Ivar Aasen Norsk Ordbog


Sinnetykk, m. Uville, Had, fiendtlig Stemning (mod en Person). Nordre Berg. Sinolje



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə150/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   146   147   148   149   150   151   152   153   ...   221

Sinnetykk, m. Uville, Had, fiendtlig Stemning (mod en Person). Nordre Berg.

Sinolje (i’), m. et Slags Lægemiddel for Smerter i Musklerne. B. Stift.

sins-imillom, indbyrdes; s. seg.

sint, adj. vred; s. sinnad.

Sintogsrot, f. en vis Urt: Convallaria verticillata. Tel. (Dunkelt).

sipa (ii), v.n. (ar), græde, flæbe; især om Børn. Trondh. Nordl. Afvig. seppa, Solør. Andre St. snipa og snippa.

sipla, v.n. lade, drikke. Tel.

Siraal, s. Silhaar. – sire, s. sid.

Siregn, n. stadig vedvarende Regn. Søndre Berg. og fl.

siregna, v.n. (er, de), regne jævnt og stadigt. Shl. Tel. Buskr. og fl.

Sirelrot, s. Sisselrot.

sirenna, v.n. (renn, rann), rinde el. strømme idelig. Tel.

Sirissa, f. Faarekylling (Insekt), Gryllus domesticus. B. Stift, Østl. og fl. I Gbr. Siriksa, dvs. den idelig knirkende (s. riksa); imidlertid er Oprindelsen noget uvis. Sv. syrsa (i Dial sirsa, sersa); i danske Dial. Serrise, Sirridse.

sirla, risle; s. sildra.

sirle, seent; s. sidlege.

Sirune og Sirunna, s. Sidrune.

Sirup, n. Sirup, Sukkersaft. Fr. sirop (af et arabisk Ord).

Sisempa, f. en Pimper, En som drikker jævnlig. Shl.

sisinnad, idelig vred; s. sivond.

Sisk, eller Sisik, m. en liden Sangfugl, Fringilla linaria. Østl. Sv. Siska.

sisla, v.n. risle, rinde sagte (sildra). Hall.

Sisselrot, f. Sød-Bregne, Stensøde (Polypodium vulgare). Buskr. og fl. I Nhl. Siselrot (i’); i Sogn Seseljegras. I Tel. Sirel, m. (?) og Sirelrot. Andre St. Søterot. (Dunkelt).

sist, s. sidst. – Sisvorte, s. Sysvorta.


sit og sita (i’), s. sitja.

siterren, adj. idelig vranten eller vredagtig; meget knurvorn. Tel. Oftere sitørren. Jf. terren.

Siting (i’), f. Sidden; Sæde (= Seta). Ogsaa i Formen Sitjing.

sitja, v.n. (sit, sat, setet, e’), at sidde. Inf. hedder ogsaa: sittje, sikkja, sikja (i’); og mange Steder sita (i’), ogsaa sitta (Nordl.). Præsens sit’e (for siter) og sit (i’); Fleertal ligt Inf. – Imperf. Fl. saato (?), saate, Rbg., soto (oo), Hall. Vald., sote (o’), Voss; sute (u’), Sdm. (sjelden). Supin. sete (e’); i Berg. Stift oftest sote (o’). Imperativ sit, Fl. sitje. G.N. sitja (sit, sat, setit); Ang. sittan, Goth. sitan. – Særlig Betydning: 1) sidde, hvile paa Legemets Bagdeel (s. Sete); om Mennesker og nogle Slags Dyr. Derimod om Fugle: hvile paa Fødderne (da de i saadan Stilling have Lighed med et siddende Dyr). – 2) dvæle paa et Sted, være i Ro. Sitja heime; sitja inne; s. uppe til langt aa Natt osv. Ogsaa: være med i en Forretning, have Sæde i en Forsamling osv. Sitja i Tinget; sitja i Retten. (Hedder ogsaa: sitja Retten). – 3) boe, være bosiddende. Sitja med Gard og Grunn. S. i uskift Bu. S. paa Bygsl. Dei hava setet der i tjugo Aar. Jf. sitja Husseta: have eget Huus, men ikke Jord. – 4) holde sig, sidde fast; for Ex. om Farve. Det sit ikkje lenge: det gaar snart af, det taber sig snart. Figurlig: fæste sig i Sindet. Det sit ikkje i meg: jeg kan ikke rigtig troe det. Det sat i honom endaa: han havde endda ikke glemt det. – 5) passe til sin Plads; især om Klæder: slutte godt til Kroppen. (Jf. standa, som her ofte svarer til det danske sidde). – Med Partikler: Sitja atter: sidde efter; være forladt osv. Sitja etter nokon: efterstræbe, lure efter. (Jf. Saat). Sitja inne med: have under Hænder. Sitja uppe: være oppe om Natten. Sitja uppunder: understøtte, holde. Sitja uppyver nokon: vogte paa, have Tilsyn med nogen (f. Ex. En som ligger syg). – Afledninger: Seta, Sete, setja; Saat, sæta, Sæte.

sitjande, adj. 1) siddende. 2) passende at sidde; f. Ex. Det var ikkje sitjande lenger. Der var ikkje sitjande: der burde man ikke sidde.

si-tjukk, adj. tykskyet overalt; om Himmelen. Nordl.

Sit-upp, m. et Stød eller Slag; ogsaa en pludselig Stræk. B. Stift. Sv. sittopp.

siturftug (-turtug), adj. altid trængende, graadig, umættelig. Tel.

sitørren, s. siterren.

sivaat, adj. bestandig vaad. Ganga sivaat: gaae længe el. jævnlig i vaade Klæder. Tel. Ryf. Nordl. og fl. Hedder ogsaa: siende vaat.

Siverk, m. en jævnt vedvarende Smerte. Sogn og fl.

sivja, v.a. (ar), besvogre (sig). Brugt i Formen “syvja seg”: komme i Svogerskab. Voss. (Jf. de følgende Ord): G.N. sifjar, pl. Svogerskab; Ang. sib: Forbindelse; Goth. sibja: Slægtskab. – Particip sivjad: besvogret. Lyder som sevja (e’), Vald. og syvja (y’), Tel. (Silgjord).

Sivjaskylda, f. Svogerskab; ogsaa om et fjernere Slægtskab. “Sevjaskylde”, Hall. Vald.

Sivjasystkin, n. pl. sammenbragte Børn (= Andstøypingar). “Sevjasyskjin”, Vald.

Sivjung (?), m. en fjernere Slægtning, En som er langt ude beslægtet. Valders i Formen Sevjing. G.N. sifjungr: Paarørende; ogsaa: Svoger.

sivond, adj. idelig vred, meget vredladen. Tel. Oftere: sisinna(d). Jf. siterren.

Sivæta, f. stadig Væde el. Regn. Nfj.

sjaga, rave; s. staka (stjaka).

Sjak, s. Skjak. – sjala, s. skjala.

sjalda, s. sjeldan.

sjau, Talord: syv (7). Formen sjau mest alm. i Berg. Stift, Rbg. Tel. Hall. Vald.; ellers ofte: sju, ogsaa sjue, Helg., sjaug, Gbr., sjøg, Guldalen. G.N. sjau; Ang. seofon; Ght. og Goth. sibun. Jf. Sv. sju; Isl. sjö. – Sjau Tjug: 140. Sjau Hundrad: 700. Sjau Aar gamall: syvaarig. I sjau lange og sjau breide: vidt og bredt omkring, langt borte paa alle Sider; ogsaa om en meget lang Tid. Sogn, Hall. og fl.

[Sjau, m. 1) tilfældigt Arbeide, Dagleier-Arbeide, især i Havnene, saasom Losning og Ladning, Tilvirkning af Fisk og deslige. 2) Larm, Tummel; Støi af en Mængde Mennesker. Alm. ved Søkanten. Holl. sjouw: et stort Arbeide. – Hertil sjaua, v.n. (ar), være i Arbeide (Sjau); være sysselsat, have travlt; ogsa: støie, larme. Sjauar, m. en Dagleier; Fiskesalter, el. deslige.

sjaufelt, el. sjaufald, adj. syvdobbelt.

Sjaund, f. Gravøl, Gjæstebud i Anledning af en Begravelse. Hard. Afvig. Sjund, Nhl. (Jf. Erve og Sælabad). G.N. sjaund, egentl. syv Dage, eller Ugen efter Ens Død.

sjaunde, adj. syvende. Nogle St. sjuande, sjunde, sjønde. G.N. sjaundi. Sjaunde-kvar: hver syvende. Halvsjaunde: sex og en halv.

Sjauskjæra, f. Storkenæb (Plante), Geranium sylvaticum. Sæt. Tel. Ellers: Sjuskjær, Gbr., Sauskjære, Hall. Sigter maaskee til Bladenes Form, da de tildeels have syg Flige eller Snipper.

Sjaustjerna, f. Syvstjernen, Pleiaderne. Oftest i Fleertal.

Sjau-tal, n. et Syvtal.

sjauttan, Talord: sytten (17). Har mange Afvigelser: sjaukja (for sjautjan), Sæt., saukjan og saukja, Sogn, Vald., saukjaa, Nhl.; andre St. sykjan, syttan, sytten.
G.N. sjautján. Sv. sjutton. (Jf. sekstan, attan, nittan).

sjauttande, adj. syttende.

sjautti, Talord: halvfjerdesindstyve (70). B. Stift og fl., dog oftere: sytti. (Søndenfjelds: halvfjerds, eller halvfjorde Tjug). G.N. sjautigi; Sv. sjuttio.

sjav, selv; s. sjølv.

Sjavile, s. Sjølvvild.

sjaa (= isjaa), dvs. hos, s. hjaa.

sjaa, v.a. og n. (ser, saag, seet), at see. Præs. mest alm. ser (ee); ellers sir, Helg. (Vefsen), og sjer (ee); Indh.; Fl. sjaa. Imperf. mest alm. saag; sjeldnere saa; i Fl. saago (?), saage, Søndre Berg. og fl., sogo. Hall. Et Konj. søgje (for sægje?) forekommer i Tel. Supin. tildeels sjett (ee), Indh., men mest alm. sett (seett), i Lighed med Particip sedd (ee). Konj. Præs. sjaa; (f. Ex. Han sjaa til oss!). Imperativ sjaa; i enkelte Tilfælde se, el. si (i’); saaledes paa Sdm. se der! el. se no! (naar man rækker noget til En). G.N. sjá (sér, sá, sét); Ang. seon, Ght. sehan, Goth. saihvan. – Betydning: 1) see, bemærke med Øinene, blive vaer. Eg ser det. Eg saag, at han kom, o.s.v. – 2) mærke, skjønne, erfare. Eg ser kvat han vil. Eg saag, kor det vilde ganga. – 3) finde, kjende, vide. Sjaa seg Syn til: finde Leilighed til. Sjaa seg Raad: synes at have Udkomme til noget. Sjaa seg uppraadd: finde sig i Forlegenhed. – 4) v.n. kunne see, have Syn, have Lys nok. Han korkje ser elder høyrer. Det vardt so myrkt, at me inkje saago. – 5) henvende sin Opmærksomhed paa noget. Mest med “paa” og “etter”. Lat oss sjaa paa det. Sjaa etter, kor det stend til. Jf. skoda, skygna, stira, glosa, glytta. – 6) med “ut”: see ud, være at see til. Det ser illa ut. Han saag ut som ein Dauding. (Nyere Brug). – Med andre Partikler. Sja aat: see ad, undersøge. Sjaa etter: lægge Mærke til (s. 5); lede efter; ogsaa: ønske eller tænke paa noget. Han tok imot altsaman og saag etter meir (dvs. vilde gjerne have mere). D’er ikkje nokot til aa sjaa etter: der er intet at gjøre ved det. Sjaa fyre nokon: see Ens Blusel, see ham nøgen. (Jf. syna). Sjaa i (el. uti) nokot: a) see et Glimt af noget, en Udkant af Tingen; b) frygte for, have Betænkelighed ved. B. Stift. (Jf. Isl. ísja-verdr: betænkelig). Sjaa til: a) tilsee, have Tilsyn med; b) undersøge; c) gjøre Foranstaltning, lave det saa at noget kan skee; f. Ex. Lat oss sjaa til, at me koma paa Vegen. Sjaa utyver: see omkring, besee sig. Sjaa seg um: see sig om, søge en Leilighed, m.m. Sjaa seg fyre: være forsigtig.

Sjaa, n. (?), Syn. Kun i faa Forbindelser. Til Sjaas (Sjaass): til Syne, til Skue. Sjaaslyte, n. el. Sjaasmein, n. synlig Skade eller Lyde. Sjaasben, n. og Sjaasflekk, m. Saar eller Plet paa et nøgent Sted (især Ansigtet). Hall.

Sjaa, m. s. Sjo og Skjaa.

sjaaande (sjåande), adj. 1) seende. 2) synlig. Det var sjaaande til det: det saae ud dertil. 3) seeværdig, værd at betragte; prægtig, stadselig. Jf. sjaaleg.

sjaafus, adj. skuelysten, nysgjerrig. Tel.

sjaag (for skjalg), s. skjegl.

Sjaaing, f. Seen, Beseelse. Jf. Sjaanad, Sjon, Syn.

sjaakaa, s. staka.

sjaaleg, adj. 1) synlig; 2) anseelig, let at bemærke; ogsaa: smuk, prægtig. Rbg. og fl.

Sjaam og sjaamutt, s. Hjaam.

Sjaanad, m. Seen, Syn; ogsaa Lys til at see med. Indh. Lidet brugl.

sjaasam, adj. beleilig for Synet eller Udsigten; om et Sted, hvor man seer vidt omkring. Nedenæs.

sjaasla, s. skjaasla.

Sjaastaur, s. Hjaastaur.

Sjedda (Faar), s. Søyda.

sjeldan, adv. sjelden, ikke ofte. Sædvanlig afvig. sjelda (sjella); ogsaa sjalda, Rbg. sjølda, sjøldaa, B. Stift; sjeldom, Ork. G.N. sjaldan; Ang. seldan; jf. Eng. seldom. Et Kompar. sjeldare (sjellar) skal ogsaa forekomme. (Landst. 160).

sjeldfengd, adj. rar, sjelden, som er sjelden at faae. Tel. Hall.

sjeldsynt, adj. som man sjelden seer. Lidet brugl.

Sjell, s. Hjell. – Sjelta, s. Sjølvtad.

sjeltra, s. skjeltra. – sjepa, s. skipa.

sjessa, s. skjessa.

Sjo, m. 1) Sø, Hav; Fjord eller Arm af Havet (i Modsætning til Vatn). Mere alm. Sjø (see nedenfor). – 2) Søvand, Saltvand (modsat Vatn). Faa Sjo inn i Munnen. Det smakar som Sjo. – 3) Søgang, stærk Bølgegang. Det var liten Sjo i Havet. Der er tung Sjo paa den Leidi. – 4) en fremstyrtende Bølge. Me fekk ein Sjo inn i Baaten. Det var ikkje langt millom Sjoarne. Koma som ein broten Sjo: komme brusende med megen Larm; egentl. som en brækket Bølge. (Jf. Brot og Skavl). – 5) en Indsø. Kun i de sydlige Egne og mest som Stedsnavn eller Egennavn; tildeels i Formen Sjaa og , som: Norrsjaa, Tinnsjaa, Vigdesjaa; Langsæ, Bordsæ, Ormsæ. (Tel. og Rbg.). – Ordets Form er ellers: Sjo, Voss, Hard. Shl., og som Overgang deraf: Sjø (ø’), mest alm., eller Sy, Helg., og Sjy, Østerd. (Trysil). G.N. sæ’r, sjó’r, sjá’r; Ang. sæ, seo; Ght. séo, sé; Goth. saivs. Den gamle Form Sæ findes i Stedsnavne som: Sæbø, Sæheim, Sævik (jf. Særvoll for Sævarvoll), og tillige i Personsnavne som Sæbjørn, Sæmund, Sævald. Formen Sjo findes videre udbredt i Dativet Sjonom (“Sjo’no”, Voss); saaledes
“paa Sjo’naa”, Sdm. og fl., dog hedder det oftere “paa Sjø’naa” (dvs. paa Søen), ligesom “or Sjø’naa” (op af Søen). Til Sjos (Sjøss): til Søen. (Egentl. til Sjoar). Sjoanne millom: fra den ene Fjord til den anden. (Søndre Berg.).

sjo, adj. sløv, mat; s. sljo.

sjoa, v.n. (ar), danne store Bølger, blive Søgang. “Dæ sjøar”. Brugt i de sydligste Egne. S. ogsaa sjoda.

sjoad, adj. beskaffen med Hensyn til Søen eller Farvandet; om Sted og Tid. Han var ikkje so sjoad (sjøa), som me vilde, dvs. der var for Øieblikket ikke saadan Vandstand, som vi ønskede. D’er høvelege sjoat (sjøa): det er passende Vandstand; ogsaa: det er føielig Strøm. (Nordl.). Hertil høgsjoad, laagsjoad, andsjoad, romsjoad, trongsjoad, hardsjoad. Jf. smaasjoad, storsjoad.

Sjoan, n. Søens Flytning imellem Flod og Ebbe; Tiden fra Ebbe til Flod, eller fra Flod til Ebbe. Nordl. i Formen Sjøan; i Lof. Sjøa, og nogle St. Sya. Tildeels ogsaa om Tiden fra Ebbe til Ebbe, el. Flod til Flod. Jf. Sjofall.

Sjoar-is, Sø-Iis; s. Sjois. – Den samme Form (Sjoar) ligger ogsaa til Grund for Sjøa-bur (s. Sjoburd), Sjøafall (Sjofall), Sjøatrøm (Sjotrøm).

Sjoarstad, n. Søens Standsning ved Flod og Ebbe; det Øieblik da Søen staar stille efter Stigningen eller Faldet. “Sjøastad”, Sdm.

Sjobeine, m. Sørede; s. Sjoreide.

Sjobløyta, f. Gjennemblødning af Søvand. Mange St. Sjøbløyte.

Sjobruk, n. Søbrug; Fiskerie.

Sjobud, f. Søbod, Pakbod ved Søen. Nogle St. Sjøbud, ogs. Sjaabu (Tel.).

Sjobunad, m. Udrustning til Søbrug; Sørede, Sømandsklæder, m. m.

Sjoburd (u’), m. Søgang, stor Bølgegang (som i Havet). I Nordl. Sjøbor; paa Sdm. Sjøa-bur (u’).

Sjobyrnad (y’), m. s. Sjoreide.

Sjobyrting (y’), n. et Slags Ørred med lys Farve. Sdm. (Sjø).

sjoda, v.a. og n. (syd, saud, sodet, o’), at syde. Inf. lyder sjoa, s joe, sjøde (ø’), sjøe, sy. Præs. syd’e, sy’e, sy. Supin. sode (o’), soe, søe. G.N. sjóda (sýd, saud, sodit); Sv. sjuda; jf. Ang. seoðan (Eng. seeth), Ght. siudan, T. sieden. – Betydning: 1) syde, koge, tillave ved Kogning. Mest brugl. i de sydligste Egne (jf. koka); andre Steder helst om en Ophedelse eller lind Kogning; f. Ex. sjoda Mjølk: ophede Mælken, saa at den begynder at koge. – 2) sveise, sammensmede adskilte Stykker Metal til et heelt. Sjoda ei Øks: sveise Stalet sammen med Jernet til en Øxe. – 3) v.n. syde, være i sydende Tilstand, i Opkog. Det var so heitt, at det saud. Figurl. bruse op, komme i Fyr og Flamme. (Sjoda upp). – 4) suse, bruse, give en Lyd som naar noget syder. Det syd fyre Øyrom. Han er so raa, at han berre ligg og syd i Gruva (om Ved). – 5) rende, løbe hastigt; vel egentl. flyve eller fyge med susende Fart. Han sau(d) av: han løb bort, forsvandt pludselig. Mandal, Hall. Nordl. Hertil avsoden (o’): bortløben, forsvunden. – Afledninger: Sod, Sode, Saud, søyda.

sjodande, adj. sydende; brusende. Som adv. rendende, løbende i fuld Fart. “Han kom sjøand”, Hall.

Sjodar, m. en Syder, Koger, Kok.

Sjoding, f. Syden, Kogning; Sveisning; ogsaa: en susende Lyd. (Afvig. Sjoing, Sjøding, Sjøing, Sying).

Sjodogg, f. Sødug (?). I Hard. en Sygdom, som undertiden angriber Køerne, naar de græsse ved Strandbredden.

Sjodraug, m. Gjenfærd, Spøgelse paa Stranden eller Søen. I Folkesagn.

Sjodriv (i’), n. Sødrev, Søvand som drives op i Luften af Storm. (Sjødrev).

sjodrukken, s. vatsdrukken.

Sjodune (u’), m. brusende Lyd af Søen i Stormveir. Sfj. (Sjødune).

Sjodyr, n. Sødyr.

sjofager, adj. vakker at see til paa Søen; om Fartøier. Sjelden. I Nordl. “sjøvakker”.

Sjofall, n. 1) Ebbefald, Afstanden imellem Flodmaalet og Ebbemaalet. Eit stort Sjofall: stor Flod og Ebbe; Springflod. Paa Sdm. Sjøafall, for Sjoarfall; G.N. sjóvarfall. – 2) Tiden fra Flod til Ebbe; den Stund da Søen falder. Jf. Sjoan.

sjofarande, adj. 1) søfarende. 2) om Veir. hvori man kan færdes paa Søen.

Sjoferd, f. Søreise; ogsaa Søfart. Mest alm. Sjøfær, dog lidet brugl.

Sjofisk, m. Søfisk, dvs. Saltvandsfisk (i Modsætning til Vatsfisk).

Sjofolk, n. Søfolk. Ofte ogsaa om Folk, som boe ved Søen.

Sjofugl, m. Søfugl; Svømmefugl.

sjofør, adj. skikket til at færdes paa Søen. G.N. sjófœrr.

sjoføra, v.a. gjøre reisefærdig (?). I Hall. “sjøføre”: jage bort, drive paa Flugten.

sjoga, v. suse; s. sjua.

Sjogang, m. Søgang, Bølgegang (i Havsøen). Mange St. Sjøgaang.

Sjogras, n. Græsvæxt i Søen; især Havbændel (Zostera); ellers kaldet Marlauk og Aalegras.

Sjogror, m. smaa Væxter paa Søbunden; ogsaa et Slags grønt Sliim i Søen.

Sjoham, m. Sømandsklædning. (I Spøg).

sjohard, adj. søhaard, aaben for Storm og Søgang; om Vei eller Sted. Der er sjohardt. (sjøhart).

sjoheilt, adj. n. frit for Sødrev. So lenge som det er sjoheilt: saa længe som Søen ikke
driver (= alt medan Sjoen ligg). Søndre Berg.

Sjohorv (?), f. (= Sjokrake), s. Krake.

Sjo-is, m. Iis paa Sø eller Søvand (modsat Vatsis). Mest alm. Sjø-is; ellers Sjøar-is, Sogn, og Sjoar-is, Voss. (Med tydeligt r).

Sjokalv, m. Meduse (= Gopla, Klysa). Helg i Formen Sykalv.

Sjokatt, m. en vis Fisk (= Havkatt, Haagylling). Trondh. “Sjøkatt”.

Sjokrek (e’), n. smaa krybende Sødyr.

Sjolaug, n. Søbad.

sjolaus, adj. frit svævende over Søen. Springa sjolaus: hoppe op over Vandfladen; om Fiske eller andre Sødyr. Hedder ogsaa: byksa sjolaust (el. sjølaust). B. Stift.

Sjolegd, f. Sølægd, Distrikt hvor Soldater udskrives til Sø-Tjeneste.

sjolegen (e’), adj. som har ligget i Søen; om Træ. (Mest alm. sjølegjen). Ogsaa: liggende paa Søen; især om Taage. Sjolegi Skodda: Taage som trækker sig ind fra Havet. (Sjøleia Skodde, Sdm.). Jf. G.N. sjálægr myrkvi.

Sjoleid, f. Søled, Vandvei.

sjoleides, adv. til Vands. Fara sjoleides: reise Søveien. Nordl. og fl. (sjøleies).

Sjolending, m. En som boer ved Søen.

Sjolett, m. s. Lett.

Sjolok (o’), n. Vandflade, Søens Overflade. Nhl. Nordl. I Sogn Sjologe (Sjølogje), s. Loge. Andre St. Sjoskorpa, f. Sjotrøm, m. oog Sjomaal, n.

sjoløypa, v.a. (er, te), krænge eller hælde en Baad, saa at Vandet strømmer ind i den. Sdm. (sjøløype).

Sjomann, m. 1) Sømand. Han er ingen Sjomann: han er ikke skikket for Sølivet. – 2) en Mand fra Søkanten. Rbg.

Sjomaal, n. Vandflade; ogsaa Havflade, Søfladens Høidepunkt.

Sjomerke, n. Sømærke.

Sjomige, m. Holothurie, et Slags Sødyr. (Sjømigje).

Sjon, f. 1) Syn, Øiesyn. Lidet brugl. Oftere Sjun, Nordl. Ellers Syn. G.N. sjón. – 2) Lysning i et Værelse; Leilighed til at see. Indh. i Formen Sjun. – 3) en Smule, noget som man knap nok kan see. Paa Sdm. Sjund.

Sjonaal, f. s. Tangnaal.

Sjonekkjing, f. Søens Standsning ved Flod eller Ebbe. S. nekkja.

Sjonskylna, s. Hjonskilnad.

sjonsleg (tækkelig), s. hjonsleg.

Sjo-orm, m. Søslange. (Sjøorm).

Sjo-orre, m. s. Havorre.

Sjorak, n. Prag; s. Rak.

Sjoreide, m. Søredskaber; Baade, Fiskergarn, Fiskesnører og deslige. (Mest alm. Sjøreie). Ogsaa kaldet Sjobunad, Sjobyrnad (Sjøbørna, Nordl.), Sjøbeine (Sdm.), Sjovelde (Shl.).

sjoreken (e’), adj. som har drevet længe omkring paa Søen; f. Ex. om Træ. Nordl. og fl. Mest alm. sjørekjen.

Sjorok (o’), n. Sødrev, Storm som opdriver Vand af Bølgetoppene, saa at Søen synes at ryge. Jf. rjuka.

sjorædd, adj. frygtsom paa Søen.

Sjosida, f. Søside; Strand, Kyst.

Sjoskade, m. Søskade; Havarie.

Sjoskorpa, f. = Sjolok. Sogn, Nordl.

Sjoslag, n. Slag i en Søkrig.

Sjosmak, m. Smag som af Søvand.

Sjostad, m. Søstad, By ved Søen.

sjostaden, adj. (om Fisk) som har staaet længe i Garn eller Vod i Søen (sjøstaen).

sjosterk, adj. søstærk, frisk paa Søen.

Sjostyvel (y’), m. Fiskerstøvle.

sjot, s. skjot.

Sjo-tre, n. Søvæxter som ligne Træ.

Sjotroll, n. Søuhyre, underligt Sødyr; ogsaa om Bløddyr (Mollusker) i Søen.

Sjotrøm, m.. Søens Overflade (= Sjolok). Paa Sdm. Sjøa-trøm.

Sjov, s. Snjo. – sjov, s. sjølv.

sjovan, og sjovand, adj. søvant.

sjovaat, adj. vaad af Søvand.

Sjoveder (-veer), n. Veir til at færdes paa Søen. (Jf. Sjovær).

Sjoveg, m. 1) Søvei, Vandvei. 2) Vei fra en Gaard til Søen.

sjoveik, adj. svag paa Søen, eller som let bliver søsyg. Modsat sjosterk.

Sjovelde, n. s. Sjoreide.

Sjoverk, m. Søsyge. G.N. sjóverkr. Kjenna Sjoverken: være søsyg. Nogle Steder siges “hava sjovondt”.

Sjovær (?), n. en Udfart paa Søen, en Fiskefærd. Dei gjorde tvau Sjovær: de gjorde to Udreiser (Turer), f. Ex. til en Fiskeplads. Nordl. Trondh. Sdm. Ordet er usikkert, da det oftere hedder Sjøveir og Sjøveer.

Sjovæta, f. Fugtighed af Sø el. Søvand.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   146   147   148   149   150   151   152   153   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə