Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə140/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   136   137   138   139   140   141   142   143   ...   221

Ro, f. 2, Jernspaan som hænger fast ved Eggen, f. Ex. paa en Kniv, efter en stærk Slibning (s. roslipa). Tel. Sdm. Ork. og flere. Sv. råegg, i Dial. ro.

Ro, f. 3, (Fl. Rør), en liden Jernplade med et Hul i Midten, hvori Spidsen af et Søm klinkes fast. G.N. .

Ro, f. 4, Stang, Stage; s. Raa.

Ro, f. 5, Vraa, Hjørne; s. Kraa. Paa Østl. ogsaa om en Kant eller Side af Himmelen, saaledes “Nor-ro’a”, “Vestro’a”, og flere. Smaal.

Ro (el. Roe), m. smaat Frø af Græs eller Ukrud i Kornet. Sogn. Dunkelt; jf. Oskeroe, og Isl. hrodi: Affald, Udskud. Hertil Ro-trog, n. et finere Kornsold; andre St. kaldet Meldesaald.

ro, adj. rolig, stille; f. Ex. om et Barn: D’er so rott. Hall. G.N. rór (ró). Maaskee ogsaa: tilfreds, tryg. (Tel.). S. Landstad 745.

ro, eller roa, v.n. og a. (r, dde), 1) roe, drive en Baad med Aarerne. Præs. hedder tildeels: rør, Sdm. og fl., ellers alm. ror. Supin. tildeels: roe (roet), Nordl., ellers rott (oo). G.N. róa (rær, reri, róit); Ang. róvan. Ro under Seglet, el. ro uppunder: hjælpe til med Aarerne, idet man seiler (i svag Bør). Ro frampaa: støde paa Grund, idet man roer. – 2) drive Fiskerie, opholde sig nogen Tid i et Fiskevær (= liggja til Fiskes). Han plar ro paa Nordøyom: han pleier at være pa Nordøerne i Fisketiden. Eg veit ikkje kvar han rodde, dvs. i hvilket Fiskerleie han var. Hedder ogsaa: ro Fiske, el. ro Fiskja (f.). – 3) v.a. føre eller drive ved at roe. Ro heim Baaten. Ro ut ei Not (oo). Ro seg upp: roe høiere mod Vinden for at have større Rum at drive paa. Ro seg uppatter: roe tilbage til det Sted, som man har drevet ud fra; altsaa: indtage sin forrige Plads, indhente hvad man har tabt; saaledes ogsaa: forvinde et Tab, komme til Velmagt igjen.

roa, v.a. (ar), bringe til Ro, stille, berolige; ogsaa søvndysse (et Barn). Roa seg: slaae sig til Ro, forblive rolig paa et Sted.

roande, adj. 1) roende. 2) om et Sted, hvor man kan roe. Der er so grunt, at det er ikkje roande. Ogsaa om Veiret. D’er slik Storm, at d’er knapt roande paa Fjorden.

Roar, m. en Roer; Roerskarl.

Robb (o’), f. den øverste Kant af en Forhøining; Tagryg paa et Huus, og deslige. Hall. Jf. Rabb.

Rod (o’), n. 1, Fiskehud, Fiskenes Skind. Berg. Trondh. Nordl. Nogle St. Ro’, el. Raa; ogsaa , Nordl. Hall. G.N. rod. “D’er berre Rod aa Ryggjen”, siges om Fisk, som er meget mager.

Rod (o’), n. 2, Strygning; s. Rodvatn.

Rod (o’), f. Rad, Række; s. Rad.

Rod (oo), m. Roen; Fiskerie (= Ror). Sdm. dog oftere “Ror”. – Et andet gammelt Rod (G.N. hródr: Ære, Ros) ligger skjult i nogle Personsnavne: Rollaug, Rolleiv, Rommar, Romund, Robert. S. Munchs Maanedsskrift 3, 346.

roda (o’), v.n. (ar), være rød; lyse med rødligt Skin osv. see rauda.

roda (o’), v.a. bestryge (= rjoda). “roa”, Tel.

rodd (oo), part. roet (s. ro, v.). Hertil avrodd, utrodd, upprodd og fl.

rodda (o’), v.n. (ar), snakke meget, lade Munden løbe; s. radda.

Rodda (o’), f. 1, en Fortælling, Historie, Ramse. Rbg. Tel.

Rodda (o’), f. 2, Vidiekurv, hvori Hø væltes ned fra Fjeldene (= Høymeis). Sogn (Lærdal). I Nhl. Rotta (Høyrotta). Hertil ogsaa et Verbum rodda (= meisa).

Rode (o’), m. Rødme; Rødhed, f. Ex. i Skyerne (= Raude). Nfj. Sdm. og flere. Nogle St. Roe (o’). G.N. rodi. Jf. rjoda.

roden (o’), part. overstrøgen; egentl. rødfarvet: s. rjoda. G.N. rodinn.

Rodvatn (o’), n. Vand at bestryge Brød med (s. rjoda). Rbg. (Ro-vatn). Ogsaa kaldet Rod (Ro’). Tel. Andre St. Rjode (Rjoe), m. Rbg.

roen, adj. roet, bortroet, afreist (= rod). Nordl. Ældre Particip af ro.

roga (?), s. roja.

Rogg, n. Frygt, Ave, Respekt. Østerd. (Aamot). Skal ogsaa hedde Rugg. (Dunkelt; jf. ryggja og Rygd). Hertil roggsam.

Rogga, f. 1, en Hinde eller tynd Hud; den Hinde, som dækker Kjødet paa den indre Side, f. Ex. i Fiskenes Bug. Sdm. og fl. I Nhl. Rov (o’). Fra Nordl. meddeelt “Raugga”, om Blod og Sliim af Fisk: maaskee Raudga. Jf. Rod.

Rogga, f. 2, et Tæppe; s. Rugga.

roggsam, adj. frygtelig, som vækker Frygt (Rogg). Østerd.

<PB N="610">

roglutt (o’), adj. spraglet, plettet. Hall. (røglut). Jf. droglutt.

Rogn (o’), f. Rogn, Fiskenes Æg, eller Æggepose. (Mest alm. Raagn). G.N. hrogn; T. Rogen.

Rogn, m. Røn; s. Raun.

Rognfisk, m. Fisk som har Rogn; Hunfisk (= Rygna).

Rognkall, m. s. Rognkjeksa.

Rognkjeksa, f. Rundemave (Fisk), Cyclopterus Lumpus. B. Stift, Nordl. (Ofte udtalt Raangkjeksa). I Ryf. Rognkjølsa. (Isl. hrognkelsi, n.). I Nordl. ogsaa Rognkall, m. som siges at betegne Hanfisken.

Rognkorn, n. et enkelt Æg af Fiskerogn.

Rognsky, f. Skyer som ere vidt udspredte i smaa runde Pletter (ligesom Rognkorn). Sfj. (Rognesky). I Tel. Eplesky.

Roing, f. Roen; Maade at roe paa.

roja (?), v.n. (ar), døse, søle Tiden hen (omtr. som rjona). Voss og fl. Usædvanlig Form; maaskee for roga med Præs. rogjer (?). Jf. røgja.

rok (for rak), s. reka.

Rok (o’), n. 1, Rygen, Drev; Storm som driver Vand i Luften. Jf. Sjorok. Af rjuka.

Rok (o’), n. 2, Topmaal; s. Roke.

roka (o’), v.a. (ar), topmaale, fylde et Kar saa rigelig, at der bliver en Top over Bredderne. Tel. og fl. G.N. hroka. Sv. råga. Particip rokad: topmaalt, overfyldt. Jf. Roke.

Roka (o’), f. 1, Rad, Række; Skaar af Hø paa en Eng. Sdm. (Norddalen). Mere udbredt i Forbindelsen “etter Roke”, dvs. efter Raden, i uafbrudt Orden, saa at intet bliver forbigaaet (= andfares, fyre tvert). Hedder ogsaa “fyre Roke”. Vel egentlig Raka (Røku).

Roka (o’), f. 2, Jernrust, s. Rokka.

Roke (o’), m. Topmaal, Top som stiger op over Bredderne i et fyldt Kar. “Rokje”, Hall. og fl., ogsaa ved Mandal. Nogle St. Rok, n. G.N. hroki. Sv. råge, og råga. Jf. Rauk, Ruk, Ruka.

roken (o’), part, falden, overvunden; egentlig røgen; s. rjuka. (Mest alm. rokjen). Om et andet roken, s. reken.

Rokflaga (o’), f. Stormbyge som driver Vand i Luften.

Rokfoss (o’), m. en Strøm eller Styrtning af drivende Vand.

Rokgarde (o’), m. en fremstyrtende Masse (ligesom et Gjærde) af drivende Vand (= Drivgarde). Nordl. Sædvanlig udtalt Rokgare, ogs. Rokkare, el. Rokkale (Helg.).

Rokk, m. Rok, Spinde-Maskine. G.N. rokkr; Eng. rock. Hertil Rokklag, n. en Portion af Uld eller Liin, som fæstes paa Rokkehovedet til Spinding. Rokklega (e’), f. Rokkearm (Hjulholder). Rokkesvarvar, m. Rokkedreier. Rokkesveiv, f. Rokkehvirvel. Rokketrøda, f. Trædebræt i en Rok. Ellers ligesom i Dansk: Rokkebrjost (-brøst), -fot, -hjul, -hovud (o’), -snor. – Som Plantenavn betegner Rokk Eqvisetum, Namd. og flere. (Mere alm. Kjerringrokk).

Rokka, f. Jernrust, Tegn til Jernerts i Jord eller Vand. Østerd. (Malmrokka, Myrrokka). Afvig. Roku (o’), el. Ruku, Trysil; Rukke, Solør. I svenske Dial. rakka (?), rakk (Rietz 522).

rokket (rokkje), s. rekka.

Rokmaal (o’), n. Topmaal, rigeligt Maal. Jf. Strokmaal.

Rokmusk (o’), n. smaat Sødrev.

Roko, s. Reka.

roksterk (o’), adj. om Vinden: stærk nok til at opdrive Vand af Søen. Lof.

rokutt (o’), adj. drivende, meget stærk og ujævn, om Vinden. Nordl. (rokkatt). Hedder ogsaa roksam.

Rokveder (o’), n. stærk Storm med Sødrev. Trondh. Nordl. (Rokkveer). Isl. rokvidri.

roleg, adj. rolig, fredelig; ogsaa: stille, uforstyrret. G.N. rólegr.

rolege, adv. roligt, trygt, i Ro.

Ro-leid, f. Vandvei, Veistykke som man kan roe. Tel. og fl. (Rolei). Paa Østl. ogsaa “Rosslei”, egentl. Rodsleid, el. Rorsleid.

Ro-leiv, m. Svømmefod (= Sundleiv) paa en Fugl. Tel.

Rolengd, f. s. Raalengd.

rolla, v.n. snakke; s. ralla.

Rolling, m. Indbygger af Rollag i Nummedal.

Rolt, m. Bakke, Høi, liden Forhøining. Hall. (Rølt).

Rom (oo), n. 1) Rum, Vidde; tilstrækkelig Plads. Faa Rom: faae Plads. Giva Rom: give Plads, give En Leilighed til at komme frem. – 2) Fag, afdeelt eller begrændset Rum, f. Ex. i et Skab; saaledes Lastrum i et Fartøi, og Rum imellem Roerbænkene i en Baad. (Framrom, Midrom, Bakrom). – 3) Værelse i et Huus. Mindre brugl. men bedre begrundet end “Værelse”. (Sv. rum). – 4) Sted, Opholdssted. Paa same Romet: paa samme Sted. (Meget brugl. i Trondh. Stift). Ellers alm. om en bestemt Plads at være paa. Leggja seg i Romet sitt. Standa i Romet sitt. Verja Romet sitt: forsvare sin Plads. – 5) Stilling, Vilkaar. Faa seg eit godt Rom: faae en heldig Stilling, en god Ansættelse osv. – Ordet lyder tildeels Rumm (u’), Nhl. Sogn, Hall. og fl., men mest alm. Room. G.N. rúm; Ang. rúm, Eng. room; Ght. rúm, T. Raum; altsaa egentl. Ruum, men Former med “uum” synes her at være ubelukkede (jf. Skum, Tume; Gom, Ploma). S. ogsaa rom, røma, Rømd.

Rom, n. (2), el. m. Rum (et Slags Drik). Udledes af et indisk róma, dvs. Vand.

<PB N="611">

rom (oo), adj. rummelig, vid, bred; f. Ex. om Plads, Huse el. Klæder. Nogle St. rumm. G.N. rúmr; Sv. rum. I romaste lag: vel rummelig, næsten for vid. Rom Sjo: aabent, rummeligt Farvand. Rom Vind: Vind som er let at seile med, eller som staar mest fra Bagsiden. (Modsat trong, nauv, krapp).

roma, v.n. (ar), optage Rum. Det romar til: det kommer til at udfylde Rummet. Tel. (Vinje).

Roma, f. 1, Saar eller Sprækker i Munden. Tel. (Vinje).

Roma, f. 2, Vidiegreen, lang og tynd Kvist. Tel. Maaskee egentl. Ruma (u’), da det i Vinje hedder Romu (oo). En anden Form er Raame. (Silgjord).

[Roman, m. Roman, digtet Historie. Fr. roman. Egentl. Digt i romansk Sprogform.

Romar, m. Romer, romersk Borger. Oftest Rommar og Rommer (Rom’r). Saaledes ogsaa “Rommertal” (for Romartal), n. Bogstav-Tal; og “rommersk”, adj. romersk. (G.N. rómverskr).

Romband, n. Baadeknæ (= Rong). Tel.

rombygd, adj. rummelig bygget; om et Sted, hvor Husene ikke staae tæt.

Rombøkaar (= Runnbekre), s. Runnbukk.

rombølt, adj. rummelig bebygget, hvor Bostederne ligge noget adspredte. Østl. Modsat trongbølt.

Rome, m. Lamhed, Sygdom i Fødderne (paa Kreature). Sæt. Jæd. Ogsaa kaldet Romebrot (o’), n. (Paa Jæd. Romabrod). Isl. hrumi: Svaghed; s. romen. Jf. Romegras.

romebroten (oo,o’), adj. angreben af Lamhed (eller Beenskjørhed?). Sæt. Paa Jæd. romabroden.

Romegras, n. Beenbræk (Narthecium Ossifragum), en Urt som siges at foraarsage Lamhed. Sæt. Siredal, Jæd. Ryf. Ogsaa kaldet Rome. Samme Begreb som i Storrgras og “Beenbræk”.

romen (oo), adj. lam, stiv i Fødderne. Rbg. (Aaserall). G.N. hrumr: svag, vanfør.

romfjellad, adj. rummelig, bred, aaben; om Dale eller Landskaber, hvor Fjeldene staae noget langt fra hinanden. Nogle Steder romfjellt.

romfrek (e’), adj. stor, voluminøs, som behøver meget Rum. B. Stift (rømfræk’e), Hall. (rumfrek), og fl. I Sogn ogsaa: romfrøkjen og rumfrøken. Andre St. romstor.

Romgarn, n. Midten af et Garn el. Vod; Middelrummet imellem Grundkanten og Overkanten. Shl. (i Formen Romegadn). Jf. Romnet.

Romhelg, f. 1) Søgnedagene i Julen, eller imellem Juledagene og Trettendedag. Vald. Hadeland. – 2) en Dag, som er næsten “Helg”, eller som engang har været Helligdag. Nhl. Ndm. og fl. (Andre Steder Halvhelg). I Vald. “Romhelgjedag”. G.N. rúmheilagr om en Dag, hvis Helligholdelse ikke er paabudt eller befalet.

romhendt, adj. rundhaandet, gavmild, som ikke sparer.

romklædd, adj. klædt i rummelige Klæder. Modsat trongklædd.

romlaus, adj. 1) forlegen for Rum. 2) om Plads: trang, knap. Her er romlaust.

romleg, adj. rummelig, noget vid. Oftere rømeleg og rom.

Romeleike, m. Rummelighed, Vidde. Oftere Rømd.

Romlende, n. rummeligt Landskab, hvor det er let at komme frem.

romlendt, adj. om et Sted: rummeligt, frit for Hindringer af Klipper, Dybder, Elve eller deslige. G.N. rúmlendr. Modsat tronglendt.

Romløysa, f. Mangel paa Rum.

romna (oo), v.n. (ar), blive mere rummelig. Oftere rømast.

Romnet, n. Net eller Garn med store Masker. Østerd. Jf. Angnet.

Romrekje (e’), n. Skumpelskud; Ting eller Person som er allesteds tilovers, el. som ingen vil skaffe Rum. Nordre Berg.

romsa, v.a. (ar), røre, rokke. Romsa seg: vende sig paa sit Leie; ogsaa: vaagne og reise sig. B. Stift, Ndm.

romsam, adj. rummelig. Tel. (?)

romsett, adj. rummelig opstillet.

romsjoad, adj. om en Vandvei: rummelig, fri for Skjær eller Rev af Landet. Mest alm. “romsjøa”.

Romskifte, n. Ombytning af Rum.

romskinnad, adj. løsskindet, som har slap Hud, saa at den kan sammentrækkes i Folder eller Rynker.

romsløg, adj. rummelig til at slaae; om Eng, som er jævn og fri for Steen eller Krat. Nordre Berg.

Romspille, n. Rumspilde.

romstor, adj. bred, voluminøs (= romfrek). Tel. Trondh. Nordl.

romt, adv. rummeligt; ogsaa rigeligt, ikke knapt. Romt fem Alner: fuldelig fem Alen og hellere lidt mere. Romt eit Hundrad: vel et hundrede eller lidt derover.

romtent, adj. lidt aaben imellem Tænderne (= gistent, gristent).

romtindad, adj. rummelig imellem Tinderne (Piggerne), f. Ex. om en Harv, el. en Kam.

romus, adj. rundhaandet, gavmild; ogsaa: noget ødsel (omtr. som romhendt). Trondh. Nordl. og flere. Hedder ogsaa raamus, Smaal. Tel., raamusen (u’), Sdm., romusk, Helg. Dunkel Form, maaskee for romhus (gjæstfri?). I svenske Dial. rumus, eller rummus (ødsel).

Romvidd (ii), f. Rumvidde, f. Ex. i et Fartøi; Viddemaal, Dimensioner.

<PB N="612">

romvoren adj. noget rummelig.

Ron (oo), f. Mellemstrøm, smal Vandstrøm imellem to Indsøer eller Damme. Lister. Paa Jæd. Raan. (Efter en anden Forklaring er Ron en Banke af Steen imellem to Vande). Jf. Raan: Mudder.

Ron, f. Vraa (= Ro, Kraa). Hall.

rona, hexe; s. runa.

Rond (o’), Stribe; s. Rand.

Rone (oo), m. Orne, Han-Sviin (= Galt). Shl. Jæd. Mandal, Tel. Afvig. Raane, Hall. Vald., og Raanaa, Smaal. Rom. Vel egentl. Rune (u’). G.N. runi. Sv. Dial. råne, rånne, rånte (Rietz 548).

Ronekall, s. Runekall.

Rong (Raang), f. (Fl. Renger, Reng’r), 1) Knæ eller Spant i Bunden af en Baad; de krumme Indholter som ligge tværs over Kjølen og holde Plankerne sammen. Alm. ved Havkanten. G.N. röng. Sv. Dial. vrang (Rietz 819), som vistnok er den oprindelige Form, beslægtet med rang (dvs. kroget) og rengja. Jf. Fr. varangue, som ogsaa skal være kommet fra Norden. (Diez, R. W. 2, 432). – 2) i Særdeleshed: det høieste eller yderste Knæ, nærmest ved Stavnen (ogsaa kaldet Fotstøda). Nhl. og flere. Sitja i Rongi (Raangji): sidde i Stavnen (= sitja i Skuten, i Fotstøda). – 3) Slæderyg, en liden Tværvæg paa Enden af en Slæde eller Høvogn, dannet af et Par vinkelformige Arme, som bøie sig opad fra Slædebunden. Sætersd. i Formen Vraang, Fl. Vreng’a(r). Andre St. kaldet Brugd, Karr el. Rot. (T. Runge synes at være et andet Ord).

Ronga (Raanga), f. Vrange, Vrangside; den Side som skal vende indad. (Modsat Retta). Ogsaa ellers om en Ting, som ikke er den rette; f. Ex. Vrangstrube. Svelgja i Ronga (= svelgja rangt). Ryf. Snu Ronga ut: vende Vrangsiden ud, f. Ex. paa Klæder; figurlig: yttre en forhen skjult Uvillie, begynde at vise Fiendskab.

ronnen, runden; s. runnen.

Ronveer, s. Runnveder.

Rop (oo), n. Raab; Ord som udraabes høit; ogsaa: høirøstet Omtale. Koma i Rop: blive meget omtalt. Sv. rop.

ropa (oo), v.n. og a. (ar), 1) raabe, tale meget høit. G.N. hrópa (= œpa). Sv. ropa. – 2) v.a. udraabe, varsle med visse Ord; ogs. kommandere. Ropa upp: opraabe, f. Ex. til Salg. Ropa Set: byde at fire Seil. Ropa Brand o.s.v. – 3) kalde, anraabe. Ropa inn Folket. Ropa fram: kalde frem. (Jf. kalla). Imperf. paa mange St. ropte (rofte), og Supin. ropt (roft).

ropa (o’), v.n. ræbe; s. rapa.

Ropadda, s. Rovetroll.

Ropar, m. 1) Raaber; Skraaler. 2) et Rør at raabe igjennem. 3) en Benævnelse paa Bjerguglen. Ogsaa et Slags Spøgelse, det samme som Gast og Utburd. Gbr. og fl.

Roping, f. Raaben, Skraal.

Ropp, m. raaddent Træ; s. Ramp.

ropsam (oo), adj. høirøstet, skraalende.

Ror (oo), m. 1) Roen, det Arbeide at roe. Faa ein tung Ror: have et slemt Stykke at roe, f. Ex. mod Vinden. Jf. Andror. Afvig. Rod, Sdm. (sjeldnere), og Ro, Indh. og fl. G.N. ródr, med Akkus. ródr (sjeldnere ród); Sv. rodd. Jf. Rossfolk (Rorsfolk). – 2) Fiskerie, Udreise for at fiske; især Torskefiskerie, Vaarfiske. Vera i Roren: være ude ved Fiskeriet. Dei var i Ror med honom: de fiskede sammen med ham, i Fællesskab. Nordl. Jf. Rorbud, Rortid. – 3) Vei eller Linie at roe i, saasom i grundt Vand eller nær ved Land. Ogsaa kaldet Baatsror og Rormaat. Jf. Tilror. – 4) Færgested, Overfartssted i en Elv. Ork. – 5) Rum i en Baad, Sæde med et par Aarer. Indh. (i Formen Ro). Andre St. Røde. Jf. Firroring, Seksroring. – 6) en Rørestang, som ligner en Aare (see Meiskror). Tel. I Lighed med Nt. Roder (Holl. roer, Eng. rudder) bruges “Ror” tildeels ogsaa om Roret paa et Fartøi; men denne Brug synes her at være ny eller fremmed. S. Styre.

Rorbenk, m. s. Tofta.

Rorblæra, f. Hedeblegne, Vabler i Hænderne efter stærk Roen. Ryf. i Formen Rorabløra (et gammelt rodrarbladra).

Rorbud, f. Fiskerbod, Stue for Søfolk i et Fiskevær. Nordl.

Rorkrakk, m. Roerbænk (Tofta). Sæt.

Rorkult, m. Rorstang paa en Skude. Hard. og fl. (Rorakult). Jf. Styrevol.

Rormaat, n. en passende Afstand fra Landet til at roe i, naar man reiser langs med Strandbredden. Sdm. i Formen Roramaat.

Rorsfolk, n. Fiskere som samles ved Kysten i Fisketiden. (Nordenfjelds). Ogsaa om Folk som ere leiede til at roe eller til Fiskerie. Saaledes ogsaa Rorskar, eller Rorsmann, om en enkelt Person. Disse Ord lyde sædvanlig Rossfolk, Rosskar, Rossmann (oo), og kunde maaskee opfattes som Rodsfolk og Rodsmann, af Formen Rod, s. Ror.

Rorskuta, f. Førselsskude som kun drives med Aarer. (Oftere Førsleskuta). Jf. G.N. ródrarskúta.

Rorsleid (Rosslei’), s. Roleid.

Rorsløn, f. Hyre, Løn for en leiet Mand i Fisketiden. Sædvanlig “Rossløn” (som ogsaa kan være Rodsløn).

Rorsmann, s. Rorsfolk.

Rortid, f. Fisketid; især om Tiden for Torskefisket. Nordl. og fl.

Rorveder (Rorveer), n. Veir til Udroen eller Fiskerie. Nordl.

<PB N="613">

Rorvær, n. Fiskerleie, Havn hvor Fiskere samles (= Fiskevær). Nordl.

Ros (oo), n. (og f.), Ros, Berømmelse. Faa Ros: blive Rost. Sv. ros, n.

Ros (o’), n. Skal; s. Rus.

Ros (o’), f. 1) en Nedstyrtning, Jordskred, Steenskred. Hard. Ryf. (Nogle St. udtalt Raas). Hedder ogsaa Rosa (o’), Lister. – 2) Fure eller Stribe i Jorden, som efter Steenskred. Shl. Jæd. – 3) Ridse, Stribe i Huden. Tel. I B. Stift tildeels Rosa (o’); s. Blodrosa. Jf. Kjøtrosa. (Isl. blódrisa, adj. striblet). Slægtskabet dunkelt; jf. rasa og rysja.

Ros (oo), f. 1) en Rose; s. Rosa. Ofte brugt som Kjæleord, især i Navne paa Køer, som Lauvros, Leikros, Livros, Haugros, Lukkeros osv. Vel egentlig med Begrebet: blommet, flækket; s. rosutt. – 2) Rosen, Sygdom med Rødhed i Huden. Tildeels ogsaa om en indvortes Svaghed med Afkræftelse eller Mathed i Lemmerne. B. Stift. – 3) Hævelse, Betændelse i et Saar. Det sette seg Ros i Saaret. Saaledes ogsaa: Suurbeen, aaben Skade (paa Læggene). Nordre Berg. Hertil Rosfot, Rossaar. Sv. ros; T. Rose (Inflammation i Huden).

Rosa (oo), f. 1) Rose, Blomst af en Rosenbusk. Nogle St. Ros, endog med Fl. Røser (Røs’a. Hall.). G.N. rósa og rós, af Lat. rosa. – 2) Blomst, f. Ex. Heggjerosa, Rognerosa (= Rauneblom) og fl. Sdm. Trondh. – 3) Blommer, Figurer som ligne Blomster eller Løvværk; saaledes ogsaa om Tegninger i Bøger, Udskjæringer i Træ og deslige. Nordre Berg. Nordl.

Rosa (o’), f. en Stormbyge, et stærkt Vindstød. Mest brugl. nordenfjelds, ogsaa Sdm. Shl. Lister og fl. (I Nhl. Brosa). I Nordl. tildeels udtalt Rossa. Isl. rosi: Storm, Søgang. Jf. Ros (o’), f.

rosa (o’), v.a. (ar), ridse, kradse, saare lidt. Tel. (s. Ros, f.).

rosa (oo), v.a. (ar), 1, pryde med Blomsterfigurer eller Tegninger; udsye, udskjære el. deslige. Af Rosa (oo). Hertil rosad (rosa’), adj. blommet, udsat med Figurer; f. Ex. raudrosad, blaarosad osv.

rosa (oo), v.a. (ar), 2, rose, berømme. G.N. hrósa. Mange St. med Imperf. roste, og Supin. rost (for rosat). Rosa seg: bryste sig af noget. Han rosar ikkje Leiken: han har ikke stor Fornøielse af den Leg.

rosande, adj. værd at rose.

Ro-saum, m. kort Søm eller Spiger med Klinkeplade (Ro).

Roseveder (o’), n. Stormveir med korte og stærke Byger; s. Rosa (o’). “Rosseveer”, Nordl.

Rosfot (oo), m. Fod (Læg), som er angreben af “Ros”; jf. Rossaar.

[Rosina, f. Rosin. Fr. raisin.

Roskaap, s. Kraaskaap.

roslipa, v.a. (ar), slibe stærkt, saa at der bliver en Kruusning eller “Ro” paa Eggen; s. Ro, 2. Oftest i Particip roslipad (roslipt). Tel. Berg.

Rosmose, m. en vis Mosart. Nordl.

rosnæm, adj. fængelig for Rosen (Sygdom), eller som i saaret Tilstand lettelig angribes af Hævelse eller Betændelse. B. Stift.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   136   137   138   139   140   141   142   143   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə