Ivar Aasen Norsk Ordbog


Skaar, m. 1) Leehug paa en Eng, det bueformige Snit som man gjør med Leen i Græsset (= eit Ljaadrag). Hedder ogsaa Skaare



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə153/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   149   150   151   152   153   154   155   156   ...   221

Skaar, m. 1) Leehug paa en Eng, det bueformige Snit som man gjør med Leen i Græsset (= eit Ljaadrag). Hedder ogsaa Skaare. (Af skjera, skar). – 2) en Rad af saadanne Leehug; en Strimmel hvor Græsset er nedslaaet. Høyet ligg i Skaare: Høet ligger som det faldt for Leen, uden at være udjævnet eller “breidt”. Isl. skári; Sv. Dial. skår (Rietz 591).

skaara, s. skora. – Skaaraa,s. Skare.

Skaarboge (o’), m. Bøining paa den forreste Deel af en Lee, nærmest ved Odden. B. Stift (-bogje). I Ork. Skaarbog (oo).

Skaare, m. 1, en ung Maage. Nordl. Oftere Skaarung. G.N. skári. Maaskee ogsaa en Art af Maager, s. Havskaar.

Skaare, m. 2, Saltskover, indtørret Lage i Kar. Tel. (Vinje).

Skaargang, m. en Rad af Skaarer eller Leehug paa Engen. Ork.

Skaarim (i’), f. Sidetræ i en Slæde (noget indbøiet imod den forreste Ende). Sfj. Jf. skaa og Rim. Ogsaa kaldet Skameig. (Meig for Meid).

Skaarmaal, n. Agermaal, udmaalt Stykke for En, som skal skjære Korn. Toten.

Skaarung, m. 1) Maage-Unge, Maage som ikke endnu har faaet sin rette Farve. Lof. (jf. Skaare). Skotske Dial. scaurie. – 2) en ung Kammerat, En som er første Gang med paa en Søreise. Nordl. Hertil Skaarungtoll, m. en Beværtning f or Reiseselskabet af En som er med for første Gang.

Skaarøl, s. Skurdøl.

Skaat, s. Skot. – skaata, s. skota.

Skaata, f. 1) en rank Træstamme uden Grene; Stammen af et ungt eller halvvoxet Træ (tykkere end Stang, og tyndere end Stok), Nordre Berg. Sdm. (meget brugl.). Andre St. Raa, Ræja, Reksta, Slaata, Spira og fl. – 2) en afskaaren Spaan eller Skive; ogsaa en Skorpe. Hall.

skaataa, s. skota. – Skaataal, s. Skutel.

Skaaveg, m. en skraatløbende Vei i en Bakke; Vei som gaar opad i Svingninger. Nordl. Ork. og fl. Andre St. Snidveg.

Skaavegg, m. skraat stillet Plankevæg; for Ex. i en Dæmning. Østerd.

Skeid (Skjei), n. 1) Bane, Vei; Kjørevei imellem Agrene paa en Gaard, m.m. Jf. Renneskeid. Tel. Buskr. G.N. skeid. – 2) Løb, Fart; Veistykke som man tilbagelægger i eet Træk uden at hvile. “Han rodde ei Mil i eitt Skjei”. Østl. Sv. skede. – 3) Væddeløb; Kapridning. Sæt. Tel. “Fara te Skjeie” (til Skeida, gen. pl.): reise hen til et Væddeløb. – 4) en vis Tid, da man fordum samledes til Kapridning. Sætersd. s. Skeidhelg. “Fraa Jonsoko te Skjeie”: fra St. Hans Dag til Enden af August. – 5) en Tid i Almindelighed, et Tidsrum. Eit og annat Skeid: en og anden Stund. Østl. G.N. skeid. –
Det bemærkes at “skei” ogsaa i de følgende Ord lyder som skjei.

Skeid, f. 1) en Skee, Madskee (= Spon). Mest alm. Skjei; ellers Skjeid (Nfj. Sdm.) og Skji (Buskr.). G.N. skeid; Sv. sked. Vel egentl. en Spaan, og beslægtet med Skida. – 2) en Skeefuld, Portion som fylder en Skee. Grautarskeid, Supanskeid, Mjølkeskeid. – 3) en Fjel eller Skive; s. Vindskeid. I Særdeleshed: Hammel, Tværstykke imellem Skaglerne paa en Slæde. Gbr. Ogsaa: Foden eller Opstanderen forrest i en Plov. Gausdal. – 4) Væverkam, Rittet eller Kammen hvori Rendegarnet indskydes til Vævning. Alm. (Paa Østl. Skji). Ogsaa kaldet Vevskeid (Vævskjei). Sv. väfsked. – 5) Skede, Hylster; saasom Knivskeid (= Slidra). Sjeldnere. G.N. skeidir, pl. Sv. skida. (Ang. scæð, Mht. scheide). Om det sidste hører sammen med de forrige, er dog uvist.

skeida, v.n. (ar), løbe, rende, kaprende. “skjeie”, Hall. Jf. Skeid, n. Hertil hører vel ogsaa “skjeia ut”: løbe bort fra sin Tjeneste, skille sig fra sit Selskab osv. Hard. Tel. (Jf. skje).

skeida, v.a. (ar), indskyde Rendegarnet i Væverkammen (Vævskeden). Hertil Skeidekrok, m. en liden Krog, hvormed Traadene trækkes ind i Kammen.

Skeidbindar, m. Ritbinder.

Skeidblad, n. Skeeblad. Lyder som Skjeibla og Skjeiablad; paa Sdm. Skjeida(r)blad. Sammesteds ogsaa Skjeida(r)nebb, n. Spidsen af Skeebladet; og Skjeida(r)skaft, n. Skeeskaft.

Skeidbroder, m. Medstrider, Medbeiler i Væddeløb eller Kapridning. Tel. (Landst. 167).

Skeidfole (o’), m. Væddeløbs-Hest. Sæt.

Skeidhelg, f. en Tid da Folk samles til et Væddeløb. Sæt. og Tel. i Formen “Skjeihæg”. Ogs. kaldet Skeidsunnhelg (Skjeisunhæg), f. og Skjeidsunnbil (i’), n. Fordum en vis aarlig Fest. Den egentlige Skeiddag var den sidste Løverdag i August Maaned. Sæt. (Valle). S. Skeid, n.

Skeidlag, n. s. Skeidstokk.

Skeidmat, m. Skeemad, Søbemad.

Skeidskaap, n. Skab at sætte Skeer i.

Skeidslag, s. Skeidstokk.

Skeidstokk, m. en stærk Ramme, som omfatter Væverkammen i en Væverstol og tjener til at slaae Islætten fast. B. Stift. Ellers kaldet Skeidlag (Vald.), eller skjilag, n. (Smaal.Rom.), og Skeidslag, n. (Gbr.). I Trondh. Stift: Slagbord, Slagvol. (Sv. skedklofve).

Skeidsunnhelg, s. Skeidhelg.

Skeidtonn, f. (Fl. -tenner), en af Tænderne eller de tynde Spiler i en Væverkam. (Jf. Basma og Tjug).

Skeidvinnar, m. Vinder i Væddeløb.

Skeidvoll, m. Ridebane, Plads for Kapridning el. Væddeløb. Afvig. Skjeivodd, Sæt. Tel.

Skeik, m. en skjæv eller slingrende Gang; en Svingning til Siden. Hard. Ogsaa: en uordentlig, skjødesløs Person. Tel. Om Kvinder Skeika (Skjeike), f.

skeika, v.n. (ar), skeie, vige ud fra den rette Linie, gaae en skjæv eller kroget Gang. (Omtr. som skeiva). Hard. Tel. G.N. skeika. (Jf. Sv. skeka: skræva).

Skeim, m. Lune, Stemning; ogsaa: Opbruusning, Hidsighed. Sdm. Jf. Skime.

skeina, v.n. (er, te), flyve skjævt el. med afvexlende Hældning til Siderne; svæve fremad med visse Svinginger, som en Plade naar den kastes i Luften. Ryf. Ogsa paa Østl. (Rom.). Ellers i anden Form: skina (i’), Hard. og fl., skjene (ee), Smaal., skjæne, Tel. (Jf. skiva). I Shl. skjøyna: skjære skraat.

skeina (skjeine), v.a. (er, te), skjære i Huden, ridse, saare. Han hadde skeint seg i Foten. Sdm. Hall. og fl. G.N. skeina.

Skeina, f. Saar, Rift af et hvast Redskab. Sæt. og fl. G.N. skeina. Ogsaa: en Stribe (ligesom Skjengja). Tel.

Skeine, m. et Slags høit Græs, som voxer i Sumpe. (Carex vesicaria). Sdm. Ogsaa kaldet Skeinegras, dog lidet brugl.

skeinutt, adj. stribet. Tel.

Skeisa, f. Skøite, Jernsaale at glide med paa Iis. Mest i Fleertal. Ogsaa udtalt Skeissa (Skjeisse), maaskee opfattet som Skeidsa. Jf. Holl. schaats, Eng. skates.

skeiv, adj. skjæv, afvigende fra den rette Linie; ogsaa: vreden, fordreiet, forvendt. G.N. skeifr. Jf. skaa, skakk, vind.

skeiva, v.a. og n. (ar), 1) forvride, gjøre skjæv. Skeiva Skoene: gaae sine Skohæle skjæve. – 2) v.n. slingre, gaae i skjæv Retning; ogsaa: bevæge sig klodset, være ubehændig. Heraf Skeiv, m. og Skeiva, f. om en ubehændig Person. – 3) om Omstændighederne: gaae uheldigt. Det skeivar so til, at me koma for seint.

skeivast, v.n. s. skeivna.

Skeivferd, f. en uheldig Færd, Ufærd, Ulykke. Gbr. og fl. (Skjeifær). Ved Trondh. Skjefær. Jf. Uskeid (Oskjee).

Skeiving, f. skjæv Gang, Slingring.

skeivla, v.a. (ar), rive aflave, støde til noget saa at det bliver skjævt. Shl.

skeivleg, adj. uheldig, som gaar skjævt eller træffer uheldigt til.

Skeivling, m. Steen med skjæve Kanter. Nedenæs.

skeivmynt, adj. skjævmundet.

skeivna, v.n. (ar), blive skjæv.

skeivtent, adj. skjævtandet.

skeivøygd, adj. skjævøiet; ogsaa skelende.

Ski, s. Skeid og Skida.

Skibbaat, s. Skipbaat.


Skid, n. Skier, Sneesko (= Skida). Søndenfjelds (i Formen Skji). G.N. skíd; Sv. skid. Jf. Onder.

Skida, f. 1) et Stykke af kløvet Ved, et Træstykke, Brændestykke. Mest alm. Skjia, Skjie; i Nfj. og Sdm. Skjide. G.N. skída; Eng. shide, T. Scheit. – 2) Fjel, Planke, Stok. Mest i Sammensætning, som Beitskida, Aurskida, Grunnskida, Tilskida, Trodskida. (Jf. Vindskida). – 3) en Ski, Sneesko, lang Træsaale hvormed man kan gaae eller glide paa Sneen. (Jf. Skid). – Ordet synes nær beslægtet med Skeid og grunder sig vel altsaa paa et Stammeverbum skida (skeid, skidet), Mht. schíten, dvs. kløve. (Grimm, Gr. 2, 15).

Skidband, n. Baand eller Stroppe til Fodfæste paa Skier.

Skiddyrgja, f. s. Dyrgja og Skidfar.

Skidfang, n. en Favnfuld af kløvet Ved.

Skidfar, n. Spor efter Skier i Sneen. Hedder ogsaa: Skiddyrgja, f. Valders. Ski(d)ekkje, Indh., Ski(d)laam, f. Tel. Jf. Meidd og Slod.

Skidføre, n. passende Sneelag til Skiløbning. Mest alm. Skjiføre; paa Sdm. Skjidefør, f.

Skidgard, m. Gjærde af tynde kløvede Træstammer, sædvanlig opsatte i skraa Stilling og forbundne ved lodrette Pæle. (Mest alm. Skjigar’). G.N. skídgardr; Sv. skidgård.

Skidhals, m. den forreste opadbøiede Deel af Sneeskierne. Ogsaa kaldet Ski(d)brett, n. Østerd. og Ski(d)hav, n. Tel.

Skidhjell, m. et Rum under Taget, hvori Vedstykker oplægges til Tørring. “Skidejell”, Sdm.

Skidlad, n. en Stabel af kløvet Ved, Brændestabel. Mest alm. Skji-la; i Nfj. Skidelad.

Skidlengd, f. sædvanligt Længdemaal for Ved som ophugges til Brændsel.

Skidløypar, m. Skiløber (s. løypa). Skidløyping, f. Glidning eller Renden paa Skier. Ogsaa kaldet Skidrenning, f.

Skidstav, m. en lang Stav at styre med i Skiløbning.

Skidvid (i’), m. Ved som kløves til Brænde. Mest alm. skji-ve.

skifløytt, heelt bedækket; s. skirfløytt.

Skift, n. en Arbeidsstund (= Øykt). Østerd.

skift, part. skiftet; ombyttet; s. følg.

skifta, v.a. og n. (er, e), 1) skifte, dele, udskifte, f. Ex. en Arv; ogsaa: afdele, ordne i visse Afdelinger. Nogle Steder skipta, og skypta. (Søndre Berg.). G.N. skipta (skifta). – 2) omskifte, ombytte. Skifta Klæde: tage andre Klæder paa. Skifta Henderna: lade den ene Haand hvile og gribe til med den anden. Han skifte Literne (i’): han skiftede Farve, blev rød eller bleg i Ansigtet. – 3) v.n. afvexle, forandre sig, variere; f. Ex. om Lyd. Fløyta vil ikkje skifta, dvs. give de forskjellige Toner, som man ønsker. Det heve skift um: det har forandret sig. Me faa skifta paa: vi faae gjøre en Afvexling, komme med noget nyt. (Jf. byta). – skiftast, v.n. skiftes med en anden, omvexle, gjøre noget vexelviis.

skiftande, ajd. 1) omskiftende. 2) delelig, som kan skiftes.

Skifte, n. 1) Skifte, Deling af Gods, især Arv. Nogle St. Skipte. G.N. skipti. – 2) Omskiftelse, Ombytning; ogsaa Afvexling, Forandring. Vaka til Skiftes: vaage vexelviis, hver sin Stund. Gjera Skifte paa: afvexle, gjøre en Forandring. – 3) noget at ombytte med, et nyt eller andet Sæt, f. Ex. af Klæder. Han hadde ikkje Skifte: han havde ikke mere end een Klædning. – 4) et Skiftested, en Station paa en Landevei. Koma fram til Skiftet; stadna paa Skiftom osv. – 5) et Veistykke imellem to Stationer. Eit tungt Skifte til aa køyra. Sume Skifti køyrde han, og sume gjekk han. Østl. og fl.

Skiftebrev, n. Dokument om et Skifte.

Skiftebruk, n. Vexelbrug, Vexeldrift.

Skiftegard, m. Gjærde imellem to Gaarde. “Skiftesgar”, Vald. Jf. Skilgard.

Skiftegreida, f. Skiftevæsen; Skiftesager.

skiftelaus, adj. eensformig; monoton.

skifteleg, adj. omvexlende (= umskifteleg).

Skiftemøte, n. Skiftesamling.

Skifterett, m. Skifteret; ogsaa Skiftelove.

Skiftestad, m. Skiftested; Station.

Skifting, f. Deling; ogsaa Omvexling.

Skigar, s. Skidgard.

Skikk, m. og fl. 1) Skik, Brug (= Sed, Vis). 2) Orden, rigtigt Forhold (= Lag, Skap). Ogsaa: Tilstand, Forfatning. I denne Betydning ogsaa: Skikkelse, n. (Nyere Ord).

skikka, v.a. (ar), 1) skikke, ordne. Skikka seg: opføre sig. 2) beskikke, tilskikke. 3) afskikke, sende. Tydsk schicken.

skikkad, adj. skikket, dannet, formet; ogsaa: beskaffen (= skapad, lagad).

skikkeleg, adj. 1) ordentlig, forsvarlig, god nok. 2) rigtig, virkelig (i Modsætning til Billede eller Tegning). B. Stift. 3) retskaffen, veltænkende; ogsaa: artig, omgjængelig. – skikkslege, adv. rigtigt, ordentligt; ogsaa: tilfulde, tilstrækkeligt. – Nyere Ord ligesom de forrige. Jf. skapleg, lagleg, skilleg.

Skiku, s. Skytja.

Skil (i’), n. (og f.), 1) Adskikkelse, Skjelning imellem sammenstillede Ting. (Af skilja). Gjera Skil paa: adskille, skjelne. Faa Skil paa: faae Rede paa. Lyder tildeels som Skyl (y’), Sdm. og fl. G.N. skil. (Jf. Dagskil). – 2) Forskjel, Ulighed. D’er Skil paa dei tvo. Ofte ombyttet med det nye Ord “Forskjel”. – 3) Skjel, Skillepunkt. (Landskil, Markeskil, Vegskil). I Særdeleshed
om Skillerummet imellem Traadene i en Væv, eller den Aabning hvori Islætten skal indskydes. Afvig. Skyl (y’), f. Sdm. (Isl. skil). Jf. Skilstikka. – 4) Orden, Rede, Klarhed. Vera i Skilom: være i rigtig Orden; ogsaa: være ved fuld Sands, være ædru osv. “I Skilo”, Tel. Ogsaa med Begreb af Vished el. Sikkerhed. D’er Skil paa: det er klart, sikkert; ogsaa omtrent som: det er noget mærkeligt, noget usædvanligt. Lister, Jæd. Ryf. (I Hard. “D’er Forskjel paa”).

Skil (i’), f. 1) Skjel, Billighed, rigtig Deling. Gjera Ret og Skil. Lata alle faa ei Skil, dvs. en og samme Ret, el. lige meget. – 2) Fyldest, fuld Erstatning. Det gjerer god Skil fyre Pengarne: det er sine Penge værdt. Han gjorde Skil fyre Løni: han fortjente sin Løn. Lyder mest alm. Skjel (e’), men er egentlig samme Ord som forrige og udgaaet fra G.N. skil, n. pl.

skila (i’), adj. ærlig, retskaffen, skikkelig; ogsaa: dygtig, forsvarlig. Ein skila Mann: en brav, agtværdig mand. (G.N. skila madr). Nhl. og fl. (Lyder tildeels skjela). Egentlig Genitiv Fl. af Skil (altsaa ikke skilad).

skila (i’), v.a. og n. (ar), 1) skjelne, gjøre Forskjel, see eller kjende tydeligt. Sæt. (Af Skil). – 2) holde Takt eller Orden, gaae i jævne, stadige Skridt. Gbr. (i Formen skjela). – 3) gjøre Rede for sig, ordne sine Sager; saaledes ogsa: tilkjende eller give nogen en vis Eiendeel; testamentere, tilsige En noget. Nhl. Sogn, Sfj., ogsaa Smaal. og fl. Hedder ellers: skilja (Jæd. Shl. Gbr.) og skyna (Sdm.). G.N. skila: tilkjende, tildømme. – 4) tage Afsked, idet man bærer et Liig til Graven; tale for den afdøde eller paa dennes Vegne. Sogn. Jf. Skilmaala. – 5) gjøre Ophævelser, larme, skjælde. Nhl. – 6) gjøre Fyldest, have fuldt Værd. Sdm. i Formen skjela (e’). “Dæ skjela ‘kje fyre meir”: det er ikke værdt mere. “Baaten kosta mykje, men han skjela væl fyre dæ”, dvs. den var virkelig de Penge værd. S. Skil, f.

Ski-lag, s. Skeidstokk.

Skilblad, n. s. Skilstikka.

skild, part. skilt, adskilt; ogsaa: ordnet, afgjort, s. skilja. Afvig. skyld (y’), Sdm., skjuld, Tel. En anden Afvigelse er “skilder aat”, dvs. adskilt (ogsaa i Fleertal med tydeligt “r”). “Dei va skylder aat”, Sdm. “skilder at”, Smaal.

skildra, v.a. (ar), udsprede eller udhænge meget tyndt. Sdm. “Skildre Klæda utyve Staangj’a”. Ogsaa v.n. gaae meget tyndklædt. Nfj. Vel egentl. skil-ra, af skilja. – Forskjelligt herfra er det nye Ord skildra: aftegne, afmale; efter T. schildern, egentl. male Skjolde (Schilder).

skile (i’), tydeligt osv., s. skillege.

skilen (i’), adj. afgjort, bestemt. Tel. Brugt i Formen “skjile” (skilet, n.), som falder nær sammen med skilleg.

Skilgard, m. Gjærde imellem to Gaarde eller Udmarker. Østl. (Skilgar). Andre St. Skiftegard, Merkegard.

Skilgreida, f. Ordning, Udvikling, Rede i en Sag. Paa Sdm. Skylgreide.

skilja, v.a. (skil, skilde, skilt), 1) skille, adskille, sætte fra hinanden. Tildeels afvig. skylja (skylje), Sdm. og fl. I Tel. med Imperf. skjulde, Sup. skjult. Præs. skil, skil’e, skil’er; afvig. skyl’e (y’). Imperativ: skil, Fl. skilje. G.N. skilja (skil, skildi); Sv. skilja. – 2) skjelne, see tydeligt saa at man kan kjende det ene fra det andet. Nordre Berg. Det vardt so myrkt, at me skilde ikkje Vegen. “Han skyl’ ikkje te lese”: han seer ikke at læse. Sdm. (Jf. skila). – 3) afgjøre, afslutte en Sag. Skilja Trætta: dømme eller kjende i en Tvist. Ogsa: tilkjende En noget (= skila); bestemme, bevilge. Gbr. (skjølje). “Ho fekk dæ, som var skjølt ut aat’en”. – 4) upersonligt: være til Forskjel, gjøre Tingene ulige. Det skilde myket: det var stor Forskjel. D’er ikkje stort, som skil: der er kun liden Forskjel. Det skil seg: det kommer an pa, beroer paa; f. Ex. Det skil seg, kor han er lagad; det skil seg, um det er nytt elder gamalt, o.s.v. – 5) med Dativ: angaae, vedkomme. Det skilde meg inkje: det var mig ligegyldigt. Det skil ikkje honom: det kommer ham ikke ved. (I denne Betydn. overalt “skil”, ikke skyl). – Refl. skiljast (skilst, skildest): adskille sig, forlade hinanden. Skiljast fraa: tage Afsked fra. Hedder ogsaa: skilja seg.

skiljande, adj. delelig, som kan skilles.

skilleg, adj. 1) tydelig, klar, let at skjelne. Egentl. skil-leg (langtonet), i Smaal. skjili. – 2) rimelig, billig (skjellig). Mindre brugl. Nogle St. skjelug, skjelaug.

skillege, adv. tydeligt, klart. Sogn og fl. i forkortet Form skjile (i’); i Vald. skjele, paa Sdm. skyle (y’); f. Ex. “E saag dæ so skyle”. Jf. skilen (skilet). – 2) rigtig, virkelig, for Alvor. Valders. “Han va skjele sæl’e”: rigtig glad. “Ho syntest skjele godt um dæ”. Ogsa: ganske, just, netop. “Skjele yttast paa Pynten”: just paa den yderste Pynt. “Dæ va skjele som ein Skimt”: ganske som et Lyn. Vald. (meget brugl.).

Skilling, m. 1) Skilling, en liden Mynt. Ofte uforandret i Fleertal; f. Ex. Ein Dalar er hundrad og tjuge Skilling. – 2) en vis Jordskyld, som udgjør en Tolvtedeel af en “Laup”. Nhl. – 3) Penge i Almindelighed; f. Ex. hava Skillingar; vera kjær fyre Skillingen, o. s. v. Sædvanlig betonet: Skil’ing (i’) og mange Steder udtalt som Skjel’ing (e’), hvorved man maaskee har tænkt paa “skjela” (dvs. have Værd), see
skila (6); ialfald synes den langtonede Form at hentyde paa en Sammensætning: Skil-ling. Ordet er ellers meget gammelt. G.N. skillingr (dog ogsaa skildingr); Ang. scilling, Ght. schilling, Goth. skilliggs.

skillinglaus, adj. pengeløs. (Gbr. og fl.). Skillingløysa, f. Pengemangel.

Skillingsverde, n. Værdie for en Skilling.

Skilmaala, f. Afskedstale over et Liig, som bæres til Graven. Hall. s. skila, 4.

Skilmerke (kj), n. Skillemærke; Skilletegn. Ogsaa i Formen Skilmark, n. Tel.

Skilmun, s. Skilsmun.

Skilnad, m. 1) Adskillelse, Afsondring; ogsaa: Afsked fra et Selskab eller Samvære. G.N. skilnadr. – 2) Forskjel, Ulighed. D’er stor Skilnad paa deim. Mest alm. Skilna (Skjelna); afvig. Skylnad, Sdm. Skjølna, Gbr.

Skilning, f. 1) Adskillelse. Hedder ogsaa Skiljing. – 2) Skjelnen, klart Begreb. (Lidet brugl.). G.N. skilning.

Skilord, n. 1) Aftale, Afgjørelse. Nhl. Ryf. – 2) Betingelse, Vilkaar; ogsaa Forbehold. Tel. og fl. (Skilor, i’). G.N. skilord.

Skilrom, n. Skillerum.

skils (skjels), adv. afvexlende, paa forskjellig Maade. Gbr. Ogsaa som adj. “Han er so skjels”, dvs. usikker, ikke altid ligedan. Egentl. et Genitiv af Skil. Sv. Dial. skels: nogenlunde. (Rietz 585).

Skilsmann, m. Opmand, Voldgiftsmand. Gbr.

Skilsmaal, n. Skilsmisse. Lidet brugl.

Skilsmun (u’), m. Forskjel, noget som gjør Tingene ulige. Østl.

Skilspretta, f. s. følg.

Skilstikka, f. en Spile eller et Par Spiler, som ere indstukne i en Væv imellem Garnbommen og Syllerne for at holde Rendegarnet i bedre Orden. Rommerige. I Smaal. Skilspretta; andre St. Skilblad, paa Sdm. Skylblod (o’), pl.

[Skilt, n. Skilt, efter T. Schild.

Skilvange (gj), m. en Grændse, et Punkt hvor et vist Felt adskilles fra et andet. Tel. (Vinje). Jf. G.N. skilvangi: Bestemmelse.

Skilvegg, m. Skillevæg, Mellemvæg.

skilviseleg, adj. tydelig, klar, utvivlsom. Sfj. (Oftere som Adverb). G.N. skilvísilegr.

Skiløypar, s. Skidløypar.

Skime (i’), m. Opbruusning, Bevægelse; ogsaa Forvirring. Sdm. (Jf. Skeim). Vel egentl. Opflammelse. G.N. skimi: Glimt, Lysning. Jf. skimla, skimta.

skimla, v.n. (ar), 1) glimte, frembringe enkelte Glimt eller Blink; jage Fisk med “Skimlor”, s. Skimla. Shl. – 2) skele, vende Øinene skjævt. Hall. Hertil skimløygd, adj. skelende, skjævøiet. Trondh.

Skimla, f. en Fiskeskræmme, en hvid Fjel eller Plade, hvormed man støder i Vandet for at drive en Fiskestiim i en vis Retning. (Jf. Folkevennen 12, 172).

skimlutt, adj. lysplettet, broget med lyse Pletter. Gbr. Sdm. og fl. Nogle Steder skimblett’e. Jf. klaarskimlutt.

Skimt, m. Glimt, Blink af en ustadig Lysning. Ogsaa: et Lyn. (Toreskimt). Vald.

skimta, v.n. (ar), 1) glimte, give en flygtig Lysning. (Jf. skjoma). – 2) lyne, blinke af Lynild. Vald.

Skin (i’), Skin, klar Lysning; fornemmelig Solskin. (Nogle St. Skjeen, og Skjæn). G.N. skin. – 2) Glands, glindsende Udseende. Setja Skin paa: gjøre blank eller glindsende. – 3) Tørke, langvarigt klart Veir. Jf. Skinaar. – 4) Bissen, s. Skining.

skina (ii), v.n. (skin, skein, skinet, i’), 1) skinne, lyse; om Sol og Maane. G.N. skína (skein); Sv. skina (sken). Supin. sædvanlig skine (i’), el. skjene. – 2) glindse, glimre. Det skin i det: det glindser, der staar Glands af det. Jf. Han skin ikkje fyre det, dvs. han seer ikke ud dertil, hans Udseende lover ikke saa store Ting. B. Stift. – 3) fortørres af Solskin, indsvinde ved langvarig Tørke. Graset skein av: blev afsviet ved Tørke. Baaten skin sunder: bliver læk af Fortørrelse (ved at staae paa Land). Jf. forskinen. – Det skin av: det klarer op (efter Regn eller Taage); ogsaa: det fortørres (om Græs). Det skin yver: Solskinnet gaar det forbi (om et Sted som ligger lavt eller bortvendt fra Solen).


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   149   150   151   152   153   154   155   156   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə