Ivar Aasen Norsk Ordbog


Snoa, f. 1) Luftning, Lufttræk; især om den kolde Luft som strømmer ned ad Dalstrøgene i Frostveir. Meget brugl. syd og vest i Landet. Nogle St. Sno



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə166/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   162   163   164   165   166   167   168   169   ...   221

Snoa, f. 1) Luftning, Lufttræk; især om den kolde Luft som strømmer ned ad Dalstrøgene i Frostveir. Meget brugl. syd og vest i Landet. Nogle St. Sno; afvig. Snaa, Trondh. Nordl. Jf. Snæra, Nare, Skjella. (Paa Sdm. baade “Snoe” og “Skjelle”, men det sidste om en stærkere Blæst). Sv. Dial. snå. – 2) Nys om noget, Spor, Antydning. Han fekk Snoa av det (egentl. han fik Veiret af det). Smaal. Ved Trondh. Snaa. Jf. Snev, Tev, Teft, Tekk.

Snod (?), m. Fyrighed, Mod, Livlighed. “Sno”, Nhl. (Tvivlsomt). Jf. snodig og G.N. snúdr: Raskhed.

snoden (o’), adj. blottet, bar (= snaud). Modsat loden. Mandal i Formen snoen (o’), snøen. “Gakk burt snøen, kom atter løen”, siges om et klippet Faar. (G.N. snodinn). Synes at være Particip af et Verbum snjoda eller snuda (snyd, snaud, snodet), hvortil da ogsaa “snaud” henhører.

snodig (oo), adj. 1) flink, dygtig, brav; ogsaa: net, vakker. Nedenæs. Rbg. (Jf. G.N. snúdigr: rask. Sv. Dial. snudig: net, fiin). – 2) morsom, lystig; ogsaa: snurrig, besynderlig. Mere alm. Overalt med tydeligt “d” (som ogsaa er Tilfældet ved flere Ord med Endelsen “ig”). Jf. Snod.

snoga, s. snoa og snugga.

snohardt, adj. n. om et Sted, som er udsat for stærk Fjeldvind eller koldt Lufttræk (Snoa). Østl.

snoka (oo), v.n. (ar), snøfte, snuse. Gbr. Snoka, f. Reenko i Spidsen for en Flok (= Dragsimla).

Snop (oo), m. Lækkerheder; Bakkelse, Frugt eller desl. Nordl.

snopa, v.n. (ar), 1) snaske, æde lækre Ting. Nordl. (Nt. snopen). – 2) snylte, snage efter noget. Sogn.

snopen, adj. kort for Hovedet, pirrelig. Tel. Jf. snuppeleg.

Snor (o’), n. Snot, Næsesliim. Alm. (Nogle St. Snør). Sv. snor. Eng. Dial. snotter. – Hertil: snora (o’), v.a. besudle med Snot. snorutt, adj. snottet. Snorsykja, f. Kvægsyge med stærk Afsondring af Snot.

Snor (oo), f. Snor, Streng, tyk Traad. Jf. snara og Snøre.

Snora (o’), f. en Snare; s. Snara.

snorbein (oo), adj. snorlige, retliniet som en spændt Snor.

Snork, f. Tiggerkvinde (s. snerka). Nfj.

snorken (o’), adj. skrumpen, sammenkrympet. (Particip af snerka). Nordre Berg. Gbr. Isl. snorkinn.

snorpen, part. (af snerpa), sammensnerpet. Vald.

Snort (o’), m. Brand; s. Snart.

snorten o’), adj. stødt, misnøiet, vranten. Nordre Berg. Nordl. (Oftere snurten). Vel egentl. Particip af snerta.

Snos, f. Hjørne, fremstaaende Kant. Ork. “Steinsnos’a”: det forreste Hjørne af Arnestedet. Jf. Nos.

snosk, adj. snurrig (= snodig). Ork.

Snot (oo), f. Pige, Kvinde. Efter S. Bugge i en gammel Vise fra Tel. G.N. snót.

Snote (oo), m. Mode, nyt Snit. Vald.

snoten (oo), adj. net, vakker, pyntelig. Hard.

snotra (oo), v.n. snage; s. snutra.

snu (el. snua), v.a. og n. (r, dde), 1) snoe, vende noget i en vis Retning, eller til en anden Side. Snu Baaten aat Landet. Snu seg aat Veggen. Snu seg i Kring osv. (Mere brugl. end venda). Præsens hedder tildeels: snyr, Nordre Berg. Trondh. (I Snaasen: sny). Ellers alm. snur, snudde, snutt (uu). G.N. snúa (snýr, sneri, snúit). – 2) vrænge, omvride, f. Ex. Klæder. Ogsaa: flaae, aftage et Skind. Gbr. Ork. – 3) særlig om at vende eller omkaste Hø, som er udbredt til Tørring. (Jf. kaa). Folket var ute og snudde. – 4) v.n. vende sig om, vende sin Gang i en anden Retning; fare tilbage. D’er best aa snu heimatter. Me snudde, daa Stormen kom. – 5) have en vis Retning, være vendt til en vis Side. Den Sida som snur hit. Det snur rangt: det vender Vrangsiden til. Det snudde upp ned: det var omhvælvet, endevendt. – Snu seg: vende sig om; ogsaa: snoe sig, gaae frem med Klogskab; søge sin Fordeel. Snu seg til: være villig; slaae til, indlade sig paa noget. Snu i Hop: vende imod hinanden; ogsaa:
spinde sammen, tvinde. (G.N. snúa). Jf. snara. Snu til: føie, lempe, lave; for Ex. Han snudde det so til, at han fekk Vinningen. Snu um: vende om, vrænge. Jf. umsnudd.

Snu, m. en Vending, Svingning. Vald. Gbr. (Maaskee Snud). Jf. Snur.

snubba, v.a. (ar), tiltale haardt, give hvasse Ord. Hall. Sv. snubba. G.N. snubba: bebreide. Jf. snefsa.

Snubba, f. Snibbe, haard Tiltale; Smaal. og flere. Mest i Fleertal. Hedder ogsaa Snubbord.

Snud (?), s. Snu og Snur.

snudd (uu), part. snoet, vendt; vrænget; ogsaa: stillet i et vist Forhold. Han veit ikkje kor han er snudd, dvs. hvordan han er stillet, hvorledes hans Sager staae.

snudda (u’), v.n. (ar), berøre noget let eller løselig. “Han snudda burt i dæ”. Hall. (Sv. snudda).

snudden (u’), adj. lidt beruset. Hall.

Snuel, m. Hvirveltap i en Kjæde (= Leikinde, Laupar). Nhl.

snuen, adj. rask til at snoe sig; driftig, virksom. Nhl. Nordl.

snuft, s. snupt.

Snugg, m. 1) Travlhed; s. snugga. en liden Lap eller Klud. Hall.

snugga, v.a. (ar), 1) lave, ordne, gjøre færdig; f. Ex. om at ordne sit Tøi til en Reise. Hall. Snugga seg: lave sig til; ogsaa haste, have travlt. – 2) skubbe, gnide. Jæd. (Oftere snoga). – 3) søge ivrigt efter noget; tigge, trygle. Gbr. Jf. Sv. snugga: snylte. G.N. snugga: stunde efter noget.

Snuggerom, n. Rum eller Leilighed til at faae sine Ting i Orden. Hall.

Snuing, f. 1) Vending, Omstilling; f. Ex. det Arbeide at vende Hø. – 2) Bevægelse, Rørelse; ogsaa Travlhed, Tummel. Snar i Snuingi: rask i sine Bevægelser.

snukka, v.n. (ar), snøfte, snue; ogsa: lugte til noget. Nordl. (Eng. Dial. snuck). Jf. snoka, snykta, snika. – Snukk, m. Lugt el. Veir af noget. Afvig. Snugg, Mandal.

snulla, v.n. (ar), snøvle, tale utydeligt, med stærk Næselyd. Sdm. Gbr. Ork. og flere. Jf. snurla, snurkla. Snulling, f. Snøvlen.

snultra, v.n. (ar), snage, snylte efter noget. Berg. Nordl. Ellers ogsaa: snyltra, v.n. snylte, trygle. Tel. og fl.

Snunad, m. Vending, Omskiftelse; Omvæltning; ogsaa Tummel, Bevægelse, Travlhed. Berg. Hall. og fl. Sjeldnere Snuning, f. Af snu.

Snupp, m. Stump, lidet Stykke. Hall. og fl.

snuppeleg, adj. tvær, kort, afstumpet. Hall.

snupputt, adj. kort og tvær; om en Tiltale eller et Svar. Hall. I Vald. snuppen: stødt, skuffet; s. snippen.

snupt (snuppt), adj. tvært, heelt igjennem, ganske; f. Ex. snupt avbroten; snupt utslokken osv. Berg. Trondh. Nordl. Tildeels udtalt “snuft”. – Ogsaa med Betydning: næsten, saa godt som. Ryf.

Snur (uu), m. Kurre, Forvridning el. Sammenslyngning paa Traad (som er haardt snoet). Mest brugl. vest og nord i Landet. (Andre St. Snarlykkja), og Snarrukka). Figurlig: Det kom ein Snur paa, dvs. der opkom en Forvikling, Misforstaelse, Tvist. Nogle Steder Snu, maaskee for Snud (Snudr); dog synes Ordet nærmest at føie sig til “snara”.

snurast, v.n. (ast), forvikles, slaae sig i Bugter eller Kurrer (Snur). Hedder ogsaa: snura (ar) seg.

snuren, s. snurutt.

snurkla, v.n. (ar), ralle, give en snorkende eller gurglende Lyd. B. Stift. (G.N. snörgla). I en svagere Grad: snurla; jf. snulla.

Snurlykkja, f.s. Snur og Snar.

snurpa, v.a. s. snyrpa.

Snurr, m. 1) en snurrende Lyd. 2) en liden Ruus. B. Stift.

snurra, v.n. (ar), snurre; surre. Nogle St. ogsaa: hvirvle, svinge sig; s. snøra.

[snurrig, adj. snurrig, pudsig. Af Tydsk.

snurten, s. snorten. – Snuru, s. Snara.

snurutt, adj. fuld af Kurrer (Snur); ogsaa: forviklet, vanskelig.

Snus (uu), n. Snuustobak. Adskilt herfra er Snus, m. en Prise (Priis) af Snuus; ogsaa: en Smule. Aldri ein Snus: ikke det ringeste. Jf. Snusa.

snusa, v.n. (ar), snuse; ogsaa: snøfte, veire, spore efter noget.

snuska (u’), v.n. snage efter Mad. Snusk, n. Affald, Levninger. Sdm. og fl.

Snut (uu), m. Snude; fremstaaende Mund. Sv. snut; Eng. snout.

snutra (u’), v.n. (ar), snage, snuse efter noget. Nogle St. snotra (oo). Ogsaa snutla, eller snusla (snultle). Jf. snultra og snydja. Isl. snudra.

snuvla, v.n. snuble; s. snaava.

snuvutt, adj. afstumpet, tvær, but. Guldalen. Ogsaa: korthaaret. Solør (?). Jf. nuv og nuvutt.

Sny, s. Snjo. – snya, s. snjoa.

Snya, f. Krabat, Slusk. Tel. (Landst. 774). Maaskee for Snydja.

snyda, v.n. (er, de), snøfte, snue, blæse i Næsen. Sdm. (snyde).

snydja (y’), v.n. (snyd, -dde, -dt), spore, snuse efter noget; ogsaa: vimse, fare hastigt frem. Sdm. i Formen snydje, Præs. snyd’e (y’), Imperf. snydde for snudde (u’). G.N. snydja: haste.

Snygg, m. Art, Natur, Anlæg; ogsaa Nykker. Smaal. (Barnesnygg, Fantesnygg og flere). Dunkelt.

Snygjel, s. Snigel.

snygla, v.n. (ar), snylte, tigge, trygle. B.
Stift. Jf. snugga.

snykta, v.n. (ar), hulke, snappe efter Veiret; saasom i Graad. Tel. og Østl. tildeels i Formen snøkte; paa Hadeland “snøktegraate”. G.N. snökta. (Sv. snyfta). Jf. snukka, snippa, sippa. – Snykting, f. Hulken.

snyltra, v.n. trygle; s. snultra.

snyr, s. snu.

snyrpa, v.a. (er, te), trække sammen i Rynker (= hyrpa). Hall. I Vald. snurpa. Jf. snerpa.

Snyrt, m. Fiinhed, vakkert Udseende; vel egentl. Pynt, Prydelse. Nhl.

snyrta (y’), v.a. (er, e), pynte, pudse, gjøre vakker. Nhl. Voss. Jf. snerta.

snyrten, adj. pyntelig, net, vakker. Nhl. Voss, Sfj. Vald. G.N. snyrtilegr.

Snysa, f. Smule, lidet Gran. Vald. Vel egentl. Prise; s. Snus.

Snyt (yy), m. fremragende Spids el. Top. Sdm. og fl. Nogle St. Snyta, f.

snyta, v.a. (er, te), 1) snyde, rense Næsen. G.N. snýta. – 2) tilklippe, pudse (et Lys). – 3) narre, bedrage. – Forefindes tildeels med stærk Bøining, især med Imprf. snaut. (Hard. Rbg. Indh.). Dog synes dette at være en nyere Brug.

Snytar, m. en Snyder, En som narrer Folk i Handel. Snytarskap, m. Snyderie.

Snytt (y’), m. Puds, listigt Paafund. Sdm. og fl. Nogle St. Snitt.

snytt (yy), adj. 1) snydt, narret; s. snyta. – 2) beruset, drukken. Berg. Nordl.

Snæk, m. Stank; s. Snik, m.

snækja, v.n. og a. (er, te), 1) blæse koldt, kjøle, bide paa: om Vinden. Gbr. og fl. (snækje). – 2) give bitre Ord, forekaste En noget. Sfj. Sdm. Jf. snikka, nekkja.

Snækja, f. en Snibbe, bitter eller fornærmelig Tiltale. Sfj.

snækjen, adj. 1) skarp, bidende; om Vind og Kulde. Trondh. Jf. kaldsnækjen. – 2) nærgaaende, tilbøielig til at angribe. I Hall. snæk: bidsk.

snæme, adv. s. snemme.

snæra, v.n. (er, te), 1) streife, vimse omkring som for at lede efter noget. Sdm. (snære). Nærmer sig til snara. Jf. snøra. – 2) blæse svagt; især om en kold Vind. Østl. (Hadeland og fl.). Jf. snoa.

Snæra, f. Luftning, Vindpust; Vind fra Dalstrøgene. Østl. Jf. Snoa.

Snære, n. Krat, Riis, Kratskov: Gbr. Hall. I Sogn: Snær. Andre St. Snaar.

snærklædd, adj. tyndklædt, letklædt. Sdm. Maaskee snerrklædd.

Snærre, s. Snerra. – snærta, s. snerta.

Snæv, Spor, Tegn osv. s. Snev.

snæv, adj. 1) snæver, trang. B. Stift. (Lidet brugl.). I Hall. snøv. Sv. snäf. G.N. snœfr, snœfr (?). – 2) knap, tarvelig, neppe tilstrækkelig. Mere alm. Jf. nøv, nauv. – 3) smaatærende, som nyder lidet. Nhl. Ogsaa: karrig. Hall. (snøv).

snævleg, adj. smækker, slank, fiint voxen. Tel. – Ogsaa: noget snæver.

Snævleike, m. Smalhed, Snæverhed.

snø, v.n. (r, dde), lufte; s. snoa.

Snø, m.s. Snjo. snøa, s. snjoa.

Snøbree, s. Snjobrede.

snøgg (ø’), adj. 1) kort, snart afgjort, let at blive færdig med; f. Ex. om et Arbeide, et Ærinde, en Vei osv. Ogsaa: knap, liden (?). Nordl. Jf. knapp. – 2) hastig, pludselig. Ein snøgg Skilnad. Det fekk ein snøgg Ende. – 3) rask, hurtig, skyndsom. Me faa vera snøgge: vi maa skynde os. I snøggo (Dativ Neutr.): i en Hast. Hall. Fyre det snøggaste: for et Øieblik. Temmelig alm. Nogle St. oftere snegg. (Tel. Sfj. Sdm.). Komparativ tildeels sneggre (s. snøgt). Fra Rommerige er meddeelt “snøgg: pudsig, besynderlig”, som synes at falde sammen med “snodig”. Sv. Dial. snögg og snägger: knap, kort. Nt. snigger: rask; Holl. snugger: livlig. G.N. snöggr: glat (= snaud); Sv. snygg: reen, vakker.

snøgga, v.a. (ar), haste, paaskynde.

snøggfengd, adj. let at faae; ogsaa: rask, hurtig. Vald.

snøgghugsall, adj. snar til at befinde sig eller fatte sig. Hall.

snøggjengd, adj. rask til at gaae. Hall.

snøggleg, adj. noget hastig, pludselig.

snøgglege, adv. snart, i en Hast.

Snøggleike, m. Raskhed, Hurtighed.

snøggnæm, rask til at lære. Hall.

snøggraat, adj. grædenem. Hall.

snøggsvævd, adj. = snarsvæv. Hall. og fl.

snøggtenkt, adj. rask til at finde Udvei eller bestemme sig (= snartenkt). Tel.

snøggtøk, adj. rask i at gribe til, paapasselig, parat. Hall.

Snøggvenda, f. en kort Udflugt el. Reise. Nhl. og fl.

Snøggærend, f. Ærinde som kan udrettes i en Hast.

snøgt (snøggt), adv. snart, i en Hast; ogsaa: pludseligt. Han var her berre som snøggaste, dvs. kun for et Øieblik, i et kort Ærinde. Vonom snøggare: snarere end man havde ventet. Nogle St. Von sneggre; s. Von.

Snøk, m. Hast, Travlhed. “Han hadde slik ein Snøk paa se”: han var meget ivrig, eller skyndsom. Sdm.

snøkta, s. snykta. – Snøl, s. Snidel.

Snølet, s. Snjolit.

snøpsa(d), fornærmet; s. snefsa.

snøra, v.a. (er, de), 1) snøre, ombinde, surre sammen. Lidet brugl. – 2) omdreie, svinge, hvirvle. “snør’ se”: dreie sig rundt. Ork. Hedder ogsaa “snurre se”, og “snaaraa se”. Gbr. Ork. (Jf. snara). – 3) haste, paaskynde. Hall. Tel. og fl. Oftest
v.n. med “paa”. Daa kann du tru, han snørde paa (skyndte sig).

Snøre, n. 1) Snøre, Toug, tyndt Reb. G.N. snœri. Af Snor. – 2) Fiskesnor med Lod og Angel (Krog).

Snørebasse, s. Snørekall.

Snørefiskje, n. Fiskerie med Snøre.

Snørekall, m. et Slags Legetøi; en Pind, som er stukken igjennem en rund Skive og saaledes afpasset, at den kan sættes i en hvirvlende Bevægelse, ligesom en Haandteen. Ork. og fl. Ogsaa kaldet Snørebasse, el. Snurrbasse (Østl.), Snørebuss (Smaal.), Sorphøna (Sdm.), Gand (Nordl.).

snørlagd, adj. smækker, smal. Hall.

snørleg, adj. 1) rask, hurtig. Tel. (?). – 2) ringe, ubetydelig. Indh. (snørli).

snøv (knap), s. snæv.

Snøveraatta, s. Snjoveder.

snøyda, v.a. (er, de), blotte, gjøre blot og bar. (Af snaud). Ogsaa v.n. hærje, rydde, borttage alt hvad der findes. (Mest alm. snøya, snøye; paa Sdm. snøyde). G.N. sneyda. – snøydast, v.n. blottes, blive bar eller skaldet. Noget lignende er snyast: fælde Haar. Rbg. Ligesaa snøsa. Lister.

Snøyda, f. 1) Blottelse, Bortryddelse. Han gjorde ikkje stor Snøyda: han gjorde ingen Ødelæggelse, han foer meget lempelig frem. Nordre Berg. – 2) et bart og blottet Punkt, en skaldet Plet; et Jordstykke uden Græsvæxt o.s.v. – 3) Fjeldmark ovenfor Skovgrændsen. Ogsaa kaldet Berrsnøyda. (Snøya).

snøydd, part. blottet, ryddet; s. snøyda.

Snøyding, f. Bortryddelse, Ødelæggelse.

snøypa, v.a. (er, te), 1) liste bort, skjule, holde i Skjul. Gbr. (snøype, Imperf. snøyfte). Snøypa seg undan: liste sig bort, unddrage sig. Hunden snøyper Rumpa: slaar Halen imellem Benene. – 2) knibe, klemme, være trang, f. Ex. om Klæder. Gbr. Hertil snøyputt, adj. trang, smal.

snøyra, v.n. snage, rapse. Tel. (Vinje). Maaskee snøydra. Jf. snutra.

so, adv. og conj. saa. Afvig. so, med aabent o (o’), Sæt., og saa (med reent aa) i de sydlige og østlige Egne. G.N. svá, senere: so. Ang. svá; Goth. sva, své; Ght. ; T. so, Holl. zoo, Eng. so. – Betydningen har mange Vendinger paa Grund af Ordets hyppige Brug og forskjellige Stilling; saaledes: 1) paa den Maade, paa saadan Maade, saaledes. So gjeng det. So skal du gjera. Um so er (dvs. ifald, hvis). – 2) i den Grad, saa vidt, saa meget. Med Adj. og Adv. So myket at det er nog. So stor som hine. Det var ikkje so vel. Der var daa so og so mange. Ogsaa uden Adj.; D’er ikkje meir en so, dvs. det er knapt nok. – 3) i høi Grad, mere end man har ventet. (Egentl. i saadan Grad; men uden nærmere Bestemmelse). Deels efter Verbum, deels med Adj. Det regner so. Det svider so. D’er so kaldt ute. Det vardt so seint fyre oss. Han er so rædd osv. Paa Østl. bliver “saa” endog gjentaget, uden at nogen Sætning paafølger; f. Ex. “d’er saa kaldt saa”; “Han er saa snild saa”. – 4) i den Tilstand; af den Beskaffenhed. (Egentlig: saadan, = slik, so voren). Vegen er ikkje so, at ein kann køyra. Dei er ikkje alle so. Her er ikkje so, at ein kann koma inn. Jf. Talemaaden: Det var no so, el. paa ein Maate so, dvs. det var saa maadeligt, ikke just at rose. – 5) i disse Omstændigheder; imidlertid; alligevel, enda. Eg miste myket, men so fekk eg daa nokot atter. D’er fulla dyrt, men so er det daa godt. D’er berre Skrap, og so vil han skreppa av det. Her mærkes Ordets Brug i adskillige Udraab, f. Ex. So vardt det daa Enden! So skulde me ikkje koma lenger! So, du kom da atter? osv. – 6) af den Grund, følgelig, altsaa. Eg kom sidst, og so kann du vita kvat eg fekk. Han hadde ikkje Pengar, og so var det ingi Raad. – 7) conj. saa, da, i det Tilfælde. Naar det er gjort, so er det for seint. Gjer det, so er du snild. Vil eg, so kann eg. Ofte indskudt som et forbindende Led efter en Relativsætning (ligesom G.N. þá); f. Ex. Den som vaagar, so anten vinn eller taper han. Den som inkje lærer, so kann han inkje. – 8) da, dernæst, derefter. Fyrst kom det ein, so kom det tvo, og so kom det fleire. (Dette “og so” lyder sædvanlig “aaso”, og ofte med Tonen paa “aa”). – 9) at, saa at, for at. Send det hit, so eg fær sjaa det. Skunda deg, so me faa sleppa heim. Jf. Det stod i Skuggen, so eg ikkje saag det. (Kan ogsaa hedde: so at). – Af særlige Forbindelser mærkes: So fjerre: saa omtrent. So framt, s. soframt. So godt som: nær ved, næsten. So lenge: indtil videre. So maata: saapas. So myket: saavidt; s. myket. So nær, s. nær. So skjønt, s. skjønt. So snart: saa snart, strax, naar kun. So til: ret saa, just i denne Retning. So og so: a) paa den og den Maade (nemlig naar en nærmere Angivelse udelades). b) saa maadelig, ikke med det bedste.

so, for som, s. som.

Sod (o’), n. 1) Sydning, det at noget syder eller koger. (Af sjoda, saud). Ogsaa: Brusen, susende Lyd, Mumlen, Støi. Sogn og fl. Jf. Soll. – 2) Suppe; især om Kjødsuppe. (Egentl. det som er kogt). Østl. Nogle St. , og So (o’). Jf. Ordsproget: Di fleire Kokkar, di verre Sod. – 3) Vand eller Vædske, hvori noget er kogt. (Kjøtsod, Fiskesod, Næpesod osv.). G.N. sod.

Soda (o’), f. Røre, Forvirring. “Søa”, Ryf.

Sodd (o’), n. Kjødsuppe med Gryn eller Kaal. Berg. Nordl. Er vel kun en Form af Sod.

sodden (o’), adj. lummer, om Luften. Ryf.

Sode (o’), m. 1) Sydning, Kogning. Gryta
er nær ved Soden: nær ved at syde. – 2) Sveisning af Jern og Staal (s. sjoda). Sdm. og fl.

soden (o’), part. søden, opkogt; s. sjoda. G.N. sodinn. – Sodengraut, m. Valle som er indkogt til Grød. Gbr. (Soengraut). Soden-ost, m. et Slags fiin Ost. Nordl. (Søenost).

sodna (o’), v.n. (ar), blive fugtig eller blød. Sdm. Vel egentl. varmes.

Sodning (o’), m. Kogning, det som koges paa een Gang. Hall.

Sodspon (o’, oo), m. Fiskeskee, Slev at oplægge Fisk med. Nordl. i Formen “Søsspon” og “Sasspon”.

Soel, s. Sopling.

soframt, conj. saafremt, ifald, dersom. Soframt eg kann: hvis det er mig muligt. Egentl. to Ord: so framt. (G.N. svá framt).

Sog (o’), n. 1) Sugning. (Af suga, saug). – 2) en Strøm i en Elv; Hældning som trækker Vandet stærkere nedad. Rbg. – 3) Beklemmelse, Trykning for Brystet. Østl. og fl. – 4) Støi, Susen, Tummel. Sfj. – 5) sugende Smaadyr i Søen. (Grunnsog). Nordl.

Sog (o’), f. s. Sag.

Soga (o’), f. Sagn, Historie, Fortælling. Søndre Berg. Rbg. Tel. og fl. G.N. saga, acc. sögu. Andre St. Segn og Sogn.

Sogbarn (o’), n. Pattebarn, diende Barn. B. Stift. (Nogle Steder Sogeba’n). Jf. Sogmoder.

Sogebok (o, oo), f. Bog som indeholder Sagn og Fortællinger. G.N. sögubók.

Sogemann (o’), m. Hjemmelsmand, den som man har faaet en vis Underretning fra. Sdm. Tel. og fl. G.N. sögumadr.

sogen (o’), part. suget, udsuget (s. suga); ogsaa: svækket i Kræfterne, udmattet. (Flere St. sogjen; Fl. sogne).

Sogg, m. Karl, stor eller dygtig Karl (= Segg, Sugg). Nordre Berg.

Sogkul (o’, uu), m. et Slags Byld eller Hævelse; en Sygdom blandt Pattebørn. Hall. (Søgkul, Søkuul).

Sogmage, s. Sundmage.

Sogmoder (o’, oo), f. Moder som giver Die, har Pattebarn. B. Stift oftest i Formen Sogemor.

Sogn (o’), f. Sagn, gammel Fortælling. B. Stift ved Siden af “Segn”. I Hall. Søgn. Fleertal sædv. Sogne(r), i Hall. Søgni. G.N. sögn, pl. sagnir. Paa Sdm. kun i Forbind. ei segjande Sogn: en Historie som gaar fra Slægt til Slægt.

Sogning (o’), m. Indbygger af Sogn i Bergens Stift. (Distriktets Navn udtales Soggn og Saagn; enkelte Steder Saun). Sjeldnere: Sogna (o’), f. Kvinde fra Sogn. Jf. Sygna og Sygner.

Sok (o’), s. Sak.

Sokk, n. Synkning i Modet, Anfald af Modløshed. Dei sette Sokk i honom: de skræmte ham, gjorde ham forsagt. Nordre Berg. Jf. Søkk.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   162   163   164   165   166   167   168   169   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə