Ivar Aasen Norsk Ordbog


Stillenabb, m. Stillepind. Saaledes ogsaa Stilleskruv



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə173/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   169   170   171   172   173   174   175   176   ...   221

Stillenabb, m. Stillepind. Saaledes ogsaa Stilleskruv, og fl.

stillfarande, adj. spagfærdig, som ikke gjør nogen Larm. Hedder ogsaa stillferdig og stillferdeleg (stillfærleg).

Stilling, f. Standsning, Dæmpelse; ogsaa Stemning m.m. see stilla.

Stilling, m. en aarsgammel Væder. Gbr.

Stillkave, m. stærkt Sneefald uden Vind. Nordl. og fl.

Stillkulla, f. Kvinde som fodrer Kreaturene. Østerd. S. Kolla.

stillna, v.n. (ar), stilles (= stillast).

Stillregn, n. Regn i stille Luft. – stillregna, v.n. (er, de), regne i Vindstille.

stillt (stilt), adv. stille, sagte; ogsaa: lydløst, uden Larm.

Stillvetne, n. stillerindende Vand; Sted hvor Vandet er stille. Tel.

stillvoren (o’), adj. stilfærdig; taus.

stilt, s. stila, stilla og stillt.

Stim (ii), n. 1) Leg, Lystighed; Dands og Sang. Tel. Hall. 2) Uro, Overhæng; s. stima.

Stim (ii), m. Fiskestiim, Stimmel. Mandal. (Andre St. Ferd, Straal, Staal, Berg). Sv. stim.


stima, v.n. (ar), 1) lege, tumle sig i Leg og Lystighed, som Børn. Tel. Hall. (Sv. stimma). – 2) kommandere, true, støie; f. Ex. med urolige Børn, eller med uvillige Dyr. Kor ein stimar med deim, so fær ein deim inkje til aa lyda. Nordre Berg. Nordl. (Isl. stíma: anstrenge sig). Jf. storma. Hertil Stiming, f. Tummel; Overhæng osv.

stimpen, adj. stiv (= stinn). Sdm.

Sting, n. Dyppelse, noget at dyppe i. Hedder ogsaa Stinge (?), Østerd., Stingelse, Sdm.

Sting, m. en Greb; s. Styng.

stinga, v.a. (sting, stakk, stunget), at stikke. Imperf. overalt stakk; Fl. tildeels stungo (Hall. Vald.) og stunge. Supin. lyder “stungje”. Imperativ stikk, Fl. stinge. Ellers mangesteds overgaaet i en nyere Form: stikka (stikk, stakk, stukket). G.N. stinga (sting, stakk, stungit); Ang. stingan (stang), Eng. sting og stick. – Betydning: 1) stikke, støde med en Od eller Spids. Stinga seg: saare sig, f. Ex. med en Naal. Ogsaa: frembringe ved Stik. Stinga Hol paa: stikke Hul i. – 2) slagte, dræbe med et Stik. Stinga ein Kalv, o.s.v. – 3) i Spil: vinde med høiere Kort. (Vel egentl. fælde, eller slaae fast). – 4) indskyde, putte ind. Stinga Kniven i Slidra. St. Skillingen i Fikka. St. Handi i Barmen. Ogsaa om en voldsom Indstødelse; f. Ex. stinga ei Flis inn i Fingren. – 5) dyppe, væde i Fedt eller Vædske. Stinga i Smøret. Hava Feitt til aa stinga i. (Jf. duva). – 6) frembringe en Fornemmelse, som ligner Stik. Ofte upersonligt, f. Ex. Det sting i Armen. (Jf. Styng). Uegentlig om et Indfald, et Lune. Det stakk i meg: det faldt mig pludselig ind. Eg veit ikkje kvat som stakk i honom: hvad Infald han fik.

stingande, adj. stikkende. Der bid ikkje stingande Straa: der er ikke Græs at finde; ogsaa: der voxer intet.

Stingar, m. 1) Stikker; Slagter. – 2) et vist Insekt, s. Styng. – 3) en Stopper i Kjøretøi (= Spennar, Spanar). Rom.

Stingarkniv, m. Slagterkniv.

Stingeband, n. Stiver, Støtte som er indfældet (indstukken) i Siden paa en Stolpe. Nordre Berg.

Stingesag, f. Stiksav. B. Stift. Ellers paa flere Steder: Stikksag.

Stinging, f. Stikken. (Haardt g).

stinka, v.n. (ar), stivne, hærdes; især: tilfryse, belægges med en Iisskorpe. Tel. I Nhl. stinkla. Egentl. stinn-ka, af stinn.

stinn, adj. 1) stind, stiv, vanskelig at bøie; ogsaa: tilbagestødende, el. som har Spændkraft (s. Stinnfjøder). G.N. stinnr: stærk. – 2) tyk, haard; om en Masse, f. Ex. Grød. Gbr. og fl. (Modsat linn). Ogsaa: stiv af Fylde, stram, udspændt. Østl. Jf. fylstinn, kverrstinn. (Sv. stinn). – 3) ublandet, reen, lutter. Hall. D’er berre stinne Gull (Sylv, Staal osv.) Berre stinne Lygni: lutter Løgn. (G.N. stinnr: drøi).

stinnast, v.n. (ast), blive stiv eller haard. Mindre brugl.

Stinnfjøder (-fjør), f. Springfjæder, Spændefjæder, f. Ex. i Laas. B. Stift.

Stinnleike, m. Stivhed.

stinta, v.n. (ar), 1) slæbe, slide sig frem; f. Ex. opad en Bakke med Læs el. Byrde. Smaal. – 2) bjerge sig knapt, komme ud med et lidet Forraad. Me stinta med di til Vaaren. Sdm. Gbr. Ork. Jf. hangla.

Stir (ii), m. Stirren. Han fekk ein Stir: han blev opmærksom, begyndte at see nøiere til. Detta skal giva Folk ein Stir: dette skal gjøre Opsigt. B. Stift.

stira, v.n. (er, de), stirre, see længe eller opmærksomt paa noget. Afvig. styre, Hall. Jf. stara. (Forstærket: einstira, naudstira, nidstira). I Sogn ogsaa “stira ette(r)”, i Betydn. see efter noget (= glosa, skoda). – “Han vardt stird paa dæ”: han kom til at see paa det, han blev det vaer. Vald. (I Hall. “styrd”). Vel egentlig: “honom vardt stirt”, ligesom G.N. honum vard litit.

Stiring, s. Stirren.

stirra, stride, trodse; s. sterra.

stirøygd, adj. som har et stivt eller stirrende Blik; ogsaa meget nysgjerrig.

stiv, adj. stiv, ubøielig; stram, haard; ogsaa: stolt. Sv. styf; Nt. stief.

stiva, v.a. (ar), stive (Liintøi), gjøre stiv. Stiving, f. Stivning; vel ogsaa om Stof til at stive med; dog hedder dette sædvanlig “Stivelse”, n.

stivla, v.a. (ar), stoppe, standse, hemme. Tel. G.N. stífla; Eng. stifle. – Stivling, f. Hemmelse, Standsning.

stivna, v.n. (ar), blive stiv.

stivra (ii), v.a. stive (= stiva). Voss.

stjaka, s. staka. Stjakje, s. Stake.

Stjant, m. Stub (= Stratt). Sdm.

Stjerna, f. 1) Stjerne, Himmellegeme. Udtales forskjelligt: Stjerne og Skjærna, nordenfjelds; Skjedna og Skjødna, Søndre Berg.; Skjenna (Sjenne) og Sjønne, søndenfjelds. G.N. stjarna, acc. stjörnu; Goth. stairno. – 2) i indskrænket Mening det samme som Dagstjerna el. Vagnstjerna, dvs. Arcturus; f. Ex. “Stjernaa er i Midmorgaastad”: Stjernen staar i Øst. Sdm. og fl. – 3) en Figur som ligner en Stjerne (et Punkt med en Kreds af Straaler); ogsaa: en lys Plet i Panden paa Dyr. (I dette Tilfælde paa Sdm. “Stjenne”, adskilt fra “Stjerne”).

Stjernebraut, s. Vetterbraut.

Stjernehimmel, m. Stjernehær, Mængden af de synlige Stjerner; ogsaa Stjernernes Plads, Himmelrummet.


Stjernekikar, m. Stjernekiger.

stjerneklaar, adj. stjerneklar; om en Nat.

stjernekunnig, adj. stjernekyndig.

Stjernelæra, f. Astronomie.

Stjernemakk, m. = Ljosmakk. Mandal.

Stjernemerke, n. Stjernebillede.

Stjernerap, n. Stjerneskud.

Stjert, s. Stert.

Stjore (?), m. Stilk, Stængel; ogsaa en Kvist. Lister, i Formen Skjore. Jf. Vidjestjore (den tykke Ende i en Vidie). Jæd.

Stjorn (oo), f. (og n.), 1) Orden med Hensyn til Huus eller Gods (s. stjorna), Huusholdning, Oekonomie. Ryf. i Formen Stjønn eller Skjødn. G.N. stjórn: Styrelse. – 2) huuslige Sysler; saaledes om Kreaturenes Fodring m.m. Brugt i Formen Skjodn (n.), Voss, og Skjødn, Hard. Shl.

stjorna (oo), v.a. og n. (ar), 1) styre Huus eller Gods, bestyre, holde i Orden. Ryf. (skjødna). “Han ha’ skjønna godt”: han har styret sin Formue vel, været en god Huusholder. G.N. stjórna: styre. – 2) sysle i Huset; fodre Kreaturene, m. m. Brugt i Formen skjodna, Voss; skjødna, Hard. Shl. – 3) styre jævnt, gaae i ret Linie; f. Ex. om en Slæde “han skjodna ikkje godt”: den er tilbøielig til at gaae skjævt. Voss. – Sjeldnere i reent aktiv Betydning: styre, raade med, formaae at haandtere. Hard. (skjødna).

Stjornar, m. Huusholder, Styrer.

Stjorning, f. Styrelse osv. s. stjorna.

Stjukbarn, s. Styvbarn.

stjur (skjur), stiv; s. styrd.

Stjøl, m. Stilk; s. Styl.

Stjørna (Skjødna), s. Stjerna.

Sto, f. en Malkeplads, Hvileplads for Kreature. Nedre Tel. Maaskee en gammel Form; jf. G.N. eldstó (Ildsted) og Ang. stóv (Plads).

Stod (oo), f. Stilling (?). Kun i et Par Sammensætninger: Haarsto(d) og Vederstod (Versto), hvor det omvexler med Støde. Jf. Stavstod. Om “Nattsto” hører hertil, er uvist.

Stod (o’), f. Landingssted; s. Stød.

Stoda (o’), f. 1) staaende Stilling, det at staae. “Stode”, Nfj. Sdm. “Dæ vardt ikkje laang’e Stodaa”: der blev ikke Tid til at staae længe. Sdm. G.N. stada, acc. stödu. Sjeldnere om et Sted til at staae paa. Jf. Stad. – 2) Styrke til at staae eller holde sig; Spændkraft, f. Ex. i en Laasfjæder. Det gjekk Stoda or Fjødri. (G.N. stadr). – 3) Kant paa en Væv. Helg. i Formen “Støa” (Sv. stad). Hertil stodovi(d), adj. slap eller buget i Kanten. Namd. Paa Helg. stø’vint (stødevind).

Stodbygg (oo), m. Indbygger af Distriktet Stod (Sto) i Nordre Trondhjems Amt.

Stodebein (o’), n. Been at staae paa. “Han heve gode Stodebeina”. Sdm.

Stodebekk (o’), m. stillestaaende Bæk eller Vanddrag. “Sto’ubekk”, Tel.

Stoderom (o’), n. Rum til at staae i. “Sto’uroom”, Tel.

stodevid (stodovi), s. Stoda.

Stodhest (oo), m. Stodhingst. G.N. stódhestr. Til G.N. stód, n. Samling af Hopper (Stutterie); Ang. stód, Eng. stud, d.s. Jf. T. Stute: Hoppe.

stodug (studug), s. stødug.

Stoga (o’), s. Stova.

Stogg, n. Standsning, Hvile.

stogga, v.a. og n. (ar), 1) standse, hindre, hemme. Nordre Berg. Hall. ogsaa i Nordl. (Paa Østl. stagga). – 2) v.n. standse, hvile, staae stille. Meget brugl. Vel egentl. stødga; jf. stødva.

stoka, støie; s. staaka.

stokk, brast osv. s. støkka.

Stokk, n. Skræk, Rædsel; s. Støkk.

Stokk, m. 1) Stok, Stamme af et Træ; Tømmerstok. G.N. stokkr. Ogsa om de enkelte Stokke i en Træbygning. Jf. Durstokk, Raftestokk. Hertil Udtrykket: innanstokks, og utanstokks. Ofte ogsaa i Stedet for Sengstokk; f. Ex. liggja fram med Stokken. (Modsat: upp med Veggen). – 2) Fangeblok, en Klods at binde til et Dyr, for at det ikke skal løbe bort. – 3) en Blok el. Kasse af udhulet Træ; f. Ex. en Hakkeblok. Gbr. og fl. Ogsaa: et lidet Skriin, dannet ved Udhuling. B. Stift. – 4) et mindre Redskab af Træ, som: Rullestokk, Slyngjestokk, Tumestokk og flere. – 5) Hob, Masse, Fond; især om en Beholdning af Kort, som ikke er uddeelt til Spil. (Eng. stock).

stokka, v.a. (ar), 1) belægge med Stokke, eller sætte Stok paa. Stokka ein Hest: binde Fangeblok til Hestens Fødder. – 2) indskyde i en Hob eller Masse (Stokk, 5). Stokka Kortet: skyde Kortene sammen. – 3) skræmme, skrække; s. støkkja.

stokka, v.n. (ar), stivne, hovne, svulme op; om Lemmer, især Fødderne. Ryf. Hall. Gbr.

Stokk-and, f. en almindelig Art af Ænder, Græsand (Anas Boschas).

Stokkaal, m. meget stor Makrel. Sdm. I Sfj. Stokkemakreel. Maaskee egentl. Stokkul, el. Stokkol. (G.N. ölun?). Jf. Geir og Pir.

stokkdaud, adj. fuldkommen død (= steindaud). Hall. og fl.

Stokkelengd, f. Længden af en sædvanlig Tømmerstok; Trælængde i en Væg.

stokken, adj. 1) brusten, sprungen. Particip af støkka. 2) skjør, s. støkken.

Stokk-ende, m. Stump af en Stok.

stokkføtt, adj. tyk og stiv i Fødderne. Hall. Jf. stokka.

stokklagd, adj. rund, fyldig. Hall.


Stokkmaur, m. et Slags stor Myre (Formica). Østl.

stokkrund, adj. fyldig, vel afrundet.

Stokkslode (-sloe), m. et Slags Harv til at udbrede Gjødsel med. Gbr.

Stokktoll, m. (fordum) en vis Afgift til en Præstegard. Nordl.

stokkutt, adj. stakket, kortvarig. B. Stift. (stokkett’e). Hedder ogsaa: støkkutt, Hall. og stakkutt, Smaal. (Sv. stackig, i Dial. stakkot). G.N. stökkóttr (?), stakkkuttr (Dipl. 6, 472). Synes dog nærmest at høre sammen med støkka.

stokkvaksen, adj. rundvoxen. Hall.

Stol (oo), m. 1) Stol til at sidde paa. Tildeels udtalt Stoodl, Hard. Shl. og fl. G.N. stóll. (Jf. Krakk). Ogsaa Sæde; Værdighed, Embede. (Domstol, Bispestol). – 2) Rum til at staae eller sidde i; for Ex. et Bænkerum i en Kirke. Jf. Talarstol, Preikestol; Barnestol. Sjeldnere om et Rum at opsætte noget i; s. Mjølkestol. – 3) et lidet Stillads, som: Bordstol, Sagstol, Svarvestol. Jf. Taumstol. Stolar, pl. betegner ogsaa Sidetræerne i en Væverstol (= Leinar, Stødor). Ork. – Stinga under Stol: fordøge eller fortie noget. Rjuka av Stolen: dumpe, lide et Nederlag.

stola, v.n. (ar), stole, lide paa noget. Hedder ofte: stola seg.

Stolbrugda, eller Stolsbrugd, f. Stolryg. Tel. (Jf. Landst. 492). Andre Steder Stolrygg, ogsaa Stolkarr, m. Hall. Sogn.

stolen (o’), part. stjaalen; s. stela. Ogsaa: bestjaalen; saaledes: skamstolen, grunnstolen; jf. hugstolen, hamstolen. G.N. stolinn.

Stolgrind, f. Stolryg, bestaaende af en Ramme med Tralværk. Jf. Grindstol.

Stolkarr, f. Stolbrugda.

Stolle, m. en taabelig Person. Smaal. (Sv. stolle). Oftere Stolla, f.

Stolme (Opsvulmen), s. Stalme.

stolpa, v.n. (ar), 1) optaarne sig, sprudle høit, som Bølger ved en Klippe. Hard. (s. stopla). – 2) vade, gaae med Møie, som i Dynd eller Søle. Smaal. Nedenæs. Hertil Stolpeføre, n. Søleføre. Stolpeveg, m. blød Vei, hvor Foden synker dybt.

stolpa, v.a. (ar), tilskynde, opmuntre; holde med En i en Strid. Tel. Rom. Ogsa i Formen styppe (stylpa?), Tel. I Nfj. stelpe.

Stolpe, m. 1) Stolpe, Pille, Pæl. (I Sæt. Stoppe). G.N. stolpi. – 2) en rund Søile i Gitterværk. – 3) et Led i et Hestemaal. (B. Stift, Num. og fl.). Ogsaa betragtet som et vist Maal, nemlig 1/8 Qvarteer, saa at 32 Stolper udgjøre en Alen. (Hard. osv.).

Stolpesjo, s. Stoplesjo.

stolt, adj. stolt, storagtig. (Ogsaa G.N. stoltr, men synes at være fremmedt).

Stomn (o’), m. Stamme i et Træ; ogsaa Stub eller Rodstump efter et nedhugget Træ. B. Stift og fl. Nogle St. Strømn. G.N. stofn; Ang. stofn, stemn. (Tydsk Stamm, Eng. stem). Andre St. Stumme, Stubbe, Stuv).

stomna, v.a. (ar), oprette (?). Stomna seg: komme sig, komme til Væxt eller Kræfter; især: voxe op igjen, om Ulden paa Faar efter en Klipning. Guldalen. (stømne se). G.N. stofna: grundlægge osv. Particip stomnad: kommen i Væxt, i Udvikling (stømna). Stomningsskinn, n. Skind med nogen Uld, ikke ganske nyklippet. (Sv. Dial. stumning og stämningsfäll)).

Stomnrot (o’), n. Forraadnelse i Stammen, det at Træerne raadne fra Roden. Sdm.

Stomur (?), m. en Tosse. Tel. (Mo).

Stong, f. (Fl. Stenger), 1) Stang, lang og tynd Træstamme. Mest alm. Staang; i Hall. Støng. (Fleertal udtalt Stæng’er, Stæng’a, Stæng’e). G.N. stöng, pl. stengr. – 2) en Maalestang, sædvanlig paa sex Alen. Jf. Stengel. – 3) Skinne, smal Plade (= Spong). Trondh., ogsaa i Vald. Jf. stanga og stengja.

Stongfisk, m. Fisk som tørres paa Stænger. Nordl.

Stongfiske, n . Fiskerie med Stang.

Stongteig, m. Engstrimmel som er afmaalt med Stang. (Ogsaa meddeelt: Stangateig).

Stopel, s. Stopul. stopet, s. stupa.

stopla, v.a. (ar), opstable, oplægge.

stopla, v.a. (ar), 1) støde an, famle, som i Læsning eller Tale. Han stoplar ikkje paa eit Ord. Hard. – 2) om Søen: oprøres, komme i en stærk skvulpende Bevægelse (s. Stoplesjo). Ryf. G.N. stöpla. Jf. stolpa.

Stoplesjo, m. Krapsø, meget urolig Sø, saasom hvor Bølgerne møde en Strøm eller et Tilbagestød fra Landet. Nfj. Afvig. Stolpesjo (-sjø), Nhl. Jf. Krakk, Mangl, Rugl.

Stopp, n. Standsning, Hindring. Det segjer Stopp: det gaar ikke, det er ikke muligt. Jf. Stoppa.

stoppa, v.a. (ar), 1) stoppe, standse, holde tilbage. (Holl. stoppen, Eng. stop). – 2) fylde, udstoppe. (Ikke alm., s. stappa). – 3) bestride, holde ud med, finde Udkomme til. Det kostar so myket, at ein kann ikkje stoppa det. Temmelig alm. Saaledes ogsaa: stoppast, v.n. forslaae, række til. Det kann ikkje stoppast: det kan aldrig blive nok. B. Stift.

Stoppa, f. 1) et dybt Spor, et Hul efter en Fod. Nordre Berg. Ork. og fl. Afvig. Stopp, n. og Stupp, Tel. Jf. Staup. – 2) en lang Række af Spor (som i Snee); ogsaa: Stribe efter Meder og Skier (= Meidd, Laam, Ekkje). Gbr. I Solør:
Staupa. – 3) et indhugget Trappetrin i en Klippe eller paa en Iis. Sogn. Jf. Holl. stap, Eng. step: et Trin.

Stoppar, m. en Stopper (= Spennar).

stoppeleg, adj. rimelig, som man kan bestride eller holde ud med.

stopputt, adj. hullet, fuld af dybe Spor; f. Ex. om frossen Jord. S. Stoppa.

Stopul (o’), m. 1) Taarnfod (i en Kirke), Muren under et Taarn. Indh. i Formen Stupul. G.N. stöpull. – 2) Klokketaarn, Klokkehuus ved Siden af en Kirke. Sogn, Vald. – 3) en Stabel, en opstablet Hob. Mest alm. Stopel (o’).

Stor (o’), n. 1) Forraadnelse, Raaddenhed i Træ. Sogn. Jf. storna. – 2) et dødt Foster, en Unge som er født i Utide. Sdm. (s. stora). Andre St. Skotning.

Stor (o’), m. Lamhed i Fødderne, Beenskjørhed hos Kreature. Søndre Berg. med usikker Form, da det ogsaa hedder Storr (o’), Hard., og Stor (oo), Nhl. Det sidste maaskee for Stord, da det i Sogn hedder Styra (y’); jf. styrd. Sygdommen hedder ogsaa Storbrot (o’, o’) el. “Storrbrot”, n. (Voss), og tildeels “Stoorbrot” (Nhl.). Hertil hører vel ogsaa Plantenavnet Storgras, n. Beenbræk (Narthecium Ossifragum). Nhl. Forskjelligt fra Storr.

stor (oo), adj. 1) stor, som har betydeligt Omfang. G.N. stórr. – 2) voxen, som har naaet sin fulde Størrelse. – 3) vidt kommen, naaet til en høi Grad. D’er stor Dag: det er allerede meget lyst. Stor Naud, Sorg, Harm osv. Ogsaa om Personer, f. Ex. ein stor Meister; ein stor Skalk; ein stor Stakar. – 4) betydelig, drøi; talrig, m.m. Stor Tyngd, Vegt, Mun, Hjelp. Eit stort Tal. Ein stor Flokk o.s.v. – 5) fornem, hørende til en mere anseet Stand. Jf. Storfolk. – 6) stolt, storagtig, som indbilder sig at staae over de simple Folk. Stor paa seg: stolt. (Sv. stor på sig). – I Sammensætning med Verber betegner “stor” meget, storlig, f. Ex. storlæja, storskrika. Jf. stort. Et Dativ storom, el. storo (Neutr.) bruges i enkelte Talemaader; saaledes: Stort skal storom fylgja. (Tel.). Stort høver storo. (Paa Sdm. storaa). Komparativ hedder større, og Superl. størst (støst).

stora (o’), v.n. (ar), 1) raadne; om Træ. Sogn. Mest i Particip stora(d): raadden. – 2) abortere, kaste Fosteret; om Dyr, f. Ex. Gjeder. Sdm. (S. Stor, n.). En anden Form: stara, eller “starra”, er meddeelt fra Nordland.

storaa, s. storom.

Storbaara, f. Havbølge, stor Bølge.

Storbaat, m. Storbaad; Baad som har mere end tre Aarepar.

storbelja, v.n. (ar), brøle stærkt.

storbergad, adj. rigelig forsynet.

Storbok, f. Storbog; især om Bibelen. Som det stend i Storboki: som det hedder i Bibelen. B. Stift.

Storbrot (o’), s. Stor, m.

storbrynt, adj. som har store Øienbryn.

storbunden, adj. om Garn eller Vod, som har store Masker. Nogle St. storbendt.

storbunutt, adj. som har store Lemmer (Bunor). Smaal. og fl.

Storbygd, f. en tætbygget eller vel befolket Egn.

storbyrd (y’), eller storbyrdt, adj. høibordet; om en Baad.

storbyrg, adj. stolt. I Nfj. “storbyrren”.

storbytt, adj. deelt i store Parter.

Stordreng, m. en voxen Tjenestekarl. I B. Stift “Storedreng”, ligesom Storefolk, Storegard, Storebaat og fl.

Stordrikkar, m. en Drukkenbolt.

storekst, adj. som bærer store Ax.

storelt (eelt), adj. om Veir med store Byger (El). B. Stift.

Storetar, m. Fraadser, Storæder.

storeten, adj. graadig, som æder meget.

storfallen, adj. stor af Væxt. Østl.

Storfe, n. Storfæ, Køer. Ofte ogsaa om voxne Kreature, ligesom Storukse, Storkviga, Storbukk og fl.

storfeld (el. storfelt), adj. stormodig, som søger noget stort, slaar stort paa; ogsaa: dristig, uforsigtig, som ikke holder Maade. Temmelig alm.

storfengd, adj. som falder rigelig til. Helst i Neutr. (storfengt).

storfengjelege, adj. rigelig, i Overflod. Helg. (storfingjele’).

Storfiske (-fiskje), n. et stort Fiskerie.

storfjellad, adj. om en Landstrækning, som har store Fjelde.

Storfjølde, m. en stor Hob eller Mængde; den største Deel. Indh.

Storfolk, n. fornemme Folk. (Nogle Steder Storefolk). Saaledes ogsaa Storkar (Store-kar), og nogle St. Storselle (m.) om en Mand. Storkjella (f.), om en Kvinde. (Romsd. og fl.). Ofte med Begrebet: en stolt Person, En som anseer sig for noget mere end almindelige Folk.

Storfugl, m. Benævnelse paa Tiur og Aarfugl. Tel. Østl.

storføtt, adj. som har store Fødder.

Storgard, m. en stor Gaard, Herregaard; ogsaa Bosted for fornemme Folk. I Storgordom: hos de store, hos rige Folk. “I Storegøro”, Hall. og fl.

storgaula, v.n. skraale høit, skrige.

Storgaava, f. en stor Gave.

storgjæv, adj. rundhaandet, som giver rigelig. Ogsaa storgiven. B. Stift.

storglad, adj. meget glad.

Storgras, s. Stor, m.

storgraata, v.n. græde høit.

storgrytt, adj. grovkornet, bestaaende af store Stykker; egentl. storstenet. Sdm.


Storhelg, f. Høitid, Fest.

storhendt, adj. som har store Hænder.

storhoggen, adj. huggen i store Stykker.

storhugad (u’), adj. meget lysten; ivrig for noget; ogsaa stormodig.

Storing, m. en fornem Person. Trondh. og fl. Her mærkes ogsaa “Storing” for Stording, dvs. Indbygger af Stord-øen (Stor’en) i Søndhordland.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   169   170   171   172   173   174   175   176   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə