Ivar Aasen Norsk Ordbog


Uvyrke, n. upasseligt eller utjenligt Materiale. “Ovyrkje”, Sdm. (Norddalen). uvægjen



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə205/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   201   202   203   204   205   206   207   208   ...   221

Uvyrke, n. upasseligt eller utjenligt Materiale. “Ovyrkje”, Sdm. (Norddalen).

uvægjen, adj. 1) ubøielig, ikke eftergivende (s. vægjen). G.N. úvæginn. – 2) tung, svær, ubekvem til at haandtere. Nhl. Jf. uveiden.

uvælt, adj. n. ubehageligt, som man gjerne vil undgaae. Smaal. (Spydeberg). Dunkelt. Jf. uvær.

Uvæna, f. en uhyggelig Afkrog, Vildmark, Urydde. Sdm. i Formen Ovæne(r), pl. “Kome burt i Ovæninne”. (Akkus.). “Vere burt i Ovænaa”. (Dativ).

uvænleg, adj. uanseelig, som ikke seer godt ud; ikke vakker. Sæt. og Tel. hvor det dog oftere hedder uvændeleg (el. uvendleg). I Nordl. i en anden Form: ovænsleg (uvænsleg). G.N. úvænlegr. Jf. væn og Uvøne.

Uvær, n. s. Uveder.

uvær, adj. utilfreds, urolig, ikke vel tilpas. Tel. Ellers lidt afvigende: ovær, dvs. nedslagen, forstemt; ogsaa: stødt, krænket. Gbr. (tildeels ovæl, med tykt L). Ligesaa: oværug, dvs. utaalmodig, som klager eller krymper sig for noget. Sdm. og fl. <PB N="892"> G.N. úvær(r): urolig; úværd, f. Uro. Jf. ogsaa uvælt.

Uværskap, m. Utilfredshed. (Sjelden).

uværug, s. uvær og uverdug.

Uvøl, m. uheldigt Udseende, daarlig Skik eller Tilstand (= Ulag). Hall. Dunkel Form; s. Vøl.

Uvøne, n. en urimelig Ting (Tanke, Fordring osv.); ogsaa: en stolt og fordringsfuld Person. Tel. (Vinje). Som Adj. uvønes (uvøns): urimelig. “Baade vøns aa uvøns” (= baade likt og ulikt). Jf. vøna.

uvøren, s. uvyrden.

uyndeleg, adj. utækkelig, flau. Tel.

uærleg, adj. uærlig, uredelig.

uærug, adj. uartig, uhøflig. S. ærug.

uæt, adj. som ikke kan æde (for Skade i Munden eller Svælget). Hall. Vel ogsaa: uspiselig (= ueteleg). – Uæta, f. er En som æder urene Ting. Hall. Jf. Uaata.

uøydd, adj. ufortæret, ikke forødet.

uøygjeleg, adj. uøinelig, om noget som er saa lidet eller saa fjernt at man ikke kan see det. Hall.
V.
Va, s. Vad, Vaad og Vedd.

va, v. s. vada, vedda og vera.

vabba, v.n. (ar), søle, slaske, vade. Berg. Stift, Nordl. Jf. svabba.

Vabein, f. Vadbeine.

Vad, n. 1, Vadested, Overgangssted i en Aa. G.N. vad.

Vad, n. 2, Angelsnor (= Forsynd); fiin Snor til en Fiskekrog B. Stift og flere. Ellers ogsaa om et Slags Liner for store Fiske. (Kveitevad og fl.). Nordl. Mest alm. Va. I Hall. Vaa, m. om Snoren paa en Fiskestang. G.N. vadr, m. Jf. Vadbeine. – Forskjelligt herfra Vad (n.), et Vod, hvorom s. Vaad.

Vad, n. 3, Væddemaal; s. Vedd.

vada, v.n. (ved, vod, vadet), at vade. Inf. mest alm. va; ellers: vade, Nfj. Sdm., vadda, Namd., vaaddaa og vaa, Gbr. Præsens sædvanlig med “æ”: væd’e, Nfj. Sdm., andre St. , ogsaa va’r. Imperf. vo, og vod (oo). Supin. vade, og vae; afvig. vide (i’) el. vede, ve-e, Nordre Berg. G.N. vada (ved, vód eller ód, vadit). – Betydning: 1) vade, gaae i en Masse som slutter sig sammen om Fødderne, saasom i Vand, Dynd, Sand eller Snee. Tildeels med Objekt (Akkus.), saasom: vada Elvi; vada Snjo. – 2) svømme i Vandfladen; om Fisk. “Sild’a æ uppe aa væd’e”, Sdm. (Jf. vaka). Heraf Voda. – 3) søle, slaske, spilde Vædske; ogsaa: sladre, vaase (= vasa). Vada i Hop: rode noget sammen. Vada ned yver seg: spilde Vædske paa sine Klæder. (Sdm.). – I de sydligste Egne er dette Ord lidet brugeligt, da det sædvanligt ombyttes med “vassa”.

vadande, adj. 1) vadende. 2) bekvem til at vade, grund; om en Elv.

Vadbeine, m. en liden Rulle eller Valse, som fæstes paa Kanten af en Baad og tjener til at trække Fiskesnøret paa. Berg. og Trondh. Nogle St. Vabbein; i Nordl. Valbein (opfattet som “Hvalbeen”, men skulde isaafald hedde Kvalbein). Søndenfjelds kaldet Vadrull (Varull), m. Jf. Trehest. – Vadbeinhald, n. Jernkrampe hvori Vadbeinen fæstes.

vaden, part. gjennemvadet. Nogle Steder veden, viden (i’), ve’en. Et andet Ord er: vaden, adj. skjødesløs, slusket; ogsaa: sladderagtig. Sdm. og fl.

Vadgrind, f. en liden Ramme, hvorpaa Angelsnore opvindes.

Vadhorn, n. et Horn (Kohorn), som fæstes i Baadkanten til at trække Fiskesnøret paa. Søndenfjelds (Vahonn). Jf. Vadbeine.

Vading, f. Vaden; s. vada.

vadkjefta, v.a. (ar), aabne en Fisk ved et Indsnit under Kjæven for at faae Angelen løs af Svælget. Sdm. (vakjæfte). I Nordl. vakjæka. Selve Indsnittet kaldes Vadkjeft (Vakjæft) og i Nordl. Va(d)kjæk, m.

vadkjæka, s. vadkjefta.

Vadmaal, n. Vadmel, tykt Uldtøi (med dobbelte Traade i Rendegarnet). Brugt i forskjellig Form: Vadmaal, Nhl. Mandal, Rbg., Vammaal, Sogn og fl., Vødmaal, Vald., Vommaal, Hall., Veimaal, Sdm., Vøymaal, Ork., Varmaal, Voss, Vallmaal, Sæt. Tel. (omvexlende med Vaddmaal), Vellmaal, Nfj., Vøllmøl, Selbu, Vollmaal, Gbr. Vollmaar, Østl., Vonnmaal, Helg., Vannmaal, Gbr. Nordl., Vennmaal og Vinnmaal. Trondh. (Det sidste opfattes som Vendmaal; s. Vend). G.N. vadmál; Sv. vadmal (efter Dalin ogsaa vallmar og vallman). Jf. Vaad og væda; G.N. vád (dvs. Klæde), Ang. væd, Ght. wát.

Vadmund, n. Vadetid; en Stund da Fisken holder sig oppe i Vandfladen. Sdm. (Vamund). S. vada.

Vadrull (Varull), s. Vadbeine.

Vadset, n. Væddemaal, s. Vedd.

Vadstad, m. Vadested (= Vad).

Vadstein, m. Lod eller Sænkesteen paa et Fiskesnøre. Sdm. og fl.

Vaff, m. Bogstaven “V”. Helg. Andre <PB N="893"> Steder “Ve”. Isl vaff.

[Vaffelkaka, f. Vaffel. (Af Tydsk).

Vaga, f. en kort Slæde til Tømmerkjørsel (= Drog, Stytting). Sdm. Sædvanlig kun i Fleertal “Vage”, med haardt “g”, altsaa for Vagor. Jf. G.N. vagar og vögur.

vagga, v.n. (ar), vugge, rokke, svaie (= rugga); ogsaa: gaae med en vuggende Bevægelse. (Sv. vagga). Jf. Vogga.

Vaggestein, m. Rokkesteen. Østl.

Vagging, f. vuggende Bevægelse.

Vagl, m. (n.), en kort Bjælke imellem Sparrerne under et Tag; en Hanebjælke. Hard. I Nhl. ogsaa det samme som “Randaas”. Ellers mere alm. om en Stang som Høns eller andre Fugle hvile paa om Natten. (Sv. vagel). I Tel. tildeels Vagle (m.). Paa Sdm. derimod Vagl, n. om Fuglenes Sovested i Almindelighed, hvad enten det er i Husene eller udenfor.

vagla (seg), v.a. (ar), sætte sig til Hvile, søge til sit Sovested; om Fugle. – Paa Østl. ogsaa et vagla, v.n. vugge sig, gynge (= vagga).

Vaglaas, m. kort Tværbjælke under Taget. Vald. (Jf. Vagl).

Vagn, m. (og n.), 1, Stjernebilledet Karlsvognen, eller den store Bjørn. Sædvanlig kun i den bestemte Form Vagnen, som paa nogle Steder gaar over til “Vangen”. Kjønnet tildeels vaklende, paa Sdm. kun Neutrum. Ordet betyder egentlig Vogn (som her hedder Vogn, f.). G.N. vagn; Sv. vagn (Karlvagnen); T. Wagen.

Vagn, m. 2, Spækhugger (Sødyr), Delphinus Orca. Nordl. Ogsaa kaldet Vagnhogg (Helg.) og Vagnhund (Fosen), og desuden Hoggvagn og Staurvagn. G.N. vögnhvalr og vögn (vagnir).

Vagnboge (o’), m. den bueformige Stjernerad i Karlsvognen (Vagn). Nordl. Nogle St. Vagnskaak, f. Num.

Vagnhogg, og Vagnhund, s. Vagn, 2.

Vagnstjerna, f. Stjernen Arcturus; ogsaa kaldet Dagstjerna og tildeels blot “Stjerna”; s. Stjerna. (Berg. Trondh.).

Vahonn, s. Vadhorn.

Vak, n. 1) Flydemærke, Boie paa Garn el. Vod. Ryf. Shl. – 2) en Fiskestiim som viser sig oppe i Vandfladen (s. vaka). Shl. I Indh. Vaakaa, m. Jf. Voda.

vak, adj. 1) vaagen, eller egentl. fri for Søvn, kvik, livlig. Østl. og fl. G.N. vakr. Ogsaa om Vind, som vedbliver at blæse om Natten. Nordl. (Ellers aalvaken). Jf. vakrug. – 2) aarvaagen, paapasselig; ogsaa: meget varsom, sky, ræd; om Dyr. Tel. Hall. – 3) let at bevæge, f. Ex. om en Vægt, som strax viser enhver ubetydelig Forandring i Tyngden. Hall.

vaka, v.n. (er, te), 1) vaage, være vaagen, ikke sovende. Præsens lyder sædvanlig vakje(r). Nogle Steder ogsaa Inf. vakje (og vake); afvig. vaakaa, Gbr. og fl. G.N. vaka (pr. vakir); Sv. vaka. – 2) holde sig over Vandet, ikke synke. Baaten er so full, at d’er knapt so myket han vaker. (vakje’). B. Stift. – 3) vise sig i Vandfladen, svømme ovenpaa; om Fisk. Shl. og fl. Andre St. vada. Heraf Vak. Andre Afledninger Vakster, Voka og vekkja. – Vaka Natti av: vaage en Nat til Ende. Vaka uppyver nokon: vaage over, holde Vagt over En. Vaka yver: bevogte, iagttage. Din Skade vaker: du har næsten tabt. (Siges f. Ex. til En, som kommer næsten for seent for at faae noget). B. Stift.

vakande, adj. vaagen, vaagende. Ogsaa som Subst. f. Ex. han reiste i tvau Samdøger i eitt Vakande, dvs. i een Vaagen, uden at sove. B. Stift.

Vakant, s. Vankant.

Vakar, m. Vaager, En som holder Vagt. Saaledes ogsaa Vakarfolk, n. Vakarkona (o’), f. og fl.

Vakeduvl, n. Boie (= Dubl). Shl.

vaken, adj. vaagen (= vak); ogsaa: aarvaagen, paapasselig. (vakjen).

vakjæka, s. vadkjefta.

vakker, adj. s. fager, væn, fin.

vakna, v.n. (ar), 1) vaagne, blive vaagen, G.N. vakna. – 2) komme i Bevægelse, bryde løs, bruse op osv.

Vakning, f. Opvaagnelse; Vækkelse.

vakra, v.a. (ar), vække, opfriske, befrie for Søvn. Tel. Oftest vakra seg: blive fri for Søvn.

vakrug, adj. fri for Søvn. Tel.

Vaks, n. 1, Væxt (= Vokster). Sjelden, som i Grasvaks og Skogarvaks.

Vaks, n. 2, Vox (cera); voxagtig Substants. Søndre Berg. og fl. Andre Steder Voks. G.N. vax; Sv. vax, T. Wachs. Hertil Vaksbilæte, n. Voxbillede. Vaksduk, m. Voxdug. Vaksljos, n. Voxlys.

vaksa, v.n. voxe; s. veksa.

vaksa, v.a. (ar), væxe, bestryge med Vox. Mere alm. voksa.

vaksam, adj. aarvaagen. Lidet brugl.

vaksen, part. 1) voxen, fuldvoxen; s. veksa. (G.N. vaxinn). – 2) beskaffen med Hensyn til Væxt, dannet, skikket, f. Ex. beinvaksen, krokvaksen, grannvaksen.

Vakster (-str), m. vaagen Tilstand; især langvarig Vaagen, Nattevaagen. Meget brugl. Nogle St. Vakst.

Vakt, f. 1) Vagt, en vis Tid at vaage i. Skipsvakt: 4 Timer. (Ikke alm.). – 2) Bevogtning, Tilsyn. Halda Vakt; standa paa Vakt. (Jf. G.N. vaktan). – 3) Vagtpost; Personer som holde Vagt osv.

vakt, part. s. vekkja.

vakta, v.n. og a. (ar), 1) vaage efter noget, vente, bie. Eg fær no sitja og vakta, til dess dei koma. B. Stift. – 2) v.a. vogte, <PB N="894"> bevogte, passe paa. Mindre brugl. da man hellere siger “agta”. – 3) fodre Kreaturene (= agta). Gbr. I Hall. ogsaa om at malke; hertil Vaktekrakk, m. = Mjeltekrakk. – Vakte-fe, n. Kreature som En har modtaget til Bevogtning. Buskr.

Vaktar, m. en Bevogter; Vægter. (Ofte i en fremmed Form: Væktar). Nogle St. ogsaa Vaktmann.

Vakting, f. Bevogtning, Tilsyn.

Val, n. 1, Valg, Udvælgelse; ogsaa Valgforretning. (Af velja, valde). G.N. val. Hava Valet: have Leilighed til at vælge. Hava nokot til Vals: have et Forraad at vælge iblandt.

Val, n. 2, en Stakkel, uanseelig Tingest. Ork. Andre St. Vaater, Væme og fl.

Val, m. en Bugt med meget grundt Vand, en Vig som tildeels bliver tør i Ebbetiden. (Flødeval). Nordl. Trondh. Sdm. Maaskee egentl. Vadel, i Sammenhæng med “Vaul”, s. Vodul. Dog bruges “Val” tildeels ogsaa om en lav eller dyb Flade paa Landet. – Om et andet Val (m.) s. Valnot.

Val (for Vard), s. Verd.

val, v. (bliver, maa osv.), s. verda.

vala, v.a. (ar), 1) rulle eller mangle en Væv. Nhl. Hører sammen med Vol (o’), m. – 2) v.n. kludre, søle, spilde Tid med noget. Hall.

vala, v.n. (ar), sætte Stager eller Mærker langs en Vei, f. Ex. paa Iis. Solør, Indh. (Maaskee for varda). Hertil Valing, f. Veimærker. Solør.

Valaanga, s. Vallonga.

Valbein, s. Vadbeine.

Valbjørk, f. Valbirk (?); tildeels om Knuder eller krumme Aarer i Birketræ.

Valbygg, n. Byg med toradede Ax (= Flatbygg). Buskr. Hall.

Vald, n. 1) Magt, Raadighed, Herredømme. Hava Vald yver nokot. Hava nokot i sitt Vald. (Mere alm. i den afledede Form Velde). G.N. vald. – 2) Vold, Overlast. Taka med Valde. (Gammel Dativ). Tel. (Landst. 158, 163). Mere alm. i en nyere Form: Vold, f. (Sv. våld). 3) Grund, Marker som høre til en Gaard, eller egentlig: den Strækning som En har at raade over (T. Gebiet). Paa vaart Vald: paa vor Grund, inden vore Grændser. Trondh. og Nord.

Vald (m.), i Mandsnavne, som Gunnvald, Ingvald, Sigvald, Sævald, Torvald, – betegner vel egentlig raadende eller herskende. En sjeldnere Form “ald” (i Torald, Roald, Harald) ansees som en Forkortning af Vald.

vald, part. valgt; s. velja.

valda, v.n. og a. (ar), 1) raade over noget, have i sin Magt, eie. Indh. “Dem valda aat Elvenn’”, dvs. de eie Grunden henimod Elven, deres Marker strække sig til Elven. – 2) v.a. volde, forvolde, foraarsage. I denne Betydning har Ordet tildeels en ældre Bøining: veld, volde, valdet; f. Ex. “Et veit ikkje haat som veld’e dæ”, eller “som heve valde(t) dæ”. Tel. (Jf. Landst. 396, 756). Derimod bruges i mange Egne en ganske afvigende Form: volda (volder, volde, voldt). G.N. valda (veld, voldi eller olli, valdit). Jf. Goth. valdan (vaivald) og G.N. waltan (wialt). Det tilsvarende Imperf. skulde her hedde veldt (ee).

valdande, adj. forvoldende, som er Aarsag eller Ophav til noget. Nhl. og fl.

valdgjesta, v.a. voldgjæste. (Sjelden).

Valdsverk, n. voldsom Behandling, Overlast, Skade. (Hedder oftest Voldsverk).

valdtaka, v.a. (tek, tok), voldtage. Particip valdteken (teki, f.). B. Stift og fl. Valdtekt, f. Voldtægt. (Sjeldnere).

Valdøger, s. Vardyvle.

Vale, m. en Dynge eller sammenkastet Hob. Helg. Andre St. Var og Vaar.

valen, adj. vaalen, stiv af Kulde; om Lemmer (jf. valhendt). Alm. i de sydlige Egne; nogle St. vælen (Smaal.). Sv. valen. Lidt anderledes i “jamvalen” (dvs. hovnet, rund el. tyk af Hævelse). Jf. Isl. ávalr: rundagtig.

valg, adj. smagløs, vammel; især vansaltet (= tjerv). Ryf. (Skjold). Neutrum lyder “valt”. Jf. Isl. válgr: lunken. Tydske Dial. walgen: væmmes.

Valgsmak, m. flau Smag.

valhendt, adj. stiv i Fingrene af Frost. (Sv. valhänd). I de nordligste Egne lophendt, loppen.

Valhopp, s. Vallhopp.

Valing, f. Rullen osv. s. vala.

Valk, m. 1) Valk, en liden Pude eller Udstopning i Klæder. (Sv. valk). Især et Filtstykke til Bund i et “Skaut”. Voss. – 2) en Knort eller Knude i Huden (omtr. som Træl). Nordl. og fl. Ogsaa en vis Sygdom, den saakaldte engelske Syge. Gbr. – 3) en opskyllet Banke af Sand eller Mudder. Hall.

valka, v.a. (ar), kramme, knuge, forslide noget ved at have det idelig i Hænderne (= handvalka). Nordre Berg. Nordl. og fl. Afvig. volka, Smaal. Isl. valka (volka).

Valknut, m. Valknude, kunstig Knude paa en Svøbe. Hall.

vall, vældede; s. vella.

valla, adv. neppe, knap nok. Nhl. Paa Sdm. valle, dog lidet brugl. G.N. varla, valla.

valla, v.a. (ar), sammenrulle, vikle sammen (s. Valle). Ork. Jf. balla.

Valle, m. Visk, Tot, sammenviklet Klynge, f. Ex. af Hø (omtrent som Vondul). Indh. Ork. Rom.

Vallerkast, n. = Hallingkast. Sdm.

Vallesletta(e’), f. Slud, Regn med Snee. Nhl.

<PB N="895">

vallgro, v.n. (r, dde), bevoxe med Græs, sætte Græsbund; om Veie, ogs. om Agerland. Nordre Berg. – vallgrodd: tæt bevoxet med Græs. Hører sammen med Voll.

Vallhopp, n. Fiirspring, Galop. Hall. I Tel. Valhopp. – vallhoppa (og valhoppa). v.n. (ar), løbe i Fiirspring, galopere. Mht. walap, walopieren. (Diez, Roman. Wört. 1, 200).

Vallhøy, s. Vollhøy.

Vallmark, f. Græsmark, Jord med tæt Græsbund. Nhl. Jf. Voll.

Vallonga (Valaanga), f. en liden Lange (Fisk); s. Longa. Sdm. I Sogn om en vis Art eller Afart af Lange. Uvist om Val-longa eller Vadlonga.

Vallsaks, n. Beenbræk, en Græsart (Narthecium). Sdm. Ndm. (Navnet hentyder paa de sværdformige Blade; s. Saks).

Valmann, m. Valgmand, Deeltager i en Valgforretning.

valmen, adj. tilbøielig til Brækning. Indh. Fra Nordl. meddeelt: vamlen.

Valmoe, m. Valmue. Usikkert og hedder oftere Valmue. Sv. vallmo (vallmoger). Jf. T. Mohn, Ght. mágo.

Valmøte, n. Sammenkomst til en Valgforretning; Valgmøde.

valna, v.n. (ar), stivne af Frost; s. valen.

valne (adv.), s. vandlege.

Valnot (o’), f. (Fl. -neter), Valnød; valske Nødder. Jf. det gamle Valland, dvs. Frankrige (og Italien); G.N. Valir: Franskmænd (Galler).

Valrett, m. Valgret; Stemmeret.

Valstad, m. 1) Valgsted. – 2) Slagmark, Valplads. (Sjelden). G.N. valr: faldne Krigsmænd.

Valstemna, f. Valgmøde.

valt, s. valg, velja og velta.

Valtid, f. bestemt Tid til et Valg.

valtra, v.n. (ar), vælte, tumle, falde omkuld; ogsaa: vralte, gaae usikkert. Berg. Stift, Nordl. ogsaa Tel. Hall. og fl. – Valtring, f. snublende Gang, Tumlen.

Vam, n. 1) Uheld, Ulykke. Hard. (Jf. G.N. vamm: Lyde, Feil). – 2) et Slumpetræf, noget uventet; især en Skuffelse. Sdm. Ogsaa Omtumling (omtrent som Vingl). Fare paa villaa Vame”: tumle blindt hen, være udsat for mange Farer. (Sjelden).

Vamenne, s. Vanmenne.

vamm, adj. stiv, lam, som ikke rigtig kan bruge sine Lemmer. Tel. (Vinje). Jf. G.N. vammhaltr.

vampa, v.n. (ar), klæde tæt eller tykt. Vampa paa seg: tilpakke sig med Klæder. Hertil vampen, adj. tyk, bred af en drøi Paaklædning. Hall. og fl.

Vampe, m. sid Trøie, Vams (= Kufta). Rbg. og fl. Sv. Dial. vampa.

Van, n. Sagtning, Ophold, Hvile i en Storm. Det vardt eit litet Van: Uveiret sagtnede lidt. Helg.

van, en Sammensætnings-Partikel med Betydning: for lidet, knapt, mangelfuldt; saasom: vanfør, Vanhelsa, vantakka. Ofte forbundet med et Verbum i Supinum, for Ex. Det heve ikkje vanvoret so, dvs. det har ikke sjelden været saaledes, eller det har ofte nok været Tilfældet. Saaledes: hava vanhøyrt nokot (dvs. have hørt noget altfor sjelden); hava vanseet, vankjennt, vankomet, vangjenget osv. (Sædvanlig med en Negtelse). Jf. G.N. vanr, adj. manglende, blottet for. Om Talemaaden “vera vant um” (dvs. være Mangel paa), s. vand.

van, adj. vant, kommen i Vane med noget. Eg er ikkje van med det (el. til det). G.N. vanr. Mest brugl. i de sydlige Egne (Hard. Voss og fl.); andre Steder ombyttet med vand (Particip af venja). – Neutrum vant betyder tildeels ogsaa: vanligt, sædvanligt; f. Ex. Det gjekk nokot seint, som vant er (dvs. som det pleier). Nogle Steder som Subst. Vant, m. saaledes paa Sdm. “dæ gjekk seint, so’ Vant’en æ no dæ” (dvs. som dette nu engang pleier). Om Udtrykket “plagar van” s. vana.

vana (?), v.n. pleie, være vant til. Et dunkelt Ord, som bruges i Tel. i Formen “vani” (maaskee for: er van i), f. Ex. “Eg vani gjera dæ”, dvs. jeg pleier at gjøre det. (Jf. Landst. 382, 491). I de nordlige Egne hedder det “Eg pla’ van aa gjera dæ” (egentl. eg plagar van at gjera); jf. det danske: jeg pleier van. (Paa Helg. “pa van”). Partikelen “aa” følger her sædvanlig med, om endog det følgende Verbum udelades; saaledes paa Sdm. “Han foor aat, so’ han pla van aa” (udtalt som eet Ord: plavanaa).

Vanad (?), m. Skade, Ulykke. Nhl. (Vana). “Gjera Vana”: gjøre Skade. (Maaskee Akkus. af et gammelt “Vane”, men isaafald usædvanligt for denne Dialekt) “Vanabeig”, m. en ulægelig Skade, Sygdom som efterlader sig et vedvarende Meen.

Van-age (gj), m. Selvraadighed, Mangel paa Tugt og Orden.

vanagta, v.a. (ar), forsømme, vanrøgte. Hall.

Vanart, f. Vanart. (Fremmedt).

Vanbeinka, f. Hindring, Fortræd. Vald.

vanbergad, adj. s. vanbyrd.

Vanbragd, f. en uheldig Skik. Hall.

vanbrukad, adj. forsømt, lidet brugt.

vanbudd, adj. daarlig forsynet.

vanbyrg, adj. forlegen, ilde tjent el. hjulpen med noget. Hall og flere. Paa Sdm. vanbyrt (vel egentlig for vanbyrgd). Ellers mere alm. vanbergad.

Vand (Jordrotte), s. Vond.

vand, adj. 1) vanskelig, ikke let at faae Rede paa, ikke simpel. D’er vandt aa vita; <PB N="896"> vanskeligt at vide. Ei vand Bok: en Bog som er vanskelig at forstaae. Eit vandt Stykke. (Vandestykki: de vanskeligste Stykker i en Lærebog). Hører formod. sammen med vinda og venda, altsaa egentlig: kroget, forviklet. – 2) nøieregnende, kræsen, vanskelig at tilfredsstille. Han er vand um det: han tager det strengt, er kræsen paa det. (Jf. matvand, ordvand, legevand). Temmelig alm. (Nogle St. vann, vainn). G.N. vandr. Jf. vandsam. – Neutrum “vandt” har ogsaa ofte Begrebet: knapt, eller vanskeligt af Mangel paa Forraad. D’er vandt um det, dvs. det er vanskeligt at faae det, der er Mangel paa Forraad. D’er vandt um det, dvs. det er vanskeligt at faae det, der er Mangel paa den Ting. Det vardt ikkje vandt um: der blev ingen Mangel, det kom rigelig. (B. Stift og flere). Det sidste kunde vel ogsaa opfattes om “vant” af G.N. vanr (blottet), s. van.

vand, part (af venja), vant, tilvant. Vera vand til, el. vand med nokot. – Mangesteds brugt i Stedet for “van”, som dog er et tydeligere Ord, da det ikke saa let forvexles med “vand”, dvs. vanskelig.

vanda, v.n. og a. (ar), 1) vælge iblandt noget. Hava nokot til aa vanda i: have et Forraad at vælge af. – 2) vrage, forskyde, ikke ville have. Meget brugl. (G.N. vanda). Vanda Maten: vrage Maden, være kræsen. D’er lett aa vanda, naar annat er til Handa (Ordspr.): ingen Sag at vrage, naar der er et godt Forraad ved Haanden. – Particip vandad. Det vardt ikkje vandat: det blev nok modtaget, ikke forskudt.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   201   202   203   204   205   206   207   208   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə