Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə220/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   213   214   215   216   217   218   219   220   221

ævasam, s. evsam. Æve, m. s. Eve.

æveleg, adj. 1) idelig, vedvarende; vel ogsaa: evig. “Ei æveleg Leia”: en bestandig Uleilighed. Mandal. Til æveleg Tid: uden Ende. I lignende Betydning bruges ogsaa: ævenleg, el. ævensleg, Tel. Ligesaa “ævorsleg” (s. ævordsleg). Jf. Æven og Ævord. G.N. æfinlegr, æfilegr (jf. æverdlega, adv.); Sv. everdlig, everdelig, dvs. evig. – 2) værende, forekommende (?). Kvar ævelege Dag: hver eneste Dag. Paa kvar ævelege Stad osv. Hall. og fl. Jf. Sv. hvar eveliga en.

ævelege, adv., vedvarende, uophørlig. Ofte i Forbindelsen: ævelege lenge, dvs. overmaade længe. (B. Stift, Hall. og fl.). Ellers i Formen ævenslege og ævordslege, ligesom det forrige. Ofte ogsaa i dansk Form “evindelege”, f. Ex. “Dæ hadde fare’ evindele’ væl”: det vilde have været til uendeligt Gavn. Sdm.

Ævelengd, f. en stor Langvarighed, Endeløshed, Evighed. Hall.

Æven, n. (?), i Forbindelsen “i Ør og Æven” <PB N="958"> dvs. i det uendelige, vidt og bredt, uden Grændser. Hall. (Hoel). Jf. ævensleg (= æveleg).

Æventyr, n. 1) Fare for Tab, Risiko (= Vaagnad). B. Stift. Egentlig: paakommende Tilfælde, efter Fr. aventure, Ital. avventura: Hændelse osv. – 2) Æventyr, Fabel. Her sædvanlig kun om Fortællinger, som indeholde noget overnaturligt, saasom Fortryllelse, Forvandling, talende Dyr, Trolde osv. (G.N. æfintýr: Fortælling).

æventyra, v.a. (ar), forsikre, staae inde for, garantere. B. Stift, Nordl. (Sv. äfventyra, Fr. aventurer: vove).

ævetta, v.n. sysle med noget, have travlt. Tel. (sjelden).

ævig (= evig), s. æveleg.

Æving, f. Sammenbinding; s. æva, 2.

Ævord (?), de fjerneste Tider; især om den ældste Tid. “Fraa Ævor aa til Doms”: fra Ophav til Ende, fra de første Tider til de sidste. Rbg. (Aaserall). I lignende Mening ogsaa: Ævordom, m. og Ævordøme, n. Dunkel Form; jf. G.N. æverdlega: for evig.

ævordsleg, adj. vedvarende, langvarig; el. uendelig. Fraa ævordsleg Tid: fra de ældste Tider. Rbg. og Tel. i Formen ævorleg, ævorsleg og ævorskleg. Jf. æveleg.

Ævraa (Uvished), s. Evraad.

ævre og ævst, s. øvre, øvst.
Ø.
Ø, Lyd er egentlig to Slags, nemlig 1) det rene ø (G.N. œ), Omlyd af o, som i ør, føra, Bøn, døma, møta; og 2) det mere aabne ø (G.N. ö), f. Ex. i Øks, døkk, snøgg, Fjøl, Kjøt. Forskjellen i Udtalen er dog paa nogle Steder utydelig.

Ødla, f. Øgle, Fiirbeen (Lacerta). Udtalt som Øla (øle), Gbr. Sdm. Ork., og Ørla, Stjordalen. Ellers i en anden Form Edla (?), Eila, Toten, Ela, Østerd., Æla (Æl’), Indh. og Namd. G.N. edla, eydla. Sv. ödla. I de sydligere Egne: Fjorføtla.

øfst, s. øvst. – Øft, s. Øykt.

Øge (Øgje), m. Forfærdelse, Skræk. Det var reint ein Øgje: det var noget forfærdeligt. Nfj. (Jf. G.N. œgir).

øgen, forfærdelig; s. øgjen.

øgja, v.a. og n. (er, de), 1) forfærde, gjøre bange. (G.N. œgja). I denne Betydn. sjelden og helst med Begrebet: gjøre sig selv bange (= gjera seg rædd). I Hard. øgjast (øiast): forskrækkes, blive bange. (Jf. Age og Oge). – 2) skye, afskrækkes fra, eller gyse for at gjøre noget. Nordre Berg. “Han øgje ‘kje kva han gjere”: han skyer ingen Ting, han er i Stand til at gjøre det værste. “Han va so sint, at han øgde ikkje kva han gjore” o.s.v. Præsens lyder sædvanlig øje(r), ø-je.

øgja (?), v.n. væmmes, faae et Anfald af Kvalme (= elgja, igla). Gbr. i Formen “øie”.

øgjeleg, adj. frygtelig, forfærdelig. Sogn, Nhl. og fl. (Nogle St. øieleg, øyeleg). Jf. ageleg og ogeleg.

øgjelege, adv. fælt, paa en frygtelig Maade; ogsaa: overmaade, yderlig. Nhl. Sogn. G.N. œgilega. Jf. fælelege, kjølelege, kaldlege.

øgjen, adj. 1) forfærdelig, frygtelig. Berg. Stift, Jæd. I Sogn tildeels øgen, ellers: ø’jen, og øien; i Neutr. ø-je og øie (for øgjet), men i Fl. øgne. “Eit øgje Ting”: en frygtelig Tingest (Sfj.). “Eit øie Veer”: et frygteligt Veir. (Jæd.). – 2) storartet, vældig, imponerende. “Eit øgje(t) Fjell”: et stolt, mægtigt Fjeld. “D’æ øgje te sjaa n’igjønaa Fjell’e”, dvs. det er et svimlende eller storartet Syn at see ned ad Fjeldet. Sdm. (Andre St. siges hellere: øgjeleg). – 3) stolt, som bryster sig, gjør sig til af noget. “Han er reint øgjen utav di”: han er rigtig stolt af det. “Dei ha lite te vere øgne ‘ta” (dvs. at bryste sig af). Sdm.

Øgna, f. stolt Udseende; Stolthed (af øgjen). “Øgne”, Sdm.

øgnast, v.n. (ast), 1) blive forfærdet, eller forbauset. Hard. (Tildeels udtalt øygnast). – 2) blive stolt, bryste sig. Sdm. (Lidet brugl.).

øje, s. øgja og øgjen.

økesam, og økekjær, adj. letsindig, flanevorn, som løber efter Selskab og Lystighed. Smaal. (Dunkelt).

økla, formere; s. øksla.

økleskonom, s. høkulskoom.

Øks, f. (Fl. Øksar), Øxe, Huggeredskab. (Jf. Skorøks, Buløks, Telgjeøks). En afvig. Form Oks (o’) er sjelden. G.N. öx. (Eng. axe, Ang. eax; Goth. akvizi). I Sammensætning ofte med a (for ar); saaledes Øksa(r)hamar, m. Øxehammer, Bagen eller Nakken paa en Øxe. Hertil Øksahamars-øl, en Benævnelse paa meget stærkt Øl. (B. Stift). Øksa(r)kjeft, m. Eggen paa en Øxe. (I Valders kaldet Økseskjære, m.). Øksarskaft, n. Øxeskaft.

øksa, v.a. (ar), tilhugge med en Øxe. G.N. öxa.

Øksauga, n. Skafthul paa en Øxe.

Øksemne, n. saa meget Jern, som en Øxe kan gjøres af.

<PB N="959">

Øksing, f. Tilhugning med Øxe.

Øksl, n. 1) Formerelse, Fornyelse; især om unge Kreature hvormed Besætningen paa en Gaard efterhaanden fornyes. Østl. Afvig. Økl, Tel. – 2) Yngel, Afkom (omtr. som Elde). Smaal. og fl. – 3) Gevæxt, unaturlig Udvæxt paa et Legeme (= Vokster). B. Stift. Afvig. Økl, Hall. G.N. œxl.

øksla, v.a. (ar), formere med noget nyt, fornye, forplante. Øksla seg: formere sig, forplante sig. Smaal. Øksla Buskapen: fornye Gaardsbesætningen ved at tillægge unge Kreature. Afvig. økle, Tel. I Hard. aukla. G.N. œxla: forøge; vel egentlig: lade voxe, af vaksa.

Øksling, f. Formerelse, Forplantning.

Øksvik (i’), s. Vik, n.

Øksvol (o’), m. en Bolt hvormed man former Skafthullet paa en Øxe. “Øksevøl”, Hall. “Øksavol”, Sfj.

Økt, Stund; s. Øykt.

Øl, n. 1) Øl, gjæret Maltsaft. G.N. öl; Ang. ealu, Eng. ale. – 2) Gjæstebud, Gilde. I Sammensætning som Barnsøl, Festarøl, Gravøl og flere. En afvigende Form Ol (o’) er meget sjelden; almindeligst udtales Ordet med reent og langt ø. Jf. Older.

Øl, m. (Varme); s. Yl.

øl, i Sammensætn. som Ølmuge, ølmyrk, øltekt o.s.v., er det samme som “aal” (af all).

øla, v.a. (er, te), 1) opflamme, kildre, bringe til en Opbruusning; besnakke En til noget. Dei hadde ølt honom upp: sat ham i Fyr og Flamme. Nordre Berg. I Nhl. ølla. (Jf. øsa). – 2) smigre, rose, smidske for En. Gbr. (Jf. høla, gjøla). – 3) tirre, ophidse til Vrede. Buskr. Particip ølt (upp-ølt). – Reflexivt ølast: opflamme sig, bruse op, komme i et usædvanligt Lune; overgive sig til Gjækkerie og Lystighed; f. Ex. om Børn. Ølast med nokon: gjækkes med En, el. besnakke ham til noget. Sdm. (meget brugl.). Jf. Ølsla.

Øla, f. 1, et Bruushoved, En som let kommer i Bevægelse. Sdm. (Øle). I Nhl. Ølla.

Øla, f. 2, Øgle; s. Ødla.

Ølbørsminne, s. Eldbjørgdag.

øldau, s. aaldaud. – øldrug, s. aldrig.

Øle, n. en Stakkel, Stymper; især med Begreb af vanslægtet. Eit Øle i eit Bøle. Hall. Vald. og fl. (Andre Steder Tøle). Jf. Hamøle.

ølen, adj. fuld af Gjækkerie; s. øla.

Ølfløyt, Aconitum (Urt). Indh. (Stod). Nogle St. Ølfløyk og Aarfløyt; i Namd. Orrfløkja. Jf. Torhjelm.

ølfull, adj. øldrukken.

Ølgeis (gj), m. Øldamp. S. Geis.

ølgøyen (gj), s. aalgøyen.

Ølhus, n. Ølkjælder; Kro.

Øling, f. Gjækkerie; Smiger; s. øla. Taka Øling: lade sig besnakke eller forlede ved Smiger. Vald. og fl.

ølja, s. ylja. – Ølka, s. Ulka.

Ølkall, m. Røllik. Indh.

ølkjend, ajd. = aalkjend. Helg.

Ølkjenga, f. s. Kjenga.

Ølkjerald, n. Ølkar, Bryggerkar.

Ølkong, m. Perikum (Urt). B. Stift.

Ølkveis, f. 1) Ølsyge, Sygelighed efter en Ruus. Nhl. og fl. – 2) et Slags Galskab, foraarsaget ved megen Øldrikken. Østl.

ølla, s. øla. ølljøst, s. aalljos.

Ølma, f. Kaalorm (= Aama). Hall.

Ølmo, s. Ylmoe. ølmyrk, s. aalmyrk.

Ølnæver, s. Alvnæver.

Ølost (o’), m. Ølost, Drik af sammenkogt Mælk og Øl.

Ølrus, n. Ruus af Øldrik.

Ølrøyk, s. Ylrøyk (Aalrøyk).

Ølsbue, m. Indbygger af Distriktet Ølen i Søndhordland.

ølsjuk, adj. sygelig efter en Ruus.

ølskapa, s. aalskapad. ølskya, s. aalskyad.

Ølsla, f. Opbruusning, Overgivenhed, Vildskab; ogsaa: Gjækkerie, Narrestreger. Sdm. Meget brugl. (s. øla). Noget lignende er Øsla, i Tel.

Ølsoll, m. Øllebrød, Madret af Øl med brækket Brød. Nogle. St. Ølsoppa, f.

Ølsupa, f. Ølsuppe.

Ølsykja, f. Sygelighed efter en Ruus. Søndre Berg. og fl.

Øltankar, m. Ølkande, s. Tankar.

øltekt, s. aaltekt.

Øltrøyta, f. Slutningen af et Gjæstebud. Ellers det samme som Aaltrøyta. Hall.

ølvaat, s. aalvaat. Ølvoro, s. Aalvora.

Øm, m. en meget svag Lyd. Tel. s. følg. Jf. Ym.

øma, v.n. (er, de), 1) lytte efter noget. Tel. (Vinje). – 2) mumle, ymte om noget. “Øme paa noko”. Tel. Jf. ymja, ymta og G.N. œmta: svare.

ømeleg, adj. stille, lydløs; ogsaa: kjedelig, flau, noget uhyggelig. Tel. (Vinje).

ømleg, ussel, daarlig; s. aumleg.

Ømmer (Ymmer), s. Imbre. “Ømmerham”: Havlommens Ham eller Fjædre. (Nævnes i Æventyrene ligesom Svaneham). Nordl.

Ømne, s. Emne.

øna, v.n. (er, te), 1) see omkring sig i Forvirring eller Forskrækkelse, stirre vildt; ogsaa: snue, snøfte, om opskræmte Dyr. Rbg. (Aaserall). Jf. dausna, aasna. – 2) gjøre Narrestreger, gjækkes, fare med Galskab. Nedenæs.

ønast, v.n. 1) stirre med Forundring, gloe, gabe. Nordl. – 2) see længe efter noget, stunde, vente. Mandal. – 3) blive forstyrret i Hovedet, rase, være sandseløs. Hall. Nærmer sig noget til øra, ølast <PB N="960"> og øsast; jf. ogsaa G.N. œdast: blive gal.

Ønd, s. And. – Ønder, s. Onder.

ønen, adj. gal, sandseløs. Hall.

Øneskap, m. Gjækkerie, Narrestreger. Nedenæs. Oftere “Øneri”.

ønsa, v.n. mestre, kommandere (= amstra, mostra). Hall.

Øp, s. Op. – øpen, s. open.

ør, en Sammensætnings-Partikel, som deels er forstærkende, som i ørgamall, ørliten, ørung, deels omtrent det samme som “or”, f. Ex. Øreldre, ørminnug, Ørvøne.

ør, pron. Eder. (S. i, og de). Egentl. øder eller yder (y’), G.N. ydr.

Ør, n. Svimmel, Anfald af Svimmelhed. Sdm. og fl. Oftest Hovudør (Haud-ør). Jf. Orar. – Ellers dunkelt i enkelte Talemaader, som “i Ør og Æven”, see Æven. “Han er burt i Ør og Heim”: han taler ganske forvirret, som i Vildelse. Hard. Hall. I dette Tilfælde bruges paa andre Steder: Hør, Hyr (y’), og Hyrg; s. Hyr.

Ør, f.s. Øyr.

Ør, m. Ave, Frygt (= Oge). “Dæ sto en Ør av ‘en”. Smaal.

Ør, m. (2), Elletræ, s. Ore.

ør, adj. 1) svimmel, angreben af Hovedsvimmel. Smaal. og fl. Mere alm. øren. (Jf. Sv. yr: fortumlet). – 2) gal, forstyrret i Hovedet. Tel. Vald. Den øre segjer det sanne: gale Folk sige Sandheden. (Tel.). G.N. œr(r). – 3) yderst hidsig el. heftig, sandseløs af Graadighed eller deslige. Tel. Jf. matør, havør. Afvig. yr, dvs. vild, urolig, kaad, f. Ex. om Heste. Østerd. (Sv. yr). Jf. vill, galen, forvillt.

øra, v.n. (er, de), 1) svimle, blive svimmel. Øra i Hovudet. B. Stift og fl. Jf. Ør og Ørsla. – 2) døse, gaae som i Drømme. Sjeldnere. Jf. Orar. – 3) tale i Vildelse, phantasere. Tel. (Sv. yra). G.N. œrast: blive forstyrret. Jf. ørska.

øra, v.a. grave; s. øyra.

Øra, f. 1, Forvirring; s. Ørska.

Øra, f. 2, Elletræ; især om den mørkere Art (= Svart-Ore). Sdm. sædvanlig udtalt Yre (y’). Efter gammel Regel skulde Ordet hellere hedde Øre, n. og betyde Elleskov eller Elleved. (Af Ore).

Ørdaude (?), s. Aardaude.

Ørekyta, f. en vis Flodfisk. Smaal.

Øreldre, n. Alderdoms Sløvhed eller Svaghed. Hall. Han er komen i Øreldre: han er udlevet, affældig. Jf. ørgamall. (Eldre af Alder).

øren, adj. 1) tilbøielig til at svimle (øra); ogsaa ofte: svimmel (= ør). Jf. svimrug. – 2) fortumlet i Hovedet, forvirret; tildeels ogsaa: beruset, drukken. B. Stift og fl. Jf. oren, orna, ørna.

ørende, adv. (= ør), s. ørliten.

Øresta, f. Sands, Opmærksomhed, Eftertanke. Hard. “D’æ ingjæ Øresta i han”: der er ingen agtsomhed hos ham, han tænker aldrig efter hvad man siger ham. (Dunkelt Ord). Hertil ørestelaus, adj. tankeløs, uagtsom.

Ørflaga, f. et Anfald af Svimmel.

ørgalen, adj. ravgal, reent gal. Afvig. aargalen og “aargælen”, Selbu.

ørgamall, adj. meget gammel, udlevet (= utgamall). Voss, Hall. Isl. örgamall.

Ørgjønor (?), pl. f. Fjas, taabelige Indfald. “Ørjønur”, Tel. (Vinje).

Ørja, s. Yrja og Yrgja.

Ørjemark (m.), s. under Aurride.

ørk, s. vyrk. – Ørkje, s. Vyrke.

Ørkjøna, f. en ubeleilig Tid eller Tilstand. Koma i Ørkjøna: komme saa sent at Tiden bliver for kort osv. Hall. (Hoel). Dunkelt.

Ørla, f. Øgle; s. Ødla.

ørleid, adj. yderst kjed. Hall.

ørliten, adj. meget liden, bitte liden. Søndre Berg. Tel., ogsaa paa Østl. Afvig. urliten, Nordre Berg. Nordl., og aarliten, Trondh. (Isl. örlítill). Ofte ogsaa “ørende liten”; afvig. “urende” og “aarende liten”.

Ørmegt, f. Afmagt, Vanmagt. Hall.

ørmegta, v.n. (ar), blive afmægtig, vansmægte. Hall. Vald. Sogn. Nogle Steder ormegta, ogsaa aarmegte, Gbr.

ørmerkes (kj), adv. vildt, blindt hen, uden Maal eller Mærke. Tel.

ørminnug (-ig), adj. glemsom, svag i Hukommelsen. Nhl.

Ørn, m. (f.), Ørn (Fugl). Alm. udtalt med tydeligt “rn” og reent “ø”, afvigende fra Bjørn (Bjønn), Tjørn (Tjønn) og lignende. Kjønnet er vaklende, paa enkelte Steder Neutrum, men mere almindelig Femin. (ei Ørn). Saaledes ogsa Ørna, f. vel egentlig Hun-Ørn. G.N. örn, m. (Jf. Are). I Sammensætn. Ørne, saaledes: Ørne-fjøder (-fjør), -klo, -nebb, -reid, -veng og fl.

ørna, v.n. besvime. Østerd. S. orna.

Ørnebein, s. Øyrebein.

Ørneham, m. Fjæderham af en Ørn; ogsaa: Ørneskikkelse. Et andet Navn er Ørnevæde (Ørnavæe). Nhl.

Ørnestav, s. Øyrestav.

Ørnunge, m. Ørneunge.

ørretta (seg), v.a. (ar), sandse sig, faae sine Tanker i rigtig Orden; sasom ved Opvækkelse af Søvnen. Vald. Noget lignende er “aarekkje se”. Gausdal. Jf. ørvekkja.

Ørrætor, Affalld; s. Orrætor.

Ørs, n. Hors. (Landst. 151).

ørs, Eders; s. ør, pron.

ørsk, adj. 1) forvirret, fortumlet i Hovedet. Oftere ørsken (ørskjen). Hard. Shl. Nordl. – 2) vild, hidsig efter noget. Num. Jf. ør og øren.

Ørska, f. 1) Svimmelhed, Hovedsvimmel. <PB N="961"> Søndre Berg. Tel. Nordl. – 2) Forvirring, Sandseløshed. Mere alm. Nogle St. Øra og Ørsla.

ørska, v.n. (ar), tale i Vildelse, phantasere (som i Sygdom). Hall. Tel. Nogle St. øra.

ørsken, forvirret; s. ørsk.

Ørsla, f. Forvirring i Hovedet, Ørhed, Sandseløshed. B. Stift, Østl. og fl. G.N. œrsl, œrsla; Sv. yrsel.

ørslen, adj. fortumlet (= ørsken). Shl.

ørsmaa, adj. meget smaa. Hard og flere. Afvig. ursmaa, aarsmaa; s. ørliten.

Ørsnildra, f. et Slags Flue med lange Fødder. Guldalen.

Ørstjønna (?), f. en ubesindig Person. Tel. Maaskee Ørstjorna ?

ørta, v. s. erta og urta. – ørt (for ert), part. ophidset. Hall.

ørtrøyten, adj. meget udholdende, utrættelig, rastløs. Hall.

ørung, adj. meget ung. Afvig. urung, Nordl., aarung, Trondh. Jf. ørliten og ørgamall.

ørvekkja, v.a. (er, te), vække for Alvor el. med Voldsomhed, gjøre En rigtigt vaagen, saasom ved en Opskræmmelse. Hall.

ørvenast, s. ørvænast.

Ørvæna, f. 1) Haabløshed, Mishaab. 2) Noget som man ikke kan vente. G.N. örvæni, n. Ogsaa: en Person som venter for meget. Hall. i Formen Ørvene (ee).

ørvænast, v.n. (est, test), mistvivle, grue for Udfaldet; blive modløs eller afskrækket. Oftest i Formen ørvenast (ee), Hall. Afvig. ørvinnast, Tel. (Jf. G.N. örvilnast og örvænta). Andre St. orvonast.

ørvæneleg, adj. haabløs (omtr. som ørvænt). Brugt i Formen ørveneleg (ee), Hall. I Tel. ørveensleg; ogsaa ørvønskleg. (Vinje). I Num. orvønen.

ørvænt, adj. (n.), 1) slemt, vanskeligt, alt for svært, eller neppe muligt. Tel. i Formen ørveent, ørvint; ogsaa ørvinna (maaskee egentl. ørvinn). Jf. G.N. örvæn(n): usandsynlig. – 2) haabløs, kjed af at vente. Hard. (ørveent, ørvint). Jf. orventes.

Øs, m. Ophidselse, Opbruusning. Tel.

øs, adj. 1) ophidset, vild, heftig. Tel. Jf. os og asa. – 2) geil, brunstig (= os); især om en Hoppe. Tel. – 3) overmodig, stolt, storagtig. Nedenæs. Jf. øsen.

øsa, v.a. (er, te), ophidse, opægge, sætte i Fyr og Flamme; saaledes baade at ophidse til Vrede eller Had, og tillige at besnakke En til noget, forvilde En ved Lokkelse el. Smiger osv. Dei hadde øst honom upp. Berg. Stift, Tel. Hall. Ork. og fl. (Jf. øla). Particip øst (uppøst). Hertil ogsaa: øsast (est, test), opægge hinanden, gjækkes, fjase, gjøre Optøier; ogsaa: bruse op, komme i en usædvanlig Stemning. Sdm. og fl. (Jf. øsla og ølast). G.N. œsa: ophidse; œsast: bruse op. Jf. os, øs og Stammeverbet asa (os).

Øsa, f. 1) Opbruusning, Hidsighed. 2) et Bruushoved (= Øsekolla).

Øsar, m. en Ophidser, Opvigler.

Øse, n. 1) en Flodmunding (= Os). Namd. – 2) Aabning i en Dam, den øverste Deel af en Mølle-Rende. Sdm.

øsefengen, s. øsen.

Øseferd, f. fremfusende Færd, Overgivenhed, Vildskab, Optøier. Nordre Bera. (Øsefær).

Øsekolla, f. og Øsekopp, m. et Bruushoved, en fremfusende, ubesindig Person. B. Stift.

Øsemøle, n. Opbruusning, usædvanlig lystig eller ophidset Stemning. Sdm.

øsen, adj. opbrusende, vild, heftig; ogsaa. fuld af Gjækkerie, kaad, overgiven. Berg. Stift. Hedder paa Sdm. ogsaa “øsefingjen”. I Tel. øslen.

Øsing, f. 1) Opæggelse; s. øsa. 2) Opbruusning, Heftighed, Vildskab.

Øskja (ø’), f. Æske, Kar af tynde sammenbøiede Plader. Mest alm. i denne Form; sjeldnere Eskja (e), Solør. Jf. Ask. G.N. eski, n. – Øskjelok (o’), n. Æskelaag. Øskjetrjosk (-trøsk), m. s. Trjosk.

øsla, v.n. (ar), gjækkes, fjase (omtr. som øsast); ogsaa v.a. narre, f. Ex. “Dei øsla’ dæ fraa meg”. Tel.

Øsla, f. Gjækkerlie. Ofte i Fleertal (Øslor): Narrestreger, underlige Paafund. Tel. Jf. Ølsla.

øsleg, adj. opbrusende, ubesindig. Jf. øs. Ogsaa i Formen øslen. Tel.

øst (uppøst), ophidset, s. øsa.

øtaa, s. eta. – Øtla, s. Øydsla.

øva, v.a. (er, de), 1, opægge, tirre, ophidse. Tel. Hall. Ogsaa i Formen: øvast, v.n. drilles, tirre hinanden. Til G.N. œfr: hidsig. Jf. uven og yva.

øva, v.a. (er, de), 2, øve, oplære. Nyere Ord. Hertil part. øvd: øvet. Øving, f. Øvelse.

Øva, lang Tid (= Æva). Helg.

øve (øver), præp. s. yver.

øven (for even?), s. forøven, iøven, vanøven.

[Øverheit, og Øvrigheit, f. Øvrighed. Nyt Ord efter T. Oberkeit, Obrigkeit. Sv. öfverhet.

Øvja, Vandhvirvel osv. s. Evja.

øvna, v.n. gistne (= ovna). Vald.

øvra, v.a. sætte i Bevægelse, drive, anstrenge. Hall. Hører formod. sammen med ovra.

Øvra, s. Evraad.

øvre, adj. øvre, som er længere oppe. En anden Form evre (ævre), er sjelden. (Tel.). G.N. efri og œfri. Øvredeildi: den øverste Deel. (Modsat Nedredeildi). Jf. ov, ovarleg, ovan og yver.

<PB N="962">

øvst, adv. øverst, i det øverste. Øvst uppe: høiest oppe. Øvst i: i den øverste Deel. S. følg.

øvst, adj. øverst, som er høiest oppe. Mest i den bestemte Form, f. Ex. øvste Sida, øvste Huset; øvste Vegen. Almindeligst udtalt øfst; nogle St. øpst. (Sogn og fl.). Altid med reent ø. G.N. efstr og œfstr.

Øy, f. (Fl. Øyar), Øe, Land som er omgivet af Vand. (Jf. Holm). Afvig. Øyn (Fl. Øyn’a) i Hall. Ellers paa flere Steder i den bestemte Form: Øy’na (Øy’naa); regelret Øyi (Øy’e, Øy’a). G.N. ey (öy); Sv. Dial. öi, öia; Holl. eiland, Nt. Oge. Ordet synes tildeels ogsaa at betyde Halvøe eller Landtunge; saaledes ved Trondhjem “Grasøy” og “Skogøy” om Engsletter og Skovplaner som strække sig ud imellem Bugterne af en Elv; desuden findes ogsaa baade i de sydlige og nordlige Egne enkelte Gaarde, som have Navnet “øy” og dog ikke ere ganske omgivne af Vand. – I Sammensætning tildeels Øya (for Øyar) med Begreb af en enkelt Øe, f. Ex. Øya(r)folket: Folket paa Øen. Øyatangen: det yderste Rev af Øen o.s.v. Jf. Øyefolk.

øya, v.n. (ar), klynke, jamre sig. B. Stift. (Jf. jøya, eia, veia). Ogsaa: skraale, skrige, gjøre megen Larm. Tel. (Vinje og fl.). I Hall. eia. Hertil Øy, n. Skrig, Skraal.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   213   214   215   216   217   218   219   220   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə