Ivar Aasen Norsk Ordbog


drivande, adj. 1) som kan drives. 2) driftig, dygtig, arbeidsom. Drivande Folk: dygtige Arbeidsfolk. Drivar



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə28/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   24   25   26   27   28   29   30   31   ...   221

drivande, adj. 1) som kan drives. 2) driftig, dygtig, arbeidsom. Drivande Folk: dygtige Arbeidsfolk.

Drivar, m. Redskab at drive med; ogsaa en Styrer, Fører, Kommandør, osv.

Driv-elta (i’), f. stormende Veir med Drev i Luften. Hall.

Drivemaate, m. Brugsmaade.

driven (i’), part. 1) dreven; tilskyndt; tvungen; ogsaa benyttet, bestyret (s. driva). 2) øvet, erfaren i en Kunst. 3) graveret, udskaaren, om Sølvtøi. Tel. og fl.

Drivgarde (i’), m. en Stormbyge som driver Vandet op; en Styrtning af drivende Vand paa Søen. “Drivgare”, Sdm. I Nordl. Rokgare.

Drivgarn (i’), n. Garn, som er bekvemt til at drive med (s. driva, 8). Trondh.

Drivhjul (i’), n. Drivehjul.

Driving, f. Driven, Drivning.

Drivjarn (i’), n. Jern at drive med; ogs. Huggejern. “Drevjønn”, Østerd.

Drivkast (i’), Vindkast med Drev.

drivkvit (i’, ii), adj. sneehvid. Hedder ogsaa: drivende kvit.

drivla (i), v.n. (ar), regne smaat, drive af Luften som Dug. “drevle”, Indh.

drivlast (i’), v.n. forvikles, forvirres. Det drivlast fyre Augom: det løber sammen for Øinene, bliver utydeligt. B. Stift.

Drivmjøll (i’), f. løs, fygende Snee. “Drevmjell”, Gbr. Hall.

Drivnad, m. Drift, Drivemaade.

Drivsand (i’), m. fygende Sand, Flyvesand.

Drivsla (ii), f. Drivning; især om Flaadning af Trælast. Tel. og fl.

Drivsnjo (i’), m. drivende Snee; ogsaa sammendreven Snee. “Drivsnjor”, Tel.

Drivspon (i’), m. = Rekspon. Nordl.

drjosa, v.n. (drys, draus, droset), drysse, styrte ned (= drysja). Tel. (Mo). Ang. dreosan; Goth. driusan: falde.

djug, adj. 1) drøi, stor, betydelig; som indeholder meget, holder rigeligt Maal. Hedder: drjug’e, Hard. Voss, Sogn og fl. drug, Nhl. Hall. Gbr. og fl. dru, Smaal. dryg’e, dryg, Nordenfjelds og fl. G.N. drjúgr; Sv. dryg. – 2) varig, som rækker langt, holder længe ud; f. Ex. om Madforraad, om Arbeider o. s. v. – 3) paastaaelig, driftig, som gjør store Fordringer; ofte ogsaa: slem, svær, vanskelig at bestille med o. s. v. Heraf drygja, Drygd.

Drjugleike, m. Drøihed; Varighed.

drjugom, adv. rigelig, drøit, ret meget. Indh. “drugom” (Snaasen). Paa Sdm. “i drygaa”. G.N. drjúgum.

drjugt, adv. drøit (= drjugom).

drjugvoren (o’), adj. noget drøi; ogsaa langvarig.

drjupa, v.n. (dryp, draup, dropet, o’), dryppe, falde i Draaber. Tildeels ogsaa om Huse, hvori det drypper fra Taget. Inf. lyder forskjelligt: drjupa (Søndre Berg. og fl.), drjøpe (Sdm. og fl), drupe, drype, drøpe. G.N. drjúpa; Sv. drypa. Heraf Drop, Drope, drøypa. – Det dryp ikkje myket Feitt av det: det giver ikke megen Fordeel. Det korkje dett eller dryp av honom: han holder sig meget stille, tager ikke Deel i nogen Ting. B. Stift.

Drjuping, f. Dryppen, Draabefald.

Drog (oo), f. 1) Bevægelse i Skyerne af Vind. Sdm. og fl. Jf. Drag, Draatt. – 2) en Stormbyge, stærkt Vindstød. Nordl. hvor det ogsaa hedder Droga.

Drog (o’), f. 1) en kort Slæde at kjøre Tømmerstokke paa; et Drag. (Af draga). Søndre Berg. Ryf. Østl. (Andre Steder Stytting, Vaga). – 2) et Sted hvor man drager noget; en Bjergsti hvor Ved og Tømmer trækkes ned. Gbr. – 3) Vei hvor et Dyr har krøbet eller nedtraadt Græsset; især om Odderens Vei fra Vandet til sin Hule. Sfj. Sdm. og fl. – 4) en lang Huulning i Jorden, en liden Dal. Østl. (Rom.).

Drog (o’), m. s. Draug.

Droga (o’), f. 1) en Dragt Ved, som man trækker med Hænderne; ogsaa en Løvgreen belæsset med Hø, og lignende. Mange St. (Rbg. Tel. Sdm. og fl.). G.N. draga, acc. drögu. – 2) et stort Følge, en lang fremskridende Række. Tel.

Droglor (o’), pl. f. Pletter eller Striber, især paa Vand. Sæt.

droglutt (o’), adj. stribet eller plettet. Sæt. Jf. droplutt, drovnutt.

Drok (o’), f. (Fl. Dreker, e’), Pige, Pigebarn. Ndm. Andre St. Djoka (o’), Djoke (tildeels paa Sdm.), Vækja, Fesja og fl.

Drol (oo), n. Sted, Plads, liden Flade eller Sump. Bærdrol (Sted hvor der voxer Bær). Moltedrol (= Moltemyr). Indh. (Sparbu). I svenske Dial. drol: Sump, Myr.


Drold, m. (Øgenavn), = Stril.

Droll, m. liden Kugle eller Knude i Tøi (f. Ex. paa Gardiner); rund Frøtop paa Væxter. Tel. (Vinje). Hertil Drolleblom, Sonchus, og fl.

droma (oo), v.n. (ar), nøle, være seenfærdig, gaae seent; ogsaa: tale langsomt, m. m. Hall. Hertil Drom, m. en seenfærdig Person. Droming, f. Nølen. Drome-gang (-gøng), m. langsom Gang. Jf. Isl. dræmt: langsomt.

Dronning, s. Drottning.

Drop (o’), n. Dryp, Draabefald, f. Ex. fra et Tag. Rbg. Mandal, Tel. og fl. Af drjupa.

Drope (o’), m. en Draabe. Nogle Steder Droppe, Draapa, Draapaa. G.N. dropi. Ogsaa om en liden Slump eller Portion af Vædske (= Sope, Skvett).

dropen (o’), part. dryppet (neddropen). Nogle St. ogsaa for drepen.

dropfri (el. dropefri), adj. draabefri, tæt i Taget.

dropla (o’), v.n. (ar), dryppe smaat, falde i smaa Draaber.

droplutt (o’), adj. spraglet, smaaplettet. Tel. B. Stift og fl. Ogsaa droplaatt, Helg. dreplaatt, Ork. Østerd. Hertil et Konavn: Dropla.

Droprenna, f. Afløbsrende for Tagdrypp. Telemarken.

Dropstein, m. Drypsteen, Stalaktitt.

Dros (oo), f. Dame, rig eller meget anseet Kvinde. Tel. (Landst. 125). G.N. drós.

Drose (o’), m. 1) Flok, Følge, stor Hob. Hall. Tel. og fl. – 2) Korndynge, Korn som er aftærsket, men ikke renset eller drøftet. Mest brugl. i de nordlige Egne. Afvig. Drøse, Vald. Drossa, Draasaa, Ork. Østerd. Toten; Traasaa, Smaal. (Sv. dråse). Jf. drjosa og drysja.

Drott, s. Draatt.

Drott, m. Herre; Eier. I Sammensætningen Landdrott. G.N. dróttinn.

Drottning (oo), f. Dronning (egentl. Herskerinde). Nu sædvanlig udtalt Dronning.

Drovnor (o’), pl. f. Spætter, Smaapletter. “Drøbnu”, Hall. Jf. drevna.

drovnutt (o’), adj. spraglet, smaaplettet. “drøbnutt”, Hall. Jf. droplutt, droglutt.

drug, drugom, s. drjug.

drukken, adj. 1) uddrukken, udtømt. 2) fuldsuget av Vædske. Jf. sjodrukken, vatsdrukken. 3) drukken, beruset. (drukkjen).

Drukkenskap, m. Ruus, beruset Tilstand.

drukna, v.n. (ar), drukne, kvæles i Vand (ogs. af Damp, Røg el. Stank). G.N. drukna.

Drukna, f. drukken Tilstand, Ruus. “E saag ikkje noka Drukne paa ‘naa”. Sdm. Jf. Drykna.

Drull, m. Drøn, Skrald. Sdm.

Drumb, m. Vraa, lidet Rum i et Hjørne, f. Ex. ved en Trappe. Loftsdrumb. Tel. (Mo og fl.).

Drumba, f. Klods, tyk og drøi Tingest; f. Ex. om Frugter (Nødder); ogsaa om Dyr. Hard. Voss. (G.N. drumbr, Klods).

druna (drunne), v. s. drynja.

drunta, v.n. (ar), 1) nøle, søle Tiden bort, ikke blive færdig. Vestenfjelds. (Ogsaa i svenske og danske Dial.). Jf. droma. – 2) knurre, suurmule, vise en vranten Stemning. Hall. – 3) fjerte (pedere). Østl. Hertil Drunt, m. Fjert. Ogsaa i svenske Dial.

drupa (uu), v.n. (er, te), hænge, lude, bøie sig ned; f. Ex. om Grene paa Træer. Num. Hall. G.N. drúpa. Forskjelligt fra drjupa.

drus (uu), og drusen, adj. drøi, fyldig; ogsaa: gavmild, rundhaandet. Jæd.

drusa, v.n. (er, te), styrte frem, strømme til; ogsaa: slumpe til (= rusa til). Nordre Berg. Nordl. (Jf. drjosa).

drusla, v.n. (ar), regne smaat eller tyndt, i smaa Draaber. Tel. Nogle St. drysla (y’).

drust (uu), adv. rigeligt, overflødigt; ogsaa: prægtigt, herligt. Tel.

Drust (u’), f. Pragt, Stads, Glands. Tel. (sjelden). Jf. Dramb.

druste (dryssede), s. drysja.

drusteleg (u’), adj. prægtig, glimrende. Tel. (meget brugl.), Hard.

Druva, f. Drue, Viindrue.

drya, s. drygja.

dryfta, v.a. (er, te), drøfte, rense Korn for Avner ved en stærk Omrystelse. Sv. dröfta (Rietz 101). Figurlig: prøve eller grandske en Sag. Maaskee oprindl. drifta.

Dryfta, f. en Portion Korn til at drøfte; et Trug fuldt. Sdm. og fl.

Dryftetrog (o’), n. et bredt Trug, hvori Kornet drøftes. Ogsaa kaldet Dryfting, m. B. Stift, og Dryftel, m. Nordl.

Dryfting, f. Drøftning, Renselse.

Dryg, m. Drøielse, Forslag, Varighed. D’er ikkje nokon Dryg i det. Tel. og fl. Jf. Drygd, Drygsla.

dryg, adj. s. drjug.

Drygd, f. Drøihed, Omfang; Varighed. (Af drjug). Valders og fl. I Hall. Drygn, f.

drygja, v.a. (er, de), 1) gjøre drøiere, forlænge, gjøre at noget bliver varigt. G.N. drýgja. – 2) forhale Tiden, opsætte noget, nøle, tøve. Eg drygde til Kvelds. Dryg no inkje for lenge! (Meget brugl.) Inf. udtales sædvanlig drya (drye), ligesaa Præs. dryer (drye); derimod tydeligt Imperf. drygde, Sup. drygt. – Saaledes ogsaa drygjast (dryast): blive drøi; vare længe, komme seent til Ende.

Drygja, f. s. Drygsla.

drygjande, adj. i Forbind. D’er ikje drygjande lenger: det er ikke raadeligt at opsætte det længere.


Drygjel, s. Drøgje.

drygjeleg, adj. som gjør Tingen drøiere.

drygjen, adj. 1) = drygjeleg; 2) seenfærdig, nølende. (Fl. drygne).

Drygn, f. s. Drygd.

Drygsla, og Drygsl, f. 1) Drøielse, noget som gjør en Ting drøiere eller varigere. (Matardrygsla). Hedder ogsaa Dryg, m. Drygja, f. og Drygjelse, n. – 2) Forhaling, Nølen, Opsættelse. Hedder ogsaa Drygjing, f.

Drykk, m. 1) Drik, det at man drikker (= Drikking). Ogsaa: Nydelse af stærke Drikke; Sviir, Fylderie. – 2) med Fl. Drykkjer: en Drik, Slurk, Portion at drikke paa een Gang. – 3) drikkelig Vædske, Drikkevarer. Torstedrykk, Helsedrykk. – Formen Drykk er mest brugl. vest og syd i Landet; andre Steder: Drikk. G.N. drykkr.

Drykkja, f. Gjæstebud, Gilde (= Aata). Nhl. og fl. G.N. drykkja. – Drykkjebasse, og Drykkjekall, m. Svirebroder. Hall. og fl. Drykkjelag, n. Drikkelag.

Drykkjevand, adj. kræsen med hensyn til Drik.

Drykna, f. Drik, Drukkenskab. Hall.

dryla, v.a. (er, te), kaste, slænge, kyle afsted. Han drylte det fraa seg. Sdm.

Dryn (y’), m. 1) en svag Brølen, Køernes Lokketone (s. drynja). Tel. – 2) Drøn, Bragen (= Dyn). Mandal.

drynja, v.n. (dryn, drunde, drunt), give en svag langtrukken Lyd, bøge uden at aabne Munden; om Køer, f. Ex. naar de stunde efter Foder. Tel. Hall. og fl. Paa Rom. drunne (druna?). Andre Steder tryta. I Sverige dryna, drøna; i Danm. drynne og fl.

Dryp (y’), n. Dryppen (af drjupa). Hard.

Drypel (yy), m. Drøbel i Halsen (= Uv, Ulv). Hall. Buskr.

drysja, v.n. (drys, druste, drust), 1) drysse, styrte ned, spredes; f. Ex. om Korn. (Jf. drjosa). - 2) strømme, styrte frem. Hall. og fl. - 3) v.a. udstrøe, udsprede. Jf. dysja.

Drysja, f. 1, en Drysseskee, Sukkerskee. Nogle St. “drøsa”. Østl.

Drysja, f. 2, Skryderie, Overdrivelse, forvansket Rygte (= Gøysa, Skrynja). Tel. Jf. Drambdrysja.

dræg, s. draga. dræmme, s. dremba.

dræpa, s. drepa.

Drætte, n. 1) Dragen, Trækning; f. Ex. ved Fiskerie. Af Draatt. – 2) Skyernes Gang (= Draatt, Drog). Nordre Berg. Ogsaa Strømning i Vandet. Num og fl. – 3) Dræt, Skagler og Trækketøi, f. Ex. for en Plov. Østl. (Jf. Beite, Greide). – 4) en kort Slæde, Tømmerslæde (= Drog, Stytting). Sogn, Sætersd. – 5) et lidet Læs (= Drøgje). Tel. – 6) Tøi, Ting som man slæber med sig; ogsaa Slæng, Følge, Selskab. Nordre Berg.

Drættehake (kje), m. Krog hvormed Tømmerstokke fæstes til Kjørsel. Sæt.

drøg, adj. duelig til at drage; om Hest som er fuldvoxen og kan bruges til Kjørsel. Gbr. Østerd. Ellers i Sammensætning: dragende, som harddrøg, seindrøg, langdrøg. G.N. drœgr. (Af draga, drog).

Drøgje, n. en Dragt, et Knippe til at Drage, f. Ex. af Ved, Stænger, Kviste; ogsaa et lidet Læs (= Droga, Drætte). B. Stift. Ellers i anden Form: Drøgjende (Drøgjind), n. Hall., og Drygjel, Valders. Drøgje bruges ogsaa spotviis om en seenfærdig Person, som man altid maa drive og paaskynde.

drøla, v.n. (er, te), nøle, søle Tiden bort. Nordre Berg. Nordl.

drøn, s. drynja. drøpe, s. drjupa.

Drøs, n. Sladder. Nordl.

Drøsa, f. Sladderhistorie. Føra Drøsor: fare med Sladder. Nordre Berg. Trondhjem, Nordl. G.N. drœsa.

drøsa, v.n. (er, te), 1) sladre, føre løs, unyttig Snak. Nordl. Sdm. og fl. - 2) snakke længe, prate ( = røda, svalla). Ryf. - 3) søle Tiden bort, nøle ( = drøla, drunta). Østl. ogsaa ved Trondh.

Drøsing, f. Sladder, unyttig Snak.

drøygja, v.n. (er, de), sagle, blive vaad omkring Munden; om døde Mennesker. Hall. Vel egentlig: vise Dødstegn; af Draug.

Drøym, m. en seenfærdig Person. Ogsaa det samme som Draum. Sdm. og flere. Jf. droma.

drøyma, v.n. (er, de), drømme. Af Draum. G.N. dreyma. Ganga og drøyma: gaae i Tanker, i Forvirring; være søvnig eller seenfærdig i sin Gjerning. Ogsaa v.a. Eg drøymde meg rædd. Han drøymde Moer si (om sin Moder).

drøymen, adj. seenfærdig; ogsaa tankespredt, forvirret.

Drøyming, f. Drømmerie; Indbildninger.

drøypa, v.a. (er, te), stænke, gyde, lade dryppe. (Af drjupa, draup). Søndre Berg. og fl. G.N. dreypa.

du, pron. (for anden Person): du. G.N. þú. Tilsvarende Akkusativ: deg, deels udtalt bredt som “dæg” (Søndre Berg. Trhj.), deels lukt som “deeg” (Sogn, Rbg. Tel. og fl.), og forkortet: de, med lukt e (Num. Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ndm. Ork.). G.N. þik . Særskilt Dativ: der (ee) i Nhl. (sjelden), de, i Sætersd. Fleertal: de (forhen anført). – Ofte brugt i Betydningen: man, eller vi. Det gjeng ikkje alt, som du vonar. Det susar, som du høyrde ein Foss. – Ofte ogsaa uden egentlig Betydning tilføiet til en Sætning; f. Ex. Eg heve høyrt det ofta, du. D’er no alltid so, du, at det vil minka.

dua, v.a. (ar), tiltale med “du”.

dubba, v.n. (ar), bukke sig, lude, nikke;
f. Ex. af Søvn (= duva). Nogle St. duppa; ved Mandal: jubba (maaskee for djubba).

[dubbel, adj. dobbelt (= tvifald). Fr. double.



Dubl, n. en Bøie; s. Duvl.

dubla, v.n. (ar), ødsle, forøde noget. (Sjelden). S. fordubla.

Dublung, m. skjult Nagle imellem Staverne i et Kar. Sæt. Sdm. og fl. Ogsaa kaldet Dimling (Nordl.) og Blinding.

due, v. s. duga, duva, dua.

Dufs, m. Dusk, Top, Kvast. Tel. – Dufseblom, Skabiose (Urt). dufsutt, adj. dusket, kvastformig.

Duft, f. Støv, især om fiint Støv af noget som bliver knust eller malet, f. Ex. Meelstøv. Afvig. Dupt, Sogn, Nhl. og flere. Dyft (y’), Sdm. G.N. duft, dupt. Jf. Dumt.

Duft, f. (2), s. Dyft. dufta, s. dyfta.

Dug (u’), m. Duelighed, Styrke; Nytte, Hjælp, Forslag. Tel. og fl. G.N. dugr.

duga (u’), v.n. (er, de), due, hjælpe, nytte, være tjenlig eller dygtig til noget. Inf. lyder ogsaa: due, duve (Helg.), dauge (Ork.). G.N. duga; Sv. duga. Præs. duger, ogsaa dugjer (Tel. og fl) og dygje, dye (Sdm. for dugje). G.N. dugir. Ironisk som Trusel: Eg skal duga deg: jeg skal hjælpe (el. lære) dig. Tel. og fl.

dugande, adj. dygtig, tilstrækkelig, rigelig.

duglaus, adj. kraftløs, uduelig. Tel.

dugleg (og dugeleg), adj. duelig, dygtig. G.N. duglegr. – duglege, adv. dygtigt, rigeligt, ret tilgavns.

Dugløysa, f. Svaghed, Uduelighed.

Dugnad (u’), m. Hjælp til et Foretagende; Understøttelse med Materiale til Husebygning, og deslige. Nhl. Mere alm. om Arbeidshjælp, især en Sammenkomst af Naboer for at hjælpe En til at udføre et Arbeide i en kort Tid; saaledes: Slaattedugnad, Tekkjedugnad og flere. Ogsaa et Gjæstebud for Deeltagerne i Arbeidet. – Ordet lyder: Dugna’, Sogn, Nhl. Ryf. Hall. Valders; Dunad, Nfj. Sdm. Duna, Ndm. og fl. Dona, Ork. Gbr. Dugning, Tel. Rbg. Doning, Østerd. Dovning og Domning, Hedemk. Buskr. – G.N. dugnadr, Hjælp.

Dugur (Davre), s. Dagverd.

Duk (uu), m. 1) Dug, Klæde; Borddug, Haanddug. G.N. dúkr. Ogsaa om enkelte Klædningsstykker. Brjostduk, Halsduk. – 2) Væv, vævet Tøi. Seglduk, Voksduk. – 3) Vævbredde, Stykke, f. Ex. i eit Seil. Sogn og fl. Jf. Vaad, Stav, Dyft. – 4) en Kreds eller Omgang ved Alteret (= Blæja). Namd. – 5) en afgrøftet Rude eller Teig i en Myr, en liden Ager af Myrjord. Mandal, Rbg. Tel.

duka, v.a. (ar), 1) duge, bedække med Dug. – 2) lægge i Folder, sammenlægge, f. Ex. et Seil. Nordl. – 3) afgrøfte et Jordstykke, afstikke Ruder eller Teiger i en Myr. Mandal, Tel. Hertil Duking, f. Afgrøftning.

dukka, v.n. (ar), dykke i Vand. dukka under: sænke sig under Vandfladen. Nt. duken; Eng. duck.

Dukkar, m. en Dykker.

Dul (u’), n. Skjul, Fordølgelse. I Dule: skjult, hemmeligt, i Stilhed. Ogsaa i Dulom, “i Dulaa”, Sfj. G.N. dulr, m. (Til dylja).

Duld (u’), f. Stilhed, Skjul (= Dul), Hard. Det gjekk i Duldi.

duld, part. dulgt, skjult, s. dylja.

dulen (u’), adj. drøi, som indeholder (eller egentlig skjuler) meget. Ein dulen Aaker: en Ager, som er flad og jævn og derfor større end den seer ud til at være. Sfj. Paa Sdm. dylen (y’).

Dulheim (u’), Skjul (egentl. Skjulested). Paa Sdm. Dyleim (y’). “I Dyleimaa” (Dulheimom): i Stilhed, hemmeligt.

Dull, m. et Spand, s. Dall.

dulla, løbe, trave, s. dulta.

dulram (u’), adj. udholdende i at dølge noget; paalidelig til at bevare en Hemmelighed. Tel. I Hall. dølram.

dulsam (u’), forbeholden, som gjerne dølger noget.

Dulsmaal, n. Dølgsmaal; Sag som holdes hemmelig.

Dult, n. Trav (s. dulta). Hall. Ellers: Dull, Ringerige; Dilt, Gbr. og fl.

dulta, v.n. (ar), 1) pusle, sysle med noget smaat. Hard. – 2) trave, løbe med korte Skridt. Hall. Ellers i forskjellig Form: dulle, Ringerige; dille, Rommerige; dilte, Gbr. og fl. tilte, Smaal. – Jf. ogsaa: dalta, dalla, daldra.

Dumb (?), m. Affald af Væxter; smaa Stumper af Stilke og Blade. Toten og fl. i Formen Dummer og Dommer (Fleertal); sjeldnere Dum (Dommen).

Dumba, f. Støv, let og fiint Affald, som svæver i Luften eller efterhaanden fæster sig i Husene paa Vægge, Klæder o. s. v. (Mest alm. om det Støv, som opkommer ved Korntærskning). Nogle Steder udtalt Dumma og Domme. G.N. dumba. Jf. Damb og demba.

Dumbesky, f. støvagtigt Skydække, = Demba.

Dumbeveder, n. uklar eller taaget Luft. “Dumbevær”, Tel.

Dumbjølla, f. et Slags Bjælde, bestaaende af en rund Kapsel med indlagte Kugler, som ved Rystelse give en mat Klang. (Bruges ved Kjørsel paa Snee). G.N. dynbjalla; men maaskee egentl. “dumb” (dvs. mat el. dunkel) Bjælde. Jf. Dumvekkja.

dumbutt, adj. støvet, fuld af Støv.

dumhøyrd, adj. svag paa Hørselen, noget døv. Østl.


dumla, v.n. (ar), søle, tumle, sløse med sine Sager. Sogn, og fl. (Jf. dubla og sumla). Duml (Dummel), n. Sølerie, Uorden i Huset. Østerd.

dumleg, adj. uklar, dunkel, mørk; om Luften. Ork. Ved Røros “dumlen”.

dumm (el. dum), adj. 1) stum, som ikke kan tale. Alm. dumm; nogle St. dum’e; men skulde egentlig hedde dumb. G.N. dumbr; Ang. dumb, Goth. dumbs. – 2) dunkel, uklar, f. Ex. om Glas; ogsaa om Luften (ligesom dimm). Gbr. Ork. Sjeldnere om Lyden; mat, svag (jf. dumhøyrd). Derimod ofte i en ny Betydning: taabelig, tosset (efter det Tydske).

Dumme, m. Krog, Hage i Gjængerne paa Døre og Vinduer. Ryf. Hard. Sogn, Nordl. Nogle St. Domme, ogsaa Dom, Sfj., Dommar, Sogn (Lyster).

Dumming, m. En som er Stum.

Dump, f. (og m.), en Fordybning, Huulning i Jorden (= Dokk). Smaal. Rom. Gbr. Vald. Afvig. Daamp, Ndm. Ogsaa et lavere Rum, Fod-Rum i en Vogn eller Slæde. Østl.

Dump, m. 1) et Fald, en Nedstyrtning. Ndm. Ogsaa Lyd af noget som falder (= Dunk). Ork. – 2) Vindstød, Vindbyge. Fosen.

dumpa, v.n. (ar), falde pludselig; ogsaa: hoppe ned, løbe i Vandet. Østl. (G.N. dumpa, støde). Jf. stumpa.

Dumpenæter, pl. s. Jarnnæter.

dumputt, adj. ujævn, fuld af Huulninger.

Dumsnut, m. En som tier i urette Tid, el. forsømmer at sige noget nødvendigt.

Dumt, n. Støv (= Dumba, Duft). Indh.

Dumvekkja, f. en liden Bjælde (= Stallvekkja). Hall.

Dun (uu), n. (og f.), Duun, finere Hudbedækning paa Fugle. Afvig. Don, Østl. G.N. dúnn, m. Eng. down.

Dun (u’), m. Drøn, Bulder. Sfj. Nhl. Rbg. og fl. Tildeels ogsaa Dune (u’). Afvig. Don, Daan, Ork. Ellers: Dyn (y’). Sv. dån.

duna (u’), v.n. (ar), drønne, dundre (= dynja). Nhl. Sfj. Hall. og fl. G.N. duna.

Duna, f. s. Dyna. Dunad, s. Dugnad.

dunast (uu), v.n. blive dunet, faae Fjæder, om Fugleunger.

Dunder (Dundr), m. 1) en dundrende Lyd. – 2) et Navn paa Fanden. Til Dunders: Fanden i Vold. Sdm.

dundra, v.n. (ar), dundre, drøne, buldre. Egentl. dun-ra, s. dynja. – dundrande, adj. buldrende. Dundring, f. stort Bulder.

Dune (u’), m. en Flok, Hob, Mængde, især af Dyr eller Fugle. Hard. Tel. Hall. G.N. dunr (?). Heraf dyna. – S. ogsaa Dun, m.

dunga, v.a. (ar), opdynge, lægge i Dynger. Dunga i Hop.

Dunge (gje), m. Dynge, sammenkastet Hob. Alm. vest og nord i Landet. (Ogsaa i svenske Dial.). Nogle St. Dyngja. – Dungedyr (y’), f. Bagdør i Fæhuse (hvor Møg udkastes).Dungestad, m. og Dungestøde, n. Sted hvor en Gjødseldynge har ligget. I Dungevis (ii): i Dynger, i store Hobe.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   24   25   26   27   28   29   30   31   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə