Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə175/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   171   172   173   174   175   176   177   178   ...   221

Strind, f. 1) en Strimmel, et langt afkløvet Stykke. Valders. Ogsaa: en Side eller Halvpart; saaledes om Halvdelen af en kløvet Fisk. (Vald.). – 2) en Linie, en lang Stribe, f. Ex. i vævet Tøi; ogsaa: en Rad som danner en Kant eller Stribe; f. Ex. om Kornene i et Ax. B. Stift, Vald. og fl. (Jf. strindutt). Fleertal tildeels Strindar. G.N. strind: Kant, Side. – 3) en Række af Strømbølger, en farlig Strømsø. Lof. Efter Meddelelse ogsaa: en Stiim af Hvaler eller store Fiske.

Strinding, m. Indbygger af Strinden ved Trondhjem.

strindutt, adj. stribet paa langs; f. Ex. om Dyr (Larver). Ogsaa: radet, som et Ax, f. Ex. firstrindutt, seksstrindutt. B. Stift (strindett’e). Ogsaa i Formen strinda(d).

strinka, v.n. lugte stærkt. Ndm.

Stripa, f. Stribe, Streg.

Strippe, n. et lidet Spand eller Trækar (= Kopp, Kakk, Stava).

Stripsl (ii), n. Trippelse, Muursteensand at polere med.

striputt, adj. stribet; s. Stripa.

Strit (i’), n. Anstrengelse, Slid og Slæb; s. strita. En anden Betydning synes forudsat i Talemaaden: standa til Striss (Strits), dvs. vende imod hinanden, som to Støtter hvoraf den ene er sat lige imod den anden for at holde en Ting opret. B. Stift. Jf. ogsaa “Strissfjør”, f. Svømmefinne. Sogn.

strita (i’), v.n. (ar), anstrenge sig, slide og slæbe, f. Ex. med at bære tunge Byrder. B. Stift og fl. I Hall. streita. G.N. strita; Sv. streta. Jf. D. stritte.

Stritar (i’), m. En som er dygtig til tungt Arbeide. I Spøg ogsaa Strithest, m. og Stritmerr, f.

Strit-arbeid, n. Arbeide hvortil der kun behøves Styrke og ikke nogen Kunst.

Striting (i’), f. idelig Anstrengelse.

stritsam (i’), adj. møisom, forbunden med Slid og Slæb.

stritta (i’), stræbe imod; s. stratta.

Strju, Blaar; s. Stry.

strjuka (striuka), v.a. og n. (stryk, strauk, stroket, o’), at stryge. Inf. ogsaa struka, strjøke, stryka, strøke. Imperf. Fl. struko (u’), Hall., stroke (o’), Voss. Supin. lyder sædvanlig strokje (o’). G.N. strjúka (strýk, strauk, strokit). Jf. strika. – Betydning: 1) stryge, føre Haanden løselig hen over noget. Strjuka og klappa. Strjuka seg i Haaret. Ogsaa om en lignende Bevægelse med et eller andet Redskab. Strjuka paa ein Streng; strjuka paa Fela osv. – 2) gnide, glatte, jævne; f. Ex. med Strygejern. Ogsaa: hvæsse, slibe. (Sjeldnere). Jf. Strok. – 3) stryge paa, smøre, besmøre. Strjuka utyver. Uegentlig: banke, prygle. Strjuka upp (= smyrja upp). Jf. Stryk og Stroka. – 4) udslette ved en Strygning, udstryge, overstrege. Strjuka av seg Sveiten; strjuka ut eit Tal. Heraf utstroken. – 5) v.n. strømme, løbe forbi; især om Vand. (Sv. stryka). Mindre brugl. Jf. Strok og Stryk. – 6) løbe afsted, gaae bort, rømme, forsvinde. Meget brugl. f. Ex. strjuka aat Skogen; strjuka av; strjuka undan. Hertil avstroken.

Strjukestikka, f. Strygespaan at hvæsse en Lee med. Rbg.

Strjuking, f. Strygning.

strjupa, klemme, kvæle; s. strupa.

strjuvillt, adv. ravgalt. Vald.

Strjuvundel, s. Stryvindel.

Strod (o’), f. lang Rad; s. Straud.

Strok (o’), n. 1) Strygning. (Sjelden). Jf. Strokmaal. – 2) Hvæssesteen, Bryne. Sfj. – 3) Strømning, Gjennemfart. (Sv. stråk). Jf. Livstrok. Ogsaa: Stedet for en Strømning, Strøg, Passage. I Nordl. især om en Strøm i et Vanddrag, et Sted hvor en Elv rinder stridt. Andre Steder Stryk og Streng. – 4) en fremstrømmende
Masse, et stort Følge, en stor Hob. Nordl. (Folkestrok). – 5) Sammestimling, Uro, Leg og Støi. Tel. Gjera Strok: gjøre Optøier, Spektakler. (Landst. 792).

stroka (o’), v.n. (ar), sværme, støie, gjøre Larm. Tel.

Stroka (o’), f. 1) Opstrygning, en Dragt Prygl (= Dengsla). Tel. (Stroku). G.N. hudstroka. – 2) Gjennemgang, Sti, smal Vei. Gbr. (Stroko, oo). – 3) en Linie, en lang Rad eller Række. Nordre Berg. Ogsaa: en lang Tid. Trondh. i Formen Struku. Sv. Dial. stråka, struku: en Stund (Rietz 686).

stroken (o’), part. 1) strøgen, glattet osv. see strjuka. 2) bortløben, forsvunden. Mest alm. strokjen (Fl. strokne).

Strokk, m. 1) et smalt Trækar med laag; en Smørbøtte osv. B. Stift. (Andre St. Holk, Butt, Strump). – 2) en Smørkjerne (= Kirna). Ork. Stjordal. Isl. strokkr. – 3) en Tønde, et Kar af en Tøndes Størrelse. Shl. I Nhl. Stroppe. Jf. Strykkje og Strump.

Strokka, f. et smalt Kar, især til at samle Fløde i. (Rjomestrokka). Nordre Berg. I Rbg. er Strokka et Slags Gryde.

Stroklappe (o’), m. Halvsaale, ny Saale paa Sko. B. Stift.

Strokmaal (o’), n. Strygmaal (uden Top). Modsat Rokmaal.

Stroksild (o’), f. Sild som gaar i smaa Hobe udenfor de store Stimer. Shl. og fl.

stropen (o’), adj. beklemt af Tilstoppelse af Struben. Østerd. (Tønsæt). Stiller sig som Particip til strupa. S. ogsaa stroppen.

Stropp, m. Maaltønde; s. Strokk.

Stroppe, m. Vand som er fuldt af Iisklumper eller Snee (omtr. som Krav). Sfj. ogsaa i Formen Strope (o’), om Vandpytter i Snee. Sogn.

stroppen, adj. om Æg: lidt klækket eller ruget, saa at Blommen blander sig med Hviden. “Eit stroppe Egg”. Nordl. (I Spøg ogsaa “stroppa”: frugtsommelig). Vel egentl. stropen (o’); jf. Isl. stropadr (af stropi: Massen i et klækket Æg). Andre St. brædd, klekt, legen.

Strott (o’), m. et stort Knippe, f. Ex. af Halm. Smaal. Maaskee for Straatt.

Stru, s. Stry.

Struku, Tid, Stund; s. Stroka.

Strul (uu), m. en Klynge, en sammenviklet Hob. Indh. (Sparbu).

strumla, v.n. rumle, buldre, gjøre megen Larm. Ork.

Strump, m. 1) et smalt Kar (= Strokk). Helg. Ogsaa: Smørspand (= Butt, Holk). Ndm. – 2) Vandkop til en Hvæssesteen (= Brynestokk). Ork. Fosen. – 3) Laarstykke i Buxer, Buxelaar. Vald.

Strumpa, f. Stroppe, Baand. Sdm.

strungen, adj. stiv eller sygelig af en Beklemmelse i Maven. Sdm. (strungjen). Nogle St. strunkjen. (Sfj.). Vel egentl. tilsnøret; s. strengja.

strunk, adj. strunk, stolt. Smaal.

Strunt, m. en Tut, et Kræmmerhuus. Østerd. I Gbr. Strult.

strunten, adj. vranten, stødt. Sogn.

Strup (uu), n. Aabning, Gab. Hard.

strupa, v.a. (stryp, straup, stropet, o’), klemme, knibe, trykke sammen; f. Ex. om Baand eller Klæder; især om at gribe eller klemme over Struben. Han tok meg i Halsen og straup meg. Sogn (Evindvid). Andre Steder med svag Bøining: strupa (er, te), Nhl. Hard. Smaal. og fl., eller strjupe, Sfj. Sogn; og i afledet Form: strypa og strøypa, nordenfjelds.

Strupe, m. 1) Strube, Hals. G.N. strjúpi. – 2) en smal Aabning, f. Ex. til en Fjord eller Dal. Jf. Strup.

Strupetak, n. et Greb i Struben.

strupla (u’), v.n. (ar), vade i Dynd eller Søle; ogsaa: sladre, svadse. Sdm. Heraf Strupl, n. Vaden; ogsaa Sladder, dum Snak.

strussa, v.a. studse, opslide, f. Ex. en Hammer. Smaal.

Strut (uu), m. Tud, fremstaaende Rør; ogsaa en Snude. G.N. strútr: Top.

strutla (u’), v.n. slæbe sig frem i Modvind eller Uveir. Sdm. (strultle). Strutl, n. besværligt Veir.

Stry, n. Blaar, grov Hør. Alm. men hedder ogsaa: Strju, Hall. Vald., og Stru, Smaal. Rom. G.N. strý; Sv. Dial. stry, stryg. Jf. Strige. – Hertil Strygarn, n. eller Strytraad, m. Blaargarn.

stryk og stryka, s. strjuka.

Stryk, m. 1) Strygning; dog især: Opstrygning, Tugt, Prygl. Sv. stryk. – 2) en Strøm i et Vanddrag, en Snævring med stærkere Strøm. Østl. Andre Steder Strok, Streng, Brot.

Stryke, m. en Linie eller Stribe. “Strykje”, Tel. (Vinje). Jf. Strik.

Strykkje, n. 1) en Dunk af udhulet Træ (= Holk, Hylkje). Sæt. Ryf. – 2) et høit og smalt Kar. (Af Strokk). Nordre Berg. I Valders Strykkjende (eller Strykkjynd), n.

strykt, adj. strømmende; om et Sted hvor der er stærk Strøm. Num. Af strjnka. Jf. strøymd.

strylla, v.a. krølle, kruse (?). Hall.

Stryning, m. Indbygger af Stryn i Nordfjord.

strypa, knibe, indsnøre; s. strøypa.

Strype, n. 1) Snævring, smalt Punkt. 2) et smalt Kar (omtr. som Strykkje). Ryf.

Stryta, f. Snude, fremstaaende Mund. (Af Strut). Østl. Trondh. Sdm.

Stryvindel, m. liden Tot af Blaar. Afvig. Strjuvundel, Hall. Andre St. Strydott.


stræna, v.n. (er, te), løbe ud fra en Hob eller Flok, rende forud. Hall.

stræta, v.n. (ar), flakke omkring. Vald.

Stræte, n. 1) Stræde, smal Gade i en By. G.N. stræti (Gade); Eng. street. – 2) et Pas, en Gjennemgang; f. Ex. om et smalt Sund.

Strættegras, n. stivt Græs. Sogn.

Stræv, n. Arbeide, Anstrengelse, Besvær; s. stræva.

Stræv, m. et Slags Garn-Boie, som ellers kaldes Træl. Nfj.

stræva, v.n. (ar), arbeide flittigt, gjøre sig Umage, anstrenge sig. Alm. og meget brugl. Sv. sträfva. (Jf. T. streben og Eng. strive). S. ogsaa starva.

strævall, adj. møisom, s. strævsam.

Strævar, m. en flittig Arbeider.

Stræving, f. idelig Anstrengelse.

strævsam, adj. 1) stræbsom, flittig. Hedder ogsaa: stræven. (B. Stift). – 2) møisom, forbunden med Anstrengelse. Ogsaa i Formen strævall og stræven; f. Ex. Det vardt strævalt. “D’ er so tungt aa stræve(t)”, Nhl. og fl.

Strø, n. Stokke eller Fjele til Grundlag under en Stabel. Østl. (I sv. Dial. strö). Ogsaa: en Stok til Underlag, en Klods, en lang Huggeblok, m.m. Shl. og flere. (Dunkel Form). Hertil: strøa, v.n. lægge Underlag. Strøbord, n. Planker til Underlag. Buskr. Strøved, m. Grene eller Splinter til Grundlag. Rom.

Strøk, s. Strok. – strømt, s. strøymd.

strøya, v.a. (er, dde), strøe, udsprede, lade drysse. Hard. Tel. og sædvanligt i de sydlige Egne. (I Solør streie). Andre St. straa. Jf. Eng. strew og strow, Ang. strewian, Goth. straujan. Particip strøydd (= straadd).

Strøying, f. Udstrøen; Strøelse.

Strøym, m. Strøm, Straale, f. Ex. af udsprøitet Vand (= Sprut, Skvett, Streng). B. Stift. (adskilt fra Straum).

strøyma, v.n. (er, de), strømme, sprudle, vælde frem; ogsaa: skride fremad i store Flokke. G.N. streyma. Af. Straum.

strøymd, adj. strømmende, som rinder stærkt. Søndenfjelds. Vel ogsaa strøym. (Paa Rom. strøm). G.N. streymr. Mest brugl. i Neutr. f. Ex. Her er strøymt. Jf. strykt.

Strøyming, f. Strømning.

strøypa, v.a. (er, te), klemme, knibe, indsnøre (= strupa); ogsaa: kvæle ved at tilsnøre Struben. Han hadde strøypt seg: kvalt sig med en Strikke, hængt sig. Trondh. og Nordl. I Nordre Berg. strypa (er, te); see ellers strupa. (Sv. strypa. Imperf. sædvanlig strøyfte. Particip strøypt (strøyft).

Strøype, n. et smalt Punkt, en Snævring i en Elv. Østerd. (Strøpe).

strøypen, adj. trang, indknibende; f. Ex. om Klæder. Paa Sdm. strypen.

Strøyping, f. Tilsnøring, Indknibelse.

Stu, s. Stuv. – Stua, s. Stova.

Stubb, m. 1) Kulgruus. (Kolstubb). Nedenæs og fl. Sv. stybb. – 2) Stump; see Stubbe. – 3) et Slags Delfin (?). Nordl.

Stubbe, m. 1) en Stump, et lidet el. kort Stykke. Alm. Nogle St. Stubb. G.N. stubbi. – 2) Stub, Stamme, den tilbagestaaende Deel af et fældet Træ. Trondh. (Sv. stubbe). Jf. Stuv, Stumme, Stomn. Nogle Steder ogsaa om Stub af Straa eller Græs.

Stubbemus, f. Skovmuus med kort Hale.

Stubbsvola (o’), f. Svale med kortere Stjert. “Stubbsulu”, Østerd.

stubbutt, adj. 1) afstumpet, kort. Nogle Steder stubben. – 2) kort for Hovedet, tvær, but. Smaal.

Studa (?), f. Blomsterstøv, Sædstøv paa Træer eller Græs. Indh. (Sparbu) i Formen “Studu”, maaskee for Stoda (o’).

studd (u’), part. støttet; s. stydja.

[studera, v.n. (ar), studere, ogsaa: grunde, gruble. Studenter, m. Student.

Studnad (u’), m. og Studning, f. Understøttelse, Bestyrkelse, Hjælp. Sogn og fl. Ellers oftere Stydnad (y’) og Stydning. G.N. studning.

Studu, f. Studa. studug, s. stødug.

stugg, s. stygg. – Stugu, s. Stova.

Stugur, m. et lavt, krogvoxet Grantræ. Stjordalen. Dunkel Form. Hos Gunnerus “Studurgran”.

Stuk, n. Støi osv. s. Staak.

Stuk (uu), Padderok (Eqvisetum). Tel. I Sæt. Stukk (u’). Jf. Stylk.

stuka, v.n. (ar), støie (s. staaka); ogsaa: arbeide, have travlt. Rbg. og fl.

Stukul (u’), m. den indre Deel af et Horn (= Stikel, Slo, Kvik). Nordre Berg. (udtalt Stukel med haardt k).

Stul, s.Støl og Stuld.

Stuld (u’), m. Tyverie, Stjælen (af stela). Hard. ogsaa i Formen Stulder (Stuldr). Afvig. Styld (el. Støld), Helg., Stul (u’) og Styl (y’), Sdm. G.N. stuldr; Sv. stöld. Jf. Eng. stealth.

stulla, v.n. (ar), 1) gaae langsomt, slentre afsted. B. Stift og fl. Nogle St. sturla (u’). Han gjeng der og stullar. (Jf. han kom stullande). – 2) sysle i Huset, arbeide smaat. Mere alm. Jf. stella. – 3) røgte og fodre Kreaturene. Rbg. Tel. og fl. (I Sæt. ogsaa studdre, formod. stullra). Andre St. stille, stia, agta, ansa. Jf. Isl. studla: hjælpe til. Heraf Stulling, f.

Stumme, m. Træstub, Stamme (= Stomn). Nordl.

stum-myrk (u’), adj. bælgmørk, kulmørk. Berg. Nordl. og fl. Hedder ogsaa “stumende myrk”, Hall. Gbr. Sdm.

Stump, m. Brødstumpe, et
stort Stykke ovnbaget Brød. Berg. Trondh. Nordl. Ogsaa et Slags store Kager. Mandal. – Stumpbraud (Stumbbrød), n. Suurbrød, ovnbaget Brød (modsat Flatbraud). G.N. stumpr.

stumpa, v.n. (ar), 1) gaae ujævnt, støde, ryste; f. Ex. om en Hest. Østl. Jf. dumpa. – 2) snuble, tabe Ligevægten (= snaava). Søndre Berg. – 3) styrte, falde pludselig. Helg. og fl. Jf. stupa. Stumpa Sterte: støde Kolbøtte. Hard. Shl. I Nhl. stumpa Gump. Andre St. stupa Kraaka, støyta Staalhuva.

stumputt, adj. plump, ubehændig. Smaal.

stumra, v.n. (ar), gaae usikkert eller famlende, som i Mørke. Hard. – Stumring, f. og Stumr (Stummer), n.. Famlen.

stumren, adj. mørk, skummel. Voss.

stums, adv. hastigt, pludselig. Det kom so stums paa. Hall. Vald. I Hard. styngs, eller styngse.

Stund, f. Stund, Tid; helst om en kort Tid, f. Ex. en Time eller en Deel af Dagen. Afvig. Stønd (Stønn), Østl. G.N. stund. Jf. stundom og samstundes.

stunda, v.n. (ar), 1) stunde, vente, oppebie en vis Tid. – 2) tragte, hige efter noget. Ogsaa: længes meget, have Hjemvee. Hall. – 3) stunde til, nærme sig til en vis Tid. (Upersonligt).

stunde, stønnede; s. stynja.

Stundebil (i’), n. Mellemtid. I Stundebilo(m): for et og andet Tidsrum. Hall.

stundemillom, adv. af og til, ikke stadigt. Søndenfjelds.

Stunding, f. Tragten, Higen.

stundom, adv. stundom, undertiden. Nogle St. stundo, og stundaa. (B. Stift). Egentlig Dativ Fl. af Stund. (I lignende Mening: ridom-til, takom-til).

stundtrøyten, adj. stundesløs, meget travl. Hedder ogsaa stundestrøyten. Smaal.

stungen, part. stukken; s. stinga. (Mest alm. stungjen, Fl. stungne).

Stunulv (u’), m. Bjergugle (= Bergul). Hard. og fl. Ogsaa: Stynulv (y’), Sogn. Num., Steinulv, Sogn, Stenaal (eller Stænaal), Helg. Paa Sdm. betegner Stunulv: en frastødende, uvenlig Person. (Stun er vel egentl. en stønnende Lyd; s. stynja).

Stup (uu), n. en steil Brink eller Klippe; Randen af et stort Dyb.

stupa, v.n. (styp, staup, stopet, o’),m falde, styrte, segne pludselig. Trondh. Stift. Best som han gjekk, so staup han. Eg hadde so nær stope(t). Ellers alm. med svag Bøining: stuper, stupe (nogle Steder stufte). Sv. stupa (i Dial. stjupa, og med stærk Bøining). Jf. Eng. stoop. Heraf Staup og støypa. Med lignende Betydning: stupna, stuppa, stumpa, stuta, sturta.

stupebratt, adj. meget steil.

Stupel og Stupul, s. Stopul.

stupen, adj. dumdristig. Hall. Stupord, n. drøie, dristige Ord.

stupna (uu), v.n. (ar), falde, segne til Jorden. Nordre Berg. I Tel. tildeels stuppa (stuppe).

Stupp, n. dybt Spor; s. Stoppa.

Stur (uu), m. Sørgmodighed, nedtrykt Stemning; ogsaa en Standsning eller Forknyttelse; s. stura. Faa ein Stur: blive stille el. sørgmodig, falde over fra Munterhed til Veemod.

stur, adj. sørgmodig; s. sturen.

stura, v.n. (er, de), 1) være sørgmodig el. nedslagen, sørge over et Tab eller Savn; ogsaa: faae alvorlige Tanker, blive stille eller tankefuld. Eg veit ikkje kvat han sturer fyre (el. sturer paa). Temmelig alm. G.N. stúra. – 2) vantrives, forknyttes i Væxten; om Planter, f. Ex. efter en Flytning. Østl. Ogsaa om Dyr, som for en Tid blive meget stille og døsige.

sturen, adj. sørgmodig, nedslagen; ogsaa: alvorlig, stille, ikke oplagt til Munterhed. Hedder ogsaa stur, Tel. og fl., sturall, B. Stift, og sturande. Isl. stúrinn. Jf. stuss.

sturla, gaae sagte; s. stulla.

stursam, adj. tilbøielig til Veemod, noget tungsindig. (Sjeldnere).

stursleg (?), s. stussleg.

sturta (u’), v.n. (ar), 1) styrte, falde pludselig. (Tildeels med Bøiningen: -er, e). Nt. storten; jf. Eng. start. – 2) v.a. udstyrte, aftømme; f. Ex. Korn af en Tønde.

Sturtefiskje, n. Fiskerie som gaar usædvanlig hurtigt. B. Stift.

sturvoren, adj. = stursam. Hall.

stuss (uu), adj. stille, taus, tankefuld. Nhl. Jf. sturen og stussleg.

stussa, v.n. standse, hvile lidt. Nordre Berg. Nogle St. ogsaa: sysle med noget (= staassa, staaka).

Stusse, m. Fjante, Idiot. – stussen, adj. fjantet. Ryf.

stussleg, adj. 1) nedslaaende, bedrøvelig. Østerd. Maaskee for stursleg. – 2) kjedelig, kjedsom; f. Ex. om et Sted hvor der er meget stille. Gbr. Vald. Hall. (stusle’). I Hall. ogsaa “stuslen”.

Stut (uu), m. 1) Stud, Oxe. G.N. stútr; Sv. stut. – 2) et Horn (Oxehorn), især til Gjemsel for Olie eller Smørelse, og indrettet til at hænge paa en Væg. Hall. – 3) en kort Luur til at blæse i. Gbr. (Andre St. Tut). – 4) en Dukke Liin (s. Kneppe). Ork. – 5) en Benævnelse paa en tvær og frastødende Person.

stuta, v.n. (er, te), styrte, segne pludselig (= stupa). Nordre Berg. Gbr. Eg hadde so nær stutt (uu) i Koll.

stuteleg, adj. plump (som en Stud). Tel. og fl. Andre St. stuten.

stutt (u’), adj. kort, knap, lidet udstrakt i
Længden. (Jf. kort, som nu bruges mere om Tiden). Temmelig alm., dog tildeels afvig. stytt, Sdm. og støtt, Trondh. (som egentlig er Particip af det afledede Verbum stytta). G.N. stuttr. (Jf. T. stutzen og Eng. stunt: afstumpe). Komparativ stuttare, tildeels styttre. I stuttaste Lag: næsten for kort.

stutta, v.a. (ar), afkorte; s. stytta.

stuttdrøg, adj. om en Hest, som ofte vil hvile for Læsset. Hall.

stutt-ekst, adj. kortaxet, om Korn. Hedder ogsaa stuttaksad.

stuttenkt (stutt-tenkt), adj. uklog, ubetænksom, eller ikke tænksom nok. Omtrent som faatenkt.

stuttfingrad, adj. kort i Fingrene.

stuttføtt, adj. kortbenet.

stutthalt, adj. haltende af den Aarsag, at den ene Gangbeen er kortere end det andet. B. Stift og fl. Nogle St. stytthalt. I Nhl. stighalt (i’). Andre St. laaghalt.

stutthendt, adj. som har korte Hænder.

Stutthoft, f. Hilde imellem begge Forbeen paa Dyr. (Modsat Langhoft). Sogn.

stutthugsen, adj. = stuttminnug. Hall.

Stutthummel, m. en kortere Hammel. Østl.

stutthærd (-hært), adj. korthaaret.

Stutthøy, n. kort eller smaat Hø.

stuttleg, adj. noget kort. – stuttlege, adv. kortelig, i Korthed. Lidet brugl.

Stuttleike, m. Korthed.

stuttleitt, adj. som har et kort Ansigt. (Modsat langleitt). I Ork. støttleitt.

stuttminnug, adj. glemsom, som ikke mindes langt tilbage.

stuttna, v.n. (ar), blive kortere.

stuttnasad, adj. kortnæset.

Stutt-orv, n. en Lee med kort Skaft, at bruge i stenig og ujævn Mark.

stuttryggjad, adj. kort i Ryggen.

Stuttspann, f. kort Fingerspand, Maalet fra Spidsen af Tommelfingeren til Spidsen af Pegefingeren i udspændt Stilling. (Modsat Langspann). Isl. stuttspönn.

stuttsynt, adj. kortsynet. Sjelden.

stuttvaksen, adj. kort af Væxt.

Stuttvid (i’), m. 1) korte Stokke eller Planker. Modsat Langvid. – 2) Stavrer og Støtter til en “Hesje”; i Modsætning til Stænger (Trod). Paa Sdm. Styttvid.

stuttvis (ii), adj. eenfoldig, indskrænket, som ikke veed meget. Lidet brugl.

Stuv, m. 1) Stamme, Bullen i et Træ fra Roden til Kronen (= Stomn, Legg). Mest alm. i de sydlige Egne. Nogle St. Stu. – 2) Stub, Rodstykke af et fældet Træ. Jf. Stubbe. G.N. stúfr: Stump. – 3) Stuv, Rulle, en sammenrullet Væv. Jf. Sv. stuf. – 4) Stjert paa en Fugl (= Styv, Styl). Ork. – 5) en Klodrian, Tølper. Tel. Jf. Staur og Styving.

stuva, v.a. (ar), 1) stuve, pakke sammen, som i et Fartøi. Nogle St. stua. Sv. stufva. – 2) v.n. arbeide tungt og klodset; ogsaa: gaae plumpt. Tel. (Vinje), hvor man ogsaa har flere hertil hørende Ord, som Stuvarbeid, n. tungt eller plumpt Arbeide. stuvhogga, v.n. hugge stærkt og vedholdende. stuvtraa, v.n. træde eller gaae idelig.

stuven, adj. plump, ubehændig. Sæt. Jf. styven.

Stuving, m. s. Styving.

Stuvlaup, n. Fodsaar af et Stød imod en Stub eller Stilk. Tel.

Stuvrot (o’), n. Forraadnelse i Stammen paa Træer.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   171   172   173   174   175   176   177   178   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə