Ivar Aasen Norsk Ordbog


Sløkkjar, m. en Slukker; Brandsvend. Sløkkjevatn



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə163/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   159   160   161   162   163   164   165   166   ...   221

Sløkkjar, m. en Slukker; Brandsvend.

Sløkkjevatn, n. Slukkevand.

Sløkkjing, f. Slukning; Dæmpelse.

Sløng, s. Sleng. slønga, s. slenga.

Slør, n. 1, tynd og fiin Dug; især om Tørklæder. Hall.

Slør, n. 2, rum Vind for Seiladsen, Medvind, Bør. Ryf. og fl. Sv. slör.

sløra, v.n. (ar), 1) om Søen: bevæge sig langsomt eller i svage Bølger. Nordl. – 2) søle, være seenfærdig eller skjødesløs. Sdm. (Jf. Isl. slóra). Hertil Sløra, f. en skjødesløs Kvinde.

sløsa, v.n. (er, te), sløse, ødsle med noget. Østl. Sv. slösa.

sløskodd, s. sljoskodd.

Sløsn (el. Sløsen), s. Slysna.

Sløya, f. 1) en lang og slunken Figur (omtr. som “Sloe”, s. Slode). Tel. – 2) en skjødesløs Person; ogsaa en utugtig Kvinde. Nordl. (Sv. Dial. slöja).

Sløykja, f. s. Sløkja.

sløyma, v.n. (er, de), standses i Modningen, svækkes, blive svang; om Kornsæd paa Ageren. Tel. En anden Form sløysa (sløyse) skal bruges paa Hedemarken. (Jf. sløg). Sv. Dial. slöjm og slöjmsäd: svangt Korn. Skotsk sloom: visne, fordærves.

sløysa, v.n. s. sløyma.

Sløysa, f. en skjødesløs Kvinde (omtr. som Sløra). Sdm. Jf. slurva.

Smak, m. Smag, den Fornemmelse som noget foraarsager, naar det indføres i Munden. I Tel. Smok (o’). Sv. smak; Eng. smack. Ogsaa noget at smage. Ein liten Smak: en liden Ret, som er mere for Smagen end til Mættelse.

smaka, v.n. og a. (ar), 1) smage, have en vis Smag; f. Ex. Det smakar søtt. (Imperf. nogle St. smakte). Afvig. smaakaa, Gbr. Sv. smaka. – 2) smage paa noget; ogsaa: nyde noget af. Eg fekk ikkje smaka det. Han skal ikkje smaka det: han skal ikke faae en Bid deraf. – Hertil Smakebite (i’), m. liden Portion til at smage paa. Smakesup, m. liden Drik, som man nyder for at kjende Smagen.

smakande, adj. 1) smagende. 2) værd at smage. Det var ikkje smakande: man burde ikke engang smage paa det.

smakekjær, adj. nysgjerrig efter at smage paa noget.

smakka, v.n. (ar), smække, smælde, give en smækkende Lyd. Smaal.

smakla, s. smukla.

smaklaus, adj. smagløs, flau.

smagleg, adj. smagelig.

Smakløysa, f. Smagløshed, Flauhed.

Smal, n. (m.), Larm, Smælden; s. smala.

smal, adj. smal, ikke bred; om en Flade el. flad Ting. (Jf. grann). Sv. smal; Ang. smæl, Goth. smals (liden). Nogle Steder i Femin. smol (o’). Hard. – Sjeldnere i Betydning: knap, utilstrækkelig. Hertil Udtrykket “Smale-Hans” (el. Smalhans) med samme Brug som i Svensk og Dansk.

smala, v.n. (ar), smælde, knage, knitre. Østl. og Trondh. Afvig. smaalaa, Gbr. (Sv. Dial. småla. Rietz 637).

Smale, m. 1, Flok, Hob, Mængde. Østl. “Ein heil Smala”: en heel Hob. Smaal. Sv. smale.

Smale, m. 2, Smaafæ, Faar og Gjeder. Berg. Trondh. Nordl. (Andre St. Smædd, Smæe, Smaalog, Fenad). Ogsaa blot med Betydningen: Faar (= Sauder), dog kun i nogle Egne (Nhl.), medens det derimod almindeligst omfatter baade Faar og Gjeder (Saudsmale og Geitsmale) i Modsætning til Storfæ (Naut); f. Ex. i Forbindelsen “Bu og Smale”, s. Bu. G.N. smali: Besætning af Fæ; ogsaa Smaafæ. Sv. Dial. smale: Smaafæ.

Smalebeist, n. Faar eller Gjed (Buk eller Væder). B. Stift. Oftere: Smalekrøter, n.

Smalebeite, n. Græsgang for Smaafæ.

Smalefall, n. Krop af Faar eller Gjed. (S. Fall).

Smalefjos, n. Stald for Smaafæ. Nogle St. Smaleflor, m. Sfj. og fl.

Smalekjøt, n. Kjød af Smaafæ. (I Nhl. “Smalakjøt”: Faarekjød).

Smalelim (i’), m. Laar eller Bov af Smaafæ (Faar, Gjed).

Smalemark, f. = Smalebeite.

Smaletad, n. Gjødsel (Møg) af Smaafæ. Nogle St. Smaletalle; Smalemel (e’), m. (Sdm.).

smalka, v.a. (ar), fortynde, gjøre smalere (af smal); ogsaa: tilskjære med Kniv. Rbg. Jf. smukla. – Mere brugl. i Formen smalkast, v.n. smalnes, blive smalere; ogsaa: indsvinde, aftage, f. Ex. om en Hævelse. Sogn, Shl. og fl.

small, knaldede; s. smella.

Smal-legg, m. = Grannlegg. Østl.


smalna, v.n. (ar), blive smal.

smatt, smuttede; s. smetta.

smatta, v.n. (ar), smaske, smække med Munden, idet man æder eller smager paa noget. Smatting, f. smaskende Lyd.

Smaug, s. Smog. – smaug, s. smjuga.

smausa, v.a. lure, liste noget bort. Hall. Hertil Smaus, n. (?). I Smauso(m): i Smug, hemmelig.

smaa, adj. 1) smaa, bestaaende af smaa Dele eller Stykker; om en Mængde, f. Ex. smaa Fisk, smaatt Korn, smaatt Lauv, smaa Skrift osv. G.N. smá’r. Hertil Kompar. smærre, Superl. smæst; f. Ex. smærre Skog; smæste Sanden. – 2) liden, ikke stor. Bruges mest i Fleertal, hvor det træder i Stedet for det manglende Fleertal af “liten”; f. Ex. smaae Gutar; smaae Born. Formerne smaae (m. og n.) og smaa’a (f.) høres dog kun tildeels tydeligt. Søndre Berg. og fl. – 3) ubetydelig, ringe; ogsaa: svag, mat. Smaa Vinning; smaatt Arbeid; smaatt Regn; smaa Sjo (liden Søgang). – 4) knap, trang; daarlig; om Omstændigheder. D’er smaatt med deim: det er knapt for dem; de have lidet at hjælpe sig med osv. – 5) smaalig, knap, karrig; om Personer. Han er so smaa av seg. – I Sammensætning med Verber betegner “smaa” lidet, sagte, i mindre Grad, f. Ex. smaalæja, smaaspringa. I andre Forbindelser træder det i Stedet for litet eller liten, da dette sidste ikke gjerne bruges i Sammensætning.

Smaabaara, f. Smaabølger; en ubetydelig Søgang.

Smaabaat, m. en af de mindre Slags Baade.

Smaaborn (o’), pl. Smaabørn. Sjeldnere i Eental: Smaabarn, n.

Smaabraud, n. smaa Kager, Kringler, Tvebakker og deslige.

Smaabrigde, n. ubetydelige Afvigelser, Nuancer. Tel. og fl.

smaabroten (o’), adj. 1) brudt i smaa Dele. 2) s. smaaleitt.

smaabrugden, adj. s. smaaleitt.

smaabrynt, adj. som har smaa eller lidet fremstaaende Øienbryn.

smaabunden, adj. om Garn eller Vod: som har smaa Masker.

smaabytt, adj. deelt i smaa Parter, f. Ex. om Jord-Eiendom.

smaadriva, v.n. drive el. fyge smaat.

smaaekst, adj. som har smaa Ax.

smaaelt (ee), adj. faldende i smaa el. korte Byger; om Veiret.

smaaeten, adj. smaatærende.

Smaafe, n. Smaafæ (= Smale). Oftere Smaafenad. (Paa Helg. Smaafana).

smaafeld (el. smaafelt), adj. spagfærdig, maadeholden. Hard. Jf. storfeld.

smaafengen, adj. 1) liden, ubetydelig. Nogle St. smaafengt. – 2) knap, karrig, som giver lidet. Sdm. (smaafingjen).

smaaferdig, adj. seenfærdig, som arbeider seent. Smaal. (smaafærig). Hedder ogsaa smaaforug (o’) og smaafurug, Hall. – Smaaferding, m. en seenfærdig Person. Smaal.

smaafingrad, adj. 1) som har smaa Fingre. 2) karrig, gnieragtig.

Smaafisk, m. Fisk af mindre Størrelse, eller af de mindre Arter.

smaafjellad, adj. om en Landstrækning, som har smaa Fjelde.

Smaaflygje, n. 1) smaa flyvende Insekter, Myg og fl. – 2) Smaating, Bagateller. Østl. Oftest udtalt Smaafly; s. Flygje.

Smaafolk, n. 1) mindre formuende eller mindre anseede Folk. – 2) Børn. Der er komet Smaafolk i Huset: de have nylig faaet et Barn.

Smaafrost, n. ubetydelig Frost.

smaaful, adj. noget listig el. snedig.

smaaføtt, adj. smaafodet, som har smaa Fødder.

Smaagarn, n. mindre Fiskergarn.

smaagiven, adj. som giver lidet.

Smaagjenta, f. Pigebarn.

smaagjord, adj. fiint udarbeidet; sammensat af smaa Dele osv.

smaagløgg, adj. nøieseende, nøiagtig i Smaating.

smaagrann, adj. nøiagtig, punktlig.

smaagraata, v.n. græde sagte.

smaagrynt, adj. om et Sted, hvor Grunden bestaar af Sand eller Smaasteen (i Vandet). Ork. og fl.

Smaagut (uu), m. Drengebarn.

Smaahall, m. Smaasteen; s. Hall.

smaahendt, adj. 1) som har smaa Hænder. 2) sparsom, noget karrig.

smaahjartad, adj. smaalig, snæverhjertet; ogsaa: frygtsom.

smaahogga, v.n. hugge sagte eller smaat.

smaahua, v.n. omtr. som smaaropa.

Smaahøy, n. smaat eller kort Hø.

Smaak, n. Smaating. indh. “Detta Smaakj’e”: dette Smaakram. (G.N. smáka, f.). Noget lignende er “Smaakje” (Smaakid?). om smaa Kreature, nemlig Kid og Lam.

Smaakjørr, f. smaat Krat.

smaakløyvd, adj. kløvet i smaa Stykker.

smaakostad, adj. ubetydelig, let at anskaffe. Det var ikkje smaakostat, dvs. ikke gjort med liden Bekostning. Hall. og fl.

Smaakrek (e’), n. smaa krybende Dyr, for Ex. Møl, Bladluus og desl.

smaakynd, adj. bestaaende af smaa Individer (Dyr, Mennesker); om en Slægt eller Race. Eit smaakyndt Folkeslag: en Slægt hvori de fleste ere smaa af Væxt.

smaakyrnt, adj. smaakornet; ogsaa om Steen med smaa Kjertler. Rbg. (smaakynt).

Smaalast, m. Trælast af mindre Slags.

smaalaaten, adj. tilbageholden, stilfærdig;
fordringsløs. Lidet brugl.

smaaleg, adj. 1) ubetydelig, ringe. 2) om Personer: svag, skrøbelig. Ryf. 3) smaalig, karrig. (Lidet brugl.). – smaalege, adv. lidet, i mindre Grad.

Smaaleike, m. Lidenhed; Ringhed.

smaaleitt, adj. som har lidet Ansigt. (Modsat storslegen). Temmelig alm. Hedder ogsaa smaabrugden, Tel.; og smaabroten (o’), Tel. Buskr.

Smaalening (ee), m. Indbygger af Smaalehnene. Jf. Austfolding (som er et ældre og bedre Navn).

smaalest, adj. om Hest, som kun drager smaa Læs, ikke er stærk. Tel.

smaalimad (i’), adj. spædlemmet.

Smaalina, f. en mindre Fiskeline.

smaaljuga, v.n. (lyg, laug), lyve saa smaat, forvende Sandheden.

Smaalog (o’), n. pl. Smaafæ (= Smale). Rbg. Tel. Afvig. Smaalau(g), Jæd. Adskilles i Ullsmaalog (Faar) og Geitsmaalog (Gjeder).

Smaalyd, m. Børn. Nhl. og fl.

smaalæja, v.n. (lær, log), lee sagte. Ogsa om at smile.

smaaløgjen, adj. morsom, pudsig, som gjerne vækker Latter.

Smaamegd, f. Børn, Barneflok. Hall. (Vel egentlig Smaa-umegd).

Smaamenne, n. en ubetydelig Person, En som er lidet anseet; i Fl. omtr. som Smaafolk. Sfj. G.N. smámenni.

smaaminka (seg), v.a. (ar), nedlade sig, bekvemme sig til noget smaat eller simpelt. Sdm. “Han vild’ ikkje smaaminke se til dæ”: han var for stolt dertil. Maaskee for smaamenka; jf. Smaamenne.

Smaamun (u’), m. en liden Forøgelse eller Forandring; s. Mun.

smaana, v.n. (ar), blive mindre, falde til i mindre Mængde. Lidet brugl.

Smaanad, m. Nedsættelse, Skam; noget hvorved man forringer sin Anseelse. Hard. Jf. G.N. smán: Forhaanelse.

Smaaning, f. (?), i Forbind. i Smaaningom, dvs. i det smaae, i smaa Dele (en detail); ogsaa: lidt efter lidt, smaat, langsomt. Nordre Berg. (“i Smaaningaa”). Ogsaa som Adverb smaaningom, Gbr. Ork. (Sv. småningom).

smaanøgd, adj. fornøiet med lidet, fordringsløs, beskeden.

smaanøyten, adj. smaatærende, som nyder lidet. Voss og fl. Paa Helg. smaanytten, som ellers betyder: paapasselig for at benytte allehaande Smaating.

Smaapengar, pl. Smaapenge.

Smaaplukk, n. Smaating; smaa Slumper.

Smaapoka (o’), f. Børnekopper (s. Poka). Mest i den bestemte Form: Smaapokaa (Sdm.), Smaapoko (Helg.), Smaapuku (Ork.). – Smaapoke-ær, n. Ar efter Kopperne. smaapok-ærutt, adj. koparret.

smaaraadleg, adj. forsigtig, afholden, sparsom; ogsaa: knap, karrig. Hard. Tel.

Smaaregn, n. fiin Regn. – smaaregna, v.n. (er, de), regne smaat.

Smaareidsla, f. smaa Udgifter; fordum ogsaa en vis Deel af Skatterne.

smaarendad, adj. smaatribet.

smaaropa, v.n. (ar), raabe med lavere Røst, ikke meget høit.

smaarosad, adj. smaablommet.

smaarukkad, adj. smaarynket.

smaarutad, adj. smaarudet, tærnet.

smaarykkja, v.a. (er, te), nappe, trække, gjøre smaa Ryk.

smaarøda, v.n. (er, de), tale saa smaat eller løselig om noget. Mange St. smaasnakka.

smaasam, adj. sparsom, nøieregnende, smaalig. Tel.

smaasaar, adj. karrig, gnieragtig. B. Stift, Tel. og fl. Vel egentl. følsom for Smaating, ømskindet.

smaasjoad, adj. 1) om et Sted, hvor der er liden Søgang. – 2) om en Tid, da der er liden Flod og Ebbe. Nordl. (smaasjøa, smaasya).

Smaaskog, m. Skov af smaa Træer.

smaaskoren (o’), adj. skaaren i smaa Stykker.

smaaskrika, v.n. skrige med lavere Røst.

Smaaskuld, f. Gjeld i smaa Summer.

smaaskunda, (seg), v.a. (ar), skynde sig lidt, have nogen Hast.

smaaskyad, adj. smaaskyet.

Smaaskylda, f. ubetydeligt Slægtskab.

smaaspringa, v.n. løbe saa smaat.

Smaastad, m. en mindre Stad (By).

Smaastein, m. Smaasteen.

smaastilt (ii), adj. prentet med fiin Skrift eller smaa Bogstaver. Berg. Nordl. og fl. I Hall. “grovstigla”.

Smaasvein, m. Drengebarn. (Ofte i Folkeviserne).

Smaataus, f. Pigebarn.

smaatent, adj. som har smaa Tænder.

smaatindad, adj. smaatandet, f. Ex. om en Kam.

Smaating, m. Smaating, ringe Ting.

Smaatraav, n. kort eller sagte Trav.

smaatt, adv. smaat, ubetydeligt, i mindre Grad; ogsaa: langsomt, seent, lidt efter lidt. Det gjeng so smaatt.

smaaturftig (-turtig), adj. let tilfredsstillet, som behøver lidet. Hall. og fl.

Smaaturfting, m. en liden Portion. Mest i Fleertal (Smaaturtingar). Hall.

smaatykkjen, adj. kort for Hovedet, lettelig fornærmet. Hall. og fl.

smaatøk, adj. sparsom, maadeholden, som tager lidet. Modsat stortøk.

smaavaksen, adj. liden af Væxt.

Smaaveder (-veer), n. 1) mageligt Veir paa Søen, uden Storm eller Søgang. B.
Stift. (Isl. smávidri). – 2) Opholdsveir, afvexlende med smaa Regnbyger. Østl. (Smaavær). Hertil et Adj. “smaaværalt”, lidt afvexlende. Hall.

smaaveges (gj), adv. 1) ubetydeligt, i ringe Grad eller Mængde. Nhl. og fl. (smaaveies). – 2) i det smaae, stykkeviis. Trondh. Nordl. Isl. smávegis.

Smaaverk, n. smaa Arbeider.

Smaavid (-ve), m. Smaaved, Grene og Toppe af Træer.

smaavitug (i’), adj. noget eenfoldig eller uvidende. Hall. og fl.

smaavoren (o’), adj. noget smaa eller ubetydelig; ogsa: smaalig, knap, karrig.

smaavørra(d), adj. som har smaa eller tynde Læber. Hall. s. Vørr.

smaaøygd, adj. som har smaa Øie. Isl. smáeygr.

Sme, s. Smid. Smee, s. Smæe.

Smeik, m. en smigrende Tiltale, Indsmigrelse. Tel. Ogsaa: Kjærtegn eller Kys. Smaal.; nogle St. Smek (ee).

smeikja, v.a. og n. (er, te), 1) stryge, klappe, caressere. “smeike”, Solør. Sv. smeka. – 2) smigre, indsmigre sig, gjøre sig behagelig. Tel. Hall. og fl. Spotviis: smeikja og sleikja. Jf. T. schmeicheln.

Smeikjar, m. en Smigrer. Tel.

smeiksam, adj. indsmigrende, sødtalende, meget artig. Oftere smeikjen (Fl. smeikne), Tel. Hall.

smeiren (om Smag), s. smeren.

Smeit, m. Uheld, Skuffelse, Modgangsstød; ogsaa Fortræd, et fortrædeligt Puds. Han fekk ein laak Smeit. Dei vilde gjera meg ein Smeit. Nordre Berg. Isl. smeitr: Stød (Haldorson).

Smeita, f. 1) en Masse, Mængde. Heile Smeita: den hele Hob. – 2) en Madret (Mylja) af Brød og Fiskelever. Ndm. Jf. Smelta.

Smek, s. Smeik. smekjen, s. smeren.

smekka (stilles), s. smækka.

Smele, n. en Græsart med meget tætvoxende smale eller traadformige Blade; nærmest: Bølge-Bunke, Aira flexuosa. (S. Jensenius, Beskriv. over Bratsberg Amt, p. 64, 65). Meget udbredt, men i forskjellig Form: Smele (ee) og Smile (i’), Ryf. Lister, Sætersd., Smyle (y’), Tel. Num., Smyly, Hall., Smøl, Namd. Indr., Smelve, Ryf. (Hjelmeland), Smylve, Hard. Voss, Smylm (y’), Nhl. Hertil ogsaa Smelebunt (Smylebunt), m. om selve Straaet eller Toppen. Tel. (Mo). Jf. Bunt. Ordet betegner overalt et udmærket godt Fodergræs i Fjeldmarkerne (ligesom Rusk, Ryskje og Tovgras), men uvist om allesteds den samme Art. Navnet gjenkjendes i det tydske Schmiele, i Dial. Schmele; s. Weigand 2, 609, hvor det udledes af schmal (smal). Det sidste synes her tvivlsomt paa Grund af de afvigende Former, som hellere synes at forudsætte et gammelt “Smilve” eller noget lignende.

Smell, m. 1) Smæld, Knald; f. Ex. af Skud eller Slag. Alm. (Sv. smäll). – 2) en Brist eller Sprække. Glaset fekk ein Smell. Roms. Ndm. – “Smellen” skal ogsaa være en Benævnelse paa de Fremmede som besøge Fiskeriet i Nordland og Finmarken.

smella, v.n. (smell, small, smollet), 1) knalde, give en knaldende Lyd, ligesom et Skud eller haardt Slag. Alm. Sv. smälla; Isl. smella. – 2) briste, sprække med et Knald; ogsaa: springe, explodere. Smella sunder: briste i Stykker. Smella av: briste itu; ogsaa gaae af, om et Skud. – 3) bryde løs, indtræffe pludselig; ogsa: komme til en rask Afgjørelse. Det small med Nordvesten: en Storm af Nordvest brød løs. (B. Stift). No skal det smella: nu skal det endelig blive afgjort; nu skal Slaget staae.

smella, v.a. (er, te), smælde, klemme til. Smella atter luka: slaae Lugen til. Ogsaa v.n. smække, frembringe Knald. Han sat og smellte med Svipa. Skjella og smella: skjælde og larme.

Smella, f. 1) en Skralde; s. Kraakesmella. – 2) Blære-Urt, Silene inflata (el. Cucubalus). I Sæt. Smedde. Ogsaa kaldet Smelleblom, Tel. Buskr., Smellegras, B. Stift, Smellpung, Indh., Smellstokk, Solør. Andre St. Skjella.

Smellar, m. Smælder (Elater), et Insekt, saa kaldet fordi det, naar det ligger paa Ryggen, er i Stand til at vende sig med et enkelt Hop, der lyder som et Knald.

Smellegras, s. Smella.

Smelletang, n. Blære-Tang (Søvæxt), Fucus vesiculosus.

smellfeit, adj. smækfed, meget fed; om Dyr. Hedder ogsaa: smellende feit.

Smelling, f. Knalden, gjentagne Knald.

Smelling, m. s. Smæling.

smellkald, adj. meget kold, om Luften. Østl. (Sv. smällkall). Jf. Udtrykket: D’er so kaldt, at det smell i Veggjom.

Smellkyss, m. smældende Kys.

smelta, v.n. (smelt, smalt?, smoltet), smeltes, blive flydende (= braadna). Mest alm. svagbøiet (smelter, smelte). Den stærke Bøining, som netop er den rette, findes sjelden fuldstændig; saaledes i Østerd. smelt’er, smalt, smulte; dog skal Formen “smalt” være meget sjelden. (Sv. Dial. smälta, smalt). Jf. smolten og Smolt.

smelta, v.a. (er, e), 1) smelte, gjøre flydende (= bræda). Mere alm. – 2) fordøie, opløse (= melta). Nordl. Sogn, Nhl. (Sv. smälta). – Bøiningen vaklende, ofte “ar”, og Particip smelta(d), egentl. smelt.

Smelta, f. 1, Masse, Røre. Heile Smelta: den hele Slump.


Smelta, f. 2, en liden Fisk med blegrødt Skind, Gadus minutus. (Hard. Sfj. Nfj. Ellers kaldet Kolga (Sogn) og Nyss (Sdm.). Paa nogle Steder betegner dog Smelta en anden Fisk, nemlig en liden Hvidling (Kviting). Shl. Nfj.

Smelting, f. Smeltning.

Smer, s. Smør. – Smere, s. Smære.

smeren (ee), adj. flau i Smagen, lidt vammel; som har en vis ubehagelig Sødme eller Fedtsmag. Søndre Berg. og fl. Hedder ogsaa smeiren, Sdm. Nordl., og smæren, ved Trondhjem. Disse Former synes at hentyde paa et oprindeligt smedren (e’); jf. Isl. smedja: vammel Smag. I Østerd. hedder det smekjen (ee), som falder sammen med smeikjen, dvs. smigrende; jf. Isl. smedjulegr: sledsk, og smjadra: smigre.

Smeresmak (ee), m. vammel Smag.

smetta, v.n. (smett, smatt, smottet), smutte, trænge sig frem, løbe igjennem en Aabning. Temmelig alm. Smaafisken smett utor Garnet. Katten smatt inn under Veggen. Fuglarne hadde smottet igjenom Gluggen osv. Ogsaa: liste sig bort, forsvinde. Han smatt fraa oss. – Particip smotten.

smetta, v.a. (er, e), putte, stikke, føre igjennem en Aabning; ogsaa: gjemme el. bringe i Skjul. Smetta seg inn: smutte ind. Han smette seg av: han listede sig bort.

Smetta, f. en smal Aabning. Østl. Andre St. Smotta, f. og Smette, n.

Smette, n. 1) Smuthul, Skjul. 2) Gangvei eller smalt Rum imellem to Huse. Voss og fl. Ellers kaldet Smott, n. Sfj. og Smotta, f. Trondh.

smetten, adj. rask til at smutte ud, vanskelig at holde osv.

Smetting, f. Smutten, Gjennemløb.

smi, s. smida. – Smia, s. Smidja.

Smid (i’), m. Smed, En som arbeider i Metal; tildeels ogsaa: Mester, Kunstner. Mest alm. Sme, ogs. Smi (i’) og Smid, Sdm. G.N. smidr, Ang. smið. Jf. Smide.

smida (ii), v.a. (er, de), smede, arbeide i Metal. Mest alm. smi (smia), med Præs. smir. G.N. smída (ar). Part. smidd.

smida (2), v.a. (ar), skjære, tilskjære (Træ), bearbeide noget med Kniv. Meget brugl. vest og nord i Landet. (Jf. spikka). Egentlig samme Ord som forrige, men adskilt i Bøiningen; dog hedder Imperf. ofte: smidde. Part. smida(d) og smidd (i Neutr. smidt).

Smide, n. smedet Arbeide, Redskaber af Jern eller andet Metal. Østl. og Trondh. (i Formen Smie og Smi). G.N. smídi; Sv. smide. Sjeldnere om Redskaber af Træ, s. Tresmide.

Smidefang, n. 1) Jern eller Materiale til at smede. 2) Smede-Redskaber. Ogsaa kaldet Smidjereide, m.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   159   160   161   162   163   164   165   166   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə