Ivar Aasen Norsk Ordbog


steinfengd (-fengt), adj. stenig; om en Landstrækning. Fosen og fl. Steinfluga



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə172/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   168   169   170   171   172   173   174   175   ...   221

steinfengd (-fengt), adj. stenig; om en Landstrækning. Fosen og fl.

Steinfluga, f. Hesteflue (Hippobosca)? Buskr.

Steingard, m. Gjærde af Steen.

Steingeit, f. Steengjed; Antilope.

Steingolv, n. Steengulv. Nogle St. ogsaa Steintile (i’), n.

Steingrunn, m. stenig Grund.

steinhard, adj. steenhaard. Hedder ogsaa: steinende hard (har).

Steinhav, n. Steengjærde. Mandal.

Steinhjupa, f. glat Hyben (Frugten af Rosa canina). Søndre Berg. Ved Stavanger Steinkjuba.

steinhogga, v.a. sløve en Lee ved at støde paa Steen i Græsset.

Steinhummel, m. en Banke af Steen i Jorden. Hall.

steinkjend (-kjent), adj. stenig, fuld af Steen; om Grund eller Mark. Trondh.

Steinkjer, eller Steinkjerald, n. Steenkar, Leerkar. Jf. Steinty.

Steinkobbe, m. den almindeligste Art af Sælhund (Phoca vitulina). Nordl.

Steinkol (o’), n. Steenkul.

steinlagd, adj. belagt med Steen.

steinlaus, adj. steenfri, ryddet for Steen.

steinlendt, adj. stenig; om en Landstrækning. Trondh. Jf. steinkjend.

Steinløysa, f. Mangel paa Steen.

Steinmark, f. stenig Jord.

Steinmerr, f. Steensluffe; Indretning hvormed store Stene flyttes. Sogn, Hall.

Steinmjøl, n. Støv af opslibt Steen.

Stein-omn, m. Ovn af tilhuggen Steen. Modsat Malmomn.

Steinrike, n. Mineralrige.

Steinring, m. Kreds af opsatte Stene.

Steinrota (o’), f. Steenskred. Tel.

Steinrøysa, f. Steendysse, Steenhob.

steinsetja, v.a. brolægge eller besætte med Steen. Particip steinsett: brolagt.

steinskrida (i’), f. Steenskred, nedstyrtende Masse af Steen.

Steinskvett, m. s. Steindolp.

Steinslag, n. Steenart. Jf. Grjot.

Steinsnerke, m. tyndt Iisslag paa Stenene eller Veiene. Sfj.

Steinsott, f. Steensmerter, Steensyge.

Steintorv, n. Tørv som bestaar af reen Jord og bliver meget haardt naar det tørres. I Nordl. Svarttorv.

Steintropp, f. Steentrappe.

Steinty, n. Steentøi, Kar af brændt Leer. (= Krusty).

Steinulv, m. Bjergugle (= Stunulv, Bergulv). Sogn og fl.

steinutt, adj. stenig, fuld af Steen.

Steinveg, m. steensat Vei; Chaussee.

Steinvind, m. stadig Vind med tør og skarp Luft. Sdm. I Sfj. Steinaust, m. om en kold Østenvind.

steinyld, adj. grøn af Kornspirer; om Ageren, naar Spirerne ere høie nok til at skjule Stenene i Mulden. Nordre Berg. Jf. ylla, af Ull.

steka, s. stika.


[Stekat, n. Stakit. Smaal.

Stekk, m. Brist, Sprække; s. Støkk.

stekka, v.n. briste; s. støkka.

stekkja, v.a. (er, te), opstable, sætte i Stak (= stakka). Sogn og fl. (Om en anden Betydning s. støkkja). Stekkjing, f. Opstabling.

Stekkje, n. et lidet Aflukke eller omgjærdet Rum i et Fæhuus; især et Rum for Lam og Kid. B. Stift. (Isl. stekkr, m.). Andre St. Stille og Bing. Jf. Garde.

stela (e’), v.a. (stel, stal, stolet, o’), 1) stjæle, borttage hemmelig. Inf. nogle St. stæla; ogsaa stala, Namd., staalaa, Indh. Ork. Imperf. Fl. staalo, stolo, Hall., staale, Sæt. Supin. stole (o’), ved Trondh. steli. G.N. stela: bestjæle (jf. skamstela, grunnstela). – 2) lure, liste (sig). Stela seg til: liste sig til at gjøre noget. Stela seg av: liste sig bort. – 3) v.n. drive Tyverie. Han baade laug og stal. Jf. Stuld.

Stelar, m. en Stjæler, Tyv. Mest i Forbind. “Helar og Stelar”.

Steling, f. Stjælen, Tyverie.

Stelk, m. Rødbeen (Fugl), Totanus Calidris. Nordl. Nogle St. Stilk. Isl. stelkr. Andre St. Graatjeld og Kviketjeld.

Stell, n. 1) Orden, Skik, rigtig Stilling. Lat oss no faa det i Stell, dvs. i Lav, i Orden. (Af det følg. stella). – 2) Syssel, Bestilling, Forehavende; ogsaa en Forstaaelse, et fortroligt Forhold. Der er eit Stell imillom deim. (B. Stift). – 3) Redskaber, Tøi, Tilbehør; f. Ex. Fiskestell. Ogsa: Indretning, Anstalter eller “Væsen”, f. Ex. Vegstell, Skiftestell, Skulestell.

stella, v.a. og n. (er, te), 1) stille, opstille, sætte i en vis Orden. Stella upp: sætte i en Række. Stella seg upp: opstille sig, f. Ex. om Soldater. (Sv. ställa). Synes at mangle i det gamle Sprog, men slutter sig nær til Stall (i Betydn. af Sted el. Plads). Jf. stilla og G.N. stilla. – 2) lave, indrette, faae i Stand. Stella til: foranstalte; ogsaa; tilrede, pynte. Stella seg: sætte sig i Stand; ogsaa: skikke sig, opføre sig. I Nordl. er “stella” ogsaa: fuldføre, blive færdig med noget; f. Ex. Han steller det ikkje paa ein Dag. – 3) v.n. sysle, bestille noget. Stella med: sysle med, behandle. Stella i Huset: ordne Tingene i Huset. Særlig om at røgte og fodre Kreaturene (= stilla, stulla, starva, stjorna). Østl. Ellers et alm. og meget brugl. Ord. Particip stellt (stelt): ordnet, indrettet.

Stella, f. Stemning, Sindsstemning. Han var komen paa den Stella. Valders. Jf. Stille.

Stelle, n. Sted, Plads. Paa same Stelle: i samme Plads. Østl. Sv. ställe.

Stelling, 1) Ordning, Indretning; ogsaa: Istandsættelse, Tilredelse. – 2) Redskaber, Tilbehør. – 3) Stillads, Stigeværk omkring en Bygning. Alm. (Sv. ställning).

stelpa, v.n. (er, te), være til Hinder eller Skade. Kun brugt som en Modsætning til hjelpa; f. Ex. “Dæ stelpe’ meir en dæ hjelpe”. Østerd. Guldalen, Ndm. Sdm. (Sv. stjelpa: skade; jf. Holl. stelpen: hindre). Hertil et Subst. Stelp: Hindring. “Dæ var meer te Stelp en Hjelp”. Østerd.

stelpa, tilskynde; s. stolpa.

stelvik, adj. lumsk i Strid, svigefuld, som angriber paa uærlig Maade, f. Ex. med Kniv. Hall. Maaskee for stelvig.

stemd, part. stoppet, standset; s. stemma. (Lyder som “stæmd”, forskjelligt fra stemnd, s. stemna).

Stemm, m. Dam, Vandpyt. Nedenæs. Hedder ellers Stamm, Guldalen; Stemma, f. Tel. Jf. Dam.

stemma, v.a. (er, de), stoppe, standse, sætte Dæmning for. Nogle St. stæma (stæme). G.N. stemma; Sv. stämma. (Jf. demma). Stemma ei Kvern: standse en Mølle ved at stoppe Vandets Tilløb.

Stemma, f. 1) Stoppelse, Standsning. Sjelden. S. Blodstemma. – 2) Stigbord, Luge hvormed man stopper Vandet i en Rende. Nogle St. Stæma. (B. Stift). – 3) Dam, opdæmmet Vand; s. Stemm.

Stemmefoss, m. det Vandfald, som dannes ved Stigbordet i en Møllerende.

Stemmenaal, f. Stoppenaal, grov Naal for Uldtraad. B. Stift, Gbr. Nordl.

Stemmestong (-staang), f. Stang hvormed et Stigbord løftes op og slippes ned.

Stemming, f. Stopning, Standsning.

stemna, v.n. og a. (er, de), 1) stævne, styre, gaae i en vis Retning. (Egentl. vende Stavnen til, s. Stamn). Nogle Steder stebna; G.N. stefna. Imperf. sædvanlig stemde (for stemnde) og Sup. stemt (e’). – 2) v.a. vise i en vis Retning, henvise til et Sted; ogsaa: indbyde. Han stemnde oss hit: han anbefalede os at gaae hid. Jf. styra. Stemna Folk til seg: sammenkalde Folk. (Mindre brugl.). – 3) indstævne, indkalde for Retten. Alm. Particip stemnd, sædvanlig “stemd” (med e’, ikke æ).

Stemna, f. 1) Stævne, Retning, Cours. Sigla i same Stemna. G.N. stefna. – 2) et aftalt Møde. (Jf. Stemnestova). Ogsaa om et lidet Gjæstebud. Sæt. – 3) Indstævning, Indkaldelse for Retten. – 4) en stor Sammenkomst eller Samling af Folk, f. Ex. til et Marked. Jf. Kaupstemna. Tildeels ogsaa om selskabelig Lystighed; s. Leikstemna, Rivstemna. – 5) et Følge af Fartøier, en Handelsflaade; saaledes “Nordfarstemna”, om et Følge af Skibe, som føre Fisk fra Nordland til Bergen. Ogsaa om den Tid, hvori denne Seilads pleier at foregaae.

Stemne, n. den Deel af et Fartøi, som er nærmest ved Stavnen eller omfatter denne. (Af Stamn). Jf. Understemne.

Stemnebrev, n. Indkaldelsesbrev; især
Stævning, Kaldsseddel. Oftere Stemnesetel (e’), m.

Stemneferd, f. Reise til et Møde (Marked, Handelssted). Særlig om Nordlændingernes Seilads til Bergen. Oftere Stemnereis, f.

Stemnegard, m. Sted hvor et Møde eller Gjæstebud holdes. Sæt.

Stemneleid, f. Retning, Cours. Hall. (Stebnelei). Jf. Stamnhald.

Stemnestad, m. Mødested.

Stemnestova (o’), f. Samlingsstue; ogsaa: Mødested for Ungdom som skal overhøres. Sfj.

Stemnetid, f. Tiden for en vis Kjøbstævne. S. Stemna, 5.

Stemnevitne (i’), n. Stævnevidne.

Stemning, f. Indkaldelse; Stævning.

Stempa, f. Ballie, Trækar (omtrent som Stamp). Sogn, Nhl.

Stempel, m. Stempel, Mærkestok; ogsaa: det dermed paatrykte Mærke. T. Stempel; Eng. stamp.

stempla, v.a. (ar), stemple, mærke.

stend (staar), s. standa.

stendig, adj. stadig, vedholdende. Nyere Ord og ikke alm. (Sv. ständig).

stendigt, adv. stadigt, bestandigt. Shl. Tel. og fl. Mere alm. i Forbindelsen “stødt og stendigt”.

Stengel (gj), m. (Fl. Stenglar), 1) Bom, Skodde for en Dør; ogsaa en Støtte. Voss. – 2) Stangmaal; s. Einstengel, Firstengel, Seksstengel.

Stenger, pl. s. Stong.

stengja, v.a. (er, de), 1) stænge, lukke, spærre. (Egentl. sætte Stang for). Stengja seg inne: lukke sig inde. – 2) fæste et Fiskevod i Søen og lade det staae, indtil man faar Leilighed til at optage den deri samlede Fisk. (Jf. Laas, Sildelaas). – 3) belægge med Skinner (= spengja). Vald. og flere. Particip stengd: lukket; fæstet; nogle St. ogsaa beslaaet. Jf. Stong.

Stengje, n. noget at stænge med; ogsaa: stængt eller lukket Rum. Lidet brugl.

Stengjing, f. Stængning, s. følg.

Stengsla, f. 1) Stængning, Indespærring. 2) Stængsel, Bom, Skodde; ogsaa Laas, Hægte eller deslige.

ster (ee), s. styrd. – stera, s. støra.

sterk, adj. 1) stærk, fast, som taaler meget, eller varer længe. (Alm. udtalt stærk, og i Neutr. stærrt). G.N. sterkr. – 2) kraftfuld, som har store Legemskræfter. – 3) kraftig, som virker stærkt; om Føde, Drikke, Lægemidler osv. – 4) heftig, haard, voldsom; om Vind, Strøm, Ild osv. – 5) talrig, mandstærk, f. Ex. om en Armee. – Som et dunkelt Udtryk mærkes: stærke Døger (eller i Dativ “stærkaa Døgre”), dvs. en Tid da der er meget Spøgerie paa Færde. Sdm.

sterkja, v.a. (er, te), lade størkne, støbe, forme ved Smeltning. Sterkja Talg: smelte Tagl og støbe den i et Kar. Sogn. (Imprf. sterkte og Sup. sterkt lyder som stærrte og stærrt). I Forbindelse med storken og storkna hentyder Ordet paa et Stammeverbum sterka (sterk, stark, storket) med Betydning stivne eller hærdes (s. Grimm, Gr. 2, 62), hvoraf da ogsaa sterk, styrkja og Styrke kunde forklares.

Sterkleike, m. en vis Grad af Styrke.

sterkna, v.n. (ar), blive stærkere, styrkes. Sterkning, f. tiltagende Styrke.

sterkt, adv. stærkt, kraftigt, med Styrke. Lyder sædvanlig som “stærrt”.

sterra, v.n. (ar), stride, stræbe ivrigt for at holde Stand eller modstaae en vis Paavirkning. Sterra mot: gjøre Modstand. Oftere i Formen stirra (i’), B. Stift. Nogle Steder starra. Hard. Gbr.

sterren, adj. 1) stridig, haardnakket. Paa Sdm. stirren (i’), ogsaa stirrig. – 2) langvarig, vedholdende, stadig; især om Vinden. Hard. Sdm. Jf. stærug og sterten.

Sterring, f. lang Strid eller Anstrengelse.

Stert, n. et Fæstereb (?), s. Halestert, Rumstert. Jf. sterta.

Stert, m. 1) Stjert, Hale; især paa Fugle. Jæd. Nordl. og fl. Afvig. Stjart (Sjart), Hall. Vald. ogsaa i Sæt. G.N. stertr; Ang. steort. Ellers: Stuv, Styv, Styl, Vele, Skoft. – 2) en Stub, en afhugget Stilk osv. Ryf. – “Stumpa Sterte” see stumpa.

sterta, v.n. (er, e), slæbe, anstrenge sig, for Ex. med en tung Byrde. Han gjekk og sterte med den tunge Sekken. Østerd. Ogsaa i en anden Form: starta (ar), Valders.

sterta, v.a. (er, e), stramme Tøilerne paa en Hest (= herkja). Østl. I Hall. størte, om at fæste Tøilerne i Sælen el . Sadelen.

Sterta, f. en Støtte el. Stiver. Vald.

sterten, adj. modstræbende, tvær. Ryf.

sterven, adj. stiv, haard; f. Ex. om Brød. “stærve Brø”, Ndm. Indh. Nogle Steder starven. Falder nær sammen med styrven.

Stett, n. 1) Fodstykke hvorpaa noget staar. B. Stift. Ogsaa et Slags Brikke. (Smørstett). Shl. – 2) Fod under et Kar; f or Ex. paa en Gryde. Gbr. og flere. Isl. stett, f. – 3) Heftet eller Mallen paa en Knap. Sdm.

Stett, f. 1) en liden Trappe eller Forhøining til at stige op paa, saasom foran en Dør. Tel. Num. (G.N. stett). – 2) en Støtte, saasom under en Bjælke. Nfj. Vel ogsaa et Fodstykke ligesom det forrige.

stetta, v.a. (ar), hjælpe, tjene, vise en Tjeneste. Tel. G.N. stetta: gavne.

Stetta, f. et Kar med Fødder; en Ballie med tre lange Staver som tjene til Fodstykker. Vald. Gbr. (G.N. stettarker).

Stettefat, n. Fad med Fod el. Fodstykke. Hall.
Stetting, f. Hjælp, Tjeneste. Tel.

Stev (e’), n. 1) et Vers, en Strophe; især en Replik i Vexelsang. Rbg. Tel. og flere. (Jf. stevjast). – 2) Omkvæd i en Vise; en Linie som gjentages i flere Vers. Mere alm. Mangesteds udtalt Stæv, ogsaa Støv, Nhl. og fl. G.N. stef. – 3) en staaende Talemaade, et Mundheld; Udtryk med et Slags Riim eller ordsproglig Form. Oftest sammensat, som Ordstev, Vedstev, Andstev. – Ellers med en dunkel Betydning i Talemaaden “Dæ va korkje Æv elde Stæv”, dvs. der var ingen Oplysning at faae. Ryf. Maaskee: der var hverken Antydning (Ev) eller Vished (Stev). Jf. stevja og samstevjast.

Steve (e’), Stavside (?), s. Stav.

stevja, v.n. (ar), passe nogenledes, ligne, nærme sig til noget. Hard. oftere i Formen støvja (ø’). “Da støvjar te”: det ligner noget. Jf. samstevjast.

stevjast, v.n. (ast), tiltale hinanden i Vers, disputere eller lege med improviserede Vers. Rbg. Tel. (G.N. stefja).

Stevleik, m. spøgende Samtale eller Disputering i Vers.

Stevtone, m. en simpel Melodie for improviserede Vers. Ogsaa kaldet Stevlund, m. Tel.

Sti, n. Sysler, Tilredning i Huset; især Kreaturenes Fodring. Sogn, Hard.

stia, v.a. og n. (ar), 1) bringe Kreature i Huus, lukke ind. Sogn. Isl. stía. – 2) v.n. sysle, rede i Huset; ogsaa: fodre Kreaturene (= stilla, stella, agta osv.). Sogn, Nhl. Hard.

Stie, s. Stige og Stig.

[stifta, v.a. stifte; ogsaa: indprente. “Han stifta’ dæ i meg”. (Nyt Ord):

Stig (i’), n. 1) Skridt, Fremflytning af en Fod i Gang; ogsaa: Afstanden fra det ene Fjed til det andet. (Sv. steg). – 2) Fjed, Spor efter en Fod. Ogsaa et Saar af Fodspark (= Steig). Indh. – 3) Trin i en Trappe eller Stige. – Ganga til Stigs: gaae saaledes at man ofte synker dybt, f. Ex. i Snee med en haard Skorpe. Sæt.

Stig (i’), n. (2), Øieblegne, Hævelse i Kanten af Øienlaaget. Hall. Tel. og fl. Tildeels afvig. Sti el. Stigje (ii), n., og i andet Kjøn Sti, m. I B. Stift Stigkøyna (Stigkjøyne), f. (Jf. Trollstig). Nt. Stieg; Eng. sty, stian.

Stig (ii), m. en Sti, en smal Gangvei. Mest brugl. søndenfjelds. G.N. stígr.

stiga (ii), v.n. (stig, steig, stiget), at stige. Imperf. Fl. stigo (i’), Hall. Supin. lyder mest alm. stigje, eller stie (med ii); egentl. stige (i’). – Betydning: 1) træde, gjøre et Skridt, flytte en Fod fremad; ogsaa: stige op eller ned, forandre sin Stilling ved nogle faa Skridt. G.N. stíga. – 2) stige, hæve sig, komme høiere op; f. Ex. om Vand. Figurlig: komme i høiere Rang, avancere. – 3) tiltage, blive større, om en Mængde eller Sum; saaledes ogsaa om Priser, og tillige om Varer med Hensyn til Priis. – Stiga seg: saare den ene Fod med den anden; om Heste. Trondh. (s. Steig). Stiga fram: gjøre et Skridt fremad. Stiga ned: sætte Foden til Grunden. Stiga upp: løfte Foden op fra Grunden. Stiga uppaa (el. paa): træde paa. Stiga uppyver: træde i Vand, saa at det gaar over Skoen. (B. Stift).

stigande, adj. stigende; voxende.

stigast, v.n. (stigst, steigst), undfange, blive drægtig (= rennast), især om en Hoppe. Hall. Ork.

Stigbøygel (-bøygjel), m. Stigbøile i Ridetøi. Hedder ogsaa Stigbygla, f. Sdm. og flere, Stig-jarn (i’), n. Trondh., Stigvil, eller Stivil, n. (vel egentlig Stigveel), Smaal. Andre St. Istig.

Stige (i’), m. en Stige; Redskab at stige op paa. Mest alm. Stigje (ii), el. Stie, med Fl. Stigar (i’); ellers ogsaa Stige (i’), i Sogn; Stega og Stæga, Østl., Staga, Namd., Staagaa, Indh. Ork. G.N. stigi; Sv. stege. – En anden Form er Stigel (Stigjel, Fl. Stiglar), Tel.

stigen (i’), part. stegen, opkommen. Sogn og flere. Ellers mest alm. stigjen (ii), eller stien, men i Fl. stigne (i’).

stigfatt (i’), adj. opadbøiet i Midten; om Skier (Sneesaaler). Hall. I Tel. stafatt (stavfatt?); modsat kjølgjengen.

stighalt (i’), adj. = stutthalt, laaghalt. Nhl.

Stigjarn, n. s. Stigbøygel.

Stigjel, s. Stige og Stil.

Stigkøyna, s. Stig (2).

Stigle, n. Split eller Aabning i Klæder (= Smotta). Tel.

Stigning, f. Stigen, Stigning. Oftere Stiging.

Stigrom (i’), n. Aabningen paa Sko og Støvler.

stigta, v.n. (ar), 1) halte, træde svagt eller forsigtigt med en syg Fod. Hall. Sdm. og flere. – 2) nævne eller udpege en Person, hentyde paa En. “Dei stigta paa haanaa” Sdm. Maaskee stikta.

Stigvel (ee), el. Stigvil, s. Stigbøygel.

stika (i’), v.n. (ar), sye Stiksøm, indsye en Linie i Tøi. B. Stift. (Sv. sticka). Jf. Stiksaum.

Stikbarn, s. Styvbarn.

Stike (i’), m. Stegning; Bagning ved Ild. (Af steikja). B. Stift (Stikje). Jf. stikna.

Stikel (i’), m. (Fl. Stiklar), 1) Pig, Torn, en lang Spids (omtr. som Tind, eller Brod). Num. og flere. (Stikjel). – 2) Hornspids, den yderste Deel af et Horn. Shl. G.N. stikill. I Ork. betegner “Stikjel” derimod Tappen i Roden af et Horn (= Stukul, Slo, Kvik). – 3) en lang
Figur, en Rækel. Guldalen. Jf. Stikle.

Stikelsbær, n. Ribes Grossularia. Hedder oftere Stikkelsbær (uden j).

Stikk, n. 1) et Stik (= Styng). Jf. stikka. – 2) Stik eller Vinding i Kortspil. – 3) en Halvknude, Slyngning hvormed et Reb fæstes. Nordl. Andre St. Halvstikk.

stikka, v.a. (stikk, stakk, stukket), stikke. En nyere Form af stinga.

Stikka, f. Stikke, Pind; især om et lidet Stykke Træ, en Splint, en liden Kjæp. Alm. (Sv. sticka). I Betydning af en Pind, som nedsættes i Jorden til et Mærke, falder det ogsaa sammen med G.N. stika.

Stikle, m. Stang, Pæl, Gjærdestage. Hall. Jf. Stikel.

Stikling, m. Hundesteile, en liden Fisk med Pigger paa Ryggen. Brugl. i de sydligste Egne. (Andre St. Hornsyl, Tindaure, og i Tel. Steinbit). – I Shl. betegner Stikling ogsaa Fiskeyngel eller meget smaa Fiske (= Fiskunge, Auke).

stiklutt, adj. pigget, tornet. Num. og fl.

stikna (i’), v.n. (ar), steges, gjennemhedes, skjærpes af Varme. Berg. Hall. og flere. G.N. stikna. Jf. Stike. – Stikning, f. en svagere Stegning.

Stiksaum (i’), m. Stiksøm; s. stika. Noget lignende er Stikrand (i’), i Sdm. “Stikaraand”, f. en Linie som er gjort ved Stiksøm.

stikta, s. stigta.

Stil (ii), f. Plan, Hensigt; s. stila.

Stil, m. 1, en tynd Stikke eller Pind; for Ex. “Pipestiil”: en Piberenser. Sdm.

Stil, m. 2, Stiil, Skrivemaade. (Nogle St. med andet Kjøn: Stil, f.). Ogsaa: Skrift i Bøger, Typer, Bogstaver. I Hall. Stigjel. G.N. stíll (stíl), af Lat. stilus: Griffel, ogsaa Skrivning. – Hertil storstilt og smaastilt (om Bøger); i Hall. grovstigla(d) og grannstigla(d).

stila, v.a. og n. (ar), 1) stile, forfatte, føre i Pennen. Alm. (Bøiningen tildeels: -er, te). – 2) pønse paa, eller sigte til noget; ogsaa: lure efter en Leilighed. Nordre Berg. “Eg veit kva han stila’ paa”, dvs. hvad han lurer efter. Jf. Stil, f.

Stilar, m. Forfatter.

Stilemaate, m. Stiil, Skrivemaade.

Stilemeister, m. Mester i at stile.

Stiling, f. Forfattelse, Fremstilling.

Stilk, s. Stelk og Stylk.

still, adj. 1) stille, som ikke gjør nogen Bevægelse eller Larm; saaledes ogsaa: spagfærdig, tilbageholden. (Eng. still, T. stille). Mere alm. end det gamle kverr (kurr, kyrr). Jf. stilla og stella. 2) rolig, hvilende; om Luft og Vand. Det vardt stillt og mildt. D’er stillt paa Sjoen. Jf. vindstill, baarestill, straumstill. – 3) taus, lydløs, fri for Larm; om Sted og Tid. Eit stillt Hus. Stillaste Natti. Det vart stillt med di: der ble ikke mere Tale derom.

stilla, v.a. (er, te), 1) stille, standse, bringe til Hvile. Stilla Sverdet (Landst. 220. 242). Stilla sin Vreide (ib. 206). Stilla Blod: hindre Blodet fra at flyde ud. G.N. stilla: dæmpe, beherske. – 2) stemme, sætte paa et vist Punkt, i en vis Stilling. Stilla Fela: stemme Fiolinen. Stilla Kverni: stille Møllen i passende Høide for at male finere eller grovere. Derimod: stilla paa Kverni: stille Mølletragten rigtig, for at Kornet kan strømme stærkere eller svagere. Jf. Stille. – 3) liste, bevæge sagte eller lydløst. Stilla seg inn: liste sig ind, gaae med lydløse Trin, f. Ex. hvor Folk sove. G.N. stilla. – 4) røgte eller fodre Kvæget (= stella, stulla). Østerd. (Sv. stilla). I Siredal ogsaa om at malke Køerne (vel egentl. samle dem til Malkepladsen). – Particip stillt (stilt). Reflex. stillast: blive stille, sagtnes. Det stilltest med Vinden. Jf. stillna.

Stilla, f. 1) Stille, Stilhed i Luften. Meget brugl. – 2) Stilhed, Taushed. Hedder oftere “Stillheit”, f.

Stille, n. 1) Indretning at stemme el. stille med; saaledes et Slags Skrue i en Mølletragt, hvorved man kan regulere Kornets Tilstrømning. B. Stift. Ogsaa kaldet Spjelder, n. (Sogn). – 2) Stemning, Maade hvorpaa noget er stemt. Det gjeng med same Stillet: det gaar i samme Takt som før. Nordre Berg. (mæ same Stilla). – 3) Aflukke, omgjærdet Rum (= Stekkje); i Fæhusene. Tel. Jf. G.N. stilli: Fangegjærde.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   168   169   170   171   172   173   174   175   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə