Ivar Aasen Norsk Ordbog


Veggjerand, s. Veggfall. Veggjerune



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə210/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   206   207   208   209   210   211   212   213   ...   221

Veggjerand, s. Veggfall.

Veggjerune (u’), m. Dryp, Vand som rinder ned af Væggen fra Tagen (omtr. som Teledrope). Hall. Isl. veggruni.

Veggjesal, m. Tømmerværket, eller alle fire Vægge i en Træbygning. Tel.

Veggjesmid (i’), m. Træluus, lidet Insekt som gnaver i Væggene med en sagte knitrende Lyd.

Veggjesnert, s. Veggfall.

Veggjesud, f. Fuge i en Tømmervæg. Tel. Andre St. Fella.

Veggslag, n. Fugtighed som slaar igjennem Væggene i Kulde og Uveir.

Veggsprunga, f. Sprække i en Væg. Nogle St. Veggjesprunga.

Veggvid (i’), m. Fjelevæg uden paa en Stavbygning. – veggvida (i’), v.a. (ar), dække med en Fjelevæg, bordklæde. Sdm. og fl.

veghitten, adj. flink til at finde Vei, eller gjenkjende Veien. Ryf. Tel. Nogle Steder veghytten.

Veginde (gj), n. Tværtræ imellem de forreste Ender paa Mederne i en Slæde. Brugt i flere Former: Vegjende (Veiende, Veiend), Sfj. Sdm. Gbr., Viend, Ork., Vegande, Tel., Vegende, Rbg., Veie, Rom. – Et andet Navn er Midvol (Nhl.).

Veging (haardt g), f. Veining; s. vega.

Veglag, n. Veienes Beskaffenhed.

veglaus, adj. veiløs; om en Landstrækning uden ordentlig Vei.

Veglengd, f. Veilængde.

Vegløysa, f. Mangel paa Veie.

Vegmeister, m. Veimester.

Vegmerke (kj), n. Veimærke.

Vegmæling, f. Veimaaling.

Vegn, f. Redskaber, s. Veidn.

Vegner, pl. Vegne, Vedkommende. Kun i visse Forbindelser, som: paa mine Vegner, osv. for min Deel, i mit Sted osv. Mest alm. Vegne. G.N. vegna (som Genitiv Fl.); Sv. vägnar. Synes at høre sammen med Veg; jf. Vegneskil (= Vegeskil); D. allevegne, Sv. vida vägna.

[vegra, v.a. vægre, undslaae (sig).

<PB N="914">

Vegskifte, n. Veiskjel, Sted hvor en Vei deler sig i to eller flere. Nogle Steder Vegeskifte (Vega-). Jf. Vegeskil, Vegemot.

Vegslode (oo), m. Spor efter noget som er slæbt eller draget afsted (= Drog, Laam, Ekkje). Hall. (Vegasloe).

vegspak, adj. d. s. som veghitten. Rbg.

Vegstolpe, m. Stolpe som betegner en vis Afdeling eller Rode paa en Landevei.

Vegstyr, n. Veivæsen; Veienes Anlægning og Vedligeholdelse.

vegsynt (yy), adj. saa beskaffen at man kan see Veiene; om Sted eller Tid, f. Ex. D’er so myrkt, at d’er ikkje vegsynt. Ryf. og flere. Andre St. farsynt.

Vegt, f. 1) Vægt, Tyngde. (Af vega). Mest alm. udtalt Vægt; nogle Steder Vigt. (Sogn, Tel.). G.N. vekt, vætt. Sv. vigt. Hertil Jamvegt, Yvervegt og fl. – 2) en vis bestemt Vægt, nemlig 4 Lispund (1/5 Skippund). Mandal (Vægt). Jf. Vætt. – 3) Redskab at veie med (= Skaalvegt, Pundar, Bismar). Leggja paa Vegti. Jf. Vaag. – 4) Tyngelod, Vægtlod. (Sjelden). – 5) Vigtighed, Betydenhed; Kraft osv. (Mindre brugl.).

Vegtskaal, s. Vaagskaal.

vegtug, adj. 1) vægtig, tung, drøi. 2) vigtig, betydningsfuld. I denne Bemærkelse oftest vigtug (el. vigtig).

vegvandt, adj. n. om et Sted, hvor det er vanskeligt at finde den rette Vei. Her er ikkje vegvandt: her kan man ikke let tage feil af Veien. B. Stift; oftest “vegevant”.

vegvill, adj. forvildet, som ikke kan finde Vei. Lidet brugl.

Vegvisar, m. Veiviser; ogsaa en Viserstøtte ved et Veiskjel.

Vehaud, s. Vederhovud.

Vei, s. Veid. – veia, s. veida.

veia, v.n. (ar), jamre sig med høi Røst, raabe, skrige. Sdm. (Andre Steder eia og øya). Hertil Vei, n. og Veiing, f. Skrig. Jf. G.N. vei: vee!

Veid (?), f. 1) en Vidie (= Vid, f.). Indh. i Formen “Vei”, med Fl. “Veia” (Veidar). – 2) Vikker, Fugleærter (Vicia), maaskee af de vidieformige Slyngtraade i Toppene. Indh.; ogsaa kaldet Veigras. I Namd. Veflokje. (Sv. Dial. viar). Jf. Joe og Skolmegras.

veida, v.a. (er, de), 1) fange, fælde, faae noget Vildt (Dyr, Fugle). Mest brugl. søndenfjelds (i Formen veie). G.N. veida. – 2) v.n. gaae paa Jagt. Nordl. og fl. (veia). Ogsaa: have Lykke til Fangst; være heldig i Fiskerie. B. Stift. “Dæ veide godt”, siges om Redskaber (f. Ex. Garn), ogsaa om noget som bebuder en god Fangst. (Sdm.). Han tykjest hava vel veidt: han er stolt af sin Lykke. Particip veidd: fanget.

Veidd, f. Jagt (= Veiding). Hall. G.N. veidi, veidr. Jf. Veidn.

Veidebust, f. s. Veidehaar.

Veidefang, n. Fangst, Erhvervelse ved Jagt. (Brugt i ældre Skrifter).

Veidehaar, n. Mundskjæg, stive Haar paa Overlæben, saasom paa Katte og lignende Dyr. Hall. og fl. (Veiehaar). Ellers kaldet Veidebuster, Sdm. Nordl. Nogle St. Veerhaar (Vederhaar). Spotviis om Knebelsbarter.

Veidehorn, n. Følehorn, saasom paa Snegle, Insekter eller Krebsdyr. Hard. (Veiehodn).

Veideklo, f. Bagklo eller Spore (paa enkelte Dyrs Fødder). Indh. (Veiklo).

Veidelest, m. en heldig Jæger eller Fisker (ofte ironisk). Sdm.

Veidemann, m. Jæger, Skytter. Hall. og flere. G.N. veidimadr.

veiden, adj. 1) heldig, som har Lykke til Fangst. 2) bekvem, velskikket; om Redskaber. Sdm. Jf. uveiden.

Veideskap, m. 1) Jagt, Dyrefangst. 2) Vildt, fangede Dyr eller Fugle. Østl. Nordl. ogsaa Voss og fl. (Veieskap). G.N. veidiskapr.

Veideskjelte, m. Bæven eller feberagtig Spænding som paakommer En ved at angribe et Dyr. Sogn. (Veie-). I Tel. kaldet Dyreskjelv.

Veideskog, m. Vildbane, Jagtfelt. “Ga’ paa Veieskog”: gaae paa Jagt. Voss. Noget lignende er Veidestig, m. (Søndenfjelds). “Gange paa Veiestig”.

Veidestad, m. Sted som er beleiligt for Jagt. Jf. G.N. veidistöd, f.

Veidestig, s. Veideskog.

Veidetid, f. Jagttid. Lidet brugl.

Veiding, f. Jagt; Fangst. (Veiing).

Veidn, f. 1) Fangst. Hall. Sdm. (Jf. Bjørnveidn). 2) Redskaber til Fangst; især Fiskeredskaber. Sdm. Nogle St. Veign (eller Vegn), som vistnok er et andet Ord.

Veidna, f. 1) Lykke til Fangst (Af veiden). 2) Bekvemhed. Sjeldnere (jf. Uveidna). Sdm. i Formen Veidne.

Veie, s. Veginde og Veigja.

veien, s. vegen. – Veiende, s. Veginde.

veifta, v.n. svifte, svinge; s. veiva.

Veig (f.), i nogle Kvindenavne, som Gudveig, Oddveig, Sigveig, Sølveig (tildeels udtalt “vei”), er et gammelt Ord med usikker Betydning. G.N. veig: Kvinde (Egilsson).

Veigja, f. Saft, Vædske. Mest i Forbind. Tjøreveigja (Tjæresaft). Vald. Gbr. Østerd. i Formen Veie (Kjøruveie). Nærmer sig til G.N. veig: Saft, Drik; imidlertid forekommer ogsaa en anden Form: Væg, m. (Tel.).

Veigras (Vikker), s. Veid.

Veik, m. (Fl. Veikjer), Væge, Lysetraad i en Lampe. (Jf. Rak). Sv. veke; Eng. wick; Holl. wiek. (Afvig. Isl. kveikr). <PB N="915"> I Sammensætn. Veikje, sasom Veikjefilla, f. Linnedklud til Væger. Veikjeløysa, f. Mangel paa Væger. Veikjesev (-sæv), n. Lyse-Siv; s. Sevveik.

veik, adj. veg, svag, kraftløs, ikke tilstrækkelig stærk; saavel om Mennesker som om Ting, f. Ex. Redskaber, Tøi, Traad osv. Meget brugl. Nogle Steder afvig. vøyk. (Voss, Sogn). G.N. veikr; Eng. weak. I Veikliv og Veikrygg har det Begrebet tynd eller bøielig, ligt Sv. vek. Jf. vaak og vekk.

Veika, f. Svaghed. (Sjelden).

veikhendt, adj. svag i Hænderne el. Armene (= handveik).

veikja, v.a. (er, te), slappe, gjøre svagere. Hall. “Veikje paa Tak’e”: modvirke et Greb eller Angreb, saa at det bliver svagere.

Veikja, s. Vækja.

veikleg, adj. svagelig, noget svag el. kraftløs. Nogle St. ogsaa: frugtsommelig. Nhl.

Veikleike, m. Svaghed.

Veikliv, n. Underliv, Bug. Nhl. Nordl. (Sv. veka lifvet).

veikna, v.n. (ar), svækkes, blive svag eller slap; tabe sin Kraft.

Veikning, f. Svækkelse, tiltagende Svaghed.

Veikrygg, m. den nederste eller bageste Deel af Ryggen. Trondh.

veikvoren (o’), adj. noget svag.

veil, adj. 1) hullet, sprukken, ikke ganske heel eller tæt; især om Metal som ikke er fuldkommen sammensmeltet, eller som har en liden Split imellem to sammenfældede Lag. Meget udbredt og maaskee alm. – 2) svag, som har faaet en Feil eller Skade. G.N. veill. D’er mange veile, som kunde vera heile. (Nhl.). Det vil kvar vera heil, og ingen veil: Enhver vil gjerne være fri for Skade. B. Stift.

Veila, f. Sprække, Split, Skjøre; et Punkt hvor Metallet ikke er ganske heelt el. sammensmeltet. Temmelig alm. Afvig. Veil, Solør; Vele (ee), Østerd. Isl. veila. Jf. Føyra (i Træ).

veilast, v.n. (ast), briste, faae Sprækker eller Revner.

veilefri, adj. fuldkommen heel eller tæt, vel sammensmeltet. Hedder ogsaa veilelaus.

Veiling, m. en svag eller sygelig Person. Sogn og fl.

veilutt, adj. fuld af Sprækker eller Rifter (s. Veila). Afvig. veilaatt (Trondh.), veilett’e (Berg.), velette (Østerd.).

Veim, n. Fjas (= Vim). Vald.

veima, v.n. (er, de), 1) fjase, spøge. Vald. 2) bruge forblommede Udtryk, yttre sig dunkelt eller kun halvveis. Solør.

Veimaal, s. Vadmaal.

Vein, eller Veinstraa, saa Kvein.

Veir, s. Veder. – veira, s. vedra.

Veisa, f. Dynd, Slam, opskyllet Jord ved Vandet; ogsaa en Sump, en mudderpøl. Jæd. Siredal, Lister. G.N. veisa; Sv. Dial. vesa, veis.

Veisegras, n. Græsarter som voxe i Muddergrund. Jæd.

Veisejord, f. Sumpjord, Mudderjord.

veisen, adj. svag (= væsen). Ryf.

veist (?), i Forbind. “dæ veist”, dvs. det er uvist (Sdm.); s. veljast.

Veit, s. Veita og Veiter.

veit, v. (veed), s. vita.

veita, v.n. (er, te), hælde til en vis Side, gaae skraat nedad; om Marker; ogsaa: vende i en Retning. Ork. “Dæ veite jamt ne”: gaar jævnt nedad. “Den Sia som veite hit”, dvs. vender hid, imod os. I denne Betydning hedder det paa Sdm. veit (præs.) og visste (imp.), altsaa ligedan som vita (dvs. vide), f. Ex. “Dæ Glas’e so’ veit ned-ette”, dvs. det Vindue som vender til nedre Side. G.N. vita (veit); Sv. vetta (i Dial. veta).

veita, v.a. (er, te), 1) lede i en vis Retning; især om at lede Vand ved Render eller Grøfter. Veita Vatn or Garden: aflede Vand fra Gaardsrummet. Veita Vatn inn paa Aakren: grave Vandingsrender til en Ager. G.N. veita. – 2) yde, give eller skaffe noget. Ndm. Noget usikkert, da det sædvanlig hedder vete eller vette, f. Ex. “E lyt vet ‘an nokke før dæ”: jeg faar give ham noget for det, skaffe ham noget til Gjengjæld. G.N. veita: tildele, skaffe; ogsaa beværte; jf. Veitsla og Varveitsla.

Veita, f. 1) en Rende, en Grøft til Afledning af Vand, f. Ex. paa Siderne af en Vei. Temmelig alm., men tildeels afvigende: Veit, Sogn, Hall. Toten, Solør; Veet, Østerd. G.N. veita og veit. (Et andet Ord er Vreite, Tel., og Reita, Mandal). – 2) et Stræde, Smug, en smal Gade i en By. Mest brugl. i Trondhjem. (G.N. veit). – 3) en langstrakt Fordybning i Søen, en Rende i Havbunden. Sdm. Nordl. Ogsaa ellers om en Fure eller lang Huulning, f. Ex. i Steen el. Træ. B. Stift. Jf. Meit, Skora, Sloka.

Veitebarde (-bare), m. Kanten eller Bredden af en Grøft.

Veitefyll, f. Steen til Fyldning i Grøfterne i en Ager osv.

Veitegravar, m. Grøftegraver.

Veiter (Veitr), n. Faareluus (?), et Slags meget smaa Insekter som opholde sig i Haarene paa visse Huusdyr, saasom paa Køerne. Nordre Berg. Nordl. Ellers i Formen Veit, Sogn, Hall. Tel. Smaal. Tildeels maaskee forvexlet med “Veitt”.

Veiterøyr, n. Vandledningsrør.

Veiting, f. Vandledning; Afgrøftning.

Veitsla, f. Gjæstebud; Beværtning. Berg. Stift, udtalt deels Veitla og Vetla, deels Velsla (Veltle). G.N. veizla (for veitsla), see veita, v.a.

<PB N="916">

Veitt, n. Flueæg (Fluespy). B. Stift. Ogsaa afvig. Vitt (ii), Sogn, og Veter (ee), Hall., Veder (Veedr), Lister. (Let at forvexle med Veiter). – Hertil veitta, v.n. lægge Æg, om Fluer. I Hall. vetre (ee). Veittfluga, f. Spyflue.

Veiv, f. Svingel, Skaft hvormed man svinger eller omdreier noget, f. Ex. en Slibesteen. Nordre Berg. Trondh. Nordl. ogsaa paa Østl. (Rom.). Andre St. Sveiv. (Sv. vef). – Ogsaa en bevægelig Stang at hænge en Lampe paa. (Koleveiv).

veiva, v.n. (ar), 1) svinge, vifte med noget, som med en Stav eller Stang. B. Stift, Nordl. Hedder ogsaa veifta. Sdm. G.N. veifa: svinge. – 2) vende, dreie med en “Veiv”. Østl. (Rom.). – 3) svøbe, vikle omkring (= vevja). Helg.

Veive, m. en vimsende, urolig Person. Tel.

Veiving, f. svingende Bevægelse.

Vek, s. Vik (i’). – Veka, s. Vika.

vekja, s. vekkja og vitja.

Vekja (e’), f. en Vandaare i Jorden, en liden Bæk. Valders (Vang) i Formen Vekjo. Hertil “Vekjodrag”, n. en liden Fordybning mod en Vandaare eller Bæk. Jf. Vok og vekkja, samt G.N. vökvi: Vædske.

vekk (ee), adv. bort; see veg.

vekk (e’), adj. ringe, daarlig, uduelig. Sædvanlig med Negtelse, f. Ex. “han er ikkje vekk’e”: han er ingen Stymper. B. Stift, meget brugl. Vistnok nyere Ord; jf. veik.

vekka, strækkes; s. kvekka.

vekken, hvilken; s. hokken.

vekkja (1), v.a. (vekkjer, vakte), 1) vække af Søvnen, bringe til at vaagne. Imperf. lyder som vakkte og Supin vakkt, forskjelligt fra de langtonede Former af vaka (vaage); dog er denne Bøining ikke ganske almindelig, da det tildeels hedder vekte og vekt (vekkt). G.N. vekja (vakti), af vaka. – 2) figurl. vække til Eftertanke, til Besindelse eller ny Virksomhed; saaledes ogsaa: opfriske, opmuntre. Vekkja Hugen. – 3) yppe, volde, foraarsage; f. Ex. vekkja Strid. Hertil Formen vekkjast, dvs. opkomme, begynde at yttre sig. Det vekkjest uppatter: det begynder paany. – Particip vakt (nogle St. vekt).

vekkja (2), v.a. (er, te), 1) vække, aabne, hugge Hul paa Iis; især udhugge et Løb for Fartøier i iislagt Vand. Brugt i Søbygderne søndenfjelds (ofte i Formen vekke). Sv. väcka. Hører nærmest sammen med Vok. Jf. Isvekkja. – 2) rense eller rydde en Aabning, aabne et tilstoppet Rør. Valders, i Formen vekja (e’). Jf. Vekja (Væk). – 3) bringe til at rinde. Vekkja Blod: stikke eller ridse saa at det bløder. Sjelden; tildels “blodvekkja”. Buskr. og fl. (G.N. vekja).

Vekkja, f. Vækkelse, Vækkemiddel. I Sammensætning som Hungervekkja, Bidlevekkja. Ellers om en liden Bjælde: Stallvekkja, Maalvekkja, Dumvekkja. Nogle St. Vækja (Stallvækja). Ogsaa med Begrebet en Ophugger”, s. Brunnvekkja, Trevekkja.

Vekkjar, m. 1) en Vækker, Paaminder. 2) Iisvækker (s. vekkja, 2). – Vekkjarverk, n. Vækkeruhr. (Oftere Vekkjar-ur, n.).

vekkjeleg, adj. vækkende, gribende, fyndig; om Tale. Ogsaa i Formen vekkjande.

Vekkjing, f. Vækkelse; ogsaa Iisvækning. Ofte i en anden Form: Vekkjelse, n. om aandelig Opvækkelse.

vekla, v.n. (ar), tage eller holde noget løselig, være skjødesløs, doven. Hall.

veklen, adj. svag (= veikleg). Snaasen.

veksa, v.n. (veks, voks, vakset), voxe. (Maaskee rettere vegsa). Bøiningen lidt forskjellig. Inf. tildeels vaksa (vakse, Tel.). Imperf. mest alm. voks (o’), men nogle St. vaks, Hard. og fl. Supinum deels vakse, deels vokse, ogsaa vukse, Gbr. (Jf. vaksen). G.N. vaxa (vex, [v]óx, vaxit). – Betydning: 1) blive større, tiltage i Omfang; om levende Skabninger og ligesaa om Planter, Haar, Fjæder osv. – 2) groe, komme op, trives paa et Sted. Eit Gras som veks i Leirjord. Det veks inkje Korn so høgt. Der veks ingen Skog. – 3) stige, tiltage i Masse, f. Ex. om en Vandstrøm; ogsaa formeres, forøges, om en Hob eller Mængde, f. Ex. en Familie. – Veksa seg væn (el. fager): blive vakrere ved at voxe. (Modsat: veksa seg stygg). Veksa paa: tiltage med Alderen; om en Legemsfeil. Modsat: veksa av (eller utav), aftage med Alderen. Veksa til: forøges, formere sig. Jf. Vaks og Vokster.

veksande, adj. voxende, tiltagende. Nogle St. vaksande. I veksande Maane: i tiltagende Maane. (Modsat: tverrande, minkande). “I vaksande Maane”, Gbr. Sdm. (hvor Verbet hedder “vekse”).

Veksing, f. Opvæxt (= Vokster).

Veksl, n. Kilde; s. Vesl, Vermsl.

veksla, v.a. (ar), vexle, ombytte Penge. Jf. vikla og versla. G.N. vixla: skifte.

Veksne (Plovjern), s. Vangsne.

Vekster, s. Vokster.

Vekstring, m. En som er i Opvæxten, en yngling. Smaal. og fl.

Vekstø, s. Vikstev. Vekvæ, s. Vedkvæde.

vel, adv. vel, godt. Sædvanlig udtalt “væl” (med langt æ); sjelden vel (e’). G.N. vel, ogsaa val (vál?); Ang. vel, Ght. wela, Goth. vaila. Ligningsformerne kunne tildeels hedde velare (vælar) og velaste, men ombyttes sædvanlig med beter (betre) og best. – Ordet bruges meget og med flere Forandringer i betydningen, saaledes: 1) godt, heldigt, efter Ønske. Ganga vel; standa vel til; liva vel osv. Det var ikkje so vel. Giv det var so vel. Halde upp no, medan <PB N="917"> vel er, dvs. medens det endnu staar vel til. Me faa no gjera det, skal vel vera, dvs. hvis det skal gaae godt. – 2) gunstigt, med Godhed, med Velvillie. Han likar det vel; tykjer vel um det. Dei vilde meg vel. Laata vel: yttre sin Tilfredshed, rose noget. Gjera vel: gjøre en Velgjerning. Gjer so vel: vær saa god. Han gjerer vel, som vil hava det, dvs. han vinder ikke noget ved det, han faar liden Fornøielse deraf. – 3) Omhyggeligt, med Flid; ogsaa: rigtigt, i god Orden. Sjaa vel etter; leita vel; reinska vel. Han gjerer det baade snart og vel. Det var vel lagat o.s.v. – 4) nøie, tydelig, grandt. Eg saag det vel. Me høyrde vel kvart eit Ord. Han veit det rettelege vel. – 5) rigelig, ret tilstrækkelig, ikke knapt. Mæla vel: maale drøit. Det var vel eit Hundrad. D’er lika stort og vel det, dvs. hellere større end mindre. (Paa Østl. siges “vel sa dæ”). – Ogsaa: lidt mere end passende, f. Ex. Det var vel myket, dvs. næsten for meget. – 6) godt, mageligt, uden Uleilighed. Dei kunde vel hava gjort det. Det maa han vel, dvs. det kan han gjerne gjøre. Jf. Lika vel: alligevel. So vel no som fyrr o.s.v. – 7) nok, vistnok, rimeligviis. Det er vel so. Det kann vel henda. I denne Betydning faar Ordet en svagere Betoning, saa at Meningen allerede derved er antydet. F. Ex. han var vel trøytt, dvs. han var formodentlig træt. Derimod (med Tonen paa “vel”): han var vel trøytt, dvs. han var meget træt, eller ret for Alvor træt. – Af sjeldnere Talemaader mærkes: Det var vel, dvs. det mangler nok ikke; det skulde jeg mene. (Tel.). Vel vere honom, dvs. vel bekomme ham, eller omtr. som: Hil være ham. Sdm. (Brugt i Spøg, som naar man nævner en Fabelhelt eller meget omsnakket Person). Vel var du (i Fl. Vel voro de), er i de valderske Folkesagn en Hilsen til Ellefolk eller Vætter.

Vel (ee), f. Redskaber, saasom til Fiskerie. “Sjøveel”. Sfj. Andre Steder afvigende: Vøler, pl. Hard. Ryf. (Andre St. Velde). G.N. vél, f. Maskine, eller deslige. Jf. Vela.

vel (e’), vælger; s. velja.

vela (ee), v.n. og a. (ar), 1) opstille Snarer eller Fælder for Dyr. Tel. Ogsaa: besnære, overliste, narre. Hall. og fl. G.N. véla. – 2) lokke, drage, tiltrække. Rbg. Norske Viser og Stev, S. 117). Ellers med Begrebet: kjæle for nogen, smigre, courtisere. “Han gjekk aa vela’ mæ’ henne”. B. Stift, Tel. – 3) vakle, være tvivlraadig; ogsaa: forvilde sig, gaae vild. Smaal.

vela (ee), v.a. (er, te), pynte osv. s. vøla.

Vela (ee), f. List, Puds, Paafund. Hall. Ofte i Fleertal (Velor, “Velu”), om Kunster som anvendes for at fange Dyr, m. m. (Jf. Vel). I Tel. tildeels afvig. “Veile” (Landstad 670). G.N. vél, f. Ang. víle; jf. Eng. wile, guile, beguile.

Velar (ee), m. En som let bliver raadvild (s. vela, 3). Smaal.

velbergad, adj. vel bjerget; ogsaa: vel tjent med noget. (vælberga).

velbudd (uu), adj. vel forsynet.

veld (volder), s. valda.

Velde, n. 1) Vælde, Magt, Raadighed (= Vald); tildeels ogsaa: storartet Kraft, Storhed. Hava litet Velde: have lidet at sige, liden Indflydelse. G.N. veldi. – 2) Leilighed til at bruge sine Kræfter. Taka Veldet fraa nokon: gribe En saaledes at han ikke kan hjælpe sig selv, f. Ex. ved at holde ham over Armene. Han tok Veldet fraa meg. Ork. Nordl. – 3) Redskaber til en vis Bedrift, saasom Fiskerie. Hard. Nhl. Shl. Ryf. Nogle St. Velle; ellers Vel (ee) og Vøler.

veldug, adj. vældig, mægtig. Lidet brugl.

Vele (ee), n. Stjert, Hale paa en Fugl. B. Stift, Tel. og fl. Afvig. Vile (i’) el. Ville, Nordl. (Lof.), og Vyle (y’), Sdm. I Sætersd. Vele ogsaa om Halen paa Fisk (= Spord). Isl. véli og vél, n. (Stjert). Jf. T. Wedel. Andre Navne ere Stert, Styv, Styl.

Veleik, Lyn; s. Vederleik.

Velende (ee), n. Svælg, Madpibe, Spiserøret i Halsen. Sogn, Gbr. og fl. Ellers Vælende (Vælend), Ork., Væland, Indh., og Volende (o’), Sfj. Sdm. Helg. Afvig. Væle, m. (Vælen). Hall. Tel. Nedenæs; ogsaa Vælenden, Tel., Vælaren, Hall., Vaile(n), Valders, Viljan, Smaal. G.N. vélindi, n. Sv. Dial. välände (väløe, våla, vailunde).

Velfar, n. Afskeed, eller det at man tager Afsked (nemlig med Ordene: Far vel). Jæd. og fl. – Velfarskaal, f. Afskedsskaal. (Nogle St. især en Skaal at drikke naar et Lig bæres ud af Huset). Sæt.

velfaren, adj. heldig, vel hjulpen.

Velferd, f. 1) Velfærd, Lykke. (Mest alm. Vælfær). – 2) Næring, Opholdsmidler; især om Kornet eller Jordens Afgrøde.

velflidd, adj. vel behandlet eller lavet.

Velgang, m. Velgaaende.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   206   207   208   209   210   211   212   213   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə