme i Orden, ordne sine Sager. Ogsaa i Formen rettleidast: komme i bedre Stand, forbedres. Hertil en besynderlig Afvigelse “reltlelast” (relschelast): komme sig, blive frisk. Sdm.

Rettleida, f. Underretning, Oplysning. Forkortet “Rettlei”, Mandal.

rettleidd, part. veiledet osv. s. rettleida.

rettleiden, adj. hjælpsom med Raad og Veiledning.

rettleides, adv. lige frem, ad korteste Vei eller Led. Rbg. (retleies). G.N. réttleidis.

Rettleiding, f. 1) Veiledning, Underretning. 2) Ordning af en Sag, Afgjørelse, Udretning. Sogn og fl.

rettna, v.n. (ar), rette sig, udjævne sig; slaae sig ud, f. Ex. om et bøiet Træ.

rett no, adv. nu snart, om en kort Tid.

rettruande, adj. rettroende.

rettslutt, adj. fornuftig, retsindig, god at komme til Rette med. Trondh. I B. Stift: rettsluttig.

rett-so, adv. netop saa. Nogle St. som Udraab “rittso”, el. “risso daa”, omtr. som: tænk engang!

rettsvæv, adj. kommen i Orden med Hensyn til Søvnen, efter at have været “rangsvæv”. Nordre Berg.

rettsynt, adj. klarseende, som seer rigtigt.

rettsøles, adv. med Solen, efter Solens Gang; om en Bevægelse fremad (el. opad) fra den venstre Side og tilbage mod den høire. (Modsat rangsøles). Temmelig alm. men tildeels afvig. rettsæles, Helg., rettseles (ee), Nordre Berg., rettsølt, Jæd. – Sv. rättsols.

rettug, adj. rigtig, ordentlig; fuldkommen. Hall. Gbr. Mere alm. i en fremmed Form: rektig (e’).

rettugt, adv. rigtigt, nøiagtigt.

rettviljug, adj. retsindig, retskaffen, ærlig. Lidet brugl.

rettvis (ii), adj. retviis, eller egentl. klog til at skjønne hvad der er ret.

Rev (ee), s. Riv (i’).

Rev (e’), m. en Ræv (Vulpes). Ogsaa <PB N="600"> uegentl. om en listig, snedig Person. Ordet lyder tildeels “Ræv”, og mere afvig. Røv (ø’), i B. Stift, Hall. Vald. Gbr. Helg. Fleertal tildeels Rever (Revir), Tel. Røver, Hard. Desuden findes ogsaa Spor af en Form med “j”, saaledes i Smaal. Revjaskinn, Revjastrik (jf. Reva). G.N. refr (pl. refar). “Røv”, om et Kornlag, synes at være et andet Ord.

Reva (ee), s. Riva og Rive (i’).

Reva (e’), f. en Hun-Ræv (= Revtik). Afvig. Røva, Røve (ø’), B. Stift; Røvu, Hall., Revja, el. Røvje, Vald. – I svenske Dial. räbba.

reva (e’), n. (ar), skrige, hyle (som Rævene i Parringstiden). Nogle St. røva.

Revbjølla, f. en Urt med røde, hængende Blomster; Fingerbølle (Digitalis purpurea). Nogle St. Røvabjølla, Hard. Jæd. og flere; ogsaa Røvhanske, Sfj., Røveleike, f. Sdm. Ellers Bjølleblom (Ryf.), Fingergull (Romsd.).

Reveglefsa, f. en Rævesax.

Revekaka, f. Rævegift, Rævekager.

Revel, Strimmel, s. Revle.

Reveleika, f. s. Revbjølla.

[Reverensa, f. en lang Opregnelse, en Række af Titler og deslige. B. Stift.

Reverova (e’), f. 1) Rævehale. 2) Padderok, Eqvisetum. Tel. og fl. Afvig. Røvsrove, Num., Revjarumpe, Smaal.

Revestrik (i’), n. snedige Paafund, Kneb, Rænker. I Smaal. Revjastrek.

Revgaupa, f. en vis Art eller Afart af Los (Felis Lynx); Sv. räflo.

Revhanske, s. Revbjølla.

revja (e’), v.n. (ar), hvirvle, danne smaa Ringe eller Cirkler; om den Bevægelse, som viser sig i Vandfladen over en stor Fiskestiim, især af Sild. Det revjar paa Sjoen. Sfj. Sogn. I Shl. røvja. Andre St. yra.

Revja, f. Bevægelse i Vandfladen; smaa Hvirvler eller Bobler, som skyde op af en Sildestiim. Sfj. Sogn (mest i Fleertal). I Shl. Røv, n. Ellers kaldet Uppfar (Trondh.) og Yr (Sdm.).

Revja, f. (2), en vis Mavesygdom (Børnesygdom). Smaal. (Revju). Vel egentlig Rivja. Om et andet Revja, s. Reva.

Revjastrik, s. Revestrik.

revla (?), v.n. (ar), begynde at tøe, saa at enkelte Pletter og Striber blive sneefrie. Sdm. i Formen røvla (ø’). Hertil Revling (Røvling), f. Sneens Forsvinden paa enkelte Pletter. (Isl. refil-þá).

Revle (e’), m. en Strimmel, et Stykke af en Væv; en Vævbredde. Lister. (Jf. Ryste). G.N. refill: Tæppe.

Revol, s. Rivol.

Revskinn, n. Ræveskind. Nogle St. Røvskinn; i Smaal. ogsaa Revjaskinn.

Revtik (ii), f. Hun-Ræv (= Reva).

Revunge (e’), m. Ræveunge.

revvondt, s. Riva (i’).


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   133   134   135   136   137   138   139   140   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə