Ivar Aasen Norsk Ordbog


Vaaverk, n. farligt Foretagende. (Falder nær sammen med Vaadeverk). vaaverken



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə209/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   205   206   207   208   209   210   211   212   ...   221

Vaaverk, n. farligt Foretagende. (Falder nær sammen med Vaadeverk).

vaaverken (kj), adj. dumdristig, tilbøielig til farlige Foretagender. Ndm.

Ve (n.), i Personsnavne som Vebjørn, Vebrand, Vemund (tildeels som “Vi”: Vihjelm, Viulv), maa henføres til G.N. , n. dvs. helligt Sted, Helligdom (Ang. vih, el. vig), beslægtet med vigja. Ordet findes vistnok ogsaa i mange Stedsnavne, som Vesæt, Vestad, Veøy, men er ofte vanskeligt at adskille fra “Vid” (dvs. Skov), som ogsaa mangesteds udtales som “Ve”. – I en gammel Vise (Landst. 346, 347) nævnes “noko vesolt ve”, som maaskee kan betyde: et usselt Væsen; dog er det uvist, om dette “Ve” skal være et Substantiv.

Ve, f. Ildsted, eller egentl. Grunden af Ildstedet, hvori Gløderne samles. Ndm. (Paa Sdm. kaldet Bæd).

Ve, m. see Vid. – ve, adv. s. ved.

Vebær, s. Vinbær.

ved, præp. og adv. 1) ved, nærved, hos, i Nærheden af. (Oftest med Akkus.). Inn ved Veggen; ved Bordet; ut ved Sjoen; fram ved Elvi o.s.v. Ordet ombyttes gjerne med “med” og er tildeels lidet brugeligt, saaledes temmelig sjelden i de sydvestlige Distrikter. Det lyder mest alm. som “ve”; i Nfj. og Sdm. som vid (i’) og ved (ee). G.N. vid (vidr). – 2) inde paa ( et vist Punkt), nær ved (en Tid eller et Tilfælde). Ved dei Tider; ved Sumarmaal osv. Det laag ved Soden (o’): det var nær ved at syde op. (Sdm.). Det var ved di, at han skulde dottet: det var paa Nippet, at han skulde falde. (Her altsaa med Dativ). Ogsaa: i Færd med, i Begreb med. Han er ved og skal snu, dvs. i Færd med at vende om. (Gbr.). Jf. aat. – 3) i Berørelse med; i Omgang med. Dei var gode ved honom (dvs. imod ham). Ho var ill ved honom. Eg skal tala ved honom; segja det ved honom (dvs. til ham). Søndre Trondh. Gbr. (Andre Steder “med honom”). D’er vondt aa faast ved, eller eigast ved. Eg kann ikkje gjera ved det (dvs. afhjælpe det, eller rette paa det). – 4) i Forbindelse med, i Tilslutning til; med Hensyn til. (Sædvanlig med Dativ). Ganga ved (vedgaae, tilstaae). Taka ved (vedtage). Kjennast ved nokot; standa ved sine Ord. Jf. vera ved seg: være ved fuld Sands; ogsaa: være vederheftig. Hall. Det ligg ikkje ved: det behøves ikke. Sdm. Det kjem ikkje oss ved. Koma sinom ved: komme i Selskab med sine egne, sine Bekjendte. (Sdm. “kome sinaa vid”). Det kjem vel ved: det kommer til Nytte, til god Hjelp. – 5) i Anledning af, paa Grund af. Blygjast ved nokot; skjemmast, harmast v. (Lidet brugl.). Verda ille ved (eller illt ved): blive ilde til Mode ved noget. Han vardt ved: han kom i Bevægelse, blev opskræmt. (Sdm. og fl.). – Ellers ogsaa i flere Talemaader, som ikke just høre til denne Betydning; saasom: trenga myket ved seg: behøve meget, være graadig. Det kann inkje berast ved: det kan aldrig strække til. (Sdm.). Bera ved, s. bera. D’er litet ved det (eller ved di): det er lidet bevendt med det. (Jf. um). D’er myket ved det (di): det er noget stort, noget usædvanligt.

Vedburd (u’), m. Bevægelse; et vist Greb med Haanden. Sdm. (sjelden).

Vedd, n. 1) Pant, Forsikring. Han sette Garden i Vedd fyre Pengarne. Shl. og f l. G.N. ved. (Ang. ved, Goth. vadi). – 2) et Væddemaal. Mere alm. En anden Form er Vad (Va), f. Ex. “slaa Va”: vædde om noget. Nordl. (Andre St. slaa Vedd). Sv. vad. Jf. Veddset.

vedda, v.n. (ar), vædde, gjøre Væddemaal (= vaaga, setja upp). Afvig. fra G.N. vedja. En sjeldnere Form er va (vada?), Helg.

Vedde, s. Veder, m.

Veddemaal, n. Væddemaal.

Veddset, n. Væddemaal (= Vedd). Afvig. Vadset (Vasett), Nordl. – veddsetja, v.a. vædde om, eller tilbyde i Væddemaal. Utydelig udtalt: vesset’, Indh. Afvig. <PB N="910"> vasett’ (for vadsetja), Nordl. (Sv. sätta i vad).

Veder (e’), n. 1) Veir, Tilstand i Luften. Sædvanlig forkortet til Ver (Veer), eller Vær (det sidste søndenfjelds); nogle St. , Tel., og Veir, Sæt. Sdm. I bestemt Form: Vedret, “Ver’e” (ee), osv. I Sammensætn. tildeels Vede (e’), Nfj. Sdm. G.N. vedr; Sv. väder; jf. Nt. Weder, Eng. weather, T. Wetter. – 2) Luft, høiere Luftlag; ogsaa Vind. Sjeldnere, saasom i Forbindelsen: upp i Vedret (Vær’e): i Veiret. Stiga til Veders (Værs). Søndenfjelds. Jf. Vederboge, Vederljos, Vederstrupe. – 3) Lugt, Veir af noget som er i Nærheden; f. Ex. Hunden hadde Vedret av ein Bjørn. (Jf. Tev, Tekk, Snev). Lignende Overgang som i Ordene Vind og Luft.

Veder (e’), m. Væder, Handyr af Faareslægten (= Bekre, Bekar). Mest alm. forkortet Ver (Veer); ellers: Vedde, Gbr. Veir, Sdm. og Vaur (for Vedur), Nhl. G.N. vedr; Sv. vädur, Eng. wether, T. Widder. Fleertal tildeels Vedrer, i B. Stift “Vere” (ee); ellers regelret Vedrar (Verar). – Hertil Vederhorn, n. Væderhorn. (Nogle Steder Verahonn, for Vedrarhorn). Vederlamb, n. Væderlam. (Paa Sdm. Vedelamb, e’). Vederskinn, n. Væderskind. (Mest alm. Veerskinn). – Uegentlig bruges “Veer” ogsaa om en tvær og selvraadig Person.

veder (ee), en anden Form af ved (præp.) med Betydningen: imod (G.N. vidr), forekommer i nogle faa Sammensætninger, som dog ere lidet brugelige, saasom: vederfara, v.a. paakomme (vederfares); vederleggja, v.a. gjengjælde, og Vederlag, n. Gjengjæld. Jf. Vederkast og Vedermot.

Vederaatta, f. Veirlig, Veirets Beskaffenhed. “Veeraatta”, B. Stift, Jæd. Tel. Hall. G.N. vedrátta. – Paa Ndm. forekommer ogsaa et dunklere Ord “Veeraa”, f. dvs. Luft, især usund Luft, Kvalme, Stank.

vederbiten (i’), adj. veirbidt, barket i Ansigtet af langvarigt Ophold i fri Luft. Nordl. (veerbitten). Hedder ogsaa vederbarkad (værbarka), Østl., vedersliten (vær-), Gbr., vederteken (værtekjen), Hall. og fl.

Vederbloka (o’), f. Flaggermuus. Tel. Sæt. (Væbloku). Ogsaa om et uroligt, ustadigt Menneske.

Vederboge (o’), m. Regnbue. Sogn, Ndm. (Veerbogje), Vald. Tel. (Væbogje). Jf. Regnboge.

Vederbok (oo), f. en Benævnelse paa Almanakken. Tel. og fl. (Værbok).

Vederbolk, m. en Tid med et vist Slags Veir; f. Ex. “ein go Veerbolk”: en Tid med godt Veir. (B. Stift). Ogsaa i Formen “Veersbolk” (Godveersbolk og flere).

Vederbrag, n. Nordlys. Indh. Vald. (Værbrag). S. Brag.

Vederbrand, m. en svævende Ildkugle i Luften. Sdm. (Veirbrand). Sjelden.

Vederbraut, f. Mælkeveien (= Vetterbraut). Nhl. (Veerbraut).

Vederbraa, f. Veirlig, en vis Tilstand i Luften. Helg. (Veerbraa).

Vederbrest, m. et Knald i Luften (af ubekjendt Aarsag); anseet som et Veirmærke. “Vedebrest” (e’), Sdm.

Vederbrigde, n. Forandring i Veiret. I Sfj. Vebrigde. I Sæt. Værsbrigd, f. om visse Fornemmelser i Legemet, foraarsagede af Veirskifte.

Vederbrot (o’), n. Nedbrydning el. Skade af Storm og Uveir. Trondh. (Veerbrot).

Vederbyte, n. Veirskifte.

Vederdune (u’), m. Lyd i Luften som af en fjern Torden. Sfj. (Veerdun).

Veder-el, n. Vindstød, Byge. Valders. (Væreel).

vederfast, adj. veirfast, forhindret fra at reise ved Modvind eller Uveir. (veerfast osv.). G.N. vedrfastr.

Vedergard, m. Ring omkring Solen eller Maanen. B. Stift. (Veergar).

Vedergeit, f. Horsegjøg (= Humregauk). Sdm. (Vedegjeit).

Vederglas, n. Veirglas, Barometer.

vederhard, adj. veirhaard, udsat for haardt Veir; om en Søvei, en Gaard osv. Mest i Neutr. Der er vederhardt. (veerhart).

Vederhauk, m. Taarnfalk, see Vindhauk. Gbr. (Værhauk). Ogsaa kaldet Værleik, Hall., Værhellar (Vederhaldar?), Gbr., Værstiller, Smaal. og Væstarr, Tel.

Vederhaar, n. Katteskjæg, Mulebørster (= Veidebuster). Trondh. (Veerhaar). Nærmest til Verbet vedra. Jf. Vederkorn og Veidehaar.

Vederhaatt, m. en vis Beskaffenhed i Veiret (= Vederlag, Vederslag). Trondh.

Vederhol (o’), n. Lufthul.

Vederhovud (o’), n. 1) et Stykke af en Regnbue, s. Vederstuv. Nordl. – 2) Veirsol, Bisol. Sfj. (Vehau).

Vederil (?), m. Veirstreg. Tel. (Vinje). “Han veit ikkje Værilen”: han veed hverken Nord eller Syd.

Vederkast, n. en pludselig paakommen Sygdom. Helg. (Tydelig udtalt). Vel nærmest til Partikelen veder (ee).

Vederkorn (o’), n. Lugteredskab, Næse; ogsaa om Mulebørster (Vederhaar). “Hava godt Værkonn”: have skarp Lugtesands. Tel. Buskr. og fl. I Hall. “Værkødn”. Sv. väderkorn.

Vederkurr, s. Vidkurr.

Vederkvild, f. Stilhed efter en Storm, det at Uveiret for en Tid ophører. Paa Sdm. Vedekvild (e’).

<PB N="911">

Vederlag (e’), n. Veirets Beskaffenhed paa en vis Tid eller i visse Egne. (Veerlag). Om et lignende Ord see veder (ee).

Vederlamb, s. Veder, m.

vederleg, adj. beleilig med Hensyn til Veiret; om Tiden. Hall. (værleg).

Vederleik, m. 1, Lyn, Lynild. Tel. (Vinje) i Formen Veleik; paa Jæd. Veleig, som formodentlig betegner “Veirleg” (jf. Vederljos). I Vinje forekommer ogsaa Verbet “veleike”, dvs. lyne.

Vederleik, m. 2, see Vederhauk.

Vederljos, n. 1) Lynild. Paa Sdm. Vedeljøs (e’); i Tel. Væljos, mindre brugl. – 2) Nordlys; s. Vederlyse.

Vederlyse, n. Nordlys, en flammende Lysning paa den nordlige Himmel. Mest alm. i de vestlige og nordlige Egne: Veerlyse. Ellers: Veerløs og Veerjøs (for Vederljos), Trondh., Værjøske (for Vederljoske), Østl. Ogsaa kaldet Vindlyse eller blot Lyse; Lyse; nogle Steder Brag, Vederbrag, Vindbragd.

Vederlæta, f. Støi, Skraal; megen Snak og Larm. Sdm. i Formen Vedelæte (e’).

Vedermaal (?), n. Gjenlyd, Echo. Tel. og fl. St. i Formen Værmaal; nogle St. Værmaala, f. Synes opfattet som “Luftrøst” og saaledes adskilt fra Dvergmaal.

Vedermerke (kj), n. Veirmærke.

Vedermot (ee), n. et uheldigt Tilfælde, Hindring, Modgang. Sdm. (sjelden), ogsaa i Nordl. Jf. Vederkast.

Vedersbrigd, s. Vederbrigde.

vederskaatt, adj. n. udsat for haardt Veir; om et Sted. Tel. (værskaatt).

Vederskifte, n. Forandring i Veiret. Paa Sdm. Vedeskifte (e’); andre St. Veerskifte o.s.v. Sv. väderskifte.

Vederskjelte, m. Skjælven af en hastig Forkjølelse; ogsaa: Bevægelse, Rystelse, Skræk. Sogn, Sfj. i Formen “Veskjelte” (maaskee Vedskjelte).

Vederslag, n. Veirlig, et vist Slags Veir. (Veerslag).

vedersliten (i’), adj. 1) slidt eller svækket af Vind og Veir; om Bygninger. Indh. og fl. (veersleten). – 2) veirbidt, veirbrændt paa Huden. Gbr.

Vederstarr (Væstarr), s. Vederhauk.

vedersterk, adj. veirhaard (s. vederhard). Tel. (værstærk).

Vederstiller, s. Vederhauk.

Vederstod (oo), f. see Vederstøde.

Vederstova (o’), f. Luften, Himmelen. Hadeland i Formen “Værstugu”. I B. Stift “Storestova”, f. Ex. i den Talemaade: No er Storestova uppskurad: nu er da Himmelen bleven rigtig klar.

Vederstrupe, m. Luftrøret i Halsen. Ork. (Veer-). Sv. väderstrupe.

Vederstuv, m. Regnbue hvoraf kun en liden Deel er synlig. Senjen (Veerstuv). Ellers kaldet “Veerhau” (Vederhovud) og Elhovud. Sv. Dial. värstabbe.

Vederstøde, n. Veirlig, Veirets Beskaffenhed. Tel. (Værstøe). Noget lignende er “Veersto” (Vederstod), f. for Ex. “ei go’ Veersto”, dvs. et stadigt, godt Veir. Trondh. (Opdal).

vederteken, adj. veirbidt; s. vederbiten.

Veder-ur, m. Veirsol; s. Ur.

vedervand, adj. 1) kræsen med Hensyn til Veiret, forsigtig, bange for Uveir. (Sædvanlig veervand). G.N. vedrvandr: – 2) om Vei eller Sø, som kun kan befares i gunstigt Veir. “Der æ veervandt”. Nordl.

vedervis (ii), adj. klog til at forudse Veiret. (veerviis).

Vedfoder, n. Løv eller Bar, som benyttes til Foder. Østl. (Vefoer). Maaskee at opfatte som Vidfoder (i’), dvs. Skovfoder.

Vedføre, n. Tøi, Gods, det som En fører med sig paa en Reise. Shl.

Vedgang, m. Vedgaaelse. (G.N. vidrganga, f.). Sjelden, ligesom vedganga, v.a. vedgaae, tilstaae.

Vedgjerd, f. Vedgjørelse, Forbedring, Istandsættelse. (Vegjær). Oftere Vedgjering, eller Vedgjersla, f.

vedgjeten, s. vidgjeten.

vedgjord, adj. istandsat, forbedret.

Vedhald, n. Vedbliven. (Lidet brugl.).

vedkjennast, v.n. vedkjendes, erkjende (= kjennast ved). – Vedkjensla, f. Vedkjendelse, Erkjendelse. Lidet brugl.

Vedkjenne, n. Feil, Meen, vedvarende Mindelse af en Skade som man engang har faaet. Sdm.

vedkjømeleg, adj. rørende, som vækker Veemod; især om Sang eller Toner. Vald. (Slidre). Jf. G.N. komast vidr: blive rørt.

vedkomande (o’), adj. vedkommende.

Vedkvæde, n. Omkvæd, Ord eller Udtryk som bliver ofte gjentaget. Indh. (Bekvæe, Vikvæ). Isl. vidkvædi. Andre St. Medkvæde (Mækvæ). Jf. Vedstev.

Vedlike, m. 1) Ligemand, Jævnlige. – 2) en lige stor, tilsvarende Deel. Hall. (Velikje). Jf. G.N. vidrlíkr: lignende.

vedra (e’), v.n. (ar), 1) snuse efter noget, trække Veiret til sig for at lugte eller opspore noget. Mest i Formen vera (ee). G.N. vidra. (Af Veder). Jf. vinda. – 2) tumle afsted, løbe blindt hen. Nogle St. veira, Sdm. Jf. Veder, m.

vedrast, v.n. (ast), gaae over til andet el. bedre Veir; klare op, komme til Ro efter et Uveir. Det vedrast uppatter. I Sæt. veirast; i Hall. væras.

vedsetja, v.a. tilskyde, indsætte som Bidrag. Han hadde inkje til aa vedsetja, dvs. intet at gjøre med, ingen Midler. Num. Falder nær sammen med “vedsetja”: indsætte i et Væddemaal; s. Veddset.

<PB N="912">

Vedskaute, m. Tillæg, Forøgelse, Tilskud. Gbr. Jf. Skaute.

Vedstev, n. Mundheld, Talemaade el. Sætning som ofte gjentages med de samme Ord. Sdm. og fl. (Vestæv, Visstæv). I Hall. ogsaa om Vers eller Stropher i en Sang. (Visevedstev).

ved-teken, adj, vedtagen, antagen.

Vedtekt, f. Vedtægt, vedtagen Brug. (Ikke alm.). G.N. vidrtekt: Modtagelse.

Vedtoka (o’), f. Antagelse, Samtykke. Hall. i Formen “Vedtuku”.

ved-vard, adj. deelagtig i, eller bekjendt med noget. Ikkje vera vedvard: ikke lade sig mærke med noget, lade som om man ikke vidste det. Hall. Lyder deels vevart og deels veval (tykt L), ogsaa “vevaland”, for ved-vardande (s. varda). Andre Steder “ve-vært”, omtr. som deeltagende, f. Ex. “han æ like vevært”: han er ligegyldig, lige glad. Hadeland, Gbr. Dette “vært” hører maaskee til vær, adj.

vedvoren (o’), adj. tilbageholden, undseelig, bly. Sdm. Maaskee for vedvorull, af vara: vogte (sig).

Vedvære, n. 1) Nærværelse, Tilstedeværelse. Sdm. – 2) Ophold, Underholdning. Hall. G.N. vidrværi.

Vefloke, m. Vikker, Fugleærter. Namd. (Veeflokje). Jf. Veid.

Veft, m. 1) Islæt, Traad som indslaaes i en Væv. (Modsat Varp). Temmelig alm. Mest udtalt Væft. G.N. veftr; Sv. väft; Eng. weft. – 2) Vinteruld; kort, affaldende Uld (= Ru). Østl. (Sv. Dial. väft). – 3) i Forbindelsen “spinna paa Veft”: spinde til venstre Side. (Modsat: paa Varp). Berg. Trondh. I Nordl. “paa Veftlund”. – I Sammensætn. ofte med “a” (ar), som Veftargarn, n. Traad til Islæt. (Væftaga’n). Veftarlagde, m. en Tot Vinteruld. Hall. Veftarløysa, f. Mangel paa tilstrækkelig Islæt.

vefta, v.a. (ar), forsyne med Islæt. Oftest som Particip, f. Ex. Det var veftat med Lambull: det havde Islæt af Lammeuld. (væfta).

Vefting, f. Islæt (= Veft). Gbr. og fl.

Veftlund, f. see Veft, 3.

Veg (e’), m. 1) Vei, Sti, Bane at gaae el. færdes paa. Gangveg, Køyreveg, Bygdarveg, Landsveg osv. (Jf. Stig, Raas, Rekster). Fleertal tildeels Vegjer (Vegje, Veie), men ellers regelret: Vegar; afvig. Vaga (?), Vaagaa, Indh. I den bestemte Form deels Vegen, deels “Vegjen” (Ve-jen, Veien), ogs. “Veigen”, ligesom “Veig”. (Gbr.). G.N. vegr; Sv. väg. – 2) Gang, Løb; det Strøg hvori noget skrider frem; ogsaa: Spor, Mærker efter Gang. Det syner Vegen etter deim. Rekkja Vegarne (s. rekkja). Leggja i Vegen: reise afsted. Ganga sin Veg: pakke sig. Ganga or Vegen (el. av Vegen): gaae til side, give Plads. Standa i Vegen: staae til Hinder. Det skal ingen Ting vera i Vegen (dvs. til Hinder). – 3) Længde, Afstand, Rum til at gjennemløbe; saaledes ogsaa om Fremgang eller Fremskridt. D’er lang Veg til den Staden. So gjekk det heile Vegen, dvs. heelt igjennem, lige til Enden. D’er so halvt paa Veg: omtrent som i Midten. Nokot paa Vegen: nogenlunde. Paa god Veg: i god Fremgang. Det kjem ingen Veg: det gjør ingen Fremgang. Han er ikkje att paa Veg (“aattpaaveg”): han staar ikke tilbage. (B. Stift). “Att i Vegj’a ette”: bag efter, naar det er forbi. Sdm. – 4) Retning, Linie, Cours. Han veit ikkje kvart han skal taka Vegen (dvs. stævne hen). Ganga rette Vegen: den rette, bestemte Gang. Koma av Vegen; el. paa ein galen Veg. Det var ikkje av Vegen: det var ikke upassende, ikke ubilligt. D’er langt av den Vegen: langt derfra, langt anderledes. – 5) Henseende, Forhold, særskilt Sag eller Anliggende. (Sv. väg). I den Vegen: i den Henseende. I Pengevegen: i Pengesager. I Arbeidsvegen, Matvegen, Klædevegen osv. Jf. Aarveg, Jordveg. – Til Vegar: tilveie, paa Veien. Nogle St. “til Vegs”; i Hall. “te Vegars”.

veg (e’), adv. bort; borte. Egentlig for “i Veg” eller “aa Veg” (jf. burt og kos). Meget brugl. i Berg. Stift og fl., men sædvanlig i en afvigende Form: vekk (ee); ved Bergen ogsaa vekke (ee), dvs. borte ved Bergen ogsaa vekke (ee), dvs. borte (ligt burte). Sjeldnere i Formen veg (e’), som “ga’ veg”: gaa bort; “kaste veg”: kast bort. – Hertil mange Sammensætninger, som: veg-boren (o’): bortbaaren; vegdregen (vekkdregjen); bortdragen; veghavd: bortskaffet; veg-kastande: til at bortkaste; veg-komen: bortkommen; veglaten (el. “vekk-leten”): afhændet; vegsett: bortsat; Veg-taking: Borttagelse: veg-teken: borttagen; veg-tingad: borttinget o.s.v. (sædvanlig med “vekk”).

vega (e’), v.a. og n. (veg, vog, veget), løfte; veie osv. Infin. tildeels væga, vaga, Namd., vaagaa, Indh. Supinum vegje (e’) og veie, ogsaa vigje (vie), Helg.; afvig. voge(t), vogje (o’), Nordre Berg. Imperf. alm. vog (oo), Fl. vogo (voge); en ældre Form vaag forkommer i Tel. for den forældede Betydning: fælde med Vaaben, dræbe. (S. Bugge, Folkeviser p. 18; ellers vog hos Landstad 232, 259, 649). G.N. vega (veg, vá, vegit). – De sædvanlige Betydninger ere ellers. 1) opløfte, drive opad, opveie med Løftestænger (s. Vaag). Vega upp ein Stein: hæve en Steen fra Grunden ved en Løftestang, idet man nedtrykker eller nedtynger Stanger i den yderste Ende. Sv. väga; jf. Ang. vegan, Goth. vigan: bevæge. – 2) veie, udfinde Vægten eller Tyngden af en Ting; dele eller udmaale ved Vægt. Vega paa Vaagskaal; paa <PB N="913"> Bismar. Jf. Vaag og Vegt. – 3) v.n. veie, have en vis Vægt eller Tyngde. Det veg ikkje so myket som det ruvar. Ofte med Vægtens Benævnelse tilføiet. Det vog ei Vaag og fem Merker. – 4) ligge usikkert, i en vaklende Stilling; f. Ex. om en Stok som har for høit Underlag i Midten. Han ligg og veg. (Jf. marvega). Tildeels ogsaa: rave, slingre, have Møie for at holde Ligevægten (balancere).

vega (e’), v.n. (ar), gjøre en Vei, bane, bryde Vei, f. Ex. i Snee. (Sv. väga). Jf. brøyta.

vegande, adj. veielig, som kan veies.

Vegande, n. s. Veginde.

Veg-arbeid, n. Veiarbeide.

Vegbarde, m. Veikant, Brink paa Siden af en Vei. B. Stift, i Formen Vegabare og Vegebar. En anden Benævnelse er Vega(r)bradd, n. Vald. og fl.

Vegemot (oo), n. Veimøde, Sted hvor to eller flere Veie støde sammen. Nogle St. Vegamot. Ogsaa adskilt (med Vega, el. “Vege”, som Genitiv): D’er vidt Vega Mot (Ordsprog), dvs. man kan lettelig træffe en Bekjendt paa et Sted hvor man ikke venter det.

vegen (e’), part. veiet; s. vega. Mest alm. vegjen (og veien); afvig. vigjen (vien), Helg. Indh., og vogjen (o’), Sdm. og fl.

Vegeskil (i’), n. Veiskjel (= Vegskifte). Afvig. Vegnaskil, Sogn (Lærdal), Vegneskil, Tel.

vegfarande, adj. veifarende, reisende.

vegfast, adj. om en Landstrækning, som har en fortløbende eller uafbrudt Vei. Hall. Her er vegfast til øvste Garden.

Vegfyll, f. Jord eller Gruus til Fyldning paa en Vei.

Vegg, m. (Fl. Veggjer), 1, en Væg, Side i en Bygning. Husi standa Vegg i Vegg, dvs. tæt sammen, uden Mellemrum. Røda burt i Veggjerne: tale ufornuftigt, hen i Taaget. D’er reint burt i Veggjom, dvs. reent galt, aldeles urimeligt. Trondh. og fl. (Sv. uppåt väggarne). Veggjanne millom: fra den ene Væg til den anden. Hall. og fl. (Gam. Genitiv). Ellers mest alm. “veggjemillom”.

Vegg, m. 2, en Kile til at kløve med, en liden Træstump som er tilspidset i den ene Ende. Nordre Berg. og fl. (Andre Steder Blegg og Bløyg). Sv. vigg ( i Dial. vägg), D. Vægge, Eng. wedge. Sædvanlig med Fleertal Veggje(r), ligesom det forrige.

Veggfall, n. det tyngste og bedste Korn, som ved Kastningen paa Logulvet falder nærmest mod Væggen. Østl. Ogsaa i Formen Veggjefall. Ellers kaldet Veggjekorn (-konn), Tel., Veggjerand, f. Buskr., og Veggjesnert, m. Romsdal.

veggja, v.a. (ar), tilspidse, tilhugge i Form af en Kile (Vegg, 2). Lidet brugl. undtagen i Particip veggja(d). Sdm.

Veggjeband, n. de øverste Stokke i en Tømmerbygning. Veggjebandsstokk, m. = Stavlægja. Buskr.

Veggjekorn, n. s. Veggfall.

Veggeljus, f. Væggeluus (Cimex). Ogsaa kaldet Veggjetroll, Veggjedyr og fl.

veggjemillom (adv.), fra Væg til Væg; s. Vegg, 1.

Veggjemot (oo), n. 1) Punkt hvor to Vægge støde sammen. 2) Fuge imellem to Stokke i en Væg (= Fella). Hall. Sogn.

Veggjemun (u’), m. Forskjel paa Luften (el. Varmen) indenfor Væggene og udenfor. I Dag er det god Veggjemun: idag er det en god Deel varmere inde end ude. Sdm. og fl.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   205   206   207   208   209   210   211   212   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə