Ivar Aasen Norsk Ordbog


Verd, m. Maaltid, Mad. Kun sammensat som Morgonverd, Aftansverd, Kveldverd, Nattverd. Lyder som Vær



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə212/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   208   209   210   211   212   213   214   215   ...   221

Verd, m. Maaltid, Mad. Kun sammensat som Morgonverd, Aftansverd, Kveldverd, Nattverd. Lyder som Vær (Væl) og gaar tildeels over til Vor (Vool), som ogsaa betegner en Portion, s. Vord. G.N. verdr. – Verd skulde ogsaa betegne: Vært (Huusholder), men dette hedder her overalt Vert.

verd, adj. værd, som har Værd eller gjælder for noget; ogsaa: værdig, som fortjener noget. Mest alm. vær, vær’e; afvig. var, el. val (med tykt L), Namd. Helg. G.N. verdr. Jf. Verd (n.), Verde og vyrda. Ofte med et Objekt (i Akkus.). Han er verd Pengarne sine. D’er ikkje Umaken verdt. Jf. Nokot annat var han verd, dvs. noget ganske andet fortjente han. D’er ikkje verdt: det behøves ikke; ogsaa: det er ikke noget at befatte sig med. I Namd. “D’æ int vart” el. “vatt”.

verda, v.n. (verd, vardt, vordet), at vorde. Har mange Afvigelser, da Lyden “d” tildeels gaar over til “t”, og tildeels bortfalder. Inf. hedder mest alm. verta og verte (med reent aabent e’, ikke æ); ellers ogsaa: vare, Sæt., varta, Shl. Ryf., og vetta, Hard. Præsens sædvanlig vert (e’), vert’e, men i visse Tilfælde: ver’e, var’e (Sæt.), var el. val med tykt L (Indh.). Imperf. alm. vart (vardt, i Lighed med “galdt” af gjelda, “heldt” af halda); Fleert. vordo (o’), vorto, Hall. Vald., vorte, Nhl. Voss, vurte Sdm. (sjelden). Konj. vyrte (y’), Sæt. (for vyrde), andre St. vorte (o’). Supinum vordet (o’) lyder mest alm. vorte (o’), nogle St. vurte (Gbr.), men sjelden vore el. vole (oo). Jf. vorden. G.N. verda (verd, vard, vordit, el. ordit); jf. Sv. varda (vardt), Dansk vorde (fordum varde); Ang. veorðan, Ght. werdan, Goth. vairþan. Paa nogle Steder ombyttes Ordet gjerne med “bli” (s. bliva); i det Søndenfjeldske bruges tildeels kun “bli” i Præsens, men dog “vardt” i Imperfektum. – Betydning: 1) blive, komme til at være; hænde, skee. Det skuld verda, men det vardt ikkje. D’er uvist, naar det verd. Det vardt so, at han fekk det. – Undertiden med Dativ, i Betydningen: hænde, paakomme, tilstøde. Um det skulde verda honom nokot: om noget ondt skulde hænde ham. Eg veit ikkje kvat som vardt Guten (Gut’a): hvad der tilstødte Drengen. – 2) forblive, skulle være, el. komme til at blive. Tildeels med afvigende Form: Præs. “ver’e” (i B. Stift); i Sæt. “var’e”. “Han ver’ ikkje lengje her”. “Ver’e du heime i Kveld?” “Han ver’ ikkje berga(d) med di”. “Dæ ver’e verre ein annen Gaang”. (Sdm.). “Dæ var’e so, som dæ er”. (Sæt.). – 3) komme til at, faae at (gjøre), maa, nødes til. (Med et Verbum i Infinitiv). Indh. i Formen “var” eller “val” (tykt L), men med Imperf. vart. “Æg val vel gang’”: jeg kommer nok til at gaae. “Du val staa upp no”. “Han val vel faa dæ”. “Æg val hjølp ‘om” (dvs. jeg faar nok hjælpe ham). “Æg vart hjølp om”. (Imperf.). “Dæ vart so vaaraa” (= det laut so vera). “Æg vart i Veg” (dvs. jeg maatte i Veien). Jf. ljota. – 4) blive noget. Med Subst. (i lige Stilling som ved “vera”). Verda Mann, Husbonde, Formann osv. Han vardt Erving til Godset. Det vardt eit Hundrad. Saaledes ogsaa: Det verd Regn. Det vardt ein Storm. Det vardt Staak o.s.v. – 5) blive beskaffen, forbunden med en vis Egenskab. (Med Adj.). Verda stor, sterk, rik osv. Det vardt langt, stridt, tungt. Han vardt sitjande o.s.v. Saaledes ogsaa med et passivt Particip, i hvilket Tilfælde de forbundne Ord danne en Passivform, f. Ex. verda dømd: dømmes; verda halden: <PB N="923"> holdes; verda avgløymd: forglemmes. – Ellers brugt i Forbindelse med visse Partikler, saasom: verda av, dvs. blive af. Det vardt ikkje av: der blev ikke noget af det; det slog feil. Eg veit ikkje kvar det vardt av honom, dvs. hvor det blev af ham, hvor han kom hen. Verda av med: blive af med, blive kvit. Verda etter: blive efter (som Udbytte); f. Ex. Det vardt so litet etter di: der kom kun lidet ud af det. Verda fyre: blive udsat for, træffe; ogsaa mærke eller fornemme (noget ondt); f. Ex. Eg var der lenge, og eg vardt ikkje fyre nokon Ufred. Verda til: blive til, komme frem. Verda upp-i: gaae over til, forandres til. Isen verd upp i Vatn: bliver til Vand. – Verda utav: blive af; komme hen (= verda av). Verda ved: komme i Bevægelse; blive til Mode; jf. verda illa ved, illt ved, daatt ved.

Verddage (?), m. Værdie, Værd. Forekommer i Gbr. (Lom) i Formen “Værdaagaa”, pl., som synes at være Verddagar.

Verde, n. Værdie, Værd ( Valuta); Eiendeel som har et vist Værd, eller gjælder for et vist Beløb. Søndre Berg. og fl. i Formen Være (jf. Verd). Mest i Sammensætning, som Øykjeverde, dvs. Værdie for en Hest (Øyk). Jf. Kuverde, Gardverde, Jordverde; Dalarverde, Ortarverde. Ogsa i en anden Form Vyrde (y’) eller “Vyre” (Øykjevyre, Kuvyre, Dalevyre). Sdm. og fl. Isl. virdi; Sv. värde. (Jf. Halvverde). – Til Verde hører vel ogsaa “Være” i Betydningen: Forfatning, Tilstand; f. Ex. “Da fekk vera i da Være so(m) da va”: man maatte lade det blive som det nu engang var. Nhl.

verdig (og verdug), adj. værdig, som fortjener eller ansees som fortjent til noget. Tildeels tydelig udtalt (værdig), især i Sammensætning som: truverdig, merkverdig, rosverdig. Ellers som: værig (værig’e) og værug, væraug, ogsaa varug eller valug (med tykt L), Indh. G.N. verdugr. (Jf. verd). Paa nogle Steder betegner “værau” ogsaa selvgod eller fordringsfuld (s. velverdug). Om en anden Betydning see værug.

Verding, f. Vorden, Tilblivelse. Hedder sædvanlig Verting (e’); s. verda.

verdlaus, adj. værdløs, som har intet Værd. (Mest almindl. værlaus). Verdløysa, f. Værdløshed.

Verdleike, m. Fortjeneste (= Verdskap).

Verdsetning, f. Vurdering. Lidet brugl.

Verdskap, m. Værd, Betydenhed; ogsa: Berettigelse, Fortjeneste. Ikke alm.

Verdskyld, f. Værdskyld, Fortjeneste. G.N. verdskyldan.

verdsleg, adj. verdslig, timelig, jordisk. Nyere Form (lig barnsleg, umagsleg, aalvorsleg og fl.). Jf. G.N. veraldlegr.

verdug, s. verdig.

Vere (e’), m. Insekt-Larve (Bremselarve), som udvikler sig i Huden paa Køer eller andre Dyr; ogsaa Hul eller Knort i Huden, foraarsaget af en saadan Larve. Maaskee alm. Nogle St. Vera (m.), el. Væra, Solør og fl., ogsaa Vaaraa (m.), Indh. Ellers ogsaa som Hunkjønsord (Vera, f.) overgaaet til Vuru, Ork. Stjord. I Østerd. Vurumark (d.e. Veremakk). Sv. Dial. vare, verna, f.; i danske Dial. Væne, Værne; Nt. Ween; Eng. Dial. wornil, warble. (Jf. Korma). Hertil Verehol (o’), n. Hul i Huden efter en “Vere”. Verekul (uu), m. Knort paa Huden. verutt (e’), adj. hullet eller knortet af larver (om Hud).

Verestad, m. Blivested. S. Værstad.

Verfader, m. Svigerfader, Mands eller Kones Fader. Alm. “Værfar”. G.N. verfadir.

Verforeldre, n. Svigerforældre.

Verg, m. 1) den forreste Støtte eller Opstander i en Plov. Vald. Smaal. (Værj). Formodentlig for Dverg. – 2) en liden og tyk Karl. Smaal. Jf. Dverg.

Vergstein, s. Dvergstein.

Verhaar (ee), s. Vederhaar.

Vering (e’), f. Væren; Forbliven paa et Sted osv. Af vera.

Veris (ee), s. Vidis.

verja, v.a. (ver, varde, vart), 1) værge, forsvare mod Angreb. Præsens lyder alm. “vær” (sjelden vær’e). Imperf. paa nogle St. “vare” (for varde). G.N. verja (ver, vardi); Sv. värja. – 2) frede, holde fri (= varna). Verja Engi. Num. (I Tinn: vørjaa). Ogsaa: vogte, bevogte (Kreature). Buskr. Jf. varda (varta). – 3) dække, beskytte, skjule, saasom for Vind el. Uveir. Det ver so godt fyre Vinden. B. Stift. Ordet har fordum havt flere Betydninger, som bedække, omgive; anvende, anbringe. Beslægtede ere: Var (Vær), Vara, Vare, Vord, varda. – Particip vard.

Verja, f. 1) Værge, Vaaben; noget at værge sig med. Nogle St. Verju. – 2) Varetægt, Forvaring. Hava ein Ting i si Verja. (Mindre brugl.). G.N. verja. – 3) en Værge, Forsvarer; ogsaa Forstander. Hertil Lagverja, Landverja, Kyrkjeverja. Afvigende: Soleverja (Mellemsaale), Torvaldsverja (s. Torvvol). Mere mærkelig er Ordets Brug i: Gangverja, dvs. Klædning; jf. Goth. vasjan: at klæde.

Verjar, m. en Forsvarer; Vogter.

verjast, v.n. blues, undsee sig ved noget. Østerd. (verjes).

verjelaus, adj. vaabenløs, værgeløs; ogsaa: blottet, forsvarsløs.

Verjeløysa, f. Værgeløshed.

Verjemaal, n. Forsvar i en Sag; ogsaa Værgemaal, Formynderskab.

Verje-onder (Verjaander), f. Ski el. Sneesaale <PB N="924"> som er beklædt med Reenkalveskind for ikke at glide tilbage ved Opgang i Bakkerne. Helg.

Verk, n. 1) Værk, Gjerning, Arbeide. Alm. udtalt “Værk”. G.N. verk. Koma i Verk: komme i Gang, til Udførelse. Taka Viljen fyre Verket: see mere paa Villien end paa Udførelsen. – 2) et af de store Arbeider paa Markerne (= Vinna, Onn); saaledes især om Pløiningen. Rbg. Fyre Verket: forud for Pløiningstiden. Millom Verkom: imellem Pløiningen og Høslætten. Paa Voss “myllo Verka” (Genitiv). – 3) et Værk, et fuldført Arbeide; noget som er gjort eller tilvirket. Saaledes Treverk, Murverk, Togverk og fl. – 4) Maskine, Drivverk, kunstig Indretning. (Hjulverk, Slagverk, Stampeverk osv.). – 5) Fabrik, Tilvirkningssted. (Glasverk, Tiglverk, Saltverk osv.). – 6) et Bjergværk. (Jarnverk, Koparverk, Sylvverk og fl.).

Verk, m. (Fl. Verkjer), 1) Smerte, Pine. (Alm. Værk). G.N. verkr, Sv. värk. Figurlig: Ængstelse, Bekymring (jf. Hugverk). Fleertal Verkjer betegner især: Efterveer, Smerter efter en Barnefødsel. Ho var laak utav Verkjom. (B. Stift). – 2) en Byld, Svulst, Hævelse. Tel. Buskr. Andre St. Svoll, Kaun, Bolde. Hertil Verkfinger, m. en bullen Finger. Tel. – 3) Voer, Materie i Bylder og Saar. Østl. Ellers kaldet Vaag.

verka, v.a. og n. (ar), 1) virke, tilvirke, forarbeide. (Alm. værka). Verka Hamp: tilvirke Hamp. Verka Fisk: opskjære og rense Fisk (som skal nedsaltes). Paa Østl. bruges verka ogsaa om at rense og beskjære Hestens Hover (Sv. verka, afverka). – 2) udvirke, udbringe ved en Bearbeidelse; især om at udtrække Saft eller Vædske, f. Ex. verka Vyrter or Maltet. Oftest med “ut”; hertil ut-verkad, part. – 3) bevirke, foraarsage, lede til. (Mindre brugl.). – 4) v.n. virke, gjøre Virkning, f. Ex. om Lægemidler. (Sv. verka). – 5) arbeide, bestræbe sig for noget. G.N. verka.

Verkar, m. En som tilvirker eller bearbeider noget; f. Ex. Fiskeverkar.

verkast, v.n. blive udvirket eller udnyttet, tabe sin Kraft. Det verkast ut. (F. Ex. om Malt). S. verka, 2.

verkbroten (o’), adj. værkbrudden.

Verke (kj), n. Materiale; s. Vyrke.

Verkejarn, n. Hovkniv, Jern at rense Hestens Hover med (s. verka). Østl. (Værkejenn). Sv. verkjern.

Verken (Værk’n), n. Hvergarn; tyndt uldent (eller halvuldent) Tøi. Østl. Sv. Dial. värken (Rietz 814).

Verkflaga, f. et Anfald af Smerte (Verk, m.). Nogle St. Verkrid, f.

Verkfolk, n. Arbeidsfolk (især ved en Fabrik eller et Bjergværk).

verkfull, adj. smertefuld.

verkfør, adj. arbeidsfør. Lidet brugl.

Verking, f. Tilvirkning (af verka); ogsaa Virkning; jf. Verknad.

verkja, v.n. (er, te), 1) smerte, gjøre ondt. Ofte upersonligt, f. Ex. Det verkjer i Foten. Alm. værkje(r). Imperf. lyder sædvanlig værrte (for verkte) og Supin. værrt. G.N. verkja (virkja); Sv. värka. – 2) føle Smerte, lidt ondt, pines. Ogsaa figurlig: ængstes, plages af Bekymring. Eg gjekk og verkte fyre det lenge. Jf. Ordsproget: D’er betre aa verkja i Handi en i Hugen, dvs. det er bedre at anstrenge sig haardt end at angre paa en Forsømmelse.

verkjande, adj. lidende af Smerte.

verklaus, adj. fri for Smerte.

verkleg, adj. virkelig. (Nyere Ord).

Verkmann, m. Arbeidsmand; især Arbeider ved et Værk; s. Verkfolk.

Verknad, m. Virkning; Tilvirkning. Hedder ogsa Verkning, f. især i Betydning af Virkninger eller Følger.

verksam, adj. virksom. Lidet brugl.

Verkstad, m. Værksted; Fabrik.

Ver-kvild (ee), s. Vederkvild.

Verkty, n. Værktøi, Redskaber.

Verlyse (ee), s. Vederlyse.

verma, v.a. (er, de), varme, gjøre varm. (Sædvanlig med “æ”: værma). Nogle St. varma. G.N. verma. Betegner ogsaa: ruge, ligge paa Æg (= bræda, klekkja). Gbr. Particip: vermd. Som v.n. vermast, dvs. blive varm. “Dæ hadde vermst”. Hall. og fl.

Vermde, m. s. Varme og Vermsl.

Verme, m. 1) Ild (betragtet som varmende). Søndre Berg. Hall. og fl. Nogle Steder Vørme; ogsaa i Formen Varme, Tel. Østl. (Saaledes: “gjera upp Varme”, dvs. tænde Ild). Jf. Ljos. Han skyr korkje Vatn elder Verme (hverken Vand eller Ild). Hall. – 2) Varme, Hede. Ogsaa i Formerne Vermde, Værde; Varmde, Varde (s. Varme). G.N. vermi.

Vermedrykk, m. varmende Drik.

Vermeglod, f. brændende Glød. Østl.

Vermekraft, f. varmende Kraft.

Verming, f. Opvarmelse.

Vermoder, f. Svigermoder. (Alm. Værmor). S. Ver. G.N. vermódir.

Vermsl, n. en Kilde som ikke tilfryser om Vinteren. Valders. Afvigende: Vemsla og Versla, f., see Tidvermsla. I Valders ogsaa Vermde, m. om et Hul i Isen over en Kilde. Ellers i Formen Versl, n. om en opspringende Kilde. Sfj. Nfj. I Ork. Vesl (Velsl), eller Kaldvesl. Paa Sdm. tildels Veksl, n. G.N. vermsl, n. Isl. versl, vesl; Sv. Dial. värmsla, värsla, väsle, f. (Rietz 797). Jf. Kjelda.

Vern, f. Værn, Forsvar, Beskyttelse (af verja). Ikke meget brugl. (udtalt Værn). <PB N="925"> G.N. vernd og vörn (g. varnar).

verna, v.a. (ar), værne, frede, beskytte. Lidet brugl, s. varna. G.N. verna, vernda. – Verning, f. Fredning, Omværning.

Verp, n. en Steenhob som er sammenkastet til Mærke eller til Minde om en Begivenhed paa Stedet; egentl. et Kast. Tel. I Vald. Varp. Andre Steder Kast. (Jf. Landstad 722).

verpa, v.a. og n. (verp, varp, vorpet), 1) kaste. G.N. verpa (varp). I denne Betydning vistnok sjelden, da det sædvanlig gaar over til varpa (ar). Jf. Varp og Verpe. – 2) lægge Æg, yngle; om Fuglene. Alm. (Altid med e’, ikke æ). Imperf. hedder tildeels vorp (o’). G.N. verpa; Sv. värpa.

Verpe, n. et bekvemt Sted til at udsætte Fiskevod (Laxevod); et Sted hvor Voddet kan nedlægges i Søen og bevogtes fra et Stillads paa Stranden (s. Gilja) for strax at trækkes op, naar Fisken viser sig over Voddet. B. Stift. Ellers kaldet Varpa, f. Helg. og Vorpa (Vorp), Trondh.

Verpetid, f. den Tid da Fuglene lægge Æg.

Verping, f. Æglægning.

verr, adv. værre, ilde i høiere Grad. Mest alm. verre (værr’e), ligt Adj. Superl. verst (vesst). G.N. verr, verst.

verrast, v.n. (ast), forværres, blive værre. (Oftere versna, vesna).

verre, adj. værre, slettere. (Brugt som Komparativ til vond og ill). Sædvanlig betonet “værr’e” (ligesom Adverbium). G.N. verri (Ght. wirs, Goth. vairs). Jf. versna, verst.

Vers, n. Vers; Strophe i en Sang. G.N. vers, af Lat. versus. Jf. Vend.

versa, v.a. (ar), egentl. sætte i Vers (G.N. versa); sætte Versene eller Stropherne i den rette Orden (i en Sang som man skal synge udenad). B. Stift. Eg trur, eg kann Visa; men eg kann ikkje versa henne (dvs. mindes Versenes rette Orden). Versa rangt (raangt): synge det først, som skulde være sidst.

Verskifte (ee), s. Vederskifte.

Versl, n. Kilde (= Vermsl). Sfj. Nfj.

versla, v.a. (ar), vexle, ombytte Penge. Tildeels i B. Stift, ogsaa i Nordl. (værsla). Nogle St. vesla (som ogsaa kan være veksla). Paa Voss: varsla. (Jf. G.N. verja: anbringe, omsætte). Hertil formodentlig “Vetla”, f. en Bankseddel. (Brugl. ved Mandal). Isl. verzlan: Handel; verzla, v. drive Handel.

versna, v.n. (ar), foværres, blive værre. Tildeels meget brugl., men lyder oftest som vessna; nogle St. væsna. (Modsat besna, batna). G.N. versna, ogsaa vesna.

Versning (Vesning), f. Forværrelse.

verst, adv. værst (s. verr). Mest alm. “vest” (vesst), tildeels “væst”.

verst, adj. værst; slemmest, ubehageligst. Verste Taket: det haardeste Angreb. Mest alm. veste (vesste).

Versyster (Vær-), f. Svigerinde, Mandens eller Konens Søster. – Versystermann, m. en Svingerindes Mand. – Versystkin (kj), n. Mands eller Kones Søskende. (Sjeldnere). S. Ver.

Vert, m. Vært, Huusvært; Beværter. Lyder alm. “Vært”, men skulde vel egentl. hedde Verd, ligt Sv. värd (jf. Ght. wirt, Goth. vairdus). – Vertshus, n. Værtshuus, Beværtningssted. (Lyder alm. Værshus). Jf. Værskap (som maaskee ogsaa hører hertil). – Et sjeldnere Ord er Verta, f. Værtinde. (B. Stift).

verta (e’), v. blive; s. verda.

Verv, n. Værft, Skibsværft. Sv. varf; Holl. werf, T. Werft.

[verva, v.a. hverve. Af T. werben.

vervand (ee), s. vedervand.

Vervel, s. Kvervel og Fivrelde.

vesall, adj. 1) liden spæd, tynd. Hard. Nhl. “Ein vesall’e Mole (o’)”: et lidet Stykke. (Femin. vesoll, Hard.). Mere udbredt i den bestemte Form: vesle (Østl.), f. Ex. Vesle-Guten: den lille Dreng. Nogle Steder vetle (veltle). – 2) svag, veg, skrøbelig. I Nordre Berg. visall’e (i’). “Han va’ ikkje visall i Fingraa”. – 3) uheldig, ulykkelig. Sjelden, saasom i Udtrykket “vesall vøre deg”, omtrent som: du skulde have en Ulykke. Jæd. I Tel. tildels vesaal, og paa enkelte Steder vesæl (dvs. ulykkelig). G.N. vesall og vesæll: ussel, ulykkelig. Jf. usæl (og ussel). – I Fleertal hedder det deels vesalle, deels vesle (e’); i den bestemte Form sædvanlig vesle (s. ovenfor); saaledes Veslefingren: Lillefingeren; Vesletaai: Lilletaaen; ligesaa Veslebarnet: det mindste Barn, o.s.v. – Superl. veslaste bruges tildeels i Stedet for verst, dvs. værst, slemmest, uheldigst. Tel. Jf. Vesold.

Vesalldom, m. Svaghed, Skrøbelighed; ogsaa om en daarlig eller skrøbelig Ting.

Vesallelid (i’), m. Haandled (= Handlid, Uvlid). Sfj. Sdm. Nogle St. Visalleliden; ogsaa “Vasalleleen”. Sdm. (Norddalen).

Vesallmann, m. en Stakkel, uheldig Person. Tel. (Vesaalmann). Jf. G.N. vesalmenni.

Vesallskap, m. Skrøbelighed osv.

vesken, adj. smagløs, for lidet saltet; om Mad; ogsaa om En, som føler Vammelhed eller Afsmag i Munden og lyster efter noget som er salt. Nhl. i Formen veskjen. (Maaskee væsken). Jf. vessa.

Veskjelte, s. Vederskjelte.

Vesl, n. Kilde; s. Vermsl.

vesla, v.a. (ar), formindske, forøde. Tel. (Raudland). Vesla nokot burt: bortødsle noget. Ogsaa i Formen veslast, v.n. formindskes, <PB N="926"> forringes. (G.N. veslast). Af vesall. Om et andet vesla see versla.

veslaste og vesle, s. vesall.

Vesling, m. en Stakkel, En som er liden og svag af Kræfter. Nhl. Hard. Ogsaa i Formen Vetlingje. (Hard.). G.N. veslingr. (Af vesall).

Veslingar, pl. Smaadele, smaa Portioner. Hall. I Veslingo(m): i smaat, lidt ad Gangen.

veslo, adj. lettelig, snart, maaskee. “Dæ kann veslo hende”. Hall. (Hoel).

vesna, forværres; s. versna.

Vesold, f. Svaghed, Skrøbelighed; ogsaa: Armod, Usselhed, daarlig Tilstand. Hard. Hall. G.N. vesöld. (Af vesall).

Vess, m. Mundheld, Talemaade; gammel Formular; Anekdote med visse usædvanlige Udtryk osv. Sdm. Formod. en afvigende Form af “Vers”.

vessa, v.n. (er, te), trække Vand, blive gjennemvaad; f. Ex. om Skotøi. Nordl. – vessast, v.n. give Vædske af sig, blive vandig eller vædskefuld. Guldalen. (Dunkelt i Formen). Jf. vassen.

Vesser, pl. s. Voss.

Vest, m. 1, Vest, den vestlige Side. Ogsaa i Formen Vester (Vestr), dog sjeldnere. Vinden gjekk til Vesters (te Vest’es): blive vestlig. G.N. vestr, n.

Vest, m. 2, en Vest (= Brjostduk); nogle Steder ogsaa: en Trøie. (Gbr.). Fr. veste, Lat. vestis (Klæde); jf. ogsaa Goth. vasti: Klædning, og vasjan: at klæde. Hertil Vestemne, Vestety, Vestefikka og fl.

vest, adv. paa Vestsiden, eller mod Vest. Sjeldnere i Formen vester, saasom: vesterpaa, dvs. paa Vestsiden. Vest i, dvs. i Vest, f. Ex. det klaarnar vest i: det klarer op i Vest. (B. Stift). Vest-etter: i vestlig Retning, mod Vest.

vestan, adv. vesten, vestenfra. Mest alm. “vesta”. G.N. vestan; Sv. vestan. – vestan-etter: fremad fra Vest. vestanfraa: vestenfra. vestan-fyre (y’): vestenfor. (“vestanfø”, Hard.). vestan-til: a) i Vest, i den vestlige Deel; b) vestanfra. (I Søndre Berg. vestante).

Vestandraatt, m. vestlig Vind i Skyerne. Nogle St. Vestandrag, n.

vestanfjells, adv. paa den vestlige Side af Fjeldene.

Vestangyrja, f. langvarig Blæst fra Vestkanten. “Vestagjyrje” (y’), Nordre Berg.

Vestankast, n. Vindkast vestenfra.

Vestankjøla, f. en svag Vestenvind.

Vestanrok (o’), n. Storm og Drev fra Vestkanten.

Vestanvind, m. Vestenvind.

Vestbygding, m. Indbygger af en vestligere Egn.

veste, s. verst. vester, s. vest.

Vesterbakke, m. Skybanke i Vest. Nordl.

Vesterlending, f. Vestlending.

Vestersida, f. Vestside. Mere alm. Vestsida (Vestsia).

Vesterskotung (o’), m. en sydvestlig Vind. (Sydvest til Vest). Nordl. (Lof.). Jf. Skotung.

Vester-æsing, m. En som boer vestenfor Aaserne. Valders.

Vester-ætt, f. Vind og Veir fra Vestkanten. Nhl. (G.N. vestrætt: Vestside).

Vestfelling, m. En som er kommen vestenfra; om Dyr (især Heste). Tel.

Vestfolding (?), s. Utfolding.

vestleg, adj. vestlig.

Vestlending, m. Indbygger af “Vestlandet”, som her nærmest betegner den vestligste eller vestenfjeldske Deel af Norge; men som i de østligste Egne ogsaa betegner den søndenfjeldske Kyst (eller Arendals-Siden). Ellers kan Vestland eller Vesterland ogsaa betegne de vestlige Lande i Europa (ligesom G.N. vestrlönd). Saaledes ogsaa Vesterlending: Indbygger i de vestlige Lande.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   208   209   210   211   212   213   214   215   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə