Ivar Aasen Norsk Ordbog


yttaste, s. ytraste. yva



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə219/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   213   214   215   216   217   218   219   220   221

yttaste, s. ytraste.

yva (yy), v.a. og n. (er, de), 1) udsprede, udspile, opreise (Haarene eller Fjædrene); om Dyr og Fugle. Nordl. Yva seg: reise Haarene, gjøre sig bred eller bister. Sv. yfva sig. – 2) v.n. staae ud, sprede sig, staae vidt udspilet; f. Ex. om Haar. Jf. uven, yven, Bustyvel.

yvast, v.n. (est, dest), grue for noget (omtr. som kvida). Ryf. Paa andre St. ivast, som falder nær sammen med evast (ævast).

Yvefær, s. Yverferd.

yven (yy), adj. 1) udspredt, oprusket, stridt udstaaende (= uven), f. Ex. om Haar, Fjædre, Kviste. Nordl. (Sv. yfvig). Yve(t) Haar: stridt Haar, som ikke falder rigtig sammen. – 2) bred eller stor at see til (= ruven); saaledes ogsa: stolt: som bryster sig, gjør sig til. – 3) bister, som reiser Haarene; om Dyr. Nordl. Jf. ybben. G.N. úfr: stridig.

yver (y’), præp. over. Mest alm. yve; sjeldnere: øver (Østerd.); afvig. ive (i’) el. ivi, Rbg. Tel. Hall. I de nordlige Egne tildeels ombyttet med: over (aav’er). G.N. yfir (yvir) ogsaa ifir (ivir); Sv. öfver; jf. T. über. – Betydning: 1) op over, høiere end; saaledes: a) til et Punkt ovenfor. Med Akkus. f. Ex. Det rekk upp yver Veggjerne; yver Husi osv. b) oppe over, ovenpaa. Med Dativ. Der er Tak yver Veggjom; yver Husom. – 2) ud over, hen ad Overfladen ad. Med Akkus. Breida Høy ut yver Vollarne. Sjaa ut yver Landet osv. Ogsaa: ude over, udenpaa. Med Dativ, f. Ex. Hava Skinnklæde yver Ullklædom. – 3) tvært over, til den anden Side af. Fara yver Fjorden, Elvi, Fjellet osv. (Kun med Akkus.). Sjeldnere: til Slutningen af (en vis Tid). Standa yver Vetteren, yver Natti. – 4) ud over Grændsen af, mere end, høiere end; nemlig om en Overstigen i Maal, Tal eller Værd. Det er yver ei Mil, ei Vaag, eit Hundrad, eit Aar osv. Ganga yver alle hine: overgaae alle de øvrige. Yver Maaten, el. yver Laget: usædvanligt, overmaade. Ogsaa om et Tidspunkt, f. Ex. Det var langt yver Middag. I denne Betydning bruges i de nordlige Egne oftest “over”. – 5) over, til Opsyn med, eller Bevogtning for; ogsaa: med Magt eller Raadighed over. Vaka yver nokon. Hava Vald yver nokot. Raada yver Godset osv. – 6) i Anledning af, angaaende. Laata vel yver nokot. (Oftere: syrgja fyre nokot). – Ellers bruges Ordet ofte absolut eller som Adverbium, f. Ex. Ganga og sjaa utyver, dvs. see sig omkring. Han heve faret vida yver; dvs. reist vidt omkring. – Meget ofte sammensat med et foregaaende Adverb, som: att-yver, fram-, inn-, ned-, upp-, ut-yver.

Yverbende, n. Overbaand i en Kløv (= Aaband). “Ivibende”, Num.

Yverbreidsla, f. 1) Overbredelse, Udspredelse. 2) Dække, Overtæppe i en Seng. “Yvebreitla”, B. Stift. Modsat Underbreidsla.

Yverbul (u’), m. Overkrop.

Yverbunad, m. Overtøi, Forsyning udentil eller ovenpaa.

Yverbuska, f. Træ eller Green som ligger øvest i et Gjærde. Gbr.

Yverbygnad, m. Overbygning; øverste Deel af en Bygning.

Yverdeild, f. Overdeel, øverste Deel. “Ivideld”, Hall.

Yverdyna, f. s. Yverseng.

Yverfall, n. Overfald. (Mindre brugl.). yverfallen, adj. overfalden.

yverfaren, adj. befaret, gjennemgaaet; overskuet, efterseet.

Yverferd, f. 1) Overfart. G: N. yfirferd. – 2) Befarelse, Gjennemgaaelse; ogsaa Gjennemsyn, Besigtigelse. – 3) en omgaaende Sygdom. B. Stift. (Yvefær).

yverflødd, adj. overskyllet af Vandet; især af Søen i Flodtiden.

yverfull, adj. overfyldt.

yverfødd, adj. over to Aar gammel, eller henved tre Aar; om Gjeder og Bukke. Sæt. (ivifødd). Jf. Yvergang.

Yverføtte, n. Overlæder i Sko og Støvler; ogsaa Støvleskaft. B. Stift.

Yvergang, m. 1) Overgang, Overfart. <PB N="954"> Ogsaa: Befarelse, Omgang for at besee noget. – 2) Forandring, Overgang i en Tilstand. Lidet brugl. – 3) paakommende Plager, Uheld, Skade (jf. Yverferd). – 4) Overgreb, Voldsomhed. Tel. (G.N. yfirgangr: Overmod). – 5) Overlegenhed, Fortrin. Ein Yvergangs Kar: en udmærket Karl, En som overgaar andre. “Ivigangs-Kar”, Tel. – 6) en Buk som er over to Aar gammel (= yverfødd). Sogn. (Yvegaang). I Hall. “Ivigang (3 Aar gammel).

yvergjeven, adj. opgiven, udmattet (= uppgjæv); ogsaa: modløs, forsagt, som har givet tabt. Afvig. yvegoven (o’), Søndre Berg.

yvergrodd, adj. overgroet.

Yverhand, f. Overhaand, Overmagt.

yverhærd, adj. fulhaaret, som har faaet sin fulde Haarvæxt med den dertil hørende Farve; om Dyr. “ivihært”, Hall.

Yverkast, n. 1) det Slags Søm, hvori Traaden slynges over Kanten af Tøiet. Berg. Stift. – 2) Kasteklæde, Hoveddug. Rbg. – 3) Overgreb (= Yvertak). Hall. (Ivikast).

yverklaar, adj. klar oventil; om Luften (naar dens nederste Lag er taaget). I Hall. iviklaar. Paa nogle Steder siges oftere “underklaar”.

Yverklæde, n. pl. Overklæder.

Yverkola (o’), f. den øverste Skaal i en Tranlampe.

Yverlag, n. 1) øverste lag. 2) Overklæder i Sko. “Ivilag”, Hall. See ogsaa Overlag.

yverlagd, adj. belagt, tildækket.

Yverlaup, n. et lidet Loft eller høitliggende Gulv; især om et Loft paa den ene Side el. i den ene Ende af et Værelse (jf. Ram); saaledes ogsaa om et Gallerie, et Pulpitur i en Kirke. Søndenfjelds. I Hall. Ivilaup; ellers Overlaup, Gbr. og flere, Overlop (-løp), Smaal. Andre Steder kaldet Lem, Trev eller Hjell.

Yverlaup, n. (2), Overskud, noget som bliver tilovers. Indh. (Overlop). Sv. öfverlopp. – En hertil hørende Form: yverlaups (adv.), dvs. tilovers (over Tallet), skal forekomme søndenfjelds. Paa Rom. hedder det “overlaus”.

Yverleder (e’), n. Overlæder, i Skotøi. (Yveled, -leer, -lær).

yverljost, adj. n. fuldkommen lyst af Dagen (= aalljost). Søndre Berg.

Yverlæta, f. 1) Omtale, Bedømmelse. (Af laata yver). Nordre Berg. – 2) Ros, Lovtaler (= Vellæta). Helg. og fl. I Tel. Ivilæte, n. – 3) Skum pa Øl (anseet som Tegn paa en vellykket Brygning).

Yvermagt, f. Overmagt, Overhaand.

Yvermann, m. Overmand.

Yvermaal, n. Overmaal.

Yvermorgon, n. Dagen efter Morgendagen. Oftest “Overmorgon”.

Yvermun (u’), m. Fortrin, høiere Grad eller Stilling.

Yverplagg, n. Klædningsstykke til at bruge udenpaa; Overklæde.

Yverraad, f. Raadighed, Magt.

Yverrett, m. høiere Ret (Domstol).

Yverrom, n. Overrum, Overværelse.

Yverseng, f. Overdyne.

Yversetning, f. Overførelse, f. Ex. paa et Færgested; ogsaa: Oversættelse, Fortolkning. (Nyere Brug).

Yversko, m. Oversko (Galoscher).

Yverskoding (o’), f. Overskuelse.

Yverskot (o’), n. Overskud. Lidet brugl.

Yverskrift, f. Overskrift.

yverstaden, adj. overstaaet, overstridt.

Yverstein, m. Oversteen, Løberen i en Kværn.

yversterk, adj. overlegen i Styrke.

yverstigen, adj. overvældet; ogsaa: overstadig fuld. (“overstigjen”, Sdm.).

Yverstoda (o’), f. Overhæng; Uro, Larm, Tummel. “Yvestode”, Sdm. (Et gammelt yferstada).

Yverstraum, m. Strømning oventil i Vandet. Modsat Understraum.

Yversyn, f. Oversigt; Gjennemsyn.

yversynt, adj. svagsynet, som seer utydeligt i en vis Afstand. Hall. i Formen ivisyn og ivisynt.

Yvertad, n. Gjødsel som udspredes over Ageren, efter at den er pløiet. B. Stift. Ogsaa kaldet Aatad.

Yvertak, n. 1) Overtag, øverste Greb eller Hold i en Brydekamp. – 2) Overhaand, Overmagt.

yverteken, adj. overvældet, betagen; saasom af Forundring, af Frygt osv. Hard. Shl.

Yvertreme (e’), n. et Skind-Laag til Mælkekar. Nhl. (Yvetremme, el. -træme). Af Trøm.

Yvervegt, f. Overvægt.

Yvervelde, n. Overmagt, Herredømme.

yvervunnen, adj. overvunden; ogsaa: overvældet, udmattet, som maa give tabt (= yvergjeven). Shl. forkortet Form “yvunnen”.

yvervættes, adv. overvættes, overmaade. Lidet brugl. G.N. yfirvættis.

Yving (yy), f. Udspredelse; s. yva.

yvja (y’), v.n. (ar), døse, gaae som i Drømme, være fortumlet eller meget sløv. Sdm. Hertil Yvjar, m. og Yvja (Yvje), f. En som let bliver fortumlet eller forvirret.

yvjarsam, adj. sløv, døsig, tankespredt eller fortumlet. (yvjasam’e. Sdm.).

Yvjing, f. sløv, døsig Tilstand.

yvna (yy), v.n. (ar), sprede sig ud, blive mere udspilet (yven). Nordl.

<PB N="955">

Æ.
Æ, Forkortning, 1) for “Æd”, f. 2) for “Ær”, n. 3) for “Ær”, pl. (= Aaer). Ligesaa: æ, 4) for “ær” (= er, s. vera). 5) for “æg”, s. eg. 6) for “hæna” (= henne), s. ho.

æ! interj. et Udraab af Modbydelighed, Afsky eller stor Ringeagt.

æa, v.n. (ar), yttre Afsky, sige æ! Hedder ogsaa: ækta, Tel., og æskra, Nhl.

Æd, f. 1, Vand-Aare, liden Bæk. Sdm. (sjelden). Ellers som Fleertal Æde(r) af Formen “Aad”, see Aader.

Æd, f. 2, Ederfugl (Fuligula mollissima). Lyder forskjelligt: Æd, Nfj. Sdm. Æ og E i de nordligere Egne, dog ogsaa Ær, som grunder sig paa en ældre Form Æder (Ædr). G.N. ædr. Fleertal tildeels Ædar (Æda), dog ogsaa Æde(r). I Sammensætning ofte Æda(r), saaledes paa Sdm. Ædadun, Æda-egg o.s.v. Andre Steder tildeels “Ær”, som i Ær-egg, Ærflokk, Ær-unge.

Ædardun (Ærdun), n. Ederduun.

Ædarfugl, m. Ederfugl (= Æd). Nogle St. Ærfugl; ogsaa Ærefugl. (Jarlsberg). Isl. ædarfugl.

Ædarstegg, m. Han-Ederfugl. Nogle St. Ærstegg, Æstegg. Et andet Navn er Ærbolt (el. Ærebolt). Jarlsberg.

ædeleg, adj. ypperlig (ædel). Ofte i Vers; s. Landst. 488, 504, 619. (Vistnok fremmedt Ord). Ellers med dunkel Betydning i Udtrykket “mangein ædeleg Gong”, dvs. tidt og ofte. B. Stift. (Sv. Dial. ädelig). Jf. æveleg og ideleg.

Ædgavl, m. en lang Rad af Ederfugle paa Søen. Helg. (Ægavl).

[Ædik, m. Eddike. Sv. ättika; Holl. edik (for ekid) af Lat. acetum.

Ædmaare, m. et Slags Maage, ogsaa kaldet Gulføtting. (Larus fuscus). Nordl. (Lof.) i Formen Æmaare. Ogsa skrevet Emaar, Emor.

ædrug, adj. ædru, ikke beruset. Voss, Hall. I Vald. ædrjug’e, ellers ædrig’e, Sogn, og ædru, mere alm. (Sv. Dial. edrug, ädryer). Jf. fastande. Ordets oprindelige Form er ubekjendt.

Ædvær, n. Sted hvor Ederfugle lægge Æg. Nordl. (Ævær).

Æfta (Eftermiddag), s. Aftan.

Æftasvær(d), s. Aftansverd.

æg, pron. see eg.

ægjen, adj. usmagelig, saasom om Mad af fordærvet Korn. Tel. Er vel kun en Form af elgjen, s. elgja.

Ægt, f. Art, Slægt; s. Ætt.

ægt, adj. ægte, retmæssig; ogsaa: reen eller uforfalsket. Hedder i Søndre Berg. ægta, og mere alm. ægte. Nyere Ord efter det tydske echt. I gamle Breve, ekta, ækta.

ægta, v.a. (ar), gifte sig med. Et Subst. Ægte (?) bruges i Forbindelsen “til Ægte” og i nogle Sammensætn. som Ægtefolk, -make, -mann, -par, -skap, -stand, -vigd. Nyere Ord. Maaskee opfattet som en Afledning af “eiga”, men vel hellere optaget af Nt. og Holl. echt: Ægteskab (= Hjonskap).

Æk, n. Standsning; Hvile eller Ophold i en Storm. Sdm.

æk (= ek, eker), s. aka.

æka, v.n. (ar), standse lidt, f. Ex. for at lytte eller see tilbage naar man hører et Raad. Sdm.

Æka, f. Sneeplet, efterliggende Sneemasse, f. Ex. i en Fjeldkløft. Vald. (Snjøæke).

Ækra, f. Hvilemark, Brakland; Engstykke som forhen har været Ager. (Af Aaker). Mest brugl. søndenfjelds, ellers ogsaa i Trondh. Stift og Nordl. Jf. Atterlega og Kjelva. I Valders i en afvigende Form Eikra, dvs. Agerkant (som ellers kaldes Reina).

Ækrehøy, n. Hø af Hvilemark eller udlagte Agre. Modsat Vollhøy.

Ækremark, f. Brakmark.

Ækreplog, m. Plov til Brakpløining.

ækta, v.n. yttre Afsky; s. æa.

Æl, en Byge, s. El.

æl (= el, eler), fostrer; s. ala.

æla, v.n. (er, te), spire, skyde Spirer; især om Korn. Hard. Andre Steder aala (af Aal). Jf. gro og brydda.

Æla, Øgle; s. Ødla.

Æling, m. Indbygger af Aal i Hallingdal.

Æling, m. (2), Iling; Anfald; Stund, m. m. see Eling. “ælingom-til”: i enkelte Stunder. Ork.

ælskjen, s. elsken. – ælst, s. ala.

æm, vammel; s. emmen.

Æmaare, s. Ædmaare.

æmen, s. emmen og imen.

æmja, skrige; s. emja.

Æna (= Ær, Aaer), s. Aa.

ænder, s. ender. – ænja, s. enja.

ænka, s. einka og anka.

Ær, n. Ar, Mærke efter et Saar. (Afvig. Æ, Ork.). G.N. ær (ærr, örr). Sv. ärr; Eng. Dial. arr.

Ær, f. see Æd. – Om et andet Ær, see Ærsaud.

ær, pron. Eder (= ør); s. de.

Æra, f. 1) Ære, Ros, Berømmelse. G.N. æra; Ang. ár, Ght. éra. – 2) Hæder, Prydelse, noget som hædrer En. D’er ikkje stor Æra i det. – 3) Anseelse, Værdighed. Koma til Æra. Saaledes ogsa om borgerlig Agtelse; Anseelse som ærligt Menneske. – 4) Ærbarhed, Sømmelighed. I Tugt <PB N="956"> og Æra. D’er ikkje Æra i honom: der er ingen Undseelse hos ham, han er uforskammet. Tildeels ogsa med Begrebet Ærlighed (jf. ærleg); f. Ex. føda seg med Æra: nære sig paa en ærlig Maade. – 5) Æresbevisning; Artighed, Tjenstvillighed (jf. ærug). Den som gjerer ei Æra, han fær ei Æra atter. (Ordsprog). Han gjorde oss den Æra, at han kom hit. – Ordet bruges ofte i Genitivs Forhold; saaledes: Ein Ære Mann, dvs. en Hædersmand, agtværdig Mand. Ei Ære Sak: en ærlig, uskyldig Sag. Forskjelligt fra “Æresak”, dvs. Sag som angaar Ens Ære.

æra, v.a. (ar), ære, hædre; bevise Ære. (G.N. æra). Particip ærad.

æra, v.n. (er, te), voxe og modne godt; især om Kornet. Hall. Andre St. aara, aarast (af Aar).

ærefull, adj. ærefuld, hæderlig.

Æregagn, Ting som gives En til Medgift; s. Aragang.

Æregaava, f. 1) Hædersgave, Æreskjenk. – 2) s. Aragagn.

æregirug (i’), adj. ærgjerrig.

ærekjær, adj. begjærlig efter Ros og Ære; oftest om En, som sætter stor Priis paa Æresbeviisninger.

ærelaus, adj. 1) uhæderlig (om Foretagender). 2) æreløs, som har tabt sin borgerlige Ære. 3) uforskammet, ublu, skamløs.

Æreløysa, f. Æreløshed. 2) Frækhed, Uforskammenhed.

Æreminne, n. Æreminde.

Ærend, f. (og n.), Ærinde, Udretning; Hensigten med et Besøg eller en Reise. G.N. erindi, örindi, eyrindi, n. Ang. ærend, Ght. áranti. (Jf. G.N. árr, pl. ærir: Sendebud; Goth. airus). Ganga Vegen og gløyma Ærendi. Gjera seg Ærend: ophitte et Ærinde som Paaskud for at komme ind paa et Sted. Ganga Ærender: gaae med Budskab eller for smaa Udretningers Skyld. Ganga eins Ærend etter nokot: reise ud for en eneste Tings Skyld.

ærendsfør, adj. duelig til at udrette Ærinder eller bære Budskab; især om Børn. Nogle Steder ærendsbyrg (ærensbørj, Østerd.).

ærendslaus, adj. 1) udgaaen uden noget egentligt Ærinde. – 2) forhindret fra at udrette sit Ærinde. Dei laut ganga heim atter ærendslause: de maatte gaae hjem med uforrettet Sag. B. Stift.

Ærendsvein, m. Budbringer, En som gaar i Ærinder for andre. Nordl. og fl. Jf. Visargut.

ærerik, adj. rig paa Ære, berømmelse, ærefuld.

æresjuk, adj. meget ærgjerrig. – Æresykja, f. stor Ærgjerrighed.

Æreskilling, m. en Udgift hvoraf man har Ære (eller hvorved man undgaar at beskyldes for Karrighed).

æreskjemd, adj. æreskjændt; vanæret.

æresæte, n. Hædersplads.

Æreteikn, n. Ærestegn.

æreverdig, adj. ærværdig.

Ærfugl, s. Ædarfugl.

ærg, s. arg. – ærig, s. ærug.

Æring, m. Aarsvæxt, Afgrøde (= Aaring). Hall. (jf. æra). – Med anden Betydning i Fjoræring, Triæring, Tviæring (af Aar, n.). Anderledes i Aattæring og Seksæring (af Aar, f.).

æringslaus, adj. frugtesløs, unyttig. Hall. (Jf. Isl. árangrslaus). Æringsløysa, f. unyttigt Foretagende; især om en forgjæves Reise. Jf. ærendslaus.

Ærken, s. Erkn. – Ærla, s. Erla.

ærleg, adj. 1) hæderlig, agtværdig. G.N. ærlegr. 2) ærlig, redelig, oprigtig. – ærlege, adv. med Ærlighed., – Ærlegskap, m. Ærlighed. (Hedder oftest Ærlegheit, f.).

Ærsaud, m. et Faar som har Lam. Sdm. Ndm. G.N. ásaudr og ær, f. (i Akkus. á). Danske Dial. Aalam (Gimmer); Nt. Ouwe (Faar), Eng. ewe, Ang. eovu, Ght. awi. – Mere alm. Lambsaud.

Ært, s. Erter. – Ærten, s. Erkn.

ærug, adj. artig, høflig, honnet; ogsaa: høisindet, nobel, ædelmodig. Hall. og flere. I B. Stift ærig (ærig’e). Et sjeldnere Ord er Æruge (gj), m. Artighed, Høflighed. Hall.

ærutt, adj. arret, fuld af Ar (Ær, n.). Jf. kveiseærutt.

Ærv, s. Erv. – Ærve, s. Erve.

Æs, m. Gjæring (= Æst, Æsing).

æs (æser, = es), gjærer; s. asa.

æsa, v.a. og n. (er, te), 1) indfælde Bjælker eller Aaser. (Af Aas). Voss, Tel. – 2) om Skyerne: trække op i lange Rækker langs Fjeldene eller Aaserne. Hall. Buskr. Østerd. Jf. Æsing og Langæsing.

æsa, v.n. (er, te), gjære, komme i Gjæring; blive suur, om Mælk m.m. B. Stift, Tel. Østl. Nordl. – Ellers brugt med noget lignende Betydning i andre Former, nemlig: asa (es, os, aset), Hall. Vald.; æsa (æs’er, ees, esi’), Solør; esja (es’, aste, ast), Vald.; esja (ar), Nhl. Shl. – Sv. Dial. äsa, esa (as), jäsa (jas).

Æse, n. Langbjælke i en “Fiskehjell”, en af de længere Stokke som ligge ovenpaa “Marstokkene” og nærmest under “Raaveden”. Nordl. (Lof.). Af Aas.

Æsing, f. 1, 1) Bjælker og Sparreværk i en Bygning. Tel. Hall. (Af Aas; jf. æsa). – 2) Underlag, Stokkelag (= Lunner), hvorpaa noget oplægges. Namd. – 3) en tyk List paa den indvendige Side i en Baad, anbragt noget nedenfor Bordkanten og i lige Linie med denne. (Fl. Æsingar). <PB N="957"> Berg. Trondh. Nordl. – Hertil Æsingspord (Æsingespoor), m. den bageste Ende af Æsingen.

Æsing, f. 2, Gjæring; s. æsa, v.n.

Æsing, m. 1, En som boer paa eller nærved en Aas (Bjergryg). Sammensat: Austeræsing, Vesteræsing og fl. Vald.

Æsing, m. 2, en Skybanke i Horizonten (s. æsa). Nogle St. Langæsing.

æskra, v.n. = æa, ækta. Nhl.

Æsl, s. Etsl. – æsla, s. etla.

Æst, m. Gjæring (= Æsing). Gbr. Vel egentl. Æster.

Æta, f. en Foderkurv; s. Eta.

æta, v. s. eta. – æten, s. eten.

ætla, s. etla.

Ætt, f. 1) Æt, Stamme, Slægt, Familie. Tildeels afvig. Ægt, Nordre Berg. og fl. G.N. ætt, ogsaa átt. Formod. af eiga (aatte). – 2) Art, Slags; Spor eller Mærke af en vis Ting. Der er ikkje Ætt av det, dvs. ikke mindste Spor deraf, ikke en Smule af det Slags. Tel. (Mo). I Berg. Stift: ikkje det Slag. – 3) Kant, Side, Himmelegn. Søndre Berg. G.N. ætt, átt. Ellers mere alm. om Veir fra en vis Kant, en vis Tilstand i Luften som nærmest beroer paa Vindens Retning. Saaledes Nordætt (Norætt), Vesterætt, Austerætt; tildeels ogsaa Uvedersætt, Godvedersætt (Goveersætt). I Nordre Berg. “Ægt”; saaledes Noraægt (Nordanætt), Synnaægt (Sunnanætt) og fl. Jf. Haatt, Rot, Røte.

ættad, adj. nedstammet, kommen af en vis Slægt eller fra et vist Hjemsted. Eg veit ikkje kvar han er ættad fraa, dvs. hvor han er fra, hvor han har sin Slægt. Dei er ættade or same Bygdi. B. Stift, Nordl. Hall. og fl. Mest alm. ætta, i Nordre Berg. ægta. G.N. ættadr.

Ættarlag, n. Familie-Egenskab. (Ættalag). Lidet brugl.

Ættarmerke, n. noget hvorved en Slægt adskiller sig fra en anden. (Ættamærkje). Lidet brugl.

Ættarminne, n. Minde eller Tradition i en vis Slægt.

Ættarpryda, f. en Ære for en Slægt.

Ættarskam, f. en Skam for Slægten. G.N. ættarskömm.

ættast, v.n. (ast), nedstamme. (Sjelden).

ætter (bagere), s. ettre.

ættgalen, s. ættvill.

Ætting, m. Slægtning, beslægtet Person (= Skylding). G.N. ættingi. Ogsaa: Ætling, Efterkommer. Hall.

Ættlegg, m. Slægtlinie, Slægtrække. Tel. G.N. ættleggr.

ættleida, v.a. (er, de), optage i Slægten, adoptere. “ættleia”, Nhl. (?). G.N. ættleida.

Ættmaal, n. et Døgn, en Tid af 24 Timer. Nordl. (mest i Tale om Seilads. Ordet kunde vel forklares af Ætt (Himmelegn); jf. G.N. medan sól veltist um átta ættir (Kongsp. 14); imidlertid findes det ogsaa i Nedertydsk og Hollandsk i Formen Etmaal.

Ættriv (i’), n. 1) Slægt, Stamme. Hall. G.N. ættrif. – 2) en Familie-Egenskab, en vis Tilbøielighed i en Slægt; oftest om en Feil. Tel. (Mo).

ættvill, adj. forvildet med Hensyn til Stedets Beliggenhed, uvis om hvad der er Nord og Syd. Sogn og fl. Hedder ogsaa ættgalen, Nhl.

Æv, n. tvivlsom Ting; s. Ev.

æva, v. tvivle osv. s. eva.

æva, v.a. (ar), 1, udviske, udslette langsomt. Brugt i particip: ut-ævad, dvs. udvisket, afslidt med Tiden; f. Ex. om Spor eller Mærker. Tel. Hall. Ogsaa i Formen ævast, (ut): udviskes, fordunkles. Maaskee til Æva, f.

æva, v.a. (ar), 2, sætte sammen; især om at sammenbinde de enkelte Stykker eller Ruder i et nyt Fiskevod. Shl. Nhl. Sfj. Hertil Æving, f. Sømmen hvor to Stykker ere sammenbundne. (Slægtskabet dunkelt).

Æva, f. 1) en lang Tid. Temmelig alm., dog mest i Formen Æve. (I Nhl. Æve, bestemt Form “Æva”, altsaa stærk Bøining). Nogle St. Æve, n. (Tel.). Det vardt ikkje nokor lang Æva: det varede ikke meget længe. – 2) Levetid, Liv. Sjelden, saasom i Ordsproget: Det veit ingen si Æva, fyrr ho er oll, dvs. ingen veed sin Levealder, førend den er udløben. (B. Stift). G.N. æfi, f. – 3) Tidsalder, Tidsrum. Tel. og fl. G.N. æfi; jf. Goth. aivs; Ght. éwa: Evighed.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   213   214   215   216   217   218   219   220   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə