Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə206/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   202   203   204   205   206   207   208   209   ...   221

Vande, m. Vanskelighed. G.N. vandi. D’er ingen Vande med det (el. i det), dvs. det er ikke vanskeligt, det kræver ingen Kunst. “Han er i Vanda stellt”: hann er i en vanskelig Stilling. Hall.

Vande, m. (2), s. Vane.

Vandel (Høvisk), s. Vondul.

vandelaus, adj. let, simpel, ikke vanskelig. B. Stift og fl. (Jf. uvand). – vandelaust, adv. ligefrem, uden Vanskelighed.

Vandeløysa, f. Lethed, Simpelhed.

vandhøv, adj. vanskelig at træffe eller faae fat paa. Sdm. (Lyder sædvanlig vanhøv). Jf. vaahøv. – I Hall. vandøven: vanskelig at omgaaes eller komme til Rette med. G.N. vandhœfr.

vandig, adj. 1) vanskelig, som udkræver Kunst eller Klogskab. B. Stift. (Af Vande, m.). – 2) nøieregnende, kræsen. Smaal. i Formen vannau (for vandug).

Vanding, f. Vragning; Kræsenhed.

vandivla, v.a. laste, dadle ivrigt, gjennemhegle. Hard.

Vandivle, n. en Stymper, Stakkel. Tel. Nogle Steder Vandyvle (y’). Jf. ogsaa Vardyvle.

vandkvæden, s. vankvæden.

vandlege, adv. nøiagtigt, just, netop. Nhl. Ogsaa: fornemmelig, allerhelst. Shl. Ryf. Oftest vandle’ (vanle); nogle St. valne.

Vandleike, m. Vanskelighed.

vandra, v.n. vandre. Nyt Ord; jf. andra, enja, vangla. “Vandra seg vek”: forvilde sig. B. Stift.

Vandringar, pl. Stillads ved en Bygning. Tel. Nedenæs. Vistnok fremmedt.

vandsam, adj. nøieregnende; kræsen, vanskelig at tilfredsstille. Temmelig alm. (I Hard. vandsam’e, m. vaandsom, f.).

Vandsemd, f. Kræsenhed. (Sjelden).

Vandskap, m. Vanskelighed.

Vandskjer (e’), n. (m.), Spidsmuus (Sorex). Hall. Tel. og fl. Pa Jæd. Vangskjer. (Andre St. Musskjer). Hører sammen med Vond (Vaand).

vandsleg, adj. vanskelig, ikke let. – vandslege, adv. med Vanskelighed. Jf. uvandsleg.

vandsvævd, adj. vanskelig af søvndysse, el. som ikke kan sove hvor der er nogen Uro. Tel.

vandt, adv. neppe, knap, ikke lettelig. D’er vandt so myket.

Vandyvle, s. Vandivle.

vandøven, vanskelig; s. vandhøv.

Vane, m. Vane, tilvant Skik. Nogle St. Vande. (Ork.). G.N. vani (og vandi).

Van-emne, n. utilstrækkelige Midler, for lidet Stof eller Forraad. D’er ikkje Vanemne i det: der er ikke lagt for lidet Stof i det, der har ikke været sparet paa Materiale. B. Stift. Paa Sdm. Vanømne.

vanfaren, adj. brøstholden, ilde tjent med noget. Jæd. og fl.

vanferda, v.a. (ar), fordærve, bringe i Uorden (især ved et uheldigt Forsøg til Forbedring). Hall. (vanfæra, vanfæle). – Vanferding (-fæling), f. Fordærvelse, uheldig Forandring.

vanferdig, adj. brøstfældig, som ikke er i sin rette Stand. Sogn og flere. Nogle Steder vanfærug. – 2) ufærdig, ikke ganske fuldført.

vanflidd, adj. skjødesløst behandlet.

vanfreistad, adj. uforsøgt, for lidet prøvet. Det duger ikkje vanfreistat: det duer ikke at opgive Sagen uden et Forsøg.

vanfør, adj. vanfør, udygtig til Gang eller Færdsel.

Vanføre, n. Hindringer, Besvær; egentl. Mangel paa Føre. Hall.

Vang, m. Engslette, Græsplan; Grønning i en Skov eller imellem golde Marker. Østl. (Rom. og fl.). G.N. vangr: Mark, Felt. Hertil mange Stedsnavne. Vang synes ogsaa at betyde Plads eller Sted (Felt), især i Forbindelsen: aa Vange (Dativ), f. Ex. “Dæ var aa Vangje”, dvs. det var bragt paa Bane, det kom under Omtale. Sæt. og Tel. – Vangsbygdning, Vangsgjelding, eller Vangssokning, m. Indbygger af et Distrikt som hedder Vang.

<PB N="897">

Vangar, m. et Slags Mælkekar, dannet som en Bolle eller stor Skaal. Tel. (Vinje).

Vange (gj), m. Kind, Side af Ansigtet. Gbr. Tel. (Landst. 740, 750). G.N. vangi; Ang. vang, Ght. wanga. Jf. Tunnvange og Vangskjegg.

Vangen, s. Vagn.

Vangilja (gj), f. s. Evangelie.

vangjengen, adj. lidet gaaen (befaret); ogsaa: for lidet gjæret; om Øl. I Formen vangjengje(t); flere St. “vangaatt”.

Vangjerd, f. 1) Mangel, Feil (ved et Arbeide); Forsømmelse. – 2) Umodenhed (s. Gjerd). Sædvanl. Vangjær.

Vangjerning, f. daarlig Gjerning, Fuskerie, Forhastelse. Hall. og fl.

vangjeven, adj. for knap, for liden; om en tildeelt Portion. Mest i Neutr.

vangjord, adj. 1) ikke tilstrækkelig gjort. D’er endaa nokot vangjort: der er endnu noget at gjøre. – 2) umoden, eller ikke ganske moden. (vangjor).

vangla, v.n. streife omkring, fare hid og did. Hall. Nogle St. vangra (Nfj.). Ellers vingla og vandra.

Vangreida, f. Uorden, el. egentlig: ufuldkommen Orden.

Vangskjegg, n. Kindskjæg, Bakkenbarter. (S. Vange). “Vaangskjegg”, Sdm.

Vangskjer, s. Vandskjer.

Vangsne, m. Plovjern, Plovskjær. Sogn, Voss. Afvig. Vaangse, i Yttre-Sogn og Sfj. I Telemarken Vagsne (Vaksne). Paa Østlandet Vegsne, eller Veksne (Hedm.Toten). I Jensens Glosebog “Vagnsne”. G.N. vangsni. I tydske Dial. Wagensun, Wägeis; Mht. wagense. (Grimm, Gr. 2, 345).

Vangstjerna, s. Vagnstjerna.

Vangøymsla (gj), f. Forsømmelse, det at en Ting ikke er vel forvaret.

vanhalden, adj. brøstholden, som har faaet for lidet. B. Stift.

Vanhaatt, m. uheldig Skik eller Tilstand. Hall.

Vanheider (-heir), m. Forkleinelse, Nedsættelse, Skam. – vanheidra (-heira), v.a. vandhædre. (Sjeldnere).

vanheilag, adj. vanhellig. Hertil vanhelga, v.a. vanhellige. (Sjelden).

Vanhelsa, f. Sygelighed, langvarig Svaghed. Meget brugl. G.N. vanheilsa. – vanhelsug, adj. sygelig, skranten.

Vanheppa, f. Vanheld, daarlig Lykke. Hall. og fl. – vannheppast, v.n. mislykkes.

Vanhevel (e’), m. Vantrivelse (= Utrivnad). “Vanhivil”, Hall. Jf. Uhevle.

vanhjelpad, adj. som har liden Arbeidshjælp, eller for faa Hænder med sig. B. Stift, Nordl. Herfra adskilles vanhjelpen, dvs. lidet hjulpen, ilde tjent med noget. Flere Steder vanhjelpt (-hjellt); egentl. vanholpen.

Vanhov (oo), n. Overdrivelse, Mangel paa Maadehold. Hall. og fl.

Vanhug, m. Ulyst; ogsaa Mismod.

vanhugad (u’), adj. utilbøielig, som ikke har rigtig Lyst; ogsaa: mismodig, forsagt.

vanhyggjast, v.n. (est, dest), vantrives, befinde sig ilde; være utilfreds med sit Opholdssted. Hedder ogsaa vanhyggja seg. B. Stift.

Vanhævd, f. Vanrøgt, Forsømmelse.

vanhøv, s. vandhøv.

Vanhøve, n. noget som ikke er rigtig passende, ikke passer sammen.

vanhøveleg, adj. ikke ganske passende.

vanhøyrd, adj. sjelden hørt (s. van). D’er ikkje vanhøyrt, dvs. man har hørt det ofte nok. Nogle St. vanhaurt.

Vank, n. Bræk, Skade, Legemsfeil. Vald. Gbr. Nordl. (Sv. vank, m.).

vank, adj. brøstfældig, svag, beskadiget. Tel. Hall. Især: beskadiget ved Forvridning. Hall.

vanka, v.a. (ar), skade, beskadige ved Bræk eller Vridning. Hall. Ogsaa: hindre, plage, være til Meen. Tel. (Maaskee van-ka: gjøre mangelhaftig; s. van).

vanka, v.n. (ar), 1) vanke, fare omkring. T. wanken. (Jf. G.N. vakka: drive). 2) forekomme, tilbydes, være at faae. Det vankar god Drykk. Det vankar Skrubb, o.s.v. I B. Stift: vaanka.

Vankant, m. Skaar eller Huulning i Kanten (f. Ex. paa en Planke); et Sted hvor det ikke er heel eller fuld Kant. (Paa Sdm. Vakant). Sv. vankant. – vankantad, adj. kantløs, ikke heel i Kanten. Østl.

vanklok, adj. uklog, taabelig. Vanklokskap, m. Mangel paa Klogskab.

vankokt, s. vansoden.

Vankoma (o’), f. Forlegenhed, uheldig Stilling. Hall.

vankomen (o’), adj. 1) lidet udviklet, for Ex. om Kornsæd. – 2) forlegen, ilde stedt. Hall.

vankunneleg, adj. klodset, fuskeragtig, om Arbeide. Sjelden. Paa Sdm. tildeels “vankundalege”.

vankunnug, adj. vankundig, eller ikke kyndig nok. (Jf. faakunnug). Nogle Steder vankunnande. – Vankunna, f. Vankundighed. (Brugt i nyere Skrifter i Stedet for “Vankunnugheit”).

vankvild, adj. ikke udhvilet, som ikke har hvilet længe nok.

vankvædast, v.n. (ast), ængstes for noget, være forsagt eller modløs. Sdm.

Vankvæde, n. Modløshed, Klynken. Tel. i Formen “Vankvæe”, ogs. “Vakvæe” ogs. “Vakvæe”. (Vinje).

vankvæden, adj. 1) modløs, forsagt, klynkende. Tel. I Vinje: vakvæen. – 2) kræsen, vanskelig at omgaaes, let fornærmet (= ordsaar). Tel. (vankvæen). Det <PB N="898"> sidste maaskee vandkvæden; jf. G.N. vandkvædi: en vanskelig Sag.

vanlagad, adj. omtr. som vanskipad.

vanlastad, adj. ujævnt ladet; om Fartøi (naar den ene Ende er for let imod den anden). Nordl.

vanlaupen, adj. ikke rigtig sammenløben; om Mælk. (vanlaupi, f.).

vanleg, adj. sædvanlig. (Lidet brugl.).

vanlege, adv. s. vandlege.

Vanlukka, f. Vanheld, Vanskjæbne; eller egentl. Mangel paa Lykke.

vanlukkast, v.n. mislykkes.

vanlærd, adj. lidet kyndig, udannet.

Vanlæte, n. Støi, Skrig. Hall.

Vanmagt, f. Vanmagt, Svaghed.

Vanmenne, n. en uduelig Person, eller egentl. et Menneske med meget svage Kræfter; en Stakkel. Nhl. og fl. I Tel. tildeels Vamenne. G.N. vanmenni.

vanment, adj. lidet bemandet; faatallig, ikke mandstærk nok. Nordl. Jf. faament.

Vanminne, n. Forglemmelse.

Vanmod, n. Mismod. – vanmodad, adj. noget modløs. – vanmodast, v.n. (ast), ængstes, krympe sig for noget. B. Stift.

vanmælt, adj. svag i Stemmen, hæs eller uskikket til at tale. Tel. Nogle St. vamælt’e. (Vinje).

vanmæta, v.a. (er, te), ringeagte. Gbr.

vann, s. vinna. – Vann, s. Vatn.

vanna, v. værne; s. varna.

vanpryda, v.a. (er, de), vanhelde, skjæmmes. Vanpryda, f. Vanziir.

vanprøvd, adj. = vanfreistad.

Vanraad, f. 1) Forsømmelighed, Mangel paa Forsynlighed. (Jf. vanraadug). Ogsaa: Ubetænksomhed, Mangel paa Overlæg. Gbr. og fl. (Vanraa). – 2) et knapt Forraad, Mangel, Armod. “Dæ va tikje ‘ta Vanraad’inne”, dvs. det var taget af et fattigt Forrad, der var lidet at tage af. Sdm. – 3) Forlegenhed, Knibe. Eg kom i Vanraad med det. Trondh.

vanraadd, adj. daarlig forsynet, som har for lidet Forraad; ogsaa: forlegen, kommen i Knibe. Trondh. Nordl.

vanraadug (-raadig), adj. forsømmelig, ikke forsynlig eller driftig nok. Ogsaa: ubetænksom. Nogle St. vanraaden (-raaen), Gbr. og fl.

Vanros (oo), f. liden Ros, Utak, Dadel. vanrosa, v.a. dadle, have noget at udsætte paa.

Vanrøkt, f. Vanrøgt, Forsømmelse.

vanrøkta, v.a. (ar), vanrøgte, behandle skjødesløst.

vansagd, adj. sjelden sagt eller yttret. Det heve ikkje voret vansagt.

vansaltad, adj. for lidet saltet.

Vanse, m. Mangel, det at noget er for knapt. Hard. D’er anten Ofsen elder Vansen: det bliver enten for meget eller for lidet. G.N. vansi.

vansedad, adj. udannet, grov, plump i Opførsel. (vansea).

vanseten (e’), adj. som ikke har faaet sidde eller hvile tilstrækkelig. Mest brugl. i B. Stift i den afvigende Form vansoten (o’); jf. sotet for setet. “Eg æ ‘kje vansoten”: jeg har siddet temmelig længe.

vanska, v.a. (ar), vrage, forskyde, forsmaae (= vanda). Trondh. og Nordl.

vanskapa, v.a. (ar), vanskabe, fordreie, gjøre styg. Particip vanskapad (oftest vanskapt): vanskabt, fordreiet. – Vanskapnad, m. hæslig, unaturlig Skikkelse. Vanskapning, m. Vanskabning, Misfoster.

Vanske (kj), m. 1) Feil, Lyde, f. Ex. paa et Legeme. D’er ingen Vanske paa honom: han har ingen Feil paa Kroppen. (B. Stift). – 2) Vanskelighed, Hindring. (Sjeldnere).

vanskeleg, adj. 1) vanskelig, besværlig. 2) særsindet, vanskelig at tilfredsstille. 3) farlig, slem. (Sogn). Formod. nyere Ord, maaskee for vandsleg.

vanskipad (i’), adj. 1) feilagtigt indrettet, ikke bragt i den rette Orden. Tel. og fl. – 2) hidsig, oprørt, forbittret. Hall.

Vanskipnad (i’), m. Urede, Uorden; uheldig Tilstand. Rbg. Tel.

vanskynad (y’), adj. for lidet paaskjønnet; ikke rigtig forstaaet.

vanskøyta (kj), v.a. (er, te), forsømme, skjøtte lidet om.

vansoden (o’), adj. for lidet kogt. Oftere vankokad (-kokt).

vansoten, s. vanseten.

vanspurd, adj. sjelden eller lidet spurgt. Det vardt ikkje vanspurt etter det.

vanst, s. venjast og vinnast.

vanstaden, adj. som ikke har staaet længe nok; for tidlig tagen. Jf. forstaden.

vanstavad, adj. for tyndt sammenfældet; om Trækar, hvori Staverne paa et eller andet Punkt ere for smale, saa at de ikke falde rigtig sammen i Tætningen. (Modsat forstavad). Nogle St. vanvidad (-vea).

vansteikt, adj. for lidet stegt.

vanstellt, adj. feilagtigt behandlet, ikke sat i den rette Stand.

Vanstyr, n. daarlig Styrelse. vanstyra, v.a. styre uheldigt eller skjødesløst. (Hall. og fl.). Particip vanstyrd (-styrt).

Vanstyrke, m. Svaghed, Skrøbelighed.

Vansvip (i’), m. et uheldigt (eller mindre godt) udseende. Hall.

vansøvd, adj. som har sovet for lidet, eller behøver længere Søvn. B. Stift, Nordl. og fl. Nogle St. vansøft. Jf. vandsvævd.

vant, s. van, vand, vandt, venja.

Vant, n. Vant, Mastetoug. Tildeels med Fl. Vont (Vaant). Holl. want, vel egentl. for Vand, af vinda.

vanta, v.n. (ar), mangle, fattes, være borte; ogsaa, dog sjeldnere (om Personen): <PB N="899"> savne, ikke have. Temmelig alm. og meget brugl. G.N. vanta; Sv. Dial. vanta; Eng. want. Det vantar myket endaa: der mangler endnu meget. Det vantar ein: der er een borte. – Ofte med Dativ; f. Ex. Kvat er det som vantar Bornom: hvad feiler Børnene? Det vantar honom nokot: der mangler ham noget. (Ofte med Begrebet: han skulde have Tugt, Skrub, Prygl).

Vantakk, f. Utak, liden Tak. – vantakka, v.a. (ar), vantakke, forsømme at takke.

vantalat, adj. n. for lidet talt, eller utalt. Eg heve ikkje nokot vantalat med honom, dvs. jeg har ikke noget (mere) at tale med ham om. Hedder oftere vansnakkat; nogle Steder vanrødt.

Vantarre (?), m. Stakkel, hjælpeløs Person. Indh. (Sparbu). Dunkelt.

Vanting, f. Mangel, Savn.

Vantorv, f. unødig Ting; det at noget ikke behøves. Det var ingi Vantorv: det kunde nok behøves. B. Stift. Paa Sdm. oftest i Fleertal Vantarve(r). “Dæ va ikkje Vantarvinne til”. Jf. Torv.

vantrivast, v.n. (-treivst), vantrives; ogsaa: være misfornøiet med sit Opholdssted. – Vantrivnad (i’), m. Vantrivelse.

vantriven (i’), adj. doven, forsømmelig.

Vantru, f. Vantro; falsk Tro.

vantruen, adj. mistroisk, utilbøielig til at troe. Nogle St. vantrugen (vantrugjen, Hall.). I Betydn. vantroende siges oftere vantruande.

vantrøysta, v.a. (er, e), mistrøste. Oftest vantrøysta seg, dvs. være mistrøstig.

vantugtad, adj. ilde opdragen.

vanturkad, adj. for lidet tørret.

Vanvare, m. Vanvare, Uagtsomhed.

vanvarug, adj. uagtsom. Hall.

vanverkad, adj. for lidet tilvirket.

vanvidad (i’), adj. s. vanstavad.

vanvis (ii), adj. uviis, taabelig.

Vanvit (i’), n. Dumhed, Taabelighed.

vanvitug (i’), adj. uforstandig, taabelig. (Betydningen “vanvittig” er sjeldnere og synes optagen af Dansk). Jf. faavitug og faavis.

vanvoret (o’), været for lidet; f. Ex. Eg heve ikkje vanvoret der, dvs. jeg har været der ofte nok. S. van.

vanvyrda (y’), v.a. (er, e), 1) ringeagte, vrage, forsmaae. (G.N. vanvirda). 2) behandle skjødesløst, forsømme, lade forfalde. (Jf. Sv. vanvårda). 3) haane, beskjæmme, vanære. (Den sidste Betydning mest søndenfjelds, den første mest nordenfjelds). Inf. hedder i B. Stift “vanvyrja”, andre St. vanvøra, vanvyre (s. vanvyrja”, andre St. vanvøra, vanvyre (s. vyrda). Imperf. vanvyrde; Particip vanvyrd.

vanvyrdeleg, adj. foragtelig, haanlig, skammelig. B. Stift. (vanvyrleg).

vanvyrden, adj. skjødesløs, uordentlig. Østl. (vanvøren).

Vanvyrdsla, f. 1) Ringeagt, Foragt. 2) Skjødesløshed, Forsømmelse. Nordl. og fl.

Vanvøl, m. Vanart (?), s. Vøl.

Vanæra, f. Vanære, Skam.

vanærleg, adj. skammelig, haanlig.

vanøva (seg), v.a. (er, de), være tvivlraadig eller bekymret, grue, ængste sig for noget. Voss. Maaskee for van-eva (e’).

vanøven, adj. tvivlraadig, bekymret, ængstlig. Voss. Jf. forøven.

Var, n. Pudevaar; s. Vær. – I Sammensætning har det tildeels Begrebet: Værge, Beskyttelse (af verja); s. Varbord, Vargard, Varmur, Varskinn, Vartak.

Var, m. 1, Sliim, tyk Vædske; især Øiensliim (Augnevar). Shl. Hard. Tel. Hall. (Jf. Sv. var, D. Voer).

Var (?), m. 2, en stor Dynge. (Usikkert Ord). I Namd. Raka-var (-val) og Varhaug, om en Dynge af Drivved paa Strandbredden. (Jf. Vor). Paa Helg. Vale (Vare?), en opkastet Hob eller Stabel. I Indh. Vaar (eller Vaal, med tykt L), som nærmer sig til det østlandske Vaal (s. Vaal).

Var (for Vard), s. Verd.

var, adj. 1) vaer, opmærksom paa noget. I Forbind. verda var: blive vaer, see, opdage. Eg vardt det ikkje var. G.N. varr (var). – 2) varsom, forsigtig. Vera var um seg: see sig vel omkring, vogte sig. – 3) sky, bange, som let flygter; om Dyr. Ein var Fugl. (I Tel. tildeels: varig; s. Landst. 491). Han er illt var: han har mærket Fare, er bleven skræmt. (B. Stift). Jf. varast.

var, v. s. vera og verda.

vara, v.a. (ar), 1) advare, varsle, paaminde. Eg vil vara deg fyre (el. um) det. Søndre Berg. og fl. (Ellers ofte: aatvara og atvara, efter Dansk). G.N. vara. Af var, adj. – 2) vogte, tage i Agt. Vara seg: vogte sig. Vara deg: vogt dig. Mere alm. (Jf. varda). – 3) mærke, vide af; ogsaa: formode, vente. Hard. Det kann henda, fyrr du varar (førend du veed af det). G.N. vara, præs. varir (adskilt fra det forrige).

vara, v.n. (er, de), vare, vedblive, holde ud. Inf. nogle St. vaaraa. Imperf. tildeels “varte”. Sv. vara (ar); Nt. waren, T. währen. Om et andet vara s. varda og vera.

Vara, f. Vare, Produkt, Handelsgods. Mest i Fleertal. Afvig. Voru (o’), Tel. (Vinje, Mo); Vuru, pl. Hall. G.N. vara, vörur. Hertil Vareførsla, Varehus, Varelass og fl.

varad, adj. slimet; s. Var.

Varagn, n. noget at have i Baghaand; Reserve (s. Vare). Sogn.

varande, adj. 1) varslende, advarende. 2) vedvarende (= varug). Ogsaa for vardande, dvs. vedkommende.

Varaskaal, f. Skaal med en ophøiet Ring <PB N="900"> i Midten, som man kan see igjennem, medens man drikker. Tel. Ogsaa kaldet “Aabruskaal”, eller “Aabrukopp”, m. Sæt.

varast, v.n. (ast), blive forsigtig (var). Han maatte daa eingong varast: han burde dog engang lære at vogte sig.

varast, v.n. (2), blive slimet. S. Var.

Varastyre, s. Varstyre.

Varatuku, s. Varskinn.

Varaar, f. Aare som medtages i en Baad for det tilfælde at en af de brugte Aarer skulde brækkes; Reserve-Aare. B. Stift.

Varbord, n. Fjele som tilfæstes paa en Førselsbaad for at beskytte Ladningen. Søndenfjelds.

Vard (m.), i Mandsnavne som Folkvard, Hallvard, Haavard, Lidvard, – betegner egentlig en Vogter el. Beskytter (jf. Vord). Lyder sædvanlig var, men kan ogsaa gaae over til vor (o’ og oo).

vard, part. beskyttet; s. verja.

varda, v.a. (ar), 1) vogte, beskytte. Falder tildeels sammen med “vara”, men gaar ogsaa over til varta; saaledes tildeels “varte”, om at vogte Fæ. Buskr. “Varta og venta”: vogte paa Ens Ankomst. B. Stift. (Jf. varra). G.N. varda, Sv. vårda; Eng. ward, T. warten. (Jf. Vord og vorda). – 2) hindre, staae i Veien. (Vel egentl. afværge). Nhl. i Formen vara. “Da kann ikkje vara”: det kan ikke være til Hinder. (G.N. varda: hindre). – 3) vedkomme, staae i noget Forhold til, være beslægtet med. Oftest med “til”. D’er vondt fyre deim som varda (vara) til honom: det er slemt for hans Paarørende. “Alle dei so’ til vara”: alle vedkommende eller paarørende. Berg. Trondh. (I Hall. vala, med tykt L). “Han svara, so’ Maal’e vara”: den svarer, som Talen vedkommer; eller den som finder sig truffen ved Talen, han svarer derpaa. Sdm. G.N. varda. (Jf. varna og Varnad). Hertil vardande og uvardande: beslægtede og ubeslægtede. (I Hall. valand og uvaland). – Til varda hører vel ogsaa det foranførte “vala”: opsætte Veimærker (jf. G.N. varda: begrændse).

varde, s. verja og vara.

Varde, m. Varde, Mærke af opreiste eller opstablede Stene; f. Ex. paa et Fjeld. Mest alm. Vare, nogle St. Vale (med tykt L). G.N. vardi, varda (jf. Vorda). – Varde (eller Vale) skal ogsaa betegne Boie eller Mærke paa Fiskergarn (ellers kaldet Vite). Østl.

Varding, f. Vogtning, see varda. Afvig. Varting: Venten; Opvartning.

Varduvla, f. Pusling osv. s. Vardyvle.

vardveita (?), s. varveitsla.

Vardyvle (y’), n. Følgeaand, Vætte som siges at følge eller gaae foran et Menneske (jf. Vord); ogsaa opfattet som Forvarsel eller varslende Vætte (= Foring, Fyreferd). Hall. og fl. Hedder ellers: Vardivle, n. Tel., Vardivel, m. Solør; Vardøgle, n. Smaal., Vardøgre, Tel., Valdøger, n. Buskr. (Overalt med tydeligt “d”). I Ork. betegner Vardøvle en uanseelig Person, Pusling, Skifting. I Guldalen. Varduvla, f. en uanseelig el. utækkelig Kvindesperson. Oprindelsen dunkel.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   202   203   204   205   206   207   208   209   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə