Ivar Aasen Norsk Ordbog


ryggjeleg, adj. forfærdelig, gyselig. Lister (?). Hedder ellers ofte uryggjeleg. Ryggkaatra



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə143/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   139   140   141   142   143   144   145   146   ...   221

ryggjeleg, adj. forfærdelig, gyselig. Lister (?). Hedder ellers ofte uryggjeleg.

Ryggkaatra, f. Ryghvirvel, Knogle i Rygraden. Nordl. (Sv. ryggkota). Jf. Ryggtovla.

rygglaus, adj. rygløs; om Smaadyr (Insekter osv.), som ikke have Rygrad.

Ryggmerg, m. Rygmarv.

Ryggsin (i’), f. Sene langs Rygraden. Jf. Haarvokster, Gulhaar.

ryggsterk, adj. stærk i Ryggen.

Ryggstyd (y’), f. Rygstøtte.

Ryggtak, n. Greb omkring Ryggen; Brydning mellem to Personer, som holde hinanden fast omsluttede. I B. Stift Ryggja(r)tak.

Ryggtind, m. Spidsen paa en Ryghvirvel. Jf. Spjote.

Ryggtovla (o’), f. Ryghvirvel. “Ryggjatovla”, Nhl. “Ryggjatole (o’)”, Sdm.

ryggveik, adj. svag i Ryggen.

ryggverk, m. Smerte i Ryggen.

Rygja, f. Klump, Kokase (= Ruga). “Rye”, Tel. Jf. G.N. hrýgja, v. opdynge.

Rygla, f. s. Regla.

Rygna (y’), f. Rognfisk, Hunfisk. (Af Rogn). Søndre Berg. Vald. Gbr. Modsat Mjølke. G.N. hrygna.

Ryk (y’), n. Rygen, Fog, stormende Veir. Hard. Andre St. Rok.

ryk, og ryka, s. rjuka.

Rykk, m. (Fl. Rykkjer), 1) Ryk, Træk, rask Trækning. – 2) Anfald, Angreb af Sygdom eller noget ubehageligt; saaledes ogsaa: et Uveir (jf. Urykk). – 3) en kort Tid, Stund; Tidsrum. Rbg. og fl. Sv. ryck. (Jf. Tak, Rid, Repp). Det gjeng i Rykkjer (el. i Rykkjom). det gaar ujævnt, det kommer som et Stød engang imellem.

rykkja, v.a. (er, te), 1, rykke, drage med en rask Bevægelse, el. med et enkelt Træk. Han rykte det fraa meg. Dei hadde rykt upp Graset. G.N. rykkja. Ogsaa v.n. trække ujævnt, gjøre et og andet Ryk. Hesten stend og rykkjer i Bandet. I Nordl. skal det ogsaa betegne: reise ud, roe et kort Stykke Vei. (Maaskee nyere Brug). Particip: rykt (upprykt, utrykt). Reflex. rykkjast: trækkes, nappes med nogen, eller med hinanden. Lat det no rykkjast: lad det nu gaae, som det kan.

rykkja, v.a. (er, te), 2, rynke, lægge i Rynker eller Folder. B. Stift, Tel. og flere. Rykkja i Hop: knibe sammen, indsnøre (for Ex. Kanten paa Klæder). Nærmest af Rukka. (Jf. G.N. hrökkva). Particip rykt. Hertil Ryktebrok (oo), f. Skindbuxer som sammensnøres med Remmer under Knæet. (En Fiskerdragt). Sdm.

Rykkjar, m. 1) et Slags Fiskekrog, omtr. som “Pilk”. B. Stift. 2) en Paaminder, En som indkræver Gjæld. Østl.

Rykkjeband, n. Snørebaand. Nogle Steder “Rykkjingeband”.

Rykkjetak, n. Kamp, Dyst; et kraftig Forsøg. Hedder ogsaa Rykkjespenne, n. Nordre Berg.

Rykkjing, f. 1) Rykning. 2) Rynkning, Indsnøring. Sjeldnere i Formen Rykning.

Ryl, m. 1) en lang Forhøining, Rygning, Bugle. Ryf. Ogsaa udtalt Rydl (yy). Jf. rylad og Rjøl. – 2) et Slags Skurv el. Udvæxt i Huden, især paa Heste (omtrent som Fleir). Ork. Afvig. Ryel, Tydalen; Ryll, Opdal. Fra en ældre Tid findes ogsaa Rylla og Røddel nævnt som en Sygdom. (Evensens Samlinger 4, p. 31, 36). Maaskee et gammelt Rydel.

<PB N="623">

ryla, v.n. (er, te), brøle, skrige med en langtrukken Lyd; ogsaa grynte stærkt. Nordre Berg. Andre St. gryla. Jf. skryla. – Ryling, f. Skrigen.

rylad, adj. ophøiet ligesom en Ryg eller Bølge; s. Ryl. Ryf. (ryla).

Rylk, el. Ryllik (y’), m. Røllike (Achillea Millefolium). Sv. rölleka. Nt. Rölk.

Ryll, m. Skurv, Knort; s. Ryl.

rylten, adj. vaklende, som gaar usikkert. Tel. Jf. rulten

ryma, rømme; s. røma.

Ryme, s. Rjome.

Ryn (y’), m. Bulder; Gjenlyd (= Run). “Røn”, Indh. Jf. Dryn og rynja.

Ryndekonn, s. rund.

Ryne (yy), n. Prøve, Undersøgelse (?). Brugt i Talemaaden: D’er betre i Ryne en i Syne, dvs. det er bedre end det seer ud til at være. Østl. Andre St. betre i røyndo (el. løyndo) en i syndo. G.N. rýni: Forskning, Betragtning. (Egilsson). Jf. Røyne.

rynen (y’), adj. løs, tilbøielig til at drysse eller strømme ud (rynja). Lidet brugl. I Ork. rynen (yy): skjør, som ikke holder sammen; f. Ex. om Deig.

Ryng, m. en bueformig Forhøining, f. Ex. paa et Laag. hard. – Hertil: ryngja(d), adj. ophøiet i Midten, konvex (= kuvad, kuvutt).

Ryngja, f. s. Ringja.

rynja, v.n. (ryn, runde, runt), 1) drysse, styrte, strømme ud; om en Masse, f. Ex. af Korn, Nødder, Steen osv. B. Stift, Hall. Gbr. og fl. Andre St. ry, rø (rjoda) og tildeels renna. Præs. oftest ryn’e (y’). Imperf. nogle St. rynde (y’) med Supin. rynt. G.N. hrynja, hrundi. Jf. Run, Rune. – 2) strømme frem, komme i stor Mængde; om levende Væsener. Folket ryn utor Kyrkja. Det runde full Gata med Folk. Hedder ogsaa: koma rynjande. – 3) brage, larme (som en fremstyrtende Masse); ogsaa: dundre, give Gjenlyd. Det ryn i Fjellom. Det runde i Murom (det gav Echo i Murene). Tel. Hall. (Jf. tvirynja). Ogsaa om Ord og Tale: strømme fort, gaae rigtig glat. No ryn det godt fyre honom: nu har han rigtig faaet Munden paa Gang. (B. Stift). Sjeldnere om den Talende; f. Ex. Han heldt paa aa rynja um det ei lang Stund.

Rynja, f. 1) en fremstyrtende Masse. (Jf. Rune). 2) en Strøm af Ord, en Ramse, en fabelagtig Historie (omtr. som Skrynja). Hard.

rynjande, adj. strømmende; s. rynja, 2.

Rynjing, f. Fremstyrtning, Strømning; Larm; larmende Tale, Ordgyderie.

Rynnel, m. Tridse; s. Rennel.

Rynning, m. Spire; s. Renning.

rynter-um, s. rundt.

Ryr, m. Udrøihed, hastig Formindskelse. Ryren er komen i det: det formindskes hurtigt. Gbr.

ryr, adj. 1) udrøi, kortvarig, som snart faar Ende. B. Stift, Nordl. ogsaa Hall. Vald. Gbr. og fl. (Jf. skryv, skyver). D’er baade dyrt og ryrt: det koster meget og varer kort. Ein ryr Mat: Mad som er udrøi, som forslaar lidet. G.N. rýrr: svag, ringe; Goth. riurs: forgjængelig. – 2) uheldig, som lider Tab, el. staar sig ilde. Han vardt ein ryr Mann utav di: han stod sig daarligt derpaa, han havde kun Tab af det. Sdm.

ryrkast (yy), v.n. (ast), blive udrøi, indsvinde hurtigt. Sogn, Nhl. og fl.

ryrleg, adj. udrøi, let at forøde.

Ryrleike, m. Udrøihed.

ryrna, v.n. blive udrøi (ryrkast).

Ryrskap, m. Uvarighed, det at en Ting lader sig let forøde.

ryrvoren (o’), adj. noget uvarig.

rys, s. rjosa. – rys (y’), s. rysja.

Rys (y’), n. Skal; s. Rus.

Rys (y’), m. Gysen, Bæven; s. rysja.

Rysa, f. Fiskeruse; s. Rusa.

Ryse (y’), og Rysel, s. Rise.

rysen, adj. forfærdelig, skrækkelig. Sfj. Sogn. Udtalt med lukt y (yy). I samme Betydn. røsen, Sdm.

ryset (?), adv. forfærdeligt, fælt; ogsaa: overmaade. Sfj. (ryse).

rysja (y’), v.n. (rys, ruste, rust), 1) gyse, bæve, føle en Rystelse. Berg. Trondhjem, Nordl. I de nordligste Egne Præs. røs, Imperf. røste (paa Sdm. ryste). Sv. rysa. Rysja i Holdet: føle en Rystelse i Legemet, en Kuldegysning. D’er so stygt, at eg rys i Holdet, naar eg ser det. Afvig.. grysja, Østl. – 2) drysse, strømme ned. Gbr. Vald. Andre St. drysja, rynja, risla.

rysja, v.a. (rys, ruste), 1) afskalle, flække Skallen af. Hard. (S. Rus). – 2) afhaare (= røyta). Rbg.

Rysja, f.2, Fiskeruse (= Rusa). “Rysju”, Hadeland. Om et andet Rysja s. Ryssa.

Rysjing, f. Gysninger; s. rysja.

Rysk (y’), n. Blandkorn. Shl.

rysk (yy), adj. 1, skjægløs, ikke fuldvoxen. (Egentl. haarløs paa visse Dele af Legemet). Sdm.

rysk, adj. 2, russisk, som hører til “Ryssland” (Rusland). Nordenfjelds. Sv. rysk. Jf. Ryss.

Ryska (Sygdom), s. Riska.

ryskja (y’), v.a. (er, te), rive, slide, oprykke, f. Ex. Græs; ogsaa: rive i Haaret. Berg. Hall. Nordl. og fl. (Imperf. oftest rysse). G.N. ryskja.

Ryskje (y’), n. et Slags tætvoxende fiint Græs i Fjeldmarkerne (formod. d. samme som Smele). Gbr. I Østerd. Rusk, m. (Jf. Eng. rush, T. Rusch: Sivgræs). Paa andre Steder betegner Ryskje saadant Græs <PB N="624"> som voxer i tætte Klynger, tildeels ogsaa gammelt eller visnet Græs. Sdm. Sogn.

Rysling (y’), m. Sik (Fisk) af middels Størrelse. Hall. Nogle St. Risling.

Ryslyng (y’), n. den almindeligste Art af Lyng. Østerd. (Trysil). I Ork. Røslyng. Fra Nordl. meddeelt Røskbærlyng (?). Maaskee til ryskja. Jf. Bustelyng.

Ryss, m. 1, Smaadreng, Pog. Østerd.

Ryss, m. 2, en Russer. Sv. ryss. Jf. rysk.

Ryssa (yy), f. en Hoppe (= Rossa, Horsa). Tel. lidet brugl. og mest som Spottenavn, f. Ex. “Slumperysse”, om skjødesløse Kvinder. I Hard. Rysja (Hoppe). Isl. hryssa.

Ryssebolle, m. et Slags Skaal eller Ølbolle med halvcirkelformig Huulning. Nordenfjelds.

Ryssegauk, m. = Humregauk. Jæd.

Ryssehov, m. Kabbeleie (Caltha). Sfj.

Rysserova, f. Hestehale (?). Tilnavn paa en Kvinde i Folkesagnet. (Landst. 121).

Ryst, f. Skov, m. m., see Rust.

Ryst, f. i Brygning; s. Roste.

rysta (y’), v.a. (ar), udruste, udstyre. Nyt Ord efter T. rüsten.

rysta, v.a. mæske; s. rosta. Om et andet rysta, s. rusta.

ryt, og ryta, s. rjota.

ryv, s. rjuva. – ryva, s. ruva.

ryven, adj. stor, bred; s. ruven.

, n. død Krop, Aadsel. Nhl. G.N. hræ; Ang. hrœv, Goth. hraiv. Mere brugl. i Sammensætning: s. Rædyr. (Jf. Ræsla, ræven). Hertil maaskee Udtrykket “ganga paa Ræavinno”: have et ureenligt eller uhyggeligt Arbeide, f. Ex. med Slagtning. Hard.

, s. Red. – ræa, s. ræda, v.n.

Ræbeist, s. Rædyr.

Ræblom, m. et Slags haarde eller grove Bregner. Nhl. (Haus).

ræda, v.n. (ar), løbe i Brunst, parre sig. Jæd. (ræa), Sdm. (ræde). Ogsaa: leve utugtigt. Jf. G.N. ræda, adj. parrelysten. S. ogsaa ralla og rassa.

ræda, v.a. (er, de), forskrække, gjøre bange. Sæt. (sjelden). Mere alm. rædda (ar); saaledes rædda seg: frygte, være bange. Sæt. Hall. og fl. Ellers i Formen ræddast: blive bange. Sjeldnere rædast, Nfj. Sæt. G.N. hræda: skræmme. Sv. Dial. räda, rädda.

Ræda, f. 1, 1) Rædsel, Frygt. Nfj. – 2) et Skræmsel, Skrækkebillede, f. Ex. en Fugleskræmme. Nfj. Sdm. (Isl. hræda). – 3) Skjær eller Banke i et Farvand. Sdm. Lidet brugl.

Ræda, f. 2, en utugtig Kvinde (s. ræda, v.n.). Sdm. (Ræde). Om et andet Ræda see Sjølvræda.

rædd, adj. 1) ræd, bange, forskrækket. (Egentl. Particip af førnævnte ræda). Afvig. raidd, radd, Namd. Indr. G.N. hræddr. Ofte med et Nomen i Dativ; f. Ex. Han er rædd Hundom. Eg vart rædd honom. – 2) frygtsom af Naturen, sky, let at skræmme. Jf. myrkrædd, folkerædd, bobberædd. – 3) forsigtig, meget varsom. Vera rædd fyre Klædom (forsigtig med sine Klæder); vera rædd fyre Pengom osv. Nogle Steder: vera rædd um Klædi, um Pengarne. (Sv. rädd om). – Af enkelte Talemaader mærkes: Gjera seg rædd, dvs. ængste sig, lade nogen Frygt faae Indpas. (B. Stift og fl.). Tenkja seg rædd; afskrækkes ved nærmere Eftertanke. Eg er rædd fyre det: jeg har nogen Mistanke, en vis Formodning derom. Eg er so rædd, at han ikkje vaagar det (ironisk).: jeg skulde vel tvivle om, at han vover det. (Egentl. jeg tvivler ikke). B. Stift.

rædda, v.a. (ar), skræmme; s. ræda.

[rædda, v.a. (2), redde, frelse. Nyt Ord.

ræddast, v.n. (ast), frygte; s. ræda.

ræddeleg, adj. frygtelig. Lidet brugl.

Ræddeskvett, m. en Kryster, Kujon. Paa Sdm. Ræddespræn.

Ræddhug, m. Frygt, Ængstelighed; stor Forsigtighed; ogsaa: Ave, Respekt. Berg. Stift, Vald. og fl. Ogsaa i Formen Ræddhuge (Ræddugje), Tel. Hall., Ræddaagaa, Østerd. Sv. räddhåga.

ræddhugad, adj. bange, ængstlig. Ogsaa i en anden Form ræddhugen (gj). Hall.

Ræddleike, m. Frygtsomhed.

ræddsam, adj. frygtsom, let at skrække. Ikke meget brugl.

Rædduge, s. Ræddhug.

ræddvoren (o’), adj. noget frygtsom.

Ræde, s. Ræda. (Jf. Tilræde).

Ræding, f. Brunst; Geilhed.

Rædsla, f. Rædsel, Frygt. (Mere alm. Rædsl eller “Ræssel”, m. og n.). G.N. hræzla (hrædsla); Sv. rädsla.

Rædyr, n. et meget graadigt Dyr, Udyr, Rovdyr. (G.N. hrædýri). Oftere Ræbeist, n. (B. Stift). Saaledes ogsaa Ræbikkja, f. om en meget graadig Hund. S. Ræ.

ræfta, s. refta.

Ræfugl, m. Rovfugl; egentl. Fugl som æder Aadsler. Lidet brugl.

Ræja (?), f. Stang, tynd Træstamme. Østl. i Formen Reie (Østerd. Rom.), og Raie (Østerd. Hadeland, Buskr.). Tildeels udtalt Raje. Vel egentlig Ræa (af Raa). Hedder ellers Raala og Ræla, Buskr. I Tel. Raata. Hertil Ræjegard, m. Gjærde af Stænger eller unge Træer. Rom. (Reiegar, -gal).

Ræk, s. Rek. – ræka, s. reka.

rækja, v.n. (er, te), harke, fremdrive Spyt. B. Stift og fl. (Af Raake). G.N. hrækja.

rækja, v.a. (er, te), drive Kreature paa en Vei eller Gangsti (Raak). Jæd. Lyder omtr. som rægja og i Præs. rægje (ræje), men i Imperf. rækte. Jf. Rækje.

Rækja, f. Ræge, et Slags Krebs (Sqvilla). <PB N="625"> Formen lidt tvivlsom; i de sydlige Egne tildeels Ræka. (Sv. räka). I Shl. Rækje, n. et Slags smaa sødyr. J. Sildrækje.

Rækje, n. 1) Spor, Grund, Aarsag, f. Ex. til et Rygte. D’er ikkje minste Rækje til det: ikke den ringeste Grund. Sdm. Jf. Raak (Spor). – 2) en Gangsti for Kreaturene. Jæd. (Rægje). Jf. Raak og rækja. – 3) en Hob af sammenraget Hø. Gbr.

Rækjing, f. Harken, Spytten.

Rækling, m. en Stakkel, En som ikke duer noget. “Ræklingje”, Tel. Jf. G.N. rækr: forkastelig.

rækmælt, adj. tykmælet, lallende, som taler utydeligt. Ork.

rækstam, adj. lidt stammende som støder paa enkelte Ord. Tel. Hall. Vald. (Jf. reka).

Ræl, n. (?), opdrevne Ting (f. Ex. Kviste, Straa og deslige) paa Bredderne af en Elv. Solør.

Ræl, m. Stikke, Pind, liden Stang til at stikke igjennem et Rør for at rense det. Tel. Sæt. (Isl. hræll: et Slags Væverskytte).

ræla, v.a. og n. (ar), gjennemstikke med en Pind (Ræl); rense et Rør med en Stikke ved at skyde den frem og tilbage. Tel. Sæt.

ræla, v.n. sladre, vaase. Solør.

Ræla, f. en Stang; Stamme af et ungt Træ. Hall. Buskr. Jf. Ræja.

[Ræling, f. Reling paa Fartøi. Eng. railing, Holl. regelingen.

Ræm, s. Rem, Rim, Rime.

Ræma, f. Hæshed, Uklarhed i Stemmen. Nordre Berg. (Af raam). Isl. ræma. Om et andet Ræma, s. Remma.

ræmast, v.n. (est, dest), blive hæs. Sjeld.

ræmja, s. remja. – Ræmse, s. Remsa.

ræna, v.n. (er, te), tage Æg eller Duun af Søfuglenes Reder. Nordl. (Lof.). G.N. ræna: røve.

rænda, s. renda. Rænger, s. Rong.

Ræning, f. Opsamling af Æg; s. ræna.

Ræning, m. Strimmel, smalt Jordstykke, Rabat i en Have og deslige; ogsaa en Rad af Planter. Sdm. Fosen. (Dunkelt).

Rænol, m. Hofteled, Hofteknude. Rænolbein, n. Hoftebeen (paa Dyr). Tel. (Raudland). Herfra adskilles: Rænel, m. en rund Skive, saasom i en Haandteen. (Maaskee for Rennel).

Rænsel, s. Rensl. – rænska, s. reinska.

Ræpa, f. Møgklump, Kokase (= Ruga). Tel. Hall. (Sv. Dial. räpa).

ræpeleg, adj. smudsig, styg. Tel.

Rær, s. Raa. f. – Ræs, s. Ris.

ræsa, v.n. (er, te), 1) gaae, flakke, streife omkring (om Dyr); især: gaae i en Række, strømme frem. Nordre Berg. Nordl., ogsaa Gbr. Tel. og fl. (Af Raas). Ræsa Holdi av seg: udmagres ved at gaae lange Veie. – 2) strømme, flyde bort i store Masser; især om Iis i en Elv. I Nordl. ogsaa: drive bort, om Sneen. Paa Sdm. ogsaa om en Elv: bryde op, gjøre Iisbrud. (Jf. G.N. ræsa: sætte i Fart). – 3) rinde op, voxe hurtigt, om ung Skov. Sdm. Jf. Raas.

ræsa, v.a. (er, te), røge (f. Ex. Fisk), tørre i Røgen over et Ildsted. Buskr. Hadeland, Gbr. – Particip ræst: røget. (Jf. G.N. ræsta: rense).

Ræsa, f. Hostesyge, Uorden i Struben (paa Heste). Hall.

Ræsa, n. Gjennemgang, Sted for en Gjennemstrømning. Sfj. og fl.

ræsefør, adj. skikket til at gaae lange Veie (= reksterfør).

Ræsehol (o’), n. Hul i en Afløbs-Rende.

Ræseveg, m. Gangvei (= Raas).

Ræsing, f. 1, Gang, Fremstrømning.

Ræsing, f. 2. Røgning; s. ræsa 2.

Ræsla, f. Aadsel, død Krop (= Ræ). Vald.

ræta, v.a. (er, te), vrage, forskyde; f. Ex. om Kreature som skyde en Deel af Foderet tilside. Tel. (Jf. rata), Hertil Orræta (Ørræta).

Rætte, m. (?), raat Kjød (= Raaslag). Hard.

Ræv, s. Rev og Riv.

Ræve, n. Tagvinkel, Rummet under Tagryggen i et Huus; især i en Lade. Sdm. I Solør: Rævle. Jf. Raav, Ram, Rot. G.N. ræfr, rjáfr.

ræven, adj. graadig, slugen, som æder modbydelige Ting. Sdm. Hører vistnok sammen med Ræ, n.

rævestappad, adj. fuldpakket til det øverste Rum under Taget; om en Lade eller andre Huse. Sdm. Andre St. rotstappad.

Rævle, n. Tagrum, s. Ræve.

, n. s. Rod, Rud, Røde.

, v. s. ryda, rydja, røda.

Rød, n. Tale, Snak. Koma til Røds (te Røss: komme i Samtale. Num.

røda, v.n. (er, de), tale, snakke, have en Samtale. Mest brugl. i de sydlige Egne i Formen røa, rø (i Nfj. og Sdm. røde). G.N. rœda; Goth. ródjan. Nogle St. med slettere Betydning: tale længe og vidtløftigt, vaase, vrøvle (ligt radda, ralla, rolla). Ogsaa sammenblandet med rydja; saaledes i Hall. med Formerne: rø, rudde, rudt.

Røda, f. Tale, Samtale. G.N. rœda. Ofte i Fleertal Rødor: Snak, Historier. Tel. (Rø’ur).

rødande, adj. i Forbind. D’er ikkje rødande um det: det er ikke værdt at tale derom, det nytter ikke at sige noget.

Rødar, m. en Taler, Snakker.

rødd, adj. 1) bemandet, besat med Roere; om en Baad. 2) skikket til at roe paa; jf. lettrødd, tungrødd. Nordre Berg. Jf. Røde.

<PB N="626">

Røde, n. 1) samtlige Aarer, som høre til en Baad. Nordl. (Røe, Rø), G.N. rœdi: Aare. – 2) Rum i en Baad med dertil hørende Aarepar. Sdm. og fl. (Røde). Afvig. Røre, Hard. (Jf. Ror og Rod). Hertil Einrøding, Tvirøding, Trirøding (om en Baad).

røden, adj. snaksom; s. rødsam.

rødig, adj. rask, frisk, som bevæger sig med Lethed. Hall. og fl. (med tydeligt d). Andre St. rørig.

Røding, f. Snak, Passiar.

Røding, m. (Baad), s. Røde.

Rødnad, m. Tale; s. Umrødnad.

rødsam, adj. snaksom, let at komme i Tale med. Hedder ogsaa røden (røen) og rødug (i Tel. rø’ug).

røgja, v.n. (er, de), sladre, snakke meget om andre Mennesker. Sogn (Evindvig). Præs. sædvanlig: røie, men Imperf. røgde; Supin. røgt. Dei berre sat og røgde fram etter Kvelden. G.N. rœgja: bagtale, ogsaa anklage, ligesom T. rügen, Nt. wrögen, Ang. vrégan, Goth. vróhjan.

Røgja, f. en Sladderhistorie. Sogn (sædv. udtalt Røia, Røie).

Røgla, s. Regla. Røglefræ, s. Fuglefræ.

røglutt, adj. plettet, fregnet. Hall. (?). Jf. droglutt.

røkja, v.a. og n. (er, te), 1) forsyne, pleie, have Omsorg for. Oftest: røkja seg, dvs. hjælpe sig selv, være om sig for at finde Føde; f. Ex. om Kreature: “Dei æ so late, dei vil ikkje røkje se”. Sdm. G.N. rœkja: skjøtte, agte, have Omhu for. (Nt. rochen; G. Sachs. rókjan, Ang. récan). – 2) drive, paaskynde. Røkja seg: skynde sig, haste. Hard. Voss. (Jf. røkjeleg, røkjen). 3) v.n. forske, søge, spore efter noget. Røkja etter: efterspore, undersøge. Dei var ute og røkte etter di. Me hava røkt og leitat paa mange Stader. Nordre Berg. (meget brugl). Particip røkt, f. Ex. Det skulde vera etterrøkt. Jf. Røknad, Røkt, røkta.

Røkjar, m. en Forsker, Undersøger; En som spørger meget. Sdm. og fl.

røkjelege, adv. 1) hurtigt, raskt. (Vel egentl. omhyggeligt, med Flid; ligesom G.N. rœkilega). – 2) ganske, netop. Nhl. “Da va ikkje røkjele’ so helder”. I Hall. røykjele(ge).

røkjen, adj. 1) omhyggelig, flittig. Sdm. (sjelden). 2) rask, hurtig. Hard. – Som Adverb: røkje(t), snart, hurtigt. “Da gjekk so røkje”. Voss.

Røkjing, f. Paaskyndelse osv, s. røkja.

Røkk (?), m. Mørke. I en gammel Vise (Landst. 562), i Formen Røkjen, el. Røykjen. (Usikkert). G.N. rökkr, n. Tusmørke.

røkka, v.n. række, naae; s. rekka.

Røkkja, f. en lang Historie. Rbg. Jf. Ruksa, Regla.

røkla, v. og Røkling, m. s. røykla.

Røknad, m. Efterforskning, Undersøgelse. (S. røkja 3). Det kjem snart Røknad etter di: der kommer snart noget, som spørger efter det. Sdm.

røksam, adj. omhyggelig, flittig.

Røkt, f. Røgt, Pleie, Tilsyn. (G.N. rœkt: Omhu). Af røkja.

røkta, v.a. (ar), røgte, pleie, have Tilsyn med. G.N. rœkta. Nu alm. traadt i Stedet for Stamordet røkja.

Røktar, m. Røgter; Røgterske.

Røkting, f. Røgtning, Tilsyn.

røla, v.n. (er, te), støie, snakke høit, vrøvle; ogsaa: skryde, gjøre store Ord. Berg. Trondh. Nordl. – Hertil Røl, n. og Røling, f. høirøstet Snak, Vrøvl; Skryderie.

Rølik, s. Rylk.

røma, v.a. og n. (er, de), 1) rumme, optage, give Rum ti. (Af Rom). Der var so mange, som Huset rømde. Nogle St. ryma. (Sv. rymma). – 2) gjøre rummelig, udvide. (Nærmere til rom, adj.). Røma eit Band: slappe eller løsne et Baand. Ogsaa med “paa”: røma paa Bandet. G.N. rýma. – 3) rydde bort (for at skaffe Rum). Sjeldnere. Me faa røma det undan: flytte det af Veien. Jf. umrøma. – 4) forlade, rømme fra. Røma Huset, Garden, Landet. – 5) v.n. rømme, flygte, undvige. Afvig. ryma (rymma), Nhl. Sogn, Sfj. Hall, af Formen Rum, s. Rom.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   139   140   141   142   143   144   145   146   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə