Ivar Aasen Norsk Ordbog


sidvoren (o’), adj. noget sid eller lav. sifent



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə149/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   145   146   147   148   149   150   151   152   ...   221

sidvoren (o’), adj. noget sid eller lav.

sifent (-fennt), adj. sneedækket overalt, uden nogen tøet Plet. Tel. Jf. si, og fenna (af Fonn).

Sifilla, f. Steenbræk (Saxifraga Cotyledon). Tel. Nogle Steder Sifylle, el. Sifydde. (Dunkelt). Andre St. Fjelldusk, Fjellrosa, Bergblome og fl.

sifløytt, adj. udbredt over hele Vandfladen; ogsaa om Vandet selv: overdækket, bedækket overalt; f. Ex. af Tømmerstokke, Fjele, Løv; ogsaa af Fedt, el. deslige. Rommerige. Afvig. skifløytt (skjifløtt), Smaal. I Hall. derimod skirfløytt: oversvømmet.

sifull, adj. stadig fuld; altid beruset (see sidrukken). Tel. og fl.

Sifylla, f. bestandig Fylde, eller Fuldskab. S. ogsaa Sifilla.

Sig (i’), n. 1) Sivning, fremsivende Vand eller Væde i Jorden (s. siga). Jf. Bergsig, Fjellsig, Uppsig. Paa Østl. tildeels Seig. – 2) Synkning, langsom Nedsynken, formedelst Tyngde eller Presning. Jf. Sigrom. Nogle Steder ogsaa om Brokskade (hernia). Jf. Tarmsig. – 3) Gliden, Fremskriden, langsom Strømning. Jf. Innsig og Utsig, om Fiskestimenes Gang ved Kysten.

Sig (i’), f. om en Eng; s. Sik.

Sig (m.?), i Navne, s. Siger.

siga (ii), v.n. (sig, seig, siget, i’), 1) sive, rinde langsomt, trække sig fremad; om Vand eller Vædske; ogsaa: glide udad, om en blød Masse. Det var so blautt, at det seig. Det sig Væta av det osv. Supinum sædv. sigje eller sije (ii), sjeldnere sige (i’), eller sege (siget). Sv. Dial. siga (Rietz 563). Jf. sevja, som falder sammen med D. sive. – 2) synke langsomt, segne, glide nedad ved sin egen Tyngde; ogsaa: blive lavere, synke sammen efterhaanden og umærkeligt; f. Ex. om en Stabel eller Bygning. G.N. síga; Ang. sígan; Mht. sígen. – 3) glide fremad, gaae seent, skride langsomt afsted; f. Ex. om en Hob af Dyr eller Mennesker, om Fisk i Vandet, om Baade, Fartøier osv. D’er knapt so myket, det sig fram: at det glider frem, kommer af Pletten. Best som det seig, so stod det: snart gled det lidt frem, snart stod det stille. Meget brugeligt; saaledes ogsaa i flere Forbindelser, saasom: siga att-i, dvs. flyde til paa ny; f. Ex. om Vand i en Brønd; figurlig om Penge eller Formue, som vel formindskes, men dog erstattes ved nyt Forraad. Siga i Hop: synke sammen. Siga inn: strømme ind mod Landet, om Fisk (heraf Innsig). Siga ned: segne, falde lige ned; f. Ex. Ho fekk so vondt, at ho seig ned. Siga sunder: glide fra hinanden, revne, opløses. Siga undan: glide bort, give Rum for noget som følger efter. Siga utav: sive bort, tørres af; om Væde. Siga utyver (y’): glide udad, udvide sig; om en Masse.

Siga (i’), f. udsivende Vædske; især om det sidste og svageste Øl i en Brygning. Hard.

sigad (i’), adj. bøiet, bugnet; f. Ex. om en Stang. Sogn. Hertil maaskee: saagaa, dvs. træt, udmattet. Indr. Jf. sigen og sigg.

sigande, adv. langsomt fremskridende. Koma sigande.

Sigarmun, s. Sigmun.

Sigd, m. Segel, kort Lee til at afskjære Korn med. Temmelig alm., dog paa Østl. oftere Skjera (Skjøru). Jf. Snidel (= Lauvsigd). G.N. sigdr. Jf. Eng. sithe, scythe; Nt. Seged; T. Sense, fordum segense.

sigen (i’), part. 1) sunken, lidt falden eller sammentrykt; s. siga. – 2) træt, mødig, udmattet. Sæt. Hall. Solør. Mest alm. sigjen, el. sijen (ii); i Fl. signe (i’).

Siger (i’), m. 1) Seier, Vinding i en Strid. Betonet som Sig’er (Sigr), men ombyttes ofte med den danske Form Sei’er. –
2) Lykke, Held til at vinde Yndest. D’er Siger med honom: der er noget ved ham, som vinder eller indtager. Rbg. – G.N. sigr (Seier); Sv. seger. Jf. Goth. sigis og Ght. sigu, hvoraf T. Sieg. – Den kortere Form Sig (i’) bruges her i en Række af Personsnavne, som Sigbjørn, Sigmund, Sigvald; Signi, Sigrid, Sigvor.

Sigerherre, m. Seierherre.

Sigerhuva, f. Seierskjorte, en Deel af Fosterhinden som undertiden følger med et Barn i Fødselen. (Jf. Forneste). Saa kaldet fordi den har været anseet som et Tegn til Lykke. B. Stift, Vald. Helg. og flere (sædvanlig med tydeligt Siger, el. Seger).

sigerlaus, adj. seierløs, uheldig.

sigerrik, adj. seierrig, seirende.

Sigervinnar, m. Seiervinder.

sigg, adj. døsig, tung; sløv af Udmattelse. Trondh. Nordl. og tildeels i B. Stift. Jf. sigen og sigad (saagaa).

sigga, v.n. (ar), gaae seent og slæbende, komme langsomt afsted, saasom med en Byrde eller et Læs. Nordre Berg. Trondh. Nordl. Andre St. sagga og sugga. Sjeldnere siga (i’) og sega (e’), hvoraf et Subst. “Segu”, f. om en seenfærdig Person. Tel. (Vinje).

Sigga, f. 1) et seenfærdigt Menneske. Guldalen. 2) Kvindemenneske, s. Seggja.

Siging, f. Sivning; Synkning; ogsaa langsom Gang; s. siga.

sigla, v.n. (er, de), 1) seile, fare med Seil (Segl). Nogle St. afvig. segla (ar). G.N. sigla; Sv. segla. – 2) reise med Fartøi, fare langveis tilsøes. Han var ute og siglde i mange Aar. – 3) vimse, svæve om, rende frem og tilbage. Hall. Ogsaa: glide paa Iis (= renna). Sogn. – Sigla frampaa: seile paa Grund. Sigla seg i Koll: kuldseile. Sigla seg full: seile en Baad fuld af Vand.

Sigla, f. det mellemste Rum i en Storbaad; det Rum hvori Masten staar. Berg. Stift, Nordl. Nogle St. Segla.

siglande, adj. 1) seilende. 2) skikket til at seile i; om Farvand, ogsaa om Veir.

Siglar, m. en Seiler; et Seilskib.

Sigle, n. Møllejern, en kort Jernbolt som ligger paatværs over Mølleaxelens Top (s. Spenel) og tjener til at omdreie Møllestenen. Temmelig alm. (B. Stift, Tel. Nordl.). Afvig. Segle, Smaal. Rom. Indh. (Sv. Dial. segel). Hertil Siglehald, n. en Huulning i Møllestenen, bestemt til at optage “Siglet”.

Siglebite (i’), m. Bænk eller Tværbjælke, som Masten støtter sig til; Roerbænk i en “Sigla”. I Nordland “Seglbitte”. Isl. siglubiti.

Siglestein, m. Bundsteen eller Ballast i en Baad. Jf. Seglfeste.

Sigle-tre, n. en kort Stang eller Stok at have liggende i Mastrummet til forskjellig Brug. Sdm.

Sigling, f. Seilads; ogsaa Søfart, Koffardiefart. Han var ute paa Sigling: han reiser med Handelsfartøi.

Sigmun (i’, u’), m. den Sammensynkning, som finder Sted i en Træbygning, naar Tømmeret efterhaanden indsvinder ved Tørring. Nogle Steder Sigarmun (ii). Jf. Sigrom.

signa (i’), v.n. (ar), segne, bugne, være nærved at falde. Rbg. (Nærmest af sigen).

signa, v.a. (ar), 1) signe; egentl. korse, betegne med Korsets Tegn); egentl. korse, betegne med Korsets Tegn (G.N. signa, af Lat. signum: Tegn); dernæst ogsaa om at læge eller hjælpe ved visse Ceremonier. Lidet brugl. – 2) velsigne, give Lykke el. Kraft. Bruges i en hilsende Tiltale, som: Gud signe Arbeidet (Verket, Strævet), Kvilet, Maten (eftersom man træffer En i Arbeide, Hvile eller Spiisning). Ligesaa: Gud signe deg (til Svar paa en sædvanlig Hilsen, f. Ex. God Kveld, God Dag osv.).

Signat, n. en liden Blok, hvormed Seil trækkes ned. Nordl. (Lof.). Dunkelt.

Signekjerring, f. Signekvinde; s. signa.

[Signete (ee), n. Signet, Segl. Oftere “Signeet”.

Signing, f. Signen, Signekunst.

sigra, v.n. (ar), sagtnes, dovne, dunste bort; om en Ruus eller Opbruusning. Sdm. og fl. Ellers: siga av.

sigra, v.a. (ar), sætte i Knibe, betvinge, overvælde (en Modstander). Eg er rædd, at han sigrar meg. Jæd. (Af Siger). G.N. sigra: overvinde.

Sigrom (i’), n. Synkerum, aaben Fuge over Dørstolperne i en ny Bygning, anbragt for at Stolpen ikke skal hindre Væggenes Sammensynkning ved Tørringen. Jf. Sigmun.

si-grøn, adj. bestandig grøn, eller som ikke falmer. Tel. (S. si).

sigta, v.n. (ar), tage Sigte; ogsaa see med eet Øie. Fremmedt, ligesom Sigte, n. af T. Sicht: Syn. (Jf. Sv. syfta).

sigta, v.a. (ar), sigte, rense i et Sold. Ogsaa fremmedt, efter T. sichten for siften, Holl. ziften, Eng. sift; jf. T. Sieb, Holl. zeef, Eng. sieve: et Sold. See syfta.

sigtrøytt (i’), adj. meget træt, faldefærdig af Udmattelse. Buskr.

sigturleg (?), adj. nøieregnende, meget nøiagtig eller forsigtig. Ndm. Ork.

Sihaar, n. Haar af Kreature (Røytehaar), anvendt ligesom “Si” til Drev eller Tætning. Hard. (Sv. Dial. sihår).

Sik (i’), f. frodig Eng i Nærheden af Husene (= Tjukkeng). Shl. (ogsaa udtalt Seek, best. Form Sekj’o). I Ryf. Sig (Seg). – Hertil Sikablom (i’), m. Kabbeleie (Caltha). I Ryf. Sigablom.

Sik (ii), f. en liden Sump, en Myr med
sivende Vand. Smaal. Jf. Sike.

Sik (ii), m. Helt (Ferskvandsfisk), Coregonus Lavaretus. Østl. G.N. síkr; Sv. sik.

sika (ii), v.a. (ar), afhælde, afsie langsomt; lade en Vædske sive eller flyde ud; f. Ex. af et Kar som er næsten tomt. Sika Ølet or ei Tunna: udtappe den sidste Rest. Sika upp nokot Vatn (af en Bæk som er næsten tør). B. Stift, Tel. Hall. Nordl. – Jf. sikla og sila.

Sikast, s. Sidkast.

Sike (Sikje), n. en liden Vand-Aare i Jorden. Voss og fl. Ogsaa en meget liden Bæk. “Eit Bekkjesikje”, Nordle. Isl. síki: Vandstade. Skotsk sike.

Siking, f. langsom Aftømmelse osv. s. sika.

Sikk, m. Stød, Rystelse; s. sikka.

sikka, v.a. og n. (ar), 1) sænke, sammentrykke ved Stød eller Rystelse; f. Ex. om at ryste en Korntønde, for at Kornet kan ligge tættere og optage mindre Rum. Ogsaa: støde op og ned, vippe; især om Heste, som have en stødende Gang og derved ryste den som rider paa dem. Nordre Berg. Gbr. Ork. – 2) v.n. synke, sammentrykkes, el. blive lavere. Tel. I Sfj. sikkast. “Han sikkast i Hæraa” (i Herdom); han bliver lav i Skuldrene, nedbøiet af Træthed. (Ordet kunde opfattes som sid-ka, men synes snarere at være sig-ka, af siga). – Particip sikkad: sammenrystet. Eg vardt vel sikkad: jeg blev dygtigt gjennemrystet (f. Ex. ved Ridning).

[sikker, adj. sikker, tryg osv. T. sicher.

Sikking, f. Sammenrystelse; Synkning.

sikla, v.n. (ar), 1) risle, rinde med en svag Lyd; om smaa Bække. Temmelig alm. – 2) sagle, slippe Vædske af Munden. Østl. Ork. Nordl. Heraf Sikl, n. Sagl (= Sleve). – 3) lyste meget, være begjærlig eller graadig efter noget. Han siklar etter det: hans Tænder løbe i Vand efter det. Østl. Ogsaa: tragte, stræbe, lure efter noget. Hall. og fl. Jf. T. sickern: sive, dryppe. Sv. Dial. sikel: Sagl. S. ellers sika, silla, sildra.

Sikla, f. en liden Bæk. Sæt. Sdm. og fl. “Ei Grova-Sikle”, Sdm.

Sikleduk, m. Sagledug for Smaabørn.

Sikling, f. Rislen; Saglen, Graadighed.

Siksok, s. Syftunsvoka.

sikta, s. sekta og sigta.

Sil (ii), m. 1, Si, Redskab at sie med; s. sila. Sv. sil (jf. G.N. sía). Leka som ein Sil: være meget læk.

Sil, m. 2, Tobiis, en liden Fisk (Ammodytes Tobianus). Nordl.

sila, v.a. (ar), sie, filtrere. Sv. sila; Eng. Dial. sile. Ofte ogsaa om langvarig Regn: Det held paa og silar og regner. Bøiningen tildeels afvig.: er, te (de); saaledes ogsaa Particip silt (B. Stift) og sild (Rbg.) for silad.

Sild, f. (Fl. Sildar), Sild (Clupea Harengus). G.N. síld. (Et andet Slags Fisk er Lakesild; jf. Sill). – Sildeberg, n. en stor Sildestiim. Sildfiske (-fiskje), n. Sildefangst. Sildegot (o’), n. udgydt Rogn af Sild. Sildekast, n. a) et Sted hvor Sildevod kan udsættes; b) en Udsætning af Sildevod; ogsaa den derved fangede Fisk. Sildelaas, s. Laas. Sildelyse, n. Tran af Sildefedt. Sildenot (oo), f. Vod til Sildefangst. Sildepipa, f. Sildens Svømmeblære. Sildereist, n. Sildeskjæl. Sildestaal, n. en stor Sildestiim. Sildetak, n. eller Sildtøkje, n. Sildefangst. (Jf. “taka Sild”: fange S.). Sildevaag, m. en Pig som er bekvem for Sildefangst. Sildevinda, f. en liden Sildestiim.

silda, v.n. fange Sild. Sogn og fl.

sildra, v.n. (ar), 1) risle, rinde sagte. Temmelig alm. Egentl. sillra; s. silla. Hedder ogsaa sirla, Hard. og sisla, Hall. (Jf. sikla). – 2) give en Lyd som en sagte rindende Bæk. Tel. Saaledes om Musik eller Toner: sildrande, dvs. dirrende, vibrerende.

Sildra, f. en meget liden Bæk (= Sikla). Lidet brugl. I Østerd. Silder, n. (Hos Gunnerus er Sildra anvendt som Plantenavn, for Slægten Saxifraga).

Sildring, f. Rislen; rislende Lyd.

Silesup, m. Smagesup af fersk Mælk.

Silhaar, n. Sieklud, flettet af Haar. B. Stift, sædvanlig Silaar. Afvig. Siraal, Sæt. Tel. (Sv. Dial. silshår).

Siling, f. Sien, Filtrering. Ogsaa: Rinden, Strømning, idelig Regn. S. sila.

Silke (Silkje), n. Silke. Nogle St. Sylkje (Hall. Vald.). G.N. silki; Eng. silk. Hertil Silkeduk, Silkeplagg, Silketraad m.fl. Sædvanlig med “kj” i alle Forbindelser.

Sill, eller Sild, f. et Slags liden Ferskvandsfisk. Østerd. (Trysil).

silla, v.n. (ar), rinde, strømme; ogsaa: dryppe tidt, saa at Draaberne næsten hænge sammen. B. Stift, Vald. Nordl. – Silleregn. n. meget tæt Regn.

Sil-laug, f. Vand hvormed en Mælkesi er afskyllet. “Silau”, Sdm. og fl.

sille, i Betydn. skulde; s. skula.

Silling, f. Rinden, Strømning.

Silung, m. smaa Lax; s. Svilung.

Silv, s. Sylv.

simaalug, adj. langtalende, snakkesalig; ogsaa: trættekjær, paastaaelig, som altid vil have det sidste Ord. Hall. Ork. og flere. G.N. símálugr.

Sime, m. Toug, Reb; især af Haar. Helg. Lof. G.N. sími; Sv. Dial. simme. Jf. Ledsime, Tongsime. Draga Sime: gaae seent, være seenfærdig. Helg.

Simesong (i’), m. en langvarig Larm eller
Lyd af mange Stemmer; kjedelig Klynken, Raaben osv. Sdm. (Dunkelt).

Simetog (ii), n. Haartoug. Nordl.

Simetov (oo), n. Haar som er tjenligt til Toug. Helg.

Simla, f. Reenko, Hun-Reen. Tel. Hall. Nordl. og flere. Nogle St. Semla (paa Sdm. Sæmble). I Østerd. Sømmøl, og Sumul. Jf. Isl. svemla: Ko; i Edda simull: en Oxe. (Egilsson).

Simonsvipa, s. Marekvist. Fra Mandal meddeelt Sigmundsknut.

[simpel, adj. simpel, tarvelig. Fr. simple.

Simyrja, f. Vrimmel, Mængde som er idelig i Bevægelse. Tel. (?).

Sin (i’), f. (Fl. Sinar), Sene, Muskelstreng i Legemet. (Tildeels udtalt Seen). Ogsaa i en anden Form (Sina) Senu, Solør, Søno, Selbu, Sunu, Guldal, Ork., og Sono, Namd. G.N. sin; Sv. sena; jf. Eng. sinew, Ang. sinu, Ght. senwa, senawa. (I Tydal adskilles “Sønu”, en mindre Sene, og “Sen”, el. Sæn, n. Rygsene). Sin betegner ogsaa (ligesom Isl. sin): penis (Peis), f. Ex. Uksesin, Bukkesin.

sin, pron. poss. sin, sig tilhørende. I Bøiningen ligt min og din, altsaa: sin (sinn), m. si, f. sitt (i’), n. og sine, pl. Saaledes ogsaa i Dativ: sinom, m. sinne, f. sino, n. sinom, pl., dog ere disse Former ikke i nogen almindelig Brug, da de paa mange Steder enten bortfalde eller ogsaa falde sammen i een Form: sinom (sino el. sinaa). Ordet bruges ofte substantivisk, især i Neutrum (ligesom mitt og ditt); f. Ex. Faa sitt fram: faae sin Villie frem. Faa atter sitt: faae sit eget tilbage. Leggja sitt til: lægge sin Deel til. Hava nog med sino: med sin Deel. Sjeldnere i Fleertal. Han likjest sinom: han ligner sin Slægt. Koma i Lag med sinom: med sine Jævnlige. (Paa Sdm. “kome sinaa vid”). I Forholdet til Subjektets Kjøn eller Tal gjælder her ingen Forskjel, og Ordet bruges altsaa lige fuldt, om Subjektet er Fleertal; for Ex. Dei kravde Arven sin; dei hava fenget Løni si, el. Pengarne sine. En Afvigelse fra den almindeligste Brug finder Sted i Trondhjems Stift, idet “sin” ofte indtræder i en Bisætning, uagtet det gaar tilbage paa Hovedsætningens Subjekt, f. Ex. “Han trudde, at Baaten sin var for liten”, eller “Ho visste, kvar Mannen sin var”. (Jf. seg). En Afvigelse fra den sædvanlige reflexive Brug findes meget udbredt i de vestlige og nordlige Egne, nemlig, at “sin” tilføies som Genitivsmærke til et Substantiv og lyder som om det var sammensat med dette, f. Ex. “Grannen-sitt”, dvs. Naboens. Saaledes: D’er Aalmugen sin Eigedom (Almuens Eiendom). Paa Broderen si Hand (p. Broderens Vegne). Fyre Sønerne si Skuld. Med Foreldri sitt Samtykke osv. (Noget lignende bruges ogsaa i Dagligtalen i Tydsk, s. Weigand 2, 677). Enkelte andre afvigelser have mindre at betyde, da de kun forekomme af og til; f. Ex. “Det var Guten sin”, dvs. en Karl for sig selv. (Østl.). “Vera sin eigen”, s. eigen. Forskjelligt herfra er “sin imillom”, s. seg.

sin, adj. i Betydn. næstsidste (f. Ex. sin Sundag), s. Sinn.

sina (ii), v.n. (sin, sein, sinet, i’), 1) glide sagte, skride langsomt afsted. Stokken sin paa Elvi: St. glider bort med Strømmen. Det sin av: det forsvinder i det Fjerne. Han sein fram um: dvs. gled forbi. Dei sino (i’) or Augnesyni: de forsvandt for Øiet, kom ud af Synskredsen. – 2) synke nedad, trykke paa, blive tung; f. Ex. om en Byrde. Det sin aat: det trykker, tynger, klemmer sig ind paa En. Hall. (Aal, Hoel). Particip sinen (i’). Hertil maaskee sein, adj. Et Stammeverbum sínan (sein) er formodningsviis opstillet hos Weigand (2, 712).

sina (ii), v.n. (ar), 1) blive gold eller tør; om Køer, som ikke længer give Mælk. Indh. (Oftest: sina upp). Sv. sina; Eng. Dial. sine. – 2) mugne, suurne (omtr. som saana), om Fisk. Nordl. (Lof.).

sina (i’), v.n. (ar), slæbe, slide, anstrenge sig meget; især med at drage eller bære. (Vel egentl. strække Senerne, s. Sin). Sdm. Voss, Hall. og fl. Han sat og sina(de) og rodde. Saaledes ogsaa: sina og draga, sina og bera, m. fl.

Sina (i’), f. gammelt, visnet Græs (= Forne, Elja). Hard. Nordl. (Tildeels Sena). Paa Sdm. Dausøne (for Daudsina). G.N. sina. Sv. Dial. sena. (Om et andet Sina, s. Sin). Jf. Sinegras.

sinberr (i’), adj. mager (= berrsinad). Vald.

Sinder (Sindr), n. Hammerskjæl, smaat Affald af Jern i Smedien. (Smidjesinder). G.N. sindr; T. Sinter. Ogsaa: Grums i Smedie-Asken, Slakker el. Klumper af sammenløbne Jernpartikler osv.

sindra, v.a. (ar), smuldre, knuse; ogsaa: udstrøe ganske tyndt. B. Stift. Sjeldnere v.n. sprutte, sprude Gnister; om Jern under Hammeren. G.N. sindra.

Sinedraatt (i’), m. en smertelig Sammentrækning i Senerne, et Slags Krampe. Isl. sinadráttr.

Sinegras (i’), n. et Slags tætvoxende Græs; tildeels det samme som Sina. Nordland. (Sen’gras).

sinen (i’), part. hengleden, forsvunden; see sina. Oftere av-sinen.

sinesterk (i’), adj. stærk i Senerne.

Singl, n. grov Sand, smaakornet Steen. Østl. Ogsaa d.s.s. Singling.

singla, v.n. (ar), klirre, klingre, give en klingende Lyd, saaledes som nedfaldende Glasstumper, Skillinger eller desl. Alm.
vest og nord i Landet. I Tel. singra. Isl. singla; Sv. Dial. singla.

Singling, f. Klirren, Klang.

[Singott, omtr. som “God Taar”. Formodentlig af Tydsk. (Segne Gott).

Singra, f. en liden Bjælde (= Stallvekkja). Hall. s. singla.

Sining, f. langsom Hengliden osv. s. sina.

Sink, n. Zink (Metal). Fr. zinc.

sink, adj. tung, trættende; s. sinken.

sinka, v.a. (ar), 1, udmatte, gjøre træt. Buskr. (Jf. seinka).

sinka, v.a. (ar), 2, sinke, sammenfælde Fjele eller Stokke ved kileformige Indsnit i Hjørnerne, saa at Kanterne hænge sammen uden Nagler. Berg. Trondh. Østl. Ved Stavanger: sinkla. – Hertil Sinkelaft, f. en liden Sammenfældning i Hjørnerne af en Tømmerbygning, idet Stokkenes Ender ere tilhugne som Kiler, hvis brede Ende vender udad. Østl. Ved Trondhjem kaldet Sinkenov (o’), f. – Sinkesag, f. en liden Sav at bruge ved Sinkning af Fjele til Skrin eller Kister.

sinken, adj. 1) tung, møisom, trættende; om Arbeide. Smaal. Solør, Buskr. Ogsaa i Formen sink, Rommerige. – 2) om Personer: streng med Hensyn til Arbeide, uskaansom mod sine Arbeidsfolk. Hall. Jf. G.N. sinkr: egennyttig, karrig.

Sinking, f. Sammensinkning; s. sinka, 2.

Sinn, n. 1, a) en Gang (Tid, Stund). Eit Sinn: engang, paa en vis Tid. Nokot Sinn: nogensinde. (Jf. nokorsinne). Eitkvart Sinn (ogs. einkvarsinne osv.). en eller anden Gang. Rbg. Nhl. Nfj. og flere. G.N. sinn, og sinni, n. (Jf. Senn). – b) om en nylig forbigangen Tid. I Sinn, el. her i Sinn: for nylig, for kort Tid siden. Sæt. Tel. Ellers i en dunklere Forbindelse “Sinn i Vika”, dvs. i forrige Uge. Tel. “Sinne Søndag”: forrige Søndag. Solør og fl. Endnu mere besynderligt i de vestlige og nordlige Egne, hvor Ordet stiller sig som et Adjektiv “sin” med Betydningen: næstsidste, og med samme Bøining som Pronomenet sin, altsaa i Femin. “si”, f. Ex. “si Helg”: næstsidste Helligdag (Søndag). Saaledes: sin Sundag, sin Maandag, sin Tysdag; sin Laurdagskveld o.s.v. Begrebet udtrykkes ellers ved hin (f. Ex. hi Helgi) og ved fyrre.

Sinn, n. 2, 1) Sind, Hu (= Hug). Hava i Sinne: h. i Sinde. 2) Lyst, Tilbøielighed. Han hadde ikkje Sinn til det. Mandal, Rbg. 3) Sands. Hava sine fem Sinn: være ved fuld Sands og Samling. – Mindre brugl. og egentlig et nyt Ord, støttet til det tydske Sinn.

sinna, v.a. (ar), agte, ændse, skjøtte om. “D’æ ikkje verdt aa sinna da”. Sogn. G.N. sinna; egentl. følge, hjælpe, holde med. Jf. Lidsinne. – sinnande, adj. værd at ændse.

sinnad, adj. 1) sindet, stemt. – 2) vred, hidsig, oprørt i Sindet. Mandal, Rbg. Tel. Smaal. (sinna); og mere alm. i Formen sint (sint’e); f. Ex. Han vardt sint paa oss. Dei er sinte fyre det. (S. Sinne). Nyere Ord og mindre ædelt; jf. harm, vreid, arg, og i stærkere Betydning: ill, vond, vill. I svenske Dial. sint, sinnug.

Sinne, n. Vrede, Hidsighed, opbragt Stemning. Alm. (Jf. sinnad). Sv. sinne. – Hertil Sinnepose (o’), m. og Sinneblaasa, f. en meget arrig og vredladen Person; ogsaa om Dyr. I Smaal. Sinnetagg, m.

Sinnelag, n. Sindelag (= Huglag).

sinnelege, adv. synderlig, betydelig, i nogen høi Grad. Nordre Berg. Det var ikkje sinnele(ge) vel gjort, dvs. ikke gjort med synderlig Flid. – Forudsætter et Adj. sinneleg: værd at agte, af sinna, v.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   145   146   147   148   149   150   151   152   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə