Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə2/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   221
Betegning af Udtalen.

En dobbelt Vokal bagved Ordet betegner, at Vokalen har den almindeligst bekjendte lukte Lyd; saaledes: ee, ii, oo, uu, yy (det samme som é, í, ó, ú, ý). En tilføiet Vokal med Tøddel bagved (’) betegner derimot en anden og mere aaben Lyd; saaledes: e’, i’, o’, u’, y’.


Tegnet ’ foran en vis Endelse (f. Ex. Ad’el) betegner, at Forstavelsen har den stærke Betoning (Stødtone, Eenstavelses-Betoning).


Et tilføiet ”gj” eller ”kj” betegner, at det foregaaende ”g” eller ”k” i mange Dialekter har den blødere Lyd.


Lydbetegnelsen ”aa” er her beholdt, for at der ikke skulde blive nogen stor Afvigelse fra den tilvante Skrivemaade. I de faa Tilfælde, hvor Ord med tredobbelt a (aaa) forekomme, er dette at betrakte som aa-a (åa). – Ved Citater i fremmede Skrifter kunde ”aa” betegnes ved â eller á (å); ligesa kunde ”æ” og ”ø” betegnes som i Tydsk ved ä og ö (i Stedet for ae eller oe).







Betegning af Verbernes Bøining.

Et efter Verbet tilføiet ”r” ”er” eller ”ar” betegner Endelsen i Præsens; den anden Form efter ”r” og ”er” angiver Imperfektum.


Saaledes betegner:

”r, dde” – ved saa: saar, saadde;

“er”, de” – ved døma: dømer, dømde; - ved vigj a: vigjer, vigde;

“er, te” – ved lysa: lyser, lyste; – ved s ø kja: søkjer, søkte;

“er, e” – ved senda: sender, sende; - ved ri sta: rister, riste;

“ar” – ved hata: hatar, hatade (forkortet “hata”).

Formen “er, e” finder kun Sted, naar Endelsens “d” eller “t” falder Ganske sammen med et foregaaende “d” eller ”t” og altsaa ikke kan høres; f. Ex. Hender, hende (for hend-de); fester, feste (for fest-te).


I Stedet for “er” og “ar” have mange Dialekter kun “e” og “a”.







Henviisning til Skrifter.

Bugge. Gamle norske Folkeviser, samlede af S. Bugge, 1858.


Dipl. Diplomatarium Norvegicum.


Egilsson. Lexicon poeticum antiquæ linguæ septentrionalis.


Grimm, Gr. Deutsche Grammatik von Jacob Grimm.


Hallager. Norsk Ordsamling af Laurents Hallager.


Landst. Norske Folkeviser, samlede af M. B. Landstad 1853.


Molbech, Dial. Dansk Dialekt-Lexicon ved C. Molbech, 1841.


N. L. Norges gamle Love.


Rietz. Ordbok öfver Svenska Allmogespråket, af J. E. Rietz, 1867.


Rydqvist. Svenska Språkets Lagar, af Johan E. Rydqvist.


Topogr. J. Topographisk Journal for Norge.


Weigand. Deutsches Wörterbuch von Fr. L. K. Weigand, 1860.


De svenske Ord ere anførte efter Dalins Ordbog, de nedertydske for det meste efter Bremisches Wörterbuch. Ord af engelske og skotske Dialekter ere anførte etter Wright’s Dictionary of obsolete and provincial English (1857) og Jamieson’s Dictionary of the Scottish Language (1867).









Forkortninger.


Adj. Adjektiv, Egenskabsord.


Adv. Adverbium, Fyldningsord.


Afvig. Afvigende, el. Afvigelse.


Alm. Almindeligt.


Ang. Angelsachsisk.


Berg. (eller: B. Stift): Bergens Stift.


Bst. Form: den bestemte Form.


Buskr. Buskerud.


conj. Konjunktion, Bindeord.


D. Dansk.


Dial. Dalekter, Landskabsmaal.


d. s. det samme.


Eng. Engelsk.


f. femininum, Hunkjønsord.


Fl. Fleertal. – fl. Flere.


Fordbind. Forbindelse.


Fr. Fransk.


Gbr. Gudbrandsdalen.


Ght. Gammel Høitydsk.

G. N. Gammel Norsk.

Goth. Gothisk.

Hall. Hallingdal.

Hard. Hardanger.


Hedm. Hedemarken.


Helg. Helgeland.


Holl. Hollandsk.


Imperf. Imperfektum (Fortids).


Indh. Indherred (i Trondhjems Stift).


Indr. Inderøen.


Isl. Islandsk.


Jf. Jævnfør, mærk til Sammenligning.


Jæd. Jæderen.


Konj. Konjunktiv, sluttende Maade.


Lat. Latinsk.


Lof. Lofoten.


m. masculinum, Hankjønsord.


Myt. Middel-Høitydsk.


n. netrum, Intetkjønsord.


Namd. Namdalen.


Ndm. Nordmøre.


Nfj. Nordfjord.


Nhl. Nordhordland.


Nordl. Nordland. (Helgeland, Salten osv.)


Nt. Nedertydsk.


Num. Nummedal.


num. Numerale, Talord.


Ork. Orkedalen.


Pl. Pluralis, Fleertal.


pron. Pronomen, Paaviisningsord.


Præp. Præposition, Forholdsord.


Præs. Præsens (Samtid).


Rbg. Raabygdelaget


Rom. Rommerige.


Romsd. Romsdalen.


Ryf. Ryfylke.


s. d. see dette Ord.


Sdm. Søndmøre.


Sfj. Søndfjord.


Shl. Søndhordland.


Smaal. Smaalehnene.


St. Steder, Egne.


Subst. Substantiv, Navneord. Ellers betegnet med m. f. og n.


Sv. Svensk.


Sæt. Sætersdalen.


T. Tydsk.


Tel. Telemarken.


Trondh. Trondhjems Omegn eller Stift.


v. Verbum, Gjerningsord.


v. a. verbum activum (med Objekt).


v. n. verbum neutrum (uden Objekt).


Vald. Valders.


Østerd. Østerdalen.


Østl. Østlandet. (S. Austlending.)









A.
A, m. A (som Lyd og Bogstav). “Han hadde ikkje lært Store-A’en”: han havde ikke engang begynt at læse i Bog.

a, i forkortede Former: 1) for av (af); jf. “ta” for ut-av. 2) for aat (at, ad), f.ex. “a Hagan”, dvs. til Haven. (Smaal.). 3) for hana (el. hena) dvs. hende, og tildeels for ho, dvs. hun. (Østl.). Paa nogle Steder ogsaa for an-ne (arna), f.ex. slikt-a (= slikt-anne); see ne.

a, adv. alligevel; ogsaa: vel, nok, rigtignok. Tel. Buskr. Smaal. “Eg fann dæ’ a”. “Han heve a vore’ her”. “Eg tenkjer a dæ” (det kan jeg nok tænke). Formodentlig er ogsaa dette en forkortet form, maaskee for “daa” (da).

Aa (å) er her stillet imellem A og B.

abakleg, s. avbakleg.

abesa, s. ABC-Bog, Stavebog. Ogsaa kaldet Abesee’a og Abesbok.

Adel, m. 1) Kjernen el. den bedste deel af Tingen; sædvanlig kun om kjerneved i træ (s. Adelvid). Udtalt: Adel og Ad’el, Nfj. og fl. Ad’ul, Hard. Ail, Sdm. og Al, mere alm. – 2) Adel, Herrestand. Nærmest efter det tydske Adel, ligesom de hertil hørende Adelsmann, Adelskap, Adelstand, adelleg, adj. og adla, v.a. – 3) i formen Adels, omtr. som: ægte, af rette Slags, f.ex. ein Adels Ljugar: en erkeløgner; ein Adels fant: en stor Skalk. Jæd. I danske Dial. adel (ail), Sv. Dial. adal (al): fortrinlig. G.N. adal, i sammensætning, som adalból: Hovedgaard; adalritning: Hovedskrift.

Adelfura (alfure), f. Fyrretræ med god Kjerneved. Saaledes ogsaa Adeltimber og Adelstokk, el. Adeltre (Al-tre).

adelgod, adj. kjernefrisk; om Træ. (algo’).

adelrik, adj. kjernerig, som indeholder en stor Deel Kjerneved. (alrik’e).

Adelvid (i’), m. Kjerneved i nogle Slags Træer og især i Fyrretræ; den indre, fastere og fiskere Ved, som udmærker sig ved en rødagtig Farve og ved mere tydelige Aaringe eller “Gaarer”. (Paa Østl. kaldet Malm). Modsat: Yta el. Geita, og forskjellig fra: Tinar, Tyre og Gadd. (Forkortet: Alved, Alve’). I Stedet herfor bruges nu ofte det kortere Ord: Adel, Al (f. foran). Paa Helgeland bruges “Al” ogsaa om Flamme-ved i Birk (= Rikka, Runne).

adre = andre, s. annan.

Adventa, f. Advent (Tiden næst før Juul). Hører ikke til “venta”, men til Lat. adventus (dvs.: Tilkomst)

Aftan, m. 1) Eftermiddag, Aften. (Mere omfattende end Kveld). Jf. Midaftan. Mest brugeligt søndenfjelds og oftest i Formen: Efta, Afta. G.N. aftan (aptan); Sv. afton. – 2) Høitidsaften, Dagen forud for en Helligdag. Jol-aftan, Kvitsunnaftan, Nyaarsaftan. (Ofte forkortet: Afta). – I Aftan: idag efter Middag. Paa Østl. ogsaa med Betydn.: igaaraftes (= i Gaarkveld). Saaledes “i Afta”, Hall. og fl. Afvig: “i Aftes” (Aftas), Sdm.

Aftansida, f. Eftermiddag, sidste Halvdeel af Dagen. “Aftasia”, Østl.

Aftansong, m. Aftensang, i Kirken. (Derimod Kveldssong, om en Aftenpsalme).

Aftanstell, n. Aftensysler. “Æftastell”, Hall.

Aftanstund, f. en Stund paa Ettermiddagen.

Aftansverd, m. Mellemmad, Maaltid ved Kl. 3 eller 4 efter Middag (= Undorn, Øyktarbite, Non). Østl. i Formen; Æftasvær, el. Æftasvæl (Tykt L). Afvig. Æftavoor, Solør. Sv. aftonvard. Jf. Verd (m.), Kveldverd (Nattverd), Morgonverd.

Ag, n. Uro i Søen, Bølgegang. Sogn. (Vel egentlig: Slingring).

aga, v.n. (agjer, agde), rave, slingre. Han var so trøytt, at han agde. Sdm. Nordl.

aga, v.a. (ar), 1) skræmme, forfærde; ogs. true. Det agar med Regn (Østl.). – 2) ave, tugte, holde i Ave.

Agar, m. Tugtemester.

Age, m. 1) Frygt, Rædsel. “Eit Aga Veer”, dvs.: et frygteligt Veir.Nhl. – 2) Ærefrygt, Undseelse, Respekt. Dei hava ingen Age fyre honom. (Is. Oge, Vægje). – 3) Ave, Tugt, Orden. Der som er ingen Agen,
er helder ingi Æra (Ordspr.). – Lyder ogsaa: Agje, Aje (vestenfjelds og fl.), Aga (Østl.), Aagaa (Gbr.). G.N. agi Sv. aga, f.

agelaus (og agalaus), adj. aveløs, selvraadig; ogs. vild, overgiven, ubesindig.

ageleg (el. agaleg), adj. 1) frygtelig, forfærdelig. 2) vældig, stolt, imponerende. Tel. Hedder ogsaa “agamykjen”, Hard.

agelege, adv. frygtelig, i høi Grad; f.ex. “agale’ stygt”. Jæd. og fl.

Ageløysa, f. 1) Selvraadighed, Vildhed. 2) en selvraadig, ubesindig Person. “Han er ei Agaløysa”. Søndre Berg.

agesam, adj. farlig, som vækker Frygt.

Agg, n. Uro i Sindet, Nag, Ærgrelse; ogs. Uvillie, Tilbøyelighed til Fiendskab. (Mest nordenfjelds). Sv. agg (Nag). Isl. agg (Kiv). Jf. eggja, Ugg, ugga.

agga, v.a. (ar), nage, forurolige. – aggast: ængstes; ogs. ærgre sig.

aggarhendes, s. avhendes.

Agge, m. Takke, Tand, liden Flig eller Spids, f.Ex. paa Kanterne af Løv eller Blade. “Aggje”, Sætersd. I Hall. Ange (Angje).

aggfull, adj. ængstlig, urolig.

aggleg, adj. noget farlig, slem, som man ikke kan være rigtig tryg for. Hall. og fl. Lyder oftest som aggeleg.

aggroast, v. lide af Græmmelse eller Ængstelse, pines af Uro. Guldalen. – aggroen, adj. plaget af Ængstelse eller Uro.

aggsam, adj. ængstlig, urolig; ogsaa: vranten, ærgerlig.

aggut, adj. takket, tandet (af Agge). Sæt.

Agn, n. Mading, Lokkemad, især til Fisk. (Jf. Aat, Aata, Etsl.). Ogsaa G.N. og Sv. Heraf egna, v. – Agnkjerald, n. Agnkista, f. og Agnkopp, m. en liden Kasse at have Mading i. – agnlaus, adj. som ikke har Mading; deraf Agnløysa, f. Mangel paa Mading. – Agnmakk, m. om Regnorm; Agnsild, f. om Smaasild; Agnskjel (skjæl), f. om Muslinger, som bruges til Mading.

Agna, og Agn, f. Avne (paa Korn), see Ogn. – Agnebing, m. et Rum for Avnerne i en Lade. Sdm. og fl. I Sogn: Agnabrik, f.

Agnbite (i’), m. Tværbjelke i Midten af en Fiskerbaad. Nordl.

[Agnestei, n. et Brystsmykke, som ligner en Mynt eller Medaille, forsynet med Kjæde og tildeels med omhængende Løvværk. Sogn, Nhl. og fl. Ellers Agnosti (–), Tel. Angstei, Sdm. – Ordet er det latinske Agnus Dei (dvs.: Guds Lam), som i Middelalderen ogsaa betegnede en Medaille eller Stuemynt med religiøse Billeder, navnlig et Lam med et Kors. (Jf. Strøm, Søndmørs Beskr. 1,555. Wilse, Spydebergs B. 421).

Agneta (ee), f. Ørred (Aurride). Helg. Indherred. I Namdalen ogsaa om en vis Art af Ørred, som kun findes i Ferskvand. Navnet dunkelt, maaske Agn-æta.

Agnfall, n. Fortørrelse paa Kornet, naar det nemlig visner førend det er modnet. Sdm.

Agnhald, n. Hage paa en Fiskekrog. See Agnor.

Agnor, f. Hage, Angelhage, tilbagebøiet Spids paa Siden af en Fiskekrog; ligesaa paa Harpuner, Pile eller lignende Redskaber. Mest brugl. nord og øst i Landet; sædvanlig udtalt Agnoor. (I Gbr. Agnmor). Ellers: Holvor, Oldur, Agnhald. G.N. agnor (agnör); jf. ör (dvs.: en Piil).

agnutt, adj. avnet, fuld af Avner.

Agnvand, adj. om Fisk, som er kræsen om Madingen, ikke let at lokke.

Agt, f. 1) Agt, Opmærksomhed. Afvig. Ogt (o’), Tel. – 2) Tilsyn, Pleie; især om Kreaturenes Fodring. Det er Agt, som giv Magt (“Agt’a gje Magt’a”, Sdm.), dvs. God Fodring gjør triveligt Fæ. S. følgende.

agta, v.a. (ar), 1) agte, lægge Mærke til; ogsaa: ændse, skjøtte om, befatte sig med. – 2) vogte, tage i Agt; f.Ex. agta seg: vogte sig. – 3) see til, have Tilsyn med; i Særdeleshed: a) fodre Kreaturene. (Nordenfjelds). Jf. vakta, stilla, ambætta. b) vogte Kreaturene i Marken (= gjæta). Salten. c) vogte Fisk som er udhængt til Tørring. Lofoten. – Nyere Ord, som egentlig har hjemme i Tydsk, men som dog findes noget tidlig i norske Skrifter (f. Ex. N. L. 2, 108. 141), sædvanlig skrevet “akta” (ligesom i Svensk).

agtande, adj. 1) paalidelig, efterrettelig, gyldig. 2) om Personer: agtværdig, hæderlig. Ofte i Formen: agtandes.

Agtar, m. en Vogter, En som har Tilsyn med noget; s. agta. – Agtardeigja, og Agtartaus, f. Pige som fodrer Kreaturene. (Sdm. Trondh.). Agtarleiga, f. Betaling til en Fiskevogter. (Nordl.). Agtarmund, n. den Tid da Kreaturene faae sit Fodermaaltid. Sdm.

agtig, adj. agtsom, omhyggelig. Ogsaa i Formen ogtug (o’), ogtig. (Tel.). – Endelsen “agtig”, f. Ex. i grønagtig, barnagtig o. s. v., er ellers en nedertydsk Form. (Jf. Grimm, Gr. 2, 383).

aileis, s. annarleides.

Ak, n. besværlig Flytning eller Fremskydning (s. aka). Sjelden. – I endeel Stedsnavne, som Bandak, Aarak, Frøyrak, – er vel “ak” nærmest at henføre til “Aaker”. – Dunkle Ord ere: Linak, Skjadak (Skjak), Parak.

aka, v.a. og n. (ek, ok, eket), at age osv. Præsens lyder sædvanlig: æk, ogsaa æk’e (for eker), Fl. aka. Imperf. ook, Fl. oko. Supin. sædvanlig ekje (e’). Imperativ ak, Fl. ake. I de nordlige Egne har Ordet svag Bøining: ar (akar).
– Betydning: 1) drive, rokke af Stedet, skyde fremad, flytte (noget tungt, f. Ex. en Steen). Jf. oka, ota, tokka, skuva. – 2) age, kjøre med Hest; især kjøre sig selv (=køyra seg). Mest. brugl. paa Oplandet. G.N. aka ( ek, ók, ekit). Sv. åka. – 3) glide, rende paa Kjelke i Snee. Østl. I Smaal. haka (hak’er, hook). Ellers: renna, skrida, skreida, løypa. – aka seg: flytte sig, skubbe sig frem (i liggende eller siddende Stilling). Han ook seg upp Veggen. – aka paa: drive paa, gjøre sig Umage. aka med ein: ægges kives. Valders. (Nogle St. “akedera”, som egentl. er accordere). – aka med heilom: komme lykkelig afsted, slippe fri for Uheld. Tel.

Akall, m. Agern; s. Aakorn.

Akar, m. en Driver; Kjører o. s. v.

Akarslede, og Akeslede, m. Slæde med Sæde og Rygstød; Skydsslæde.

Akbende, n. Nagle i en Slæde. Sogn.

Akebakke, m. = Rennebakke

Akeføre, n. bekvemt Føre til Kjørsel.

Akegreida, f. Kjøretøi. Ogs. Akedoning, f. Østerd. Jf. Sv. åkdon.

Ake-tre, n. Stok, Kjæp til at flytte Stene eller store Træer med. Jf. Vaag, Lunn, Handspik.

Akkar, m. Sprutte (Sødyr). Nordland.

[Akkeleia om Eng-Ranunkel. Hard. Derimod: Akaleie, i Sfj. og Akkoleie, paa Sdm. om Vandlilien (Nymphæa).



Akkjer, n. s. Ankar.

[akokjert, forkeert (= ovugt). Sogn.



Aks, n. Ar, Frøklase. G.N. ax. Fleertal tildeels: Oks. Heraf: eksa, Eksing, aveksa, ekst, storekst, og fl.

Aks, f. i Forbind. “ei Aks te Kar”: en driftig, dygtig Karl. Stjordal.

Aksedon, n. afdrysset Korn, vaa Grunden i en Lade. Smaal. (Aksdun?)

Aksegras, n. Græsarter med stor Frøklase. (Aira, Agrostis, og fl.). Gbr.

Aksemod (o’), n. Tummel, stor Skynding og Travlhed. Nfj.

Aksl, f. Bjergknold, rundagtig Udkant paa et Fjeld. Orkd. og fl. Ellers det samme som Oksl (Axel).

aksla, v.a. (ar), 1) tage paa sig, løfte op paa Skuldrene. Trondh. – 2) aksla seg: trække paa Skuldrene, krympe siG.Nhl. og fl. I Hall. “akle se”.

Akslebein, n. Axelbeen. (Herdabein).

Akslut (u’), m. Toppen paa Korn; Top-Enden paa et Straaknippe. “Akslot”, Trondh.

Akster (str), m. Agning, Kjørsel (af aka). Mest i Forbindelsen Aksterveg, m. Kjørevei. Hard.

Al, f. Adel, Ard, Aln.

Al, n. Opfostring; ogs. noget som bliver opfostret, ungt Fæ, og deslige. Jf. Elde.

ala, v.a. (el, ol, alet), fostre osv. Inf. tildeels aalaa, Trondh. Præsens lyder sædvanlig: æl, ogsaa æl’e (for eler), Fl. ala. Imperf. ool, Fl. olo. Supin. ale; nogle St. ele og æle (Trondh.), paa Sdm. ile (i’). – Betydning: 1) nære, føde, opfostre. Næsten alm. G.N. ala (el, ól, alit). Sv. Dial. ala. – 2) avle, faae avkom. Trondh. “Dem ool inga Bonn” (Dei olo ingi Born), Orkd. Ogsaa G.N. – ala til: opfostre, lægge til, opføde Fæ. ala upp: fostre, opdrage (Hertil: uppalen, Uppal, Uppelde). ala undan: tillægge Yngel eller Foster af; f. Ex. D’er god ku til aa ala undan. Jf. elja. Hertil ogsaa en reflexiv form alast (elst, olst, alest): voxe til, formere sig (om Dyr); tildeels ogsaa: opvoxe, om Mennesker. Den Tid, daa me olost upp. – Ordet mangler i flere beslægtede Sprog, men har vistnok engang været meget udbredt; jf. Goth. alan (opvoxe), aljan (fostre), Lat. alere (nære).

alande, adj. værd at opfostre; om Dyr.

Alboge, s. Olboge.

alda, v.a. (ar), hænge ved, følge (om Sygdom eller Skade). Han fekk eit Mein, som vil alda honom. Sogn. I Shl. “elda”. I Yttre-Sogn forstaaes det saaledes, at Menet (Skaden) vil paaføre En en tidlig Alderdom eller gjøre ham gammel før Tiden. Dette kunde maaske tyde hen paa det ellers ubrugelige Stamord “ald” (dvs. gammel), hvoraf: eldre, eldst; Elda og eldast. (Goth. alps, Ang. eald; Ght. alt).

Alda f. 1. Bølge, især om de store Bølger i Havet. Søndre Berg. ogsaa i Nordland. I Trondh. Stift derimod: Olda (Olla, Oll), som egentlig stemmer bedre med den nyere form i andre ligestillede Ord. G.N. alda, acc. öldu. Jf. Tungalda, vaag, Baara. Hertil: Aldedal, m. = Baaredal. (Alldal). Aldestyng, m. Bølgestød. (Allstyng). Aldetopp, m. = Baaretopp. Nordl.

Alda, f. 2. Frugt, især Træfrugter (Æbler, Kirsebær). Hard. Noget afvigende fra G.N. aldin, n. Jf. Sv. ollon, D. Olden (Egenød). Alda synes at forudsætte et gammelt “aldan”; jf. Gram. § 390.

Aldaar (Alde-aar), n. Frugt-Aar. Hard. Paa Sdm. findes tildeels den besynderlige Form “Oldenaar” om et usædvanlig frugtbart Aar.

Aldegard, m. Frugthave, Hard. (Aldugar). G.N. aldingardr. Ogsaa kaldet Aldehage (Alduhagje).

Aldeland, n. Land med Hensyn til Frugtavl. “Eit godt Alduland.” (Hard.).

Alder (Aldr), m. 1) Alder, Levetid. G.N. aldr. 2) en vis Deel af Levetiden, f. Ex. Barn-alder. 3) Alderdom, fremrykket Alder. Draga ut paa Aldren: blive gammel. Vera nokot til Alders: noget ude i Aarene.


Alderdom, m. Alderdom, Ælde.

Aldersskil (i’), n. Forskjel i Alder.

Alderssvip (i’), m. Udseende som betegner Alderdom.

Alde-tre, n. Frugttræ. (Hard.). I gamle Viser findes ogsaa Alintre og Alantre, men med uvis Betydning. Bugges Folkeviser (1858), s. 133.

aldrad, adj. aldrende. G.N. aldradr.

aldrast, v. (ast)., ældes, blive gammel.

aldri, adv. 1) aldrig, ikke nogensinde; ogsaa: aldeles ikke, f. Ex. aldri Duft, el. aldri Grand, dvs. ikke en smule. Lyder forskjelligt: aldri, aldre, Berg. alder (ælder), Opl., aller, Trondh., alli, Tel. Rbg. – 2) i høieste Grad, i det yderste som tænkes kan. Eg skulde ganga, um det var aldri so langt (dvs. hvor langt det end var). Han laut hava det, um det var aldri so dyrt, o. s. v. (Meget brugl.). Sjeldnere: Um det var aldri det, dvs. hvad det saa end skulde være. (Ligesaa i Svensk). – I visse Forbindelser synes det ogsaa at betyde: altid, el. sædvanlig, f. Ex. D’er aldri so, at det vil minka, dvs. det er gjerne saa, at Forraadet vil formindskes. (N. Berg.). Dog er her maaske et paafølgende “ei” udeladt. G.N. aldrigi betyder vel egentlig: nogensinde, i nogen Tid eller Alder (aldre-gi); s. Fritzners Ordbog. Jf. ei.

aldrig, og aldrug, adj aldrende, noget ude i Aarene. Afvig. øldrug (oldrug), Hall. Jf. Sv. åldrig.

Ale, m. en liden Stang (= Tein), f. Ex. til at hænge Kjød paa. (Kjøt-Ale). Østerd. i Formen: Ala (Elverum), Aalaa (Tønsæt).

Aledyr, n. tamt Dyr; ogsaa om Dyr, som skulle opfostres. Alehest (Alhest), m. Unghest, som man vil opfostre, og ikke sælge. Alekalv, m. = Livkalv.

Alefugl (Alfugl), m. tam Fugl. Saaledes: Aland (Alaand), f. tam And. Alegaas, f. tam Gaas. – Paa nogle Steder bruges dog Alfugl om Fugl som fostrer Yngel; saaledes i Nordland Almaase, m. Maage som lægger Æg.

alein, aleis s. annarleides.

alen, part. næret, opfostret. Dei ero vel alne: vel nærede (fede, fyldige). Afvig.: elen, ælen (Trondh.), s. ala.

Ale-tre (Altre), n. plantet Træ, havetre. Helg. og fl.

Alfura, f. Adelfura.

Alka, f. 1. Alke, en Søfugl (Alca Pica).

Alka, f. 2. en fastnaglet Klods, som tjener til Gjænge eller Axelholder paa Døre, Luger, Slagborde og deslige. Sdm.

alka, v.n. (ar), tirres med nogen, yppe kiv. Hall. Alk-ord, n. tirrende Ord.

all, adj. 1) al, heel. I all Dag: hele denne Dag. I alt Aar: hele dette Aar. Alt i Hop: det hele. – 2) i Fl. enhver, alle, samtlige. – 3) tilendebragt, sluttet; udbrugt, forødet, som det er forbi med. Sumaren er snart all. (Helg.). Pengarne ero snart alle. – 4) om Personer: træt, udmattet, afkræftet; ogsaa: affældig, som har tabt sine Kræfter. Gbr. Sdm. – 5) død, omkommen. Han var mest all (dvs. næsten død). Nhl. (Saaledes ogsaa i Svensk, og tildeels i G.N.). – Udtalen forskjellig, især i Fleertal: adle, adde, ælle, æille. Af gamle Former mærkes: aller, i Forbind. “vere unde’ allr um se”, dvs. være ganske neddykket, under Vandfladen. Sdm. Maaske for: allr um Sæ (= Sjo). allan Dagen: den hele Dag. Trondh. Mere brugl. er Femin. oll (oll’e), f. Ex i Ordspr. Det veit ingen si Æva, fyrr ho er oll. (Berg. Stift). I pl. neutr. oll (olle): all try Borni (Bonn’a Sogn. Sdm.). Dativ i Neutrum. ollo (ollaa). Fyre ollo: med alle, for Alvor, uigjenkaldelig. Med ollo godo: med al Magelighed, meget let. Utav ollo ubytto: forlods, af den uskiftede Masse. (“Ta ollaa obyttaa” Sdm.). Fleertals Genitiv: allra (s. nedenfor). – I mange Sammensætninger viser Ordet sig i en anden Form, nemlig “aal” (aalgrøn, aalljos, aalsveitt); i nogle faa Ord synes derimod “all” at være den eneste almindelige Form; saaledes i: allmegtig, allstyrande, allviis.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   2   3   4   5   6   7   8   9   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə