Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə156/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   152   153   154   155   156   157   158   159   ...   221

skjota, v.a. (ar), 1) jage, drive, gjøre Jagt paa. Sdm. (Forskjelligt fra “skjøte”: skyde). Vel egentlig: paaskynde, af skjot, adj. Hertil Skjot, n. – 2) flytte, overføre; skydse. Trondh. Stift (skjøte).

Skjotar, m. Skytter; En som skyder. “Skjøtarfivel”, m. en stor Blodaare under Ryggen i Dyrene. Sdm. (Dunkelt).

skjotast, v.n. (skytst, skautst), 1) glippe, glide ud, komme ud af Fugerne. Kantarne hava skotest um: Kanterne have gledet forbi hinanden, ikke truffet sammen. Ogsaa: glippe, slaae feil. Det kann lett skjotast. Nordre Berg. (skjøtast), Nordl. (skytast). – 2) med “paa”: ligne, have nogen Lighed med. Trondh. Stift. “Han skyst paa Folkje sitt”. (Andre St. svipa, braa).

skjotfør, adj. rask, som farer hurtigt frem. Rbg. Tel. G.N. skjótfœrr.

Skjotgreida, f. Befordring for reisende Folk; Skydsvæsen. Gbr. (Skjotgreie). Saaledes ogsaa: Skjothest, m. Skydshest. Skjotkar, m. Skydskarl. Skjotkjerra, f. og Skjotslede, m. om Kjøretøi. Skjotvika (i’), f. en Uge, da Beboerne paa en Gaard skulle skaffe Skyds ved nærmeste Station. I Guldalen “Skjøtvuku”.

Skjoting, f. Skyden, Skydning; Fremdrivning; Afkastning; Pragning osv. s. skjota.

skjotleg, adj. rask, hurtig (= skjot). G.N. skjótlegr. skjotlege, adv. snarlig, i Hast. Tel. Lyder tildeels skjotsleg, skjosle’.

Skjotleike, m. Raskhed, Hurtighed. Tel.

skjotlynd, adj. hastmodig, hastig til Sinds. Tel. (skjoslynd’e).

skjotna, v.n. (ar), blive raskere.

Skjotskifte, n. Station paa en Landevei. Gbr. Ved Trondh. Skjøtskifte.

skjotsløg (el. -sløgd), adj. rask paa Haanden til at slaae el. hugge. Tel. (Vinje).

skjott (oo), adv. snart, hurtigt; pludselig. Rbg. Tel. G.N. skjótt.

skjotøgd, adj. skræmt, forskrækket. Sdm. Formodentl. af øgja: skrække.

Skjul, s. Skjol. – skjula, s. skyla.

skjulde, s. skilja og skylja.

Skjur (Fugl), s. Skjor.

skjur, s. styrd. – skjurna, s. styrdna.

Skjuss (= Skjot), s. Skyts.

Skjut, n. en Hoppe (= Merr). Helg. og Namd. dog mindre brugl. Egentlig en svensk Form.


Skjy, s. Sky. – Skjyle, s. Skyle.

Skjæk, s. Skjak. – skjæk, s. skaka.

Skjækje, n. Skagler og Hammel til en Plov. Vald. Tel. (Af Skaak).

Skjæl, f. Musling; s. Skjel.

Skjæl, m. en udvidet eller udadbøiet Kant; f. Ex. paa en Klokke. Tel. Om et andet Skjæl, s. Styl.

skjæla, v.n. (er, te), udvide sig imod Enden, have en bred Aabning (s. Skjæl). Tel. (skjæle). Maaskee af Skaal.

Skjæle, n. et Skuur, en aaben Sval eller Tilbygning. Ork. Af Skaale. Jf. Skyle.

Skjælpadd, s. Skjelpadda.

Skjæmd, s. Skjemd.

Skjæna, f. en tynd Skive. Tel. (Jf. Skaan).

skjæna, v.a. (er, te), fortørre, gjøre tør og haard. Sdm. Oftere skjænast: fortørres, især af Vind. Det skjænest upp.

skjæna, v.n. flyve skjævt; s. skeina.

Skjæning, f. Fortørrelse, Tørke. Sdm.

skjænt, part. fortørret, s. skjæna.

Skjær, n. den forreste Deel af Kjølen i et Fartøi. Nordl. (Maaskee Skjære, el. Skjer).

Skjær, f. 1) (Fugl), s. Skjor.

skjær, adj. passende til at skjære, moden til Afskjæring; om Kornet eller en Kornager. Af skjera (skaaro). Temmelig alm.

skjær, adj. (2), reen; s. skir.

Skjæra, f. 1) Sax, Redskab at klippe med. Nogle St. Skjære, m. G.N. skæri, n. pl. (Jf. Soks). 2) Eg, skjærende Kant. Sjelden, saasom i Navarskjæra. Om et lignende Ord, s. Skjera.

Skjæraks, s. Skjak.

Skjære, m. Eg, hvas Kant, f. Ex. Øksarskjære. Vald. – Ogsaa: en Sax (= Skjæra). Hall. Vald. Jf. Skjere.

Skjæring, s. Skjerding.

Skjærlina, f. et Slags Toug paa Fartøierne. Nordl. (Jf. Holl. scheerlijnen).

skjærna, v.n. (ar), modnes, blive moden (skjær); om en Kornager. (B. Stift, Tel. Østl.). Skjærning, f. Modning.

skjærr, s. skjerr. skjærre, s. skjerra.

Skjært, s. Stert.

[Skjæv, m. Høvedsmand. Fr. chef.

skjæv (skaver), s. skava.

Skjæva, f. en dunkel Stribe. Hall. (sjelden). Hertil skjævutt, adj. stribet, som har matte Striber af mørkere eller lysere Farve.

Skjæversott (?), f. Mavepine. Hall.

Skjø, f. en Kniv med smalt Blad (= Stingarkniv). Indr. (Sparbu). Maaskee for Skjøda el. Skjoda?

skjø, s. skjød. – skjøa, s. skjøda.

Skjøa, f. Tøffel, rummelig Sko, Rundsko. Tel. Vald. (Af Sko). Maaskee Skjøda; jf. G.N. skœdi, n. Skotøi.

skjød, adj. nærgaaende, dristig, glubsk; om Dyr, især Rovdyr. Hard. (skjø). G.N. skœdr: skadelig. Beslægtet med Skade.

skjøda, v.a. (er, de), gjøre Skade eller Afbræk; især om fremmede Kreature, som komme ind paa en Mands Jorder og opæde Græsset. Hall. i Formen skjøe, eller sjø (r, dde). Particip skjødd, Neutr. skjødt. Der er reint av-skjødt, dvs. afgræsset, ødelagt af fremmedt Fæ.

Skjøding, f. ødelæggelse, Afbræk af fremmede Kreature (= Avaat). Hall. (Skjøing).

skjødna, eller skjønna, s. stjorna.

skjøgla, s. skjegla.

Skjøkja, f. Skjøge, Hore. Vald. og flere. G.N. skœkja; Nt. Schoke. G. Sax. skók (Grimm, Gr. 2, 11). Skjøkjeferd (-fær), f. utugtug Færd eller Opførsel.

Skjøl, s. Skjol, Skjel, Skil, Styl.

Skjøldra, f. Bruskpladen i den nederste Deel af Brystet. Nhl.

Skjølla, f. Avne eller Hylster omkring et Korn; især paa Havren. Helg. Indh. (Jf. Skjellegras).

Skjølme, s. Skolm. – Skjølt, s. Skjelte.

skjøltra, v.n. rave, vakle; s. skjaltra.

Skjøltra, f. Stylte, Stigetræ at gaae med. Voss. (Mest i Fleertal).

Skjøma, f. et Skræmsel, Skrækkebillede. Tel. Maaskee for Skyma?

skjømeleg, adj. styg, afskrækkende. Tel.

skjøn, adj. dygtig, duelig; f. Ex. “ein skjøn’e mann”. Sdm. Formodentlig efter D. skjøn, T. schön (vakker). Jf. skjønt.

skjøna, s. skyna.

skjøns, (adv.) i Forbindelsen “paa skjøns”: skraat, skjævt, paa Skraa. Afvig. “paa skjønsk”, Nedenæs, ogs. “til skjøngs”, Hall. I sv. Dial. sköns. Eng. a scaunce: skraat. Jf. Skaa og skøyna. Hertil skjønsa, v.a. (ar), sætte i en skraa Stilling; skyde lidt tilside.

skjønt, adv. betydelig, ikke lidet. “D’æ skjønt lengje sia”: temmelig længe siden. Jæd. Lister. (Jf. skjøn).

skjønt, adj. n. (eller adv.), beskaffent. Brugt i Forbindelsen “so skjønt”, f. Ex. Er det so skjønt, at han vil det, dvs. hvis det er Tilfældet, eller hvis det forholder sig saa, at han selv ønsker det. Hall. Sdm. Ndm. Fosen. (Dunkelt).

Skjør, n. et Udfald, en Jagt efter noget (= Skjot, n.). “Gjer eit Skjør ette dei(m)”. Sdm.

Skjør, f. 1, et Vindstød, en Byge. Sfj.

Skjør, f. 2, Sved, Svedskum (paa Heste). Hall. Jf. Skyr. Om et andet Skjør, s. Skjor.

skjøra, v.a. (er, te), rense, rydde, feie, for Ex. et Gaardsrum; især om at bortrydde Dynd eller Mudder. Lister, Mandal, Rbg. Tel. (Jf. strenda). – Om et lignende Ord, s. skjerda.

Skjøra, f. en Hob af Gløder paa Ildstedet. Tel. Ogsaa kaldet Glodskjøra.

Skjøring, f. Ryddelse, Feining; s. skjøra.
Skjørt (Tandsyge), s. Skjol.

Skjøsler (?), pl. Straa eller Neg, hvoraf Kornet er udbanket. Smaal.

Skjøt, m. s. Skjot og Skutel.

skjøta, s. skjota og skøyta.

Skjøtarfivel, s. Skjotar.

Skjøva, f. et Skavejern (= Skavl). Sogn, Vald. Gbr.

skjøva, v.a. (ar), skave, skrabe med Skavejern. Sogn.

skjøyna, s. skøyna. – skjøyta, s. skøyta.

Skletta, s. Sletta. – sklia, s. skrida.

Sko, m. 1) Sko, Fodbedækning. Tildeels i en gammel Form: Skor (oo), Hard. Sæt. Hall. G.N. skór (skó). Dativ tildeels Skonom (Sko’naa). – 2) Beslag, Skoning; især Hestesko. Ogsa om Jernbeslag paa Stavnen af en Baad. Nordl. – 3) den nederste Deel af en Mølletragt (Teina). Sv. qvarnsko. Hertil Talemaaden: Det glyggjer i Sko, dvs. man seer Enden, det er snart færdigt; egentlig: Rummet i Mølletragten aabner sig, idet Kornet er næsten udløbet. (B. Stift). – Ordets Fleertal er vel rettest Skoar, men lyder sædvanlig “Sko” (Skor) og i bestemt Form “Sko’ne”.

sko, adj. graadig, meget begjærlig. Han er sko etter det. Tel. Num. Ogsaa: snagende, tyvagtig, tilbøielig til at rapse; især om Dyr. Hall. Buskr. Maaskee rettest: skod. Jf. skjød og Skot (oo), n.

sko, el. skoa, v.a. (r, dde), skoe, forsyne med Sko; ogsaa: beslaae, sætte Beslag paa. Jf. Skoning.

skobeitt, adj. hidsig, kamplysten. Vald.

Sko-bot, f. Istandsættelse af Skotøi.

Sko-brune (u’), m. Sved paa Fødderne.

Skod (o’), n. Beseelse, Betragtning. (Sjelden). Fara til Skods: reise ud for at see sig om. “Fara te Skass”, Ndm.

Skod (?), n.s. Skot (oo).

skod (?), adj. s. sko.

skoda (o’), v.a. og n. (ar), 1) beskue, betragte, see paa. Mest brugl. vest og nord i Landet. I Nfj. og Sdm. skode (o’); i Ork. skaadaa; andre St. skoa, skaa’; ogsaa: skøa, Hall. og ska’, Ndm. (sjelden). G.N. skoda; Sv. skåda. – 2) v.n. see efter noget, kige, vende Øinene til. Søndre Berg. ofte med Imperf. skodde (o’). Eg skal skoda etter det. Andre Steder glosa, skygna, stira osv. – Afvigende herfra er: skoa (oo), v.n. lyste, længes efter noget; ogsaa: snage, søge ivrigt. Tel. Buskr. Det sidste maaskee for skoda (oo), s. sko, adj.

Skodar (o’), m. Beskuer, Tilskuer.

skodd (oo), skoet, beslaaet; s. sko, v.

Skodda (o’), f. Taage, tykke Dunster som bedække Jorden og hindre Udsigten. Temmelig alm. (jf. Toka). Afvig. Skadda (Skadd’), Indh., Skodd, Shl., ogsaa Skoll, Mandal. (Sv. Dial. skadda, skådd). Formen Skadda er maaskee den ældste. (Jf. Goth. skadus: Skygge).

Skoddebakke, m. Taagemasse som viser sig paa den ene Side i Horizonten.

Skoddefloke (oo), m. en liden Taagesky. Ogsaa kaldet Skoddedott, og Skoddelopp, m.

Skoddefole (o’), m. Horsegjøg (= Humregauk). Sdm.

skoddefull, adj. taaget, uklar.

Skoddegyrja, f. Taageveir, indtrængende Taage fra Havet. B. Stift.

Skoddekov (oo), n. Luftens Formørkelse af Taage (= Myrkeskodda).

Skoddemusk, n. taageagtige Dunster.

Skoddestaal, n. en stor Taagemasse. Nordre Berg. Jf. Staal.

Skoddevind, m. Vind som medfører Taage fra Havet. I Nordl. “Skoddnoravind”: nordlig Vind med taaget Luft (= Humbakke).

Skodde-yr, n. Taageregn; s. Yr.

Skoding (o’), f. Beskuelse; Eftersyn.

Skodnad (o’), m. Betragtning; Beseelse. Ogsaa Skodning (o’), f. dog lidet brugl.

Sko-duk, m. en bred Kantning nedentil paa et Skjørt. B. Stift.

skofata, v.a. (ar), forsyne med Sko eller Fodtøi (Skofot). Sæt.

Skofot (oo, o), n. pl. Fodtøi, Sko og Strømper tilsammen. B. Stift, Rbg. Tel. Vald. Ork. Nogle Steder Skoføt. G.N. skóföt. Jf. Fot.

Skoft, n. 1, Stjert, Hale paa en Fugl. Østl. (Rom.). Maaskee egentl. en Dusk (s. Skuv). Jf. T. Schopf; Goth. skuft; Hovedhaar.

Skoft, n. 2, Hvilestund; s. skofta.

Skoft, pl. s. Skaft.

skofta, v.n. (ar), hvile ud efter et Arbeide; ogsaa gaae ledig. Mandal, Rom. og flere. Holl. schoften.

Skog, m. Skov, Mark som er bevoxet med Træer. G.N. skógr; Sv. skog. Til Skogs: til Skoven. (Ældre Form: til Skogar). Standa nokon paa Skog: holde En Stangen, gjøre ham Modstand. “Dæ kann ingjen staa ‘naa aa Skog”. Sdm. – I Sammensætning ofte Skogar (Skoga), f. Ex. Skoga(r)kime (i’), m. en liden Skovstrækning. Nordre Berg. skogarrakt, adj. skikket til at gaae i Skoven (om Køer). Nhl.

Skogbrand, m. Skovbrand. Nogle Steder Skogbrune (u’), m. og Skogverme, m.

Skogbruk, n. Skovbrug; Tømmerhugst. Afvigende Skogsbruk: Jagt, Skytterie. Østerd. (Trysil).

Skogbyte, n. Udskiftning af Skov.

Skogfall, n. Ødelæggelse paa Skoven.

Skogfoder (-foor), n. Løvfoder.

Skogfru, f. Skovnymphe, Ellekone. Helg. Ved Trondh. Skogsnerta.

Skoghage, m. Græsgang i en Skovmark. Nogle St. Skauhaga, Østl.


Skoghater, n. Smaa Skovdyr; Muus, Lemender og fl. Helg. s. Hater.

Skoghævd, f. Fredning og Opelskning af Skov. (Nogle St. ogsaa om den Gjødsel som tilføres Jorden af det forraadnede Løv).

Skogland, n. Skovland, Skovmarker.

skoglaus, adj. skovløs, blottet for Skov.

skogleides, adv. igjennem Skoven. “Fara skogleies”, Hall. og fl. (I Smaal. skauleies).

Skoglende, n. skovrige Marker, Skovegn. (Nogle St. Skoglenda, f.).

skoglendt, adj. skovbevoxet, skovrig.

Skoglid, f. Bjergside med Skov.

Skogløda, f. Hølade i Skoven eller Udmarken. (Skogaløde, Sdm.).

Skogløysa, f. Skovløshed, Skovmangel.

Skogmakk, m. et Slags Orm, som skader Skovene; Larven af Phalæna pini.

Skogmark, f. Skovmarker.

Skogmo, m. en skovbevoxet Flade.

skogolm, adj. omtr. som: dyrolm. Ork.

skograken (kj), adj. træt af lang Færdsel i Skoven. Østerd. Ogsaa med Begrebet: sulten, ligesom “skogsopen” i Nordl.

Skogrape, m. Skredbakke, bevoxet med Skov. Aaserall. Andre St. Skograbb.

skogrik, adj. skovrig, fuld af Skov.

Skogrime (i’), m. Skovstrimmel, smalt Skovpartie. “Skogrem”, Hall. Vald. I Østerd. Skogreve (?) “Skogrävä”.

skogrædd, adj. skovsky, bange for at færdes i Skoven. Nogle St. skogarrædd.

Skogrøme, n. Skovmarker. I Hall. Skogrymme.

Skogslætte, n. Engmark i en Skov.

Skogsmune (u’), m. Skovkant; s. Mune.

Skogsnar, n. en liden Skov. Smaal.

skogsopen (oo), s. skograken.

Skogstut, m. Angelik (Plante). Ork.

Skogteig, m. en Rude eller Strimmel i en Skov, et udskiftet Skovstykke. Nogle St. Skoga(r)teig.

Skogtroll, n. Skovtrold.

Skogtrøm, m. Skovbred, Udkanten af en Skov. Jf. Trøm.

Skogtykke (kj), n. liden tæt Skov. Tel.

Skogtyne, n. Ødelæggelse af Skov. Trondh.

Skogverme, s. Skogbrand.

Skogvokster, m. 1) Skovens Væxt eller Fremkomst. – 2) Grund hvorpaa der voxer Skov. Upp um Skogvokstren: op over Skovgrændsen, høiere end Skoven rækker. I Nordre Berg. Skoga(r)vaks, n. f. Ex. Ovanfyre Skogavakset: ovenfor Skovgrændsen.

skoia (?), v.n. (ar), skraale, støie; lee eller græde høit. Jæd. (Fremmed Form). Hertil Skoielaatt, m. Skoggerlatter. Paa Østl. Skoier, eller Skøier ((haardt k), m. en Skalk. Jf. Sv. skojare: Landstryger. Holl. schooijen: streife om; schooijer: Tigger osv.

skok (oo), rystede; s. skaka.

Skoka (o’), f. et Redskab at tilrede Liin med. (Af. skaka). Smaal. Rom. Nogle St. Skoko (oo), andre St. Skuku. – Om et andet Skoka, s. Uppskoka.

Skokk, m. Skok, Flok, stor Hob; f. Ex. af Kreature. Trondh. (Sv. skock).

skokka, v.a. vride (= skjekkja). Hall.

Skokka, f. Alchemille (Plante). Snaasen.

skokla (o’), v.n. (ar); humpe, gaae skjødesløst eller slæbende. Nordre Berg. Hall. Nordl.

Skoklar, pl. Skagler, s. Skokul.

Skoklut, m. Baand hvormed Sneesko (Truger) fæstes til Fødderne. Tel. (Udtalt Skokkluut).

Skokul (o’), m. Skaglestang (= Skaak). Tel. I Hall. Skukul. (G.N. skökull). Mest brugt i Fleertal (Skoklar) og betegner da især Plovdræt eller Skagler og Hammel til en Plov. Sæt. Tel. Hall. Vald. Ogsaa i Formen Skokle, Smaal. og flere.

Skol (o’), n. 1) Skyl, Strømning; f. Ex. af stærk Regn. Trondh. – 2) Skvulpen, Pladsken; saaledes Baareskol: Bølgernes Skvulpen. B. Stift.

Skol (o’), f. Skyllevand, Afskyl af Madkar; ogsaa ellers om blandet og ureen Vædske. B. Stift. (Isl. skol, n.). Jf. Skuler.

skola (o’), v.a. og n. (ar), 1) skylle, vaske. Hard. Nhl. Sogn. (Andre St. skylja). G.N. skola. – 2) skvulpe, pladske, give en Lyd som naar noget skylles. Det skolar i Flaska. Nordre Berg. Jf. skvala.

sko-laus, adj. som ikke har Sko.

Sko-leist, m. 1) Læst til Sko. 2) et Slags Fisk, s. Leist.

Skolfat (o’), egentl. Skyllevandsfad; Benævnelse paa et støiende, skoggerleende Menneske. Ligesaa: Skoltrog (o’), n. Sdm.

Skoll, Taage; s. Skodda.

skolla, v.n. (er, te), synes, vise sig, see ud til noget. Rom. Det skoller for det: det seer ud dertil. Det skoller blankt: det glimrer. – Ogsaa: rage høit op, skrolle, see stort ud eller optage et stort Rum. Smaal. Rom. og fl. I svenske Dial. skulla.

skollutt, adj. 1) skaldet, haarløs. Trondh. (skollaatt). G.N. sköllottr; Sv. skallig. – 2) kuldet, hornløs (= kollutt). Indr.

Skolm, f. 1) Kløft, Aabning; især: Kjæft el. Mund (spotviis). Hard. “Faa Skolmæ paa Gaang”: komme i Gang med at vrøvle eller skjælde. – 2) Muslingskal (= Skjel). Hall. (Hoel). – 3) Frugtbælg, Frøhuus; f. Ex. paa Ærter. Hall. Voss, med Fleertal Skjelme(r), vel egentl. Skalmer (G.N. skalmir). Hedder ellers: Skolma, f. Sogn, Ork.; Skalme, f. Sdm. Skjelme, Smaal. Tel. (Tinne), Skjølme, f. Tel. (Hvidseid); Skjelm, m. Gbr. Jf. Skalmegras.

skolma, v.a. (ar), udhule, gjøre huul eller dyb. Skolming, f. Huulning eller Indsnit
paa begge Sider af en Tømmerstok i Nærheden af Hjørnefugen. Nfj. og fl. Jf. Navehogg.

Skolmejarn, s. Skolpejarn.

skolna (o’), v.n. afskjælles, falde af; om Skal eller Hud. Østerd. (Aamot).

Skolorm (o’), m. Skolopender, Tusindbeen. B. Stift og fl. Ellers Skaanorm, Sæt. Buskr.

Skolp, m. 1, en liden udhulet Blok eller Træflaske, hvori man bærer Hvæssestenen, naar man slaar Hø. Ryf. Jæd. Afvig. Skopp, Tel. Andre St. Brynestokk. Jf. Skolpejarn.

Skolp, m. 2, Indbygger af Havkysten eller Fiskeværene i Nordland. (Formodentlig et Øgenavn). Ogsaa det samme som Vatsskolp, dvs. Kabbeleie (Plante). Senjen. Hertil Skolpekaapa, f. Kabbeleiens Blade.

Skolpejarn, n. Huuljern, Træskojern; et Redskab til at udhule med. Trondh. I Vald. Skulpejenn; paa Sdm. Skolmejarn. Paa Østl. skal det ogsaa hedde Skolp, m. G.N. skolpr (?).

Skolt, m. Hjerneskal, Pande: især paa Dyr. Alm. G.N. skoltr. Jf. Skjelta og Skalle. Ogsaa om en Klippe eller Bjergknold. (Bergskolt).

Skoltrog, s. Skolfat. – skolv, s. skjelva.

Skolveita (o’), f. en aaben Grøft eller Rende. (Modsat Holveita). Sdm.

Sko-løysa, f. Mangel paa Sko.

skom, s. skum. – Skom (o’), s. Skam.

Skomakar, m. Skomager.

skona (oo), v.a. (er, te), skaane, spare. Ikke meget brugl. Sv. skona.

Skoning, f. Beslag, Beklædning med en Plade eller deslige. Egentl. Forsyning med Sko. Sv. skoning.

Skonk (o’), f. (Fl. Skjenker), Laar; Laarbeen. Søndenfjelds. Sædvanlig udtalt Skaank, Fl. Skjænk’er (i Hall. Skønk, Skjænk’a). Nordenfjelds: Skank, m. Sv. skank, m. Eng. shank.

skonsamleg (oo), adj. skaansom, lempelig; ogsa: billig, rimelig. Hall.

skonvara (oo), v.n. speide, røre og rode i noget for at besee det. Sdm.

Skopp, m. 1, Skal, f. Ex. paa Korn. Smaal. (Jf. T. Schuppe). I Buskr. Skoppa, f. Vingedække paa visse Insekter. Skoppetroll, n. Bille, vingedækket Insekt.

Skopp, m. 2, Brynestok; s. Skolp.

Skor (o’), f. 1, Huulning, Indsænkning. I Særdeleshed: 1) Afsats i en Bjergside, en liden Flade under en steil Klippe. B. Stift, Hall. Vald. og flere. G.N. skor. Ogsaa om en større Flade ved Foden af et Bjerg. Søndre Berg. og fl. Hertil adskillige Gaardsnavne, sædvanlig skrevne “Skaar”. – 2) en langstrakt Huulning, omtrent som et Bækkeløb med Bakker paa begge Sider. Tel. Tildeels med Fl. “Skarir”, altsaa opfattet som et gammelt “Skør”.

Skor (o’), f. 2, en Skammel (= Fotskor); ogsaa et Fodtrin, et enkelt Trappetrin, saasom paa Siden af en Seng. Nhl. Hall. og fl. G.N. skör.

Skor (o’), f. 3, en Støtte; s. Skorda.

skora (o’), v.a. (ar), 1) sætte Skurer paa, gjøre Indsnit i. Hertil Talemaaden “Skora paa Horni”, dvs. vise Tegn til Alderdom (egentl. om Gjeder, som med Alderen faae flere Skurer paa Hornene). – 2) sætte Mærke for et vist Tal; f. Ex. for hvert Snees (Tjug) ved Optælling af Fisk. Nordl. Jf. Skorkjevle. – 3) hugge, afhugge en Træstamme; eller egentl. gjøre Indsnit med en Øxe. Skora sunder ein Stokk. Temmelig alm. Afvig. skaaraa, Rom., skara, Ndm. G.N. skora. Jf. Skorspon, Skorøks. Om et andet “skora”, s. skorda.

Skora (o’), f. 1, Skure, Skaar, Indsnit. F. Ex. om de enkelte Mærker paa en Stangvægt eller Bismer; saaledes Vaagskora: den Skure som betegner en Vaag (36 Pund). Det ligg i same Skora: det staar endnu i samme Stilling, der er ikke blevet mere af det. Afvig. Skoro (oo) og Skuru, Gbr. Ork. Ellers temmelig alm. (G.N. skor). Ofte ogsaa om en naturlig Fordybning, som ligner en Skure.

Skora (o’), f. 2, Kjedelkrog (= Skjerding). Rbg. Tel. (Mest i Fleertal). Ogsaa Smaal. og Rom. i Formen Skore (oo), el. Skole (tykt L), altsaa formodentlig beslægtet med Skard (ligesom Skjerding) og maaskee et gammelt Skarda (Skørdu). – Hertil vel ogsaa Plantenavnet Skora (oo): Hvidtidsel (= Kviteblad). Shl. (Sigtende til Bladenes “Skard” eller Indsnit). Hos ældre Forfattere “Skore”: Scabiosa. Jf. Sv. skärda, og D. Engeskjær: Serratula.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   152   153   154   155   156   157   158   159   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə