Ivar Aasen Norsk Ordbog


Vindfall, n. Vindfæld, Træ som er nedbrudt af Vinden. Østl. Vindflaga



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə215/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   211   212   213   214   215   216   217   218   ...   221

Vindfall, n. Vindfæld, Træ som er nedbrudt af Vinden. Østl.

Vindflaga, f. Vindstød, et stærkere Anfald af Vinden. Meget brugl. vest og nord i Landet.

Vindflod, n. en kortvarig Storm (egentlig med Regn). Ndm. og fl.

vindfull, adj. vindfuld; opblæst.

vindføtt, adj. skjævbenet; hjulbenet. Hall.

Vindgjerda, f. Vindstød, Vindstribe paa Søen (s. Gjerda). “Vindgjære”, Sdm. Ndm.

Vindgust, f. et svagt Vindpust. Paa Østl. Vindgufs, f.

Vindhane, m. Veirhane, Vindfløi.

vindhard, adj. udsat for stærk Vind. Mest i Neutr. Der er vindhardt.

Vindhauk, m. Taarnfalk (Falco Tinnunculus); saa kaldet af den Egenskab, at den ofte standser i Luften og vedbliver at vifte med Vingerne uden at komme fremad. Ogsaa spotviis om en Person som gjør sig megen Travlhed uden at udtrette noget dermed. Sogn og fl. Paa Sdm. Vindfubb. Andre Steder Vederhauk (Værhauk), Værleik, Værstiller og fl. see Vederhauk.

Vindhol (o’), n. Lufthul.

Vinding, f. Vridning; Omvinding; ogsaa Heisning, s. vinda.

Vindkall, m. et Slags Fugleskræmme; en Vifte som dreier sig for Vinden (ligesom Vingerne paa en Veirmølle). B. Stift. Ogsaa kaldet Vindkjegla, f. Sdm.

Vindkast, n. et Vindstød, en pludselig Svingning i en Luftstrøm.

Vindkave, m. Vindbyge med Snee eller Regn i Horizonten. Vald.

Vindkirna, (-kinna), f. Smørkjerne med det Drivværk, som omdreies med en Svingel. Trondh. (Til vinda).

Vindkjegla, f. s. Vindkall.

Vindknut, m. 1) en Hvirvelvind. 2) en Luftblære, Samling af indesluttet og sammenpresset Luft; saaledes ogsaa om Vinde i Indvoldene.

Vindkul (u’), f. en Luftning, et svagt Vindpust. (B. Stift). Ogsaa kaldet Vindgul, Vindgust, Vindkjøla og fl.

Vindkula (uu), f. Vindstød, Stormbyge. Tel. og fl. Jf. Vindflaga.

Vindkvervel, m. Hvirvelstrøm i Luften.

vindlaus, adj. vindfri, stille.

Vindlyse, n. Nordlys, især med rød Farve. (Jf. Snjolyse). Sdm. og fl.

Vindløysa, f. langvarigt stille Veir.

Vindmylna (y’), f. Veirmølle.

vindopen (o’), adj. aaben for Vinden.

Vindrode (o’), m. røde Skyer, som ansees for at bebude Vind.

Vindrøyr, f. Luftrør.

vindsam, adj. vindig, urolig, stormende; om Veiret. Trondh. Det vardt vindsamt. Jf. vindall, blaasall.

Vindskag, n. et Sted som er meget udsat for Vind. Shl. Tel. Andre Steder Vindskav, n. Slid eller Paavirkning af Vinden. Hard.

vindskaatt, adj. n. udsat for Storm, veirhaardt. Tel. Hall.

Vindskeid (kj), f. Vindsked, Tværfjel paa Enden af et Tag. B. Stift og fl. Afvig. Vindski(d), Østl., Vindskida (-skjia), Indh. G.N. vindskeid.

Vindskjegg, s. Finnskjegg.

Vindskjør, f. Vindkast, Byge. Sfj.

Vindsky, f. Sky som bebuder Vind.

Vindslekkja, f. stærk Regn efter en Storm. Indh. (Maaskee -sløkkja).

vindstill, adj. stille, fri for Vind. Jf. straumstill og baarestill.

Vindstrik (i’), n. Vindstreg. Kompasstreg.

<PB N="936">

Vindstrøym, m. Luftstrøm, Træk.

vindsval, adj. kjølig af Vind, om Luften. “D’er vindsvaalt”. Smaal.

Vindsvipa (i’), f. et lidet Vindpust. Sdm.

Vindsykja, f. Vindsyge, Opblæselse.

Vindtet (ee), m. Meise; s. Tit.

vindtett (ee), adj. lufttæt.

vindturkad, adj. tørret i Luften eller ved Vind (uden Varme).

vindvaksen, adj. forvreden i Væxten; om Træer. (Til vind, adj.).

Vindvisar, m. Vindfløi, Veirhane.

vindøygd, adj. skjævøiet, skelende. Østl. Rbg. og fl. Sv. vindøgd.

vin-elsken (i’), adj. 1) vennehuld, omhyggelig for sine Venner. Tel. – 2) om Dyr: venlig, kjælen, som synes vel om at blive kjærtegnet. Smaal. og fl. Tildeels udtalt veenælskjen; paa Sdm. ogsaa “vænælskjen”, som nærmer sig til det nordlandske væn (spag, tam).

vinfaatt (i’), eller vinafaatt, adj. n. om Sted eller Stilling, hvor man kun finder faa Venner. Hall. “Dæ vardt ikkje venafaatt”: der blev Venner nok.

Ving, m. Flig eller Udbøining som ligner en Vinge (s. Veng). Sdm. Rom. og fl.

Vingel, m. en ubehændig Person, En som let bliver forvirret. Tel. (Vingjel, forskjelligt fra Vingl).

Vingl, n. 1) Forvirring, Vilderede. “Dæ kom i Ving’el”. Gbr. og fl. – 2) Slumpetræf, noget som kommer hændelsesviis. Tel. Hedder ogsaa Vingle. “Ei Vingle Gaang”: en enkelt Gang som et Slumpetræf.

vingla, v.n. (ar), 1) flagre omkring (= vengla); fare hid og did, tumle, gaae vild. Tel. og Østl. (Jf. Sv. vingla). – 2) slumpe til, indtræffe af en Hændelse. “Dæ vinglar so til”. Tel. – 3) v.a. forvilde. Vingla seg burt. I Nordl. vinglast: forvirres, komme i Vilderede. – Hertil Vinglar, m. og Vinglestikka, f. En som bringer Forvirring i Tingene.

Vinglevon (oo), f. Forhaabning som kun beroer paa et Slumpetræf. Tel.

vinglutt, adj. flygtig, ustadig; som let forvirres. Trondh. (vinglaatt). Nogle Steder vinglen.

Vingster, s. Vinster.

Vink, m. 1) et Ryk eller Stød fra Siden. 2) en Svingning; s. følg.

vinka, v.a. (ar), 1) rykke, støde, vende noget bort eller tilside. Nordre Berg. (Synes opfattet som vindka; s. vind, adj.). – 2) v.n. svinge, hugge i Luften; f. Ex. med en Kjæp. Vald.

[Vinkel (kl), m. Vinkelhage. (Tydsk).

vinlaus (i’), adj. venneløs.

vinleg (i’), adj. venlig, venskabelig. Nogle Steder vinsleg (i’).

Vinn, f. Stræben, Flid. Han hadde slik ei Vinn med det. Buskr. Leggja Vinn paa: bestræbe sig for. Mere alm.

vinn, adj. s. vinneleg.

vinna, v.a. og n. (vinn, vann, vunnet), at vinde, opnaae. Imperf. Fl. vunno (vunne). Supin vunne(t); paa enkelte Steder vynne (som egentlig er Imperf. Konj.). G.N. vinna (vinn, vann, vunnit); Ang. vinnan (vann). – Betydning: 1) fuldføre (et Arbeide), udføre, bringe til Ende. Me faa sjaa til aa vinna det Stykket, som atter er. Me vinna det til Kvelds. Eg vann berre ein Famn um Dagen. No vann du detta: nu har du da udført den Bedrift (især om En som har ødelagt noget). Sdm. Ogsa i Betydningen: arbeide, tage Deel i et Gaardsarbeide (s. vaarvinna), men har i dett Tilfælde tildeels svag Bøining (ar). G.N. vinna: arbeide. – 2) bringe, fremdrive, føre med noget Anstrengelse; eller nærmest: formaae at bringe til et vist Punkt. Vinna Baaten fram: slæbe Baaden frem (el. paa Land). Vinna heim eit Lass: hjembringe et Læs. Vinna seg fram: slæbe sig frem. Vinna seg heim: være i Stand til at naae Hjemmet. Vinna seg upp: formaae at staae op, eller komme opad. (Meget brugl.). – 3) vinde, opnaae, bekomme (en vis Fordeel). Vinna Prisen; v. Æra, Pengar, Siger. Vinna ein Stad, eit Land. Ogsaa: bestride med Held, udkjæmpe til sin Fordeel. Vinna eit Slag, ei Sak, eit Spel. Hava vunnet Spel. – 4) v.n. mægte, formaae, være i Stand til. Eg kann ikkje gjera meir en eg vinn. D’er vondt fyre den, som litet vinn. Han strævar mest han vinn (dvs. det meste som han formaar). Eg sprang mest eg vann. (B. Stift og fl.). Fuldstændigere med et Verbum i Infinitiv: Eg vann ikkje ganga lenger. Han vinn ikkje bera det. Jf. orka, trotta, vera god til. – 5) vinde, seire, faae Overhand. (Modsat tapa). Han vann, som største Magti hadde. D’er vandt aa vita kven som skal vinna osv. – 6) have Vinding eller Fordeel af noget. Han vinn ikkje paa det Bytet. Eg vinn paa det eine og taper paa det andre. – Med Partikler. Vinna aa: formaae, overkomme. “E trur ikkje, e vinn aa lyfte dæ”, dvs. at jeg mægter at løfte det. Sdm. (“aa” stærkt betonet, altsa vel Præposition). Vinna fram: naae frem til sit Maal; ogsaa: bringe frem. Vinna med: faae Bugt med (= raada med). Vinna paa: faae Overhand over, beseire; ogsa: overkomme, bestride. Vinna yver: overvinde. – I disse Forbindelser bruges ogsaa en anden Form: vinnast (vinst, vanst, vunnest); saaledes: vinnast med, dvs. overkomme; vinnast yver: overstaae, bestride, udholde. Sdm. Ndm. og fl.

vinna, v.n. (ar), arbeide (= onna); see forrige Ord. Jf. vaarvinna.

Vinna, f. Arbeide, et af de store Arbeider paa Ageren eller Engen (= Onn); <PB N="937"> saaledes Vaarvinna (Pløiningen), Høyvinna el. Sumarsvinna (Høslætten), Haustvinna el. Skurdvinna (Kornhøsten). Meget udbredt (Tel. Ryf. Sdm. Østerd. og fl.) og tildeels mere brugeligt end “Onn”. G.N. vinna: Arbeide. I Vinne Tider: i den Tid da Markarbeiderne foregaae. Millom Vinnom: imellem de store Arbeider (imellem Pløiningen og Høslætten). Hedder ogsaa: vinnemillom. Jf. Vinning og Verk.

vinnande, adj. 1) mulig, overkommelig, som man kan udføre. 2) arbeidsdygtig (= vinnefør). Dei er fem vinnande Menneskjor: de ere fem fulddygtige Mennesker paa Arbeidet. B. Stift.

Vinnar, m. Vinder, den som har vundet. Modsat Tapar.

Vinnefolk, n. Arbeidsfolk, Deeltagere i et af de store Arbeider (s. Vinna). Særskilt Vinne-kar, eller Vinnemann, m. Karl som er leiet til Markarbeide.

vinnefør, adj. arbeidsdygtig, duelig til at tage Deel i Markarbeiderne. Ikke meget brugl. G.N. vinnufœrr.

vinnekjær, adj. begjærlig efter Vinding.

vinneleg, adj. overkommelig, som lader sig udføre, om et Arbeide; ogsaa: haandteerlig, ikke alt for stor eller tung; f. Ex. vinneleg Stein. B. Stift. En anden Form vinn bruges i Sammensætning, som lettvinn, tungvinn, radvinn og fl.

vinnemillom, adv. s. Vinna, f.

Vinneskap, m. stort Arbeide, Travlhed, Tummel. B. Stift.

Vinnetid, f. Arbeidstid; s. Vinna.

Vinning, f. 1) Arbeide (= Vinna); især om Pløiningen eller Jordens Bearbeidelse. Smaal. – 2) Held, Fremgang, det at man vinder; ogsaa (sjeldnere): Evne, Kræfter; s. vinna, 4. – 3) Fortrin, Overlegenhed, Leilighed til at vinde.

Vinning, m. (f.), Vinding, Gevinst; ogsaa: Hjælp, Gavn, Fordeel. G.N. vinningr.

vinsa, v.a. (ar), rykke tilside, flytte lidt (omtr. som vinka). Nordre Berg. Jf. Isl. vingsa: svinge.

Vinse, m. eller oftest Vinsar, pl. de bøiede Planker i Bunden af en Baad. Shl.

Vinskap (i’), m. Venskab, Fortrolighed. (Nogle St. Veenskap). G.N. vinskapr.

vinsleg (i’), s. vinleg.

Vinstein (ii), m. Viinsten.

Vinster (-str), f. (Fl. Vinstrar), den fjerde eller bageste Afdeling af Maven i de drøvtyggende Dyr. Mest i formen Vingster (Vingstr), Nordre Berg. Trondh. Nordl. I Tel. Vister (Viistr). Isl. vinstr; Sv. Dial. vinster, venster. Ellers kaldet Botn, Bytning, Fela.

vinsterhendt, adj. keithaandet (= orvhendt, keivhendt). Trondh. (vingsterhænt).

Vinstra, f. venstre Haand eller Side.

vinstre, adj. venstre (modsat høgre). Sædvanlig kun i den bestemte Form, saasom: vinstre Sida, Handi, Foten o.s.v. I de nordlige Egne: vingstre; i Tel. tildeels vistre (ii). G.N. vinstri, Ang. vinstre, Ght. winstar. (I de nyere Sprog ombyttet med andre Ord: Eng. left, T. link).

vinstød (i’), adj. stadig i Venskab, trofast, paalidelig. Tel.

vinsæl (i’), adj. vennesæl, afholdt, som har gode Venner. Tel. (Mo). Ikke meget brugl. G.N. vinsæll.

Vinter, s. Vetter. – Vinterferel og Vintergata, s. Vetterbraut. – Vinternæter, s. Vetternatt.

vintrast, s. vetra.

Vin-tre (ii), n. Viintræ, Viinstok.

vintyd (i’), adj. omgjængelig, artig, venlig. Hall. oftest i Formen “vena-ty”. Jf. tyd.

vio, s. vida. viosen, s. vidosen.

Vipa, f. Vide (Fugl), Vanellus. Sv. vipa.

vipla (i’), omslynge; s. vippa.

vippa, v.n. (ar), 1) vimse, løbe af og til. Hall. og fl. Ogsaa: rokkes, stødes op og ned, vippe. Nordl. (T. wippen). – 2) vinke med Haanden (= vitta), give Tegn ved et Vink. “Han vippa’ til meg”. Nordre Berg. – 3) v.a. slynge, flette. Tel. (Landst. 11). I lignende Betydning ogsa: vipla. (Landst. 114).

Vippa, f. 1) en urolig, vimsende Tingest; f. Ex. om et Pigebarn. Hall. – 2) en Visk eller Kvast at stænke og bestryge med. Nordl. og fl. – 3) en Vippe, Stolpe med en Heisestang. Ikke alm. Hertil Vippestong (-staang), f. Vippestang. I Bergen: Vippebumb (el. Vippebom), m.

Vippegras, n. Lummergræs (Lycopodium Selago), benyttet til Strygekvaster (see Vippa 2). Trondh.

Vipra (ii), f. Paafund, Gjøglespil, besynderlig Maneer eller Ceremonie. Sdm. G.N. vípr, vípur: Barnespil osv.

vipra (ii), v.n. bruge besynderlige Skikke, eller unødige Ceremonier. Sdm.

vira (ii), v.a. (ar), vikle, omvinde, tilsurre (som med Traad). Hall. Smaal. og flere. Ellers ogsaa i Formen virra (i’), Østl. (Andre St. røyra). Sv. vira. Jf. Nt. Wire, Eng. wire: Staaltraad.

virk, s. vyrk. – Virke, s. Vyrke.

virkta, adv. omhyggeligt, med stor Flid. “Dæ var virkta gjort”: meget vel gjort, ypperligt. Sæt. Tel. (Moland). G.N. virkta vel; jf. virkt, f. Omhu. (Vilde paa andre Steder hedde vyrkta).

virra (i’), v.n. (ar), svæve for En, staae En for Hovedet. “Dæ virra ‘ti haanaa”: det foresvæver ham, er blevet en Grille hos ham. Sdm. – Om et andet virra s. vira.

Vis (ii), f. 1) Viis, Brug, Skik. Vaklende i Kjøn, nogle St. m. ogsa n.; i Tel. tildeels Visa (Vise). Sv. vis, n. (Jf. <PB N="938"> G.N. ödruvís). – 2) Maade, Maneer. Paa den Vis. Paa alla Viser. B. Stift. Ofte sammensat med Ord, som betyde Maal eller Mængde, i hvilket Tilfælde et “i” sættes foran; f. Ex. koma i Flokkevis; mæla i Alnevis; vega ut i Vaagevis. Derimod er Ordets Brug som Adverbium (f. Ex. parviis osv.) her noget fremmed.

vis (ii), adj. 1) vidende om noget, underrettet. Eg vardt ikkje vis paa det: jeg fik ikke rigtig Besked derom. Eg er endaa lika vis: lige klog. (B. Stift og fl.). Ogsaa: opmærksom (= var). Eg vardt ikkje nokot vis, dvs. jeg blev ikke noget vaer, mærkede ikke noget. Nordl. G.N. víss (vís). – 2) viis, klog, indsigtsfuld. Han kom visare atter: han var klogere, da han kom tilbage (om En som har gjort et Forsøg i Utide eller uden Omtanke). Ogsa: vidnende om Viisdom. Det var ei visare Raad; visare Framferd o.s.v. – 3) let at vide eller finde, sikker at træffe paa sin Plads. “Legg dei(m) no so, at dei er vise til aa finne”, dvs. at man kan vide at finde dem. Sdm. (meget brugl.). G.N. vís(s): sikker; s. viss.

visa, v.a. og n. (er, te), 1) vise, forevise, lade see; ogsaa: betegne, paapege. (Jf. syna, som i denne Betydning er mere brugeligt). Den angivne Bøining er ikke almindelig, da man søndenfjelds har Præsens “visar”. G.N. vísa (-ar og -ir). – 2) henvise, skikke afsted, sende i et Ærinde, m.m. Visa burt: bortvise. Visa ut: vise En paa Dør, bede ham at pakke sig. – 3) bevise, give Prøver paa. Visa Godvilje, Vyrdnad, Vinskap o.s.v. – 4) v.n. fremvise noget, henpege til noget; f. Ex. Klokka viser paa seks. (Jf. Visar). – 5) være at see, vise sig (= syna, te). Det viste Vegen etter honom. Hedder ellers visast, og “visa seg”.

visa (2), v.a. (ar), tilspidse i Enden, afspidse (en Traad eller Snor). S. Vise.

Visa, f. en Vise, Folkesang. (G.N. vísa: Vers, Strophe). Hertil Visebok (oo), f. Visebog. Visefugge, m. Bundt el. Pakke af Viser. (Tel.). Viselund, m. Melodie til en Vise. (Tel.) Visenote, m. og Visestubbe, m. Stump af en Vise. Visevedstev, n. enkelte Vers eller Stropher. (Hall.). Jf. Stev.

visall (i’), svag; s. vesall.

visande, adj. passende at vise, eller at afsende.

Visar, m. Viser, saasom paa et Uhr.

Visarbarn, n. Barn eller Yngling, som gjør Tjeneste med at gaae Ærinder. Saaledes ogsaa Visargut, m. og Visargjenta, eller Visartaus, f.

Visbende (ii), n. Paafund, Indfald; ogsaa unødige Omsvøb eller Regler at iagttage. (Næsten som Vipra). Sdm. Jf. G.N. vísbending: Vink, Tegn.

Visdom (ii), m. 1) Underretning, rigtig Besked om noget. Han fekk ikkje stor Visdom, dvs. ikke megen Oplysning om Tingen. – 2) Viisdom; Klogskab (i ædleste Mening). – Visdomsraad, f. Raad som vidner om Viisdom.

Vise, m. 1) Top, Spids, Dusk i Enden; saasom paa Græs og Korn; saaledes om Top-Enden paa Korn-Negene, i Modsætning til Stilkene. Sdm. Ndm. Ork. Ogsaa: en tilspidset Ende, som paa en Traad eller Snor. (Hertil Verbet visa, dvs. tilspidse). – 2) Stilk og Blade paa en Urt, i Modsætning til Roden; især om Bladene paa Rodfrugter (Kaalrabi, Roer, Poteter). Næpevise, Potetvise og fl. Jæd. Rbg. (Jf. Kaal). – 3) Blomst, Begyndelse til Frugt. Sfj. Yttre Sogn. Hertil Heggjevise, Raunevise, Jordbærvise, Moltevise og fl. Paa Sdm. kun: Natevise, dvs. Nøddeknop, Hunblomsten paa Hasselen. G.N. vísir: Knop, Spire. Sv. Dial. vise; D. Dial. Vis, Visser, om Toppen paa Urter.

Visekall, m. Sandsiger; En som skal kunne hemmelige Kunster. Visekona (o’), f. Sandsigerske, Sibylle.

viseleg, adj. som tegner sig godt, seer godt ud. Mandal. Jf. synleg.

visen (i’), adj. vissen, visnet, fortørret. Nogle St. vesen. G.N. visinn. Ogsaa lam, følesløs; om Lemmer.

Visend (ii), f. Underretning, Besked. Faa Visend um ein Ting. Sdm. S. følg.

Visende (ii), n. Oplysning, Underretning. Hard. og fl. Han fekk ikkje stort Visende. (Ofte spøgende eller spotviis om Svar paa unødige Spørgsmaal). G.N. vísindi: Kundskab.

Vising, f. Fremviisning osv. s. visa.

Vising, m. en Viismand, klog Mand.

Visk, n. Tummel, Bevægelse; ogsaa: en Stund, kort Tid (jf. Tak, Rykk). Eg var der eit litet Visk. Gbr. Vald.

Visk, m. en Visk, Tot, Klynge. (Mindre brugl.). G.N. visk, f.

viska, v.a. (ar), sammenvikle, sammenknytte Hø og Halm i Bundter til Foder for Køerne (s. Vondul). B. Stift, Nordl. og fl. Viska og giva: sammenlægge og uddele Foderet. Sjeldnere er viska, v.n. feie, støve, vimse omkring; jf. Visk, n.

visleg (ii), adj. 1) viis, forstandig, fornuftig. (Jf. vis). 2) besindig, klog, vel betænkt; om Tale eller Opførsel. Meget brugl. Afvig. viskleg (ii), Tel.

vislege, adv. viselig, besindigt, med Klogskab. Fara vislege fram.

Visn (i’), f. Tegn, Mærke til noget. Sfj. Oftere i Fleertal Visner: Spor, Mærker (omtr. som Vister). Nhl. Ogsaa i Østerd., især om Spor efter Dyr. Jf. Vist.

visna (i’), v.n. (ar), visne, blive vissen, <PB N="939"> fortørres; tildeels ogsaa: stivne eller lammes (s. visen). G.N. visna.

Visning (i’), f. Forvisnelse; Vissenhed.

Visp, m. en liden Kvast eller Dusk.

vispa (i’), v.a. stryge eller røre med en Kvast. Sv. vispa.

viss (i’), adj. 1) vis, sikker, utvivlsom; ogsaa: afgjort, klar, nøie bestemt. Det heve si visse Tid. D’er det vissaste: det sikreste. Det skal vera deg visst: du skal være sikker paa at faae det. Gjera visst: gjøre en bestemt Aftale. Dei hadde gjort det visst, dvs. afgjort Sagen (f. Ex. en Forlovelse). – 2) vis paa noget, fri for Tvivl. Eg tyktest vera so viss paa det. – 3) behændig, sikker i at træffe. Vera viss paa Handi (s. visshendt). Jf. stød. G.N. víss falder sammen med det fornævnte vís(s), dvs. viis.

vissa, v.a. (ar), forvisse, forsikre. Det skal eg vissa: det skal eg love for. Nordre Berg. Ellers lidet brugl.

Vissa, f. 1) Vished, Sikkerhed. G.N. vissa. D’er ikkje nokor Vissa med det. Jf. Ordsproget: D’er Vissa ein heve, og Voni ein fær, dvs. hvad man har er vist, hvad man faar er uvist. – 2) Forvisning, Bekræftelse; ogsaa en bestemt Afgjørelse. Han fekk Vissa paa det (Forvisning derom). Eg vil vita ei Vissa: vide noget sikkert, noget afgjort. – 3) Borgen, Sikkerhed for noget. Tel. (G.N. vissa). Ogsaa: en vis eller sikker Ting; saaledes om et Friblad eller en høieste Stikker i Kortspil. Østl. (Jf. Uvissa). – I Vissa: ialfald, sikkert; ogsaa: især, fornemmelig, allerhelst. Vald. og fl. (Paa Sdm. med Dativform “i Vissenne”). – Til Vissa: tilvisse, sikkert, uden Tvivl. Nhl. (Sædvanlig “til Visse”, oprindelig: til Visso).

visselege, adv. visselig, uden Tvivl. Lidet brugl.

visshendt, adj. sikker paa Haanden, behændig til at træffe.

visshøv, adj. sikker i at træffe det som man sigter til. Sdm.

Vissing, f. Forvisning (= Vissa).

Visskap (i’), m. Vished, rigtig Besked. Hall. Ogsaa: Kundskab, Vidende om noget. (Maaskee for Vitskap).

Vissmun (u’), m. 1) nærmere Bestemmelse eller Bekræftelse. Jæd. 2) Forstand, Skjøn paa noget. Hall. Det sidste er vel egentlig Vitsmun.

visst, el. vist (i’), adv. 1) sikkert, uden Feiltagelse. Kasta visst; hogga visst; taka visst osv. 2) vist, uden Tvivl. Eg veit det visst. 3) høist rimelig, efter al Sandsynlighed. Dei er visst komne. Han heve visst høyrt det osv. (Sv. visst).

visstøk, adj. behændig, sikker i at gribe det rette. Sdm.

Vissvon, f. sikker Forventning, et trygt Haab. Ork.

Vist (i’), f. 1) Ophold, eller Opholdssted. Brugt i Sammensætningen Husvist og Heimvist (jf. langvistande). – 2) Tegn eller Mærker paa, at noget har været paa et Sted. Shl. Hard. Mest i Fleertal (Vister), f. Ex. Dei hava seet Vister etter Bjørnen: de have seet Mærker paa at Bjørnen har været der. (Andre St. Visner, s. Visn). Vist betegner egentlig: Væren, ligesom G.N. vist (atvist, hjávist, návist, samvist, landsvist osv.), af det gamle vesa (Goth. visan): at være.

Vist, m. Lugt, Stank. Ork.

Viste (i’), m. Korn som er aftærsket men ikke renset for Avner. Sogn, Nhl. Hard. Tel. Andre St. kaldet Drose (o’).

Vister, s. Vist og Vinster.

Vistur (i’), m. et Grundlag af Kviste under en Kornstabel i Laden. Sdm. (Volden). Dunkelt Ord.

Vit (i’), n. 1) Viden, Vidende (af vita). Ikkje med mitt Vit: ikke med mit Vidende, ikke saavidt som jeg ved. Nordl. og flere. Ellers mindre brugl. i denne Betydning. Jf. Uvit og vitlaus. Nogle Steder udtalt Veet og tildeels Væt eller Vett. G.N. vit. (Sv. vett). – 2) fuld Bevidsthed, fuldkommen Sands og Samling. Hava sitt rette Vit: have Fornuftens fulde Brug. Missa Vitet, el. ganga fraa Vitet: gaae fra Forstanden, blive gal. Dei hadde skræmt Vitet or honom: skræmmet ham ud af Sands og Samling. Han var reint av med Vitet: reent ude af sig selv. Vera utan Vits (?), s. utan. – 3) Forstand, Skjøn, Evne til at forstaae (saavel hos Dyr som Mennesker); dog helst om en mere udviklet Forstand, Indsigt, Skjønsomhed, Fornuft. Hava Vit til aa vara seg. Hava Vit paa ein Ting. Eg hadde ikkje meir Vit: jeg var nu ikke klogere. Faa Vit: faae Forstand, blive klogere (om unge Mennesker). Ogsa: Klogskab, Besindighed, fornuftig Opførsel. Bruka Vit: være besindig, holde Maade. Taka til Vitet: besinde sig. Hava eit godt Vit: være klog til at skikke sig i en vanskelig Stilling, være fredelig, forsonlg o.s.v. (Jf. vitug). – Om Forbindelsen “Von og Vit”, s. Von.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   211   212   213   214   215   216   217   218   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə