Ivar Aasen Norsk Ordbog


rund, part. (af rynja): nedstyrtet. Nogle St. rynd



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə142/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   138   139   140   141   142   143   144   145   ...   221

rund, part. (af rynja): nedstyrtet. Nogle St. rynd (y’). Hertil Rundekorn, n. løst Korn som er drysset ud af Axene udenfor Logulvet. B. Stift. Paa Sdm. Ryndekonn.

runda, v.a. (ar), afrunde, gjøre rund. (Ofte i en fremmed Form: rundera). – <PB N="618"> rundast, v.n. blive rund eller fyldig.

Rundfisk, m. Tørfisk som kun er opskaaren i Bugen og ikke flækket.

Runding, m. en rund Plan.

Rundkast, n. Luftspring, Hop med en Omdreining i Luften.

rundklippa, v.a. afklippe Haaret nedentil rundt om Hovedet.

rundleitt, adj. rundladen, som har et rundagtigt Ansigt.

Rundsko, m. Sko med bred eller rund Taaspids. Søndre Berg.

rundskoren (o’), adj. rundskaaren.

Rundspoda (-spudu), s. Spoda (o’).

rundt, adv. rundt, i en Kreds; ogsaa heelt omkring. Ganga rundt: hvirvle, dreie sig. Fara Landet rundt, el. rundt um Landet. Rundt i Kring: omkring. I Stedet for “rundt um” høres ogsaa: rund um, eller runnum (maaskee: runden um). Tel. Paa Sdm. ogsaa “rynter um”. (Sv. Dial. runnan, runder om).

Rundtimber, n. Huustømmer, som kun er glathugget paa Siderne, men ikke fladhugget. B. Stift. (Rundetimbr).

Rundtrøya, f. kort Trøie uden Split eller Kiler paa Underkanten.

Rune (u’),m. 1, 1) Styrtning, Nedstrømning. (Af rynja, runde). I Vald. afvig. Ryne (y’), eller Røne, f. Ex. “faa jabn’e Røne pa Kvedn’e”, dvs. faae Kornet til at strømme jævnt ned i Møllen. – 2) en nedstyrtet Masse, f. Ex. af Jord el. Sand i en Bakke. Ork. i Formen Raanaa. I Hard. Rune (u’) om en Hob af sammenkastede Ting, ligesom Run, n. – 3) en stor Flok, en fremstrømmende Mængde, for Ex. af Kreature. Sdm. “Ein heil’e Rune mæ Saude”: en stor Hob af Faar. (Et gammelt hrune).

Rune (u’), m. 2, Spire, Skud, opvoxende Træ (= Renning). Hall. I Ork. Raanaa. (Jf. Nyrune). Ogsaa: en Busk, en Klynge af smaa Træer (= Runn). Sogn. Af renna (rann), ligesom Brune af brenna, og Spune af spinna. Jf. G.N. runi (uppruni, afruni).

Runeblad (uu), n. Blad med Runer; eller fortryllet Blad (?). Landst. 213.

Runebogstav, m. Bogstav af et eget Slags gammel Skrift; s. Runer.

Runebumba, f. et Slags Æske med visse magiske Tegn eller Figurer.

Runekall, m. Spaamand; Hexemester. Nordl. Indh. Ligesaa: Runekjerring, f. Spaakvinde; Signekone, eller deslige. Afvig. Konekall, Konekjæring, Ork. Gbr.

Runemel (u’), m. Sandbakke, Elvebakke med løs Jord eller Sand, som jævnlig glider ned. Ork. i Formen Raanaamæl; s. Rune.

Runer (uu), pl. f. 1) hemmelige Midler; Tryllemidler. (Sjelden). Kasta Runer: hexe, gjøre Troldkunster. (Landst. 199. 213). Hava sine Runer ute: forhøre sig hemmelig, spionere. Smaal. (Wilses Ordsprogsamling). Ang. rún, Goth. runa. Ght. rúna: Hemmelighed, lønlige Raad. – 2) Skrift, Bogstaver af et meget gammelt Slags. G.N. rúnir. Jf. Fyrerunar.

Runeskrift, f. Indskrift med Runer.

Runespegel, m. Hexespeil, Glas hvori man seer ubekjendte Ting, f. Ex. hemmelige Fiender, Tyve osv. (I Folkesagn). Sdm. (Runespegjel, -speiel).

Runestein, m. Steen med Runeskrift.

Rungbukk, m. fl. s. Runnbukk.

rungla, v.n. rumle, larme. Hall.

Runing, f. Syslen med hemmelige Kunster; Signen, Spaadom osv. ogsaa: Hexerie, Fortryllelse; s. runa. Afvig. Roning, Ork. Gbr. Ogsaa kaldet “Runeri”, n. Helg.

runka, v.n. svaie, gynge; s. ranka.

Runn, m. Busk, Klynge af smaa Træer. Haslerunn, Seljerunn, Klungerrunn, osv. Burt i Runnarne: hen imellem Buskene. B. Stift, meget brugl. Afvig. Rune (u’) Sogn; Runne, Ryf. Jæd. Rbg. Nedenæs. G.N. runnr.

Runnbukk, m. Buk som er avledygtig, ikke gildet. Formen usikker; oftere Rungbukk. Jæd. Lister, Mandal. Om en Væder: Runnveder (Ronnveer), Jæd., Rungveer, Lister; Ruveir (?), Sæt.; ogsaa Runnbekre (?), Rombøkaar, Tel. om en Tyr: Rungstut, Lister. – I danske Dial. Runnvæder, med et Verbum runne: løbe i Brunst (= brunda); i svenske Dial. runnväre, rånbokk; råna: være geil. (Molbech, Dial. 451; Rietz 458). Har maaskee en Forbindelse med rennast (ranst); jf. ellers Brundstut, Gredung (Grung), Gradbukk osv.

Runne, m. 1) Busk; s. Runn. 2) Spire, Skud (= Rune, Renning). Tel. 3) Udvæxt, omkring en Rift paa et Træ (= Lunde, Jadar, Ripel). Tel. Jf. runnen.

Runnemark, f. Marker med mange Buske og Smaatræer. B. Stift.

runnen, part. (af renna), runden, oprunden; ogsaa udflydt, smeltet osv. Afvig. ronnen (o’), B. Stift og flere. (G.N. runninn). Runnen Vid, el. runnet Tree: Træ som er voxet i Knuder med hvirvlede eller bølgeformige Aarer (= Rikka, Rir). Tel. Hall. Vald. Saaledes: runni Rot (ogs. Runnerot), Birkerod med knudet eller flammet Ved. Tel. Gbr.

Runnerot, s. runnen.

runnutt, adj. om Marker: fuld af Buske og Smaatræer.

Runnveder (Ronveer), s. Runnbukk.

Runs, n. en pludselig Bevægelse med Larm og Bulder. Hedder ogsaa Runsevad, n. Sdm.

runsa, v.n. (ar), 1) larme, ruske, vække Uro. Sdm. (G.N. runsa: <PB N="619"> oprive, forstyrre). – 2) gynge, vippe (= huska). Lister. Jf. romsa.

Runsa, f. en Gynge. Lister. (Sv. Dial. ronsa).

runsen, adj. vranten, fortrydelig. Ryf.

Runte, m. en Landstryger, omstreifende Person. Shl. Hertil Runtefylgje, n. og Runtepakk, n. Selskab af Landstrygere.

Rupikka, s. Rurpikka.

rupla (u’), v.a. (ar), rokke, rive af Lave. Hall. Hedder ellers rumpla, Sdm. og fl. (I Smaal. ruffe). Rupla seg: røre paa sig, sætte sig i Bevægelse. Hall. G.N. rupla: rive, plukke osv. – Particip: ruplad, og rumplad. “Dæ grør sjøldaa um den Steinen, so’ oftaa er rumpla’”, Sdm.

Rur, m. 1) Skorpe, Skurv; f. Ex. paa Saar. Nogle St. Ru (egentl. Rud), Sogn og fl. G.N. hrúdr. Jf. D. Roe, og Sv. rufva. – 2) en kalkagtig Skjæl eller Skorpe, som dækker Klipperne i Havbredden og dannes af et Slags smaa Dyr (Lepas). Ogsaa kaldet Bergrur.

rura, v.n. (ar), 1) sætte Skorpe, belægges med Roe eller Skurv. Hedder ogsaa rura seg, og rurast. Isl. hrúdra. – 2) holde sig fast, holde ud (mod Stormen), om Baad eller Fartøi i en Havn. Nordre Berg. Lat det no rura: lad det nu staae hen.

Rurberg, n. Klippe som er bedækket med en Skorpe af Skaldyr. Ogsaa Rurfjøra, f. sædvanlig om en vis Linie i Stranden nær ved Ebbemaalet.

Rurpikka, f. Strandløber, en liden Fugl som holder sig i “Ruren” paa Strandbredden. “Rupikka”, Sogn.

rurutt, adj. bedækket med en Skorpe; f. Ex. om Klipper i Søen.

Rus (u’), n. tynd Skal; især paa Frugt, og nærmest om Skal som let falder af (jf. rysja). B. Stift. Afvig. Ros (o’), Hard. Rys (y’), Sdm., Røs, Smaal. (om Skjæl paa Fisk); jf. Ras. Lignende i Betydn. ere Flus, Flas, Fles, Flekk.

Rus (uu), n. 1, Slump, Slumpetræf. Det gjekk paa eit Rus: det gik paa Slump, uden nogen Beregning. Berg. Nordl. og flere. Jf. rusa.

Rus (uu), n. 2, Ruus, Ørhed af stærk Drik; ogsaa: Henrykkelse, exalteret Stemning. Han gjekk i eit heilt Rus. Sv. rus, n. Afvig. fra Nt. Ruusk, T. Rausch.

Rus (uu), f. Steenhob (= Røys). Indh. Ogsaa: Klump; Kokase. Ork. (Sv. Dial. rus, ko-rus).

rusa, v.n. (er, te; ogs. ar), 1) styrte frem, sætte afsted. (Sv. rusa). Rusa fram: gaae paa, storme frem. Rusa til: vove sig til. – 2) gaae paa Slump, paa Lykke og Fromme. Han let det rusa til: h. lod det gaae som det kunde. – 3) bytte, omtuske Varer, især paa Slump eller uden streng Beregning. Dei ruste med kvarandre. Helg. (meget brugl.).

rusa, v.n. (ar), yngle, faae Unger; om en So. Num.

rusa, v.a. (ar), beruse, virke Ruus.

Rusa, f. 1) Kurv eller Vidiefletning at vælte Hø i. Voss. (Andre St. Rodda og Meis). – 2) Ruse til Fiskerie. Voss og fl. Ellers i andet Kjøn: Ruse, m., og i anden Form: Rysa, f. Sogn; Rysja (Rysju), Hadeland. Sv. ryssja. T. Reuse, f. Ght. riusa (Weigand 2, 490). Jf. Haav og Merd.

rusande, adj. 1) berusende; om Drik. 2) beruset, drukken. Nordl. og Trondh.

rusevyrken (kj), adj. s. illvyrken.

Rusing, f. Bytte, Tuskhandel; s. rusa.

Rusk, n. 1) Støi, Tummel, Opløb; ogsaa: Raslen, s. ruska. – 2) et uroligt Veir; Storm med Regn eller Drev. – 3) Skrab, Affald, ubetydelige Ting (omtr. som Rask); ogsaa: Støv, Smuds; f. Ex. paa Klæder. Temmelig alm. Ofte i Forbind. med et lignende Ord, som “Rusk og Rask”, “Rusk og Fusk”, m. fl.

Rusk, m. s. Ruskar, og Ryskje.

ruska (u’), v.a. og n. (ar), 1) rive, ryste, omkaste. Ruska upp: oprive, bringe i Urede. Ruska utyver: udsprede skjødesløst. Ruska i Hop: sammenskrabe; ogsaa: røre sammen, forvikle. Isl. ruska: forstyrre; Sv. ruska: ryste. – 2) arbeide skyndsomt eller skjødesløst, jaske. Han ruskar det fraa seg. Ogsaa: støie, være urolig, om Mennesker; storme, rase, om Veiret. – 3) v.n. rasle, give en svag Lyd, som naar noget bliver rystet eller omrevet. Temmelig alm. Det ruskar i Halmen. Vinden ruskar i Lauvet. Sv. ruska; T. rauschen, ruscheln.

Ruska, f. en Hob af sammenviklet Traad, Snøre, eller deslige. B. Stift.

ruskall, adj. urolig, stormende. Ruskalt Veder (Veer). Nordre Berg.

Ruskar, m. en urolig, støiende Person; ogs. En som arbeider skjødesløst, eller forhaster sig. Hedder ogsaa Rusk, m. og Ruskebjørn (især om urolige Smaadrenge). Om Kvinder tildeels: Ruska.

rusken, adj. barsk, ublid (om Veiret); ilde oplagt (jf. svevnrusken); uredet, slusket, uordentlig paaklædt osv. (Mest alm. ruskjen). Sv. ruskig.

Ruskeveder (-veer), n. uroligt eller ublidt Veir; Storm, Drev.

Rusking, f. Omrystelse; Raslen osv.

Ruskla, f. en vis Flodfisk. Smaal.

ruskutt, adj. støvet, smudset; uryddelig, uredet; ogsaa barsk, ublid (ligesom rusken).

rusla, gaae sagte; s. rutla.

Rusmod, n. usædvanlig Stemning (lig en Beruselse); Spænding, Henrykkelse.

rusnæm, adj. som let bliver beruset, taaler lidet af stærk Drik.

Russ, m. Skræmmebillede, Bussemand. Hard.

Rust (u’), f. 1, 1) en liden Skov, Lund, Samling af Træer (især Løvtræer). Sogn. <PB N="620"> Hall. Gbr. Østerd. Afvig. Ryst (y’), Sdm. og fl. (Hertil nogle Gaardsnavne, som ere skrevne: Røst, Røsten, Røste). Andre St. Holt, Hole, Kjerre, Kjos. – 2) Skovbakke, skovbevoxet Bjergryg. Hard. Tel. – 3) Bjergryg eller Jordryg, som strækker sig op af en Fjeldside, f. Ex. imellem to Bækkeløb. Nhl. (Andre St. Rinde, Rime). I de sydligste Egne skal Rust ogsaa betegne en Banke af Steen, ligesom efter en falden Muur. Jf. G.N. rust: Ruiner.

Rust, f. 2, Rust, Skorpe paa Metaller; især Jern. Nogle St. Ryst (y’), Sdm. og fl. Sv. rost; Eng. rust. Ogsaa om Rust eller Brand paa Korn.

rusta, v.n. (ar), rustne, belægges med Rust. Afvig. rysta (ryste), Sdm. – Particip rustad: rusten.

Rustflekk, m. Plet af Rust.

Rustlit (i’), m. Rustfarve.

Ru-stump (?), m. et Slags grovt Brød. Sfj.

rustutt (u’), adj. 1, bevoxet med Skov paa enkelte Pletter; ogsaa bakket, fuld af Skovbakker; s. Rust, 1.

rustutt, adj. 2, rusten, plettet af Rust. Ved Trondh. rustaat.

Rusull, m. en stor Karl, en Kjæmpekrop. Hall. (Jf. Rise, Rysel).

Rusøl, n. stærkt, berusende Øl.

Rut (uu), n. 1) Uro, uroligt Veir; Storm osv. (s. ruta). 2) Støi, Skrig, Klagemaal. Hall. (?). 3) Uorden (?). Det ligg Rut yver Rat: det ligger hulter til bulter, om hinanden i vild Uorden. Nordre Berg.

Rut (uu), m. en vranten, uvenlig Person. Sdm. (Jf. Rjot). Ellers dunkelt i visse Sammensætn. som “Kviste-rut”: en Træstamme med mange Knuder eller Kvisterødder. Jf. Bakkerut. (G.N. hrútr betegner en Væder).

ruta, v.n. (ar), 1) storme, buldre, tage haardt paa; om Vind og Veir. Buskr. Hall. – 2) støie, skraale, være i heftig Bevægelse. “Han berre ruta aa greet”. Hall. – 3) arbeide stærkt, slide og slæbe meget. Han gjeng og rutar i Skogen. Tel. – 4) føre et uroligt Liv, tumle sig i Lystighed, i Sviir og Sværm. Tel. Sv. rusta, i Dial. ruta; D. rutte. Jf. Isl. rútari: en Dranker. (Haldorson).

Ruta, f. 1) Rude, Qvadrat; fiirkantet Plet. Nt. Rute, T. Raute. – 2) Rude, Skive i et Vindue. – 3) Ruder i Kortspil; et Rudeblad. – 4) et tilsyet Stykke paa Klæder. “Brokerute”: et Bagstykke i Buxer. Sdm. – 5) en Qvadrat Stang, et Jordstykke paa 6 Alen i Længde og Bredde, altsaa 36  Alen. Buskerud og fl.

rutad, adj. rudet; vævet med Ruder. Saaledes storrutad, smaarutad, blaarutad og fl.

rutande, adj. stormende, urolig; om Veiret. Hall. og fl.

Rutebjørk, f. et meget stort Birketræ. Hall. Saaledes ogsaa: Rutefura (-furu), og Rutegran (-grøn).

Rutefamn, m. Qvadrat-Favn.

Rutemil (ii), f. Qvadratmiil. Lidet brugl.

Rutesaum, m. Udsyning (Brodering) i rudeformige Figurer.

Rutevikor (i’), pl. f. Ugerne imellem Kyndelsmesse og Marimesse (altsaa Februar Maaned og det meste af Marts). Vald.

Ruting, f. Uro, Støi, Tummel; s. ruta.

rutla (u’), v.n. (ar), 1) rasle, larme, som naar man rører eller flytter noget i Huset Gbr. og fl. (rusla). Jf. brutla. – 2) gaae sagte, spadsere, skride fremad. Rutla seg heim, o.s.v. B. Stift. I de nordlige Egne rultla (rulsja); maaskee rusla. (Jf. ratla). Sv. Dial. russla: sysle med noget; Eng. rustle: rasle.

Rutla, f. s. Rudsla.

rututt, adj. rudet, farvet i visse Ruder (Qvadrater).

Ruv, n. Omfang, Vidde (Volumen). D’er ikkje stort Ruv paa di: det optager ikke meget Rum, seer ikke ud til at være stort. Trondh. Jf. Røyve, Ris, Uppburd.

ruva, v.n. (ar), skrolle, have stort Omfang, optage meget Rum. Det veg ikkje so myket, som det ruvar: det veier ikke saa meget, som man skulde troe efter Størrelsen. Nordl. Trondh. Nordre Berg. Hall. Gbr. Østerd. Nogle St. rua (rue). I anden Form: ryva, Sogn; røyva, Tel. og fl., rova (o’), Jæd. (Jf. skruva, skrøyva, skolla, risa). Sv. Dial. ruva, ruv’ (Rietz 545). – Om et andet “ruva” s. rjuva.

Ruva, f. 1) en opstablet Hob, en høi Stabel eller Dynge. “Rua”, Ryf. Jæd. “Rue”, Smaal. (Adskilt fra Ruka). – 2) Klump (= Ruga). “Ruv’”, Ndm.

Ruve, m. Rystelse i Sindet, Skræk, Forfærdelse. Tel. (Vinje).

Ruvel, m. en stridhaaret, laadden Tingest; om Dyr. Tel. Jf. ruvven.

ruveleg, adj. forfærdelig, skrækkelig. Tel. (Af Ruve). S. ogsaa ruvleg.

ruven, adj. 1) ujævn, busket, stridhaaret; som gaar med udspredt eller oprevet Haar. Tel. G.N. rúfinn. Hedder ogsaa ruvleg, ruveleg. Jf. uven. – 2) bred, vidtløftig; s. ruvsam.

Ruving, f. Vidde, Bredde (= Ruv).

Ruvla (u’), f. Ujævnhed, Rynke, Fure. Ryf. Ogsaa: en knudret Forhøining. Hall. Hertil ruvlutt, adj. knudret, ujævn.

ruvleg, adj. stridhaaret, laadden (= ruven); ogsaa: stor, bred (= ruvsam).

ruvsam, adj. stor, voluminøs, som optager et stort Rum. Mest brugl. i Trondh. Stift; f. Ex. eit ruvsamt Lass: et høit og bredt Læs, saasom af Kvisteved, Halm eller deslige. Hedder ogsaa ruven (ruvet).

Ruv-ull, f. Løsuld. (= Ru). Namd.

<PB N="621">

Ry, n. Rygte; især ondt Rygte, Vanrygte. Smaal. I svenske Dial. ry; D. Ry. Synes at være fremmedt eller forvansket. Jf. Røgja.

Ry, f. (?), Steengrund; s. Rye.

ry, v. see ryda, rjoda, rydja.

Rya, f. 1) et grovt Tæppe; et Gulvtæppe. Tel. Buskr. og fl. Sv. rya. Maaskee af Ru, f. (jf. Hæra af Haar). – 2) et tykt uldent Sengetæppe med indvævet Flos el. Nop (Napp). Nordl. Trondh. Nordre Berg. Gbr. Modsat Kvitel (Undertæppe). Koma under Rya: komme i Seng.

Rya, f. (2), et Tørrehuus. Solør. Sv. ria, i Dial. rya. Anseet som finlandsk og indført af de saakaldte “Rugfinner” ved Rigsgrændsen.

Rya, f. (3), s. Røyder.

Ryd (y’), n. Affald, Afkastning. I Ordsproget: “Mykje Myd giv’e mykje Ryd”, dvs. meget Foder giver megen Gjødsel (Møg). Sdm. Om Ryd i Stedsnavne s. Rud.

ryd (y’), rydder; s. rydja.

ryd (yy), farver m. m., see rjoda.

ryda (yy), v.n. (er, de), harke, ophoste Sliim. Sdm. (ryde). Forskjelligt herfra er ry’ (med Bøiningen: ry, rau, ro’e, sjeldnere: ryr, rydde), dvs. drysse, styrte ud; s. rjoda, 2. I Smaal. (rør, rødde), en Tilnærmelse til rydja.

Ryda, f. Sliim i Struben; Hoste, Harken. Sdm. i Formen Ryde (yy). Isl. hryda, hrydja. Jf. Skryda.

rydd, part. s. rudd.

Rydda (y’), f. et Riis, en Pidsk. Helg. Sdm., ogsaa ved Trondhjem. Nt. Rood, Holl. roede, T. Ruthe: tynd Kjæp. Jf. G.N. rudda: en Kølle.

Ryde (y’), n. et Krat, en tæt Hob af Buskvæxter eller Smaatræer. (Eineryde, Klungreryde). Sdm. Jf. Runn.

ryden (ryen), adj. løs, kornet, som lettelig drysser eller strømmer ud. Trondh. af ryda (ry). Nogle St. rynen, som hører nærmere til rynja.

rydig (y’), adj. ryddelig, opryddet; om et Rum, hvor alle løse Ting ere satte af Veien, saa at de ikke ere til Hinder. Tildeels ogsaa: tom, ledig, blottet for alt løst Gods. Sædvanlig udtalt med tydeligt “d”, sjeldnere ryug, eller ryaug.

rydja (y’), v.a. (ryd, rudde, rudt), at rydde. Inf. kun tildeels tydeligt: rydja (Hard.), rydje (Sdm.); ellers: ryggja, rya, ry, rø. Præs. ryd’e (y’), ry, rør. Imperf. i de nordlige Egne: rydde, rødde. G.N. rydja (ruddi), Sv. rödja (røjde); Nt. rüden, T. roden. – Særlig Betydning: 1) oprydde, rense for Træer og Buske. Rydja Mark: forberede et Jordstykke til Dyrkning ved at bortskaffe Skov, Krat, Rødder osv. Ligesaa: rydja ein Gard, ein Plass, o.s.v. Jf. Rudning og Rud. – 2) rense Engen til Sommeren, afrage Løv, Kviste og deslige, for at Græsset kan voxe frit. Sdm. og fl. Andre St. reinska, trysja. – 3) rømme op, gjøre ryddelig. Rydja Romet sitt: gjøre sit Rum frit, bortfeie alt hvad der kommer i Veien. Han rudde Huset: han drev alle sine Modstandere paa Døren. – 4) jævne, tilhugge. Rydja Timber: tilhugge Tømmerstokke, saa at de blive flade paa Siderne (= telgja, tolga, skanta). – 5) bortrydde, bringe af Veien. Rydja Kvisterne av: hugge Kvisterne af et Træ. Rydja ut: udrydde. Rydja upp: oprive. – Endelig bruges rydja ogsaa for “røda”, dvs. snakke, prate; saaledes “rydje”, Sdm. og “røa” (rudde), Hall.

Rydjar, m. Rydningsmand; Oprydder.

Rydning, f. 1) Oprydning (= Rudning). 2) Engenes Afrydning om Vaaren (= Engreinsking). 3) Jævning, Tilhugning osv. Hedder ogs. Rydjing (Rying, Røing).

Rye, f. s. Rya og Rygja.

Rye, m. en Goldmark, en stenig og nøgen Strækning paa en Bjergryg eller Fjeldside. Østerd. (Ogsaa meddelt som Ry, el. Rya, f. Tydalen). Hertil enkelte Stedsnavne.

Ryegarn, n. Traad at væve Tæpper af. S. Rya. Særskilt Ryevarp, n. og Ryevest, m.

Ryel, s. Ryl. – ryen, s. ryden.

Ryenapp, n. Flos eller Nopper, som væves ind i et Sengetæppe.

Rye-tel (e’), n. den egentlige Væv (Rending og Islæt) i et Sengetæppe, i Modsætning til de indvævede Nopper. Sdm.

Ryevev (-væv), m. Væv til Tæpper. Jf. Ryegarn.

Ryft, f. 1) en Vævbredde, et enkelt Vævstykke, f. Ex. i et stort Tæppe. Hedemarken. (Jf. Dyft). – 2) en Strækning, et Stykke Jord. Solør. S. følg.

Ryfte, n. 1) et Stykke, en af de sammensatte Dele i et Klædningsstykke eller noget lignende. Hall. og fl. Jf. Framryfte, Bakryfte. – 2) en Skovstrimmel (= Skogteig). Østerd. G.N. ripti, n. og ript, f. Dug, Klæde.

Rygd (y’), f. Rædsel, Gru; noget frygteligt. Hard. Shl. Ryf. Jæd. (Jf. ryggja). Ogsaa: et Vidunder, et Særsyn. Ryf.

Rygg, m. (Fl. Ryggjer), 1) Ryg, Rygraden eller Hvirvelsøilen i et Legeme. G.N. hryggr; Ang. hrycg. Retta Ryggen: hvile ud efter en lang Nedbøining. Det tok Ryggen or honom: det ødelagde ham, betog ham hans bedste Kræfter. – 2) Rygside; paa Mennesket: Bagside, Bagen. Snu Ryggen til. Bera nokot paa Ryggen. Ogsaa: den Deel af en Klædning, som passer til Ryggen. Det rivnar i Ryggen. – 3) en langstrakt Forhøining, Jordryg, Bjergryg, m. m. – I Dativ Fl. Ryggjom. I Sammensætning ofte Ryggjar (sædvanl. Ryggja); saaledes <PB N="622"> Ryggja(r)byrd, f. Ryggbyrd. Ryggja(r)klaade, m. Kløe paa Ryggen. Ryggjanyre, s. Nyra. (B. Stift).

Ryggaal, m. 1) Rygstrimmel i Huder eller Skind. Nordre Berg. Nordl. og fl. Nogle St. “Ryggjaal” (for Ryggja-aal). – 2) Rygflæsk af et Sviin; i Modsætning til Kvidaal (Kveaal). Nordl. (Lof.).

Ryggbein, n. Rygbeen, Ryghvirvel.

Ryggbyrd, f. en stor Byrde; saa meget som man kan bære paa Ryggen. I B. Stift Ryggjabyra (y’); andre St. Ryggbyr, Ryggbør (bøl).

rygge, s. ryggja.

Ryggfjøder (-fjør), f. Rygfinne.

ryggja, v.n. (er, de), gyse (upersonl.), paakomme som en Gysen, en indvortes Rystelse. Hard. Mandal. Det rygde i meg: det gøs i mig. (Ogsaa meddeelt som v.a. krænke, bedrøve; vel egentl. ængste). Personligt: ryggjast, v.n. føle en Gysen, bæve, rystes. (Mandal). Sjeldnere i Formen “ryggja”: blive bange, frygte for noget. Shl. Hard. Jf. Rogg, Rygd og G.N. hryggja: bedrøve.

ryggja, v.a. (er, de), 1) danne en Ryg el. Rygning, f. Ex. paa et Tag. (Lidet brugl.). Ogsaa: bøie i Ryggen, krumme. Ryggja seg: krympe sig, sætte Ryggen op (om Dyr som lide ondt af Frost eller Uveir). Hard. – 2) føre tilbage, drive en Hest baglængs (= attra). Smaal. Rom. og fl. (i Formen rygge). Sv. rygga. – 3) rygge, ophæve. (Synes fremmedt).

Ryggja, f. et meget stort Kreatur. Tel. Jf. Ovryggja.

ryggjad, adj. beskaffen i Ryggen, f. Ex. krokryggjad, kvassryggjad, laagryggjad.

Ryggjarbyrd, s. Ryggbyrd.

ryggjast, v.n. gribe hinanden om Ryggen. Tel. Om en anden Betydn. s. ryggja.

ryggjelaus, adj. ryggesløs. Tildeels brugt i B. Stift, ligesom ogsaa Ryggjeløysa (el. Ryggjaløysa), f. Ryggesløshed. Maaskee optaget af Dansk, men kunde vel ogs. grunde sig paa et Subst. Ryggje, n. (?), med Betydn. af Frygt el. Sky. Jf. Rogg og Rygd.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   138   139   140   141   142   143   144   145   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə