Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə178/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   174   175   176   177   178   179   180   181   ...   221

sundra, v.a. (ar), adskille, sætte fra hinanden. G.N. sundra. (Af sunder). Sundra fraa: fraskille, afsondre. (Ikke meget brugl.).

sundrida, v.a. (rid, reid), ride en Hest ud i Vandet, saa at den maa svømme. Lister (s. Sund, 1). Jf. sunda og symja.

Sundring, f. Adskillelse; s. sundra.

Sundstad, m. Færgested, Overfartssted ved en Aa. Østl.

sundt (sønder), s. sunder.

sungen, part. sungen; s. syngja.

sunn, adv. syd, til Sydsiden. Brugl. i Hall. f. Ex. sunn um Fjellet. Afvig. synn, Guldalen. Jf. sud (syd). Mere alm. i Stedsnavne, som Sunnfjord, Sunnmøre, Sunndal. (G.N. Sunnfjördr osv.). Nogle St. synn, saaledes paa Sdm. altid “Synnmør” og “Synnmøring”. – Hertil sunnan, sunnarlege, og Adj. syndre (synn-re) med Suprl. synst (synnst).

[sunn, adj. sund, frisk. T. gesund.

sunnan, adv. søndenfra. Mange Steder sunna, og afvig. synna. G.N. sunnan. – sunnanetter: søndenfra, mod Nord. (Afvig. synna-ette). sunnanfyre: søndenfor. sunnan-til: a) i den sydlige Deel; b) søndenfra. Nogle St. tydeligt: sunnan-te (Hard. Tel. Hall.); andre St. sunna-te og synnatil. Jf. sunn.

Sunnandrag, n. og Sunnandraatt, m. Lufttræk fra Syd i Skyerne.

sunnanfjells, adv. søndenfor Fjeldene.

Sunnankast, n. Vindkast søndenfra.

Sunnan-mann, m. En som er kommen søndenfra. Ikke alm. (Paa Sdm. Synnaette-mann).

Sunnanveder, n. Veir fra Sydkanten. (Sunnaveer, Synnaveer).

Sunnanvind, m. Søndenvind. (Afvigende: Sunnavind, Synnavind). Jf. Landsynning, Utsynning.

sunnarlege, adv. sydlig, ude mod Syd. Det ligg langt sunnarlege. (sunnale’, synnalege). Lidet brugl. G.N. sunnarla; jf. sunnar: sydligere.

Sunnfjording, m. Indbygger af Søndfjord (i Bergens Stift).

Sunnmøring, m. s. Mør.

Sunu (Sene), s. Sin.

Sup, m. 1) en Mundfuld af Drikke eller Søbemad; en liden Slurk. Alm. (Sv. sup). – 2) Suppe; s. Supa. – 3) et Rør til Afledning af Røg; en Røghat. Sogn, Vald. Ogsaa: et lidet Ildsted med Skorsteensrør. Vald.

supa, v.a. (syp, saup, sopet), 1) søbe (en Vædske), trække ind i Munden. G.N. súpa. (Supin. lyder alm. sope, o’). – 2) æde med Skee; f. Ex. supa Mjølk. – 3) drikke smaat, tage en og anden Slurk; saaledes ogsaa: pimpe, smage ofte paa stærk Drik. Jf. Sope.

Supa, f. Suppe; Vælling. Nogle. Steder i anden Form: Sup, m. Hard.; Supand, n. Sogn, Vald.; Supan, f. Nfj. Paa Sdm. derimod “Supa”, f., men vistnok for Supan, da Endelsen “a”, som her er usædvanlig, ogsaa beholdes i Sammensætning, f. Ex. Supa-fat, Supa-mjøl og fl. Ogsaa i Trondh. Stift i samme Tilfælde med “a”, saaledes i Fosen “Supamat”, dvs. Søbemad, Suppe. (Sv. supanmat). Regelret skulde det være: Supemat, Supemjøl o.s.v.

Supar, m. En som gjerne drikker stærk Drik. Sv. supare.

supekjær, adj. som elsker Drik.

Suping, f. Søben; ogsaa Pimpen.

Suppa, f. Tømmerhob; s. Soppa.

sur (uu), adj. 1) suur i Smagen; syrlig.
G.N. súr(r). – 2) raa, skarp, fuld af skarpe Vædsker; om Jord. Jf. sur i Augom: suurøiet. – 3) barsk, ublid; om Luft og Veir; ogsaa: bitter, ubehagelig, om Livsvilkaar; suurseende, vranten, om Personer.

Sura, f. Syre (Urt), Rumex Acetosa. Sæt. Tel. (G.N. súra). Ellers kaldet Suregras; nogle St. Syra; ogsaa Sursyra, Hall. og fl. Jf. Gauksura, Reinssura.

Sur-apall, m. Skov-Abild.

Surbraud, n. Suurbrød.

Surbrim (ii), n. syrlig Ost (Brim).

Sur-eple, n. Skovæbler.

Surfisk, m. Fisk som er saaledes tillavet, at den holder sig suur. Især: Sursild, f. (Trondh.). Jf. Rakfisk.

Surka (u’), f. en skimmelagtig Skorpe paa Kjød eller Fisk; Smuds, Ureenhed som lægger sig i Rynkerne paa Overfladen. Berg. Stift.

surkast, v.n. blive skimlet eller smudsig paa Overfladen.

surkutt, adj. smudsig, ureen.

surla (u’), v.n. (ar), nynne (= sulla); ogsaa spille sagte. (Jf. Sv. sorla: risle). Surling, f. sagte, nynnende Lyd.

Surleike (uu), m. Suurhed.

surlynd, adj. vranten, uvenlig. Tel.

Surmysa (y’), f. suur Valle (= Syra).

surna, v.n. (ar), blive suur. Surning, f. begyndende Suurhed.

Surp, n. Søle, Dynd. Jæd. og fl. Afvig. Sørp, Trondh. – surputt, adj. sølet.

surpa, v.a. (ar), røre sammen, blande til Foder (Surpa); ogsaa: affærdige i en Hast. Surpa i Hop: skrabe sammen. Surpa fraa seg: jaske fra sig.

Surpa, f. Røre, blød, Masse; især Blødfoder af Hakkelse, Hø eller Korn. Temmelig alm. Nogle St. Sørpe, Østl. (Sv. sörpa). – Surpestamp, m. Ballie til Blødfoder.

surra, v.n. (ar), surre, suse. Surring, s. surrende Lyd.

surra, v.a. surre fast, binde. Ikke alm.

Sursmak (uu), m. syrlig Smag.

Sursyra, s. Sura.

surta (u’), sværte; s. svorta.

Surta, f. Sværtejord; s. Svorta.

Surtefen, s. Svartfen.

Sur-tre, n. Træ som visner eller raadner saaledes at Barken løsnes af. Østerd. Saaledes Surtall, f. og fl. Jf. Søyr.

surven (u’), adj. fugtig om Øinene; forgrædt. Ryf.

survoren, adj. noget suur, ogsaa ublid.

surøygd, adj. suurøiet.

susa, v.n. (ar), suse, lyde som et Vindpust. Sus, m. susende Lyd.

Suse, m. Reenkalv, Ung-Reen; ogsaa om et Føl. Østerd. (Trysil).

Susing, m. en Søler. Østl.

Susl, n. 1) Skyllevand. Indh. – 2) Røre, Sølerie; ogsaa Sladder. Sdm.

susla (u’), v.n. (ar), 1) pladske, søle, sysle med Vaskning og deslige. Afvig. sutla, Hard. (Jf. sussa). Ogsaa: spilde eller bortsøle noget. Susla nokot burt. Tel. – 2) skvulpe, give en klukkende Lyd. Tel. og flere. I B. Stift sutla (nogle Steder sultle). – 3) sladre, vrøvle. Sdm. Ndm. Ork. (sultla). – Hertil Susla, f. en Sladderhistorie; ogsaa en Røre, en forvirret Sag. Susl, m. og Suslekopp, m. en Vrøvler. Om Kvinder: Susla, og Suslekolla, f.

Suss (uu), n. et Slags Mad af Kalvekjød. Tel. sussutt, adj. blød, geleeagtig.

sussa, v.n. (ar), sysle med Vask osv. (jf. susla). Hard. Sussa ut: væde, spilde Vædske paa.

Susvorta (Fugl), s. Sysvorta.

Sut (uu), f. Sorg, Bekymring, Ængstelse for noget forestaaende. G.N. sút. Ogsaa: Omsorg, Omhu (= Umsut). Temmelig alm., dog sjeldnere i de nordlige Egne. Heraf syta. Jf. sutra.

Suta, f. en afrundet Blok, hvorover man trækker Fiskegarnene ind i en Baad. Sdm. (Sute).

suta, v.n. sysle med, eller tage Vare paa noget. “Han faar sute mæ dæ”. Smaal Ogsaa: rutte, svire, sværme.

sutfull, adj. bekymret, ængstlig.

sutlaus, adj. sorgfri, ubekymret.

sutleg, adj. bedrøvelig, som vækker Bekymring. – Forskjelligt herfra er “suteleg”: passende, middelmaadig. Smaal. (Sjelden).

Sutløysa, f. Frihed for Omsorg eller Bekymring; Sorgløshed.

Sutmaal, n. en beklagelig Omstændighed, en Sag som vækker Bekymring. Tel. (Sutemaal).

Sutr (u’), n. en blandet Vædske eller Drik. Tel. (Sutt’er). Noget lignende er Sudr (Sudd’er), i Ryf. Jf. Sukl.

sutra (u’), v.n. (ar), klynke, klage; ogsaa grue for noget. Berg. Østl. Tel. og flere. (Korttonet: suttra). – Sutring, f. Klynken.

Sutu, s. Seta.

Suvl (uu), f. Suul, noget fedt eller saftigt at æde til Brødet. (Nogle St. ogsaa om Mælk til Grød). Alm. men i forskjellig Form: Suvl i de sydlige Egne til Hall. Vald. og Sogn; Sugl, Østl. og Gbr., Sul, Nordre Berg. og flere, Sovl (oo), el. Sovel, Østerd. ogsaa i Nordl., Søvl, Ork. G.N. súfl; Sv. sofvel. Paa Sdm. adskilles Sul, f. om Brødsuul, og Sul, n. om Mælk eller Grødsuul.

suvla (uu), v.a. (ar), forsyne med Suul. Suvla seg: hjælpe sig med en vis Portion Suul. Afvig. sula, Nordre Berg. og fl. Ogsaa med Omlyd syvla (syvler), Tel., og syle, Sdm. (Isl. sýfla). Sjeldnere v.n. være tjenlig eller god til Suul.


suvlfrek (e’), adj. ødsel med Suul, kræsen, begjærlig efter det fede. Tel. Hedder ellers: suvlmyken (y’), Hall.; sulryr, Sdm., soveldryg, Nordl.

suvllaus, adj. blottet for Suul.

Suvlløysa, f. Mangel paa Suul.

Suvlmat, m. Suulvarer; saftig Mad. “Sovelmat”, Østerd.

suvlryr, adj. s. suvlfrek.

suvlug, adj. saftig, fed, god til Suul. Ogsaa med Omlyd: syvlig (?), sylig, Sdm. og syvlen, Tel. Hall. (Jf. suvla). Ogsaa i Betydningen: lystig, morsom, drøi (omtr. som saftig), f. Ex. “ein sylig’e Tale”, “ei sylig’e Vise”. Sdm.

Suvlvara, f. Suulvarer Fedevarer.

Sva, s. Svad. – sva, s. svada.

svabba, v.n. (ar), søle, spilde Vand eller Vædske; ogsaa: vade, pladske i Væde (= subba, sabba). B. Stift, Nordl. og fl. – Svabb, m. og Svabba, f. en Søler, skjødesløs Person. Svabbing, f. Sølerie.

Svad, n. 1) en nøgen Klippegrund, en Bjergskraaning hvor Jorden er afskyllet eller udstyrtet ved Skred. Alm. i de vestlige og nordlige Egne i Formen Sva; i Nfj. Svada (jf. Svoda). Afvig. Svæd, Sdm. – 2) en flad Klippe, en Bjergflade uden Jord (omtr. som Skarv). Sogn, Hall. Gbr. og fl. Ogsaa en Klipperyg i Søen. Nordl. Sjeldnere om Klippegrund i Jorden. Vald. – 3) et Stykke aaben Sø, et Bassin som er omgivet af Øer og Skjær. Ndm. Jf. G.N. svædi: aaben Plads.

svad, adj. glat, slibrig; om Jorden. Nhl. Shl. Helst i Neutr. (svadt, bergsvadt, jordsvadt). Hedder ogsaa svaden (svaen), i Neutr. svadet (svae). “D’er haalt aa svae”. Hard. Jf. Svade.

svada, v.n. og a. (er, de), 1) flækkes af, revne fra; f. Ex. om Hud. Hall. og fl. i Formen sva, Præs. svar (for svader). Han hadde sleget seg, so Kjøtet svadde fraa Beinet. Jf. Svedja, Svad, Svoda. – 2) om Træer: løsnes i Barken, saa at den lettelig kan afflækkes (nemlig i Løvspringet om Vaaren). Hard. og fl. (sva). Ogsaa om Barken selv: blive løs. Afvig. svaa, Tel. (Andre St. flaga, laupa, ganga). – 3) v.a. flække, afrive, f. Ex. Bark (= løypa), losta, fletta). Shl. og fl. Jf. Isl. svedja (svaddi): flænge.

Svadberg, n. en stor, nøgen Bjergflade; bar Klippegrund. Nordl. Ork. Hall. og fl.

Svadbotn, m. Klippegrund i Vandet.

Svade, m. Fugtighed; Vædske under Barken paa Træerne (om Vaaren). Shl. Hall. (Svae). Jf. Sevja og Save. Isl. svadi: Slibrighed. S. svad og svada.

svaden, adj. slibrig; s. svad.

Svadknaus, m. nøgen Bjergknold. Sogn.

Svadmork, f. Bark som rives af Træerne om Vaaren. Hard. (s. Mork).

svadna, v.n. (ar), blive hudløs (af Stød eller Gnidning). Hall. (svana).

svadrøyta, v.n. (er, te), fælde Haarene jævnt, eller overalt paa een Gang. Hall. (svarøyte).

Svag, n. Svaien, Slingring.

svaga, v.n. (ar), svaie, slingre. B. Stift. Bøiningen tildeels: svagje(r), svagde. (Nfj. Sdm.). Jf. sviga.

svakka, v.n. (ar), pible, give en skvulpende Lyd, som Vand under Fødderne. “Dæ svakka i Sko’naa, Sdm. Jf. sukka.

[svakkfingen (gj), adj. sygelig. Sdm. Sjeldnere: “svakk’e”, dvs. svag. T. schwach.

Sval, f. Svalegang, smal Gang eller Udbygning paa Siden af et Huus. Nogle St. Svol (o’), med Fl. Svaler. (Sogn, Hard. Rbg.). G.N. svalar, pl. – Ogsaa om en afsides Gang med et Privet. (B. Stift).

sval, adj. 1, sval, kjølig, lidt kold. Ogsaa afvig. svaal, Sæt. Tel. Smaal. G.N. svalr. Paa Voss betegner sval ogsaa: meget kold.

sval, adj. 2, sortladen, mørk, dunkel. Berg. Stift. Jf. svaldæmd. Maaskee egentl. sodet eller røget; jf. Svæla.

svala, v.a. (ar), svale, afkjøle; ogsaa: lædske. – svalast, v.n. blive kjølig. G.N. svala.

Svala, f. Vindpust, kjølig Vind. Nordl.

Svala, s. Svola. – svalde, s. svelgja.

svaldæmd (-dæmt), adj. sortladen, mørk i Ansigtet. Hard. I Nordre Berg. svalleitt.

Svaledrykk, m. kjølende Drik.

svalka, v.n. smaske, smække med Munden. Hall. Andre St. pladske, vade osv.

svall, s. svella.

Svall, n. Snak, Samtale; ogsaa: Sladder. Nogle St. Svæll og Svell; s. svalla.

Svall, m. Iis paa Markerne; s. Svell. Ogsaa en vis Hestesygdom, Kværke (?). Indh.

svalla, v.n. (ar), snakke, prate, tale om ubetydelige Ting. Nordre Berg. Vald. Hall. og flere. Afvig. svælle og svelle, Buskr. Tel. Pa Sdm. svalle, om langvarig og høirøstet Snak; jf. solla. – Svallar, m. en Snakker. Svalling, f. en lang Snak.

Svalldøya, f.s. Svellbrune.

svalleitt, sortladen; s. svaldæmd.

svallug, adj. snaksom. Hall. Vald. og flere. Nogle St. svællug og svøllug.

svalna, v.n. (ar), svales, afkjøles. Svalning, f. Afkjøling.

svalt, s. svelta og svelgja.

svalvoren (o’), adj. noget kjølig.

svam, svømmede; s. svemja.

svamla, v.n. (ar), pladske i Vandet; vade, bade sig, svømme. B. Stift. Isl. svamla. Jf. sumla. Svamling, f. Pladsken osv.

Svamp, m. Søsvamp (Spongia).

svamra, v.n. (ar), svæve omkring, sværme, tumle sig. Hall. Hertil Svamr (Svammer),
n. Tummel, Uro. Jf. Svarm.

Svana, f. Svane (Fugl). Ogsaa i en anden Form: Svon (o’), Fleert. Svaner. Hard. Afvig. fra G.N. svanr, m.

svana, v.n. (ar), svinde ind, aftage; ogsaa: lindres, stilles. Nordl. Sdm. Hall. og fl. Troten heve svanat: Hævelsen har aftaget, svundet ind. Det svanad’ der det svall: det svandt ind hvor det svulmede op (om en Opbruusning eller Hidsighed, som er snart forglemt). Sdm. Jf. svina og svangna. Om et andet svana s. svadna.

svang, adj. 1) tom, smal over Maven; især om Dyr som have faaet lidet at æde. I B. Stift svaang’e (meget brugl.). Sv. Dial. svang, svånger. Heraf svengja. – 2) sulten, hungrig. Indh. og Nordl. G.N. svangr.

Svange, m. Lyske, Laarkrig paa Dyr; den bageste Deel af Tyndsiden. Mest alm. Svangje; i B. Stift Svaangje. Jf. Naare og Røyr.

svangna, v.n. svinde ind (= svana); om hovne Lemmer. Østl. Modsat trutna.

Svangsida, f. Tyndside, Rummet fra Ribbenene til Lysken (Svangen). I B. Stift Svaangsi(d)a. Jf. Tunnvembe.

svansa, v.n. vimse; s. svinsa.

Svar, n. (og f.), Svar, Gjenmæle; ogsaa: Underretning, Besked. Tildeels med Fleertal Svor (o’), Sogn, Voss.

svara, v.a. og n. (ar), 1) svare, besvare en Tiltale. Tildeels med Objekt i Dativ, f. Ex. han hadde svarat Foreldrom so. Afvig. svaaraa, Gbr. Ork. (G.N. svara). Nogle St. med Imperf. svarde (el. svarte) og Supin. svart. – 2) være ansvarlig, staae til Regnskab, indestaae for noget. Han skal svara til det. Dei hava myket til aa svara fyre. – 3) udrede, betale et vist Krav. Svara Skatt av ein Gard. – 4) v.n. gjenlyde, give Gjenlyd eller Echo. Det svarar i Fjellet. Han dundrar, so det svarar i Veggjom. Hedder ogsaa “svara att-i”. (Nordre Berg.). – 5) passe sammen; træffe til, føie sig. Det svarar so til: det træffer sig saaledes; Forholdet er saadant. Det svarar ikkje so fyre meg: det falder mig ikke beleiligt. Me faa no sjaa, kor det svarar seg, dvs. hvorledes det føier sig, hvor Forholdet stiller sig. B. Stift (meget brugl.).

svarande, adj. passende at svare. D’er ikkje svarande paa det: det er ikke værdt at svare derpaa.

svaren (svoren), s. svoren.

Svaring, f. Besparelse.

svarlaus, adj. forlegen for Svar. Standa svarlaus: blive Svaret skyldig.

Svarm, m. Sværm, omsvævende Hob eller Selskab; ogsaa: Tummel, Uro. Hall. og fl. Andre Steder Sverm. Eng. swarm, T. Schwarm.

svarpa, v.a. (ar), støde, drive, slænge. Hall. Ogsaa. v.n. “svarpe til”: slaae til, give et Slag. Svarp, m. Stød, Slag.

Svarsmann, m. den som man henvender sig til med et Ærinde; En som skylder at svare for en anden, eller for et Selskab. Tel.

svart, adj. 1) sort, kulfarvet. Afvig. svaart, Sæt. Ellers kun i Femin. svort (o’), Hard. Voss og fl. G.N. svartr (svört); Sv. svart; T. schwarz, Holl. zwart, Eng. swart, swarthy. Faa svart paa kvitt: faae en skriftlig Bekræftelse. – 2) meget mørk el. dunkel; især om Luften. D’er svart ut i Fjorden, – ut i Havet; inn i Fjellom osv. Trøyta ut i svarte Natti. Ogsaa: skidden, smudsig, for Ex. om Klæder. Tel. Gbr. D’er berre svarte Armodi: den yderste Armod. – 3) øde, blottet, afryddet; f. Ex. om Marker hvor Græsset er afædt. Mest brugl. i Trondh. Stift; saaledes i Fosen: D’er reint svart fyre Fisk: der er ingen Fisk at faae. Eit svart Aar: et Aar da Fangsten er ganske mislykket. Falder nær sammen med svørt, s. svør. – Som Subst. bruges Svart’en, og Svarta (f.), om sorte Dyr, især Heste. Jf. Verbet svorta.

svarta, see sort ud; s. sverta.

Svartbak, m. Havmaage. Nordl.

svartbrend, adj. sort af Forbrændelse.

svartbrynt, adj. sortbrynet, som har sorte Øienbryn.

Svartebok, s. Svartekunst.

Svartehuva, f. Hue for en gift Kvinde. Nordre Berg. Faa Svartehuva: blive Kone.

Svartekunst, m. Tryllekunst, Manekunst. T. Schwarzkunst, egentl. en Mistydning af “Nekromantie” (Diez, Rom. Wört. 1, 288). Hertil ogsaa: Svarteboki (sjeldnere Svartekunstboki): en Bog med Trylleformularer. Svarteskulen: en Skole for Tryllekunst. (I Folkesagn).

Svarteskog, m. Skov i Vinterdragt, eller uden Løv. Syngja i Svarteskogen, om Fugle.

Svartespetta, f. den sorte Træpikker; see Spetta.

Svartestilla, f. Blikstille, det at Søen er ganske fri for Bølger.

Svartetrast, m. den sorte Drossel, Solsort. Jf. Sysvorta.

Svartfen (e’), n. Sump med sort Jord uden Græs. Afvig. Surtefen, n. Lister. Svartfenu, f. Hall.

svartflekkutt, adj. sortplettet.

svartgaarutt, adj. sortstribet.

Svarthavre, m. Flyvehavre. Hall. og fl.

Svarthegg, m. = Trollhegg. Gbr.

svarthærd, adj. sorthaaret.

svartklædd, adj. sortklædt.

svartleg, adj. sortagtig; mørk.

svartleitt, adj. sortladen; mørk af Hudfarve. Jf. svalleitt.

Svartmaur, m. sort Myre (Insekt).

svartmaalad, adj. sortmalet.


svartmyld (-myldt), adj. sortmuldet, f. Ex. om Agerland.

Svartmylda, f. sort Muldjord. Tel.

svartna, v.n. (ar), sortne, blive sort. Hedder ogsaa svortna (oo). G.N. sortna. Det svartnade fyre Augom: det blev sort for Øinene (som i en Besvimelse).

Svart-Ore, m. Elletræ af den mørkere Art (Alnus glutinosa).

svartrendad, adj. sortstribet; om Klæder.

svartringutt, adj. som har sorte Tværstriber eller Bælter.

svartsidutt, adj. sort paa Siderne.

svartsjuk, adj. skinsyg, jaloux. Ork. (Sv. svartsjuk). Svartsykja, f. Jalousie (= Mistryggna, Aabrydskap). I Indh. “Svarthososjuke”; derimod “Svartsjuke” om en vis Hestesygdom. (Sparbu).

Svartsnigel, m. den almindelige sorte Snegl. (Sædvanlig: Svartesnigjel).

Svarttorv, n. Tørv af et dybere Tørvlag (= Steintorv). Nordl.

svartvoren (o’), adj. sortagtig.

svart-øygd, adj. sortøiet. G.N. svarteygr.

Svarv, n. Omløb, Omgang. Tel.

Svarv, m. 1) Omfærd, Rundgang; en Udfart hvorfra man kommer tilbage ad en anden Vei. Num. Hall. og fl. – 2) en stor Bue eller Halvcirkel; en Bugt ved et Vand, og deslige. Hall. Vald. Jf. Sverv.

svarva, v.a. og n. (ar), 1) dreie, gjøre Dreier-Arbeide. Temmelig alm. især i de sydlige Egne. Afvig. svorve (o’), Sæt. (Sv. svarfva). – 2) surre, omvinde med Traad; beklæde Tougværk mod Slid. Sdm. Nordl. – 3) v.n. fare omkring, svinge, gaae i en Bue eller Cirkel. Svarva i Kring, Ryf. Vald. og fl. G.N. svarfast. Jf. sverva.

svarvar, m. en Dreier.

Svarvejarn, n. Dreierjern.

Svarvestol, m. Dreiestol, Dreierbænk.

Svarving, f. Dreier-Arbeide.

svarvis (ii), adj. klog til at give Svar.

svav (sov), s. sova.

svava, v.n. vrøvle, snakke vidtløftigt. Ndm. Svav, n. Vrøvl.

Svavel, s. Svaavel.

svaa, s. svada. – Svaa, s. Svide.

Svaag, s. Svelg. – svaaga, s. sviga.

Svaak, n. Bløde, Fugtighed af Regn eller Snee. Shl.

svaak, adj. urolig, ustadig; om Veiret; ogsaa: fugtig, regnfuld. Nhl. Hertil “Svaakveer”, n. uroligt Veir. (Jf. Isl. svak, n. Uro, Larm).

svaala, v.n. (ar), støie, snakke høit; ogsaa: leve lystigt, tumle sig i Suus og Duus. Hall. Nordre Berg. – Svaal, m. høirøstet Snak, Støi, Tummel.

Svaam, Svømning; s. Sum.

Svaan, f. Brystkjød. (Kjøtsvaan). Gbr. Maaskee for Svon (o’).

svaang, s. svang. – svaaraa, s. svara.

svaassa, v.n. arbeide i Væde og Uveir, strabadsere (= vaasa). Nordre Berg.

Svaavel, n. Svovel (= Brennestein). Betonet som Svaav’el. Nogle St. Svavel. (Vald. og fl.). Sv. svafvel; T. Schwefel. – Svaavelstikka, f. Svovelstikke. Svaaveltev (e’), m. Svovellugt.

Sve, s. Svida og Svide.

Svedja, f. Saar i Huden; s. Svoda.

svegen (e’), fugtig; s. sveig.

Svei (?), m. en Ruus. Vera paa ein Svei: være drukken. B. Stift, Nordl. (Maaskee efter det danske Svai). Jf. Sveim.

sveia, s. sveigja. sveien, s. sveig.

Sveig, m. en tynd og bøielig Kvist. Toten. Gbr. og fl. I Nordl. Sveigja (Sveia), f. ogsaa om et Riis. Andre St. Sviga og Svige. Isl. sveigr. Sv. Dial. sveg og svige. Jf. sviga.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   174   175   176   177   178   179   180   181   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə