Ivar Aasen Norsk Ordbog


dova (o’), v.n. (ar), 1) dovne, sagtne; ogsaa lindres, om Smerte. Sæt. – 2) være doven, dovne sig. Oftere: dova seg



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə27/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   23   24   25   26   27   28   29   30   ...   221

dova (o’), v.n. (ar), 1) dovne, sagtne; ogsaa lindres, om Smerte. Sæt. – 2) være doven, dovne sig. Oftere: dova seg. “døva se”, Hall.

Dova (o’), f. en dorsk eller sløv Person. Hall. “Døvu”. Hertil “døvukyndt”, adj. sløv, dorsk.

Dove (oo), m. Mand som er gift med Ens Kones Søster (= Versystermann). Dovar, pl. Mænd hvis Koner ere Søstre (= Maagenautar). Sæt.

Dove (o’), m. 1, Lammelse eller Stivhed i Lemmerne. Tel. s. doven.

Dove (o’), m. 2, blød, bævende Grund (= Dov, f.). Ryf. Koma or Doven i Diket: komme fra en slem Stilling til en endnu værre (omtr. som: af Asken i Ilden).

doven (o’), adj. 1) dovnet, svækket, mat; især om Drik, som har tabt sin Smag eller Kraft. Alm. (Sv. dufven). Om Vinden: svag, løi. Om Luften: tung, stille og dunkel. Gbr. – 2) om Lemmer: noget lam eller stiv, som af Træthed. Foten er doven. Eg vardt so doven i Kroppen, av di eg sat so vondt. – 3) sløv, døsig, ikke oplagt til noget Foretagende. G.N. dofinn. – Vistnok Particip af et gammelt Verbum; s. duva.

Dovenskap, m. Mathed, Sløvhed.

dovna, v.n. (ar), 1) sagtne, stilles, sløves. Det dovnar av: svækkes, døer hen. 2) fordunste,
tabe sin Smag eller Kraft; f. Ex. om Drik. G.N. dofna. – 3) om Lemmer: stivne, lammes. (Sv. domna).

Dovning, f. Sløvelse; Afkræftelse.

Dovning, m. en sløv Person. (Sjelden).

drabba, v.n. (ar), 1) skyde ud over Bredden (= flagga). Hall. 2) om Vinden: stryge forbi, afledes fra sit rette Løb ved en Bakke eller Bjergryg. Nordl.

Drag, n. 1) Drag, Trækning; enkelt Strøg eller Træk. Aaradrag, Ljaadrag, Bogedrag. – 2) Vindens Træk i Skyerne (= Draatt, Drætte, Drog). Ogsaa om Lufttræk i et Huus. – 3) Bølgedrag, Havbølgernes Fremskyndning og Tilbagetrækning paa Strandbredden. – 4) Udstrækning, Forlængelse. Eit langt Drag: en lang Udsættelse. Eit Drag i Maalet: en lang Betoning; ogsaa en Tone af Tvivl eller Uvished. – 5) et Strøg, en Strækning. Vatsdrag, Elvadrag, Daledrag. Ogsaa: Gang eller Aare i et Bjerg. – 6) Sted hvor noget er el. bliver draget; f. Ex. hvor Baade sættes op. Jf. Drog. – 7) Beslag til at forebygge Slid ved Dragning; Skraakjøl under en Baad; Skinner under en Slæde. – 8) Trækketøi (Remmer o. s. v.) i Kjøreredskaber. Smaal. og fl. – 9) Heisereb til et Seil – 10) Plantenavn, s. Tinar.

draga, v.a. og n. (dreg, drog, dreget), at drage. Inf. ogs. draagaa (Gbr. og fl.), forkortet dra’. Præsens alm. udtalt dræg, dræg’e. Supin. drege (e’) i Sogn; ellers: dregje, dreie; ogs. drigje, drie. G.N. draga (dreg, dró[g], dregit). Brugen er noget afvigende fra Dansk, hvor “drage” tildeels er ombyttet med “trække”. Særlig Betydning: 1) v.a. drage, trække, slæbe noget afsted uden at løfte eller holde det op fra Grunden. (Altsaa forskjelligt fra Tydsk tragen, som tildeels udtrykker vort “bera”). Ogsaa: hente eller optage ved en Trækning. Draga Fisk, Not, Garn. Jf. “draga Streng”: danne Jerntraad i en Form. – 2) trække til sig, suge, opfange. Draga Væta ut. Det baade dreg og grøder: det trækker Materie og læger tillige. Figurlig: tiltrække, lokke, tilskynde. Det var Rikdomen, som drog honom. – 3) samle, drage sammen. Draga i Hop; draga Pengar, Rentor, o. s. v. Ei god Ku til aa draga undan, dvs. at faae Mælk (el. Smør) af. Jf. Draatt, Avdraatt. – 4) udstrække, forlænge. Draga Tidi ut. Draga paa Maalet: tale langsomt; ogsaa: svare med nogen Tvivl eller Betænkelighed. – 5) drive ved Omdreining, vende, f. Ex. en Slibesteen. – 6) bruge og slide meget; ofte slæbe noget bort fra sin Plads. Borni hava dreget det so lenge, at det er utslitet. Jf. dragsam, Dragster, handdraga. – 7) slæbe med sig, være besværet med (= dragast med). Han hever myket til aa draga. – 8) v.n. udstrække sig, forlænges, vare længe. (Sv. draga). Det drog lenge, fyrr han kom. – 9) trække, trænge igjennem; om Luft og Væde. Det dreg i Saumen (bliver fugtigt i Sømmen). – 10) drive Skyerne, om Vinden. Det dreg sunnan. – 11) skylle frem og tilbage, om Bølgerne paa Strandbredden. Jf. Drag, Dragsud. – 12) reise, fare afsted. Brugt i enkelte Egne (Rfj. Sfj. Voss). Han drog av. Dei drogo fraa oss. (Ogs. G.N.). – Talemaader. Draga seg, a) slæbe sig frem; b) tiltage, voxe lidt efter lidt; c) komme sig, samle Midler. Draga seg i Hop: trække sig sammen; ogsaa: forlove sig. Draga seg undan: trække sig tilbage, unddrage sig. – Draga av seg: trække Fodtøiet af sig. (Modsat: draga paa seg). Draga aat seg: trække til sig; søbe, indsuge noget. Det drog aat: det stundede nær til. Han drog fyre meg: han gav mig et Haab, lovede det saa halvveis. (Hedder ogsaa: Han drog meg Von paa det). Det drog meg til: jeg fik ondt, blev syg. (Sdm.). Han drog undan: han undkom, blev reddet. Draga under seg: tilvende sig, bemægtige sig. Draga upp: sætte Korn paa Stavrer til Tørring. (Toten). Dei drogo ikkje baade eitt: de bleve ikke enige, de vilde hver sin Vei. – Afledninger ere: Droga, Drog, drøg, Drøgje; Draatt, Drætte, Dregt.

draga, v.a. (ar), forsyne en Baad med Skraakjøl (Drag).

dragande, adv. slæbende; langsomt gaaende. Dei koma dragande. Han kom dragande med det.

Dragar, m. En som drager eller trækker; især en Snørefisker.

dragast, v.n. (dregst, drogst, dregest), 1) vare længe, lide langt frem. Det drogst ut paa Kvelden. 2) slæbe, være besværet eller plaget med noget. Eg heve dregest med det lenge. 3) brydes, kjæmpe, prøve Styrke.

Dragaas, m. Tværbjælke i en Tømmerslæde. Østerd. og fl.

Dragdokka, f. Dragdukke, Vætte som samler Rigdom til Huset.

Dragekyr (-ku), f. Malkeko. Ei god Dragekyr (s. draga, 3); ogsaa om en Eiendom, som giver et stadigt Udbytte. B. Stift.

dragen, trækkende, s. dragsam.

Dragfisk, m. Fisk som er fanget paa Krog, Snørefisk (modsat Garnfisk). Afvig. Dragefisk, Dragarfisk.

Draghals, m. Ende af Kjølen i en Baad, hvor den bøier opad mod Stavnen.

Draging, f. Dragen, Trækning; Tiltrækning; Fiskerie med Snøre, o. s. v. (Sædvanlig med haardt “g”; i Hall. Dragjing).

Dragkista, f. Dragkiste, Kommode.

Dragkjerra, f. = Handkjerra.

Dragkrok, m. Fæstekrog paa en Harv, m.m.

Dragkula, f. et Slags Kortspil.

draglaus, adj. som mangler Skinner eller Beslag.


Draglod (o’), f. Form, hvori Jerntraad tilvirkes.

Draglykkja, f. Sløife, Dragknude.

Dragmoske (o’), m. Garnmaske, som er urigtig knyttet og derfor ikke holder.

dragna, v.n. (ar), 1) forlænges ved en Udstrækning (= togna), om Toug eller Traad. – 2) løsne, svigte, glippe (om en Knude, et Baand eller Fæste). Jf. rakna, slitna. – 3) figurlig: give efter, føie sig lidt, gjøre en Indrømmelse.

Dragnet, n. et Slags Fiskegarn. Østerd.

Dragning, f. 1) Løsnelse, Eftergivelse (s. dragna). 2) = Draging.

Dragreim, s. Draattarreim.

Dragreip, n. Reb at trække med.

dragsa, v.n. (ar), slæbe, drage eller flytte noget med Møie. Shl. Sdm. Nordl. – Jf. drassa, drasla.

dragsam, adj. tilbøielig til at trække noget til sig; især om Børn, som gjerne røre ved allehaande Ting og føre dem bort fra sin rette Plads. Hedder ogsaa: dragen (dragjen).

Dragse, m. Bærme, Bundfald, f. Ex. i Tran. Ndm. Nordl. (Andre St. Gragse, Grugg og fl.). Jf. Dregse. G.N. dregg, f. Eng. dregs.

dragsen, adj. besværlig, tung at føre eller haandtere. B. Stift. Nogle St. drassen og (i Nhl.) dreisen.

Dragseng, f. Seng som kan sammenskydes og udvides efter Behov.

Dragsimla, f. Reenko som gaar i Spidsen for en Flok. Hall.

Dragsmaal, n. Strid, Brydning, Styrkeprøve; ogsaa Slagsmaal. Hall. og fl.

Dragsmun (u’), m. 1) en liden Eftergivelse eller Indrømmelse. 2) en Fordring, som kan formildes eller eftergives. Smaal. og fl.

Dragspon, m. = Rekspon. Stjordal.

Dragster (str), m. Dragen, Trækning; det at Tingene blive bortslæbte fra sin rette Plads (s. draga 6). Trondh.

Dragsud, f. Bølgedrag, Havbølgernes Fremskydning og Tilbagetrækning paa Strandbredden. Nfj. Sdm. Andre St. Dragsu. Jf. Sud.

Dragsvon (oo), f. Forhaabning, halvt Løfte om at faae noget. Smaal.

Dragtog (o’), = Dragreip.

Dragvatn, n. Strømning efter et Fartøi.

Dragvind, m. Luftning, Lufttræk.

dragvind, adj. vreden i Væxten; om Træ, hvori Aarerne gaae noget skjævt eller spiralt. Tel. Hertil Dragvinda, f. en Vridning i Væxten.

Drake (kj), m. 1) Drage, fabelagtig Slange eller Fiirbeen. G.N. dreki, af Lat. draco. 2) Papirdrage, et Legetøi. 3) et Luftsyn, ligt en svævende Ildkugle eller tildeels som en Hob af Ildfugler. Nordenfjelds.

Dram (el. Dramm), m. en Dram, Slurk, liden Drik, f. Ex. af Brændeviin. Jf. Eng. dram, som egentlig betyder Drachme (Qvintin).

Dramb, n. Pralerie; Stads og Pragt. Tel. (noget sjelden). Fara med Dramb og Drust. Ogsaa i Formen Drams. G.N. dramb, Overmod.

Drambdrysja, f. Skryderie, Bravade, utrolig Historie. Sæt. Tel. (Tildeels udtalt Drandrysje).

Drambdrysjar, m. en Storskryder.

drambsleg, adj. stolt, stadselig, prunkende. Sæt. Tel.

Drange, m. 1, smalt Klipperev, Bjergspids eller Tange som stikker ud i Søen. Nordl. (noget sjelden). Nogle St. Draank, f. (Helg). Jf. G.N. drangr, Steen som rager høit op af Jorden.

Drange (-gje), m. 2, Endetarm af Køer. Sæt. Jæd. – Drangkurv, m. Fedt omkring Tarmene (?). Siredal.

drangla, v.n. drage, trække noget let, f. Ex. Kviste. Hard. – I Østerd. Drangl, m. en liden Stok eller Kjæp.

[Drank, m. Bærme, Affald.



drap, dræbte, s. drepa.

drasla, v. slæbe, trække; s. drassa.

Drass, n. Besvær, Møie; især med noget som man skal drage eller bære. Tel. og fl.

Drass, m. et “Drag” i Talen, en særegen Betoningsmaade. Shl. og fl.

drassa, v.n. (ar), slæbe, drage noget med sig (= dragsa). Paa Sdm. drasle, draltle.

Draug, m. Dødning; Gjenganger, Spøgelse. (Temmelig alm.). Afvig. Drog (o’), Sdm. Drauv, Ork. Vald. G.N. draugr.

Draugblaaster, m. smaa Opblusninger el. Ildpust i Gløder paa Ildstedet. Hall.

Draugdans, m. Dødningedands. Hall.

Draugdriv (i’), n. et Slags Hudsygdom (omtr. som Alvgust). “Draugadrev”, Hard.

Draugflekk, m. et Slags mørke Pletter paa Huden. Hall.

Draugklypa, f. en liden Knude el. Knort i Huden. Hall. – Forskjellig herfra er Draugklora, f. en liden Ridse el. Strible i Huden (andre Steder kaldet Vordklor).

Draugljos, n. Vættelys, Lygtemand. “Draugjøs”, Hadeland.

Draugrop, n. Lyd eller Skrig, som man har troet at høre paa Steder, hvor Folk vare druknede. Nordl.

Draugslag, n. en vis Sygdom. Num.

draugslegen, adj. lam, følesløs, ligesom af Slag. “drogsleien”, Sdm.

Draugsleik, m. et Slags Saar omkring Munden. Hall. I Valders Drauvesleik.

Draugspy, n. Troldsmør (Nostoc commune). “Drogspy”. Sdm.

Draugsøl, n. et Slags bredbladet Tang. Helg. – Af Gunnerus anføres ogsaa: Draugfjøder (-fjør), Draugskjegg, og Draugtraad
som Navne paa forskjellige Tangarter.

Draum, m. Drøm, Drømmesyn; ogs. Indbildning, gjøglende Forestilling. Nogle St. Drøym. G.N. draumr. Heraf drøyma.

draumleg, adj. om Forestilling: vild, gjøglende, lig en Drøm. (Sjeld.).

Draumstad, m. Sted hvor man skal lægge Mærke til sine Drømme (f. Ex. i et nyt Huus). Tel.

draumstolen (o’), adj. som ikke kan drømme. Tel. G.N. draumstoli.

Draumsyn, f. Drømmesyn.

draup, dryppede; s. drjupa.

Drav, n. Mask, Levninger af Malt. (Sv. draf; Eng. draff). Sjeldnere om andet Slags Affald. Jf. Drevja, drevna, Drovnor.

Dravle, m. en Mælkeret; Mælk som er opkogt saaledes, at Osten skiller sig fra Vallen og løber sammen i haarde Klumper. Mest brugl. vest og nord i Landet. (Isl. drafli). I Østerd. om finere Ost af sød Mælk.

Dravvatn, n. den sidste Vædske af Maltet i Brygningen. Spotviis om daarligt Øl.

Draag, s. Drog (o’). Draak, s. Drok.

Draap, n. Drab (= Dreping). G.N. dráp. Ogsaa Fordærvelse, Ødelæggelse; jf. Handedrap. – Draapsmann, m. Drabsmand.

Draapaa, s. Drope. Draasaa, s. Drose.

Draatt, m. 1) Dragning, Trækning (af draga). G.N. dráttr. Jf. Andedraatt, Sinedraatt. Især om Fiskerie med Snøre. Trondh. – 2) Vindens Træk i Skyerne. Vestandraatt o. s. v. Jf. Drag, Drætte. – 3) Noget som er kantet eller sammenskrabet; især om Nødfoder til Kreaturene. Nordl. – 4) samlet Udbytte eller Produkt; især Mælkevarer, Smør og Ost. Avdraatt, Budraatt, Sumardraatt. – 5) Redskaber til at trække med; a) Landtoug i et Fiskevod. B. Stift. b) Remmer og Skagleringe i Hestesælen. Østl. Ogsaa: Krog i en Plov eller Harv. I Smaal. Drott (oo). c) Rulle under et Fiskesnøre (= Vadbeine). Nordre Berg.

draatta, v.n. (ar), trække smaat, gjøre enkelte Ryk eller Træk med et Fiskesnøre, medens man holder det i Søen. Sdm. og fl. Heraf Draatting, f. (I Nordl. Hiling).

Draatta, f. s. Draattarreim.

Draattarreim, f. en tyk og stærk Rem imellem Skaglerne og Bovtræet i en Hestesæle. B. Stift, Sæt. og fl. I Vald. Draatta.

Draattartog (o’), n. Trækketoug i et Fiskevod.

Dregel (Dregjel), m. 1) Strimmel, smal Kant. “Ein ser berre som ein Dreiel ‘ta di”, f. Ex. om et Fjeld, som ligger bag et andet. Sdm. G.N. dregill (Baand). – 2) Vandbord, Fjel som sættes paa langs over Siderne af en Baad i Havsøen (= Lausrip). Sdm. Mest i Fleertal (Dreglar).

dregen (e’), part. (af draga), dragen; uddragen; samlet; ogs. faren, bortreist. Udtalt: dregjen (e’), dre’jen (Tel. og fl.), dreien (mere almind.), drigen (i’), Sogn; drigjen, el. drien, Østl. Trondh. – Fleertal: dregne (dreggne), nogle St. drigne.

Dregg, m. (Fl. Dreggjer), Dræg, lidet Anker til en Baad. Holl. dreg; Nt. dragge. – Dreggfester, f. Toug til en Dræg.

dregla, v.n. (ar), vise sig som en Strimmel eller smal Kant (Dregel). Det dreglar undan, om et Fjeld hvoraf man kun seer en Kant bag et nærmere Fjeld. Sdm.

Dregla, f. en Fjel, en lang og tynd Planke. Hard. – Dreglegard, m. et Gjærde af tynde Fjele.

Dregsa, f. en Pjalt, Lap. Nhl.

Dregse, n. Affald af Korn; løse Ax og Straa, som falde ud fra Kornbundterne. Nordre Berg.

Dregt, f. Fart, Løb. Baaten gjekk med si fulle Dregt. “Drægt”, Nordl. og fl.

[Drei, m. et Slag; s. følg.



[dreia, v.a. (ar), dreie, gjøre Dreierarbeide (= svarva). Fremmed Form (Nt. drejen, T. drehen); jf. Traad. Afvig. “dreia til”: slaae til, give En en “Drei”, dvs. et Slag. B. Stift.

dreien, s. dregen. dreissen, s. dragsen.

dreiva, v.a. (er, de), sprede, udsprede, udbrede, f. Ex. Hø, Klæder o. s. v. Hall. (dreive). G.N. dreifa. (Af driva, dreiv).

dremba, v.n. (er, de), 1) klemme til (omtr. som: leggja til). Indh. “Han dræmt’ te aa slo” (slog til). “Han dræmt’ te aa gjekk” (trampede afsted). – 2) anstrenge sig, slæbe, klemme paa med et Arbeide. Ork. dremba seg (dræmb’ seg): anspænde sig, trykke eller ligesom kryste sig for at faae noget frem (= kreista seg). I svenske Dial. dremma: slaae.

Dremba, f. Anspændelse, Møie for at faae noget frem (Kreisting). Ork. Jf. Kalvsdremba. – Hedder ogsaa Drembing, f.

Dreng, m. (Fl. Drengjer), 1) Karl, Ungkarl, voxen Mandsperson. (Ikke om Børn). G.N. drengr. I Modsætning til “Mann” betegner Dreng en ugift Mand. – 2) Tjenestekarl, Tjener. Alm. (Sv. dräng). Dativ Fl. Drengjom. – 3) en Stok eller Støtte. Lister(?). I Hard. Hesjadreng: en kløftet Støtte til at bruge, naar man opsætter Hesjer.

Drengkall, m. en ugift og noget gammel Mandsperson (= Sveinkall). I B. Stift “Drengjakall”, medens andre Sammensætninger have “e”, som Drengjeløn, drengjelaus, Drengjeløysa.

drenglaus, adj. som ikke har Tjener.

Drengløn, f. Løn for en Tjenestekarl.

Drengstova (o’), f. Stue eller Værelse for
Tjenere. Jf. Borgstova.

Drep, n. 1) et dræbt Dyr. Hard. – 2) Forgift, noget som dræber. Tel. – Dunkelt i Talemaaden “Slita og slæpa paa Daua Drep’e”: arbeide af alle Kræfter. Hard. G.N. drep: Skade, Ulykke.

drepa (e’), v.a. (drep, drap, drepet), dræbe. Inf. afvig. drapa, Namd. draapaa, Ork. Indh. Fleertal av Imperf. draapo, draape, Sæt. Tel. dropo, Hall. Supin. afvig. drope (o’), Sdm. og fl. – Særlig Betydn. 1) skade, fordærve, knække. Det var det, som drap oss (dvs. som skadede os, blev vor Ulykke). Oprindelig: slaae, ramme. G.N. drepa, slaae, støde; Ang. drepan, d. s. Nt. drepen, drapen: at træffe, ligesom Ght. trefan, T. treffen. Jf. Draap. – 2) dræbe, døde, skille ved Livet. Alm. Drepa ned: fælde, dræbe i Mængde. Drepa seg: dræbe sig; ogsaa: ødelægge sig ved Anstrengelse; omkomme ved Uforsigtighed, saasom ved at reise ud i et farligt Veir.

Drepa, f. s. Atterdrepa.

drepen (e’), part. dræbt. Afvig. dropen (o’), Sdm. og fl.

Dreping, f. Dræben, Slagterie.

drepsam, adj. tilbøielig til at dræbe; om Rovdyr.

dresleg, s. dritleg. Drev, s. Driv.

Drevja, f. en blød Masse eller Røre, især om det mæskede Malt i Brygningen. (Jf. Drav). B. Stift. I Hall. Drivju. Ogs. et Slags Blødfoder for Køer. Gbr.

drevla, v.n. koge “Dravle”. Hall.

drevna, v.n. (ar), skjørne, smuldre, opløses langsomt (omtr. som rovna). “dremna”, Helg. G.N. drafna.

Dribb, m. et Stød eller Slag.

dribba, v.n. (ar), støde, slaae imod noget. (Til driva). dribba til: slumpe til, vove sig til. Nordre Berg.

Drift, f. 1) Drivning, det at noget driver afsted. Koma paa Drift, f. Ex. om Fartøi. Nordl. – 2) Drift, Tilskyndelse, Instinkt. (Sjeldnere). – 3) Syssel, Virksomhed, Arbeide (s. driva); ogsaa: Flid, Travlhed. – 4) Noget som driver afsted, især om Snee; Sneefog. Gbr. (G.N. drift). 5) Trælast, som er udlagt i en Elv til Flødning. Hall. og fl. 6) en Hob Kreature, som man driver eller flytter til et andet Sted. Hertil Drifte-fe, n. Kreature som flyttes fra Hjemstedet. Driftemann, en Kvæghandler. Østl.

drifta, v.n. sysle, arbeide. B. Stift.

Drikk, m. s. Drykk.

drikka, v.a. og n. (drikk, drakk, drukket), at drikke. Inf. ogsaa drekke, Østl. (G.N. drekka; Sv. dricka). Imperf. Fl. drukko. Supin. sædvanlig drukkje’. – Betydn. 1) søbe, indsuge en Vædske. 2) om livløse Ting: trække Væde til sig, blive vaad. 3) holde sig til stærk Drik, svire, være drikfældig. Hertil: drukken, Drykk, Drykkja. – Drikka Jol: holde Julegjæstebud. Drikka Brudlaup: være Gjæst i et Bryllup. Drikka i seg: trække i seg; ogsaa: taale, f. Ex. en bitter Tiltale.

Drikkan, n. Drikke, Drikkevarer. Nhl. Ellers: Drikka, n. (f. Ex. eit godt Drikka), Sogn, Hard. og fl. Drikke, n. Valders og fl. Andre St. Drykk, el. Drikk, m.

drikkande, adj. drikkelig, som kan drikkes. Drikkande Varor: Drikkevarer.

Drikkar, m. Drikkebroder, Dranker. Ogsaa Navn paa en Søfugl, Mergulus Alle.

drikkekjær, adj. tilbøielig til at drikke.

Drikkelag, n. Drikkegilde.

Drikkesykja, f. ustyrlig Lyst til at drikke.

Drikking, f. Drikken; idelig Drik.

drilla, v.a. drysse, udstrøe. Røros.

[drilla, v.a. bore med Dril. (Tydsk).



driplutt (i’), adj. s. droplutt.

[dristeleg, og dristig, adj. = herdig, modig, djerv. (Af Tydsk).



Drit (ii), m. Skarn; ogsaa Smuds, Skiddenhed.

drita (ii), v.n. (drit, dreit, dritet, i’), gjøre sit Behov (cacare). Ogsaa G.N. Hertil Drita (i’), f. Diarrhe.

driten (i’), adj. skidden. Sogn, Nordl. og fl.

dritleg (i’), adj. smudsig. Hertil vel ogsaa “dresli”: daarlig, usel, skrøbelig. Smaal.

dritnast (i’), v.n. blive skidden.

Dritneta, f. en stinkende Urt, Stachys sylvatica (?). “Dretnøto”, Vald.

Dritord (i’), n. ondskabsfulde Ord. Smaal.

Driv (i’), n. 1) Driven, det at nogen driver. Koma paa Driv (s. Drift). Mange St. udtalt Drev, ogs. Dræv. – 2) Fiskerie med Garn, som man lader drive med Strømmen. Trondh. – 3) Noget som driver eller fyger, som Snee eller Vand i Storm. Snjodriv, Rennedriv, Sjodriv. Baaten gjekk, so det stod Drivet fyre honom. – 4) Noget som bliver drevet eller indslaaet; især Stopning, Trevler af opplukket Tougværk, hvormed man tætter Fugerne i et Fartøi. (Jf. Si). – 5) Drivværk, Bolter og Hjul i en Maskine. – 6) Udgravning (Gravering) paa Sølv og andet Metal. Tel. og fl. – Driv (Drev) findes ogsaa brugt om et Rækværk, f. Ex. paa en Bro (Østerd.), men dette hedder ellers Handriv, der opfattes som Hand-riv (ligt Hand-tre).

driva (i’), v.a. og n. (driv, dreiv, drivet, i’), 1) drive, støde, slaae ind, f. Ex. en Nagle. – 2) føre afsted, flytte, fremdrive. Søndenfjelds især om at flaade Trælast paa Elvene. – 3) holde i Drift, styre (en Gaard, et Brug). – 4) tilskynde, tvinge, nøde; ogsaa anstrenge, anspænde; gjøre megen Brug af. – 5) fordrive, bortdrive, f. Ex. en Sygdom. Hertil Ordsproget: D’er vondt, som vondt skal driva. – 6)
kaste, slænge. Driva i Hop: kaste i Dynge. Nordland. Ogsaa om at slaae. Driva til: slaae til, give et Slag. Mandal og flere. Andre St. dribba til, dreia til. – 7) v.n. drive, fyge i Luften. G.N. drífa. Jf. fjuka, rjuka. Nogle Steder ogsaa: styrte, falde til Siden. “Han dreiv stad”: han faldt overende. Sdm. og fl. – 8) flyde afsted paa Vandet, for Vind eller Strøm (= reka). Ogsaa: fiske med Garn (Drivgarn) ved at holde dem i Søen og lade dem drive med Strømmen. – 9) spadsere, gaae frem og tilbage. Han gjekk og dreiv paa Golvet. Ogsaa flakke vidt omkring (ligesom reka). – 10) sysle, arbeide, bestille noget. Kvat er det, de driva paa? Dei driva med Spinning. Driva paa med Slaatten o. s. v.

Driva (i’), f. 1) en Stormbyge, hvoraf Sneen eller Vandet driver. 2) en stor Skynding, Tummel, Forvirring. Det gjekk i ei Driva. B. Stift.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   23   24   25   26   27   28   29   30   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə