Ivar Aasen Norsk Ordbog


Brennhite (i’), m. brændende Hede. Brenning



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə20/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   16   17   18   19   20   21   22   23   ...   221

Brennhite (i’), m. brændende Hede.

Brenning, f. Brænden; ogsaa et Baal, en Lystild (= Brising).

brennkald, adj. sviende kold. Brennkalde, m. en meget skarp Kulde. Østerd.

brennsnøgg, adj. yderst hastig. Hall. og fl.

Brensla, f. Brænden; Forbrændelse. Ogsaa: Halsbrynde, Kvalme. Hall. og fl.

Bresel el. Brisel (i’), n. Farve af Brasilietræ. Fr. brésil; Sp. brasil. Egentl. et østerlandsk Ord, hvoraf Landet Brasilien har faaet Navn (Diez 1, 82).

bresja, v.n. (ar), gnægge (= humra). Hard. – Om et andet bresja, s. bræsa.

Bresma, s. Brosma. Bresne, s. Blesma.

Brest, m. (Fl. Brester), 1) Brist, Revne, Sprække. G.N. brestr, pl. brestir. 2) Knald, Lyd af noget som brister. – 3) Brøst, Mangel. Nhl. og fl.

bresta, v.n. (brest, brast, brostet), 1) briste, revne, sprække (om haarde Ting, f. Ex. Glas og Metal). G.N. bresta; Sv. brista. Imprf. Fl. brosto. – 2) opløses. Om Mælk: skille sig af Varme, afsætte Ost. (Ikke alm.). Om Øinene: tabe sin Glands og synke sammen (nemlig i Døden). – 3) mangle, fattes. Nhl. Shl. Ogsaa i Tel. Lat ikkje Hugen bresta. (Landst. 116). Sv. brista. I Nfj. og Sdm. “reste”. Ellers: vanta, skorta. Jf. brosten.

bresta, v.a. (er, e), sprænge Mælk ved Varme (= løypa). Hall. Sfj. og fl. Particip brest.

Bresta, f. Mælk som er opvarmet, saa at den afsætter Ost. Hall.

bresten, adj. skjør, som let brister.

Brestfella, f. Feil, Skade, Forfald. Hall.

Bresting, f. Bristen; Knagen.

Brestkaal, n. Agerkaal. Østerd. Toten, Hall. Nogle St. Prestkaal.

brestlaus, adj. fri for Brist eller Sprække.

brestutt, adj. fuld af Sprækker.

Brett, n. 1) en Bøining opad; Hals paa Skier og Slædemeder. Østerd. og fl. 2) Ombøining, Ombrækning, ombrækket Hjørne paa et Blad i en Bog. Nordl. og fl.

bretta, v.a. (er, e), 1) reise op, sætte i Veiret. Bretta Spælen: reise Halen, f. Ex. om Gjeder. G.N. bretta. (Af bratt). – 2) opfolde, vride tilbage, ombøie Kanten paa Klæder; f. Ex. paa Ærmerne. (Temmelig alm.). Bretta seg innpaa ein: vride sig ind paa En, vende sig mod En med Fornærmelser. Num. – 3) spanke, sprade, gaae med en stolt og stiv Holdning. Han gjekk og brette seg som ein Hane. Jf. bretta Leggjerne: sætte Læggene meget frem (nemlig ved at skyde Knæerne tilbage). B. Stift. Jf. spretta.

Brettemessa, f. Brittiva’s Dag, den 11te Januar. Tel. (Wille 242).

bretten, adj. 1) fremadbøiet, om Stavn paa Fartøi. Nordl. 2) stolt, stiv i Gang eller Holdning. Ogs. brettesam.

Bretting, f. Ombøining, o.s.v. s. bretta.

Bretting, m. en Sprade, stolt Person. “Brettingje”, Tel.

brettug, adj. kræsen, fiin, kjælen. “brettau”, Smaal. Rom.

Brev (ee), n. Brev; ogs. Dokument, f. Ex. Skiftebrev. Afvig. Bræv, ogs. Brøv (Nhl.). G.N. bréf, af. Lat. breve (brevis: kort). Brev findes ogsaa brugt for Papir; saaledes: Brevpengar: Banksedler. Brevdalar (ogs. Brevspeisie): en Dalerseddel. (Sæt. Sdm.).

breva (ee), v.a. (ar), indføre i Brev, Bekræfte ved Dokumenter. Hall. og fl. breva burt: overlade ved Skjøde eller skriftlig Tilstaaelse. Valders.

brevgjera, v.a. opsætte skriftlig, bekræfte ved et Dokument. “brøvgjera”, Nhl. – brevgjort: afgjort skriftlig. Brevgjerd (-gjær), f. eller Brevgjering, f. skriftlig Affattelse.

Brevsal, m. Brevsamling, Archiv.

Brevsending, f. Korrespondents.

brevsett, adj. stadfæstet ved et Dokument.

brevsynd (-synt), adj. som kan læse Haandskrift.

bri, v. lempe; s. brigda.

Bride (i’), s. Brede. briga, s. brega.

Brigd, f. en Forandring, Afvigelse fra den sædvanlige Skik. Sdm. og fl. Helgarbrigd, Sedabrigd. G.N. brigd.

brigda, v.a. (er, e), 1) forandre, gjøre en Forandring med. Hard. og fl. I Nhl. brygda. Ogsaa v.n. forandre sig; f. Ex. om Veiret. (Bøiningen vaklende; tildeels: ar). Hedder ellers bregda (Sæt.) og bragda (Sogn). – 2) vende, bøie om, vride tilbage (= bretta). Sdm. (tildeels brygde). – 3) forvride, vrænge et Ledemod. Nfj. Sdm. Nogle Steder: brigste. Desuden forekommer “brigde” ogsaa i Betydning dræbe, slagte (Tel. Hall.), dog sjelden og som forældet. S. ellers bregda og braa. – Til brigda hører vel ogsaa en anden Form: bri (-r, dde), v.a. lempe, lave. “E veit ikkje kor e skal bri dæ”. Sdm.

brigdast, v.n. forandre sig, omskifte. brigdast i Hugen: faae et andet Sind, et nyt Mod. Sdm. – brigdast um: skjøtte om; s. brygdast.

Brigde, n. 1) Forandring, Omskiftelse. Hard. og fl. G.N. brigdi. – 2) Maneer, Skik; særegen Brug i et Land eller Distrikt. Tel. og fl. Jf. Maalbrigde. – 3) Forvridning i et Ledemod. Sdm. Nogle St. kaldet Brigst.

brigdeleg, adj. foranderlig, ustadig. G.N. brigdilegr.
Brigding, m. s. Brygding.

[Brigg, m. Brig, stort tomastet Fartøi. Eng. brig; Holl. brigschip, af dunkel Oprindelse.

Brign, f. svævende Bevægelse (s. Saabrign). Hall. Til brega.

Brigsl, f. Bebreidelse, Dadel. Hard. G.N. brigsli, n.

brigsla, v.a. (ar), 1) bebreide, forekaste En noget. Hard. G.N. brigsla. Jf. neisa, nekkja. – 2) plage, uleilige (= bry). Helg.

Brigsle, n. (?), Forhindring, hinderligt Tilfælde. Nfj. (Nærmest til brigda).

Brigst, Forvridning, s. Brigde.

Brik (ii), f. (Fl. Brikar), 1) Skranke, Rækværk, Gelænder, saasom paa et Gallerie. Rbg. Ganga yver alle Brikarne: løbe blindt hen, over alle Skranker. – 2) en lav Fjelevæg, saasom paa Siderne af Logulvet i en Lade. Laavebrik, Agnebrik. Nordre Berg. (I Søndre Berg. Brikje, n.). G.N. brík: Fjelevæg. – 3) en kort Bænk, især ved Siden af Døren, el. ved Ildstedet. B. Stift. Sitja i Briki: sidde yderst ved Døren.

Brike (kj), n. 1) Fjelevæg om et Logulv, s. Brik. 2) en Paneling paa Siden af Ildstedet i en Røgstue. Shl. Hard. (Paa Sdm. Omnbolk).

briken (brikjen), adj. 1) prægtig, glimrende; ogsaa meget behagelig, om en Tilstand. Hard. Nhl. “D’æ ikkje brikje fyre dei”: der er ikke lyse Udsigter for dem. – 2) frisk, livlig, som har et godt Udsende. Nhl.

brikja, v.n. (er, te), glimre, prange; ogsa: kneise, rage høit op. Tel. Tildeels v.a. “brikje seg”: bryste sig, gjøre sig til. Jf. brækja.

[Brikka, f. Brikke; ogsaa et lidet Smørkar. Guldalen.

brikla, v.a. hindre el. afbryde En, f. Ex. i Talen. Ork. Noget lignende er “blingra”, Sdm.

Brikna (ii), f. en meget behagelig eller heldig Tilstand; Herlighed, Lykke, Fornøielse. Nfj. Af briken.

brikna (ii), adj. meget behagelig, herlig, ypperlig. “Eit brikna Ba’n”: et udmærket godt Barn. “Eit brikna Veir”: usædvanlig gunstigt Veir. Sdm. Hedder ogsaa briknaleg, maaskee briknarleg. Forudsætter et Subst. Brikn (= Brikna).

Brilla, f. (mest i Fleertal), Briller, Øienglas. T. Brille. (Udledes af Lat. beryllus). Hertil Brillehus, Brillestong og flere. brillelaus, adj. uden Briller. Lesa brillelaus.

Brim (ii), n. 1) Skover, Bundfald, Bærme. I Sammensætningen Saltbrim. Nhl. I Stjordalen: Saltbræm. – 2) et Slags blød Ost, som tillaves af Valle ved stærk Kogning. Berg. Stift. Afvigende: Prim (Tel. Hall.) og tildeels Brøm, s. Mysebrim. – I formede og sammenpressede Stykker kaldes denne Ost: Brimost (B. Stift); ogsaa Myseost og Mysesmør.. Andre af Vallen tillavede Retter kaldes i Tel. og Hall Primbræ(d)a, Primduppa, Primmat, Primtukke.

Brim (i’), n. Brændinger, Havbølgernes Brydning imod Landet. Berg. Trondhjem, Nordl. tildeels udtalt Breem og Bræm. G.N. brim. (Ang. brim, Hav).

brima (i’), v.n. (ar), om Søen: brydes, oprøres ved at slaae imod Stranden.

Brimbaara, s. Brimsjo.

Brimdun (u’), m. Lyden af Havbølgernes Slag imod Landet. Nogle St. Brimdyn (y’). Jf. Brimtot.

Brimhest, m. stor Havbølge, som støder tilbage fra Landet. Lofoten. Ogsaa ellers om Bølger som skumme eller brydes lige til Bunden (= Grunnbrot).

Brimost (ii), m. s. Brim.

Brimrok (i’, o’), n. Drev av Brændinger.

Brims (i’), m. 1) Bremse (et Insekt). Mandal. – 2) Klemme eller Knevl at sætte paa ustyrlige Heste. Indh. (Sv. brems).

Brimsjo, m. oprørt Sø nærved Landet.

Brimtot (i’, o’), n. Susen, Lyd af Havbølgernes Slag mod Klippene. Sdm.

Brimul, (i’), m. et Slags stor Sæl (Kobbe). Nordland (?). I ældre Skrifter Bremulv (Jensens Glosebog) og Brømaal (Leem, Lappisk Nomenklator 564). Isl. brimill: Han-Sæl.

Bring, m. 1. Hindbærbusk, Rubus idæus. Gbr. Orkd. Paa Sdm. Brogn (Braagn). Jf. Blem. Andre St. Bringbærris.

Bring, m. 2. især paa Fugle.

Bringa, f. Bryst, Barm. G.N. bringa. (Bruges her allerhelst om Menneskets Bryst; altsaa forskjelligt fra den svenske og danske Brug).

[bringa v.a. (ar), bringe føre. Nyt. Ord.

Bringbær, n. Hindbær (s. Bring). Mest alm. Bringebær; ogs. Brembær (Indh.), Brognebær (Sdm.). I svenske Dial. bringbär, brambär, og fl.

Bringe, m. Elg-Oxe, Elsdyr af Hankjønnet. Østerd.

bringebreid, adj. bred over Brystet.

Bringehola (o’), f. Huulningen nederst paa Brystet; Hjertekulen.

Bringeklut, m. Brystklud.

Bringekoll, m. Brystknuden, den forreste Deel af Brystet paa Dyr. Isl. bringukollr.

Bringerefte, s. Bringetre.

Bringeskinn, n. Skjødskind.

Bringespord, m. den tynde Bruskplade som danner den bageste (nederste Kant af Brystet. Nhl. og fl.

Bringesykja, f. Brystsygdom.

Bringesylv, n. Brystsmykker af Sølv. I Sogn Bringepengar, pl. (= Agnestei).

Bringe-tre, n. Bryst-Træ i en Væverstol. I Gbr. Bringerefte.

Bringeverk, m. Smerte i Brystet; ogsaa
Bekymring, meget Ængstelse.

Bringsl, n. Forhindring; Fortræd. Nfj. Jf. brengja.

Bringsmale, m. den nederste Deel af Brystet. Sdm. Ellers Bringsval (Nordland), Bringsvol (Indh.). Jf. Bringespord.

Bringspolor (o’), pl. Ledemod imellem Brystbenet og Ribbenene. Tel. G.N. bringspalir. Jf. Spol, Spola.

brinna, s. brenna.

Bris (i’), n. Knuder i Kjødet (af Dyr); et Slags hvide og svampagtige Kjødtrevler, som ansees for usunde og derfor bortkastes. Hard. Nordre Berg. Sdm. ogsaa i Nordl. Isl. bris.

brisa (ii), v.n. (ar), lyse, blusse, flamme op. Nordre Berg Vel ogsaa: glimre, glindse. Jf. brisen.

Brise (i’), m. Lue, Blus. Hard. Hedder ogsaa: Bris (ii), Voss, Nhl. Ellers Briseld, Brising.

Brisel (i’), s. Bresel.

Briseld (ii), m. Blus, = Brising. Nfj.

brisen (ii), adj. stolt, prægtig. Shl.

Brising (ii), m. Baal, Blus, Lueild; især Lystild som optændes paa et høit Sted for at sees i Frastand. Jonsvoko-brising. Hard. Voss, Nfj. Sdm. (Ellers Vokeeld, Briseld, Nying). Ogsaa en Hob af tørt Løv og Kviste, som bliver afbrændt, naar Engen ryddes om Vaaren.

Brisk, m. 1. Enebærtræ (= Eine). Tel. Hall. Vald. Smaal. og fl. Hertil: Briskebast, Briskebær, Briskeholt, og fl. – Ved Arendal skal Brisk ogsaa betyde: Bregne.

Brisk, m. 2. en skarp og bitter Smag; tildeels ogsaa om Lugt. Sdm.

Brisk, m. 3. Brix, Sengested fæstet til en Væg. Østl. (Tydsk Britsche, Pritsche).

briska, v.n. (ar), bramme. briska seg: bryste sig, hovere. Østl.

brisken, adj. bitter, barsk. Sdm. (briskjen).

Brisling (i’), m. en liden Fisk af Sildeslægten, Clupea Sprattus. (Allesteds udtalt med tydeligt sl). Maaskee af brisa, paa Grund af den smukke glindsende Farve.

Brislyng (i’), n. (?), s. Bitlyng.

brjaa, v. lyne, s. braa.

Brjosk (oo), m. Brusk, Mellemting af Kjød og Been. Tydeligst udtalt Brjosk, Briosk, Hard. Voss; andre St. Brosk (Tel. Gbr.), og mest alm. Brøsk. G.N. brjósk, n. Sv. brosk.

brjoskutt, adj. bruskagtig.

Brjost (oo), n. 1) Bryst, Forside mellem Hals og Mave. Nogle St. tydeligt Brjost el. Briost (Hard. Voss); andre St. Brjøst (tildeels Sdm.), Brost, oo (Gbr.), og mest alm. Brøst. G.N. brjóst. Sv. brøst. – 2) Patte, Moderbryst. Giva Brjost: give Die. – 3) Gavl, Tværvæg; ogsaa Forvæg eller Forside paa en større Bygning.

brjostad, adj. dannet med Hensyn til Bryst. Godt brjostad, f. Ex. om en Hest.

Brjostduk, m. 1) Brystklud for Kvinder; et Klædningsstykke med udsyede Figurer. Sogn, Nhl. og fl. – 2) en Vest. Sdm. Sædvanlig udtalt Brjosduk, Brøstuk.

Brjostgang, m. Brystets Bevægelse af tungt Aandedræt, saasom i Udmattelse eller Sygdom.

Brjostkjøl, m. Gysen, Skræk (s. Kjøl). “Brøskjøl”, Sdm.

Brjostmein, n. Skade i Brystet.

Brjostsvide (i’), m. Halsbrynde, Kvalme. Shl. Sdm. (Brøsvid, Brøsve).

Brjostsvoll, el. Brjostsull, m. Brystbyld. Afvig. Brøstsyll, Brøssyll. Sdm.

brjostveik, adj. svag i Brystet.

Brjostverk, m. Smerte i Brystet.

Brjot (oo), m. en Bryder, En som farer larmende og uforsigtigt frem. B. Stift. Nogle St. Brjøt, Brøt.

brjota (briota), v.a. og n. (bryt, braut, brotet), at bryde. Inf. brjota (Søndre Berg.), brjote (Rbg. Tel.), brote (Gbr.), brjøte (Hall. Nfj. Sdm.); ellers: bryta el. brøte. Imperf. Fl. bruto (u’), i Hall., brøto, Vald. ellers: brute (u’), brote (o’). Supin. brote’ (o’), brøte. G.N. brjóta (brýt, braut, brotit). – Særlig Betydning: 1) bryde, brække, faae til at briste. Brjota av, upp, ned, sunder. – 2) tilvirke el. tilrede ved Brydning. Brjota Lin, Hamp, Mark, Aaker, Veg. Jf. brjota Stein: opvælte Steen af Jorden. – 3) vride, ombøie. Brjota upp Ermarne (= bretta). Brjota i Hop ei Øskja: gjøre en fiirkantet Æske ved Sammenbøining af en tynd Skive. – 4) rygge, ophæve; ogs. krænke, overtræde. Brjota sitt Ord, sin Lovnad. Brjota Freden, Logi, o.s.v. – 5) v.n. vende sig, tage en vis Retning. Det bryt av: det afviger fra det forrige, bliver anderledes; f. Ex. om Skik. Østl. Trondh. Det bryt attpaa det: det nærmer sig dertil, ligner noget. (Jf. brøyta). Det bryt ut: slaar sig ud (om Sygdom). Det braut upp, om et Saar. – 6) om Havbølgerne: toppe sig op og derpaa styrte ned; ogsaa: brækkes, sprænges over en Banke eller et Skjær. Det braut paa alle Fall: der var Bølgebrud paa alle Skjær. – Afvigende: brjota seg, dvs. kaste op, spye. Brjota seg rein: tømme Maven ved Brækning. Brjota seg ut: komme ud ved at bryde Døren. Sjeldnere i Formen brjotast, v.n. gaae i Stykker ved Gnidning eller Sammenstød. – Afledninger: Braut, brøyta, Brut, Brot, Brota, Brote og fl. Jf. broten.

brjotande, adj. 1) brydende. 2) som kan brydes. Han braut alt som brjotande var.

Brjotar, m. En som bryder; f. Ex. Steinbrjotar. Ogsaa det samme som Brjot og Brothest.


Brjoting, f. Brydning; Opbrydning.

Brodd, f. Kant; s. Bradd.

Brodd, m. 1) Braad, Spids, Pig. Jf. Isbrodd. G.N. broddr. – 2) Spirer af Korn paa en nylig saaet Ager. Tel. Sdm. Trondh. Nordl. (Sv. brodd). Heraf brydda. Jf. Aal, Eigind. – 3) Haar, især af Reensdyr og Elg. Reinsbrodd, Elgsbrodd. Østerd. Solør. – 4) et Stød el. Anfald; især om det haardeste Stød af en Vindbyge paa Søen. Berg.

brodda, v.a. sætte Braad eller Pigger paa.

broddlaus, adj. uden Braad. Ganga broddlaus paa Isen.

broddutt, adj. pigget; tornet.

Broder, m. (Fl. Brøder), Broder (frater). Oftest forkortet: Bror; i Sæt. Broir (og som Kjælenavn: Boa), paa Sdm. tildeels Brode. Fleertal (Brød’er) lyder sædvanlig som Brør, ellers Brø’ar (Tel.) og Brør’e (Berg.). G.N. bródir, pl. brœdr.

Broderdotter (Bro’dotter), f. Broderdatter.

Broderfolk, n. en Broders Familie.

brodergild, adj. om en Datter, som arver lige med hendes Broder. Sogn, Nhl. (brorgild). Ogsaa G.N.

Broderkona, f. Broders Kone. Oftest Bro’kaana; paa Sdm. Brodekaane.

broderlaus adj. broderløs.

broderleg, adj. broderlig. G.N. bródurlegr.

Broderlut (u’), m. Broderlod (efter den gamle Arveregel).

Broderskap, m. Broderskab.

Broderson, m. Brodersøn. Mest alm. Brorsaan, Brosaan. G.N. bródursonr.

Broderstykke, n. broderlig Hjælp eller Tjeneste. Gjera eit godt Brorstykke.

Brogd, f. Ruder eller Figurer paa vævet Tøi. Tel. G.N. brögd, pl. af bragd, n. – Hertil brogda, v. væve med Ruder eller Figurer. – brogdutt, adj. rudet, tærnet.

brogga, v.n. om Hesten, = humra. Sdm.

Brogn, og Brognebær, s. Bring.

Brok (o’), n. 1. Skredmark, græsbevoxet Jord i Skrederne under en Klippe. Voss.

Brok (o’), n. 2. Fisk som er bleven bidt eller forreven i Garnene; især af Kobben. (Kobbebrok). Sdm. s. broka.

Brok (o’), n. 3. Brok, hernia (= Sig, Slit i Røyrom). T. Bruch.

Brok (oo), f. (Fl. Brøker), Buxer, Beenklæder. G.N. brók (Ang. bróc; Nt. Brook). Fleertal (Brøk’er) bruges kun om flere Klædningsstykker og ikke om et enkelt. Paa enkelte Steder ombyttet med et nyere Ord “Buksa”. – Hertil Brok-emne, -lining, -sele, -smikka og fl.

broka (o’), v.a. (ar), rive, bide, æde Stykker af (især af Fisk i Garn). “Kobben heve broka Fiskjen”, Sdm.

Brokfisk (o’), m. Fisk som er forreven eller beskadiget i Søen. Sdm. Saaledes Broktosk og fl.

brokka, v.n. (ar), løbe tilbage, søge hjem, om Dyr som ere flyttede fra sit første Opholdssted. Hall. (Isl. brokka, trave).

Brokka, f. Brink; s. Brekka.

broklaus (oo), adj. buxeløs.

broknast (oo), v.n. faae forskjellig Farve; begynde at gulne, om Ager. Ork. Synes fremmedt ligesom brokutt, adj. broget.

Broktorsk (o’), m. s. Brokfisk.

brolta, v.n. braute, skryde. Hard.

Brom (oo), n. Skrab, gamle Kar af Jern eller Kobber. Trondh. Nordl. I Østerd. Brem.

Brom (oo), m. Bregne. Nordl. (Salten). Ellers Blom og fl., s. Burkne.

Bron, s. Brun. Brona, s. Brune.

bronnen, brændt; s. brunnen.

Bror, brorgild og fl. s. Broder.

Brosa (o’), f. Vindstød, Stormbyge. Nhl. Andre St. Rosa. Jf. Brysja.

Brosma (o’), f. en Saltvandsfisk (noget lig en Lange eller Torsk), = Sv. lubb, Brosmius vulgaris, Cuv. – Brosma, Søndre Berg. og Nordl. Ellers afvig. Brosna (Brosn) ved Trondh., Brøsme Sdm. og fl., Bresma, Lister. – Jf. Brasma, som er en anden Fisk.

brosten, part. (af bresta), brusten.

brostna, v.n. sprække, briste.

Brot (o’), n. 1) Brud, Brydning. Af brjota. G.N. brot, Sv. brott. Ogsaa Skade af Brydning. Beinbrot, Husbrot, Skipbrot. Figurl. Krænkelse, Overtrædelse; Brøde (= Forbrot). – 2) Brændinger, Bølgebrud paa Banker og Skjær. Nordl. Brim og Brot. Jf. Grunnbrot. – 3) voldsom Bevægelse eller Anstrengelse; ogsaa om haardt Veir eller Føre. Det gjeng paa Brot: man maa bryde sig frem. Fiska paa Brot: fiske af al Magt, træffe en saa heldig Fangst at det kun gjælder om Raskhed og Styrke. Nordl. Jf. Hovudbrot. – 4) Bulder, Larm, Støi. Meget brugl. i Sogn og Søndre Berg. Jf. brota. – 5) Brækstang, Haandspiger; see Brut. – 6) et afbrudt Stykke, Skaar, Stump. Glasbrot, Krusbrot, Skaalbrot. Ogsaa om en forslidt og ringe Ting; f. Ex. Klokkebrot, Rokkebrot, Stolbrot; i Spøg: Kjerringbrot, Kallbrot. B. Stift, Tel. og fl. – 7) Brud, Punkt hvor en Ting er brækket. Staalet er kvitt i Brotet (hvidt i Bruddet). Ogsaa Opslag, Ombøining eller Kant paa Klæder. Huvebrot, Hosebrot. – 8) Sted hvor noget frembringes ved Brydning. Steinbrot, Hellebrot. Jf. Aakerbrot, Nybrot. – 9) Vadested i en Elv; Punkt hvor Grunden hælder og altsaa Vandfladen brydes. (Isl. brot). – 10) Fiskegrund, Bakke i Søen, Nordl. – 11) Brink, brat Bakke el. Klippe (= Ufs, Hamar). Søndre Berg. Stavanger. Jf. Aasbrot. – 12) et Rum i en Lade (= Brut). Sogn, Hall.


brota (o’), v.a. (ar), 1) tilrede ved Brydning, brage (Liin eller Hamp). Østl. (braataa, i Smaal.). – 2) vælte sammen, opdynge. “braata upp”, Buskr. – 3) v.n. buldre, gjøre megen Larm. Sogn, Søndre Berg. Heraf Broting, f. Bulder osv.

Brota (o’), f. 1) en Brage, Redskab at tilrede Liin eller Hamp med. Brotu, Hall. Broto (oo), Smaal. – 2) et Brud, Sted hvor et Gjærde er nedbrudt. Nordre Berg.

Brotbjørn, s. Brothest.

Brote (o’), m. 1) en Hob af nedbrudte el. nedhuggede Træer. “Braataa”, Østerd. G.N. broti; Sv. bråte. – 2) et Stykke Mark, som ryddes ved Afbrænding og derefter tilsaaes. Østl. (Brotta, Braataa). – 3) en uordentlig Hob af forskjellige Ting (Kar, Redskaber og desl.). Tel. Hall. og fl. Jf. Harke. – Ogsaa: en stor Hob, Mængde, Mangfoldighed, f. Ex. af Dyr eller Mennesker (= Horg, Skreid, Rune). Bergens Stift, og fl.

Brotebrenning (o’), f. Afbrænding af Skov og Krat paa et Jordstykke som skal opdyrkes. Østl. – Her mærkes ogsaa: Brotehogster, m. Nedhugning af Træer til Afbrændelse. Brotekorn, n. og Broterug, m. Korn af en afbrændt og tilsaaet Mark. Broteland, n. Jord som dyrkes ved Afbrændelse. Broteriva, f. Jernrive til Jævning af afbrændt Mark. (Braataarive, Smaal.).

broten (o’), part. (af brjota), brudt, brækket. Ein broten Sjo, s. Brotsjo. En Hest, som er saaret ved Gnidning, siges ogsaa at være “broten”. Rbg.

Brotføre (o’), n. haardt Føre, især i Snee med en Iisskorpe, som brister under Fødderne. (Brotskare).

Brothest (o’), m. en ubehændig Arbeider, En som brækker sine Redskaber eller gjør Skade ved Uagtsomhed. Ligesaa Brotmerr, f. om en Kvinde. I Trondh. Stift: Brotbjørn (Brottabjønn, Braataabjønn), om en stærk Person, som tillige er voldsom og uforsigtig.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   16   17   18   19   20   21   22   23   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə