Ivar Aasen Norsk Ordbog


Smiding, f. 1) Smedearbeide. 2) Tilskjærelse med Kniv; s. smida. Smidja



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə164/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   160   161   162   163   164   165   166   167   ...   221

Smiding, f. 1) Smedearbeide. 2) Tilskjærelse med Kniv; s. smida.

Smidja, (i’), f. Smedie, Smedeværksted. Mest alm. Smia (ii); ellers: Smidja, og Smiggja, Hard., Smiu, Østl. G.N. smidja; Eng. smithy. – Smidjebelg, m. Smedebælg. Smidjegruva, f. Esse. Smidjehamar, m. Smedehammer. Smidjekol (o’), n. Smedekul. Smidjesinder, n. Hammerskjæl; ogsaa Grums og Klumper i Smedieasken. (I Gbr. Smiu-aur). Smidjestabbe, m. Blok hvori Ambolten er fæstet. Smidjested (e’), n. Ambolt. Smidjetong (-taang), f. Smedetang.

smiger (i’), adj. smækker, tynd, svag. (Modsat diger). Nordre Berg.

Smikk, m. Smæk, Slag. Ogsaa om et Tab eller Uheld. Faa ein Smikk.

smikka, v.a. (ar), smække, klemme til, slaae. (Tydske Dial. schmicken). Smikka til: slaae til, vove, gaae ind paa noget uden Betænkning. Hertil ogsaa: smikkast, v.n. slumpe til, komme til Afgjørelse (omtr. som smella).

Smikka, f. 1) en Smække eller Klap; for Ex. Broksmikka (Buxeflig). – 2) et Slags Myg med lange Fødder; Stankelbeen (= Myhank). B. Stift.

smikkfull, adj. bredfuld, ganske fuld; f. Ex. om en Baad. Nordl. og fl.

smila, v.n. (er, te), smile, vise et lattermildt Aasyn. Nyere Ord (?). Sv. smila; Eng. smile. (Jf. smaalæja, smolla, myla, flira). Smil, m. et Smiil. Draga paa Smilen: trække paa Smilebaandet. Smiledokk, f. Smilehul. Hard.

Sminka, f. Sminke.

smita (ii), v.a. (smit, smeit. smitet), 1) smøre, bestryge; især meget tyndt. Smita utyver: smøre tyndt paa. Lidet brugl. og helst med svaag Bøining: smiter, -tte. B. Stift. Sv. Dial. smita, smet; jf. Goth. smeitan: smøre. – 2) smide (ud), kaste. (Sjelden). – 3) liste bort, bringe i Skjul. Smita seg av: lure sig bort. Han smeit seg undan: listede sig til Side. Nordl. og flere. (I Hall. smyte). Jf. Smeit.

smiten, adj. indsmigrende, meget fiin og høflig. Nhl.

Smitsl (Smisl), f. Smørelse, Salve eller Lægemiddel for Huden. Nordre Berg. (med Udtalen Smiltl, eller Smilsj). Jf. Smyrsl.

Smitt (i’), m. et Fæstebaand i Kanten paa et Seil Trondh. Nordl. (Formod. af smetta). Afvig. Smit (ii), Sdm.

smitta (i’), v.n. (ar), smitte (= fengja). Nyere Ord (?). Jf. Isl. smita: slaae igjennem (om Fedt); T. schmitzen: beplette.

Smitter (i’), m. Smule, lidet Gran. Berre ein liten Smitter (Smitt’r). Nordre Berg. Ogsaa i Formen Smitt. Lister.

smjuga, v.n. (smyg, smaug, smoget), o’), krybe, smutte, trænge sig igjennem. Mest om smaa Dyr, Muus, Insekter osv. Jf. smetta. Inf. nogle Steder: smjøge, smuga,
smyga. Supin. lyder mest alm. smogje (o’). G.N. smjúga; Ang. smúgan, smeogan, Mht. smiegen. Mere aktivt: smjuga upp: gjennemgrave, bore; f. Ex. Makken smyg upp Treet. Hertil smogen, Smog, smøygja.

Smjør, s. Smør.

Smog (o’), n. 1) Gjennemløb (s. smjuga); ogsaa noget, som kryber eller graver sig igjennem. Jf. Eitersmog. – 2) Hul efter en Gravning; især Ormhuller i Træ. (Makkesmog). – 3) Smug, smal Gang imellem Husene; en meget trang Gade i en By. Mere alm. Nogle St. Smaug (Smau); i Hall. Smøg. Ellers kaldet Smotta, Smette, Krop, Geil.

Smoga (o’), f. Smuthul, smal Gang. (Sjeldnere). G.N. smuga. Jf. Gardsmoga.

smogen (o’), part. (af smjuga), krøben smuttet, f. Ex. utsmogen. Ogsaa gjennemgravet, hullet (uppsmogen, makkesmogen). Mest alm. smogjen.

smogna (o’), v.n. (ar), svinde ind, blive smalere eller mindre. Hall. og fl. Paa Lister smugna.

Smok (o’), m. s. Smak.

Smokk, m. Fingerhætte, Skindhylster til en saaret Finger eller Haand. Smaal. og fl. I Hall. Smukk. (Andre Steder Nygla, Hyltra). Vel egentl. Kaabe; jf. G.N. smokkr: Brystdug; Eng. smock: Særk.

smokla (eller smukla), v.n. lure, liste sig frem, holde sig i Skjul. Smaal. Smoklekolla, f. En som holder sig i Skjul.

smola (o’), v.a. (ar), knuse, plintre, slaae sønder. Nordl. (smolla). Sv. Dial. smola, smølja. Ogsaa: larme, knage. Jf. smala.

smolka, v. s. smolla.

Smoll, m. dæmpet Latter. Nhl.

smolla, v.n. (ar), fnise, lee sagte. Nhl. Hedder ogsaa smolka (Nhl.) og smugla (Ryf.).

smollen, part. brusten, sprungen; ogsaa: udbrudt; s. smella.

Smolt, n. 1) smeltet Fedt. I Sogn fornemmelig om Svinefedt (andre St. kaldet Svinesmør). Sv. smult. – 2) Smørelse (= Smurning). Mere alm.

smolten, adj. smeltet, flydende (= braaden). I Østerd. smulten. Egentl. Particip af smelta.

smoltna, v.n. (ar), smeltes, opløses; f. Ex. om Sukker. Det smoltnar upp. Mere alm. Jf. smelta.

Smotta, f. Smuthul, smalt Pas eller Indløb. Tildeels det samme som Smog (Smug). Trondh. og fl. I Sfj. Smott, n. Jf. Smetta, Smette. Ogsaa: Split el. Aabning i Klæder. (Ismotta, Hovudsmotta). G.N. smátta (?). Sv. Dial. smott, smutt, m.

smotten, part. (af smetta), smuttet, løben, f. Ex. utsmotten, innsmotten.

smottna, v.n. (ar), smutte ud, falde igjennem, drysse. B. Stift.

smugla, v.n. drive Smughandel. (Nt. smuggeln, Eng. smuggle). Jf. smokla. Om en anden Betydn. s. smolla.

smugna, s. smogna. Smukk, s. Smokk.

smukk, adj. gavmild, gjæstfri. Tel. Hall. Maaskee det tydske schmuck: vakker.

smukla (u’), v.n. tilskjære Træ; skjære klodset eller til Unytte. Nordre Berg. I Ork. smakla (jf. smalka). Om et andet smukla, s. smokla.

smuldra, v.a. (ar), knuse, smaastøde. Østl. (Jf. smola). Smulder, n. Smaastykker. Slaa i Smulder. Hall. og fl.

Smule, m. en Smule, liden Deel. Afvig. Smul, B. Stift og Smulu, f. (altsaa Smula, u’), Solør. Sv. smula, f. (i Dial. smola). Jf. smola og smuldra.

Smulegraat, m. en Gnier. B. Stift.

smurd (u’), part, smurt, bestrøgen; s. smyrja. Afvig. smur’e, Berg. G.N. smurdr.

Smurning (u’), m. Smørelse; noget at smøre med; især Fedt eller Tran. Temmelig alm. G.N. smurning, f. Faa Smurning (spotviis): blive banket, pryglet; ogsaa: blive udskjældt.

smyg, s. smjuga.

Smyle, en Græsart; s. Smele.

smyrja (y’), v.a. (smyr, smurde, smurt), 1) smøre, stryge pa. Nogle Steder med Inf. Smøra og Præs. smør; ogsaa med Imperf. smure (u’). G.N. smyrja (smurdi); Sv. smörja. – 2) besmøre, bestryge; for Ex. en Hjulaxel. Uegentlig: bestikke, vinde En for sig ved Gaver. – 3) slaae eller snerte paa noget. Smyrja til: slaae til, smække, ogsaa: driste sig til noget, tage en rask Beslutning (= smikka til). Smyrja upp: banke, prygle. Hertil ogsaa et Subst. Smyr (y’), m. et Slag, en Dask. Jf. Smurning.

Smyrja, f. 1) Smørelse, Blanding til at smøre med. Mindre brugl. – 2) Masse, Røre. Heile Smyrja: den hele Slump. Østl.

Smyrsl, f. Smørelse, Salve. (Noget sjelden; s. Smitsl). G.N. smyrsl.

smyta, v.a. (er, te), liste bort, føre i Skjul (= smita). Hall. “smyte se”: liste sig, lure sig frem. Jf. myta.

Smædd, f. 1) en Samling af smaa Stykker; en mindre Sort, f. Ex. af Frugt. Hall. (Af smaa). – 2) Smaafæ, Faar og Gjeder. Hall. (Aal). Jf. Smæe.

Smæe, n. Smaafæ (= Smædd, Smale). Tel. I Guldalen: Smee.

smækka, v.n. (ar), formindskes, aftage, stilles; om Vind og Søgang. Nhl. (Lyder som smekka). G.N. smækka: formindske; af smaa.

Smæling, m. 1) Smaafolk, simple eller ringe Folk. Hall. G.N. smælingr. – 2) en Stakkel, En som formaar lidet. Ndm. (I Sogn Smelling: en halvvoxen Dreng). – 3) en Gnier, karrig Person. Ndm.
Oftere: Smaasmæling.

Smære, m. Kløver (Urt), Trifolium. Østl. Nogle St. Smæra, f. I Solør: Smere (ee), m. Sv. Dial. smäre, m. Isl. smári (Kløver), smærur, pl. (Kløverrod).

smæren (vammel), s. smeren.

smærre, adj. bestaaende af mindre Stykker; s. smaa. Superl. smæst.

Smøg, s. Smog. – Smøle, s. Smele.

Smør (ø’), n. Smør, Mælkefedt. Afvig. Smer (e’), Tel. (Vinje, Mo), og i en ældre Form: Smjør, Sæt. (Bygland). G.N. smjör, smör. – Hertil Smør-ask, m. Trækar at fremsætte Smør i. Smørauga, n. smeltet Smørklump i Grød, til at dyppe i. Smørbite (i’), m. et Stykke Fladbrød, besmurt med Smør. Smørkanna, f. = Smørask. Smørkjelda, f. omtr. som Smørauga. Tel. Smørkjuka, f. en liden Portion af færskt Smør, oplagt paa et Stykke Brød i Form af en Halvkugle el. rund Klat. Nordenfjelds. Smørslag, n. et Stykke formet Smør, som ligner en Ost. B. Stift. Smørstett, n. Brikke at sætte Smør paa. Shl.

Smørblom, m. Urt med anseelige gule Blomster; især Ranunkel. Shl. Ryf. Rbg. Toten og fl. Ellers ogsaa om Løvetand, Sæt. Om Kabbeleie (Caltha), Buskr. Om Tormentille, Ryf. og fl. I Valders Smørsoleia, om Lotus corniculatus.

Smørbolle, m. Trollius europæus. Smaal.

Smørbukk, m. Urt med tykke Blade; saaledes 1) Huusløg (Sedum Telephium), Gbr. Hall. Smaal. – 2) Rosenrod (Rhodiola rosea). Nhl. Sogn, Voss. Ogsaa kaldet Smørstakk. Nhl.

Smørskyld, f. Jordskyld, som er regnet efter en vis Afgift i Smør, kaldet Laup eller Smørlaup. Nogle St. Smørleiga, f.

smørutt, adj. plettet af Smør.

smøygja, v.a. (er, de), 1) putte, stikke, for Ex. et Toug igjennem en Blok. Nhl. og fl. (sædv. smøya, Præs, smøye, men Imperf. smøygde). Ogsaa paa Østl. I Solør: smeie. Egentl. lade smutte; af smjuga, smaug. – 2) smøge, trække af eller paa. Smøyg av deg Trøya. Han smøygde paa seg Klædi. Tel. G.N. smeygja. Particip smøygd (avsmøygd).

smøygjen, adj. smidig, som lettelig smutter igjennem. Jf. smjuga.

Smøygjestol, m. Remmeløkke i en Sæle; Ring at stikke noget igjennem. Hall.

smøytast, v.n. kysses, kjæle med hinanden. Smøyt, m. et Kys. Hall.

Snabb, m. Bid, Stump, lidet Stykke. Tel. Hall. Smaal.

Snadd, m. Snude, Flab; ogsaa: Snakketøi. Nordre Berg. Nordl.

Snadda, f. en kort Tobakspibe. Østl.

Snadde, m. (?), en liden Baad. Mandal.

snafsa, v.n. (ar), snaske, æde begjærligt; snage efter Foder.

Snag, n. Saar af Stød eller Gnidning; f. Ex. paa en Fod. Hall.

snaga, v.a. (ar), støde, forgnide, skade Huden. Hall.

Snage, m. en fremstaaende Pids, en Odde eller Tange af Landet; et Rev. Sdm. (Snagje). I Nordl Snag. Jf. Skage.

snak, adj. graadig, begjærlig. Nfj. Sfj. og flere. Andre Steder snaken (snakjen): snagende.

snaka, v.n. (ar), snage, lede efter noget, især til at æde. G.N. snaka. Ogsaa: rapse, snappe noget til sig; om Dyr.

Snaking, f. Snagen; Rapserie.

Snakk, n. Snak, Tale. Koma til Snakks: komme i Smatale. Nyt Ord, s. følg.

snakka, v.n. (ar), snakke, tale, samtale. Meget brugl. vest og nord i Landet. Nyere Ord, efter Nt. og Holl. snakken. Snakkar, m. snaksom Person. snakkefør, adj. skikket til at tale for sig. snakksam, adj. snaksom.

snaldra, v.n. skraale, tale skrigende; ellers især om Hunde: gjøe idelig, i eet væk. B. Stift.

snapp, adj. knap, snæver. Mandal, Rbg. I B. Stift kun i Forbindelsen: knapt og snapt.

Snar, n. 1, 1) en Vridning, Sammenslyngning, Kurre paa Traad osv. Ork. og flere. Ogsaa kaldet Snarlykkja, f. Tel. Hall., og Snarrukka, Buskr. (Jf. Snur). – 2) et Baand af sammensnoede Straa. (Halmsnar). Sdm. og fl. Ogsaa: en Løkke, en liden Bugt (Hempa). Vald. – 3) et Par Korn-Neg, som fæstes tilsammen paa en Stavre (Staur). Nhl. Sfj. Af snara. Jf. Rid, n.

Snar, n. 2, den nederste Deel af skinnebenet. (Oklesnar). Tel. Ogsaa kaldet Snarlegg, m. Andre St. Grannlegg.

Snar, 3, Kratskov; s. Snaar.

snar, adj. 1) snar, hurtig, rask i sine Bevægelser. G.N. snar(r). Snar til aa ganga. rask til at gaae. Modsat sein. – 2) let, kort, som man snart bliver færdig med. Ein snar Veg. Eit snart Arbeid. – 3) tidlig færdig, som kommer tidlig frem (s. Snarekorn); ogsaa: som kommer pludselig (jf. braad). En Sygdom, som ellers hedder Braadmein, eller Braadsott, kaldes i Nhl. “da snara”, dvs. det snare, hastige. I snaraste Lag: næsten altfor hurtig. Fyre det snaraste: for en kort Tid. Som snaraste; s. snart.

snara, v.a. (ar), 1, vride, snoe, vinde eller dreie omkring. Meget brugl. i de nordlige Egne. Afvig. snaaraa, Gbr. Ork. G.N. snara: vende, ogsaa slynge m.m. Ordet har maaskee engang havt stærk Bøining (sner, snor, snaret), da ogsaa Snor og Snøre kunde henføres hertil (s. Grimm, Gr. 2, 42). – Som v.n. betegner snara ogsaa: hvirvle, fyge omkring i Luften.
Hall. Ogsaa: yppe Kiv ved at forvride en Andens Ord. Sdm. Nfj. Hertil “Snarasnakk”, n. Fordreielser, ondskabsfulde indvendinger. “Ein Snara-tvare”, en vrangvillig person, En som forvirrer Sagerne ved allehaande Forvridninger.

snara, v.a. (ar), 2, besnære, fange i en Snare. (Sjeldnere). Tel. (Landst. 491). Snara seg: indvikle sig i en Snare. Buskr. Af det følgende.

Snara, f. en Snare, Strikke, især til Fuglefangst. Hedder ellers Snora (o’), Søndre Berg. og fl., Snuru, Hall. Østl. Guldalen. G.N. snara, acc. snöru. (Jf. Dona).

Snara, Vindkast; s. Snæra.

snarbeden, adj. let at bede, villig, føielig. I lignende Betydning ogs. snarboden (o’).

snarbuen, adj. som lettelig kan blive færdig; ogsaa: rask, skyndsom.

Snarekorn, n. Korn som modnes tidlig. Saaledes Snarehavre, m. Havre som modnes lige snart som Byg. B. Stift.

snar-eten, adj. 1) rask til at æde, som ikke spilder Tid ved Spiisningen. – 2) om Mad, som kan nydes i en Hast.

snarfaren, adj. kort, let at befare; om en Vei.

snarfengen, adj. let at bekomme.

Snarferd, f. en kort, hurtig Reise.

snarfunnen, adj. let at finde.

snarfør, adj. rask som farer fort.

snarføtt, adj. rapfodet, rask til Fods.

snargjengd, adj. som gaar hurtigt; ogsaa: forgjængelig, kortvarig.

snargjord, adj. let gjort. D’er ikkje snargjort: det kan ikke gjøres i en Hast.

snargrodd, adj. snar til at groe.

snarhendt, adj. rask med Hænderne.

Snaring, f. Vridning; s. snara.

snark, stønnende; s. snerka.

snarka, v.n. (ar), snorke (= rjota). Gbr. og fl. Sv. snarka.

snarkjøm, adj. snar til at komme. snart færdig, som ikke lader længe vente paa sig. Søndre Berg. Ofte: snarkjem.

snarkomen (o’), adj. snar til at komme (= snarkjøm); ogsaa: tidlig moden eller udviklet; om Mennesker: tidlig voxen og arbeidsfør. B. Stift.

snarkveikt, adj. let at tænde.

snarleg, adj. noget hastig eller pludselig.

snarlege, adv. noget snart, hastigt. Du fer so snarlege denne Gongen: du blev saa kort hos os denne Gang.

Snarlegg, m. s. Snar, n. 2,

Snarleike, m. Snarhed, Raskhed.

snarlendt, adj. om et Sted, hvor Korn og Frugter modnes hurtigt. Østl. (Modsat seinlendt).

Snarlykkja, f.s. Snar, 1.

snarmogen (o’), adj. tidlig moden.

snarmælt, adj. som taler hurtigt. Tel. og flere. Ellers oftere: snartalande.

snarnøgd, adj. let tilfredsstillet. (Sjelden).

Snarp, s. Snerpa, f. – snarp, s. snerpa, v.

snarp, adj. 1) skarp, hvas, stikkende; ogsaa: haard, ru, skrumpen. Tel. Hall. Nhl. Nordl. G.N. snarpr. Jf. snerpa. – 2) rask, hurtig; ogsaa: nem til at skjønne noget. Num. Hall.

snarpast, v.n. (ast), blive skarpere, hærdes. Ogsaa: snarpa seg, dvs. skynde sig, haste. Hall.

snarraadd, og snarraadug, adj. snarraadig, rask til at bestemme sig. G.N. snarrádr.

Snarrukka, s. Snar, 1.

snarsigld, adj. hurtigseilende. Hedder ogsaa snarsiglande.

snarsint, adj. iilsindet, opfarende. Trondh.

snarskift, adj. let at skifte.

snarsløg, adj. let at slaae eller meie; om Eng. Nordre Berg.

snarsvæv, adj. som let falder i Søvn, snar til at sove ind. Gbr. og fl.

snart, adv. 1) hurtigt, raskt (= fort). Det gjekk snart. – 2) snart, strax, om kort Tid. Han maa vel koma no snart. – 3) let, lettelig. Det kann so snart henda. D’er snart nog: der vil let blive nok, der behøves ikke meget. Det trur eg snarare: det vil jeg hellere troe. – 4) næsten, ikke langt fra. Det var, snart aa segja, verre: det var næsten værre, eller saa saa at sige værre. (Jf. Sv. snart sagdt). – 5) nu og da, en Gang imellem. Snart er han ute, og snart er han inne. Snart den eine og snart den andre: nu en og nu en anden. Som snaraste: for en kort Stund, for et Øieblik. Han var her berre som snaraste, dvs. kun i et kort Ærinde.

snart (berørte), s. snerta.

Snart, m. Brand, brændt Vedstykke, eller egentl. den forkullede Deel deraf; ogsaa: Tande i et Lys (= Skar). Tel. Nogle Steder Snort (o’). Jf. Snerta.

snarta, v.a. (ar), afstudse, beklippe. Tel. snarta Brandarne: afstøde de forkullede Dele af Veden og derved opfriske Ilden. (Sv. Dial. snärta). Snarta eit Ljos: pudse Lyset (= skara).

snartalande, s. snarmælt.

Snarte, Tændeved; s. Snerta.

snarteken, adj. let at tage eller bekomme. D’er ikkje snarteket (-tekje): det er ikke at bekomme i noget Hast.

snartenkt, adj. snarraadig, rask til at fatte en Beslutning eller finde en Udvei. (Nyere Ord). Sv. snartänkt.

snartruen, adj. lettroende.

snartøk, adj. rask i at gribe til; ogsaa: nem, lærvillig.

snarva, v.n. (ar), 1) snærre (om Hunde), murre og aabne Munden som for at bide. Indh. (Sv. Dial. snarva). Jf. G.N. snarfla: ralle. – 2) snappe efter noget, rapse. Nordl. Hertil Snarv, n. Snappen,
det at Fisken af og til snapper efter Madingen osv.

snarvaksen, adj. hurtig voxende.

Snarvending, f. en kort Vending, en liden Reise eller Udflugt osv. D’er ikkje gjort i ei Snarvending, dvs. i nogen Hast.

snarvoren (o’), adj. noget rask.

snasa, v.n. (ar), snøfte, pruste. Sæt.

Snasing (og Snasning), m. Indbygger af Snaasen i Trondh. Stift. Stedets Navn er her “Snas’a” (Snas, f.), ellers ved Omlyd Snos (o’). G.N. Snös, gen. Snasar. Jf. Snos.

snaud, adj. 1) bar, blottet, nøgen; saaledes: a) blottet for Haar, skaldet; tildeels ogsaa: smaahaaret, eller meget korthaaret (om Dyr); b) glat, uden Lu eller Flos (om Tøi); c) blottet for Græs el. Væxt; ogsaa skovløs, om Marker. Meget brugl. Mest alm. snau (snau’e); i Nfj. og Sdm. snaud’e. (Sv. Dial. snauder, snåd, sno). Jf. Isl. snádr. – 2) blottet for Midler, eller for en vis Ting. Me er reint snaude fyre det: vi have intet tilbage deraf. (Jf. aud, fri, svør). G.N. snaudr: fattig. – 3) knap, neppe fuldkommen. Ei snau(d) Mil: en knap Miil, neppe en fuld Miil. Østl. Jf. snaudt, snoden (o’) og snøyda.

snaudbeitt, adj. ganske afgræsset, blottet for Græs. Ogsaa snaudgnagad.

Snaudberg, n. en nøgen Klippe.

Snaudfjell, n. skovløst Fjeld; Bjerg som rækker op over Skovgrændsen.

Snaudflekk, m. bar eller blottet Plet. snaudflekkutt, adj. blottet eller haarløs paa enkelte Punkter.

snaudklipt, adj. klippet nær til Huden.

snaudleg, adj. noget bar eller nøgen.

Snaudleike , m. Barhed, Nøgenhed.

snaudsliten (i’), adj. luslidt, traadbar.

Snaudstrik (i’), n. nøgen Stribe.

snaudt, adv. 1) ganske, aldeles. Det var snaudt avskrapat. Han var snaudt sunderriven. Berg. Stift og fl. – 2) knap, neppe, med Nød. Ein kann snaudt koma fram. Østl. Andre St. nautt (nauvt).

Snav, n. Rev eller Tange fra et Næs. Ryf. Jf. Snage.

Snavl, m. Snabel, Snude, Mund. Østl. (T. Schnabel).

snavla, v.n. vrøvle, svadse. (Sjelden).

Snaa, f. Luftning; s. Snoa.

snaa, v.n. (r, dde), lede eller søge ivrigt efter noget; snage, snuse. Hall. (Andre St. snoa). Jf. snaala, snaassa. – Et andet “snaa”, dvs. gribe, fange (?), forekommer hos Landstad, p. 369.

Snaadna, s. Snaanad.

Snaak, m. Barskhed. – snaaken, adj. barsk, bister. Guldalen.

Snaal, m. Smaafæ. Hall. (Goel)?

snaal, adj. 1) flink, dygtig; ogsaa: fortræffelig, ypperlig. Tel. Hører maaskee til snjell (snjall, snjaal). – 2) net, vakker, tækkelig; ogsaa: morsom, fornøielig; f. Ex. “ei snaal Vise”. Tel. (Silgjord). – 3) snurrig, pudseerlig, underlig. Østl. (Smaal. Rom.). Om en anden Betydn. s. snaalen.

snaala, v.n. (ar), snage, snuse efter noget. Hall. (jf. snaa). Sv. snålas: være begjærlig. S. snaalen.

Snaald, m. Snude, Mund; f. Ex. om Trynet paa Sviin. Sdm. G.N. snáldr.

snaalen, adj. graadig, begjærlig. Nordl. (Jf. snaala). Ved Trondhjem snaal: gjerrig. (Selbu). Sv. snål. Jf. snak og snaken.

Snaaling, f. Snagen; Graadighed.

Snaanad, m. ivrig Søgen, Eftersøgning. Hall. i Formen Snaadna. Af snaa.

snaap, adj. rask, hurtig, behændig; ogsaa: let at bruge, meget bekvem. Nordl. og Trondh., ogsaa i Sogn og flere. I Shl. snaapen: net, vakker. Jf. Sv. snabb.

Snaar, n. 1) Riis, Kviste og Grene af Træer. B. Stift. Afvig. Snær, Sogn; Snære, Gbr. – 2) Krat, Smaaskov. Afvig. Snar, Østl. Sv. snar og snår.

Snaarskog, m. Kratskov, Buske.

Snaarvid (-ve), m. Ved som bestaar af tynde Grene og Kviste. Berg. Rbg. – Et meget voluminøst Knippe eller Bundt sammenlignes gjerne med et “Snaarvidlass”.

snaassa, v.n. (ar), vimse, skynde sig, være i megen Bevægelse. Hall.

Snaav, n. Tummel, Bevægelse. “Sildesnaav”, Arbeide med Sildefangst. Nordre Berg.

snaava, v.n. (ar), snuble, glide el. træde feil med en Fod. Temmelig alm. (Berg. Østl. Nordl.). Afvig. snjaavla, Hard.; snuvla, tildeels paa Østl. Sv. snafva.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   160   161   162   163   164   165   166   167   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə