Ivar Aasen Norsk Ordbog


skamslaa, v.a. (slær, slo), slaae fordærvet, eller til Skade; forslaae. – skamslegen



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə152/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   148   149   150   151   152   153   154   155   ...   221

skamslaa, v.a. (slær, slo), slaae fordærvet, eller til Skade; forslaae. – skamslegen (-slegjen): forslaaet, ilde tilredt.

skamsliten (i’), adj. yderlig forslidt.

skamstela (e’), v.a. (stel, stal), bestjæle grovelig. – skamstolen (o’): skammelig bestjaalen, ruineret ved Tyverie.

skamsterk, adj. frygtelig stærk.

skamstor, adj. usædvanlig stor, uhyre.

skamt, adv. kort (s. skam, adj.). “Han sat der skamt i fraa”, Landst. 202. Synes ellers ikke at være i Brug.

Skamtid, f. Tiden ved Vintersolhverv, de korteste Dage i Aaret. Nordl. Jf. G.N. skammdegi. Til skam, adj.

skamtjukk, adj. overmaade tyk.

skamveik, adj. yderlig svag.

Skank, m. 1, Skank, Been; s. Skonk.

Skank, m. 2, frossen Fisk. Nordl.

[Skans, m. Standse. T. Schanze.

Skansstokk, s. Skarnstokk.

Skant, m. 1) Maalekjæp, en Pind hvormed man undersøger Høidemaalet i et Kar (s. skanta). Sdm. Nordl. – 2) Maal eller Mønster til Klædningsstykker. Hard. Voss, Sfj. – 3) en tilhugget Kant paa Tømmerstokke. Tel. – 4) et afmaalt Stykke, en vis Deel eller Portion. Søndre Berg. og fl. Isl. skamtr. – 5) et vist forelagt Arbeide, et Pensum; saaledes: et Dagværk, Arbeide for en Dag. Indh. (Snaasen). Ligesaa: et foresat Stykke til at lære, en Lexe i en Bog, m. m. Voss og fl.

skanta, v.a. (ar), 1) afmaale, afpasse; især med en Maalekjæp (Skant). F. Ex. om at dele en Slump Mælk i flere Portioner ved at øse den af, idet man udfinder Maalet ved en Pind, som man holder lodret i Karret, og hvorpaa man har sat Mærker for Halvdeel, Trediedeel o.s.v. Sdm. og flere. Ogsaa i Nordl. om Udmaaling af Tran, m. m. – 2) jævne, beklippe, tage lidt af for at Tingen kan passe. Valders og fl. Ogsaa: uddele knapt, beregne smaaligt eller karrigt. Nordre Berg. – 3) tilhugge Tømmerstokke paa Kanterne eller Siderne. Tel. Jf. rydja, telgja.

skantad, part. afmaalt, nøie afpasset. Det var nett skantat: nøie afmaalt; saa knapt som muligt. B. Stift. Jf. Eng. scant, scanty: knap.

Skantebyte, n. Deling ved “Skantemaal”; s. skanta, 1.

Skantile, s. Skarntile.

Skanting, f. Afmaaling; Afpasselse.

Skap, n. 1) Skikkelse, Form, Figur. Meget brugl. Dei er like paa Skap, el. i Skapet: de ere lige med Hensyn til Skikkelsen. Saaledes: Fugleskap, Fiskeskap, Klodyrskap; Treskap, Baateskap osv. Jf. Skapnad. – 2) Orden, passende Forhold eller Beskaffenhed. D’er ikkje nokot Skap med det: det har ikke nogen rigtig Art. (Tildeels i de nordligste Egne, men hedder oftere Skapnad). Ein kunde ikkje koma fram med nokot Skap, dvs. paa nogen lempelig Maade, uden altfor stor Uleilighed. Sfj. og fl. (Jf. skapleg). – 3) Forbedring, Helbredelse, Restitution. “D’æ lite Skap mæ’ naa”: der er liden Forbedring med ham, han er ikke stort bedre end før. Jf. skapa.

Skap, m. Beskaffenhed. Kun i Sammensætning og som en Endelse for afledede Ord, f. Ex. Blidskap, Truskap, Skyldskap; Fiendskap, Daarskap, Gledskap; Rekneskap, Vinneskap o.s.v. I nogle Ord har det Begrebet af en Hob eller Samling, saasom: Buskap, Reidskap, Veideskap. I nogle hertil hørende nyere Ord er Kjønnet sædvanlig Neutrum; saaledes i Borgarskap, Formannskap, Sellskap og fl.

skapa, v.a. (ar; eller: er, te), 1) skabe, frembringe. Afvig. skaapaa, Gbr. og fl. Bøiningen noget usikker; maaskee mest alm. skaper, skapte (nogle St. skafte). Jf. G.N. skapa (med Imperf. skóp, skapadi og skapti). – 2) danne, forme, give noget en vis Skikkelse. Skapa til: tildanne, afpasse. Skapa um: omskabe, forvandle. – 3) forbedre, læge, helbrede (s. Skap. Vaar Herre skape honom! (Ønske for En som er syg). Sdm. Saaledes ogsaa i Formen skapast, v.n. forbedres, komme i bedre Stand; helbredes, komme sig efter en Sygdom. B. Stift (meget brugl.). Afvig. skaapaas, Gbr. Ork. Ellers: skapa seg: lave sig, udvikle sig osv. Skapa seg til: give sig et vist Udseende, en vis Mine. Skapa seg um: forvandle sig. Skapa seg galen: slaae sig gal, bære sig ad som i Galskab.

skapad, og skapt, part. 1) skabt, frembragt. (Nogle St. skaft). – 2) dannet, formet. Godt skapt: veldannet, vakker. – 3) beskaffen, skikket. “Eg veit ikkje kor d’æ skaft”, dvs. hvordan det er fat, hvorledes det har sig. Meget brugl. nordenfjelds. Jf. Skapnad.

Skapar, m. Skaber (om Gud). – Skaparmagt, f. Skabermagt. Skaparverk, n. Skabningen, Naturen.

Skapelon, s. Skaplund.

Skaping, f. 1) Skabelse, Frembringelse. Hedder oftere Skapelse, n. – 2) Tildannelse, Formelse; s. skapa.

skaplaus, adj. uformelig, uheldig formet.

skapleg, adj. 1) passende, bekvem, velskikket. G.N. skaplegr. 2) lempelig, rimelig; ogsaa: ordentlig, sømmelig, skikkelig. B. Stift, Nordl. – skaplege, adv. bekvemt, lempeligt, paa ordentlig Maade.


Skaplund (?), f. Skikkelse, Form. I Tel. Skaplone, f. andre St. Skapelon, f. og Skaplun, n. og m. (Sv. Dial. skaplun, og fl.). Maaskee kun en Tillempning af et fremmedt Ord; T. Schablone (see Weigand 2, 549).

Skapløysa, f. en utækkelig Skikkelse; ogsaa Uorden, uheldig Tilstand.

Skapnad, m. 1) Skikkelse, Form, Udseende. Meget brugl. Sv. skapnad. – 2) Beskaffenhed; Skik, Orden. Kvat Skapnad er no detta: hvorledes kan da dette forholde sig? (Jf. skapad). Eg fekk ingen Skapnad paa det: jeg kunde aldrig faae Skik paa det, faae det i rigtig Orden. Trondh. Nordl.

Skapning, m. Skabning, Kreatur; ogsaa: Naturen, Skabningen i det hele.

skapt, s. skapad.

skar, v. s. skjera og skada.

Skar, n. 1, Skjødning, Punkt hvor Enderne af to Stykker ere sammenfældede, især ved et Skraasnit (s. skara). Nordl. Om andre Betydninger, s. Skard.

Skar, n. 2, Tande, forkullet Deel af Vægen i et Lys, eller af en brændende Spaan (Spik). Temmelig alm. (Smaal. Berg. Nordl.). Jf. Snart. Isl. skar. Sv. Dial. skare, m.

skara, v.a. (ar), 1) sammenhobe i en tætsluttet Række; især om at lægge flade Ting saaledes sammen, at de enten staae paa Kant eller i en skraa Stilling, saa at hvert Stykke dækker en Deel af det nærmeste Stykke. Alm. i de vestlige og nordlige Egne. G.N. skara. – 2) skarre, sammenfælde Fjele eller Planker ved et Skraasnit i Kanten. Nhl. og fl. (Jf. skjerva). – 3) sammenrage Ilden paa Arnestedet, samle Gløderne i en Hob. Sæt. Tel. (Andre St. kara). Sv. Dial. skara. (Jf. Eldskora). – 4) klippe den udbrændte Tande af et Lys, pudse Lyset. Berg. Nordl. (Isl. skara). – 5) formindske, s. skarda. (Jf. skora). – Particip skarad: sammenfældet, tæt sammenstillet osv. Hertil maaskee Ordet Skarafylling, m. en Benævnelse paa Tiden forud for den sorte Død. Sogn (i Folkesagn). Ellers opfattet som “Skarda-Fylling”, da Sagnet siger, at alle “Skar” eller Bjergkløfter den Gang vare beboede.

Skard, n. 1) Skaar, Indsnit; Sted hvor et lidet Stykke er udskaaret eller bortfaldet; f. Ex. paa en Eg eller skarp Kant. Mest alm. Skar; ellers Skal (med det tykke L, som svarer til rd). G.N. skard; jf. T. Scharte, Nt. schard. – 2) figurl. Tab, formindskelse. Nordl. “D’er ikkje nokke Skar i dæ”: der er intet Tab ved det. (G.N. skard). – 3) en Bjergkløft, en Fordybning i en Fjeldryg eller imellem to Bjergtoppe. Alm. (Skar, Skal). Hertil mangfoldige Stedsnavne. Jf. Skor og Skora.

skarda, v.a. (ar), formindske, afknappe (= skjerda). Hall. (Udt. skara eller skale med tykt L).

Skardljos, n. Lysning fra en Fjeldkløft eller Dalmunding. Om visse Fiske siges at de gaae efter “Skarljoset” (Skarljøs’e), dvs. bevæge sig henimod det Punkt, hvor Horizonten er lavest. B. Stift.

skardutt, adj. fuld af Skaar eller Indsnit; ogsaa: ujævn, fuld af Kløfter, om en Bjergryg. (skarutt, skarette).

Skare, m. 1, 1) et Lag, en Række af sammenlagte Ting; især en tæt Sammenstilling, hvor den ene Kant berører den anden. B. Stift (s. skara). – 2) en Skare, en meget stor Hob. G.N. skari; T. Schaar.

Skare, m. 2, Skorpe paa Snee, et Lag af sammenfrossen Snee, fremkommet ved pludseligt Omslag fra Tøveir til Frost. Alm. Nogle St. Skara; i Ork. Skaaraa (jf. Skaa). Sv. skare. Paa Sdm. kun om en tynd Skorpe, som brister under Foden; ellers alm. om et tykkere Lag, som er stærkt nok til at gaae og kjøre paa. Jf. Hardang og Lettang.

Skareføre, n. det Føre, som indtræffer, naar Sneen belægges med en Iisskorpe.

Skarfjøl, f. Bænk i et Privet. Nfj.

Skarfora (o’), f. en Tordensky, Regnsky, Ndm. Romsd. (Dunkelt).

Skarhella, s. Skjerhella.

Skaring, f. Sammenfældning; tæt Sammenlægning; s. skara.

Skark, m. en gammel Hest. Tel. Ved Trondh. Skarre. Vel egentl. En som gaar slæbende; jf. skarka og skarra.

skarka, v.n. (ar), 1) gaae tungt og slæbende, som med en Byrde. Hall. Ogsa: slæbe med Vingerne el. slaae dem ned; om Fugle. Sdm. – 2) sagtnes i sine Bevægelser, blive svag eller affældig. Hard.

Skarka, f. 1) Frost, en frossen Skorpe paa Jorden (= Klake). Smaal. – 2) Tiden nærmest før Juul. Vald.

skarken, adj. svag, affældig. Hard.

Skarlak,n. Skarlagen. Ogsaa Skarlakan og Skarlakje (Landst. 336). G.N. skarlak, skarlat; T. Scharlach. (Fra Østerlandene).

Skarn, n. Skarn, Møg. Lidet brugl. G.N. skarn; Ang. scearn. Afvig. Skaarn, i Ordet “Skaarnskjul”, n. Privet i Fartøier. Nordl. Ellers i Sammensætning Skann og Skars (jf. Bars for Barns); saaledes “Skars Folk”: lumpne, ondskabsfulde Mennesker. Sdm. “Skars-or(d)”: skammelige Ord. Gbr.

Skarnfall, n. Rummet bag ved Baasene i en Kostald. Gbr. (udtalt Skannfall, Skamfall, Skamfæll).

Skarnstokk, m. en Stok eller Planke bag ved Baaserækken, lidt høiere end Staldgulvet. “Skannstokk”, Sogn, Vald. I Gbr.
Skarnfallstokk (Skamfællstokk). Ellers kaldet Pallstokk (Ork. Østerd.) og Sessetre (Sdm.).

Skarntile (i’), n. Staldgulv, Rummet imellem Baaserækkerne i Fæhuset. Østl. (Toten, Østerd. og fl.) i Formen Skantile (-tele). Paa Rom. Skantilju, f. Andre St. kaldet Fjostile.

Skar-oska (o’), f. klumpet Aske. Hall.

skarp, adj. 1) skarp, hvas; ogsaa: bidende, bitter, gjennemtrængende. G.N. skarpr. Jf. skjerpa. – 2) haard, knudret, ru; ogsaa om Jorden: stenig, gold, ufrugtbar. – 3) mager, indfalden, kjødløs; om Dyr. B. Stift. Ofte i Forbindelsen: skarp og skrinn. (G.N. skarpr).

skarpladd, adj. skarpladet; om Gevær.

Skarpleike, m. Skarphed.

skarplynd, adj. haard i Sindet. Tel.

skarpna, v.n. (ar), blive skarp eller haard; ogsaa: blive mager.

skarpskodd (oo), adj. skarpskoet.

skarpsynt, adj. skarpsynet; ogsaa: klog, skarpsindig. Lidet brugl.

Skarptroll, n. Insekt med haard, stribet Skal. (Carabus). Solør, Østerd. Indh. Andre Steder Skrupptroll, Skrukketroll, Skurk.

skarra, v.n. (ar), gaae sent og vaklende. Hard. (Jf. skarka). Ogsaa: kjøre sagte. Hall.

Skarre, s. Skark.

skarren, adj. svag, ussel. Nogle St. “skarn”. Ork. Jf. skarken.

Skarsøta, f. Entian (Urt). Nhl. Ogsaa kaldet Søta og Søterot.

Skart, n. Pynt, Stads; prægtige Klæder. Helg. G.N. skart.

skarta, v.a. (ar), pynte, udstaffere. Tel. (Sjelden).

skarten, adj. stadselig, prægtig. Tel. (Bugge, Folkeviser 48). Jf. skjerten.

skarutt, s. skardutt.

Skarv, n. 1, en nøgen Klippe, et Bjerg hvorpaa intet voxer. Søndre Berg. og fl. (Fl. Skorv). Især om stenige Høider paa Fjeldene. Tel. Hall. Gbr. Ork. Hertil flere Stedsnavne, f. Ex. Hallingskarvet. Jf. Skjerv og Svad.

Skarv, n. 2, en daarlig Tilstand (s. skarva); ogsaa: en daarlig, uduelig Ting (= Skrap, Brot). B. Stift. – I Forbindelse med et Subst. bruges en Form Skarve, i Betydn. daarlig, skrøbelig, slet; f. Ex. ein Skarve Baat, ei Skarve Kjerra, ein Skarve Gamp osv. (Jf. Skarve Ord, Landst. 736). Hører maaskee hellere til et andet Subst. Skarva, f. (Jf. Filla).

Skarv, m. 1, Aalekrage, Søravn (Phalacrocorax Carbo). G.N. skarfr. Skotske Dial. scarf. Tildeels kaldet Kvitlaaring. En mindre Art hedder Toppskarv.

Skarv, m. 2, en Stump, Endestump af en Fjel eller Planke. Ork. Nordl.

Skarv, m. 3, en daarlig Karl, en Stakkel; ogsaa en Slyngel, en slet Person. I Tel. ogsaa en Forøder, en Ødeland; s. skarva.

skarva, v.a. og n. (ar), 1) udjævne ved Tillæg eller Fradrag; liqvidere, opgjøre en Mellemregning, især efter et Skjøn eller med velvillig Eftergivenhed. Nordl. og fl. Eg vilde skarva med honom. (Jf. Sv. skarfva: fælde sammen). – 2) føre en skjødesløs Huusholdning, sløse, lade det gaae paa Slump. Tel. – 3) leve paa det uvisse, slide sig frem, slaae sig igjennem med Møie. Tildeels ogsa: skrante, være sygelig. B. Stift. Det skarvast av: det gaar paa en Maade; man lever som man kan.

skarvall, adj. skranten, skrøbelig. Sdm.

Skarvedom, m. Usselhed, daarlig Tilstand.

Skarveferd (-fær), f. Ufærd; ogsaa: slet eller lumpen Adfærd. Nordl.

skarveleg, adj. daarlig, skrøbelig, slet. Jf. Skarv, n.

skarven, adj. skrøbelig; ogsaa: skranten, sygelig. Sdm. Gbr. Vald. Hall.

Skarvestykke, n. Skalkestreg, slet eller lumpen Gjerning.

Skarving, f. Udjævning i en Mellemregning, Opgjør osv. s. skarva.

Skarv-ord, n. fornærmelige Ord, Sigtelser, Beskyldninger. Trondh. Nordl.

skarvutt, ajd. skrøbelig, daarlig. Trondh. (skarvaatt). Andre St. skarven, skarvall. Paa Jæd. skarvvoren (o’).

Skarøks, f. Tværøxe, Bødkerøxe. Nhl. og fl. Paa Sdm. Skarvøks. Jf. skara.

Skass, n. et arrigt Menneske, en Huustyran. Tel. Jf. Skjessa. G.N. skass: Troldkvinde.

Skat, n. Top-Enden af et Træ, eller Top og Grene tilsammen. Temmelig alm. (Jf. Skate). Sv. skate, m. Hertil Bjørkeskat, Fureskat, Granskat og fl.

skata, v.n. (ar), 1) blive smalere mod Enden, løbe ud i en Spids (ligesom en Trætop). B. Stift, Nordl. I Ork. skaataa. Det skatar att: det smalner af bagtil. Jf. spita, kvessa. – 2) samle “Skat”, hugge Top og Grene af Træer. – 3) stange, støde til med Spidsen. Hall. Det sidste maaskee for skota (o’), ligt hapa for hopa og flere.

Skata, f. 1, Rokke (Raja), et Slags Fisk. Alm. ved Havkanten. G.N. skata.

Skata, f. 2, Skade, en Fugl (= Skjor). Vald. Gbr. (Lesje). Sv. skata.

Skate, m. en Træstamme, et Træ uden Grene. Tel. (Jf. Skaata).

skaten, adj. smal i Enden. Nordl.

[Skatoll, n. Skab, Dragkiste. T. Schatulle, Ital. scatola.

Skatt, m. 1) Skat, aarlig Afgift til Staten eller Communen. G.N. skattr. – 2) en Samling af Penge eller kostbare
Ting. – 3) Klenodie, kostbar Eiendeel. (Sjeldnere).

skatta, v.n. (ar), betale Skatter.

Skattebok, f. Contrabog, hvori Qvittering for Skatter indføres.

Skattebonde, m. bosiddende Mand paa matrikuleret Jord.

Skattelikning, f. Udligning af Skatter.

skattfri, adj. fri for Skatter.

skattlagd, adj. belagt med Skat.

Skatvid (-ved), m. Smaaved af Træernes Top og Grene (Skat).

Skau(d), f. (m.), Forhud, Skede om Kjønslemmet paa Dyr, især Heste. Østl. Formen usikker, da man kun hører “Skau”, tildeels kun i Fleertal (Skauidn, Hall.). G.N. skaud. Vel egentl. et Hylster ligesom T. Schote (Frugtbælg). Ellers ogsaa kaldet “Skauhus”, Ork. og fl.

Skauda (?), f. en vis Hestesygdom med Hævelse i Forhuden (Skaud). Sdm. Ndm. i Formen “Skaue”. (Jf. G.N. skaudmígr).

Skaupa, f. en Øse, et skaalformigt Kar til at øse med. Rommerige, Solør. Sv. skopa; Nt. Schopen, Eng. scoop.

skaura, v.a. forøde, spilde. Nfj.

skaut (skjød), s. skjota.

Skaut, n. 1) Seilskjød, Hjørne paa et Seil, tilligemed det deri fæstede Reb. G.N. skaut (som ogsaa betegner Hjørne paa Dug eller Klæde). Sitja med Skaut og Vol (o’): sidde ved Roret og tillige passe Seilskjødet. Sdm. og fl. – 2) en Liinstrimmel under Kanten af en Hue. Nordre Berg. – 3) Hue af Linned; sædvanlig Hovedbedækning for en Kone. Hard. Voss og flere.

skauta, v.a. (ar), pynte med Hovedliin eller Skaut. Particip skautad bruges ogsaa om Dyr, som have hvid Farve paa Hovedet. I Hall. skaututt, f. Ex. om Køer.

Skaute, m. et tilføiet Stykke, en Forøgelse eller Udfyldning (= Skøyt). Brugt i Sammensætning: Vedskaute, Botnarskaute, Aarskaute. (Oftere Skaut).

skauv (stødte), s. skuva.

Skav, n. noget som er afskavet; f. Ex. Linskav. Især om Bark, som afskrabes til Foder.

skava, v.a. (skjev, skov, skavet), at skave. Inf. tildeels skaavaa, Gbr. Præs. sædvanlig skjæv (skjæv’e), egentl. skjev (e’). Imperf. skoov, Fl. skovo. Supin. skave, og i de nordlige Egne: skive (i’), skjeve, skjæve. G.N. skafa (skef, skóf, skafit); Ang. scafan, Eng. shave. – Særlig Betydning: 1) skrabe, afskrabe, f. Ex. Bark af Træer. Skava aat Buskapen: skave Bark til Foderhjælp. Jf. Skavl. – 2) jævne ved Skavning, afglatte eller polere Træ. Ogsaa: gnide, forslide ved Gnidning. – 3) uegentlig: skinde, udsuge, udpresse. Skava i Hop: skinde sammen, skrabe til sig. – Afledninger: Skjevel, Skova, Skjøva.

Skavank, m. Skade, Feil, Lyde. Sv. skavank. (Maaskee Skav-vank, dog hellere Skadevank). Jf. Vank.

Skavar, m. En som skaver; ogsaa: en Skinder, Flaaer.

skaven, part, skavet, skrabet; ogsaa forslidt eller skadet ved Gnidning. I de nordlige Egne: skivin (i’), el. skjeven.

Skavgras, n. Skuregræs; s. Skjefte.

Skaving, f. Skavning, Skraben; ogsaa Slid, Forslidelse, Svækkelse.

Skavl, m. 1) Skavejern, Redskab til at skave eller udhule med. Mest i de nordlige Egne. (Jf. Skjevla, Skjøva). Ogsaa brugt om Tænder (Skjæretænder). Han heve gode Skavlar: han er stærk til at gnave (bide, tygge). Sdm. Nordl. – 2) en Sneedrive, en sammendreven Sneehob med tilspidset Ryg eller Kant. Temmelig alm. G.N. skafl. – 3) en huul Sø, Styrtesø, en Bølge hvis Top danner en skarp Kant, som efterhaanden brækkes og styrter ned. Berg. Trondh. Nordl. G.N. skafl. Heraf skjevla.

skavla, v.n. (ar), 1) drive sammen; om Snee. 2) danne skarpe, nedstyrtende Bølger; om Søen. Nogle St. skjevla.

skavlutt, adj. sammendreven, opdynget; om Snee. (skavlet).

Skavvid (-ved), m. Træ til at skave Bark af. Smaal. og fl.

Skaa, (n.), n. i Forbindelsen: i Skaa, el. paa Skaa, dvs. skraat, skjævt, i hældende Stilling. Rbg. Tel. Østl. Helg. Maaskee egentl. Skaae, m. Isl. skái, á ská. Jf. skaa, adj.

Skaa, f. Skorpe, s. Skaan. I Ork. ogsaa om “Skare” paa Snee.

skaa, adj. 1) skraa, skjæv. Hall. Lidet brugl. jf. hyrneskaa og skaana. – 2) udsat for noget. Brugt i Sammensætning og helst i Neutrum; saaledes: vederskaatt (værskaatt), vindskaatt, vatsskaatt. Tel. Hall. Jf. G.N. herskár, vígskár. S. ogsa sko, og openskaar.

skaa, v.a. (r, dde), skaae, skikke (sig). Han skaar seg, som han vil: han raader sig selv. Sdm. og fl.

skaa, el. skaaa, v.n. (ar), gaae skraat eller til Siden, gjøre Bøininger paa Veien; saasom naar man roer imod Vinden. Ryf. Hard. Nordl.

skaabygd, adj. om en Baad: smal i Bunden, og derfor slingrende eller rank paa Søen. Nordl.

Skaadam, m. Dæmning, som bestaar af et skraatliggende Plankeværk. Østerd. og fl.

skaadaa, s. skoda.

Skaak (n.), Overhaand, Leilighed til at vinde. Eg fekk Skaak med honom: jeg fik en Leilighed til at sætte ham i Knibe, til at gjendrive ham. Sdm. Synes at høre til G.N. skák, eller skáktafl, dvs. Skakspil,
som ellers her hedder Skakk.

Skaak, f. (Fl. Skjæker), Skaglestang, en af de to Stænger som forbinde Kjøretøiet med Hestesælen. Temmelig alm., dog bruges tildeels ogsaa Skokul (Skokle) eller Tilla (Tindla). Sv. skakel (i Dial. skåk).

skaaka, v.n. (ar), halte, humpe. Sdm.

skaakaa, s. skaka. “skaakaaskytt”, adj. ustadigt, vaklende. Trysil.

Skaak-kolv, m. et Slags Hammel i Kjøretøi. Smaal.

Skaal, f. Skaal, lidet Fad; Drikkekar; ogsaa Vægtskaal. G.N. skál. Han slær ikkje si Skaal i Benken: han er lige saa lystig som nogen anden. Drikka ei Skaal med Laget: tømme et Glas med sit Selskab. Giva i Skaali (el. atti Skaal’i): give Brudegaver. Hertil Skaalegaava, f. Gaver som Bryllupsgjæsterne give Brudeparret (saa kaldede fordi de oplægges paa en Skaal).

Skaalblom, m. Ranunkelblomst. Rbg.

Skaalbrot (o’), n. en liden gammel Skaal; egentl. Stykke af en Skaal.

skaalda, v.a. (ar), skolde, rage haarene af Skindet; f. Ex. paa Sviin. Isl. skálda; Eng. scald. Maaskee ogsaa om at afrive Huden, s. Munnskaald.

Skaalding, f. Skolding, Afragelse.

Skaale, m. 1) et Skuur, et aabent Huus. Valders, Indre-Sogn. (Andre St. Skot og Skjaa). G.N. skáli: Huus, Stue. – 2) Fordør, Bislag; et Skjul ved Døren i Lader og Fæhuse. Mandal, Rbg. Smaal. Rom. – 3) en Stak eller Stabel af Løvkviste (Lauvskaale); maaskee Løvhytte. Sdm. (Norddalen). Jf. Skjæle og Skyle.

Skaalegaava, s. Skaal.

Skaalpund, n. et Pund (2 Marker). Mest alm. adskilt fra “Pund”, da dette sædvanlig betyder Bismerpund (24 Mk.).

skaaltom, adj. ganske tom, uden Ladning og Ballast; om Fartøi. Nordl.

Skaalvegt, f. Skaalevægt.

Skaameig, s. Skaarim.

Skaamur, m. en Muur med skraa eller hældende Side, saasom ved en Bro. Rbg.

Skaan, f. en haard Skorpe, f. Ex. af Ost; ogsaa Skover, fortørrede Levninger. Nedenæs, Hall. Nordl. I Hard. Skaa (“Nautaskaa”: tør Kokase). G.N. skán. Jf. skjæna.

skaana, v.n. (ar), 1) blive skjæv, el. skraa, hælde til Siden. Hall. (s. skaa, adj.). – 2) gaae skjævt, vende sig snart til den ene og snart til den anden Side. Buskr. Andre St. skjæna, s. skeina.

[Skaaner, m. Skonnert (Fartøi).

Skaanorm, s. Skolorm.

Skaanska, f. en stolt eller dristig Kvindesperson. Sdm.

Skaap, n. (og f.), et Skab, Forvaringsrum med flere Hylder. I de nordlige Egne Femin. (ei Skaap). Sv. skåp, n. Nt. Schap, Schapp.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   148   149   150   151   152   153   154   155   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə