Ivar Aasen Norsk Ordbog


Rossa, f. en Hoppe (= Merr). Nhl. lidet brugl. Jf. Ryssa og Horsa. G.N. hross, n. Ros-saar



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə141/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   137   138   139   140   141   142   143   144   ...   221

Rossa, f. en Hoppe (= Merr). Nhl. lidet brugl. Jf. Ryssa og Horsa. G.N. hross, n.

Ros-saar (oo), n. aabent Saar med Hævelse; Suurbeen. S. Ros.

Rossegauk, m. Horsegjøg (= Humregauk). Nhl. G.N. hrossagaukr.

Rossfolk, s. Rorsfolk.

Rossigle (o’), m. et Slags Igler (= Hestigle, Marigle). Nedenæs. Paa Toten Røsulv.

Rossmaal, m. Hvalros (Trichechus Rosmarus). Nordl. og fl. Ellers ogsaa Rossmal, Trondh. (?), og Rossmaar, Berg. Stift (dog lidet bekjendt). Dunkelt Ord. G.N. rostungr, rosmáll el. rosmhvalr (?).

Rost (o’), n. Tag, Tagreisning; s. Raust.

Rost (o’), f. et længere Stykke Vei; ogsaa en Strækning (Heimrost, Utrost); s. Rast.

rosta (o’), v.a. (ar), mæske, røre Malt til Brygning. Ikke alm. Nogle St. rysta (y’). S. Roste.

rosta, v.a. (2), bygge Tag; s. rausta.

Roste (o’), m. 1, mæsket Malt; den tynde Deig eller Masse hvoraf Ølurten udvirkes. Søndre Berg. Smaal. og flere. Paa Sdm. Ryst (y’), f. G.N. hrosti. (S. Rostekjer). Jf. Drav (som er den udvirkede Roste). Sv. rost betegner Underlaget i Rosten (= Rostegrind).

Roste, m. 2, Masse af Jernerts, som er oplagt til Udbrænding. Nedenæs. (T. Rost).

Rostegrind, f. Rostehjerte, Underlag ved Tappen i et Rostekar. Hall. og fl. Paa Sdm. “Undegjær” (Undergjerd).

Rostekjer (e’), n. Bryggerkar, Rostekar. Ogsaa kaldet Rostekopp, m. Tel., Rostesaa, m. B. Stift. (Paa Sdm. Rystesaa).

Rosting, f. Maltmæskning.

rosutt (o’), adj. 1) striblet, opkradset; see Ros (o’). – 2) om Vinden: ujævn med enkelte stærke Stød eller Byger. I Nordl. rossatt. S. Rosa (o’).

rosutt (oo), adj. blommet, besat med farvede Pletter eller Figurer. (Nogle Steder rosett’e, rosaatt, rosatt). Af Rosa (oo).

rosverd, el. rosverdig, adj. rosværdig.

Rot (o’), n. 1, Raaddenhed, Forraadnelse. Det kjem Rot i det: det begynder at raadne. Isl. rot. (Holl. og Eng. rot). Jf. Rote. Ogsaa om en Masse af raadne Ting, for Ex. Fisk. (Sjeldnere).

Rot (o’), n. 2, 1) Nedstyrtning; Ruin. Tel. (Af rjota). “Dæ raut i Rot”: det styrtede ned, faldt sammen. – 2) Knurren, brummende <PB N="614"> Lyd (jf. Bolrot); ogsaa: Snorken. Hertil Rothol (o’), n. en Knurrepotte. (Foragteligt).

Rot (oo), n. Roden, Gravning, f. Ex. i Jorden; Travlhed med ureenlige Arbeider (s. rota); saaledes ogsaa: Ureenlighed, Uorden; Sølerie, Tidsspilde med ubetydelige Sysler i Huset o.s.v. G.N. rót: Omvæltning osv.

Rot (oo), n. Tag; Rummet under Taget i et Huus. Upp i Rotet: op under Taget; oppe under Tagryggen. Meget brugl. i Berg. Stift, ogsaa Jæd. Rbg. og den vestligste Deel af Tel. Isl. rót. (Jf. Goth. hrót: et Tag). Tildeels betegner Rot ogsaa et Forraad af Madvarer, som ere ophængte under Taget; saaledes Kjøtrot og Fleskerot. S. Rotbyte. Hertil sigter Ordsproget: D’er betre aa hengja i Rotet um Hausten, en leggja i Røysi um Vaaren, dvs. bedre at slagte Kreature om Høsten end lade dem sulte ihjel om Vaaren. Tel. (Moland). Jf. Rotstova.

Rot (oo), f. (Fl. Røter, Røtr), 1) Rod, den nederste Deel af en Væxt. G.N. rót; Eng. root. Fleertal lyder tildeels Røt’ar, Røt’e, Røt. – 2) Rodfrugt; især Kaalrod, Kaalrabi. (Østl.). Ogsaa ellers om Rødder, som samles til Brug, f. Ex. Fyrrerod til Tjærebrænding. – 3) Rygstøtte paa en Slæde, tildeels dannet af et Par Kroge eller Krumholter, som ere tilhugne af Roden paa et Træ. Indh. (Andre St. Brugd, Rong, Karr). – 4) Grund, Aarsag, Ophav. D’er ei Rot til myket vondt. Det hadde korkje Rot elder Fot: det havde aldeles ingen Grund. – 5) Art, Beskaffenhed. D’er ei laak Rot i Vedret: Veiret tegner sig ilde, Luften er kommen i Oprør. Jf. Illrot og Røte.

rota (oo), v.n. og a. (ar), 1) rode, grave; oprive Jorden; f. Ex. om Sviin. G.N. róta; Ang. vrótan (Eng. root). Vel egentl. grave efter Rødder. Sjeldnere i Betydn. rodfæste; s. røta. 2) røre i noget, vælte, omkaste. Rota upp: røre op, grumse, plumre. Rota i Hop: røre sammen, bringe i Uorden. – 3) søle, sysle med ureenlige Arbeider (f. Ex. Slagtning, Tilvirkning af Fisk og desl.); ogsaa: arbeide seent og slusket; søle Tiden bort med ubetydelige Ting. Rota fram etter Kvelden: være længe oppe, søle med Smaating til langt paa Natten. Jf. Rot, n.

rota (o’), v.n. (ar), styrte, glide ned. Tel. (Til rjota og Rot, n.).

Rota (o’), f. 1, Nedstyrtning, Jordskred, Steenskred. Tel. Nogle St. Rotu. Af rjota, raut.

Rota (o’), f. 2, et Slags Læbefisk (Labrus), omtrent som Berggylta. Nhl. Shl. Ogsaa kaldet Gandarota.

Rota (oo), f. Rode, Afdeling; saaledes: 1) Afdeling i en Trop af Soldater. (T. Rotte; Mht. rote). 2) Lægd, Distrikt som besørger en vis Udredsel, saasom at udruste en Soldat, at opholde en Skole, at holde et Veistykke vedlige, og deslige. 3) et vist opmaalt Stykke af en Landevei. – Hertil Rotemann, el. Rotemeister, m. Rodeforstander. Rotestolpe, m. Stolpe ved Enden af en Rode paa en Vei. (Jf. Roteveg. Rotestova, f. Skolestue for en vis Rode.

rotall, adj. smudsig, ureenlig; om et Arbeide. D’er so rotalt med denne Fisken.

Rotar, m. en Søler; s. rota.

Rot-auster (o’), m. raaddent, stinkende Vand i et Fartøi. Nordl.

Rotbyte (oo), n. Skifte eller Deling af Madvarer; egentl. af det som hænger i “Rotet” i en Madbod. (s. Rot, n.). Ogsaa i Formen Rotabyte. Shl.

Rote (o’), m. 1, Raaddenhed, Forraadnelse. Tel. Afvig. Raata, Raataa, Smaal.

Rote (o’), m. 2, Flok, Hob; stor Mængde. Hall. Vald. (Kun forefundet i Formen Røte, altsaa noget usikkert). G.N. roti.

roten (o’), adj. raadden, forraadnet. G.N. rotinn; Sv. rutten. Jf. Rot og røyta. Ogsaa brugt i Betydn. henfalden til Dovenskab, meget lad. Jf. Rotskap.

Roteveg (oo), m. en oparbeidet Vei, Bygdevei. (Egentl. Vei som er deelt i Roder). Rbg. Nedenæs.

rotfast (oo), adj. rodfast, rodfæstet.

rotfesta, v.a. rodfæste (= røta).

Rotfeste, n. Grund at fæste Rod i.

Rotfugl (o’), m. et Slags Fugle, som holde sig sammen i Flokke (?). Hall. Et lignende dunkelt Ord findes nævnt i Skrifter, nemlig Rotgaas, ogsaa Radgaas, Anas Bernicla (?). Jf. Isl. hrota og hrodgás.

Rothogg, n. Jordstykke, hvor Træerne ere bortryddede med Roden. Smaal.

rothogga, v.a. hugge Træer saaledes at Roden følger med.

Rothol, s. Rot (o’), n.

Roting, f. Roden; Sølerie osv., s. rota.

Rotkaal, n. Kaalrabi; el. Blade deraf.

Rotkubbe, m. Rodstykke af et Træ.

rotlaus, adj. rodløs; løsnet i Roden.

Rotluft (o’), f. s. Rottev.

Rotløyping (oo), m. et staaende Træ, hvis Bark er afflækket. Trondh. Uegentlig: en Person, som har tabt sin Anseelse, el. er ruineret.

Rotmakk, m. Orm eller Larve, som skader Roden paa visse Planter.

rotna (o’), v.n. (ar), raadne, forraadne. (Mest alm. rottna). G.N. rotna; Sv. ruttna. Tildeels ogsaa: løsne, opløses; jf. røyta.

Rotning, f. Forraadnelse.

Rotskap (o’), m. Dovenskab, Ladhed. Hedder ogsaa Rotaskap (o’), Nhl. og fl.

Rotslede (oo), m. Slæde med Rygstød eller <PB N="615"> “Grind” paa Bagsiden. Indh.

Rotsmak (o’), m. Smag af Raaddenhed; f. Ex. i gammel Frugt.

Rotspik (oo), f. Splinter af Fyrrerødder. (Tyrerot).

Rotstappa, f. Tilmad af stødt eller banket Kaalrabi. Smaal.

rotstappa, v.a. (ar), fylde et Huus til det øverste Rum under Taget (s. Rot, n.). Hard. Paa Sdm. rævestappa.

rotstor, adj. stor eller tyk i Roden. Hedder ogsaa rottjukk og rotdiger.

Rotstova (oo, o’), f. Stue uden Loft; Røgstue. Nhl. Shl. og fl. Egentl. Stue med frit eller ledigt “Rot”.

Rott (o’), m. 1) Snude, Tryne paa Sviin. Ork. 2) Mule, Munding, som paa et Gevær. (Byrserott). Vald. Ogsaa om en fremstaaende Mund. Sdm. “Gjere Rott”: tilspidse Munden, skyde Læberne frem.

Rotta (o’), f. Rotte (Dyr). Holl. rot; afvig. fra Eng. rat, T. Ratte, Ratze. Hertil Rottefella, Rottehol, Rottekrut og fl.

Rotta, f. (2), s. Rodda.

Rot-tev (o’, e’), m. Lugt af Raaddenhed, eller af noget som er forraadnet. (Mest alm. Rottæv). Ellers Rotluft.

Rotveder (o’, e’), n. Veir som medvirker til Forraadnelse. Nogle St. Rotaveer. (Nhl.). S. Røyteveder.

Rotvelta (oo), f. Træ som er oprevet med Roden (af Storm). B. Stift.

Rotvelting (oo), f. Omvæltning fra Grunden, Forstyrrelse, Revolution.

Rotvokster, m. Væxt med Rodfrugt.

Rotvæle (o’), m. Dynge af gammelt, raaddent Træ. Smaal.

Rov (o’), n. 1, Rift, Aabning, et Punkt hvorfra noget kan adsplittes eller oprives. Nordre Berg. Det var snart aa riva, naar ein berre fekk Rov paa det. (Jf. Raak). G.N. rof. Af rjuva, rauv. Vel ogsaa Oprivning, Splittelse, jf. Elrov, Kauprov.

Rov (o’), n. 2, Bughinde i Fisk. Nhl. (Modsat Rod). Andre St. Rogga.

Rov (oo), n. Levninger af en nedreven Bygning; især af Tag-Næver. Shl. Tekkja med Rov: tække med gammel Næver. Maaskee kun en Afvigelse af Rov (o’). Jf. Isl. hróf: en svag Bygning. Om Rov (o’) i Betydn. af Tag, see Raav.

Rova, f. 1, Hale paa Dyr; f. Ex. Kattarrova, Hundsrova, Kurova o.s.v. Mest brugl. i de sydlige Egne til Sogn og Vald. (Andre St. Rumpa). G.N. rófa er egentl. Halebeen (= Rovetange). Jf. Hale, Spæl, Stert, Vele, Spord.

Rova, f. 2, Roe, Hvidroe (= Næpa). B. Stift, dog kun sjelden.

rova (o’), v.a. (ar), oprive (= rjuva), for Ex. et Tag. Jæd. – Ogsaa v.n. optage et Rum (= ruva).

Rove (o’), m. Topmaal (= Roke). Østerd. i Formen “Raavaa”. (Lidt usikkert).

roven (o’), adj. 1) opreven, splittet, løsnet. (Particip af rjuva). Sæt. G.N. rofinn. Ogsaa: løs, let at rive; især om Græs, som er blødt og let at slaae (= lausbeitt). Shl. – 2) skjørnet, opløst; om Fiskelever, som begynder at smelte. Sdm. Jf. rovna. – 3) hullet, porøs, fuld af Luftblærer; især om Iis. Tel. Hall. Jf. Rovis.

Rovetange (oo), m. Halebeen, den Forlængelse af Rygraden, som gaar ud i Halen. Ogsaa kaldet Rovetart, m. Tel. Ellers Rumpetange, Rumpestukel og fl.

Rovetroll, n. Rumpetudse; Frøernes Unger i deres første Skikkelse. Søndre Berg. I de nordlige Egne Rumpetroll; ellers Ropadda, f. (Nhl.), Holopadda (Indh.).

Rov-is (o’), m. porøs eller skjør Iis. Hall. og fl. Andre St. Skrovis.

rovna (o’), v.n. (ar), 1) skjørne, opløses, begynde at smelte; især om Fiskelever. Sdm. – 2) blive hullet, svampagtig eller porøs (roven); om Iis. Tel. G.N. rofna: løsnes.

Rovning (o’), f. Opløsning, Skjørning.

Ru, f. Løsuld, Laad; den Uld som i Fældningstiden løsner af Faarene og kan plukkes af. Berg. Trondh. Nordl. Afvig. Ruv, Ruvull, Namd., Ro-ull, Tel. (Isl. rú, n.). Jf. Vest. Hertil Rudott, m. el. Rufloke, m. liden Tot af Løsuld. Rugarn, n. eller Rutraad, m. Traad af Løsuld. Jf. rua.

Ru, m. Skorpe; s. Rur.

rua, v.a. (ar), plukke Løsuld (Ru) af Faarene. Isl. rýa (rúdi). Skotsk row, rue. Om et andet “rua” s. ruva.

Rua, f. s. Ruga og Ruva.

Rubb, m. en Tougstump; et Toug til at fortøie med. Nordl. Andre Steder med dunkel Betydning i Forbind. “Rubb og Stubb”, dvs. løst og fast, smaat og stort. Selja Rubb og Stubb: sælge hele Beholdningen. Hedder ogsaa: Rubb og rakande Stubb. (B. Stift).

rubba, v.a. (ar), 1) skrubbe, jævne eller tilhugge løselig. Hall. og fl. 2) afskjælle Fisk (= reista). Nhl. Eng. rub: gnide.

rubben, adj. ru, knudret, ujævn; f. Ex. om Traad. Nordre Berg. Rubbe(t) Mjøl: haardt, grovmalet Meel. Sfj.

Rubbeseid (-sei), m. Sei af middels Størrelse. Ryf. I Shl. Ribbesei(d). Paa Sdm. Rispingseid.

Rubbhyvel (-hevel), m. Skrubhøvel. Jæd.

Rubbing, f. Skrubning, Jævning.

Rud, n. Rydningsplads (= Rudning). Egentlig Rud (u’), men lyder sædvanlig Ru (uu); paa enkelte Steder Rø(d). Kun paa Østl. i en Mængde Gaardsnavne, som Haugerud, Hellerud, Linderud; og mest i Forbindelse med et Mandsnavn, f. Ex. Ellingsrud, Tolleivsrud, Steinsrud, Ormsrud. <PB N="616"> Hertil ogsaa nogle Navne med Rød, egentl. Ryd (y’), som Ulfsrød, Grimsrød, Helgerød. G.N. rud: ryddet Jord. I svenske Dial. ryd. Af rydja (rudde).

rudd (u’), part. ryddet; s. rydja. Nogle St. rydd (y’). G.N. ruddr.

Rudnad (u’), m. Oprydning. Hall. og fl.

Rudning (u’), f. Rydning, Opryddelse, for Ex. af et Jordstykke. Nogle St. Rydning.

Rudning (u’), m. en opryddet Plads, et ryddet Jordstykke. Num. og fl.

Rudningsrett, m. Ret til at rydde et Jordstykke og beholde det til Brug.

Rudsla, f. ryddet Plads, Græsplan, Engstykke. Ryf. i Formen Rutla (u’).

Rue, s. Ruga. – ruffa, s. rupla.

Rug (u’), m. Rug (Kornart). Nogle St. afvig. Ruug, og Rog. G.N. rugr. – Rugaks, n. Rugax. Rugaaker, m. Rugager. Rugbrote (o’), m. afsvedet Jordstykke at saae Rug i. Rugfall, n. omtr. d. samme. (Østerd.). Rugland, n. bekvem Jord til Rugsæd. Ruglest, m. de opvoxende Straa eller Spirer paa en Rugager. (Østl.). Rugmjøl, n. Rugmeel. Rugsæde, n. Rugsæd. Rugvæle, m. omtrent som Rugbrote. Smaal.

Ruga (uu), f. Klump, liden Dynge el. Klat; oftest om en Klat af Skarn, f. Ex. Kuruga: Kokase. Afvig. Rua, Nordl., Rue, Sdm. og fl. I Tel. Rye (Rygje?). Andre Steder Ruva og Ruka, som dog neppe er samme Ord. G.N. hrúga: Dynge. Sv. Dial. ruga, roga.

Rugarn, n. s. Ru.

Rugda (u’), f. Skovsneppe, Scolopax rusticula. Smaal. Buskr. Efter ældre Skrifter ogsaa benævnt Rugga (?), Ruge, Rudde og Rutte. I Nordre Berg. Blomrukka og Blomrikke.

Rugg, m. en Tykkert; s. rugga.

rugga, v.a. og n. (ar), 1) vugge, gynge, sætte i en vuggende Bevægelse. Rugga eit Barn. (Temmelig alm.). Rugga i Svevn: søvndysse. Rugga Baaten: faae Baaden til at gynge. I Dag ruggar Baara godt: nu vugger Havbølgen lystigt. G.N. rugga. (Jf. Eng. rock). – 2) rokke, bevæge, røre ved noget. Rugga Bordet: faae Bordet til at ryste. (Jf. rigga, rikka). D’er so tungt, at ein kann ikkje rugga det. Østl. (Sv. Dial. rugga). – 3) v.n. gynge, slingre (som et Fartøi); rokke sig, vakle, staae usikkert. Nogle St. ogsaa: gaae med en vuggende Bevægelse; spadsere, lakke afsted. Gamlen er daa so frisk, at han ruggar uppe. Ho er ute og ruggar. – Hertil: Rugg, m. om en tyk og fyldig Karl. Rugga, f. om en Kvinde. (Begge ogsaa om Dyr). Sogn og fl.

Rugga, f. et Tæppe af grovt Tøi; et tykt Sengetæppe. Ryf. Sæt. Tel. Num. og fl. Paa Sdm. tildeels Rogga (o’). Eng. rug. Nærmer sig i Betydning til “Rya”, men i Formen til “Ragg”. Jf. Ruggefeld og Skinnrugga; G.N. röggvar: Haarlokker (?), Sv. rugg: krøllede Haar. – Rugga kan tildeels ogsaa betegne en Vugge. Om en anden Betydning s. rugga, v.

ruggall, adj. vaklende, gyngende. D’er ruggalt: det gynger, f. Ex. paa Søen.

Ruggefeld, m. en laadden Skindkappe, en Pels. Hard. (G.N. röggvarfeldr).

Ruggerom, n. Rum til at vugge i.

Ruggestol, m. Gyngestol.

Ruggeveder (-veer), n. Søgang, jævn Bølgegang.

Rugging, f. Gyngen, Slingring.

ruggsam, s. roggsam.

Rugl, n. Vaklen, Rystelse; især om en svagere Bølgegang.

rugla, v.n. (ar), 1) vakle, rystes, ligge usikkert; ogsaa gynge paa Vandet. B. Stift. – 2) v.a. rokke, ryste i noget. Buskr. G.N. rugla: forstyrre.

Ruglest, s. Rug.

Rugling, f. rystende Bevægelse.

Ruk (uu), m. en liden Kornhob paa Ageren; en Stak af 6 Neg. Ryf. Jf. Rauk.

ruka, v.a. (ar), ophobe, opstable, f. Ex. Tørv. Nordl. (mindre brugl.). Maaskee et gammelt “hruka” med stærk Bøining; jf. Rauk, Roke, rauka, røykja.

Ruka, f. 1) en Dynge, f. Ex. af Hø (= Muga). Gbr. Ogsaa om en liden Stabel; især af Tørv. Nordl. (Jf. Ruk, Rauk). – 2) en liden Klump (= Ruga). Smaal. Rom. og fl. – 3) en Mængde, Masse. Heile Ruka: den hele Masse. B. Stift og fl.

Rukka, f. Rynke, Fold, Ujævnhed paa Hud, Klæder og deslige. (Alm.). D’er Rukka i Rukka: den ene Rynke berører den anden. Slaa Rukkor paa Skallen: rynke Panden. G.N. hrukka. Afvig. fra Sv. rynka og Eng. wrinkle. (Jf. Lat. ruga).

rukka, v.a. (ar), rynke, sætte Rynker paa. (Jf. rykkja). Particip rukkad; f. Ex. smaarukkad, storrukkad. Reflex. rukkast, rynke sig, blive rynket.

rukkelaus, adj. rynkefri, glat, jævn.

Rukkesaum, m. Søm (Syning) med regelmæssige Folder.

Rukkestakk, m. Skjørt med smaa Folder. Som Plantenavn: Alchemilla vulgaris. Hall. og fl.

rukkutt, adj. rynket, fuld af Rynker; f. Ex. om Hud. Jf. skrukkutt.

Rukla, f. en Rynke, en ophøiet Stribe, for Ex. paa en Klippe. Hard.

rukla (u’), v.n. (ar), 1) brænde med en svag Lyd, uden at knitre. Det ruklar paa Aaren. Tel. Gbr. Sdm. – 2) give en rallende eller snorkende Lyd. “Dæ rukla i Hals’a”: det lyder som en Rallen i Struben. Sdm. (Jf. hurkla). T. röcheln. Heraf Rukl, n. rallende Lyd, Ureenhed i Struben. (Skotsk ruckle).

<PB N="617">

Rukle, m. liden Hob af Kviste eller Smaaved paa Ildstedet. Tel.

Rukling, f. en svag Ild; s. rukla.

ruklutt, adj. stribet, ujævn; s. Rukla.

Ruksa, f. en lystig Fortælling, Historie, Fabel. Shl. (Maaskee Rugsa).

Ruku, s. Reka.

Rull, m. 1) en Rulle, Valse, rund Stok; i Særdeleshed: a) Bagerstok, Fladbrødsrulle med Skurer paatværs. (Jf. Kjevle). b) Manglestok. c) Bom i en Væverstol; Snørerulle i en Baad; en rund Skive at bruge som Hjul, og deslige. – 2) Tromle, Rulle at presse Jord med. Østl. – 3) Ting som er sammenrullet; Stuv, Stykke af en Væv, Rulle af Traad, Tobak, m. m. – 4) en rund og tyk Figur; en Benævnelse paa Søfolk i Skindklædning; ogsaa paa Børn, som gaae usikkert. – 5) et Slags Dands, omtr. som Vals. (Vosserull). Ogsaa om Musikken dertil. – 6) Efterspil, Omkvæd til en Vise. Rbg. – Nyere Ord, s. følg.

rulla, v.n. og a. (ar), 1) rulle, trille som en Kugle. (Sædvanlig kun om at rulle fremad, ikke blot at dreie sig rundt). – 2) styrte frem i en Masse (= rynja), for Ex. om Steen. Hertil maaskee Udtrykket “rulla og svalla”, dvs. snakke længe, lade Talen strømme. Hall. (Jf. ralla og rolla). – 3) falde omkuld, dumpe. Rulla i Koll. I Rbg. ralla; jf. kanta, trilla. Ogsaa: gaae vaklende og usikkert; især om Børn. – 4) v.a. sætte i en rullende Bevægelse, vælte, rulle, f. Ex. en Tønde. Rulla seg: vælte sig. – 5) rulle sammen, oprulle, f. Ex. en Væv. Rulla i Hop. Rulla kringum ein Stokk. – 6) bearbeide med Ruller eller Valser. Rulla Klæde: mangle. Rulla Aaker: tromle. (Anden Brug af “rulla”, saasom om Bølger, om Vogne, om Lyd, er her fremmed). – Nyere Ord; Eng. roll, T. rollen; udledes af Ital. rotolare, af Lat. rotula, = rota, dvs. et Hjul. Jf. rund.

Rulla, f. 1) Manglerulle, Klædepresse. – 2) Rullevogn, Karre med smaa Hjul. Trondh. – 3) Dynge eller Banke af sammenrullet Steen. Jæd. – 4) Rulle, Liste, Mandtalsbog. (Egentl. et oprullet Papir).

Rullebud, f. Rullekammer, Rum for en Manglerulle.

Rullefjøl, f. Manglefjæl. Paa Sdm. Rullegogn, f. (ogsaa afvig Rullagaang), som hellere skulde betyde Manglerulle.

Rullegogn, s. forrige.

Rullehorv, f. Harv med bevægelige Ruller, Rulleharv.

Rullekniv, m. Hakkekniv.

rullen, adj. rundagtig, som lettelig ruller; f. Ex. om Steen.

Rullestokk, m. Manglestok (= Rull).

Rulling, f. Rullen; Omvæltning.

Rult, m. Gang, Trav. Det gjekk med same Rulten. Gbr. Ogsaa: En som gaar tungt eller trampende. Om Kvinder Rulta, f. Valders.

rulta, v.n. (ar), vælte, styrte, falde omkuld. Hard. Sogn, Hall. – Rultefura (-furu), f. et oprevet eller nedblæst Fyrretræ. Hall.

rulten, adj. tyk, bred, rundagtig. Gbr.

Rum, s. Rom. – Ruma (?), s. Roma.

rumla, v.n. rumle (= ramla). Ruml, n. og Rumling, f. Rumlen.

Rump, m. Rumpe, Bagdeel (Podex). Berg. Stift, især i Tale til Børn. (Adskilt fra det følg.). Eng. rump; jf. T. Rumpf: Krop.

Rumpa, f. Hale, Svands (= Rova). Mest i de nordlige Egne. Sv. rumpa. – Rumpebein, n. Halebeen. Rumpeskuv, m. Dusk i Enden af Halen. Rumpestert, see Halestert. Rumpetange, see Rovetange. Rumpetroll, see Rovetroll.

rumpla, v.a. (ar), rokke, flytte, rive af Lave; s. rupla.

Run (u’), n. 1) en Hob af løsrevne, sammenkastede Ting. Hard. Egentl. noget som er nedstyrtet, af rynja (runde); jf. runa, Rune. – 2) en fremstyrtende Masse; især om Iis, som en Strøm fører med sig eller driver op paa Elvebredderne. Sdm. (Ikke alm.). – 3) Brag, Larm af noget som styrter ned. Afvig. Ryn (Røn), Indh.

Run (uu), f. (?), s. Runer.

runa (uu), v.n. (ar), sysle med hemmelige Kunster; spaae, signe, mane, eller egentlig: hexe, gjøre Trolddom. Nordl. Indh. Afvig. rona (oo), Ork. Gbr. (Andre St. fessa, galdra, putra). I Nordl. skal runa tildeels ogsaa betegne: mumle eller hviske, ligesom T. Raunen (Mht. rúnen).

runa (u’), v.n. (ar), 1) bryde løs, strømme afsted; om Isen i Elvene. Sdm. (sjelden). I Indh. raanaa. Jf. Run og rynja. – 2) brage, buldre, som naar noget styrter ned. Sdm. – 3) snakke, ramse, fortælle meget. Hall.

Runa (u’), f. et gammelt, forslidt Klædningsstykke. Sdm. (Rune).

Runa (uu), f. en gammel Formular; især om Vers eller Ordsprog, som indeholde et Raad, et Veirmærke eller deslige. Sdm. Lidet brugl.

rund, adj. rund, med de alm. Begreber: a) cirkelformig, b) cylinderformig, c) kugleformig; ellers ogsaa: afrundet, fyldig, trivelig. Nyere Ord; Fr. rond, af Lat. rotundus: hjulformig. Jf. rulla.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   137   138   139   140   141   142   143   144   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə