Ivar Aasen Norsk Ordbog


Eldbjørgdag, m. den fjortende Dag i Julen (d. e. 7de Januar), da man fordum drak Eldbjørgminne



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə32/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   28   29   30   31   32   33   34   35   ...   221

Eldbjørgdag, m. den fjortende Dag i Julen (d. e. 7de Januar), da man fordum drak Eldbjørgminne (n.) med adskillige Ceremonier, hvorved man ogsaa tog Varsler for det kommende Aar. Hard. Tel. Tildeels udtalt “Ellbjørsdag” (Tel.); i Nhl. Ølbørsdag og Ølbørsminne. Isl. Eldbjargarmessa (i Almanakken). Oprindelsen ubekjendt.

Eldbrand, m. et brændende Træstykke; modsat Kolbrand.

Elde, n. 1) Opfostring. (Af ala). Mest i Sammensætningen Uppelde. G.N. eldi. Jf. Eldesse. – 2) Yngel, Afkom. Nordl. Trondh. og fl. (Jf. Avelde, Undanelde). Ogsaa i en anden Form: Eldre, Hall. Vald. Østrd. – 3) Art, Race, Slægt. Nordl. Der var ikkje Elde atter: det var altsammen udryddet, uddøet (saa at Arten ikke kunde forplantes). – 4) en Mængde, Flok, stor Hob (= Old). Voss. – I nogle Ord ogsaa som Endelse, om en enkelt Ting (et Væsen): Naaelde, Rekjelde, Krekjelde; jf. Fivrelde, Lemelde (i Vald. Fivreldre, Lomeldre).

Elde, n. (2), Halsbrynde, s. Elding.

eldegamall, adj. ældgammel.

eldeleg,adj. gammeldags. Tel.

Eldemaur, m. en stor Flok eller Hob. Nhl.

elder (eldr),conj. eller. (T. oder). Forskjellig Udtale; i B. Stift: eld’er, eld’e i de sydlige Egne oftere: held’er, held’e; andre St. eller, elle, ell; helle, hell. Jf. Sv. eller; G.N. eda, edr; Ang. oððe; Ght. eddo, alde. (Grimm, Gr. 3, 274). Synes her at være tillempet efter det gamle “ellar” (s. elles). De samme Former bruges tildeels ogsaa i Betydningen: end, s. en.

elderoten (o’), raadden af Alder; f. Ex. om Bygninger

Eldesfe, n. Kreature, som ere tjenlige til at opfostre og tillægge Yngel af. Oftere:Eldeskrøter, n. Helg. Indh. Særskilt: Eldeshest, m. og Eldesmerr, f. f. Ex. “ei go’ Eldesmerr”, dvs. som man faar gode Føl af. Ligesaa: Eldessaud,m. med Hensyn til Afkom.

Eldesott, f. s. Elding, f.

Eldfaan, f. Falaske, tyndt Dække af Ildfnug. Sfj. Ellers: Eldfan, Helg. Indh.

eldfim (i’), adj. let at tænde, som let fænger Ild. Søndre Berg. og fl. G.N. eldfimr.

Eldfjom, n. Ildstøv, s. Fjom.

eldfri, adj. brandfri, sikker for Ild.

eldfrisk, adj. fyrig, meget livlig. Hall.


Eldføre, n. Fyrtøi; liden Kasse med Flint og Knusk. Sdm. Mandal og fl. G.N. eldfœri (N. L. 2, 277).

Eldgagn, n. Kogeredskab; Gryde eller Kjedel. B. Stift. Tildeels med Fl. Eldgogn. I Nordl. “Eldgaang”. G.N. eldgagn.

Eldhus, n. Ildhuus, særskilt Huus til Kogning og anden Brug af Ild. Tildeels udtalt Eldus, Ellus.

Elding, f. 1) Ildning, Ophedelse; ogsaa en Portion Ved (= Eldsmaal). 2) Bearbeidelse ved Ild; s. elda. 3) Kvalme for Brystet, Halsbrynde. Tel. og fl. Ellers kaldet Elde, Gbr. og Eldesott, Hall. Jf. Æling, elgja.

Elding, m. Lyn, Lynglimt. Nordl. Trondh. Gbr. Sdm. Ryf. og fl. G.N. elding, f. Ellers Ljon, Lysing, Byrting, Vederleik, og flere.

Eldjarn, n. Ildstaal, Fyrstaal.

Eldklypa, f. = Eldtong.

Eldkvende, n. Spaaner at tænde Ild med. Gbr.

Eldmerkje (Urt), s. Mjølke.

Eldmyrja, f. Emmer, Aske med Gløder (= Eimyrja); tildeels ogsaa Falaske el. Støvfnug af noget, som er nylig brændt. B. Stift, Nordl. og fl. Paa Østl. Eldmørju. Sv. eldmörja. Jf. Esja, Falske.

eldraud, adj. ildrød.

Eldre, n. s. Elde.

eldre, adj. ældre. (Brugt i Stedet for Komparativ af gamall). Superl. eldst. G.N. eldri, elztr. (Jf. Ang. ald, gammel).

Eldreid, n. Hob af Gløder og Aske paa et Ildsted. Hall. (Eldrei).

Eldskade, m. Skade af Ildebrand.

Eldskora (o’), f. Ildskovl; Plade at “skare” Ilden med. Sæt.

Eldsljos, n. Ildslys, kunstig Belysning (i Modsætning til Dagslyset).

Eldsmaal, n. en Ilding; saa meget Ved, som man behøver at brænde paa een Gang. B. Stift, Nordl. Ellers: Eldsmæle, n. Tel. Hall. Smaal.

Eldsnort (o’), m. en brændende Brand. Tel.

Eldsprut, m. Ildstrøm, sprudlende Ild. Nogle St. Eldsputer, m.

Eldstad, m. Ildsted; Midten af Arnen. En anden Benævnelse er Elta, f. især om Ildsted paa aaben Mark. Sogn, Tel. Maaskee for Eld-to; jf. G.N. eldstó, f.

Eldstein, m. et Slags Steen, som taaler megen Ild og derfor bruges til Ildsteder, Tørre-Ovne og deslige. Vald.

Eldstova (o’), f. et større Ildhuus, omtr. som Matstova. Sfj.

Eldteiste, m. en liden Jernkasse at bære Ild i. B. Stift og fl.

Eldtong (o’), f. Ildtang.

El-dus (ee), n. Ophold, Stilhed efter en Byge. Helg. (Ælduus).

eleg (ee), adj. daarlig, ussel, elendig. Sdm. Elege Hus; elege Klæd[e]. “Dæ va so ele’ so dæ kunna vere”, om noget som er meget ilde udrettet. G.N. elegr, ælegr (Egilson).

Elegskap, m. Usselhed; yderlig Uorden.

elemillom (adv.),i et Ophold imellem Ilingerne, i visse Mellemstunder. Egentlig: Ela imillom, s. El.

Eleveder (-veer), v. Veir med enkelte Ilinger (Regnskurer). B. Stift. I Tel. Elevæ’, især om Tordenveir med et og andet Regnskyl (= Flodveder).

Elg, m. Elg, Elsdyr (Alces). G.N. elgr. I Sammensætn. Elgs, sædvanlig udtalt “Els”, som: Elsbrodd, m. Haar af Elsdyr. Elgshud, f. Hud af Elg.Elgskolla, f. Hun-Elg (modsat Elg-ukse, el. Bringe). Elgskjelv, m. Kulde som indtræffer paa den Tid, da Elgkoen kalver. Østrd. Ogsaa kaldet: Elskjøl, m. (Tel.) og Elskulde (Mandal). Jf. elsblakk.

El-gard, m. et Gjærde af Regnskyer, en Iling som formørker eller lukker Udsigten. Tel. udtalt “Eelgar’e”, som ogsaa kan være Elgarde, i Lighed med Drivgarde og Rokgarde.

elgja (?), v.n. (ar), væmmes, føle Kvalme eller Tilbøielighed til Brækning. “elja”, Nhl. Andre Steder ila, igla, øgje. Isl. elgja (Haldorson). Hertil: elgjen (eljen), adj. vammel.

Elhovud (o’), n. et Stykke af en Regnbue nær ved Jorden. Jæderen (Eelhove). Andre St. Vederhovud, Vederstuv.

Eling (ee), m. 1) Iling, Byge af Regn el. Sneefald; en Stund da det regner eller sneer. Mest alm. med lukt e. Afvigende: Æling, Trondh. Nordl. 2) et Ryk, Tilstød, Anfald (= Rid, Flaga); ogsaa en Stund, en kort Tid. Ork. (Æling). Jf. El, ela.

elja, v.a. (ar?), opfostre, opføde unge Kreature (= ala). Hall.

Elja, f. gammelt Græs; tætte Klynger af Græs, som bliver staaende i Udmarkerne ud over Høsten. I visnet Tilstand: Daudelja. “Elje”, Sdm. Nfj. Jf. Fjor-old og Forne.

El-kov (oo), n. Mørke i Luften af optrækkende Ilinger.

eller, conj. s. elder.

elles, adv. ellers, i andre Tilfælde (= annars). Mest alm. elles, ellest; tildeels: helles, hellest, helst. (Sv. eljest). G.N. ella (og med Komparativform) ellar, elligar; Ang. ellor, elles: Ght. alles. Af Roden “al” i Goth. alis (dvs. anden), Lat. alius. (Grimm, Gr. 3, 61. 187).

elleve, Talord: elleve (11). Lyder ogs. som ellive (i’), elløv, ølløv; i Sæt. eggjuge. G.N. ellifu; Ght. einlif, Goth. ainlif. (Jf. tolv). Hertil ellevte (ellifte) adj. ellevte.

El-løgje, n. Mellemstund imellem Ilingerne
eller Uveirsbygerne. “Eeløje”, og “Ælløje”, Nordl. Jf. Løgje, Dov, Dus.

Elmjølk, s. Mjølke.

elnast, v.n. voxe til, forøges, tiltage. Mandal (Eikin, Aaserall). G.N. elna.

El-rov (o’), n. Opklaring i Luften, Skyernes Adspredelse efter en Iling. Sdm. S. Rov.

elsaar (ee), adj. regnsvanger, om Luften, naar Ilinger vise sig i Horizonten. B. Stift.

elsblakk, adj. hvidgraa, om Heste. Østl. Vel egentlig elgsblakk, med Hentydning til Elgens Farve. Imidlertid hedder det i de nordlige Egne “ulsblakk” (ulvsblakk).

Elsbrodd, og Elshud, s. Elg.

Elsk, m. Yndest, det at man holder af noget. Leggja Elsk paa ein Ting: vende sin Hu til, fatte Lyst til noget. Jf. Elske.

elska, v.a. (ar), 1) elske, have Kjærlighed til. (Udtalt: ælska, ælske). G.N. elska; Sv. älska. – 2) ynde, finde Behag i, have Lyst til. F. Ex. elska Sjoen, elska Dans, elska Drykken osv. I denne Betydn. mest brugeligt. – Hertil hører vel ogsaa “erska”, dvs. kjendes ved, antage sig, f. Ex. “Sauen vil inte ærske Lamm’e sitt”. Solør.

Elska, f. Kjærlighed. (Lidet brugl.). G.N. elska. En afvigende Form “Elsko” (Landstad 526) hører maaskee til Elskug.

elskande, adj. 1) elskende. 2) værd at ynde. F. Ex. Den Leiken er ikkje stort elskande.

Elskar, m. en Elsker. (Sjelden).

Elske (Ælskje), m. Yndest (= Elsk). Hard. og flere.

elskeleg, adj. elskelig; elskværdig. (Lidet br.). G.N. elskulegr.

elsken (ælskjen), adj. som ynder, finder Behag i noget; især om Dyr, som ere meget venlige og synes godt om, at man kjæler for dem. Nordl. Trondh. og flere. G.N. elskr.

Elskug (u’), m. Elskov, Kjærlighed imellem Mand og Kvinde. Egentl. Elskhug. G.N. elskugi, elskhugi. – Elskuggaava, f. Gave som En giver sin Kjæreste. “Elskogaave”, Sdm.

elskverdig, adj. = elskeleg.

El-stuv (ee), m. en liden Iling, Regnbyge som i Frastand seer ud som en smal nedhængende Sky. I Nordl. Ælstuv.

elta, v.a. (er, e), 1) drive, jage, forfølge (f. Ex. et Dyr); ogsaa: bortjage, drive fra sig. Mest brugl. i de sydligste Egne, især Rbg. og Tel. G.N. elta. – 2) ælte, stampe (jf. elda). – 3) v.n. traske, gaae meget. Eg gjekk der og elte heile Dagen. Rbg. Particip: elt, f. Ex. av-elt: bortjaget.

Elta, f. 1) Bevægelse, Uro; især i Luften. Hall. (Jf. Havelta). – 2) Kraft, Egenskab ved et Stof. “D’æ go’ Elte i dæ”. Hall. Jf. Fjøderelta.

Elta, f. (2) s. Eldstad.

Elte, n. en Smule, en liden Portion. Voss.

Elter (Eltr), m. i nogle Stedsnavne, som Eltren, Eltervaag, Eltervatnet, er vel G.N. elftr (elptr, f.), en Svane.

Elting, f. Drivning, Jagen; ogsaa: Overhæng, Bestormelse. Jæd.

elutt (ee), adj. om Veir: ustadigt, med et og andet Regnskyl (El).

Elv, f. (Fl. Elvar), Aa, Flod, Vandstrøm. Mest brugl. vest og nord i Landet, hvor “Aa” er et sjeldnere Ord. Sv. elf. (G.N. elfr, f. som Stedsnavn). I Sammensætning: Elvar (sædv. Elva), som Elvarbakke,m. Aabanke. Elvarbarde (-bare), m. Aabred. Elvarfar, n. Flodleie.Elvargap, n. og Elvarkjeft, m. Flodmunding. Elvarmel, m.s. Mel. Elvarnekk, s. Nekk. Elvarskjel, f. Flodmusling.Elvarstraum, m. Strøm i Vandet ved en Flodmunding.

Elv, m. (?), findes brugt som en anden Form af Alv (Alf), i Tel. med Fl. Elver (Elvir); maaskee for et gammelt Elva, f. (jf. Sv. elfvor). Hertil nogle Ord i Folkeviserne: Elvekona, og Elvekvinna (= Alvkona), Landstad 357. 456. Elvekong, ib. 446. Elveland, 459. Elveleik, 355. 359. See ogs. Elvnæver. Afvigende: Elvarkorn, n. Hexekorn, fortryllende Pulverkorn. Landst. 444.

Elvarkall, m. 1) Strømfugl (Cinclus), = Fossekall. Sogn og fl. 2) et Slags Insekt-Larve som opholder sig i Vandet, indhyllet i Sand. Sdm.

Elvarrøyta, f. Rødning af Skind i Flodvand (s. Røyta). Hertil: elvarrøyta, v.a. med Particip: elvarrøytt, Sdm. og flere.

Elvartak (?), n. Flodmunding. Elvatok (o’), pl. Tel. (Vinje). Landst. 43.

Elvbrot (o’), n. 1) Skade som en Elv kan gjøre ved at bryde og undergrave et Jordstykke. – 2) Aabred, Elvebakke. Solør.

Elvfjøra, f. tørre Bredder i et Flodleie. Afvig. Elvfyru (y’), Solør.

Elvgrande, m. Sandbanke ved en Aa. I B. Stift: Elvagrande.

Elvkjøda, f. Flod-Ørred; s. Kjøda.

Elvnæver, s. Alvnæver.

Elv-os (oo), m. Flodmunding.

Elvskot (o’), n. Banker, som en Elv opskyder ved Oversvømmelse.

Elvsnoa, f. kold Vind eller Luftning, som følger Løbet af en Elv.

Elvstød, f. Aabred, Elvebakke. “Elvstø”, Østerd. Nogle St. Elvstee, og Elvsteie.

Elvvokster, m. Oversvømmelse, stærk Stigning i Elvene. Ogsaa: Elvvokst, Elvvoks, Gbr.

Ember, Spand; s. Ambar.

embætta, v.n. (ar), sysle, bestille, udføre noget; have en Forretning, fungere. Egentlig tjene, gjøre Tjeneste, af det gamle Ambaatt;
see ambætta. G.N. embætta (Stjorn 593).

Embætte, n. 1) Syssel, Forretning, Tjeneste. (Nogle St. forkortet: Embætt). G.N. embætti. (Goth. andbahti; Ght. ambahti; Ang. embeht). Særskilt om Tilsyn og Opvartning i et Gjæstebud. Berg. Stift. – 2) Embede, Bestilling i Statens Tjeneste.

Embættesfolk, n. Personer som ikke blot ere Gjæster i et Selskab, men ogsaa have noget at forrette; f. Ex. Kjøgemester, Brudesvende o.s.v. B. Stift, Tel. og fl.

embættesfør, adj. duelig nok til en Forretning.

embætteslaus, adj. ledig, uden Forretning.

Embættesmann, m. 1) Forretningsmand, s. Embættesfolk. 2) Embedsmand i Statens Tjeneste.

Embættesstand, n. Embedsmands Stilling.

Embætting, f. Tjeneste (jf. Ambætting); Forretning, Function.

emja, v.n. (ar), skrige (især med langtrukken Lyd), skraale, brøle. Jæd. og fl. G.N. emja. Jf. remja.

Emjing, f. langvarig Skrigen.

emm,s. emmen.

Emmel, m. Strimmel, Kant paa Klæder. (Fl. Emlar). Nhl.

emmen, adj. vammel, usmagelig; især om noget, som er altfor fedt. Smaal. Buskr. Hall. og fl. Tildeels: æmen; ogsaa: emm, æm. Hedemarken. (Roden uvis. Jf. vaamen, vimmer). Ellers findes “æmen” i Betydn. bister, hidsig; see imen.

emmsøt, adj. vammelsød. Buskr.

emna, v.a. (ar), forberede, gjøre Anlæg til noget; ogsaa bearbeide, danne, tillave. Eg heve Tilfang, naar eg berre fekk emna det til. Ofte v.n. med “paa”. Han emnar paa ein Slede. Lyder ogsaa: ebna, Sogn og flere. ømne, Sdm. G.N. efna. (Jf. Ang. efn, emn, dvs. jævn, s. jamn).

Emne, n. 1) Materiale, Stof; Materie hvoraf noget bliver gjort. Det er godt Emne i det. Ofte om en tilstrækkelig Portion af Stof eller Tøi; f. Ex. Knivsemne (Jern til en Kniv); Leivsemne; Trøye-emne, Huveemne. Nogle St. Ebne (Sogn og fl.), Ømne, Sfj. Sdm. G.N. efni; Sv. ämne. – 2) Ting eller Person, som kan blive noget. Eit godt Hest-emne, om et vakkert Føl. Mannsemne, om et Drengebarn. Kone-emne, om en Pige. – 3) Formaal, Gjenstand. Sjelden, s. Maalemne. – 4) Midler, Kræfter, Anlæg. Hava Emne til ein Ting. (I Betydn. af Aandskræfter bruges ofte den danske Form: Evne, f.).

emnelaus, adj. blottet for Materiale.

emneleg, adj. tjenlig, velskikket, som der kan blive noget af.

Emneløysa, f. Mangel paa Materiale.

Emne-tre, n. Gavntømmer, Træ som er skikket til adskillige Redskaber. Ogsaa kaldet Emningstre.

emnevand, adj. kræsen med Hensyn til Materiale.

Emning, f. Forberedelse, Anlæg; ogsaa Tildannelse, Bearbeidelse.

Emning, m. Lærling, Begynder i en Kunst. Gbr. og fl. Afvig. Emming (Ny-emming), Smaal. Jf. Næming.

ems, s. ymis (imis).

en (enn), conj. end (ved Komparativ). Han er eldre en eg. Helder for litet en for myket. Ogsaa i Forbindelse med “annan”, f. Ex. Ingen annan en han. Det vardt annat en det gamle. G.N. en (enn); Sv. än. Jf. enn, adv. – Paa nogle Steder ombyttes “en” med: elder (elde, ell, hell).

enda, v.n. (ar), 1) faae Ende, slutte, ophøre. Ogsaa i Formen: endast. – 2) om Person: slutte, holde op med noget. – 3) v.a. fuldende, afslutte (et Værk). G.N. enda. Particip: endad faar tildeels Formen “endt”. – Paa Sdm. bruges “ende” ogsaa om at arbeide flittigt, drive ivrigt paa (= trøyta, stræva), saa at det altsaa falder ind under: Onn, anna, annast. Jf. endig.

enda (ende), adv. 1) over Ende, omkuld. Hard. “Han datt enda”; “kanta’ enda”. – 2) ret, lige til (= beint, rett, rakt). Tel. Østl. “ende fram”: ret fremad (= beint fram). “Det stod ende upp i Lufti”: ret opad. (Tel.). Sv. ända. Egentlig en Kasus af Ende, m.

endast, v.n. s. enda, v.

endaa, adv. 1) endda, selv den Gang. Endaa var han ikkje komen. Ogsaa: endnu, selv i denne Stund. Er du her endaa? Nogle St. enno (enn no), ennaa. – 2) endnu noget, foruden det forrige. Endaa fleire. Endaa ein Gong. Endaa til, dvs. oven i Kjøbet. – 3) med alt dette, desuagtet, alligevel. Dei hava fullt upp, og endaa syta dei. D’er nytt og sterkt, men endaa kann det bresta. (Sv. ändå). – 4) endog, endogsaa; endnu mere. Endaa største Huset vardt for litet. Eg hadde endaa spurt honom tvo Gonger. – 5) endskjønt, ihvorvel. Han er sterk, endaa han er liten. (Sv. ändock). Hedder ellers: um endaa; ogsaa: fyre det, fyre alt det.

Ende, m. 1) Ende, Slutning, Ophør. G.N. endi, ogs. endir. – 2) Ende (i Rum), Spids, yderste Deel. Bordsende, Aas-ende, Vatsende. – 3) Stump, Stykke (af en lang Ting). Tog-ende, Stokk-ende, Fjølende. – Standa aa Ende: paa Enden, opret, lige op. Det var, som Huset stod aa Ende: der var saadan Tummel, som om Huset var endevendt. (B. Stift). Att aa Ende: bag over, med Ryggen nedad. (Jf. att-ende). Fyre Ende: heelt igjennem, uden Undtagelse. Gudbr. Sdm. og fl. Til Ende (el. til Endes): til Slutningen, heelt ud. – Herfra adskilles:
Ende, n. som kun er Endelse i nogle Substantiver, som: Livende, Lunnende, Tarvende, Likende (Likinde), o.s.v.

Endedag, m. sidste Dag.

endefara, v.a. (fer, for), befare heelt igjennem, el. til Enden. Hall.

endefeta, v.n. (ar), gjøre en nøiagtig Undersøgelse, udfritte alt fra Ophav til Ende. Hall.

endelangs, adv. heelt igjennem, fra den ene Ende til den anden. Østl. Hard. Voss. Ogsaa i Formen: endelangt. Rbg.

endelaus, adj. uendelig; ogsaa: grændseløs, uoverskuelig. – endelaust, adv. uden Ende; ogsaa kun forstærkende, f. Ex. endelaust lenge: overmaade længe. Jf. Endeløysa.

endeleg, adj. endelig, afsluttende.

endelege (-le’), adv. 1) tilsidst, omsider. 2) nødvendigt, uomgjængeligt. Eg skulde endelege koma.

Endelykt, m. Ende paa en Sag; Udfald, Slutning. Hard. Shl. Vald. Sdm. og fl. G.N. endalykt, f. See lykta.

Endeløysa, f.1) Uendelighed, overordentlig Længde, Vidde eller Vidtløftighed. – 2) en grændseløs Mangfoldighed; en Ting el. Sag, som man ikke kan overskue; saaledes f. Ex. en Vise, som ikke har nogen bestemt Slutning, men altid faar nye Tillæg. (I Sogn kaldet: Endelause-Visa).

Endemaal, n. Formaal, Øiemed.

Endemerke, n. Grændse, yderste Punkt.

Ender (Endr),pl. s. And.

ender (endr), adv. atter, flere Gange. (G.N. endr: en anden Gang). Bruges kun i visse Forbindelser. Ender og daa: af og til, en og anden Gang. Tel. Hard. Shl. og flere. Ender og ein: en og anden, nu en og nu en anden. (B. Stift, Nordl.). Ogsaa: ender og einkvar. (einkvan, Helg.). Ender og ein Dag; ender og ei Stund; ender og ein Gong. Ogsaa uden “ein”: Ender og Stund, dvs. en og anden Stund. (G.N. endr ok stundum). Ender og Venda (en og anden Gang). Num. Ender og Gong, d.s. i Berg. Stift. (Paa Sdm. tildeels: enders og Gaang). – Sammensætninger med “ender” (som G.N. endrnýa, endrskapa) synes ikke at være i Brug. Ordet er kun norsk og islandsk. (Grimm, Gr. 2, 716).

endereisa, v.a. sætte paa Enden.

endesnu, v.a. (r, dde), endevende, vende op ned paa, o.s.v.

Endestund, f. sidste Stund.

endestøyta, v.a. støde afsted med Enden eller Spidsen foran.

endig, adj. meget flittig (= onnug). Sdm.

Ending, f. Fuldendelse; Slutning.

Endskap, m. Slutning; Beslutning, endelig Afgjørelse.

Eng, f. (Fl. Engjar), Eng, Græsmark. G.N. eng. I Berg. og Trondh. Stift kun om den bedste eller græsrigeste Mark ved Husene (jf. Tjukkeng); søndenfjelds ogsaa om den hele indhægnede Mark (= Bø, Gjerde). – Dativ Fl. Engjom. I Sammensætning tildeels Engjar, Engja, som: Engjagras, n visse tætvoxende Græsarter, især Agrostis og Poa. Berg. Stift. (Ved Mandal Engjegras). Engjahevra, f. Bunke, Aira. (Engjahævre, Sdm.). Engjakall, m. Skjaller, Rhinanthus. Hard. Tel. og fl. (Engjekadd, Sæt.)

Enge, n. Engstykke, Græsplan. Trondh. Stift, “Ængje”, ogsaa “Æng”. G.N. engi. (Jf. Lødeeng). Hertil adskillige Stedsnavne.

Engel (Engjel), m. (Fl. Englar), en Engel. G.N. engill, af Lat. angelus. Hertil: engelrein (englereen), Engleskare, Englesong og fl.

engelsk (haardt g), adj. engelsk, hørende til England, her kaldet Engelland (egentlig Anglernes Land). I Sammensætning bruges sædvanlig: Engels (Eng’ls); saaledes: Engelsmann, en Englænder. (Jf. Isl. engilsmadr). Ligesaa: Engelsjarn, Engelsull, Engelsvev, og fl.

Engelsk, m. en Tolvtedeel af en Hud (som Jordskyld i Matrikulen). Mandal. Vel egentlig efter en engelsk Mynt.

engja, adj. s. eingjengd.

Englende, n. Græsland.

Engløda, f. Hølade paa en Udmark.

Engra, f. Damp af Brande eller brændte Ting paa Ildstedet. Nhl.

Engreinsking, f. det Arbeide at rage Løv og Kviste af Engene om Vaaren. Østl. Jf. rydja, trysja.

Engslaatt, m. Høslæt paa Engen nærmest ved Gaarden. I B. Stift: Engslætte, n.

Engspretta, f. Græshoppe (Gryllus). Ogsaa: Engjaspretta, Hard. Hall. Sdm. og fl. I Tel. Engtyta (Hvideseid). Ellers Grashopp, Slipar og fl.

Engstraa, n. Hvenegræs (Agrostis). Engjastraa, Ryf. og fl.

Engteig, m. afmaalt Stykke eller Rude i en Eng.

Engvoll, m. Græsplan.

enja, v.n. (ar), vandre omkring, tumle, forvilde sig langt bort. “ænje”, Sdm. Nfj. Jf. andra (aandra). “Ei Enjabikkje” siges paa Sdm. om en omflakkende Hund; ogs. om et Udyr (især Bjørn), som begynder at gjøre Skade paa et Sted, hvor der længe har været fredeligt.

Enjing, f. Omtumling, Omflakning.

enka (adj.), s. einka.

enka seg: jamre sig. S. anka.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   28   29   30   31   32   33   34   35   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə