Ivar Aasen Norsk Ordbog


bærleg, s. berleg. bæsa



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə24/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   20   21   22   23   24   25   26   27   ...   221

bærleg, s. berleg.

bæsa, v.a. (er, te), sætte paa “Baas”, sætte Køer paa sin Plads i Stalden. G.N. bæsa. Bæsa seg: opsøge sin Plads.

Bæse, n. Ko-Baand, som er fæstet i en Baas. Namd. (Bæs’, Bees).

bæva, v.n. (er, de), ligne, være noget lig. “Dæ bæve attpaa dæ”. Nfj. (Stryn). – Bæv, m. en flygtig Lighed.

, m. 1) Gaard. G.N. bœr. Nu kun som Gaardsnavn. (Jf. By). – 2) Engmark, den indhægnede eller omgjærdede Mark omkring en Gaard. Meget brugl. vestenfjelds. – 3) en bebygget Egn, = Bygd. Sætersd. – Paa Bønom (Dativ): paa Engmarken. (Bø’no, Voss. Bø’naa, Sdm.). Sleppa aa Bø: slippe Kreaturene ind paa Engmarken (om Høsten). Gardarne liggja Bø i Bø: tæt ved hinanden, saa at der er ingen Udmark imellem. – Det gamle Genitiv bœjar (og bjár) har holdt sig i nogle Navne, som Bøjarmoen og Bøjaraattungen (paa Voss); vel ogsaa i Bjaarvik, Bjaaland og Bjaanes (jf. bjaaslid). Maaskee ogsaa i “Beiarland” og “Beiarblakken” i de gamle Viser, skjønt Beiarland vel kunde forklares som Baiern eller Syd-Tydskland.

, n. s. Bod. – Bøe, s. Bode.

Bøbeite, n. Græsning paa Engmarken.

Bø-gard, m. Gjærde imellem Engmarken og Udmarken. B. Stift.

Bøgsl, n. Rygfinne paa store Fiske; ogsaa paa Hval. Nordl. (Bøksel). G.N. bœxl.

Bøk, m. s. Bauk, og Bok.

bøkja, v.a. (er, te), tørre lidt, gjøre halvtørt. (Til boken). “bøkje”, Sdm. Nfj. (S. ogsaa bøykja). – Bøkjing, f. svag Tørring.

Bøl, s. Bil, Byl, Byrd.

bøl, adj. geil, parrelysten; om Hundyr, især om Soen. Trondh. Nordl. See bala.

bøla, v.a. (er, te), lave Rede eller Leie for Ungerne, om Dyr. (Af Bol). Oftest “bøla seg”, som ogsaa betyder: yngle, faae Unger. B. Stift. Bøla seg ned (i Spøg): lægge sig i Hø eller Straa. – Et andet Ord findes i Forbindelsen “bøla Trøt”, dvs. byde Trods, gjøre Modstand. (Valders). Vistnok en Forvanskning, maaskee for: bjoda Trjot (G.N. bjóda þrjót).

Bøle, n. 1) Opholdssted, Bolig; ogs. Skjul, Smuthul. Tel. Buskr. Ogsaa ellers om Sted eller Plads. (Hall.). Jf. Fødebøle, Sæterbøle. G.N. bœli. – 2) Rede eller Kube for smaa Dyr (Muus, Insekter). B. Stift. Ellers Bol – 3) et Kuld, Unger som ere fødte paa een Gang (= Føde, Lag, Legde). Hundebøle, Grisebøle. Vestenfjelds. Ogsaa en Dyrefamilie, Slægt, Yngel. Om Mennesker kun i Spøg eller med Uvillie.


Bøling, m. Kvæg, Besætning af Kreature (= Buskap, Fenad). Gbr.

bølt, adj. beboet. I Sammensætning, som rombølt og trongbølt.

Bø-mark, f. indhægnet Jord.

Bøn, f. Bøn, Begjæring. G.N. bœn. Bønebok, f. Bønnebog. Bønebrev, n. en skriftlig Begjæring. Bønefolk, n. Folk som ofte bede eller holde Bøn.

bøna, v.n. bede, fremføre en Bøn. Solør (bønne). G.N. bœna.

Bønhald, n. offentlig Bøn eller Forbøn.

bønhøyra, v.a. bønhøre; hjælpe.

Bønor, s. Buna.

bønrik, adj. som beder meget, eller taler i Form af en Bøn; om Prædikanter.

Bønskrift, f. Ansøgning, Petition.

Bønstad, m. Begjæring, Anmodning. Berg. Stift. I Ryf. Bønasta(d). G.N. bœnastadr. En anden Form er Bønstav. Ndm.

Bør, n. (?), smaat Hagl, el. Sneefald som ligner Hagl. Solør.

Bør, m. s. Byr og Byrd.

bør, v. s. byrja. – Børa, s. Byrda.

Børnad, Børnskap, s. Byrnad.

Børse, s. Byrsa. Børsel, s. Byrgsla

Børt (Ret, Skyldighed), s. Byrd.

børt, s. byrd, byrg, byrgt.

børta, s. byrta og byrga.

bøsen, s. bøysen.

bøsta, banke, skrubbe; s. bøysta.

bøta, v.a. (er, te), 1) forbedre, sætte i Stand, rette paa en Feil eller Skade. G.N. bœta. – 2) bøde, lappe, sætte Bod paa (Klæder, Sko, Kjedler osv.). – 3) betale Bøder (Mulkt); ogsaa: undgjelde, lide for noget. Af Bot. – Particip bøtt: lappet; bødt, istandsat.

bøtande, adj. som kan bødes eller oprettes.

Bøtar, m. en Bøder, Flikker. Skobøtar, Grytebøtar, og fl.

Bøter, s. Bot.

Bøting, f. Bøden, Flikning. Bøtningtraad, m. Traad til at bøde Fiskergarn med; ligesaa til Klæder. Nogle St. Bøtinga-traa og Bøtingetraad.

bø-vand, adj. vant at græsse paa Engen, om Kreature. B. Stift.

Bøvel, m. grusom Person, Umenneske. Østl. Ellers et Navn paa Fanden (ligesom Sv. bøfvel). Nordl. og fl. Ogsaa forklaret som Bøddel.

Bøver (Bøv’r), m. en Bæver (= Bjor). B. Stift, Gbr. og fl. – Bøverbrote (o’), m. Bæverdam. Gbr. Bøvergjeld, n. Bævergjel (castoreum). Sv. bäfvergäll; T. Bibergeil. Kaldes ogsaa blot: Bøver, n.

Bøya, s. Bya. – bøya, v. s. bøygja.

Bøyg, m. 1) Bøining, Krumning, f. Ex. paa et Træ. 2) Nedbøielse; Knæk, Svækkelse. Nordland og fl. 3) En som gaar nedbøiet og ludende; ogsaa: en Stakkel, En som taaler lidet. Gudbrandsdalen.

bøygd, part. bøiet; s. bøygja.

Bøyge (Bøygje), m. Bue, sammenbøiet Skive (= Baug, Bug). Sæt.

Bøygel (Bøygjel), m. (Fl. Bøyglar), 1) Bøile, Hank af et bøiet Stykke Træ eller Jern. – 2) en Kløft (Klave, Sule), hvori man kan ophaspe en Fiskeline paa omtr. 200 Angler. Nordl. “Ein Bøyel Line”. (Synes tildeels opfattet som en “Bøye Line”). Udgjør Halvparten af en “Stamp Line”.

bøygja, v.a. (-gjer, gde), bøie, krumme som en Bue. G.N. beygja. (Nærmest til Baug, af bjuga). Figurlig: bevæge; overtale; ogsaa: nedslaae, ydmyge. – bøygjast, v.n. bøies, bøie sig.

bøygjande, adj. som lader sig bøie.

bøygjeleg, adj. bøielig, myg, smidig.

Bøygning, f. Bøining.

Bøygsla, f. Bøielse, Bøining.

Bøyk, m. en Hestebremse (Insekt). Tel.

bøykja, v.a. (er, te), byge, koge i Lud. “bøykje”, Toten og fl. Andre St. bøkja, og bykje. Sv. byka; Nt. büken.

bøyla, v.n. brøle. Tel. Jf. baula.

bøysa, v.a. (er, te), udvide, gjøre bred. Bøysa seg upp. Hall.

bøysen, adj. stor og vid, om Klæder. Paa Sdm. bøsen. Isl. beysinn.

bøysta, v.a. (ar), 1) banke, slaae. Ryf, Oftere bøsta. G.N. beysta. – 2) skrubbe. give haarde Ord. Smaal i Formen “bøste”, sædvanlig opfattet som børste (= bysta). Hertil “Bøst”, n. Skrub, haard Tiltale.

Bøyste, n. Kjødstykke, Bov, el. deslige til Gjæstebudskost. Sjelden; s. Brudarbøyste. G.N. beysti (Skinke); Sv. bøste (Svinebov).

Bøytel, m. Kop, Kumme. Livrebøytel: Skaal hvori kogt Fiskelever sættes paa Bordet. Sdm. G.N. beytill? (Flat. 2, 334).
D.
da, adv. s. daa. – da, pron.s. det.

dabba, v.n. sagtnes, dovne, aftage. Sdm. Jf. davra, dovna.

Dabbe, m. Vandpyt, s. Dape.

Dag, m. 1) Dag, Tid da det er lyst af Solen. G.N. dagr. – 2) i Fleertal: Tid, Alder. Hava gode Dagar. I gamle Dagar. Aldri i mine Dagar. – 3) Frist, Henstand, Udsættelse. Han fekk Dag til Hausten. Tel. Hall. Gbr. – Afvigelse i Fleertal: Da’r,
Shl. Dage, Sdm. Daagaa, Gbr. Ork. – D’er stor Dag: det er allerede meget lyst. Det verd Dag og Veg, dvs. Dagen vil vare saa længe som Veien; man kan komme frem til Natten. I Dag: denne Dag. Ein Dagen: en af de sidste Dage. Her um Dagen: for nogle Dage siden. (Ogsaa Svensk). No um Dagarne: i disse Tider. Med Dagen: medens det er Dag. Fyre Dag: før Daggry, meget tidlig. Til Dags: til det bliver Dag. Tidlege Dags: tidlig paa Dagen. I Dagsens Tid: i Dagbrækningen. Ein av Dogom (o’): en af disse Dage. (“Dogaa”, Sdm.).

daga, v.n. (ar), 1) lysne, blive Dag. Hedder oftere: dagast (G.N. daga).Hertil Talemaaden: kvar dagande Daga (hver eneste Dag). – 2) i Forbindelsen “dagast uppe”: overraskes af Dagen (som Troldene i Æventyrene). Jf. uppedagad, avdagat.

Dagbleik, f. Daggry. Nordl.

Dagbok, f. Dagbog, Journal.

Dagdvelja, f. 1) Tidsfordriv; ogsaa et Slags Legetøi for Børn. Sdm. – 2) en Dagdriver, Lediggjænger. Nordl. dog oftere i Formen “Dagvelja”.

dagfallen, adj. forfalden til Betaling, nemlig naar den bestemte Frist er udløben. Telemarken.

dagfaatt, adj. n. kort, knapt. “D’æ dagafaatt”: der er ikke mange Dage tilovers. Hallingdal.

daglaus, adj. som ikke kan vente Udsættelse, eller hvis bestemte Tid er udløben.

dagleg, adj. daglig, hverdags.

dagliden (i’), adj. om Tiden: fremskreden mod Aftenen. De’r for myket daglidet: det lider for langt ud paa Dagen. Tel. og fl. ( daglie, daglee).

Daglina, f. Fiskeline, som udsættes om Morgenen.

Dagløn, f. Dagløn, Dagpenge.

dagna, v.n. (ar), dages, blive Dag. Østl.

Dagning, f. Daggry, Dagens Frembrud. Afvig. Degning (e’), B. Stift, Hall.

Dagpengar, pl. = Dagløn.

Dagrap, n. tynde Græsarter med bred Top (Aira, Poa, Agrostis). Trondh. (Skogn). Ellers: Dagrabb, Sparbu; Dalgrabbi, Namd.; Dauglop (Dagglop?), Østerd.

Dagsbrun, f. Dagskjær, Dagens første Lysning i Horizonten. Sogn og fl. G.N. dagsbrún. Ellers Dagsmeit, Dagsrand.

Dagset, n. Aften, Dagens sidste Deel. Smaal. Buskerud. G.N. dagsetr.

dagsett, adj. bestemt til en vis Dag.

Dagskil, n. Forskjel imellem Dagene. Hava Dagskil (el. Dagaskil): vide at regne Dagene rigtigt. Hall.

Dagsleid, f. en Dagsreise. Rbg. og fl. G.N. dagleid.

Dagslengd, f. Dagenes Længde.

Dagslit (i’), m. Lysfarve, Luftens særegne Farve eller Udseende til de forskjellige Tider paa Dagen; især om Lysets Svækkelse mod Aftenen. Sdm. og fl.

Dagsljos, n. Dagslys. (Modsat Eldsljos). I Valders: Dagslyse, n.

Dagsmeit, f. 1) Dagskjær (= Dagsbrun). Tel. 2) Dagmilde (s. Dagsmidja). Tel.

Dagsmidja, f. Midten af Dagen; ogsaa Dagmilde, Solvarme ved Middagstid i Slutningen af Vinteren. “Dagsmea”. Trondh. (Sv. dagsmidja).

Dagsmilda, f. Solvarme midt paa Dagen. Buskerud. Jf. Dagsmidja, Dagsmeit.

Dagsmun (u’), m. den Forandring, som en Ting faar paa en Dag. Ein ser Dagsmunen paa det. G.N. dagsmunr.

Dagsprett, m. Dagbrækning. Østl.

Dagsrand, f. Dagsljær, Dagstribe (= Dagsbrun). I B. Stift: Dagsraand.

Dagsror, m. 1) Søfærd eller Fisketour for en Dag. 2) en vis Lod eller Part, som en Tjenestekarl skal have af Fangsten paa Fiskerbaad. Nordl.

Dagsslaatt, m. og Dagsslætte, n. Engstykke som man kan slaae paa en Dag.

Dagstjerna, f. Arkturus, s. Vagnstjerna.

dagstød, adj. 1) bestemt til en vis Tid (f. Ex. om Betaling). Tel. (ogs. dagstødd). – 2) altid indtræffende paa samme Dag i Aaret; f. Ex. om en Fest. Tildeels ogsaa om to Helligdage, som falde paa samme Ugedag.

dagstødt, adv. daglig, Dag efter Dag uden Afbrydelse. Østl.

Dagsverk, n. Arbeide for en Dag. G.N. dagsverk. Oftere Dags-arbeid, n.

Dagtal, n. 1) Antal af Dage. 2) Datum, Dagens nummer i Maaneden. (Dagatal, Dagetal). Rekna i Dagtal: beregne Løn efter Dagene og ikke for hvert Arbeide.

dagtinga, v.n. (ar), underhandle, gjøre Aftale, akkordere. Tel. G.N. dagþinga. Sv. dagtinga.

Dagtjuv, m. Dagdriver, lad og forsømmelig Person. Sv. dagtjuf.

Dagvarp, Udsætning af Fiskegarn om Morgenen eller til Dagen. Nordl.

Dagvelja, f. s. Dagdvelja.

Dagverd, m. Davre, Formiddags-Maaltid; mest almindelig ved Kl. 10, i Berg. Stift senere hen imod Middag, i Nordland derimod tidligere og omtrent som Frokost. Forefindes i flere afvigende Former: Daver, el. Dauver, Nedenæs; Dogur (o’), Sæt. Tel. Dugur, Hall. Vald. Gbr. Orkd. Indh. Duur, Dur, Ryf. og fl. Dul (med tyk L), Smaal. Indh. Daugur, Sogn. Daur, Rbg. Voss, Romsd. (Jf. Dagverdmaal). Formen Verd (Vær), som er beholdt i Morgonverd, Aftansverd, Kveldverd og Nattverd, er altsaa i dette Ord fordunklet. G.N. dagverdr, dog ogsaa dögurdr. Sv. dagverd.
Til Dagverds (Dugurs osv.): til Davre. Dagverdsbil (Dugursbil), n. omtrentlig Davretid. Dagverdskvild, f. Hvilestund efter Davren. Dagverdsøykt, f. Arbeidsstunden fra Morgen til Davretid.

dagverda, v.n. (ar), holde Davremaaltid. “dogura”, Tel. “dugura”, Hall. Vald.

Dagverdmaal, n. Davre-Tid; ogs. Davremaaltid. Hedder: Dogurmaal (o’), Tel. Daurmaal, Hard. Sfj. Sdm. Durmaal, Nordl. – “Til Daurmaals”: til Davretid. Sdm. og fl.

dagvill, adj. forvildet i Dageregningen, el. som har taget feil af Dagen. Hall. (G.N. dagvillr). Nogle St. døgervill.

Dake, m. en seenfærdig , doven Karl. “Dakje”. Sdm.

Dal, m. Dal, lang Fordybning i Landet. G.N. dalr. Til Dals: oppe i Dalen, noget langt fra Søen. I Dolom (o’): i Dalene. (Dolo, Voss; Dolaa, Sdm.). Hertil mange Stedsnavne, tildeels med Formen “Dale” (Dativ).

dala, v.n. (ar), dale, synke.

Dalar, m. Daler (Mynt); sædvanlig: Speciedaler (120 Skilling). Nogle St. Daler og Dale. Nyere Ord; egentl. Joakimsdalar efter Sølvværket Joachimsthal i Bøhmen.

Dalarsetel, m. Seddel for en Daler Sølv.

Dalarverde, n. en Dalers Værd; Ting som kan koste omtrent en Daler. “Dalarvære”, B. Stift. Paa Sdm. “Dalevyre”; s. Verde.

Dalbue, m. 1) en Dalboer. Tildeels “Dalabue”. 2) Indbygger af Distriktet Dalerne i Stavanger Amt. Hertil ogsaa Dalbukona, Dalbugjenta og fl.

Dalbugge (Dalabuggje), m. Dalboer, Dalemand. (Jf. Bugge). Tel.

daldra, s. dalla.

Daledrag, n. langt Dalstrøg.

Dalefolk, n. Folk fra Dalene. Mange St. Dalafolk, ligesom ogsaa Dalamann, Dalakona og fl.

Dalføre, n. Dalstrækning. Østl.

dalga, v.a. tugte, ydmyge. Nfj. Paa Østl. tildeels “delje” (delga?): slaae, banke.

Dalgust, f. en kjølig Luftstrøm fra Dalene.

Daling, m. Dalboer, s. Døling.

Dalk, m. en Stymper, s. følg.

dalka, v.n. (ar), 1) dingle, hænge ved; ogsaa: følge med, løbe efter (= dalta). B. Stift. – 2) kludre, arbeide klodset. “dælke”, Østerd. – 3) søle, røre og rode i noget. Indherred (udtalt: dælke).

Dall, m. et Spand med Laag og med Hank paa Midten af Laaget (= Ambar). Sfj. Sdm. Trondh. Nordl. (Isl. dallr). Hedder ellers: Dull, Hall. (Aals Sogn); Dyll, Valders; Dylla, f. Østerd. (Tønsæt), ogsaa i Hall. (Hoel). Dull er mindre end “Embar”. (Aal).

dalla, v.n. løbe, trippe. Solør. Ellers: daldra. Østerd. (Tønsæt). Jf. dalta. – Ogs. med Betydn. stalde (= miga). Solør.

Dal-lægje (?), n. Dalstrækning, Dalstrøg. “Dalleie”, Nordl.

Dalmid (i’), n. et Dalstrøg. (Vel egentl. Midten af Dalen). “Dala mi”, Voss, Nhl.

Dalrjupa, f. en Art Rype, Lagopus subalpina. Ellers: Lidrjupa.

Dalsbotn, m. Dalbund, den inderste Ende af en Dal.

Dalslad, n. en lang Fordybning i Jorden, en liden Dal. “Dalsla”, Hard.

Dalsnoa, f. en kold Vind fra Dalene. Jf. Skjella.

dalta, v.n. (ar), løbe, trippe. Hall. og fl. (Jf. dalla). Dalta etter: hænge med, følge efter; f. Ex. om Børn. Nordl. Jf. dilta og dulta.

dalutt, adj. fuld af Dale eller Fordybninger; couperet.

Damb (el. Damm), n. Støv (= Dumba, Duft). Østerd. Sv. dam (i Dial. damb). Af demba, damb.

damba (damme), v.n. (ar), støve, ryge af Støv (= demba). Rommerige. Sv. damma.

damla, v.n. (ar), pladske, røre i Vand. Søndre Berg. Nordl. (Jf. demla). Isl. damla.

Damm (el. Dam), m. 1) Dam, Dæmning, Forbygning i en Vandstrøm. G.N. dammr. (Jf. Goth. faurdammjan: forebygge, hindre). Heraf demma. – 2) Vandpyt, liden Vandsamling (= Demma, Dape, Søyla). – 3) en tæt Masse af Sneeskyer eller faldende Snee (= Kave). Nordl. Jf. Kovdamm. – Dam udtales paa nogle Steder langt, f. Ex. Dam’en, Damarne.

Dammeduk, m.et Slags Kastetørklæder. B. Stift. (G.N. dammudukr, et Slags Tøi).

dammstill, om Søen: stille som en Dam.

dammutt, adj. fuld af Vandpytter.

dan, adj. beskaffen, skikket. Ork. Østerdalen. “Han va int so dan, at ein kunna bruk’ en”. Ogsaa: slem, slet. “Dæ va so usselt aa so dant”. Ork. Om Personer: lysten, begjærlig, hidsig. “Han var saa dan etter dæ”. Smaal. og fl. Ogsaa i svenske og danske Dialekter; vel egentlig efter et Nedertydsk Ord; jf. Holl. gedaan, T. gethan.

dan (el. dann), pron. s. den.

dana, v.a. (ar), danne, forme. Sv. dana. (Nyt Ord, see dan). Daning, f. Dannelse.

dande (?), adj. god, brav, hæderlig. I Folkeviserne: dandes, dannis (Landst. 490. 492). Hertil: Dannekvinna, Dannemann, Dannemøy (Landst. 789), Dannesvein (Folkevennen 8, 278). Dannemanns Skaal: en Skaal (Toast) som en Brudgom udbringer for Slægtninger og Naboer i Brylluppet. (Nordl. Hard. og fl.). Ligesaa: Dannekvinne Skaal
(Brudens Skaal). Har fordum været mere almindeligt, s. Norske Magasin 1, 585. Ellers omtalt af P. Dass, N. Hertzberg (Budstikken 1821) og flere. – Ordet “danne (Dannemann osv.) bruges ogsaa i Sverige og forklares af de fleste som “dugande”, skjønt en saadan Forkortning er noget usædvanlig. S. Rydqvist 2, 425.

dangla, v.n. dingle, hænge ved.

Dank, m. 1) en liden Slump, f. Ex. af Korn. Hall. – 2) Lediggang (?). Driva Dank: gaae ledig og intet bestille. Søndre Berg. Smaal. og fl. Andre Steder “drive Dant”. Sdm. Nordl. (Sv. slå dank).

danka, v.n. (ar), 1) gaae ledig. (Sjeld.). 2) synke, falde, aftage. “daanke”, Sdm.

Dankar, m. 1) et Kar at bære Mælk i (= Hylke). Helg. 2) Ølkande, s. Tankar.

dann, s. den. danna, s. denne.

Dannemann, s. dande.

Dans, m. Dands.

dansa, v.n. (ar), dandse. G.N. dansa. Dansar, m. Dandser; Dandserinde. Dansarfolk, n.Selskab som er samlet til Dands. Ogsaa kaldet Dansarlag, n. og Dansarlyd, m. (Hall.). Dansarnatt, f. Nattestævne til Dands. Dansarslaatt, m. Musikstykke til Dands. Dansarstova (o’), f. Dandsehuus.

dansk, adj. dansk, hjemmehørende i Danmark. (I Neutr. vaklende: dansk, danst).

danska, v.n. (ar), tale dansk, efterligne den danske Udtale.

Danske, m. dansk Mand. Danska, f. dansk Kvinde. (Sjeldnere).

Dap, n. Slud, vaad Snee (= Sletta). Sdm. Tildeels: Dape, m.

dapa, v.n. (ar), blive til Slud. Sdm.

Dape, m. 1) s. Dap. 2) Vandpyt; Masse af spildt Vand eller anden Vædske, f. Ex paa et Gulv. Tel. Andre St. Dabbe, Mandal; Dave (Dava), Østerd. Ellers: Damm, Floe, Søyla. Jf. Depel.

daper (dap’r), adj. 1) stille, sørgmodig, nedslagen. “dap’e”, Sæt. “Han sat so dap’ aa stidd’e (dvs. stille)”. G.N. dapr. – 2) svag, som ikke har sin fulde Styrke. Hard. i Femininform “dopur” (o’), om en Hoppe, som gaar med Føl. (Isl. dapr, svag).

dar, adv. s. der.

darla, v.n. rokke sig, staae løst. Sdm.

darra, v.n. ryste, bæve; s. dirra.

Darre, m. 1) Halsbeen, Halshvirvel, øverste (eller forreste) Been i Rygraden. Gbr. – 2) en liden Stolpe eller Opstander, saasom i Hjørnet af en Slædekarm. Tel. (Raudland). – 3) Dør-Axel; Tap eller Pig i de bageste Hjørner af en Dør, tilskaaren saaledes at Døren kan dreie sig om den, saa at andre Gjænger ikke behøves. Valders. (I Nordl Bikkjel). – 4) Halsklæde, et kort Klædningsstykke, hvormed Hals og Bryst bedækkes; omtrent som en “Modest”. Søndmøre (Ørsten).

dasa, vansmækte, s. dæsa.

Dask, m. Dask, Slag (med Haanden). Det var paa Dasken: paa Nippet. (Hadeland).

daska, v.a. (ar), 1) slaae, give en Dask. – 2) lefle eller bole med nogen. Trondh. og fl. (Ogsaa i svenske Dial.). Oftere “liggja i Dask”, eller “i Daskri”.

datt (faldt), s. detta. – datta, s. denne.

dau, s. daud og dauv.

Daud, m. Død (= Daude). “Dau”, Vald. G.N. daudr (sjelden). Andre St. ofte i dansk Form “Død”. “Han ligg i Døds Von”: han synes at være nær ved Døden. Sdm. (Ligesaa: Dødsfall, Dødsmerke, Dødsaar og fl.).

daud, adj. 1) død, ikke længere levende. G.N. daudr. (Goth. dauþs). 2) stille, uden Liv eller Rørelse (om et Sted); ogsaa kraftløs, uvirksom, f. Ex. om Jord. At man paa nogle Steder adskiller “daud” og “død”, saa at det første bruges om Dyr og det sidste om Mennesker, grunder sig kun paa en falsk Forestilling.

dauda, v.n. (ar), døe (= døya). Eg tenkte han hadde daudat. (daua).

Daudaar, n. et Aar da mange døe.

Daudblod, n. størknet Blod under Huden efter et Stød. (= Blodmelta).

Daude, m. Død, Livs Ende. Mest almind. Daue. G.N. daudi. (Jf. Daud). Fretta ein Daude: høre Tidende om et Dødsfald. Ein hard Daude: en haard Dødskamp. Faa ein fager Daude: en mild og rolig Død.

daudeggja, s. daudøygd.

daudeleg, adj. 1) dødelig. 2) nær ved Døden. Han er ikkje daudeleg voren: han seer just ikke ud til at døe saa snart. Sdm.

Daud-elja, f. gammelt visnet Græs. Nfj. Andre St. Daudsina (i’), “Dausøne” Sdm. (Norddalen).

Daudfødd, adj. dødfødt.

Dauding, m. Dødning; Gjenfærd. Hertil nogle Navne paa Sygdomme, som Daudinggrip, Daudingklyp, Daudingkyss. I kortere Form: Daudgrip, Daudkyss. (Noget forældede Ord).

Daudkjøt, n. dødt Kjød i Saar.

Daudlauv, n. visnet Løv. “Dauelau”, Nedenæs.

Daudleike, m. død Tilstand; Flauhed.

Daudmann, m. Dødning. Reisa Daudmann: reise En op ved at gribe ham omkring Knæerne. (En Leg).

Daudmold, f. kraftløs Jord, hvori intet voxer. Ogsaa Daudjord (Daujor).

daudmyld, adj. ufrugtbar, utjenlig for Sæd; om Ager. “daumyldt”, Trondh.

Daud-orar, pl. Bedøvelse eller Sløvhed af Dødskampen. “Han laag i Dau’orom”: i Dødsstriden, paa sit sidste. Orkd. (Tildeels udt. Dauolom). Jf. Helorar.

Daudsfall, n. Dødsfald; s. Daud, m.



Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   20   21   22   23   24   25   26   27   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə