Ivar Aasen Norsk Ordbog


Snaaverom, n. en kort Frist eller Henstand. Fyre eit Snaaverom: for en kort Tid, eller til en Nødhjælp. B. Stift. Snaaving



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə165/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   161   162   163   164   165   166   167   168   ...   221

Snaaverom, n. en kort Frist eller Henstand. Fyre eit Snaaverom: for en kort Tid, eller til en Nødhjælp. B. Stift.

Snaaving, f. Snublen; Feilskridt.

Sne, s. Snid. – Sneberg, s. Snidberg.

snedden, adj. rask, hurtig; ogsaa: let, magelig, bekvem. Hard. Voss, Sdm. Vald. – Jf. snøgg, snerten, snjell.

Snefsa, f. en skarp eller spydig Tiltale. Hall. Jf. D. Snibbe.

snefsa, v.n. (ar), sige bitre Ord, give Spottegloser. Hall. I Sogn snøpsa, v.a. støde, fornærme. Jf. snubba. Sv. Dial. snebba, snäfsa.

snefsen, adj. spydig, bidende.

snegg, rask; vakker; s. snøgg.

sneid (skar osv.), s. snida.

Sneid, f. 1) et Snit, en afskaaren Skive; f. Ex. Kjøtsneid. B. Stift, Nordl. og fl. (Mest alm. Snei). G.N. sneid. S. snida. – 2) Toppen i en Gavlvæg; de skraat afskaarne Stokke i Gavlen. Østl. (Rom.). – 3) en Skraaning (egentl. et skraat løbende Snit). Paa Sneid: paa Skraa, i skraa Stilling (= paa Snid). Gbr.
Vald. Buskr. Smaal. (Snei).

sneida, v.n. (er, de), 1) svinge, dreie til Siden. Smaal. (sneie). – 2) slaae eller hugge til Siden; ogsaa: snappe efter noget. Tel. Han sneidde etter det. – 3) stikle paa En, sige tirrende Ord. Tel. og flere. I Guldalen sne’e (sne). G.N. sneida.

Sneida, f. Skose, tirrende Ord. Mest i Fleertal. (Sneiur, Tel.). Hedder ogsaa Sneidord (Snei-oor).

Sneiding, f. Stiklerier, Skoser.

Sneidkubbe, m. Stok i Toppen af en Tværvæg (s. Sneid). Gbr.

Sneidvisa, f. stiklende eller spottende Vise. Saaledes ogsa Sneidvers, eller Sneidstev, n. Tel.

Sneis, f. 1) Pind, spids Nagle eller Tap (= Spyta), f. Ex. til at fæste et Laag. Tel. Hall. (Jf. Kurvesneis: Pølsepind). G.N. sneis: Pind; Ang. snæs, el. snás: Spyd, Spid. – 2) en Stavre til Korntørring; en Stage med tilspidset Top, hvorpaa Negene kunne nedsættes ovenfra. Østl. Sv. Dial. sneis, snes. (Jf. Raa). – 3) en Strikkepind (= Spyta). Mandal, Rbg. Gbr. og fl. – 4) en tynd Kvist, et Sideskud paa en Stamme eller Green. Gbr. – 5) Snees, Antal af tyve Stykker. (Vel egentlig en Hob som er ophængt paa en Kvist eller Stang). Sv. snes.

sneisa, v.a. og n. (ar), 1) besætte med Pinder; ogsaa opsætte paa en Pind el. Stage (Sneis); opsætte Korn til Tørring. Østl. – 2) stikle paa, give spydige Ord. Hall. og fl. Jf. neisa, og Sv. snäsa. – 3) stikke, smerte, fornemmes som en Rivning i Lemmerne. “Dæ sneisa i Armaa”. Sdm. Ogsaa i Tel. Jf. teina.

Sneisgang, m. en Omgang i Strikning (= Umfar). Tel. Gbr. s. Sneis, 3.

Sneising, f. 1) Kornets Opsætning paa Stavrer. 2) stikkende Smerter; s. sneisa.

sneisutt, adj. tagget, ujævn; kvistet. Gbr. (sneisaatt). Derimod sneisen, adj. tynd, spids.

Snek, s. Snik. sneka, s. snika.

Snekkja, f. 1) Snække, liden Skude. B. Stift. (Sjelden). G.N. snekkja. – 2) en liden Baad. Søndenfjelds. Nogle St. Snekke.

Snelda, f. 1) Teen i en Rok; den lille Valse hvorpaa Traaden opruller sig i Spindingen. Isl. snælda; Sv. Dial. snälla, snåld, snoll (Rietz 643). Jf. Handsnelda. – 2) et mindre Hjul som drives af et større. B. Stift. – 3) som Plantenavn: Eqvisetum (= Kjerringrokk). Trondhjem (Snella, Snell’).

Snelderennel, m. Rokketridse.

snell, adj. rask; nem osv. s. snjell.

Snellert, m. Ladejern, Lancette. Vald. (Andre St. Snippert og Bild).

Snellkalv, m. Kalv som døer kort efter Fødselen. Sæt. (Snellkaav’e).

snellvitug, s. snjellvitug.

snemme, adv. snart, let, lettelig. Sdm. Ogsaa udtalt snæme. “Dæ kann snæme nytte”: det kan snart hjælpe; der behøves ikke meget. (Nu sjelden). G.N. snemma: tidlig. Jf. snim.

snerka, v.n. (snerk, snark, snorket), 1) stønne, sukke; udstøde en vis prustende el. snorkende Lyd; nærmest om Heste. Hall. (Imperf. Fl. snorko. Supin. udtalt snorkje). Sv. Dial. snärka: snorke. Jf. snarka og snurkla. – 2) stunde, vente paa noget; ogsaa: snylte, gaae som for at tigge. Sfj. Nfj. Sdm. (sædvanlig med Imperf. snork). Nogle St. snørke (Nfj.); afvig. snørkja (-er, te), Sogn. – 3) gaae bort, fjerne sig. “Han snork av” el. “snork veg”: han forsvandt, listede sig bort. Sdm. – 4) indsvinde, sammensnerpes, blive haard eller skrumpen (= snerpa); f. Ex. om Skind eller Skotøi. Det snerk i Hop. Sdm. Jf. snorken. (Forbindelsen imellem disse Betydninger er dunkel). Ordet udtales kun med e’, ikke æ.

Snerke, m. en tynd Skorpe, en skrumpen Hinde; f. Ex. paa Suppe el. kogt Mælk. Temmelig alm. Paa Østl. Snerk; ellers sædvanlig Snerkje (Snærkje). Sv. Dial. snark. Jf. Steinsnerke.

snerkja, v.a. (er, te), sammensnerpe. Sjelden (s. snerka). G.N. snerkja.

snerpa, v.n. (snerp, snarp, snorpet), sammensnerpes, blive haard og skrumpen; f. Ex. om Skind. Valders. Imperf. Fl. snorpo, her snørpo; f. Ex. “Skoene snørpo i Hop”. Supin. udtales snørpe. Jf. snorpen og snarp. (I Betydn. ligt skraana, skrøkka, kverva, snerka). Sv. Dial. snärpa (snarp): skjærpes osv.

snerpa, v.a. (er, te), sammensnerpe, rynke, gjøre skrumpen; ogsaa: skjærpe eller hærde, om Frost. Nhl. Tel. og flere. Snerpa seg: blive skarpere. Hall. (Jf. snarp). G.N. snerpa: hvæsse.

Snerpa, f. 1, Avnebørste paa Korn; braad eller Stak i Enden af Kornet. Næsten alm. Nogle St. Snarpa, eller Snarp. Ork. Østerd. (Andre St. kaldet Ogn). Sv. snärp, n.

Snerpa, f. 2, en djerv, hastmodig Person. Hall. Egentl. Skarphed, el. noget haardt. I Buskr. Snerp, n. en tynd Skorpe.

snerpen, adj. skarp, bitter. Hall.

Snerping, f. Sammensnerpelse.

Snerra, f. 1) en heftig Strid eller Trætte. Tel. (?). G.N. snerra: Angreb. – 2) en Klemme, Knibe, slem Stilling. Sdm. i Forbind. “Staa i Snærrinne” (Dativ): staae i Stikken, staae forladt og udsat for Fare. – 3) en hastig, opfarende Person. Hall.

snerren, adj. rask, hastig. Tel.


Snert, m. Snert, Smæk; ogsaa: et lettere Anfald, f. Ex. af Sygdom.

snerta, v.n. og a. (snert, snart, snortet), 1) streife, komme ind paa, berøre noget løselig eller kun for et Øieblik. Hall. Vald. Gbr. Østerd. Han kann hoppa yver Gjerdet, so han inkje snert nedaat. Det snart innpaa. Det hadde snortet inn i Leggen (dvs. streifet eller saaret Læggen). Ogsaa med Objekt. Snerta einannan: berøre hinanden. Det var best, at dei inkje snorto honom meir, dvs. rørte mere ved ham. (I Hall. med Dativ). G.N. snerta (snart). Jf. nerta. – 2) stryge afsted, ile, skynde sig. Vald. “Han snart ut igjeno Døragløtten”. (Segner fraa Bygdom, Side II). Andre St. med svag Bøining (s. følg. Ord). Sv. Dial. snätta og snärta (snart).

snerta, v.a. og n. (er, e), 1) sætte i Bevægelse for et Øieblik. Snerta seg: løbe som snarest, gaae et kort Ærinde. Hall. Gbr. Ofte uden Objekt. Han snerte upp i Garden. Eg berre snerter inn. (Gbr. Toten og flere). Jf. svinta. – 2) affærdige let eller hurtigt, expedere i en Hast. Hall. Snerta av (eit Tre): afhugge, kappe. Snerta seg til: ruste sig eller pynte sig i en Hast. Jf. snyrta. (G.N. snerta or: tømme). – 3) snerte, give et let Slag (som med et Riis). Snerta Hesten med Svipa. Oftere v.n. slaae efter eller henimod. Han snerte etter meg. (Nogle St. snyrte). Sv. snärta.

Snerta, f. en Lysestikke, Spaan til at lyse med (= Spik). Helg. I Østerd. Snarte: Spaaner at tænde Ild med. Jf. Snart.

snerten, adj. rask, snar, hurtig; ogsaa: let, net, bekvem til at bruge. B. Stift. Jf. snedden, snøgg, snjell. – snertet, adv. snart, med Hast. “Dæ var snærte gjort”: det gik hurtigt.

Snerting, f. Berørelse; ogsaa Snerten.

Snev (e’), m. en dunkel Fornemmelse; egentl. Lugt eller Veir af noget; oftest: en svag Antydning, Spor, Mærke til noget; ogsaa: Haug, Tilbøielighed. Dei hadde fenget ein Snev utav det: de havde faaet Nys derom. Hard. og fl. Ein Snev av ei Sykja: et Tegn eller Mærke til en Sygdom. Han hadde ein Snev utav di: et vist Hang dertil. Trondh. Ordet er temmelig alm., men lyder for det meste som “Snæv”. (Sv. Dial. snäv). En anden Form er Snevl (e’), m. (Sdm.). Jf. Isl. snefill: Nys; snefja: opspore.

Sneveg, s. Snidveg. Snevl, s. Snev.

Snid (i’), n. 1) Snit, Skaar (s. Snidlaus). G.N. snid. Ogsaa: et Puds, en Skalkestreg. “Han gjore meg eit godt Sne”. Jæd. og fl. (Sv. sned). – 2) Snit, Maneer (egentl. Maade at skjære paa). Han fekk ikkje Snid paa det: ikke det rette Greb paa Tingen. Sdm. – 3) Skraasnit, skraa Stilling eller Retning. Vegen gjeng i Snid; skraat opad, med Svingning til Siden; ogsaa: i Zikzak. Det stend paa Snid: skraat, skjævt. Mest alm. Sne, ellers Sni og Snid (i’). Isl á snid; Sv. på sned. (Nogle St. “paa Snei”, s. Sneid). Jf. Skaa og Skakke.

snida (ii), v.a. og n. (snid, sneid, snidet, i’), 1) skjære, gjøre et Snit; ogsaa afskjære. (Landst. 218). Lidet brugl. G.N. snída (sneid). Heraf Snid, Sneid, sneida. – 2) vende til Siden, gaae i skraa Retning. Snida ut av Vegen: vige ud. Snida inn paa nokon: vride sig ind paa En, stikle paa En eller forekaste ham noget. Nogle St. sni (snie) og tildeels med svag Bøining (er, de).

Snidberg (i’), n. en hældende Klippe, en skraa Bjergflade. (Sneberg).

Snidbrigde, n. en Sammenfoldning som danner tre Hjørner; f. Ex. paa en Dug, eller et Tørklæde. Hall.

Snidel (i’), m. en Løvkniv, en kort Segel til at hugge Kviste med. Indre Sogn: Sniel. Afvig. Snøel og Snaal, Hall. Snivel, Vald. (Andre St. Lauvsigd). G.N. snidill.

Snidfetel (i’, e’), m. Skulder-Rem, Hængsel; f. Ex. paa en Skræppe. Tel. (Snefetil).

Sniding, f. Vending til Siden.

Snidklake, m. en skraatliggende, hældende Iis. Shl. (Sneklakje).

snidlaus (i’), adj. lydeløs, meenfri (egentl. ubeskaaren?). Hall. (snelaus).

snidlides, adv. skraat opad en Bjergside. Nedenæs. (snelies).

Snidsegl (i’), n. Seil med en skraa Kant; Klyver. Trondh. (Snesegl).

snidskoren, adj. skjævkantet, tilskaaren med en skraa Kant.

Snidstaur, m. Skraastøtte, Stiver.

snidug (i’), adj. 1) smidig, bøielig i Lemmerne. Nordre Berg. – 2) snedig, listig. Nogle St. snidig og sneug.

Snidveg (i’), m. Vei som gaar opad i en skraa Linie eller i visse Slyngninger. (Sneveg).

Sniel, s. Snidel og Snigel.

Snigel, m. (Fl. Sniglar), Snegl (Limax). Mest alm. Snigjel (ii), el. Sniel; ellers ogsaa Snigle (el. Snegle), Indh., Snygjyl, Hall., Snivel, Vald. G.N. snigill; Ang. snegel. I Sammensætning Snigle (eller Snigla); saaledes Sniglegang (-gaang), m. Sneglegang, yderlig langsom Gang. Sniglehorn (-honn), n. Sneglens Følehorn. Sniglehus, n. Sneglehuus (s. Kuvung).

Snik (i’), n. Raamælk; s. snika.

Snik (i’), m. Lugt; ogsaa: Stank. Søndre Berg. Ryf. Hall. Afvig. Snæk, Sogn. (Jf. G.N. fnykr og knykr).

Snik (ii), m. 1) et lidet Spand, formet som en Æske. Hard. Tel. – 2) Knippe eller
Hob, som er ophængt paa et Baand (altsaa = Honk). Gbr. Hertil Fiskesnik. – 3) en tilskaaren Kvist til at hænge Fisk paa. Helg.

snika (i’), v.n. (ar), lugte; stinke; ogsaa: lugte til noget. “Han snika paa da”. Søndre Berg.

snika (i’), v.a. (ar), bestryge Brød med Fløde eller Ramælk for at gjøre det hvidt og glindsende. Sdm. Hertil Snik (i’), n. det som stryges paa. “Snika løfse”, f. Fladbrød, bestrøget med Raamælk (s. Lefsa). Andre St. Skinabraud.

snikall, s. snikjen.

snikja (ii), v.n. og a. (er, te), 1) snylte, snige sig frem for at faae noget. Snikja etter Godmaten. G.N. sníkja. – 2) skaffe sig noget ved at snylte eller trygle. Han snikte det aat seg. Dei kom og snikte det fraa meg.

Snikjegjest, m. Snyltegjæst. Ellers Snikjar, m. om en begjærlig eller havesyg person.

snikjen, adj. 1) snyltende; ogsaa havesyg, begjærlig efter smaa Fordele. G.N. sníkinn. Afvig. snikall. Smaal. – 2) indsmigrende, venlig i egennyttige Hensigter. Tel. og fl.

snikka, v.n. (ar), tilskjære noget, arbeide med Kniv (= spikka, smida). Tel. (sjelden). Sv. Dial. snikka. Vel egentl. snidka, af snida. Ellers mere almindelig: snikra, v.n. gjøre Snedkerarbeide. (Af Snikkar).

snikka, v.a. (ar), laste eller bebreide En for noget. Tel. (Jf. snækja og nekkja). Ogsaa: overbevise En om en Brøde eller straffe ham derfor. Shl. Dei trudde, han hadde gjort det; men det kunde ingen snikka honom fyre det. Jf. usnikkad.

Snikkar, m. Snedker, Mester i finere Træarbeide. Alm. (Sv. snickare).

snikkelaus, adj. fri for Skade. (Sjelden). I Valders “snikkislaus”. Mere bekjendt er snikkelaust, adv. uden Fare el. Skade. B. Stift. Det gjeng ikkje snikkelaust av seg: det vil ikke gaae godt; det fører til en Ulykke.

snikra, v. s. snikka.

Snild, f. Godhed, Velvillie (?). Usikkert Ord i Forbindelsen “Snilda(r) Folk”: agtværdige, gode Mennesker. “Ein Snilda Mann”: en meget god, velvillig Mand. Sdm. Jf. G.N. snild: Duelighed; snildarmadr: dygtig Mand.

snild, adj. 1) vakker, smuk, tækkelig. Nordre Berg. Voss, Hall. Vald., ogsaa Indh. (Snaasen). Snilde Klæde: smukke Klæder. (Sdm.). Snildt Veer: vakkert Veir. (Vald. Snaas.). Ellers mest om Tilstand og Opførsel; f. Ex. snild Vokster; snild Aatferd. – 2) venlig, føielig, god at omgaaes med; ogsaa: artig, skikkelig; f. Ex. eit snildt Barn: et artigt Barn. (Man siger ogsaa Snildebarn, Snildegut, Snildetaus). – 3) godhjertet, velvillig, ædel i Tænkemaade; ofte ogsaa: from, gudfrygtig. Temmelig alm. og meget brugl. Lyder tildeels “snill”; men i de Egne hvor “ld” udtales tydeligt, hedder det altid snild (snild’e) og adskiller sig saaledes ganske fra snjell og snaal. Synes at være et nyere Ord, enten udgaaet fra Subst. Snild eller som Particip af et Verbum snilla (pryde?) af snjell.

snilda, v.a. (ar), smykke, pynte. Han laut snilda paa det: han maatte besmykke Sagen lidt. B. Stift, dog lidet brugl.

Snilda, f. Artighed. (Sjelden og usikkert). “Med Snille”: artigt, vakkert. Landst. 303.

Snildskap, m. Vakkerhed; Artighed, Godhed. Hedder oftere Snildheit, f.

snildt, adv. vakkert, smukt. Fara snildt aat. Ironisk: Han vardt snildt narrad. Det slapp eg snildt: det blev jeg da rigtig fri for. Ogsaa: let, mageligt, uden Uleilighed. Me koma snildt fram til Kvelds.

snim (el. snimm), adj. tidlig, som kommer tidlig. Tel. Num. I Særdeleshed: a) om Jord, som gror tidlig. b) om en Ko, som er tidlig drægtig, eller kalver tidlig paa Vinteren. (Isl. snemmbær, snimmbær). G.N. snemt: tidligt. Jf. snemme.

Snipa, f. 1) Næb, Snabel. Hall. – 2) Sneppe (Fugl). Kun sammensat, som Myrsnipa og Strandsnipa.

Snipel (i’), m. Snip, Læp; s. Øyresnipel. (G.N. snepill).

snipnasad (ii), adj. spidsnæset. Sdm. Tel. – Jf. Snipa.

Snippa, f. Snip, Hjørne; f. Ex. paa en Dug. Sjeldnere: Snipp, m.

snippa, v.n. græde, flæbe (= sippa).

snippen, adj. 1) pludselig, uventet; om Tab eller Skade. Ein snippen Skade. Det var snippe(t): det Tab kom uventet. Nordre Berg. – 2) slagen, nedslaaet, sørgende over et Tab eller en stor Skuffelse. Nogle St. snippleg; i Valders snuppen. (Sv. snopen). Han stod atter baade snippen og snaud. Sdm. I Nordl. “snipp aa snau”.

Snivel, s. Snidel og Snigel.

snjall, s. snjell. snjaavla, s. snaava.

snjell, adj. 1) rask, flink, dygtig. Voss. Ogsaa i Tel. med visse Afvigelser: snell (s. snjellvitug); snjall, snjadd (s. Landst. 10, 159); ogsaa snjaal og snaal (see snaal). G.N. snjallr: dygtig, klog; Sv. snäll: rask, flink, artig (jf. snild); D. snild; klog; T. schnell: hurtig. – 2) frisk, noget skarp eller stærk; om Drik. Tel. Num. Hall. Snjelt (el. snelt) Øl: Øl som stiger til Hovedet, beruser. (Tel.). Mjølki er snjell: Mælken er noget skarp, lidt suurnet. (Num.). – 3) vakker, velvoxen, fiint formet. Hall. (Jf. snild). Saaledes ogsaa: snjellføtt, adj. vakker i Fødderne. snjellagd: fiint bygget eller formet. snjelleitt, adj. som seer vakkert ud, eller har
et fiint Ansigt. Hall. (Hoel).

snjellsmakad, adj. frisk i Smagen, lidt skarp. Hall i Formen “snjellsmuku”, for snjellsmokud (o’).

snjellvitug, adj. nem, rask til at fatte eller forstaae noget. Tel. Oftere snellvitug, dog lidet brugl. I samme Betydning forekommer ogsaa snell. (Silgjord).

Snjo, m. Snee, faldende Sneeflokker; ogsaa et Sneelag paa Jorden. Brugt i forskjellig Form: Snjo (Snioo), Voss, Hard. Shl. Tel., Snjor (eller Snjor’e), Sæt. Tel., Snor, Tel. (Tinn), Sjo (Hitterdal); Snjov, Snjog, Sjog, Gbr., Snjøv (ø’), Sdm., Snjø, Hall. Vald. og fl., Snø, Østl. og fl., Sny, Nordl. ogsaa i Østerd. (Trysil). G.N. snjó’r, snjá’r, snæ’r. (Gen. snjóvar). Ang. snáv, Ght. snéo, Goth. snaivs. Jf. Sv. snö, i Dial. snio, snjö, sniv, sny. Formen Snjor i Sætersd. vedbliver ogsaa om en Endelse tillægges; saaledes: Snjoren, og: i Snjore (Dativ); ligesaa: snjorutt, adj.

snjoa (og snjova), v.n. (ar), 1) snee, falde som Snee. Afvig. snjoga, sjoga, Gbr., snjøa, snjøva og snøva (ø’) paa flere Steder; ogsaa snya, Nordl. G.N. snjóva (snjófa); Sv. snöa og snöga. – 2) fyldes eller belægges med Snee. Vegen snjovar full. Det snjovar nedre: det bliver nedsneet, skjult af Snee. – 3) v.a. tilrakke med Snee. Snjova seg ut: rode i Sneen, blive tilsneet.

Snjoball, m. Sneebold.

snjoberr, adj. sneeløs, fri for Snee.

snjoblind, adj. sneeblind, svagsynet af Sneeglands (Snjoglima).

Snjobolk, m. en Tid med Sneeveir.

Snjobraut, f. en Vei i dyb Snee.

Snjobrede, m. en stor Sneemasse; en Sneehob paa et Fjeld. S. Brede.

Snjodokk, f. s. Snjofolga.

Snjodriv (i’), n. Sneefog, drivende Snee. Nogle St. Snjodrift, f.

Snjodyr, s. Snjokall.

Snjo-eling (ee), m. Sneeiling, Sneebyge.

Snjo-elta, f. Sneeskyer, Snee i Luften. Hall. (Snjøelte).

Snjofall, n. Sneefald.

snjofast, adj. heelt belagt med Snee, saa at ingen Plet er bar. Det ligg snjofast lika til Sjoen.

Sjnofaan, f. et meget tyndt Sneedække(s. Faan). Afvig. Snyfan, Helg.

Snjoflekk, m. Plet hvor der ligger Snee.

Snjofloke, m. Sneeflokke, enkelt Partikel af faldende Snee. Hedder ellers Snjoflugsa (Snøflukse), f., Snjoflyssa, f. og Snjofilla (Snøfille), f.

Snjofok (o’), n. Sneefog.

Snjofolga, f. et lidet Sneedække. Sogn. I Nhl. Snødokk, f.

Snjofonn, f. en liggende Sneemasse, et stort Sneelag. – 2) Sneeskred. Sdm. (Snjøfonn), s. Fonn.

Snjofugl, m. Sneespurv (Emberiza nivalis). Ogsaa kaldet Snjotiting (Snøtiting), m. Nordl.

Snjoføre, n. Sneeføre, passende Sneelag til at kjøre paa.

Snjogauv, m. en Strøm eller Styrtning af drivende Snee. Hall.

Snjoglima (ii), f. Sneeglands, Sneens blendende Virkning paa Synet.

Snjograut, m. Snee som er opfyldt af Vand. Tel. Hall. (Jf. Blaastøda).

snjoheil (-heilt), adj. omtr. som snjofast.

Snjohim (ii), n. et meget tyndt Sneedække.

Snjohimmel, m. Sneeluft, Skyer som bebude Snee.

Snjohosa (o’), f. Sneehose; Skindstrømper at bruge i Snee.

Snjoing, f. ideligt Sneefald.

Snjokall, m. Sneemand, Figur dannet af Snee. Ogsaa kaldet Snjokjerring, f. og i anden Form Snjodyr, n.

Snjokave, m. Sneebyge; tæt Sammenhobning af Snee i Luften.

Snjokrav, n. Sneeskorpe paa Vandet.

snjokvit, adj. sneehvid.

snjolaus, adj. sneeløs, bar.

Snjolit (i’), m. 1) Tegn til Snee i Luften. 2) sneehvid Farve.

Snjolyse, n. Nordlys med hvid Farve.

Snjoløysa, f. Mangel paa Sneeføre.

Snjoløysing, f. Sneens Optøelse om Vaaren. Tel. og fl.

Snjomjølking, f. stærkt Tøveir. Hall.

snjomyken (y’), adj. sneefuld, rig paa Snee. “snjømykjen”, Hall.

Snjonaam, n. Sneens Bortgang om Vaaren (= Snjoløysing). Hard. G.N. snjónám. Egentl. Sneens Borttagelse.

Snjoplog, m. Sneeplov, Banebryder.

Snjorap, n. s. Snjoskrida.

Snjoraak, f. Mælkeveien (= Vetterbraut), Nfj. Paa Helg. Sny-revel, m.

Snjorid, f. et haardt Sneeveir, en Tid med stærkt Sneefald. (S. Rid). Ogsaa om et Sneelag paa Jorden. Sdm. (Snjørid).

Snjorota (o’), f.s. Snjoskrida.

Snjorust, f. rustfarvet Dynd, som ligger tilbage efter Snee.

Snjoskavl, m. en høi Sneedrive.

Snjoskrida (i’), f. Sneeskred, Lavine. Ogsaa kaldet Snjorota (o’), Tel.; Snørap, n. Ndm., Snjøfonn, f. Sdm.

Snjosletta (e’), f. Slud; s. Sletta.

Snjotiting, s. Snjofugl.

snjoutt (el. snjovutt), adj. plettet eller tilrakket af Snee. I Sæt. snjorutte; andre St. snjoette, snøvette, snøaat (Trondh.), snyatt (Nordl.).

Snjovad, n. Vadning i Snee. (Paa Sdm. “Snjøvaul” (for Snjovodul), m.

snjovarna, v.a. (ar), frede Engene om
Vaaren efter Sneeløsningen, for at Kreaturene ikke skulle fordærve Græsbunden. Tel. (Mo, Vinje), i Formen “snjovanne”; Particip snjovanna(d).

Snjovaak, m. et Slags Falk. (Buteo Lagopus?). Gbr. i Formen Sjovaak og Sjøvaak. Paa Hedemarken forekommer “Sjuvalk”, eller “Skyvalk”, som maaskee betegner samme Art.

Snjoveder, n. Sneeveir. (Sædvanlig Snjovær, Snjøveer, Snøveer). Hedder ogsaa Snjovederaatta, f. paa Sdm. “Snjøveraatte”, meget brugl.

Snjovetter, m. en Vinter med megen Snee.

Snjovind, m. Vind som fremdriver Snee.

Snjoæka, f. en sammendynget Sneemasse, f. Ex. i en Huulning paa et Fjeld. Vald. (Snjøæke).

Sno, s. Snoa og Snod.

snoa, v.n. (ar), 1) lufte, blæse lidt; især om en kold Vind fra et Dalstrøg; s. Snoa, f. Temmelig alm. Sv. Dial. sno og snå). – 2) snage, snuse efter noget. Sogn. Andre St. snaa. (Jf. snaala, snaassa, snopa). – Afvigende Former ere: snoga (lufte, blæse), Gbr., og snø (-r, dde), Vald. “Dæ snødde fraa di”: der stod en Luftning af det.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   161   162   163   164   165   166   167   168   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə