Ivar Aasen Norsk Ordbog


Daudsina (i’), s. Daudelja. daudsjuk



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə25/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   21   22   23   24   25   26   27   28   ...   221

Daudsina (i’), s. Daudelja.

daudsjuk, adj. dødssyg.

Daudsmangel, s. mangla.

Daudvatn, n. 1) ureent, stillestaaende Vand. 2) Dødvand, Sø hvori ingen Bevægelse kan mærkes.

Daudveder, n. langvarigt stille Veir. (Dauveer).

daudøygd, adj. som har matte, dunkle Øine; saasom af Sygdom. “dauøygd”, Trondh. Paa Sdm. daudeggja.

dauge, s. duga. Daugur, s. Dagverd.

daunsna, v.n. stimle sammen, som Kreature der have Veir af Udyr. Trondh. (?). paa Sdm. dausna. G.N. daunsna, af daun: Lugt.

Daup, m. 1) Døbevand. 2) Daab. Nhl. Voss. Ellers efter Dansk “Daap”. Tydsk Tause; Goth. daupjan: døbe. Heraf døypa. Jf. Skirsl.

Daur, og Daurmaal, s. Dagverd.

dausna, s. daunsna.

dauv, adj. 1) sløv, dorsk, ikke rigtig oplagt. “dau’e”, Ryf. Jf. doven og døyva. – 2) døv, som ikke hører. Mere alm. (Udt. dauv’e, dau’e, dauv). G.N. daufr. – 3) om Mad: smagløs, flau, for lidet saltet. Mest nordenfjelds. (Isl. daufr). Jf. dauvleg.

dauva, v.a. (ar), gjøre dorsk. dauva seg: slaae sig til Dovenskab. Mandal.

dauvbeitt, adj. sløv til at bide, ikke rigtig hvas eller skarp. Tel.

Dauvhovud (o’), n. en sløv, tungnem Person. “Dauhuvu”. Valders.

dauvhøyrd, adj. tunghør, døv. Tel.

Dauving, m. dorsk og doven Person. Ryf. I samme Betydn. “Daumask”, “Dautamp” og om Kvinder “Daumerr” (Østl.), som dog ere tvivlsomme, da “dau” paa nogle Steder kan være baade dauv og daud.

dauvkyndt, adj. noget doven eller dorsk af Natur. Hall.

dauvleg, adj. kjedelig, flau; især om et Sted: øde, stille, livløst. Tel. Hall. – G.N. dauflegr.

dauvna, v.n. dovne; s. dovna.

Dauvskap, m. Sløvhed; Døvhed.

dauvsmakad, adj. flaut smagende. I Hall. “dausmuku”, for dauvsmokud (o’).

Dauv-øyra, n. om en ligegyldig Person, som ikke lægger Mærke til, hvad man siger ham. Gbr. og fl.

dauvøyrd (-øyrt), adj. tunghør; ogs. ligegyldig, uopmærksom.

Dave, m. Vandpyt, s. Dape.

davra, v.n. (ar), sagtnes, svækkes, aftage; om Storm, ogs. om Sygdom og Lidenskab. “Dæ davra mæ’n”. Nordl. Trondh. Østerd.

Daa, f. Deeltagelse, Medlidenhed. Sfj. D’er god Daa i honom: han er meget hjælpsom. I Tel. Daae, m. Jf. daaig.

daa, adj. heftig (?), s. daatt.

daa (seg), v.a. (r, dde), ynkes, røres til Medlidenhed. Tel. Oftere daast. Bøiningen vaklende, tildeels daa-ast. Afvig. fra G.N. : beundre, og dást: undres. Jf. daafengd.

daa, adv. 1) da, paa den Tid, den Gang. Hedder paa nogle St. da. (Østl.). G.N. þá; Sv. då. Daa fyrst: først da. Daa nokot og daa nokot: lidt efter lidt, noget for hver Gang. Daa og daa: nu og da, flere Gange, el. hvert Øieblik; f. Ex. Eg trudde daa og daa, at det vilde brotna. Eg tenkte daa og daa, at Baaten skulde kvelva. G.N. þá ok þá. – 2) da, i det Tilfælde, isaafald. Det kann koma ein Storm, og daa er det verre. Daa er det vandelaust osv. – 3) da, altsaa, efter alt dette. So vardt det daa Enden. Lat so vera daa. Kom no daa! Kvat vil han daa? o. s. v. – 4) dog, alligevel. Det vardt seint, men eg kom daa fram. Det kunde han daa hava gjort. For denne Betydning findes ogsaa en anden Form: do men som det synes, ikke mangesteds. (Østl.). G.N. þó (og þá), T. doch. Almindeligst hedder det “daa”, og med noget Eftertryk “endaa”.

daa, conj. 1) da, medens, naar. Eg saag det, daa eg var der sidst. Egentl. samme Ord som forrige. (G.N. þá er). – 2) eftersom, paa Grund af at (= avdi, etterdi, sidan). Eg laut so gjera, daa det inkje var onnor Raad. Den sidste Brug sjeldnere og noget fremmed.

Daad, f. Daad, Gjerning. Mest i Forbindelsen: Raad og Daad. G.N. dád: Tapperhed; ogsaa Bedrifter. (Holl. daad; T. That). Jf. Daa, f.

daadug, adj. dygtig, virksom. “daaug”, Hall.

Daae, m. 1, Medlidenhed, Hjælpsomhed. Tel.

Daae, m. 2 Dvale, følesløs Tilstand. Helg. G.N. , n.

Daae, m. 3 en Urt: Agerpibe, Galeopsis Tetrahit. Nordland, Indr. Stjord. Østerd. Ellers: Dæe, Sæt. Jæd. , f. Sdm. Sfj. Hall. Num. Tel. Dær, Ork. Dæn, Vald. Døyn (og Dova), Siredal; Dægras, Voss og fl. G.N. dái? akrdái (i Stjorn 615). Sv. dån. – Ogsaa kaldet: Aakerpipa, Kattnos, Kattnosle (Telem.), Holnesle (Ring.), Svartauga (Gudbr.), Blindmykju (Solør).

daaen, part. død. Lidet brugl., s. sjølvdaaen. G.N. dáinn.

daafengd, adj. høist forundret. Helg. Jf. daa, v.

daafurda, v.n. undres meget, staae ganske fortabt af Forundring. “daafore” el. daafole, Gbr. “daaforast”, Valders. Jf. furda.

daafurdeleg (?), adj. taabelig. (Vel egentl. forgabet, eller let at sætte i Forundring). “daaforleg”. Nordland (Lof.).

daagod, adj. usædvanlig god, fortræffelig. Lister. (Meddeelt). Isl. dágódr.

daaig, adj. medlidende. Tel. S. Daae, 1.

daaleg, adj. skrøbelig, daarlig, usel. Østl. I Smaal. daalen (for daalegen?). G.N.
dálegr; Sv. dålig. Vel egentl. ynkværdig, af daa (daast).

Daam, m. Indtryk, Virkning paa Sandserne; saaledes: 1) Smag; Eftersmag, som en Drik eller Vædske har faaet af et Kar. Sogn, Sdm. Trondh. Nordl. G.N. dámr, Smag. – 2) Lugt, f. Ex. af Blomster. Ork. Ein god Daam. – 3) Udseende, Farve; især Hudfarve. Sogn. Hall. Han heve ikkje nokon god Daam: han har ikke Sundhedens Farve. Jf. Dæme, og dæma, v. – 4) Skik, Snit paa et Arbeide; Maneer som viser Kunst og Behændighed. Valders. Jf. daamlaus.

daam, adj. dunkel, mørkfarvet. Tel. (Mo). Hører vel til dum, eller dimm.

daama, v.n. (ar), lugte. Her daama(r) so godt. Ork.

daamlaus, adj. 1) smagløs, flau; usaltet. Sogn. – 2) uanseelig, som ikke seer godt ud. Sdm. Gbr. – 3) ubehændig, klodset; ogsaa: eenfoldig. Valders.

daamleg, adj. tækkelig, vakker af Udseende. Telemarken.

Daamløysa, f. 1) Smagløshed. 2) Ubehændighed i Arbeidet; ogs. Eenfoldighed. Valders.

Daamp, s. Dump.

daana, v.n. (ar), 1) om Lemmer: stivne, lammes, f. Ex. af en skjæv eller vreden Stilling. Sdm. og fl. – 2) besvime. Gbr. og fl. (Jf. Daae). Heraf: Daan, n. Besvimelse. Gbr. daanfengd, adj. som lettelig besvimer.

Daankar, Ølkande, s. Tankar.

Daap, s. Daup.

daar, Eders, s. de og dykkar.

daara, v.a. (ar), bedaare, forvilde; ogsaa skuffe, bedrage. G.N. dára.

Daare, m. Daare, Taabe. Tildeels ogsaa en forrykt eller fjantet Person. Hertil: Daarehus, n. et Huus for Sindssyge. (Lister og fl.). Ligesaa: Daarekista, f. som i Dansk.

Daareverk, n. en daarlig Gjerning.

daarleg, adj. 1) daarlig, uklog; om Tanke eller Gjerning. (Tildeels ogs. ringe, skrøbelig; som rettere hedder: daaleg). 2) taabelig, dum; om Person. – 3) sindssvag, vanvittig. Mangesteds brugl.

Daarskap, m. Daarskab; Forblindelse. G.N. dárskapr.

Daase, m. 1) en Daase, Æske. Afvigende Daasa, f. Sfj. og fl. Dos (o’), f. Rbg. og fl. (Holl. doos, f. T. Dose, f.). – 2) en Praas, et lidet Talglys. Isl. dáss, m. I svenske Dial. dås. – 3) en Stymper, Dumrian. Østl.

daast, ynkes; s. daa, v.

daatt, adj. n. og adv. heftigt, voldsomt; ogsaa: hastigt. Han fekk det so daatt. Eg vardt so daatt med (i Stedet for: Det vardt meg so daatt ved); jeg blev saa bevæget (forundret, forskrækkelig). Sogn, Nhl. ogsaa Nordl. – G.N. dátt (dár, adj.).

daatteleg, adj. og adv. hastig, pludselig, uforvarende. Hard. Sdm. Han kom so daattelege fram i det. – Synes at høre til et Subst. Daatt.

Daaver (Daav’r), n. en sygelig Døsighed, et Anfald af Mathed og Svimmel. Sdm. Jf. Daae, daana.

de, pron. pl. (for anden Person): I (= T. Ihr). G.N. þér. Mest almindelig udtalt med et dunkelt “e”, næsten som aabent “i”, og ved Siden heraf findes ogsaa: did (i’), Nfj. Sdm. og di, Sogn og fl. som falder ind under den gamle Totalsform (Dualis): þit, þid. (Jf. me). – Det tilsvarende Akkusativ er: dykk, el. dykker (dvs. Eder; G.N. ykkr, Dualis), med mange Afvigelser; saaledes: dykke, ved Mandal; dikk og dekk, Hedm. Østerd. dikke, deke. Sogn, Nhl. dikko, deko. Sæt. Hard. dikkon, Tel. dokker, Nordl. dokko, Ndm. dokke, Siredal, Jæd. Ryf. Shl. Nfj. Sdm. dokk, Trondh. Nordl. døkk, Gbr. , Østerd. (Tønsæt), dere, Buskerud. – Dativ skal paa enkelte Steder have en egen Form, saaledes “dekaa” i Nhl.; men ellers falder det ganske sammen med Akkusativ (ligesom i G.N.). I nogle Egne bruges Formerne: dokke, døkk og dere, endog i Stedet for “de” som Nominativ. – Det tilsvarende Genitiv er: dykkar (dvs. Eders. G.N. ykkar), lydende: dykka, Mandal; dikka, deka, Sogn, Nhl. Voss, Hall. Vald. dekan, Hard. dikkons, Tel. dokkers, Nordl. dokka, Jæd. Shl. Nfj. Sdm. dokkor, Ndm. døkkor, Gbr. daar, Ork. Østerd. Smaal. deres, Buskr. Nogle af disse Former bruges ogsaa som Adjektiv med Bøining, altsaa som Possessiv (s. dykkar). – Ordet de (med dykk og dykkar) er egentlig kun Fleertal af “du”, men i nogle Egne bruges det tildeels ogsaa i Stedet for du (deg, din) som høfligere Tiltale til enkelte Personer. Til dette Brug har man imidlertid ogsaa et andet Ord, nemlig i (I), med Akkus. ør (er, jer), og Genitiv: ørs (ers, jers). Disse Former bruges mest i Nordland og svare til det gamle Pluralis: ér (= þér), Akkus. ydr, Gen. ydar.

de, for deg, s. du.

dea, v.a. (ar), tiltale med “de” (for du). Nogle st. dia (i’), dia (ii).

Ded (e’), og De’, i nogle Edsformer, som: Dyre Ded! Reine Ded! Bitter Ded! og fl., synes kun at være en Omdannelse af Daud (Død).

dedan (e’), adv. deden, derfra. “deda”, Sdm. G.N. þadan. Jf. degat.

deg (dig). s. du.

degat (e’), adv. did, derhen. (Modsat hegat). “dega”, Ryf. G.N. þangat, þagat, þegat.


degg, dunkel, s. døkk.

deggja, v.a. (er, de), vande, bedugge, f. Ex. en Have. B. Stift. Nogle St. døggja, ellers dogga. (Af Dogg). Part. degd. Jf. avdegd, avdeggjast.

Degning, s. Dagning.

dei, pron. pl. (for tredie Person): de (= T. sie). Gjælder, saavidt bekjendt, for alle tre Kjøn, altsaa for G.N. þeir, þær, þau. Mest alm. er Formen dei; ellers høres ogsaa: di, sjeldnere: de. – Akkus. og Dativ: deim; afvigende: dem, Trondh. Østerd. døm, Gbr. Hedm. dom, Buskr. og fl. Almindeligst synes dog kun den ene af de to Former at være i fuld Brug, da man i de vestlige og sydlige Egne bruger “dei” for deim, medens man i de østlige og nordlige Egne ofte bruger “deim” (dem, døm) for dei som Nominativ. – Genitiv hedder: deira (mest almind.); afvigende: deiras, Sogn; deirans, Hard. deires og deres, Østl. (G.N. þeirra). Nydannede Former: dems, døms, doms. Ordet bruges: 1) substantivisk om bestemte Ting eller Personer; f. Ex. Her stod nokre Tre, men dei ero hoggne. 2) i Betydn. “man” om en ubestemt Fleerhed. Dei bruka det, naar dei fiska (dvs. man bruger det ved Fiskerie). Dei segja, han skal koma, o. s. v. 3) adjektivisk som Artikel. Dei Dagarne. Dei fyrste Dagarne. I dette Tilfælde bruges kun Formen dei (di, de), og ikke deim (dem).

dei (Dativ), s. den. Deia, s. Deigja.

Deig, f. (og m.). Deig, æltet Masse. G.N. deigr. Jf. Knoda, Grjon.

deig, adj. myg, blød, tynd; f. Ex. om Kager el. Grød; ogsaa om Metal. Sæt. Tel. (Tinn). G.N. deigr.

deiga, v.a. (ar), blødgjøre; især om at gjøre Jernet blødere ved Ild. Sæt.

Deigja, f. Tjenestepige, Kvindfolk som er sat til et vist Arbeide. Saaledes: Budeigja, Sæterdeigja, Raksterdeigja, Baksterdeigja, Reiddeigja. Sjeldnere eenligt,; f. Ex. “Ho vild’ ikkje gaa der som ei Deie (dvs. som en Opvarterske). Sdm. En forkortet Form Deig skal forekomme i Trondh. Stift; ellers alm. Deia. G.N. deigja (Terne); Skotske Dial. dey (Malkepige), Eng. dairymaid.

Deigla, f. Digel, Smeltekar. Nhl. og fl. I Hall. Degla. Andre St. Digle, m. Isl. deigla og digull.

deigna, v.n. (ar), blive blødere. S. deig.

Deil, m. Deel, Part (= Lut). Søndre Berg. og fl. (Nogle St. i dansk Form: Del). Synes her at være nyere end Deild, f. men er ellers gammelt i andre Sprog. Til Deils: tildeels.

deila, v.a. og n. (er, te), 1) dele, skifte, uddele. Søndre Berg. og fl. G.N. deila. – 2) v.n. tviste, trætte, kives om noget. Sæt. Tel. og fl. Ogsaa G.N. deila. – 3) skjælde, skjende, give onde Ord. Gbr. Sdm. Sfj. og fl. Han deilte paa Gutarne. Ho fekk nokot til aa deila fyre. – Betydningen: tage Deel i noget (f. Ex. dele Ens Betydning, Ønske, o. s. v.), er her fremmed.

Deild, f. 1) Deel, Afdeling, Stykke. Øvre Deildi, Nedre Deildi, osv. B. Stift. G.N. deild. – 2) Skjel, Grændseskjel. Rbg. Tel. Hall. og fl. Flytja Deilderna: flytte Skjeltene. Jf. Deile.

deilda, v.a. (ar), dele, skifte; ogsaa: afdele. Sfj. og fl. – deildast, v.n. dele sig, forgrene sig. Hall. og fl.

Deildegast, m. Spøgelse, som siges at opholde sig paa et Sted, hvor en ulovlig Flytning af Skjelstene er foregaaet. Rbg.

Deildestein, s. Deilestein.

Deildestreng, m. Grændselinie imellem to Gaarde eller deres Udmarker. Sætersd.

Deile, n. Grændseskjel mellem Gaarde eller Bygder. Østl. Mest i Formen “Dele”. Ogsaa kaldet Raadeile. Andre St. Deild, Byte, Merke. G.N. deili, Skillemærke.

Deilestein, m. Skjelsteen. Østl. I Rbg. Deildestein. Ellers Bytestein, Markstein.

Deiling, f. 1) Deling. 2) Skjend, Skjælden. S. deila.

Deilsmaal, m. Irettesættelse, skarpe Ord; ogsaa Trætte. B. Stift.

deira, deres; s. dei.

deisa, v.n. (er, te), 1) styrte, vælte, falde. Det deiste ned alt i Hop. Nordl. (Ogsaa i svenske og danske Dial.). Ved Stavanger: slingre, svaie, om Fartøi. – 2) tumle, søle, fare skjødesløst frem; ogsaa ødsle med noget. B. Stift. Hertil Deis, m. f Ex. Det gjekk paa ein Deis. det gik skjødesløst, paa Slump.

deka, s. de. – Deke, s. Dika.

Deker (e’), n. Antal af ti; især ti Skind eller Huder. Oftest udtalt “Dæj’r”. G.N. dekr, dekur: T. Decher, af Lat. decuria.

[Dekk, n. Dæk paa Fartøi. Tydsk Form, ligesom dekkja, v.a. dække (s. tekkja). Jf. Dokk.



dekk, dunkel, s. døkk.

Dekker, pl. s. Dokk.

Dekn (e’), m. Kirkesanger, Klokker. Sætersd. Siredal. Ved Mandal: Degn. Jf. G.N. djákn, af Lat. diaconus.

Dele, s. Deile. – delje, s. dalga.

[Demant, m. Diamant. (Italiensk).



demba, v.n. (demb, damb, dumber), støve, ryge af Støv, sprede sig som Røg eller Taage. Østerd. sædvanlig udtalt demme, Præs. demm’er, Impf. damm, og Sup. dummi (Trysil) el. dømmi (Elverum). Jf. damba. I svenske Dial. dimba, med samme Bøining. (Rietz 88). Vigtigt som Stamord til Demba, Dumba, Damb; maaskee ogsaa til dimm og dumm. Et gammelt dimban er af Grimm opstillet blandt de tabte stærke Verber (Gr. 2, 59).


Demba, f. 1) Uklarhed i Luften; Sky som ikke danner Striber eller Banker, men kun viser sig som et Støvdække. Sdm. og fl. Jf. Taame, Hima. – 2) Mudder, Dynd, Søle. Hall. I Tel. ogsaa om en Dam eller Vandpyt; men dette hører snarere til Demma.

Dembel, m. see Demma.

demben, og dembutt, adj. om Luften: uklar, fuld af Dunster, uden egentlige Skyer. “dembette”, Sdm.

demd, part. dæmmet, s. demma.

demla, v.n. (ar), 1) pladske, røre i Vand (= damla). Ogsaa: drikke meget, bælge i sig. Sdm. og fl. – 2) fylde et Kar ved at trykke det ned i Vandet. Nordre Berg. Trondh. Nordl. (Ogsaa udtalt dæmble, dæmmel’).

Demling, f. Pladsken; idelig Drikken osv.

demma, v.a. (er, de), dæmme, tilstoppe; opdæmme Vand. G.N. demma. Af Damm. (Jf. stemma). – demmast, v.n. dæmme sig op, tilstoppes. Udtales tildeels: dæma, dæme, dæmast.

Demma, f. Vandpyt, Kjær, liden Vandsamling, f. Ex. i en Vei. Tel. Smaal. og fl. I Tel. tildeels udtalt Dembe. En anden Form er Dembel, m. (i Hall.). Jf. Depel.

Demming, og Demning, f. Dæmning, Forbygning i Vand.

Demp, m. Knald, Smeld. Østerd.

[dempa, v.a. s. døyva, sløkkja, stagga.



Dempel, m. Dunk, Bimpel. Østerd.

dempen, adj. tung, drøi, vægtig. Hall.

den eller denn, pron. demonstr. den. Fælles for Han- og Hunkjøn, og træder i Stedet for G.N. , acc. þann, og , acc. þá. Ogsaa i en ældre Form: dann, i Søndre Berg. Sogn, Sfj. Helg. – Ordet bruges: 1) substantivisk, især med en Relativsætning; f. Ex. Den, som vil hava det, skal faa det. Han er ikkje den, som ser paa Skillingen (dvs. han er ikke saadan, saaledes findet, at han o. s. v.). Ogsaa stærkere paavisende, omtrent som “denne”, f. Ex. Saag du den? Den var diger. (Derimod ikke for “han” eller “hun” som i Dansk). – 2) adjektivisk med Substantiv; f. Ex. den mannen; paa den Sida. – 3) som Artikel med Adjektiv (og Subst.): den lange Vegen; den beste, den fyrste o. s. v. I dette Tilfælde træder det i Stedet for G.N. hinn. – Et Dativ “dei” forekommer i Fjeldbygderne (Vald. Hall. Tel. Sæt.), f. Ex. “paa dei Gar’e”; “i dei Bygden”. Jf. “at Manne dei”, Landst. 80. (G.N. þeim og þeirri). – Genitiv synes at mangle. Som tilsvarende Neutrum bruges “det” og som Fleertal “dei” (s.disse Ord).

Deng, m. Bankning; Bank, Prygl. Nordl. I Hall. Dengd, f.

dengja, v.a. (gjer, gde), banke. G.N. dengja; jf. Eng. ding. I Særdeleshed: 1) hamre, udhamre Eggen, f. Ex. paa en Lee. Tel. Hall. 2) bearbeide Tøi eller Klæder ved Bankning. Opl. “dengje Lin”: banke Liin for at knuse Stilkene. Trondh. Ogsaa om at ælte Kalk eller Leer. Smaal. – 3) slaae, prygle, give Riis. Mere alm. (Sv. dänga). Part. dengd.

Dengjehivel, m. Banketræ, Klubbe at banke Vasketøi med. Hall. (Jf. G.N. vifl). I Gbr. Dengjenyel; s. Nydja.

Dengjing, f. Bankning, Hamring.

Dengsla, f. 1) Hamring paa Jern. Tel. 2) Prygl, Pidsk. Han fekk ei Dengsla: en Dragt Prygl. Mere almind. Jf. Dika, Stroka, Mykja.

Dengslehamar, m. Hammer til at smede Leer (Ljaar) med.

Dengsleljaa, = Tynsleljaa.

denne, pron. demonstr. denne (= T. dieser). Fælles for Han- og Hunkjøn, med tilsvarende Neutrum detta, og Fleertal desse. Afvigende: dinne, ditte (i’), disse, (Sdm. og fl.); danna, datta, dassa (Sogn, Nhl. og fl.), hvorom nedenfor. G.N. þessi, m. (acc. þenna), þetta, n. þessir, pl. – Ordets Former ere meget fordunklede ved Forbindelse med en Partikel “ne” (anne, inne, an, in); saaledes: denne-ne, detta-ne, desse-ne, med visse Afvigelser, som dennin, dettin, dessin og fl. Den tillagte Form er ofte kun et “a”, som ikke betegner nogen Bøining eller Kasus, men alligevel giver Ordet en anden Betydning, nemlig: den der, eller det som er længere borte. Saaledes adskilles paa mange Steder: denne (dvs. denne her, den nærmeste) og denna (dvs. denne der, den fjerneste); ligesaa: denne og danna (Helg.) el. endog: denna og danna (Sogn). Saaledes ogsaa: dette (det her) og detta (det der), eller ogs. detta og datta (Søndre Berg.); i Fleertal: desse og dessa, el. ogs. desse og dassa (de her, og de der). Og denne Dobbeltform kan deels blive forlænget til: denni-ne og denna-ne; dette-ne og detta-ne (dettan) o. s. v., deels ogsaa forkortet til: ‘ne og ‘na (den her, og den der), ‘te og ‘ta, ‘se og ‘sa. (Romsd. Ndm. Guldalen). Ved Siden heraf findes ogsaa “tenn” (dette her) og “tann” (dette der) i Tel. (Tinn). – En Dativform: dessa, el. desse (for Eental) bruges i flere Egne (Rbg. Hall. Vald. Sdm.), f. Ex. “med dessa Mann’e” (med denne Mand). Dette “dessa” bliver ogsaa forlænget til dessa-ne, og forkortet til ‘sa (Ndm.), f. Ex. “i ‘sa Baat’a” (dvs. i den Baad der). En ældre Form dessom findes i Viserne fra Tel. (G.N. þessum, m. þessu, n.) – En Genitivform (af detta) forekommer i Forbindelsen: til dessa, dvs. til dette Punkt, til denne Tid, hidtil. (Paa Sdm. til disse, og forlænget: til dissi-ne). G.N. til þessa. Jf. Gram. § 196.


Dent, f. (?), Flid, Omhu. Gjera seg Dent um: gjøre sig Flid for. Hard. – Fra Rbg. er meddelt denta, v.a. ynte, pudse.

Depel (e’), m. (Fl. Deplar), 1) Pyt, liden Samling af Vand eller Vædske (= Dape); ogsaa en liden Slump af Vædske i et Kar. (= Sope, Skvett). Shl. Ellers Dipel (i’), Tel. Valders. (Jf. Isl. depill, en Plet). – 2) Mudderpøl, Samling af Dynd; især en Sump uden Plantevæxt. Sdm. og fl. I Shl. Dopel (o’). 3) Dynd, Mudder, f. Ex. paa en Vei. Nordre Berg. Sdm. Ellers Dipel (i’), Gbr. Østerd. Nordl. Andre St. Dya, Surpa, Søyla.

Depelsvorta, f. Farvestof af Dynd, som indeholder Myrjern. “Deplesvorte”, Sdm.

deplutt, adj. fuld af Dynd eller Mudderpytter.

der, adv. der; paa det Sted. Udtales mest alm. dær, men har ogsaa en ældre Form dar (i Søndre Berg. Sogn, Sfj. Helg.). Afvigende: dør (Lister), og med en tillagt Partikel (ne, an-ne): dera-ne, deran, dera (Rbg. og fl.); i Indherred: dæn; i Hard dar-e. G.N. þar. Jf. Isl. þarna. – Ordet bruges: 1) om Sted, Side eller Retning; f. Ex. der burte, der uppe, der nord; der umkring, derifraa (= dedan), dertil (= dit). Ved en Relativsætning, hvor Ordet “som” kunde tænkes tilføiet, svarer det til det danske “hvor”; f. Ex. Legg det, der det laag (hvor det laae). Ein lyt vera der ein er komen. Me sjaa Huset, der han bur. (Ligesaa i Svensk). – 2) om Tid eller Tilfælde, om et vist Punkt i Talen o. s. v. Der etter (efter den Tid ). Der næst (næst efter dette). Der kann du høyra. Der gjorde han rett. Der kom det. Der foor det (dvs. saaledes forsvandt det). – 3) mere substantivisk, med Begreb af “det” eller “dette”, i Forbindelse med en Partikel, saasom: derfyre (= difyre); derimot; dermed (som tildeels ogsaa betyder: altsaa, under disse Omstændigheder); derpaa; dertil; ogsaa: derutav, deri, derum; dog have disse Forbindelser en noget fremmed Klang og synes at være tilkomne i en senere Tid.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   21   22   23   24   25   26   27   28   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə