Ivar Aasen Norsk Ordbog


vestlengst, adj. vestligst. Tel. Vestmann



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə213/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   209   210   211   212   213   214   215   216   ...   221

vestlengst, adj. vestligst. Tel.

Vestmann, m. Indbygger af de vestlige Egne. (Modsat Austmann).

vestra (seg), v.a. vende til Vest, blive vestlig; om Vinden.

vestre, adj. vestlig, eller vestligere; f. Ex. paa vestre Sida. Modsat øystre.

vestrøn, adj. vestlig; om Vinden. Trondh. Nordl. (Jf. utrøn). G.N. vestrœnn.

vestvend, adj. hældende mod Vest. Vestvenda, f. en Skraaning som vender mod Vest. Østl. (Rom.).

vesæl, ulykkelig; s. vesall.

Vet, n. s. Vit. – Vet, m.s. Vetter.

Veta (e’), f. 1) en Huulning i Jorden, en lang Fordybning med fugtig Grund uden noget egentligt Bækkeløb. Sdm. (Ikke meget brugl.). I Tel. (Vinje) i en anden Form Vota (o’) eller Votu. – 2) en fugtig og græsrig Eng i Nærheden af Fæhusene. Ndm. (Stangvig) i Formen Vetu og Vutu.

veta, s. veita og vita.

Vete, m. see Vite.

Vetel, aarsgammelt Faar; s. Vetlide.

Veter (ee), n. s. Veitt.

Vetla, f. s. Veitsla og versla.

vetle (for vesle), s. vesall.

Vetlide (i’), m. 1) en aarsgammel Fole (Hest). Brugt i Formen Vetlee og Vetelee (Vette-le), Romsd. Indh.; andre St. Vetle (altid med tydeligt “tl”, ikke Vesle). 2) en aarsgammel Bjørn. Tel. (i Formen Vetle). Jf. G.N. vetrlidi, et af Bjørnens Navne i Edda. Vetle kan saaledes opfattes som en Forkortning af Vetterlide (i’), dvs. den vintergamle. En anden forkortet Form er Vetel (e’), m. en aarsgammel Væder, og “Søyevetel”, en aarsgammel Gimmer. Sogn. See ellers Vetrung.

<PB N="927">

Vetling, s. Vesling.

Vetne, n. Vand. I Sammensætning som Aavetne og Stillvetne.

vetra (e. vettra), v.n. (ar), blive Vinter, tegne sig til Vinterveir. Tel. Nogle Steder vetrast, og i de nordlige Egne vintrast. Isl. vetra. – Noget andet er vetra (ee), = veitta, s. Veitt.

Vetrung (e’), el. Vettrung, m. 1) en aarsgammel Fole (= Vetlide, Vetle). Sdm. (Sv. Dial. vintrunge). – 2) en aarsgammel Oxe. Søndre Berg. Sogn, Tel. Nogle St. Vintring. (Jf. Aarung). Ordet betegner egentlig kun en Skabning som har overlevet en Vinter (Vetter). Jf. Tvivetter og Trivetter. G.N. vetrungr.

Vett, n. Ting, Tingest. Tildeels om Dyr eller Mennesker. Eit Stakars Vett: en Stakkel, en Stymper. Sogn. Til et lignende Ord (maaskee med andet Kjøn) hører ogsaa den mere almindelige Form vetta, i Forbindelsen: inkje vetta, dvs. ingen Ting, eller saa godt som intet. Ligesaa: litet vetta (litevetta), dvs. ganske lidet; og: ikkje myket vetta (mykjevetta), dvs. ikke synderlig meget. (Alm. med “a”, ikke “e”, saaledes maaskee for Vettar). Jf. G.N. vættr, f. (Væsen, Ting); ekki vætta (intet). Sv. Dial. vätta; lite vetta; int vätt (Rietz 832). Ang. viht (Væsen eller Ting), Ght. wiht, Goth. vaihts. S. følg.

Vett, f. en kvindelig Vætte, Skovnymphe, Ellekone (omtr. som Hulder). Jæd. Mandal, Rbg. Nogle Steder Vetter (Vettr), Jæd., og Vitt, Mandal. (I Nordl. Godvetra). G.N. vættr: Aand, Væsen. Jf. Vette og Vett, n.

vetta (inkje vetta osv.), s. Vett, n.

Vette, n. 1, Vætte, Genius, usynligt Væsen (i Folkesagn). Tel. Ryf. og fl. (Jf. Godvette). Det fylgde honom vonde Vette: det var onde Aander som fulgte ham. Tel. (Landst. 240). Sv. vätte (m.), vättar. Jf. Vett, n. og f.

Vette, n. 2, Hank paa Midten af et Laag, Haandfang (= Hav, Hevel). Sogn. Jf. G.N. vett (vætt), n. et ophøiet Laag.

Vettefolk, n. Ellefolk, Underjordiske. Mandal. Jf. Tuftefolk.

Vettehaug, m. Ellehøi (= Hulderhaug). Tel.

Vetteljos, n. Lygtemand, Luftsyn som ligner en dunkelt lysende Lygte. Tel. (Sv. vätteljus). Ellers kaldet Blaalyse (Østl.), Skitfot (i’), m. (Nhl. Sdm.), Vassvarg (Voss) og tildeels Varljos.

Vetter (Vet’r), m. Vinter, den kolde Aarstid. Søndre Berg. Rbg. og fl. Ogsaa langtonet: Vet’er (e’) og Vøtur (ø’), Hard., forkortet Vet (e’), Tel. Num. Hall. Vald. I de nordlige og østlige Egne hedder det Vinter. (Jf. Vetrung, Vetlide, Tvovet). G.N. vetr (Ang. vinter, Ght. wintar). I Vetter: i denne Vinter, eller i sidst forleden V. (Nogle St. “i Vet”). I Fjor Vetter: forrige Vinter. I fyrre Vetter: næstforrige V. Um Vetteren (Vet’en): om Vinteren. Høgst aa Vetter: midt paa Vinteren. Til Vetters (el. Vinters): til Vinteren. Vetters Dag, el. Vetters Tid, dvs. ved Vintertid.

Vetter, f. s. Vett. – Vetter, pl. s. Vott.

Vetterbolk, m. en Deel af Vinteren.

Vetterbraut, f. Mælkeveien paa Himmelen, Stjernebæltet. Tel. I Hard. Vetrabraut. (Isl. vetrarbraut). Ellers kaldet: Vinterferel (-færel), m., Guldalen; Vintersveg, Sdm.; Vintergata, f. Smaal. (Sv. vintergata). Andre Benævnelser ere: Stjernebraut (Ndm.), Veerbraut (Nhl.), Helebraut (Hall.), Snjøraak, f. (Nfj.), Snyrevel, m. (Helg.). Navnene sigte tildeels til visse Veirspaadomme, som man har dannet sig af Mælkeveiens Udseende i de første Høstnætter.

Vetterbunad, m. Vinterdragt. I Hall. “Vetrebuna”.

Vetterdag, m. 1) en Vinterdag. 2) det samme som Vetternæter.

Vetterdvale, m. Vintersøvn.

Vetterfiske (kj), n. Vinterfiskerie.

Vetterføre, n. Vinterføre; frossen Jord, eller Snee paa Veiene.

Vettergrode, m. Væxter som holde sig grønne om Vinteren. (-groe), Tel.

Vetterhes, f. Hø-Stabel i en afsides liggende Eng (= Høybol). “Vinterhæs”, Østerd.

vetterhoggen, adj. fældet om Vinteren; om Træ eller Ved.

vetterklædd, adj. vinterklædt. – Vetterklæde, n. Vinterklæder.

Vetterkulde, m. Vinterkulde.

Vetterkveld, m. Vinteraften.

vetterlang, adj. saa lang som om Vinteren. Mest i Forbind. vetterlang Natt. (Jf. sumarlang Dag).

vetterleg, adj. vinterlig, som passer til Vinteren. Lidet brugl.

Vetterlægje, n. Vinterleie, Vinterhavn.

Vettermaane, m. Vintermaaned, s. Maane.

Vetternatt, f. 1) Vinternat, lang Nat. – 2) i Fleertal (Vetternæter): den Tid hvorfra Vinterhalvaaret regnes, nemlig den 14de Oktober. Oftest i den bestemte Form: Vetternæterna; nogle St. Vinternæterne; ogsaa “Vetnætann” (Tel. Hall.). G.N. vetrnætr. (Jf. Sumarnæter). I Dativ tildeels Vetternotto(m), paa Sdm. Vinternottaa (o’), f. Ex. “fraa Vinternottaa til Sumarmaals”.

Vetterplagg, n. Klædningsstykke at bruge om Vinteren. Nogle St. Vintersplagg.

Vetterrug, m. Vinterrug.

Vettershalva, f. Vinter-Halvaaret. Nogle St. Vintersholva.

Vettersida, f. Vinteren, eller Halvaaret fra <PB N="928"> Høsten til Vaaren. Ogsaa kaldet Vettersparten (B. Stift) og Vinterstalet (Trondh.).

Vetterstenesta, f. Tjeneste for Vinterhalvaaret.

Vetterstøde, n. 1) Vinterleie, Opholdssted for Vinteren. Smaal. (Vinterstøe). – 2) Elvenes sædvanlige Vandstand om Vinteren. (Jessens Norge 346, 356).

Vettersæde, n. Vintersæd.

Vetterveder (-veer), n. Vinterveir.

Vetterveg, m. Vei som benyttes om Vinteren (naar der er Iis og Snee). S. ellers Vetterbraut.

Vettersegn, f. Sagn om Vætter eller underjordiske Væsener.

Vettvilling, s. Vitvilling.

Vev (e’), m. (Fl. Vever), Væv, Traad som er oplagt til Vævning; ogsaa: et vævet Stykke, en Dug; sjeldnere om en Væverstol. (Hall.). Mest alm. Væv; nogle St. Vøv, Nhl. Hard. Fleertal Vevir, Tel. Veve og Væve, Vald. Sogn og fl. St., Vøver, Hard. Nhl.; paa Sdm. Vevja(r), i Lighed med Dativet Vevjaa (for Vevjom). G.N. vefr, pl. vefir.

veva (e’), v.a. og n. (vev, vov, vovet), væve, sammenslynge, fylde Rendegarn (Varp) med Islæt (Veft); ogsaa: tilvirke ved Vævning, og som v.n. være sysselsat med Vævning. Inf. gaar tildeels over til væva, vava, Namd., vaavaa, Ork. Imperf. vov (oo), Fl. vovo. Supinum vovet (o’), sædvanl. vove. (Jf. voven). G.N. vefa (vef, [v]óf, [v]ofit).

Vevar (e’), m. Væver; Væverske. Vevarhus, n. Fabrik for Vævning.

Vevbreidd, f. Vævbredde.

Vevbrik (ii), f. Siddefjel eller Bænk i en Væverstol. Nordl.

Vevgogn (æ), f. Væverstol. Sogn, Nhl. og fl. Jf. Gogn, Uppstadgogn.

Vevgrind, f. en liden Ramme at væve Baand eller Border i.

Veving (e’), f. Vævning, Væven.

vevja, v.a. (vev, vavde, vavt), svøbe, vikle, vinde omkring. Tel. (Vinje). Andre Steder med Bøiningen “ar”. G.N. vefja (vafdi). Hertil Vav, n. og vava. Jf. vevla.

Vevkjerring, f. 1) Væverkone. 2) Spindel, Edderkop (Aranea). Ogsaa kaldet Vevkona (Vævkaana). B. Stift og fl. Andre Steder Spinnkjerring, Kongrova osv. see Kongurvaava.

Vevkonevev, m. Spindelvæv.

Vevl, m. Kølle, Banketræ; ogsaa ellers om en Kjæp eller et Haandværge (= Handyvle). Nordl. Lidt afvig. fra G.N. vifl, f. Banketræ.

vevla, v.a. (ar), 1) svøbe, omvikle (omtr. som vevja). Ryf. Tel. (Sv. Dial. vevla). – 2) rulle Klæder, mangle. Helg. – 3) v.n. vrøvle, vaase (væve). Nordl.

Vevleinar, pl. Støtterne i en Væverstol (s. Lein). Ogsaa kaldet Vevstøror og Vevstødor; s. Støra.

Vevling, f. Omvikling osv. s. vevla.

Vevlung, m. Pulsvante, et Slags brede Strimler til at vikle omkring Haandledene. Nordl. (Mest i Fleertal). Ogsaa i Formen Vevling, Nhl.

Vevnad, m. 1) Vævning; Maade at væve paa. – 2) vævet Tøi. Nordl. og fl. Sv. väfnad.

Vevreide, m. Væverstol med tilhørende Redskaber. (Vævreie).

Vevskaft, n. Stang hvorpaa Vævsyllerne ere fæstede. Jf. Havald.

Vevskeid, f. Vævkam; s. Skeid.

Vevskyt, m. Væverskyttel (s. Skutel). I Trondh. Stift betegner “Vævskjøt” ogsaa en omreisende Klædehandler; men dette hedder søndenfjelds Vesskjøt (el. Veskjøt) og er egentlig det svenske Vestgöte, altsaa en Handelskarl fra Vestergötland.

Vevspjeld, v. = Vevgrind. Smaal.

Vevstad, m. Væverstol; s. følg.

Vevstol, m. Væverstol, Indretning til at væve i, bestaaende af flere sammensatte Dele (Leinarne, Bakriven, Litleriven og flere). Hedder ogsaa Vevstad, Sdm. og fl. Vevgogn, Sogn og fl., og blot Vev (Væv), Hall. Jf. Uppstadgogn. – Vevstolar, eller Stolar, pl. betegner ogsaa Sidetræerne i en Væverstol. Ork. Ellers kaldet Leinar, Stødor, Støror og fl.

Vevstøra, f. s. Støra.

vi, pron. vi; s. me.

vi, adj. s. vid. – vi, v. s. vilja.

via (el. vea), v.n. lure, speide, fritte efter noget. Voss. (Maaskee for vidra, s. vedra). S. ellers vida og vigja.

Via, f. s. Vida og Vidja.

Vianvang, s. Vivang.

viar, s. vidt. Viaatta, s. Vidaatta.

Vibendel, s. Vidvendel.

Vid (i’), f. (Fl. Vidjar), en Vidie, en sei Kvist eller Spire (sædvanlig Birkespire), som er heelt igjennem vreden eller snoet, saa at den kan bruges til Baand. Nordre Berg. I Sfj. Ve; paa Sdm. Vid (i’) med Fl. Vija (for Vidjar). G.N. vid, pl. vidjar. Hertil Vidjarhals (m.), den tykkeste, og Vidjartagl (n.), den tynde Ende af en Vidie. (Vijahals, Vijatagl, Sdm.). Jf. Veid og Vidja.

Vid (i’), m. 1) Træ, Træart. Mest i Navne paa adskillige mindre Træer, som Beinvid, Krossvid, Ringvid, Trollvid, Tyvid og fl. – 2) Skov, Trævæxt. Rbg. Tel. (?), Num. i Formen Vi (i’) eller Ve, f. Ex. “Vien æ lauva”: Skoven staar med Løv. (Num.). G.N. vidr. Jf. Ght. witu, Ang. vudu, m.). – 3) Ved, Træ som Stof eller Materie; f. Ex. eit Tre, som er hardt i Viden; traust i V., kvitt i Viden osv. Mest alm. Ve, <PB N="929"> nogle St. Vi (i’), i Nfj. og Sdm. Vid (i’); afvig. , Østerd. – 4) nedhuggede Træer, eller Top og Grene af Træer. Jf. Strangvid, Smaavid, Snaarvid. (G.N. vidr). Ogsaa om Træværk eller Træmateriale til visse Indretninger, saasom: Innvid, Veggvid, Hesvid. Jf. Langvid, Stuttvid. – 5) Brænde, Brændeved. (Sv. ved). I denne Betydning allermest brugl., saaledes: eit Lass Vid, ein Famn V., eit Fang V. (Mest alm. Ve). Ellers med uvis Betydning i Talemaaden “Han var reint upp i Vidaa” (Vidom), dvs. han var i stor Bevægelse, i Fyr og Flamme. Sdm. (Maaskee til Vida, f.). Ordet bruges sædvanlig kolloktivt og uden Fleertal. I Sammensætning har Ordet en Form Vidar (G.N. vidar, gen.), som er temmelig almindelig, men sædvanlig uden “r” (Vida, Via, Vea); saasom Vida(r)byrd (Veabør), f. en Dragt Brænde. Vidarkost (o’), m. Veddynge (G.N. vidarköstr). Vidarlad (Vea-la’), n. Vedstabel. Vidarmark, f. og Vidarskog, m. Skov til Brændeved. Vidarvaks, n. Skovvæxt (= Skogarvaks). Voss (Viavaks).

vid (i’), præp. ved; s. ved.

vid (ii), adj. vid, bred, meget udbredt eller rummelig. Mest alm. vi, vi’e; i Nfj. og Sdm. vid’e. G.N. vídr. Jf. vida og vidt (adv.). Her mærkes Formen vidande, f. Ex. setja Dyrerna paa vidande Vegg: sætte Døren paa vid Væg, heelt aaben. Formodentlig udgaaet fra det gamle vidan (Akkus. i Maskul.).

vida (ii), adv. vidt omkring, paa mange Steder. Nogle St. vide, vie. Ogsaa i en anden Form: vido (?), vidaa, Sdm., vio, Hall. G.N. vída. Kompar. vidare (viar), s. vidt. Superl: vidaste: almindeligst, paa de fleste Steder.

vida (ii), v.a. (ar), udvide, gjøre videre. Eg skal vida det ut. (Mest alm. via, el. vie). G.N. vída. Ellers hedder det ogsaa vigga og vikka (egentl. vidga, vidka).

vida (i’), v.n. (ar), samle Ved, hjembringe Træer eller Brændsel fra Skoven. Inf. vide (i’), Nfj. Sdm., ellers via, vea, ve’e. G.N. vida. Sjeldnere i Betydn. belægge med Træ eller Træværk, saasom: ringvida, i Indh. ringvaadaa.

Vida (i’), f. 1) Skovgrændsen, eller den øverste Skovvæxt paa en Fjeldside. Tel. (Mo), i Formen Via. Ogsaa: Skovmark. Indh. i Formen Vudu. – 2) Øxeøie, Skafthullet i en Øxe (egentl. Vedrum i Jernet). Hall. Vald. (deels Vea, deels Ve’u). – 3) Træværk, Træfang. Tel. i Formen Ve’u. “Der æ godt um Ve-u”: der er Forraad af Træ el. Skov. Ogsaa i Trondh. Stift (Guldalen, Ork. Indh.) i Formen Vudu. G.N. vida, acc. vidu. I Indh. især om Plankeværket eller Bunden i et Fartøi. I Ork. ogsaa om Træ til Bygninger eller Gjærder; saaledes “Garvuddu”, eller Garvuu og Utgar-vu, om Træfang til Gjærdsel.

Vidaløysa, s. Vidløysa.

vidande, s. vid. vidare, s. vidt.

Vidaatta, f. Vidde, stort Rum, en vidtløftig Strækning. Mest alm. Viaatta (Viaatte). Berg. Nordl. Østl. I Smaal. Viotte. G.N. vídátta.

Vidd (ii), f. 1) Vidde, Bredde, Rummelighed. D’er høvelegt med Viddi, dvs. passende med Hensyn til Vidde, vidt nok. G.N. vídd. – 2) et stort Rum at bevæge sig i, eller udbrede sig over; en vid Omkreds. Han er paa Viddi: han er ude i den vide Verden. Det kom paa Viddi: det kom vidt og bredt ud over. Koma paa Viddi, er ogsaa at forvilde sig eller komme langt bort fra sit Hjem, f. Ex. om Dyr. Jf. Rømd. – 3) en vidtløftig Strækning; især om ubeboede Marker. Saaledes i Tel. Viddi (Almannviddi), om de store ubeboelige Marker omkring Høifjeldene inderst i Landet.

vide, s. vida. – viden, s. vaden.

Vider (ii), m. Vidiepiil, smaa Træarter af Pileslægten (Salix). Brugt i Formen Vier. Sogn, Hard. Jæd. Tel. Hall. og fl. G.N. vídir; Sv. vide. Andre St. kaldet Vidja (Via), f.

Viderkjørr, f. Vidiekrat, smaa Pilebuske. Søndre Berg. (Vierkjørr).

Viderrunn, m. Vidiebusk, Klynge af Vidietræer. (Vierrunn).

Vidervond (-vaand), m. Vidiespire, Vidiekvist. Ellers dunkelt med flere Betydninger; s. Vivang.

Videvank, s. Vidvang.

Vidfamn (i’), m. et Maal Brændeved, som udgjør en Favn i Høide og Bredde.

Vidfang (i’), n. 1) Ved til Brænde. Hall. og fl. (Tildeels “Veafang”, for Vidarfang). 2) en Dragt Ved som man kan bære i Favnen. Hedder ogsaa Vida(r)fangan (Veafangen osv.), see Fangan.

vidfaren (ii), adj. vidtbefaren, som har reist meget. Ogsa: ustadig, omflakkende (ligesom vidforoll).

vidfares, adv. vidt omkring, vidt og bredt. I Hall. “viofares” (s. vida).

vidforoll (ii, o’), adj. urolig, omsvævende, som vanker vidt omkring. Ork. Mere alm. i en anden Form: vidforug (o’), nogle St. vidforig’e og viforau. I Indh. ogsa “vifjørug”. G.N. vídförull.

vidgjengd (ii), adj. 1) vidt gaaende, vidt omsvævende. Hall. og flere. 2) vidtløftig, stor, meget udstrakt, f. Ex. om Marker eller Landskaber. Trondh. Stift (vigjængt).

vidgjeten (ii), adj. meget bekjendt, navnkundig, vidt og bredt omtalt B. Stift og fl. (Jf. vidspurd, vidkjend). Ordet synes ogsaa opfattet som ved-gjeten, saaledes: <PB N="930"> “ve-gjeten”, Hall., og “medgjeten” (mægjeten) i Tel.

Vidhakka (i’), f. Træpikker, Spætte (Fugl). Ndm. (Vehakk’). Paa Voss kaldet Vi’kleppe (jf. Treklopp).

Vidheim (ii), m. den vide Verden. Tildeels brugt som et Stedsnavn, saaledes paa Sdm. “Han bur paa Videim”, om en hjemløs, omflakkende Person.

Vidhoggar (i’), m. en Vedhugger.

Vidhogster (i’), m. Vedhugst; Adgang til at hente Brændeved. Ofte i Formen Vida(r)hogster (Veahogster).

Vid-is (i’, ii), m. Iisslag, Iisskorpe paa Træerne. I Tel. Veeris, vistnok for Vidar-is. Paa andre Steder skal det hedde Ve-iis og Vei-iis (?).

Vidja, f. 1, Vidiepiil (= Vider). Brugt i Formen Vija og Vie. Østl. ogsaa Sdm. Ndm. Ork. og fl. Jf. Eng. withy, Nt. Wied, T. Weide.

Vidja, f. 2, Vidie, vreden Kvist (= Vid, f.). Tildeels udtalt tydelig: Vidja (Helg. Mandal), ogsaa Viggja (Sogn); ellers Vija og Vie. G.N. vidja (= vid); Sv. vidja; Eng. withe, with. – Vidjeband, n. Baand af sammenknyttede Vidier. Vidjekippe, n. Bundt af tilskaarne og vredne Vidier. Vidjeskog, m. Birkekrat hvor Vidier kunne skjæres. Vidjespenning, f. Ring eller Baand af Vidier. Østl. Vidjetagl, see Vidjartagl under Vid, f.

Vidjestjore (-skjore), m. den tykke Ende paa en Vidie (= Vidjarhals). Jæd.

Vidjung, m. Naver eller Bor, som bruges ved Fjeleklædning og Taglægning (= Trodnavaar). Ogsaa kaldet Vidjungsnavar). Tel. Sæt.

Vidkjeft (ii), m. et Slags Fisk (Lophius), ogsaa kaldet Breidkjeft. Nfj.

vidkjend (ii), adj. vidt bekjendt.

Vidkleppe (i’), s. Vidhakka.

Vidkraa (i’), f. Vraa eller Rum at lægge Brændeved i. Nogle St. Vida(r)kraa, paa Østl. Vedro (Ve’ro).

vidkunnug, adj. vidt bekjendt. (Sjelden).

Vidkurr, m. den sorte Træpikker (Fugl), ellers kaldet Trekurr og Treknarr. I Hard. Vikkurr og Vikkorre (o’). I Tel. Vækurr, altsaa opfattet som “Vederkurr”, formod. som Bebuder af et vist Slags Veir.

Vidlass, og Vidarlass (i’), n. Vedlæs.

vidlaus (i’), adj. blottet for Brændeved. Ofte vida(r)laus (vealaus).

vidlendt (ii), adj. vidstrakt, som omfatter store Vidder; om et Distrikt. Lidet brugl.

Vidløysa (i’), f. 1) Vedmangel, Brændemangel. Mere alm. Vida(r)løysa (Vialøysa, Vealøyse). – 2) Fjeldmark som ligger ovenfor Skovgrændsen; det skovløse Fjeld. Tel. (Vialøysa). Andre St. Berrfjell, Berrsnøyda, Snaudfjell og fl.

Vidmark (i’), f. Skovmark; s. Vid.

vidmynt (ii), adj. stormundet.

vidna, v.n. (ar), udvide sig, blive videre. (Lyder tildeels vinna). Vidning, f. det at en Ting udvider sig.

vidopen (o’), adj. vindaaben, liggende udstrakt paa Ryggen. (Sv. vidöppen). Nogle Steder viaapen. I Østerd. att-vidopen, forkortet til “attvippen”. Forstærket: “veggviøpen”, Hall.

vidosen (oo), adj. urolig, flygtig, omflakkende. Smaal. (viosen). Nogle St. viaasen. Sv. Dial vi(d)åsen.

vidra (ii), v.n. gaae vild, forvilde sig. Tel. (Vinje). Vel egentl. villra.

vidræsen, adj. vidt omflakkende, som færdes vidt omkring (jf. ræsa); ogsaa: vidtløftig, fuld af Omsvøb. Tel. G.N. vídræss.

Vidskida (i’, ii), f. et Stykke af kløvet Ved. (Nogle St. Veaskia, Ve’skjie).

Vidskot (i’, o’), n. Vedskjul, Skuur hvori Brændeved oplægges. Nogle St. Vida(r)skot (Veaskot).

Vidsnære (i’), n. Kratskov, Smaatræer; saasom i Skovgrændsen øverst paa Fjeldene. Tel. (Tinn).

vidspurd (ii, u’), adj. vidt bekjendt, som spørges vidt omkring (om Hændelser); ogsaa navnkundig (om Personer).

vidsveimd, adj. vidstrakt, vidtløftig; om Marker eller Landskaber. Sfj. Sdm. Ndm. Mest i Neutrum, f. Ex. Der er vidsveimt.

vidsvivande, adj. vidt omsvævende.

vidsynt, adj. gunstig for Udsigten; om et Sted, hvor man kan see vidt omkring. G.N. vídsýn(n).

vidt, adv. vidt omkring; i en vis Vidde (= vida). Ogsaa: i en vis Grad. Mest i Forbind. “so vidt”: i den Grad. (Det sidste er en nyere Brug). – Kompar. vidare (viar): 1) videre, paa flere Steder. Baade her og vidare. (Jf. vida). b) mere, ogsaa: meget, særdeles. Eg veit ikkje vidare (dvs. mere). Det var ikkje vidare godt: ikke synderlig godt.

Vidvang, m. Vidde, en vid Omkreds. Koma paa Vidvangen: komme ud i det vide, langt bort. Smaal. (Vivangen). I B. Stift Videvank, n. “Koma paa Videvaank”. Jf. Vidd og Vidheim.

Vidvendel (i’), m. Kaprifolium (Lonicera), en slyngende Buskvæxt. Af og til i de sydlige Egne i Formen Vivendel; i B. Stift tildeels Vibendel. G.N. vidvindill. (Ellers kaldet Ringvid, Revklo og flere). Jf. Vivang.

Vie, s. Vidja. vie, s. vida og vigja.

Viend, s. Veginde. – Vier, s. Vider.

Vift, f. en Vifte, et Redskab hvormed Avner drives ud af Kornet. Smaal. Andre St. Blakst og Blekkja. – Hertil vifta, v.a. rense Korn med Vifte.

Vig, i enkelte Navne som Vignes, Vistad, Vigstein, er maaskee G.N. víg, n. (Kamp, <PB N="931"> Slag), men er noget usikkert. (Jf. Viktonn). Ordet “andvig” forudsætter et Adj. vig: stridende.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   209   210   211   212   213   214   215   216   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə