Ivar Aasen Norsk Ordbog


dæma, v. (2), s. demma. dæmd



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə30/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   26   27   28   29   30   31   32   33   ...   221

dæma, v. (2), s. demma.

dæmd (el. dæmt), adj. 1) beskaffen med Hensyn til Hudfarve. Hertil bleikdæmd, ljosdæmd, svaldæmd. – 2) beskaffen med Hensyn til Smag, Reenhed, Sundhed. Hertil: goddæmd, surdæmd, udæmd.

Dæme, n. 1) Udseende, Farve; især Ansigtsfarve
(= Hamlit). Søndre Berg. Tel. Hall. – 2) Smag, Eftersmag i et Kar (af en udtømt Vædske); ogsaa Reenhed, Friskhed. Sdm. og fl. Jf. Daam.

Dæming, s. Demming. dæmla, s. demla.

dæmme, v. s. demba og demma.

dæn (for der-ne), s. der.

dæsa, v.n. (er, te), vansmægte, give sig tabt af Udmattelse, eller især for Lidelse af Frost og Uveir. Mest brugl vest i Landet (Sæt. Lister, Jæd. Sfj. Sdm.). Nogle St. dasa (Romsd. og fl.). G.N. dæsa, dasast. Tildeels ogsaa: omkomme, sætte Livet til. Mest om Kreature. Part. dæst: vansmægtet, udmattet; ogsaa: omkommen.

Dæseveder (-veer), n. Uveir og Frost, som Kreaturene ikke kunne udholde. Ogsaa Dæsingveder (Dæsingeveer).

Død, m. s. Daud, Daude.

Døger (Døgr), n. Døgn, Dag og Nat tilsammen. Tretti Døger: en Maaned. Afvigende: Døgn, og Dygn, n. (Ved Trondhjem). Ellers bruger man oftere: Samdøger, og Jamdøger, som ogsaa passe bedre til den gamle Betydning; G.N. dœgr var nemlig 12 Timer eller et halvt Døgn.

døgervill, adj. 1) uvis om hvilken Dag (Ugedag) man er kommen til (= dagvill). 2) uvis om Dagens Tid, f. Ex. paa en Reise i taaget Veir. Gbr. Ved Trondh. dygnvill.

døkk, pron. (Eder), s. de.

døkk (ø’), adj. dunkel, noget mørk; om Farve; ogs. om Luften. Søndre Berg. Sogn og fl. Afvig. dekk, og tildeels degg (degg’e), Nfj. Sdm. G.N. dökkr (Ang. duncor; Holl. donker; T. dunkel).

døkkast, v.n. fordunkles, blive mørkere.

Døkkleike, m. Dunkelhed.

døkna, v.n. = døkkast.

Døl, f. (og m.), 1) en liden Dal (= Dæld). Tel. Nedenæs. – 2) Engstykke tæt ved Husene; meget græsrig Eng. Tel. Hertil Dølehøy, n. Hø af den bedste Eng.

Døl, m. en Daleboer, Indbygger af et høit liggende Dalstrøg. Østl. (Jf. Døling). Fleertal sædvanlig: Døler. G.N. dœlir (i Sammensætning). Hertil: Dølebunad, m. (Daleboernes Dragt osv. ), Dølegjenta, f. Dølegut, m. Dølemaal, n. Dølevis, f. og flere.

Døla, f. 1) Kvinde fra Dalene. Oftest af Stedsnavne, som Sogndøla, Hemsedøla, Gausdøla. – 2) et taabeligt Menneske. “Ei Døle”, Sdm. Sfj. s. følg.

døla, v.n. (ar), bære sig taabeligt ad, komme med underlige Paafund. “Kva æ dæ du døla mæ?” Sdm. Hertil; døleferd (-fær), f. taabelig Adfærd; dølefingjen, og dølen, adj. taabelig. G.N. dœlskr.

Døld, f. s. Dæld.

Døleblom, m. Kabbeleie (Caltha). Til Døl, f.

Døling, m. Daleboer (= Døl). Berg. Stift. og fl. I Trondh. Stift: Daling. Hertil: Uppdøling, Aardøling, Sogndøling o. s. v.

døm (for deim), s. dei.

døma, v.a. (er, de), 1) dømme, fælde Dom over; bedømme; ogsaa bestemme ved Dom. G.N. dœma. – 2) v.n. dømme, ræsonnere, gjøre Slutninger; ogs. snakke, tale vidt og bredt. – Part. dømd: domfældt osv.

Dømar, m. Bedømmer. Jf. Domar.

Døme, n. Egenskab, Art, Skik. Jf. Herredøme, Meisterdøme. D’er ikkje nokot Døme paa det (B. Stift): det har ikke nogen rigtig Skik. (Maaskee egentl. det er ikke noget at dømme efter. Jf. G.N. dœmi, Grund for en Dom). – En anden Betydning: Exempel, Sidestykke (G.N. dœmi), er forudsat i Udøme og udømeleg; jf. Dømesoga.

Dømegaava, f. og Dømekraft, f. Evne til at dømme rigtigt.

Dømekunst, m. Øvelse i at dømme; Kritik.

Dømesoga (o’), f. gammel Fortælling, Sagn, Historie. Nhl. G.N. dœmisaga.

Døming, f. Bedømmelse, Kritik; ogsaa Ræsonnering; Snak.

Døming, m. Forbryder; En som er dømt til Straf. “Dømingje”, Tel.

dømta, v.n. (ar), 1) gjøre Slutninger, formode, antage noget. Num. – 2) hentyde paa, el. ymte om noget. “De ha dømta paa han”. Gbr. (Gausdal). Noget lignende er tymta (Tel.) og tynta (Vald.).

Døn, s. Dyn. – døne, s. dyna.

døpa, s. døypa.

dør, adv. der. – [Koma seg dør: komme frem, komme i Havn, til Land, o. s. v. (Berg. Stift). Er at henføre til Nedertydsk dör (= T. durch), dvs. igjennem. Jf. dorgen.

Dør, f. s. Dyr. – døra (seg), s. dyra.

dørja, s. dyrgja.

[Dørslag, n. Sold eller Sigte af Blik. Nordl. (I B. Stift ogs. Dorrslag, Dollslag). Er Nedertydsk.



Døs, s. Dos. Døtter, s. Dotter.

[Døvik, m. Lufthul paa Tønder (= Svikk). Gbr. Nordl. (Holl. deuwik; Nt. döst, en Tap).



døya, v.n. (r, dde; eller: døyr, do, daaet), 1) døe, ophøre at leve. G.N. deya (deyr, dó, dáit). Jf. dauda. – 2) forsvinde, blive borte. Døya av: døe hen, f. Ex. om Lyd. Døya ut: uddøe, f. Ex. om Væxter. – Om Formerne mærkes: Inf. døya bruges af og til i Berg. Stift; ellers: døy. Imprf. do er meget brugl. i Trondh. Stift, ogs. Helg. Sdm. Østerd. Solør (Sv. dog); ellers: døydde. Supin. (med hava) hedder: daae, Ork. doe, Indh. Helg. daatt, Sdm. Gbr.; ellers: døytt; f. Ex. Eg tenkte, han hadde døytt (daatt, daae’): jeg frygtede for, at han skulde døe. Particip daaen ombyttes sædvanlig med daud.

døyande, adj. 1) døende. 2) i Forbindelsen:
døyande Dag, dvs: Dødsdag.

døyda, v.a. (er, de), døde, kvæle, undertrykke. G.N. deyda. (Af daud). Af og til i Formen “døye”, dog noget usikkert, da det tildeels faar samme Betydning som “døyva”. Saaledes i Nordl. om at udbløde Hø med varmt Vand; i Tel. om at blødgjøre Uldgarn ved Ophedelse; s. døyva. Hertil “Døysle”, f. s. Døyvsla.

Døydsl, n. død Krop, Aadsel. Ork. (Opdal).

Døying, f. Døen; Antal af Dødsfald, Mortalitet.

døypa, v.a. (er, te), døbe, indvie ved Daab (s. Daup). Søndre Berg. Hall. og flere. Andre Steder døpa, døpe. G.N. deypa, neddyppe (N. L. 2, 293, 341). – Hertil: Døypar, m. Døber. Døypebok, f. Ministerialbog. Døypefat, n. Døbefad. Døypefunt, s. Funt. Døypenamn, n. Døbenavn. Døypesetel, m. Daabs-Attest. Døypevatn, n. Døbevand (= Daup).

Døyping, f. Døbning, Daab. Jf. Skirsl.

døysa, v.a. (er, te), ophobe. Døysa i Hop: vælte sammen. Jæd.

døyva, v.a. (er, de), 1) sløve, afstumpe. G.N. deyfa. Af dauv; jf. doven. Døyva Eggi: afstumpe Eggen (paa skarpe Redskaber). Døyva Kanten: afrunde en alt for skarp Kant, f. Ex. paa et Bord. – 2) lindre, formilde, stille. Døyva Verken: formilde Smerten. – 3) blødgjøre, tilrede nyspundet Uldgarn ved Opvarmelse og Gjennemdampning i en Gryde (Døyvslegryta). Sdm. og fl. Hedder paa andre Steder “døye” s. døyva. – 4) bedøve ved stærk Larm, gjøre døv. Sjeldnere. – Part. døyvd: afstumpet; dæmpet.

døyvast, v.n. sløves; blive mildere.

Døyve, n. Lindring, Formildelse.

Døyvedrykk, m. lindrende Drik.

døyven, adj. lindrende; ogs. mat, doven.

Døyveraad, f. Lindringsmiddel.

Døyving, f. Dæmpelse; Formildelse.

Døyvsla, f. Blødgjørelse af Vævgarn (s. døyva, 3). B. Stift. Andre St. i lignende Betydning: Døysle (Døydsla?), s. døyda.
E.
E, Vokal, har i nogle Ord den bekjendte lukte Lyd (ee), i andre og flere Ord en mere aaben Lyd (e’), som nærmer sig til Æ. Forved R, N og M lyder det ofte ganske som Æ; f. Ex. her, venda, temja.

E, n. s. Eid. – E, f. (Efugl), s. Æd.

e, pron. s. eg. – Ea, f. s. Ida.

Edla, f. en Øgle; s. Ødla.

Efta, s. Aftan.

eg, pron.(for første Person): jeg. Udtalt med lukt e (eeg), i Sogn, Rbg. Tel. og flere. Andre St. bredere som “æg”, Berg. Trondh. Nordl. Forkortet “e”, Num. Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ndm. Ork. Afvigende “i”, Romsd. Snaasen; “ei” Østerd. (Tønsæt); “je”, Østl. G.N. ek (eg); Ang. ic; Goth. ik (jf. Nt. og Holl. ik, T. ich, Sv. jag). – Tilsvarende Akkusativ (og Dativ); meg, udtalt lukt paa samme Steder som “eg”, ligesaa: mæg og me, i samme Egne som “æg” og “e”; ellers ogsaa “mei”, Smaal. Østerd. (G.N. mik). Særskilt Dativ: mer (ee), Nhl. (forældet), me. Sæt. (G.N. mér). Tilsvarende Fleertalsord er: me, som anføres under M.

ega, v. s. eiga. Egda, f. ? s. Igda.

Egder. pl. m. Indbyggerne af det gamle Egdafylke (Agder), eller Mandals, Raabygdelagets og Nedenæs Fogderier. Brugeligt i Tel.

Egg, n. et Æg (ovum). G.N. egg. Dativ pl. Eggjom. I Sammensætning meget alm.: Eggje; saaledes Eggjeband, n. Plaster af Æggehvide. Eggjekaka, f. Æggekage Eggjekvite, m. Æggehvide. Eggjeraude, m. Æggeblomme. Eggjeskurn, f. Æggeskal; s. Skurn.

Egg, f. (Fl. Eggjar), 1) en Eg (acies), skarp Kant. Knivsegg, Ljaaegg. G.N. egg. – 2) Bjergryg, øverste Kant af en Fjeldkam. Trondh. Sdm. og fl. Jf. bakeggjes. I Østerd. ogsaa om en smal Banke eller Jordryg. – 3) en lang Forhøining i Havbunden. Nordl. og fl. – Liggja aa Egg: hvile paa Kanten, vende Kanten ned, f. Ex. om en Fjel. Sæt. og fl. Jf. Rør.

Eggbrest, m. Sprække i Eggen.

eggdregen, adj. sløvet eller skjæmt i Eggen, f. Ex. om en Lee. “eggdrigjin”, Indh.

Eggfiske, n. Fiskerie paa “Eggene” eller Bankerne ude i Havet.

eggja, v.a. (ar), 1) hvæsse, slibe, sætte Eg paa. Tel. – 2) ægge, tilskynde, ophidse. G.N. eggja. Jf. Agg. – Hertil eggjast, v.n. tirres, ophidse hinanden.

eggjad, adj. (part.), 1) beskaffen i Eggen; f. Ex. blauteggjad; tvieggjad. 2) opægget, ophidset.

Eggjarbard, n. øverste Kant af et Fjeld. “Eggjabar”, Hard.

Egg-jarn, n. skjærende Redskab; Kniv, Lee, Øxe o.s.v. Trondh. og fl.

Eggjing, f. Tilskyndelse, Opæggelse.

egglaus, adj. om Redskab med udslidt eller uduelig Eg.

eggrund, adj. ægformig, oval.

eggsjuk (og eggjesjuk), adj. æggesyg.

eggsliten (i’) adj. forslidt i Eggen.

Eggstaal, n. = Eggjarn.

Eggvær, n. Sted hvor Æg (af Søfugle)
forefindes i Mængde. Ogsaa Eggjevær. Nordl.

egla (eggla), v.n. (ar), yppe Kiv, ophidse og fornærme Folk. Tel. Buskr. Noget lignende er: ekla, eikja, eikjegla.

eglesam, adj. trættekjær; tirrende. Ogsaa eglesjuk. Buskr.

Egling, m. en Opvigler, En som ypper Kiv. “Eglingje”, Tel.

Egn, s. Eign - egna, s. eigna.

egna, v.a. (er, de), 1) forsyne med Mading (Agn). Egna ei Lina: sætte Lokkemad paa en Fiskeline. G.N. egna. Particip: egnd. – 2) vove sig meget, udsætte sig for megen Fare. “egne se”, Hall.

Egning, f. Forsynelse med Mading.

Egse (Ekse), n. Bevægelse, Opbruusning, Hidsighed; ogs. Mod, Stemning. Hard. Telemarken.

egst (ekst), adj. heftig, hidsig, fyrig; ret oplagt. Sdm. og fl.

egst, for eigast, s. eiga.

ei, Lyd (Diftong), er her temmelig eens overalt, undtagen i nogle Bygder (som i Hall. og Voss), hvor Udtalen er mere som “ai”. Overgang til “e” (ee) findes mest i Østerdalen og Guldalen.

ei, negtende Partikel: ei, ikke. G.N. eigi, ei. Bruges kun i visse Forbindelser; saaledes a) efter “elder” (eller); f. Ex. Anten han vil elder ei. Sjeldnere efter “og”. Det kann baade henda og ei. (B. Stift). b) i en Eftersætning, hvor det stilles imod en foregaaende Negtelse; f. Ex. Han er inkje so sterk, at han ei kann trøyttast (dvs. at han jo kan blive træt). c) i en Forsikring eller Ed, som begynder med “Nei”, f. Ex. Nei so menn var det ei!

ei, som Talord, s. ein.

eia (seg), klage, jamre sig. Hard. Andre St. øya, og “jøya”. Til Interjektionen: eie (meg): ak, ve! Nogle St. “jeie” og “jøye”. Hertil ogsaa et Subst. Ei, n. Skrig, Jamren. Hall.

Eid, n. Landhals (Isthmus), smalt Landstykke imellem to Søer; ogsaa et Overgangspunkt, en Tværdal eller Sænkning, hvor man let kan komme over fra en Fjord til en anden eller fra et Dalstrøg til et andet. Mest alm. Ei; i Guldalen: E. G.N. eid; Sv. ed. Hertil mange Stedsnavne, tildeels i Formen Eide (Dativ).

Eid, m. Ed, Forsikring ved at sværge. G.N. eidr. Gjera Eiden sin: aflægge sin Ed. Eg heve korkje Ord elder Eid paa det (dvs. jeg har intet Løfte faaet).

eidfesta, v.a. (er, te), edfæste (Vidner).

eidfri, adj. aldeles fri, s. eidsvør.

Eidsberging, m. Indbygger af Eidsberg i Smaalenene. Sædv. “Eisberring”.

Eidsborging, m. Indbygger af Eidsborg i Telemarken. Sædv. “Eisborring”.

eidsvoren (o’), adj. edsvoren.

eidsvør, adj. omtr. som eidfri. Det var ikkje reint eidsvørt: ikke ganske frit, ikke saa at man reent ud kunde negte det. Sdm.

eien, s. eigen. Eiende, s. Eigind.

eiga, v.a. (eig, aatte, aatt), at eie. Inf. tildeels ega (e’); afvig. aage (?), aue, i Smaal. Indik. Pr. alm. eig (eig’e), eg’e (e’); sjeldnere: aag’er, ved Trondh. auer, Smaal. G.N. eiga (á, átti, átt); Sv. äga. – Betydning 1) eie, besidde, have som Eiendom. Han heve myket, men han eig litet. Ogsaa: have til Ægte, være gift med. Sdm. og fl. (Noget sjelden). – 2) faae. Især i Forbindelsen: eiga Barn, dvs. faae et Barn, føde. Sogn, Sdm. Gbr. Vald. og fl. (Heraf Barneign). Ho hadde aatt ein Son. – 3) skylde, have at betale. (Med Dativ). Han eig meg ei Mark. Hall. Romsd. og fl. G.N. eiga (som ogsaa betyder: have at gjøre, være forbunden til). – 4) i Forbind. eiga ved: have at bestille med, indlade sig med; ogsaa: tirre, ophidse, kives med. Hall. Mere alm. i Formen eigast (eigst, aattest) med; f. Ex. Han er faarleg fyre den, som eigst med honom. (Ofte udtalt: egst, ekst). B. Stift.

Eiga, f. 1) Eie, Besiddelse af en Ting. Mest i Sammensætning som: Eineiga, Sameiga. – 2) Eiendeel, Ting som man eier. Søndre Berg. (G.N. eiga). Jf. Ueiga. 3) Jordstykke eller Skov som tilhører en Gaard. Gbr.

eigande, adj. 1) eiende. Baade eigande og leigande: baade Eier og Leier (ogs. Huusbonde og Tjener). – 2) eieværdig, værd at have, ønskelig.

Eigar, m. Eier, Besidder.

ei-gaang, s. eingong.

Eige (Eigje), n. 1) Eiendom, det som man eier. Det finst ikkje i mitt Eigje: det findes ikke hos mig. – 2) en beboet Plads, et lidet Underbrug ved en Gaard. Smaal. Ofte sammensat med Gaardsnavne, som Haugs-Eigje o.s.v. – I enkelte Sammensætn. synes “Eigje” at være et gammelt eigin; saaledes i Hall.: Eigjefolk, n. nærmeste Slægtninger. Eigjeplaaga, f. Menstruation. Eigjestell, n. Genitalia.

Eigedom, m. Eiendom. (Sædv. haardt g).

eigeleg, adj. eieværdig, ønskelig at eie. Tel og fl. (Haardt g). G.N. eigulegr.

eigen, adj. egen, særlig tilhørende. G.N. eiginn. Mest alm. udtalt: eigjen (eijin), m. eigji (eigja), f. eigje (eie), n., men i Fleertal tydeligt: eigne (egne). Vera sin eigen: være sin egen Herre, være fri for Tjeneste. Eigna Tider, see Tid.

eigenleg, adj. egentlig. G.N. eiginlegr.

Eigenskap, m. Egenskab.

Eigind, f. (og n.), Kornspirer paa Ageren, nylig opspirede Kornstraa (= Brodd) I forskjellig Form: Eigjind, Eiend, f. Hall. Vald. Eien og Ein, Gbr. Solør; Eiende,
n. Sogn; Jend, el. Jen, f. Buskr. In, og Ine, f. Rom. Smaal. G.N. eigin (?). I svenske Dial. eien, äjel, ägel (Rietz 115).

Eigindfall, n. Skade paa Kornspirerne (af Frost eller Græsorm). Sogn, Gbr.

Eign, f. Eiendom, Eiendele. G.N. eign. Især: Jordeiendom; Marker som tilhøre en Gaard. Jf. Vald og Leigemaal.

eigna, v.a. (ar), 1) tilegne, tilkjende. Han eignar det til seg: anseer det som sin Eiendom. Nordl. og fl. G.N. eigna. – 2) frede, omhægne, holde en Eng fri for Græsning. Vald. (egne).

eigna (adj), ypperlig, fortræffelig. Helg. Eit eigna Barn: et elskværdigt Barn. Eit eigna Ve’er (jf. einka). Vel egentlig Eignar, Genitiv af Eign.

Eignad, m. Eiendom. Hertil maaskee “Eigna”, pl. brugt ved Trondh.

Eignalut (u’), m. en god Eiendeel; en kostbar Ting. Nordre Berg.

Eignamun (u’), m. Eiendeel. Sfj.

Eignar, m. Eier, Besidder. Hall.

Eignating, m. = Eignalut. Helg.

Eik, f. Eeg; Egetræ. G.N. eik. (S. ogs. Eika). Fleertal sædvanlig regelret Eiker (Eikjer); afvig. Eik’ar. Tel. I Sammensætning mest alm. Eike (haardt k), som: Eikebord, -bork, -holt, -lauv, -skog, -stuv.

Eika, f. 1. Ege i et Hjul (= Hjulspik). Valders. Andre Steder Eikert, m. Østl. Sv. ekra.

Eika, f. 2. et lidet Traadnøgle, eller egentl. den inderste Deel af Nøglet. Nordl. og fl. Paa Sdm. Eik. I Hall. Eika, n. (eit Eika).

Eike (kj), n. Egeved; Egeskov. Sjelden (s. Norske Viser og Stev, 1869, p. 118). G.N. eiki (Egilsson). Hertil nogle Stedsnavne, som Eikesdal, Eikesfjord.

Eikel (Eikjel), m. Tange paa en Lee (= Tjo), Sogn (Lyster).

Eikemaaling, f. Maling med en bleg gulagtig Farve (Træfarve) og med mørkere Striber eller Flammer. B. Stift.

Eikenot (o’), f. Egenød (= Aakorn).

Eikja, f. 1, en liden Pram eller Færge, sammenslaaet af nogle faa Planker. Trondh. Rbg. og fl. Ogsaa i Formen Eike, Smaal. Rom. G.N. eikja.

Eikja, f. 2, en trættekjær Person; s. følg.

eikja, v.n. (ar), yppe Trætte, plage Folk med unødig Modsigelse. Tel. Rbg. Hertil eikjen, adj. trættekjær, ufredelig.

eikjegla, v.n. omtr. som eintrætta. Tel.

eikor, s. einkvar. – eikorleides (-leis), adv. paa en eller anden Maade. B. Stift. (Bedre: eikor Leid).

Eikværing, m. Indbygger af Eiker (Eger) i Buskerud.

Eil, f. en lang Skure eller Indhuulning, ligesom en Rende. Solør. (Sv. Dial. ela). Hertil eila, v.a. indhule, sætte Skure eller Rende paa.

Eila, f. Øgle, s. Ødla.

eileid, adv. nogenlunde, nogenledes; paa en eller anden Maade. Hall. og fl. (ei-lei, egentl. ei Leid). Andre St. eileides, eileis, einsleis.

Eim, m. 1) Damp, stærk eller synlig Uddunstning af fugtige Ting, f. Ex. af hedt Vand. Tel. og fl. Jf. Gova, Vaatrøyk. – G.N. eimr, Damp, ogsaa Ild (Egilson). 2) skarp Røg, Damp eller Lugt af brændte og stærkt ophedede Ting. Mere alm. Jf. Im, Ome, Geim. – 3) en svag Luftning, et lidet Vindpust. Shl. Ogsaa om en Strømning i Legemet, en Fornemmelse af Smerte (s. eima), Hall. – I nyere Skrifter er Eim brugt i flere Sammensætninger, som Eimbaat, m. Dampbaad. Eimkjøk, m. Dampkjøkken. Eimsag, f. Dampsaug. Eimverk, n. Dampmaskine. Eimvogn, f. Dampvogn.

eima, v.n. (ar), 1) dampe, uddunste, give en kvalm Røg eller Lugt (s. Eim). – 2) blæse svagt, lufte (= gusta). Shl. Ryf. – 3) ulme, om Smerter i Legemet (= flaga, flugta, yra). Hall.

Eima, f. en Naal; Stoppenaal. Helg. Andre St. Ima. (Lof.). Maaskee Finsk.

Eiming, f. Damp; ogs. Luftning.

Eimyrja, f. Emmer, Aske med Gløder. Sogn og fl. Hedder ogsaa Aamyrja, Nhl. og Eldmyrja, mere almind. G.N. eimyrja. Har været forklaret som Eim-myrja (af det gamle Eim, dvs. Ild), hvilket dog er tvivlsomt, da Ordet ogsaa findes i flere Sprog: Ang. æmyrie; Ght. eimuria; T. Ammer (i Dial.), Nt. emmern; Eng. embers. Jf. Myrja.

ein, Talord, og Artikel: en. Særskilt for hvert Kjøn: ein (einn), m. ei, f. eit (eitt), n. G.N. einn, ein, eitt. Har forskjellig Stilling og Betydning; saaledes: A, i ubestemt Form, 1) een (som Tal), en eneste. (Med stærk Betoning lyder Maskul. altid einn, og Neutr. eitt). Jf. einaste. – 2) een og samme, uforandret, uafbrudt. Alt i ein Stad. Paa ei Tid. Det er alt eitt. Det kjem paa eitt ut. I eitt: i eet væk, uophørlig. Hedder ogs. i eino, alt med eino, o.s.v., s. Eining. – 3) en af de nærmeste eller sidste. Med Tidsnavne i den bestemte Form. Ein Dagen: en af de sidste Dage. Ein Kvelden; ei Natti; her eitt Aaret. – 4) nogen; noget. Uden Subst. Det var ein, som sagde det. Det var eitt, som datt ned. Eg vil segja deg eitt. Det kunde henda eitt verre. Han torde eitt mindre (dvs. han vovede ikke fuldt saa meget; saa dristig var han nok ikke). Ogsaa: den ene, det ene. Ein vil so, og ein annan so. Eit er for stort, og eit er for litet. – 5) man (Folk i Almindelighed). Kun i
Maskul. som Subjekt. Ein skal ikkje tru alt, som ein høyrer. Ein veit kvat ein heve, og inkje kvat ein fær. Alm. (Jf. Eng. one). – 6) en, som Artikel med Subst. Ein Mann; ei Kona, o.s.v. Er i dette Tilfælde kun svagt betonet og bliver derfor mere skjødesløst udtalt; saaledes Mask. tildeels som: en (in); Femin. tildeels: e (Østl.), i (Shl. Østerd.). Ligesaa Neutr. ett (e’), sjeldnere “e” (Stjordalen). – B, i bestemt Form (eine): 7) den ene, en af to eller flere. Den eine Dagen. Det eine Augat. Altid i Forbindelse med “den” el. “det”. Dog mærkes Udtrykkene: sjølv eine, og: aal-eine (= einsaman). Jf. eine, adv. – C, i Fleertal. (Formen: eine og ei). 8) alene (om to eller flere), for sig selv. Dei vaaro berre tvo eine. Ligesaa: tvau eine (om Mand og Kvinde). – 9) nogle. (G.N. einir). Dei foro som eine Galningar. (B. Stift). Kvat for eine var det? Ogsaa i Formen “ei”, med Adj. Ei faae: nogle faa. Valders. Ei nokre: nogle, enkelte. Vald. – 10) saa mange som, omtrentlig (ved Talord). Kun i Formen “ei” (formodentl. pl. n.). Ei fem seks: omtrent 5 eller 6. Ei nie tie. Ei tjugo Stykke. Fram mot ei femti Aar. (Sv. en). – Af andre Former mærkes Dativ: eino (neutr.). I eino: i eet væk, stedse, uophørlig. Voss. Andre St. i eine, med eine (s. Eining). Genitiv: eins, bruges som adv. Jf. eins Ærend (= einsleides). I Sammensætning er “ein” altid langtonet; f. Ex. Eineiga, einfør. I nogle Forbindelser med Subst. udtales Ordene som om de vare sammensatte; saaledes: ein Gong (eingong), ein Stad, ei Tid, eit Tak, eit Slag. Forøvrigt mærkes: ein og annan (omtr. som einkvar). Ein og kvar: enhver, de fleste. Ein og tjugande (21de), ein og trettiande (31te) o.s.v. Ogsaa G.N.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   26   27   28   29   30   31   32   33   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə