Ivar Aasen Norsk Ordbog


sveig, adj. fugtig, lidt vaad; f. Ex. om Klæder. Hall. og fl. Afvig. svegjen



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə179/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   175   176   177   178   179   180   181   182   ...   221

sveig, adj. fugtig, lidt vaad; f. Ex. om Klæder. Hall. og fl. Afvig. svegjen (e’), Vald. og sveigjen (sveien), Smaal. Jf. søgg.

sveigja, v.a. (er, de), bøie, krumme; f. Ex. en Kvist. Hall. og fl. (sveie, i Imperf. sveigde). Afvig. svøygja (svøya), med Imperf. svøygde, Nhl. Voss. G.N. sveigja. – Particip sveigd, nogle St. svøygd.

Sveigja, f. Kvist; Riis; s. Sveig.

sveigna, v.n. (ar), blive fugtig (sveig). Hall. I Vald. svegna.

sveik (slog feil), s. svika.

Sveim, m. 1) Omsvæven. Hall. (lidet brugl.). G.N. sveimr. – 2) en Opbruusning; en liden Ruus. Hard. – 3) en paakommende Sygdom; især Smitsot. “Ein Sottasveim”, Sdm.

sveima, v.n. (ar), 1) svæve omkring. Hall. G.N. sveima. Jf. svima. – 2) stige til Hovedet, beruse; om Drik. Hard. – En anden Form forudsættes i vidsveimt, adj.

Sveimerid, f. et lettere Anfald af Smerte. Hall. (Især om Fødselssmerter, ligesom Masar-rid).

Svein, m. 1) Ungkarl, ugift Mandsperson. Sfj. (tildeels udtalt Svenn). G.N. sveinn. Ellers alm. med Begreb af Kydskhed (puer castus). Jf. Møy. – 2) en Tjener; især Hyrdedreng (= Gjætar). Ork. I Gbr. Busvein. – 3) Haandværkssvend; En som har udlært. Ellers ogsaa med Begreb af en eller anden Bestilling; f. Ex. Fylgjesvein, Brudsvein, Kjellarsvein og fl.

Sveindom, m. Svenddom; s. Svein, 1.

Sveinkall, m. en aldrende ugift Mandsperson; Pebersvend. Tel. og fl. I de nordlige Egne: Drengkall.

Sveip, n. Svøb, Dække hvormed noget omsvøbes. I B. Stift: Svøyp; s. sveipa.

Sveip, m. 1) Lok, Bundt, Klynge; saasom af Traad, eller især af Straa paa en Ager. Trondh. Tel. og fl. Afvig. Svøyp, B. Stift. (G.N. sveipr: Slyngning). – 2)
Knude, Sammenføining; det Punkt hvor begge Ender af et Træbaand fæstes i hinanden. B. Stift i Formen Svøyp. (I Tel. Naam). – 3) Skik, Maneer (= Svip). Tel.

sveipa, v.a. (er, te), 1) svøbe, omvikle, indhylle. Afvig. svøypa, B. Stift. G.N. sveipa; Sv. svepa. – 2) trække sammen i Bundter; ogsaa: gramse til sig, snappe, opfange. (Jf. Landst. 135). – 3) tilskjære Træbaand med Indsnit, hvorved begge Ender kunne sammenknyttes; s. Sveip, 2. – Et andet Ord er “sveipa”: at ligne, s. svipa.

Sveipa, f. Svøbeklæde, Dug eller Kaabe hvori man kan indhylle sig. Tel. Ellers Sveipeduk, m. om et mindre Svøb.

Sveipelakan, n. Svøbelagen, Blee; især Liiglagen, Liggklæde.

sveipeleg, adj. anseelig (= svipleg); ogsaa: kjæk, flink. Rbg.

Sveipeskeid, f. et Slags Væverkam. Hall.

Sveiping, f. Indsvøbning.

sveiplik, adj. noget lig; s. sviplik.

sveiputt, adj. 1) lokket, som ligger i Bundter eller Klynger; f. Ex. om Straa paa en Ager. I B. Stift: Svøypett’e. 2) flammet, bugtet i Aarerne; om Træ. Sæt.

sveisa, v.a. sammensveise; s. sjoda.

Sveit, m. Smule; s. Sveite.

sveitall, adj. som sveder meget, eller lettelig kommer i Sved. Ikke alm. I Tel. sveitaal.

Sveite, m. 1) Sved, fugtig Uddunstning af Huden. Nogle St. Sveitte. G.N. sveiti. Ogsaa uegentl. om Arbeide eller Møie som frembringer Sved. – 2) Blod af slagtede Dyr. Indh., ogsaa i Hall. og fl. I Østerd. Svete. G.N. sveiti (Blod); Sv. Dial. svett; ogsaa Ang. svát, Mht. sweiz. – 3) en Smule Vædske eller Saft. Berre ein liten Sveite. (B. Stift). Ogsaa i Formen Sveit, f. Ex. “aldri Sveit’en”: ikke det allermindste. Søndre Berg.

Sveitebrot (o’), n. Udbrud af Sved; Anfald af Svedning. B. Stift.

Sveitebrune (u’), m. Damp af Sved; ogsaa om Svedens Virkning paa Klæderne.

Sveitedrope (o’), m. Sveddraabe.

Sveiteduk, m. Svededug; Lommedug.

Sveitelaug, n. stærk Svedning. Hedder ogsaa Sveittebad, n.

Sveiteplagg, n. Uldtæppe over Ryggen paa en Pakhest (Kløvhest). “Sveittaplagg”, Hard.

Sveiterid, f. Anfald af Svedning. Nogle Steder Sveiteflaga, f.

Sveitt, n. Svedning; Arbeide eller Anstrengelse som driver Sveden ud. B. Stift.

sveitt, adj. svedende, vaad af Sved. Alm. (Jf. aalsveitt). G.N. sveittr, s. følg.

sveitta, v.n. (ar), svede, blive fugtig af Sved. Sv. svettas. Vel ogsaa i en ældre Form: sveita (er, te), hvoraf Particip sveitt.

Sveitting, f. Svedning; stærkt Arbeide.

sveiv, svævede; s. sviva.

Sveiv, f. 1) Svingel, Skaft hvormed man omdreier noget, f. Ex. en Slibesteen. Isl. sveif; Sv. Dial. svev. Hedder ogsaa Veiv, dog mindre alm. – 2) Green, udstaaende Spids; f. Ex. om Takkerne paa Dyrehorn. Hall.

Sveiv, m. 1) Sving, Omsvingning, Dands; tildeels ogsaa en Kamp eller Dyst. Tel. – 2) Hvirvel, Rundgang; f. Ex. Haarhvirvel (= Ringvokster); ogsaa Hvirvelstrøm i Vand. Lister, Rbg. Tel. og flere. – 3) Svømmefod, Lalle paa Sødyr, især paa Sælhund. (Kobbesveiv). B. Stift, Nordl. G.N. sveif, f. Nogle St. Sleiv.

sveiva, v.n. (ar), svinge, vifte med noget. Han gjeng og sveivar med Staven. Nordenfjelds.

sveiva, v.a. (er, de), svinge, dreie, omdreie, f. Ex. et Hjul. Jæd. Rbg. Tel. og flere. Af sviva, sveiv. (Jf. draga og snu). Sveiva seg: svinge sig rundt; dandse.

Sveiverom, s. Svivrom.

Sveiving, f. Svingning; Omhvirvling.

Svek, s. Svik. sveken, s. sviken.

Svekk, f. Sænkning, liden Fordybning; for Ex. om Indbøiningen i Midten af Fodsaalen. B. Stift, ogsaa: Svikk. Sogn; Svokk (o’), Sdm. Andre St. Søkk.

[svekkja, v.a. (er, te), svække. Nyt Ord.

svela, v.n. vimse, løbe hid og did. Svel, n. Vimsen, Tummel. Hard.

Svelg, m. 1) Svælg, Hals; ogsaa et Gab, Slug (jf. Havsvelg). Afvig. Svæg, Tel. I Sæt. Svaag (for Svalg?). – 2) Mundfuld, Slurk, saa meget som man kan svælge paa een Gang. Afvig. Svel, B. Stift. Fleertal vaklende, egentlig Svelgjer.

svelgja, v.a. (er, de), svælge, sluge, trække i sig. Findes maaskee med stærk Bøining ligesom G.N. svelgja, eller svelga (svelg, svalg, svolgit), men Formen svalg (som skal forekomme i Tel.) synes at være meget sjelden. I B. Stift gaar det over til svelja med Bøiningen svel’, svalde, svalt (jf. Sv. svälja). I Nordl. tildeels Imperf. svolde (svolt) og Sup. svolt (for svolget?); andre Steder svølde, svølt (Ork. Vald.); i Sæt. og Tel. svægje (svægjer, svægde, svægt). – Particip svelgd (sveld; ogsaa svold og svald), Neutr. svelgt (svelt).

Svelgkaka (?), f. et Slags smaa Pandekager. “Svelkake”, Sdm.

Svelgrom, n. Slug, Afløbsrum, f. Ex. i en Tragt. I B. Stift “Svelrom”.

Svell, n. Iis paa Markerne; opsvulmet Iislag over en Vandaare i Jorden. Søndre Berg. Hall. Afvig. Svell, m. og Svall, m. Nedenæs og fl., Svoll, og Svodd, m. Sæt. Tel..; Svull, Smaal. G.N.
svell, n. Sv. svall (svall-is). Jf. Kovsvell og Oresvall. Andre Steder Is, Haalke, Skugg.

Svell, m. Byld; s. Svoll.

svella, v.n. (svell, svall, svollet), svulme; i Særdeleshed: 1) svulme op af Frost, fryse op, danne et Iislag; om Vand i Jorden. Mest brugl. i de sydlige Egne. Afvig. skvelle (skvell, skvall), Indh. (Jf. kjøva, kry, ora). G.N. svella: svulme; Ang. svellan, Eng. swell. – 2) bulne, angribes af Svulst, om et Sted paa Legemet; saaledes ogsaa: afsætte Materie, suppurere; om Saar. Mere alm. Jf. Svoll. – 3) afsondres ved Svulst. Flisi stod i Fingren, til ho svall ut-atter. Han hadde støytt ei Taa, so Naglen svall av. – Et andet Ord er “svella” for svalla.

svellbrent, adj. iisbrændt, om et Engstykke (s. Svellbrune). Østerd. I Solør svullbrent.

Svellbrune (u’), m. Iisbrand, Skade paa Græsroden af Iis som er bleven længe liggende. Oftere Svollbrune, Tel., Svullbrona, Num. Ogsaa: Svellbrenna, f. om en iisbrændt Plet. Østerd. I Tel. Svalldøya.

Svelling, f. Opsvulmen, s. svella.

Svelltapp, m. Iistap (Jøkul). Hall. Nogle Steder Svulltapp.

svellutt, adj. opfrossen og glat af Iis; om Marker.

svelt, udsultet; s. svelta, v.a.

svelta, v.n. (svelt, svalt, svoltet), sulte, føle Hunger; ogsaa: lide eller pines af Hunger. G.N. svelta; Sv. svälta. Imperf. Fl. svolto (Hall.). Supin. sædvanlig svolte, nogle St. svulte. Part. svolten. Svelta til Maalanne: have stærk Madlyst, saa at man føler Hunger til hvert Maaltid. B. Stift. Svelta i Hel: sulte ihjel. Jf. Svolt.

svelta, v.a. (er, e), sultføde, udsulte, lade sulte. Alm. G.N. svelta. Han svelte seg inkje: han sparede ikke Maden for sig. Particip svelt.

Svelta, f. 1) Sult, knap Næring. – 2) et Slags langvarigt Kortspil.

Sveltefoder (-foer), f. karrig Fodring.

Svelting, f. Udsultning; Sultekuur.

svemja, v.n. (svem, svam, svomet, o’), svømme, bevæge sig fremad paa Vandet. Solør (korttonet: svemm’er, svamm, svømmi). Ogsaa i Valders svemja, med Imperf. svom (oo), Fl. svomo (i Slidre), eller svagbøiet: svamde, svamt (i Vang). Ellers overgaaet til symja (sumde), dog tildeels med Imperf. saam. G.N. svima (svam) og symja; Sv. simma (sam). Ang. svimman (svam), Eng. swim.

Svemn, s. Svevn. svena, s. svina.

Sveng, m. 1) Snævring, smalt Punkt (see svengja). Hall. – 2) Smalhed, Tomhed. Mere alm. Stundom Svengen, og stundom Sprengen: snart en Udsultning og snart en Overfyldelse.

svengja, v.a. (er, de), indknibe, gjøre smalere. (Af svang). Svengja seg: gjøre sig smal, trykke Maven ind. B. Stift. Particip svengd. – Hertil svengjast, v.n. blive smal eller tom (svang). G.N. svengjast. Ogsaa: blive graadig eller sulten. Dagarne lengjast, og Magarne svengjast. (Nemlig i Slutningen af Vinteren).

svengutt, adj. ujævn i Kanten. Hall.

svensk, adj. svensk, henhørende til Sverige. G.N. svenskr. – Svenske, m. svensk Mand. (Mest alm. Svænskje). Svenska, f. svensk Kvinde. – Landsnavnet Sverike lyder mest alm. “Sverik”, med aabent e (e’); fordum Sviarike.

Sverd, n. Sværd, Huggevaaben. Lyder alm. Svær. G.N. sverd. – I Shl. er “Svær” eller “Resa-svær” (dvs. Jættesværd) ogsaa en Benævnelse paa en opreist smal Steen (Bautasteen); ellers kaldet Rise-piil.

sverja, v.a. og n. (sver, svor, svoret, o’), sværge, forsikkre med en Ed. Præsens lyder alm. “svær”, med reent æ, og uden nogen Endelse. (Jf. berja og verja). Imperf. svor (oo), F. svoro, med lukt o; derimod Supin. svore, med aab. o (o’). Imperativ sver (svær), Fl. sverje. (Jf. svoren). G.N. sverja (sver, sór, svarit); Sv. svärja (svor, svurit). – Sverja av: afsværge. Sverja fyre: forsværge, negte. Eg kann ikkje sverja fyre det, dvs. ikke ganske negte det. Kan ogsaa hedde: D’er ikkje sverjande fyre det. Jf. svør og eidsvør.

Sverjing, f. Sværgen.

Sverke, m. Sværd (?). Benævnelse paa en stor Kniv eller deslige. Sdm. (Sværkje).

Sverkel, m. Ring, Hvirvel; ogsaa Hvirvelled i et Baand (= Leikinde). Gbr. Solør (Sværkjel). Jf. Sverv, Svervel. Hertil Sverkelband, n. Baand med et Hvirvelled. Gausdal.

Sverm, m. Sværm; Tummel; s. Svarm.

sverma, v.n. (ar), sværme, svæve om; tumle sig. Vel egentl. svarma.

sverra, v.n. (ar), hvirvle, dreie sig rundt (ligt sverva). Mandal. Hertil Sverra, f. og Sverrebasse, m. hvirvlende Skive eller Top (= Snørekall).

sverta, v.n. (er, e), være sort, vise sig i sort eller mørk Farve. Mest brugt i afvigende Former: svørte, Sdm. Gbr.; svorte (oo), Ork. og fl.; svarta, Namd. Kun upersonligt, f. Ex. “Dæ svørte i di”, eller “Dæ svorte paa dæ” (Ork.), dvs. der er noget sort i det, det viser sig som en sort Plet. (Jf. kvita, blaaa, rauda).

sverta, v.a. (ar), sværte, gjøre sort (svart). Mange Steder kun om at sværte paa Overfladen, eller stryge Sværte paa; da det ellers hedder svorta (oo) om at farve sort. Afvig. svørte, Sdm. (Tildeels med
Bøiningen: -er, e). Isl. sverta (ir). Sv. svärta.

Sverta, f. 1) Sværte, sort Overstrygning. (Jf. Svorta). – 2) en sort Plet eller Stribe; en Vindbyge som viser sig paa Søen. Østl.

Sverte, n. Sorthed, Smuds, Ureenhed. Tel.

Sverv, m. 1) en Hvirvel, Kredsgang; især Haarhvirvel (= Ringvokster). Tel. Jf. Kverv, Kvervel. – 2) et Hvirvelled i en Kjæde (= Leikinde). Østerd. Jf. Sverkel.

sverva, v.n. (sverv, svarv, svorvet), hvirvle, løbe om i en Kreds, som Vand eller Skum fra en Strøm. Ryf. (Jelsa). Ogsaa flere St. (saasom i Østerd.), men med svag Bøining og med Overgang til svarva (ar). Vistnok et gammelt Ord, skjønt afvigende fra G.N. sverfa (svarf): at file (jf. svarva: at dreie) og Goth. svairban: at viske. Mere ligt Eng. swerve og Holl. zwerven: svæve, flakke om. Jf. Svarv.

Svervel, m. en Hvirvel i Vandet. Østerd. Jf. Sverv, Sverkel, Kvervel.

svervla (?), v.n. (ar), svæve omkring, svinge, hvirvle. I Rbg. svirla; jf. sverra.

Svevn (e’), m. Søvn, Slummer, Dvale. Rbg. Tel. Hall. Ogsaa: Svebn (og nogle St. Svebden), Hall. Vald.; Svemn, Shl. og f l., Svømn, Nhl., og mest alm. Sømn (ø’). Af “sova” i den oprindelige Form: sveva (e’), svav (jf. svæv, svæva). G.N. svefn. – Rugga til Svevns (Sømns, Søms): vugge i Søvn. “Liggje i fastaa Sømnaa”, s. fast. “Han æ i Sømnaa sedd’e”: man seer ham sovende; han gaar som i Søvne. Sdm. (Dette “Sømnaa” er vel det gamle svefninum).

svevnlaus, adj. søvnløs; om en Tid (Nat), da man ikke faar sove.

Svevnløysa, f. Søvnløshed.

Svevn-naal, f. Søvntorn (Tryllemiddel). “Sømnaal”, Helg.

Svevn-orar, pl. Sandseløshed eller Forvirring af Søvn. Brugt i Dativ (Svevnorom), f. Ex. “han laag i Sømnorom”, Ork., eller “i Sømnoraa”, Sdm.; især om det Øieblik, da Søvnen har betaget En eller omtaaget hans Sandser. (Jf. G.N. svefnórar). I lignende Betydning ogsaa Helorar og Himmelorar. S. Orar, og svevnøren.

svevnsam, adj. søvnagtig, sovekjær. Hall.

svevnug, adj. søvnig, tilbøielig til at sove. Tel. og fl. (Afvig. svemnug, svømnig, sømnug, sømnau). G.N. svefnugr.

svevn-øren, adj. søvndrukken, sandseløs af Søvn. Afvig. sømnøren osv. Noget lignende er “sømnruskjen” (paa Sdm.), om En som netop er vaagnet og ikke endnu kommen i sin rette Orden.

Svevn-ørska, f. Forvirring af Søvn. Omtr. som Svevnorar.

svi, og svia, s. svida.

Svid (i’), n. Svidning. I Sammensætn. som Svid-jarn osv. Om en anden Betydn. s. Svida.

svida (ii), v.n. (svid, sveid, svidet, i’), 1) svides, forbrændes; f. Ex. om Mad; ogsaa: visne eller fortørres af Hede; om Græs og Korn. Det var so turt, at Graset sveid av. (Mange St. svia og svei). – 2) svide, stikke, bide paa Huden; om Hede, og tillige om Kulde; f. Ex. Vinden var so kald, at han sveid. – 3) svie, smerte; om Saar eller saarede Lemmer. I denne Betydning oftere svag Bøining: svider (svie), svidde, svidt. G.N. svída (ir); Sv. svida (sved). – Ogsaa figurlig: lide for noget, føle slemme Følger deraf. Han fekk svida fyre det.

svida, v.a. (er, de), svide, brænde paa Overfladen, afsvide med Ild eller med opglødet Jern. Mest alm. svia, svie; i Nfj. og Sdm. svide. G.N. svída. Particip svidd (ii). Bøiningen af dette og det foregaende Ord bliver tildeels forvexlet.

Svida (i’), f. en sveden Plet, et Stykke Jord som er ryddet ved Afbrænding. Afvig. Svea (Svee). Indh. Guldal, Østerd. Svia, Nhl. (Sv. svedja). Hertil nogle Gaardsnavne, sædvanlig skrevne “Svee”. – Adskilt herfra er et Svid, n. som synes at betyde en aaben eller rummelig Plads (ligt Isl. svid), men ellers kun betragtes som et Stedsnavn. Indh. (i Formen Sve).

svidande, adj. og adv. svidende; f. Ex. svidande heitt; svidande kaldt.

Svide (i’), m. Svie; Smerte som ligner en Svidning; ogsaa figurl. Efterveer, slemme Følger. Mest alm. Svee (Svie); ellers ogsaa Svide, Nfj. Sdm., Svadda, Namd., Svaadaa, Indh., Svaae, Ork., Svea, Smaal. G.N. svidi. Sv. sveda, f.

Svideland (i’), n. Jord som er ryddet ved Afsvidning (Svidebrenning, f.).

sviden (i’), part. sveden, lidt brændt. Mest alm. sveen og svien.

Sviderid (i’, ii), f. Anfald af Svie, en Stund da man føler stærk Svie. (Nogle Steder Svee-ri). Ogsaa kaldet Svideflaga, f.

Svidevatn (i’), n. Vædske som kommer ud paa et Sted hvor Huden er forreven. I Hall. “Sveuvatn”. Jf. Hegløge.

Sviding (ii), f. Svidning; ogsaa Svie.

Svidjarn (i’), et Stykke Jern til at svide med; især Mærkejern.

Svidmerke (i’, kj), n. indbrændt Mærke eller Navn; f. Ex. paa Trækar. Nogle Steder Svidnemerke.

Svidsmak (i’), m. sveden Smag.

Svidtev (i’, e’), m. Lugt af noget som er svedet eller brændt. (Sveetæv).

Sviftunsvoka (o’), f. St. Svithuns Dag, den 2den Juli. Rbg. (Sæt.), oftest i Formen
Sviptungsoko; andre St. Svittesoko, Hard., Syftunsoko, Num. Tel., Syftesoke (o’), B. Stift; Siktesuku og Siktusmess, Ork., Siktesok, Romsd., Siksok, Namd., Seksvuku, Snaasen, Seksok, Ndm., Settersok, Helg. – G.N. Svitunsvaka (Sviptunsvaka, Syftunsvaka), af Helgenen Svithunus’s Navn.

Svig (i’), n. 1) Bugning, bøiet Stilling. Lidet brugl. (G.N. svig). – 2) tynde, bøielige Kviste, f. Ex. til Baand; Vidiebaand. Hard. Sogn, Østl. (Sveg).

sviga (i’), v.n. (ar), bøie sig, bugne; ogsaa bølge, bugte sig, f. Ex. om Straa eller Kviste. B. Stift, Vald. Gbr. og fl. Nogle St. svega. I Guldalen svaagaa. Jf. sveigja og Sveig. Disse Ord synes at forudsætte et Stammeverbum sviga (ii) med Bøining: svig, sveig, sviget (i’), som ogsaa findes i svenske Dial. (Rietz 704). Efter en Meddelelse har dette Ord ogsaa været bemærket etsteds i Gudbrandsdalen.

sviga (i’), v.a. (ar), slaae med Riis (Sviga). Hall. og fl.

Sviga (i’), f. en bøielig Kvist; et Riis. B. Stift, Hall. og fl. Afvig. Svugu, Ork. Ogsaa paa Sdm. Svuge (u’). Jf. Sveigja.

svigall (i’), adj. tynd, bøielig; f. Ex. om Træer.

Svige (i’), m. en bøielig Stængel, Vidie, tynd Kjæp. Hall. i Formen Svigje (eller Svegji). I Gbr. Svega (m.). G.N. svigi.

svigna, v.n. (ar), bugne, bøie sig. Sæt. G.N. svigna.

Svigt, f. Bøining. Giva Svigt: give efter for et Tryk, lade sig bøie. Nordl. Trondh. Sv. svigta.

svigta, v.n. (ar), bugne, bøie sig, el. lade sig bøie; f. Ex. om Stænger. Nordl. Trondh. Sv. svigta.

Svik (i’), n. (og f.), 1) Svig, Falskhed; Bedragerie. Lidet brugl. G.N. svik. – 2) en vis Sygdom. Østl. (Svek). Vel egentlig med Begrebet Forhexelse eller Trolddom.

svika (ii), v.a. og n. (svik, sveik, sviket, i’), 1) svige, slaae feil, ikke holde Prøve; f. Ex. om et Redskab som ikke er stærkt nok. (I denne Betydning mest alm.). – 2) skuffe, besvige En for noget som han har stolet paa; forlade En i Nøden; saaledes ogsaa: bedrage, forrade. G.N. svíkja (sveik); Ang. svícan.

svikall, adj. upaalidelig; s. sviksam.

Svikar, m. En som sviger eller slaar feil.

svikfull (i’), adj. svigefuld, bedragelig.

svikhaal (i’), adj. glat i Grunden; om en Vei med Iisgrund som er skjult af Snee. Tel.

Svikk, f. Huulning, s. Svekk.

Svikk, m. Svik, Tap i et Lufthul paa en Tønde. Temmelig alm.

sviklaus (i’), adj. fri for Svig.

Svikraad, f. ondskabsfuld Plan.

sviksam (i’), adj. upaalidelig, falsk, bedragelig. Nogle St. svikall, ogsaa svikutt (i’), Rbg. og fl.

Svil (ii), m. Kant paa et Tag; saaledes: 1) Tagskjæg (= Ufs). Indh. 2) Vindsted paa Enden af Taget. Ork. 3) Ryggen paa et Tegltag. Sdm.

svila (ii), v.n. (er, te), belægges med et Iislag, faae en Iisskorpe; f. Ex. om Stene ved en Bæk. Vald. (Isl. sýla). Particip svilt: iislagt, iset.

Svile (i’), s. Svilung.

Svill, f. (Fl. Svillar), Grundstok, en af de nederste Stokke i en Tømmerbygning; saaledes ogsaa Dørtærskel. Alm. i de sydlige Egne; nogle St. Svidl, og i Tel. Svidd. Nordenfjelds oftere i Formen Syll. G.N. svill og sylla; Sv. syll (i Dial. svill). Jf. T. Schwelle, Eng. sill. Krøkja Svillarne: lægge Grundlaget til en Bygning, fælde Grundstokkene sammen. Sogn, Sfj. Paa Sdm. “kneppe Syllanne”.

Svillmur, m. en lav Muur under en Træbygning; et Underlag af Steen. Ved Trondhjem: Syllmur.

svilt, iset; s. svila.

Svilung (i’), m. Laxeunge, liden eller halvvoxen Lax. Mandal, Nhl. Hedder ogsaa Svile (i’), eller Svele, Lister; Svilling, Nhl., Silung (og Sillung), Nordl. (Jf. Isl. silungr: Ørred). Ellers kaldet Leksing, Tart, Pjakk.

Svim (i’), m. Art, Skik (= Svip). Hall.

svim (i’), adj. rask, hurtig (= sim); ogsaa: bekvem eller let at haandtere. Tel. Jf. svimt og svint.

svima (ii), v.n. (ar), svæve, tumle omkring (= sveima). Sdm. Hedder ogsaa: svimla.

svima (ii), v.a. (ar), slaae til Besvimelse, bedøve ved et voldsomt Slag. – Sjeldnere v.n. besvime. Hall. Sv. svimma.

Svime (ii), m. Besvimelse, bevidstløs Tilstand. Kun i Forbind. med “i”. Liggja i Svime: ligge besvimet, bevidstløs. Slaa i Svime: bedøve med et Slag. (Alm.). G.N. svimi.

Svimeslag, n. Slag som volder Besvimelse, bedøvende Slag.

svimla, s. svima og svimra.

Svimling, m. en Græsart med bedøvende Kræfter, = Skjak (Lolium). Østl.

svimra (i’), v.n. (ar), svimle, faae et Anfald af Hovedsvimmel. Alm. dog med visse Sideformer: svimla og sumla, Hard., sundla, Rbg., sulna, Hard. G.N. svimra, ogsaa svima og sundla (Isl.).

Svimre, n. Svimmel, Anfald af Svimmelhed. Søndre Berg. og fl. Ogsaa i Formen Svimr (Svimmer), Hall., Svimbr, Sdm.


Svimring, f. Svimmelhed, Tilbøielighed til at svimle.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   175   176   177   178   179   180   181   182   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə