Ivar Aasen Norsk Ordbog


berrhalsad, adj. bar paa Halsen. berrhendes



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə14/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   10   11   12   13   14   15   16   17   ...   221
berrhalsad, adj. bar paa Halsen.

berrhendes, adv. med bare Hænder. Hall.

berrhendt, adj. barhaandet.

Berrhogg, n. Fare; Stilling hvori man er udsat for Angreb. Koma i Berrhogget: komme saa nær, at man kan vente et Angreb. Nhl.

berrhovdad, adj. bar paa Hovedet, ubedækket. “bærrhovda” (o’), Nhl. og fl. “bærrhauda”, Sdm.

berr-isad, adj. iislagt, men uden Snee. Hall.

berrleg, s. berleg.

berrleistad, adj. gaaende med det bare Fodtøi (uden Skier, Truger eller Iisbrodder); nemlig i Snee eller paa Iis. Voss og fl. Nogle St. berlesta, og berlest. Ogsaa som adv. (med Dativform): bærlestom, Ork. bærlestaa, Sdm.

berrmaalug, adj. fritalende. Hall. (?).

berrnaken, adj. ganske nøgen. Hall.

berrsinad (i’), adj. mager, tynd, saa at Senerne i Kjødet vise sig. Hall.

berrsnæv, adj. bar, aaben, skovløs; om Marker. Sdm. Berrsnæva, f. en aaben og skovløs Mark.

Berrsnøyda, f. skovløs Mark; Fjeldmark ovenfor Skovgrændsen. Ndm. og fl.

Berrsyn, f. Stilling hvori en Ting er let at see; Sted som kan lettelig overskues. Nhl. og fl. Han kom i Berrsyni: han kom til et Punkt, hvor man lettelig kunde see ham.

berrsynleg, adj. øiensynlig, let at see. Tel. og fl.

berrsynt, adj. let at see; ogsaa om et Sted, som er beleiligt for Udsigt, har en fri og aaben Beliggenhed.

berrsøgjen, adj. aabenhjertig, fritalende. Nhl. Af søgja, v.

Berrtevle, n. en aaben Plan, som er let at overskue. Tel.

berrtevlen, adj. aaben, skovløs. Hard.

berrvegen (e’), adj. veiet for sig selv, uden Kar eller Emballage. Smøret var femtan Merker berrveget (bærvegje), dvs. Karrets Vægt fraregnet.

Berserk, m. efter G.N. om en vild og rasende Stridsmand. Vel egentlig (efter Egilson og Fritzner): En som gaar i Bjørnehud, af det førnævnte “Bere” s. Bera, f.

berst, adv. bare, kun, naar kun (= berre). Lyder ogsaa: berrest, bæreste. Helg. Fosen, Hall. Ellers i en anden Form: bert (bærrt), Nhl. Shl.

Berstein, s. Bergstein.

bert, adv. 1) bart, aabent. 2) bare, kun (= berre, berst).

Berva, f. har Jord (= Berra). Inderøen. “Kjøre paa Bærvaan” (Dativ).

besa, s. bisa.

[beskare, v.a. skaffe, forsyne med. Sdm.

[Beskjeng, m. Besked; rigtig Skik og Orden, god Fremgang. Nordl. og Trondh. Stift. Besynderlig Form; maaskee for Beskeiding?

besna, v.n. (ar), forbedres, blive bedre (= batna). Temmelig alm. som Modsætning til “vesna” (versna).

Bess (?), i Forbind. vera til Bess, dvs. holde Maaltid. Hall. (Hoel). Maaskee: til Bits.

best, adv. 1) bedst, paa bedste Maade. 2) just, netop, i det samme. Best eg gjekk, so datt eg. (Egentl. som jeg gik bedst). Best som det var: just som dette var. S. følg.

best, adj. bedst; behageligst, tjenligst, dueligst o.s.v. Superlativ af betre; altsaa egentlig betst. G.N. beztr. (Ang. betest, betst; Goth. batists). Han vardt beste Mannen (den lykkeligste). Daa han var paa sitt beste (dvs. i sin bedste Alder).

Besta, f. Bedstemoder (= Godmoder). Kun som Navn i Familien og i enkelte Egne. Ellers bruges “Ho Besta” og “Ho Bestemor” spøgende om en Kvinde, som vil have meget at raade eller kræver megen Opmærksomhed. Ligeledes “Han Bestefar” om en Mandsperson.

besta, v.a. (er, te), sye løseligt, hefte sammen med nogle faa Sting. Nordenfjelds. (Formodentlig af Bast). Eng. baste. Hertil: Best, m. eller Besting, f. foreløbig Sammenheftelse af Delene i et Klædningsstykke, som skal syes. Jf. nesta.

[Bestand, n. Mulighed at holde ud. bestandig, adj. taalig, i Stand til at holde ud. bestaa, v.n. holde ud, holde sig. B. Stift.

Beste, n. 1) Bastetræ, Lindegrene at flække Bast af. Nfj. (Ved Mandal Besta, f.). – 2) et Knippe Bast. Nfj. – 3) Traad til at hefte noget sammen med (s. besta). Hall.

Bestemann, m. Styremand, Fører paa en Storbaad. Ndm.

bet, s. beter. – beta, s. bita (i’).

[betala, v.a. (ar), betale. (Nedertydsk). Hertil Betaling, f. nogle St. Betal, n. (Hard. og fl.).

beter (e’), adv. bedre. (Brugt som Komparativ til vel). Forskjellig Udtale: bet’er, bett’er (Nordre Trondh.), bet’e (Voss, Tel. Sæt.); nogle St. beer, og bær, men ellers ligt Adjektivet (betre): bere (ee), bære, beire. G.N. betr. (Ang. bet; G. Sax. bat: Ght. baz). Forekommer ogsaa i Betydningen: mere; f. Ex. “Drikk bet’e” (Voss). Ligesaa i G.N. Mere alm. med et andet Adverbium, saasom: beter fram, beter upp, beter hit osv.

Beterleike, m. bedre Beskaffenhed, det at noget er bedre. “Beirleikje”, Sfj. Sdm. F. Ex. “Eg tenkte dæ skulde verte beire, men dæ vardt ikkje stor’e Beirleikjin”

betra (e’), v.a. (ar), forbedre, gjøre bedre. Sædvanlig afvig. bera (ee), bære, beire (s. betre, adj.). G.N. betra. – betrast,
v.n. forbedres, blive bedre.

betre (e’), adj. bedre. (Træder i Stedet for det manglende Komparativ af god). Har forskjellig Udtale: bett’er (Namd.), bere, el. beere (mest alm.), bære (Østl.), beire (Sæt. Sfj. Nfj. Sdm.). G.N. betri; Sv. bättre. (Holl. beter; Eng. better; Ang. betere).

Betring (e), f. Bedring, Forbedring.

[bevara, v.a. = vara, fria, vardveitsla.

[bevisa, v.a. = visa, prova, sanna.

bi, v. see bida.

Bia, f. Bie (Insekt). G.N. , n. býfluga. (Ang. beo; Ght. bîa). Ikke saa bekjendt som Humla.

Bibel, m. Bibel. (Tidlig optaget efter Gr. og Lat. biblia). bibelfast, adj. vel begrundet i Bibelen. bibellærd, adj. vel bevandret i Bibelen. (Ogs. bibelsprengd, om En, som ofte henviser til Bibelen, uden Nødvendighed).

bibra (i’), v. s. bivra.

Bid (ii), n. i Talemaaden “ingen Bidsens Ting”: ingen forhaandenværende Ting (B. Stift. Nordl.). Ligesaa “kvar ein Bidsens Grand”: hver eneste Smule. Af Verbet bida.

Bid (i’), n. Venten (af bida). G.N. bid. Maaskee ikke i Brug, men forudsat i Bidlund (s. d.). – Paa Sdm. siges “med Bøn og Bid” (dvs. med vedholdende Beden); men dette Bid hører vel hellere til bidja.

bida (ii), v.n. 1. (bid, beid, bidet, i’), være, være forhaanden, findes, gives. Det bid ikkje i Huset. Alt det som bid i Huset. Kvart eit Liv, som paa Garden beid. Hadde det bidet (i’) her, so skulde du fenget det. B. Stift; ogsaa Tel. Hall. Nordl. Tydeligst i Nfj. og Sdm.: bide (bid’e, beid, bide’); andre Steder: bia, bie, bi (bi’e, bei, bee). G.N. bída (bíd, beid, bidit). Jf. Bid, bideleg, bidig. – Her mærkes ogsaa: bi (bi, bei) med en anden Betydning: blive, komme til at være; f. Ex. det bi’ nokot seint. Det bei’ smaatt. Slikt som det no kann bi’. (Nordland, Trondh. Østerd. Mandal). Dette seer nærmest ud som en Afvigelse af det fremmede “blive” (bli’), men synes dog at støtte sig til “bida” i ovenanførte Betydning, og er ialfald en meget bekvem Form for Dagligtalen. Jf. verda.

bida, v.n. og a. (ar), bie, vente, oppebie. Alm. (Nogle St. med Imperf. bidde og Sup. bidt). Sv. bida. G.N. bída (med stærk Bøining, ligesom det forrige). Bida no (forkortet: bi’no), bi lidt, vent lidt endnu. Bida meg: vent til jeg kan komme. Den Maten er god til aa bida paa, dvs. den mætter saaledes at man kan bie længe, førend man bliver sulten.

bidande, tilværende; s. bidig.

bidda (i’), v.n. (ar), bede om noget (= bidja). Hall.

Biddag (i’), m. Bededag. Sædv. “Beedag”.

Biddar, m. Betler, Tigger. Sdm.

Bide (i’), n. Kjernekar, Smør-Kjerne (= Kirna). Sdm. (Ørsten og fl.). Isl. bida, f. Bøtte, Kop. Jf. Bidne. – Bidefall, n. en Kjerning, en Portion Fløde, som kan kjernes paa een Gang.

Bidel (i’), m. 1) en Indbyder, En som beder til Gjæstebud. Valders, Gbr. 2) en Beiler, Frier. Voss, Hard. Tel. Udtalt: Bedel, Beel, Bil (i’). G.N. bidill (til bidja). Jf. bidla.

bideleg (ii), adj. 1) mulig, forhaandenværende; s. bidig. – 2) om Mad: mættende, god til at “bida paa”; s. bida, 2.

Bidestund, f. Ventestund.

bidig, adj. mulig, som kan være, som er forhaanden. B. Stift, Nordl. Ingen bidig Ting. Alle bidige Slag. Kvar bidige Dag (hver eneste Dag). Ordet udtales overalt med “d”, om end Stamordet (bida, 1) udtales “bie”. Ellers bruges ogsaa: bideleg (Orkd. og fl.) og bidande.

Biding, f. Venten. Det vardt ikkje lang Biding: man ventede ikke længe.

bidja (i’), v.a. og n. (bid, bad, bedet), at bede. Mest alm.: bea, el. be, med Formerne be (el. beer), ba, bee (el. bedt). Paa Sdm. hedder Inf. bie el. bije (for bidje, ligesom Vije for Vidja, Smije for Smidja osv.), og de tre andre Former: bid’e (i’), bad, bide’ (i’). G.N. bidja (bid, bad, bedit); Sv. bedja. (Goth. bidjan). Imperf. Fl. baado, lyder: baae (Sæt.), bo’o (Hall.), bøo (Vald.). Supin. gaar over til bo’e (Nhl. og fl.). Imperativ bid (i’), Fl. bidje (mest alm. be, bee). – Betydning: 1) bede, anmode En om noget. Med Personen i Akkusativ, og ofte Akk. med Infinitiv; f. Ex. Han bad meg koma. – 2) byde, indbyde. Bidja Folk til seg. Bidja til Bords, til Gjestebods, til Brudlaups. – 3) byde, befale, paalægge. (= segja til, setja til). Han skal gjera det, som eg bad honom. – 4) ønske. Bidja vondt. B. godt. B. vel liva (dvs. tage Afsked). B. velkomen. B. God-natt. – 5) v.n. bede, gjøre Bøn; ogsaa: tigge, betle. Han gjekk og bad. (Hedder ogsaa: han gjekk og bad seg). Bidja seg Gud til Hjelp. Bidja seg undan: bede sig fritagen. B. um: forlange, begjære. B. av: afbede. Det var bedet fyre henne: der blev gjort Bøn for hende (i Kirken). D’ er inkje aa bidja fyre: det kan ikke afbedes, det maa og skal skee.

Bidjar, m. en Bedende; ogsaa Betler; s. Biddar.

bidla (i’), v.n. (ar), beile, frie. Hard. Tel. og fl. (udtalt: bila, bela, bele). G.N. bidla. Jf. Bidel – Bidlebrev, n. Frierbrev. Bidledros (oo), f. Pige som faar mange Beilere. (Tel.). Bidlegut, m. Beilerens Følgesvend. (Landstad, 783). Bidlemann, m. Talsmand for en Frier. Bidlemaal, n. Forlovelse. (Hard.). Bidslestemna,
f. Sammenkomst i Anledning af en Forlovelse. bidlevand, adj. kræsen i Valg af Fæstemand. Bidleveitsla, f. Gjæstebud ved et Fæstemaal. Bidlevekkja, f. foregiven Kjæreste; En hvis Frierie kun vækker Opmærksomhed og fremkalder andre Beilere. (Tel.). – I Hardanger have disse Ord Formen “a” (Bela-mann, Belamaal, Belastevna), som synes at være en Genitivform af Bidel (Beel); men dette passer kun, hvor der tænkes paa flere Beilere (som bidlavand, Bidlavekkja). En Sammensætning med Bidlar (m.) vilde være tydeligere.

Bidlag (i’), n. Naboskab eller Kreds, hvis Indbyggere deeltage i hverandres Gjæstebud; altsaa: det Distrikt, i hvilket man indbyder Gjæster. Gbr. Østerd. sædvanlig udtalt “Beelag”.

Bidlar (i’), m. Beiler (= Bidel).

Bidlund, f. Taalmodighed, Taal til at bie eller vente. Jæd. Indh. (Snaasen). Helst udtalt Belund. G.N. bidlund, hører til et Subst. Bid (i’) af bida.

bidlundsam, adj. taalmodig, som finder sig i at bie. Udt. belundsam.

Bidne, n. Kar; Kop, Spand, o.s.v. I Sogn et Fællesnavn paa alle mindre Kar; hvorimod et større hedder Kjerald. Ogsaa i Hall. og Vald. udtalt Biddne (ii); i Sfj. Binne. Synes at høre sammen med det foranførte Bide, men nærmer sig ogsaa til Buna (Budna?), hvorom senere.

bie, s. bida og bidja.

Bik (i’), n. Beg. Afvig. Beek, Bæk. G.N. bik. (Ang. pic; Lat. pix).

bika (i’), v.a. (ar), bege, stryge med Beg; spotviis om at arbeide seent og aldrig blive færdig. – bikast, v.n. fæste sig, hænge fast.

Bikar (i’), m. Bæger, Støb at drikke af. Sogn, Hard. og fl. G.N. bikar. Ght. bechar. Mere alm. i Ordsproget: D’er brotne Bikarar i alle Land (Brudne Kar i alle Lande).

Bikask (i’), m. liden Kop til Beg. (Landstad 690).

bikbrædd, adj. oversmurt med Beg.

Bikhuva (i’), f. Beghue (som Middel mod Skurv). Sv. beckhufva.

Bikk, m. 1) Bukning, Nedbøining; 2) et Kast til Siden, en Overhaling; s. følg.

bikka, v.n. (ar), 1) bukke, gjøre en rask Bukning eller Nedbøining; mest om Fugle. Gbr. – 2) vippe, rokke, kaste sig til Siden, f. Ex. om Baade og Fartøier paa Bølgerne; ogsaa: dumpe, styrte, falde over. Meget brugl. i Trondh. Stift og Nordl. Tildeels udtalt bekka (bekk’). – 3) v.a. rokke, ryste, støde til noget saa at det vakler. Solør og fl. G.N. bikkja (styrte) synes at være et afledet Verbum.

Bikkel, m. Tap i Hjørnet paa en Dør, saaledes afpasset til Tærskelen at den kan tjene i Stedet for Dørhængsel. Nordland. (Bikkjel). Andre St. kaldet Darre.

Bikkja, f. 1) Hund af Hunkjønnet (= Tik). Afvig. Bykkja (Nhl.). G.N. bikkja. (Ang. bicce; Eng. bitch). – 2) en Støtte under en Baad (= Skor, Bordknakk). Lofoten. – Bikkja bruges tildeels (især paa Østlandet) ogsaa for Hund i Almindelighed, altsaa om begge Kjøn; saaledes ogsaa i Sammensætning, f. Ex. Bikkjefot, m. Hundefod. Bikkjeskinn, n. Hundeskind. Bikkjeveder (veer), n. meget uhyggeligt Veir.

Bikkjebit (i’), n. Hundebid. bikkjebiten (i’), adj. bidt af Hund; ogsaa: haanlig behandlet, tiltalt med bidende Ord. Tel.

Bikkjekjeks, = Hundkjeksa (Plante). Bikkjesløkja, det samme.

Bikkjestrand, f. i Talemaaden “ganga Bikkjestrandi”, dvs. gaae en besværlig Strandvei, som man kunde undgaae, hvis man havde Baad.

Bikkjesyra, = Høymola.

Biksaum (i’), m. Begsøm. (Ikke alm.)

Bikse, m. 1) Pind, Stift hvormed noget slaaes fast. Hall. (I B. Stift: Pikse). – 2) en Stormand (= Bekse). Østl.

Bikskraa (i’), f. Skindlap at bege med.

biksvart (i’), adj. begsort.

bikutt (i’), adj. beget, tilsølet med Beg.

Bil (i’), n. 1) Mellemrum. Eit Bil imillom Bergom: et Rum imellem Klipperne. Gbr. (Bel, Beel). G.N. bil – 2) Stund, Tid, Tidspunkt. Det var dette Bilet i Gaar: ved denne Tid igaar. Rbg. Sogn og fl. – 3) Tidsrum, en længere Tid; især en Deel af Aaret. Almindeligt, undtagen i den nordligste Deel af Landet. Tildeels udtalt: Bel (Beel) og overgaaet til Byl (y’), el. Bøl. (Ryf. Shl. Sdm.). G.N. bil (Stund, Tid; ogs. Ophold). I svenske Dial. bil, bel. – Paa Bil beggje, dvs. i nogen Uvished, saaledes at man venter ligesaa snart det ene som det andet. Sfj. (Paa Sdm. “paa Byl beggje”). Isl. á bil beggja: imellem begge. Paa nyom Bilom: nylig, i de seneste Tider. (Paa nyaa Bilaa, Sfj.; paa nya Bylaa, Sdm. Ryf.). – Bile-millom: til visse Tider, en og anden Stund. (Nogle St. bylemyllaa). I Bilvis (bileviis), omtr. d. samme.

bila (i’), v.n. (ar), feile, mangle. Nfj. “Kva’ so bela deg” (hvad er det som feiler dig)? G.N. bila (svigte, gaae sønder).

Bila (ii), f. Bile, Bredøxe. Holl. bijl.

Bild, m. Ladejern, Redskab til Aareladning. Hard. og fl. Paa Sdm. Bill; nogle St. Bil. (Isl. bildr). Maaskee ogsaa et Slags Piil (ligesom G.N. bildr), da nemlig “Ispil” synes at høre hertil. Jf. Sv. isbill.

billeg, adj. billig, rimelig, moderat. (T. billig, fordum billich). Overalt med reent “ll” og med Formen “leg” (le’, li’), ikke “ig”.


Billing, m. Tvillingbroder. Indh. (Sparbu). Ogsaa i svenske Dial. (Rietz 32). Oprindelsen uvis.

Bilut (i’), m. en uvenlig, underlig Person; En som ikke er skikket til Selskab. Sdm. (Dunkelt Ord).

Bilæte (i’), n. Billede. Ogs. udt. Belæte. G.N. bilæti (om Helgenbilleder); Sv. beläte. Formen er stærkt afvigende fra de beslægtede Sprog (Ang. bilið; Ght. biladi; T. Bild, Holl. beeld); maaskee opfattet som Bil-læte el. noget lignende. – Bilætebok, f. Billedbog. Bilæthoggar, m. Billedhugger.

Bin (ii), n. s. Bine.

bina, v.n. (ar), stirre see paa en Ting med Nysgjerrighed. B. Stift. Falder nær sammen med bisna. Hertil Bine, Aabine, forbinad.

Bind, n. Bind; Indbinding.

binda, v.a. (bind, batt, bundet), at binde. Imperativ: bitt, Fleert. binde; ligesom Imperf. batt, Fl. bundo. Paa nogle Steder gaar “nd” ganske over til “tt”, saa at Ordet hedder bitta (bitte), med Formerne: bitt, batt, butte’. (Sogn, Nordl.). G.N. binda (bind, batt, bundit). Formen batt har egentlig hedt “band”; heraf Subst. Band og Bende. – Betydn. 1) binde, fæste med Baand. Binda inn Kyrna: sætte Køerne paa Stald. Ogsaa: forbinde, fæste Stolperne i en Bygning, o.s.v. – 2) sammenhefte i Knipper. Binda Korn: binde Kornstraa sammen i Neg. – 3) knytte, gjøre i Stand ved Binding. Binda Garn. B. Not. B. Hosor (strikke). Hertil Bunding. – 4) fange med Ord eller Spørgsmaal, sætte En i Forlegenhed for Svar. No batt eg deg. Det kann ingen binda honom (om En som er meget kløgtig i at disputere). – 5) forbinde, forpligte. Binda seg i Hop: slaae sig sammen; giftes. Binda Skuld: sætte sig i Gjeld. Hertil skuldbunden.

Bindar, m. En som binder. Hertil Garnbindar, Bokbindar, og fl.

Binde-tre, n. (i Bygning), = Band.

Binding, f. Gjerningen at binde; ogsaa Baand, Forbinding; Bindemiddel.

Bindsl, n. Forbinding. En anden Form er Bindelse, n. som tildeels betegner: Forstoppelse, Obstruktion.

Bindøks, f. et Slags bred Øxe; især en hvormed man kan danne bølgeformige Flader paa Tømmerstokke (sprettetelgja). Tel.

Bine, n. noget at see paa; et Særsyn, Vidunder. Sfj. Paa Sdm. Bin (ii) og Binap, n. (s. Ap), ogsaa Aabine. S. bina.

binesam, adj. nysgjerrig (= bisnefus). Hedder ogsaa binen. Sogn og fl.

Bing, m. 1) en stor Kasse, som er fæstet til en Væg, eller hvis Bagside dannes af selve Væggen. Kornbing. Saltbing. Alm. G.N. bingr; Sv. binge. 2) Rum eller Afdeling i et Fæhuus; afstængt Rum for Faar eller Gjeder. Gbr. Østerd.

Binge, m. Gjødselrum, Grube til Opsamling af Skarn. Østl. Egentl. samme Ord som Bing.

bingsa, v.n. (ar), halte, gaae skjævt og humpende. Nordland, Sdm. Gbr.

Bingsa, f. Hunbjørn; s. Birna.

Bining, f. nysgjerrig Betragtning.

Binna, s. Birna. Binne, s. Bidne.

birgjen, s. byrgen.

Birkje, n. s. Byrke. birkjen, s. berkjen.

Birna, f. Hunbjørn (= Bera). Formen Birne er anført fra Østerd. (Topogr. Journal 21, 44); ellers hedder det Binna, Binne (Smaal. Buskr. Tel. Hall. og fl.), og Bjønna (Søndre Berg.). G.N. birna, af samme Rod som Bjørn. En afvigende Form er Bingsa, Nordl. Indh. Hall. og fl.

birren, adj. stolt, s. byrren.

bisa (i’), el. besa, v. vaase, sladre. Hard.

Bisk m. 1) en Bid, Mundfuld. 2) Frokost. Voss, Sogn, Valders. Jf. Bitaa.

biska, v.n. (ar), æde raskt, tage Munden dygtigt fuld; om Dyr. Sdm. og fl. Andre Steder: spise Frokost.

Bismar, m. Bismer, Stangvægt; Veieredskab til mindre Tyngder, sædvanlig til en Vaag (36 #), og tildeels til to Vaager (Tvo-vaaga Bismar). G.N. bismari; Sv. besmar og besman. Ordet har været udledet af Ital. peso, el. pesamento (dvs. Vægt), men er ellers dunkelt. – Bismarkrok, m. Løftekrogen paa en Bismer. Bismarpund, n. en Vægt af 24 Marker (eller 12 #).

Bisn (ii), f. et Vidunder, noget som vækker meget Opsigt, eller som alle ville see. B. Stift, Tel. og fl. G.N. bísn, og býsn. (Jf. Ang. bysen, Exempel). Sjeldnere i et Par andre Betydninger: a) Spøg, Løier, Tidsfordriv. Nordl. b) Kiv og Strid. Gbr. Det sidste synes dog at høre nærmere til “bitast”, see Bitsmid. Hertil ogsaa “bisnast”, v.n. tirres, ophidse hinanden. Hall.

bisna (ii), v.n. (ar), see paa noget med Nysgjerrighed eller Forundring; gloe, gabe, undres over en Ting. Meget brugl. syd og vest i Landet; ogs. i Nordland. Tildeels bisnast (Ndm. Nordl.). I Sogn: binsna, som nærmer sig til det førnævnte bina.

bisnefus, adj. nysgjerrig, begjærlig efter at see noget. Tel.

bisneleg, adj. forbausende, som vækker megen Opsigt.

Bisning, f. nysgjerrig Betragtning.

Bisp (i’), m. Biskop. G.N. biskup, af Gr. og Lat. episcopus, Tilsynsmand. – Bispemessa, f. Bispevisitats.

Bit (i’), n. 1) Biden, Gnaven (= Biting). D’er ikkje nokot Bit med Fisken i Dag (Fisken vil ikke bide paa). Uegentlig: Skjælden, Klammerie.
Det gjeng med Bit og Slit. – 2) Hvashed, det at et Redskab bider godt. Denne Ljaaen heve eit godt Bit. – 3) Anfald af Sygdom, især Kvalme eller Svimmel. Mandal (Bed). Ellers Hugbit, Vatsbit. – 4) Noget som bider; især om Insekter (Luus, Lopper, Myg, Bremser). Jf. Aat. – 5) Bid, Sted hvor noget er bidt. Det syner Bitet etter Katten. – 6) Mundbid paa et Bidsel. – Tildeels udtalt: Beet, Bett, Bæt.

Bit (ii), m. 1) en Bid, Mundfuld (= Bite). 2) en Bider. I Sammensætning som Steinbit, Kongulbit. Jf. Hoggbit, Moskebit, Lunnbit. 3) en bitter Tiltale. Ogsaa om en Person, som giver grove og bidende Svar.

bita (ii), v.a. og n. (bit, beit, bitet, i’), bide. G.N. bíta. Imperf. Fl. bito (i’), Hall. Supinum bite (i’), biti, bete. – Betydn. 1) bide, gribe eller klemme med Tænderne. Bita av: afbide; bide itu. Bita Neter: knække Nødder. – 2) æde; især græsse, om Fæ. Dei hava korkje til (aa) bita elder slita, dvs. hverken Mad eller Klæder. Korkje til bita elder brenna, dvs. hverken Mad eller Ved. Han bit femte Graset, dvs. gaar i sit femte Aar (om en Hest). – 3) skjære, trænge ind, være hvas; om Kniv, Lee, Øxe, o.s.v. – 4) fæste sig, trænge ind; om Vædske, Farve eller desl. Det vil ikkje bita paa. Jf. beita. – 5) virke, paavirke; ogsaa: smerte, gjøre ondt. Det bit ikkje paa deim: det anfegter dem ikke. Det bit ingen Rett paa honom (om en meget vrangviis Person). Han fekk av det, som best beit: som smertede mest. – 6) tale hidsigt, give grove og bidende Ord. Bita ifraa seg: bide imod for at forsvare sig; gjengjælde haardt med haardt. Bita aat: bide stærkt til. Bita i Hop Tennerna: klemme Tænderne sammen (af Hidsighed eller Smerte). Bita seg i Lippa og tegja: tvinge sig til at tie, undertrykke sin Harme. I reflexiv Form: bitast (bitst, beitst, bitest), bides med nogen; eller oftere: bide hinanden. I sidste Tilfælde som Fleertal, i Præs. bitast (ii), Imperf. bitost (i’). – Afledninger: beita, Beit, Beite; Bit, Bite.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   10   11   12   13   14   15   16   17   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə