Ivar Aasen Norsk Ordbog



Yüklə 18,04 Mb.
səhifə46/221
tarix04.05.2017
ölçüsü18,04 Mb.
1   ...   42   43   44   45   46   47   48   49   ...   221

Frost, n. 1) Frost, Kuldegrad hvorved Vandet fryser, eller Korn og Frugt kan tage Skade. G.N. frost, n. – 2) Fornemmelse af Kulde. Frost i Kroppen. – 3) Sygdom,
især Udslæt, som ansees foraarsaget af Frost.

frostall, adj. 1) kuldskjær, øm for Kulde. B. Stift, Hall. Smaal. og fl. I Tel. frostaal, – 2) s. frostnæm.

Frostbøyg, m. en kuldskjær Person. Gbr.

frostfri, adj. sikker for Frost.

Frostgova (o’), f. s. Frostrøyk.

frosthard, adj. om Sted eller Landskab, hvor Kulden kan blive meget stærk.

Frostherdsla, f. Forstærkelse i Kulden; det Tilfælde at der for en kort Tid bliver skyet Luft, men derefter klart Veir med stærkere kulde. B. Stift.

frosthætt, adj. udsat for Frost (s. frostnæm). Telem. I Ndm. frosthætte; paa Helg. frostette, s. hætt.

Frosting, m. Indbygger af Frosten (ved Trondhjem).

frostkjend, adj. s. frostnæm.

Frostland, n. Landskab, som er udsat for Frost paa Afgrøden. Hertil frostlendt, adj. s. frostnæm.

Frostmaal, n. og Frostmaat, n. Kuldegrad hvori Vandet fryser; Frysepunkt.

Frostnatt, f. en Nat med Frost; Høstnat da Korn el. Frugt faar Skade af Frost.

Frostnavar, m. om et udueligt Værktøi, som kun tjener til at arbeide sig varm med. Sdm. og fl. (Ligt Isl. frostatól).

frostnæm, adj. om en Gaard eller Egn, som er udsat for tidlig Frost om Høsten, eller hvor Kornet lettelig fryser paa Ageren. Berg. og Trondh. – Ellers: frostlendt (Vald. Toten), frosthætt (s. ovenfor), frostkjent (Helg.), frostalt (Gbr.).

Frostrøyk, m. Damp eller Taage, som opstiger fra Vandet i stærk Kulde. Ogsaa kaldet Frostgova (o’); ved Trondhjem Frostguva (u’), el. Frostgubb, f.

Frostveder (-veer), n. Frostveir.

Fru, f. Frue; Dame. Oftere Frua; afvig. Fruve, Tel. (Mo, og fl.), Fruge, Tel. Gbr. G.N. frú; Sv. fru. – Vaar Fru, s. vaar. Jf. Jomfru.

fru, v.a. tirre, opægge; s. frya.

Fruknor, s. Frekna. Fruknutt, s. freknutt.

[Frukost, m. Frokost.(Af Nedertydsk). Jf. Morgonverd.

Frukt, f. Frugt. (Af Lat. fructus). fruktast, v.n. bære Frugt; lykkes. fruktlaus, adj. frugteløs; ufrugtbar. fruktrik, adj. meget frugtbar. fruktsam, adj. frugtbar, fordeelagtig. (Lidet brugl.).

frum (u’), adj. fortrinlig, ypperlig; dygtig. Hall. Helst i Formerne: frumare og frumaste. “Han va frummaste Guten”. “Dæ va dæ frummaste”: det bedste, det fornemste. Ellers lidet brugl. Jf. Ang. from: tapper; Ght. frum: nyttig, dygtig; hvoraf Tydsk fromm, med forandret Betydning. – Lidt afvidende herfra er “frum” i frumvaksen og Frumvyrter, hvor det (ligesom G.N. frum) svarer til Goth. fruma, dvs. den første (Lat. primus). Jf. frums.

fruma (u’), v.n. (ar), nytte, gavne; ogsaa: vinde, have Fordeel. Han frumar ikkje stort av det. Tel. (Tinn).

Frume (u’), m. Nytte, Gavn. “Til Frumme”: til Gavn. Tel. Hall. Paa Sdm. “make Frumme”: friste Lykken, vente at gjøre en Fangst. I Hall. “maka Frum aa Skae”: vove noget, forsøge til Vinding eller Tab.

frums (adj.), første, el. førstefødte. I Forbindelsen: Frums Unge, dvs. første Foster. Hall. Vald. Sogn, Hard. Saaledes ogs. Frums Kalv: første Kalv af en Ko. (Nogle St. Frumsekalv). Frums Fyl (y’): en Hoppes første Føl. Ligesaa: Frums Ukse, og Frums Hest. I Nordland ved en besynderlig Forvexling “Trums Hest” med samme Betydning. Jf. G.N. frumburdr: Førstefødsel.

Frumsa, f. en Ko, som har faaet sin første Kalv. Tel. Sæt. I Mandal ogsaa om en gold Ko (?).

Frumsunge, m. s. frums.

frumvaksen, adj. netop fuldvoxen, kommen til Slutningen af sin Opvæxt. Vald. Hall. G.N. frumvaxta.

Frumvekstring, m. yngling, som er omtrent fuldvoxen. Hall.

Frumvokster, m. yngling, som er omtrent fuldvoxen. Hall.

Frumvokster, m. Slutningen af Opvæxten. Han er i Frumvokstren, dvs. omtrent fuldvoxen. Vald. Tel.

Frumvyrter, n. den første Vædske, som flyder af Maltet i Brygningen; den kraftigste Deel af Ølurten. Hall. Andre St. Framvyrter, Tel. (Tinn), Brandvyrter, Hardanger.

Fruns, n. og Frunsor, f. pl. Fryndser. (Sv. frans; T. Franse, af Fr. frange). Jf. Faks. – frunsa, v.a. besætte med Fryndser. Particip: frunsad, fryndset.

Fruse, m. Tud, udstaaende Rand omkring et Hul. Hall.

Frusk, m. Ulke (Fisk), s. Marulk. Sdm. Paa Helg. Frosk, el. Forrosk.

frutta (u’), v.n. knurre, mukke, vise Tegn til Ærgrelse. Tel. (Vinje). I Hall. frytta (y’): grine, være bister.

frya, v.a. (r, dde), 1) fraraade (især heftigt eller truende); forbyde. “Eg fryr deg te gjera da”, dvs. jeg raader dig fra at gjøre det; el. gjør du det, skal du have Skrub. Hard. – 2) tirre, ophidse En til Strid (især ved at beskylde ham for Frygtsomhed). Dei berre frydde kvarandre, og ingen torde slaa til. Voss. I Hall. fru (r, dde). – 3) ængste sig; bebreide sig selv for en Mangel eller Forsømmelse. Eg frydde, at eg hadde lagat for litet til. Nhl. – G.N. frýa, frakjende En noget (f. Ex. Mod), laste for en vis Mangel. Sv. Dial. fry: tirre, opægge.


Frygd, f. Livlighed, Livslyst. Hard.

frygda, v.a. (ar), forlyste. frygda seg: være livlig, fyrig, fuld af Liv og Lyst; om Dyr el. Fugle; ogsaa: prange, vise sig i fuld Pragt; om Jorden i Blomstringstiden. No er det nokot, som frygdar seg. Hard. Voss. Paa Sdm. “fryda se”. Ogsaa i Danmark: fryde sig. (Molbech, Dial. Lex.). Jf. G.N. frygd, f. Frugtbarhed, Pragt, Herlighed.

frygdefull, adj. yndig, vakker, livlig; om en Egn, et Sted. Voss. Oftere i Formen “frydefull”.

Frying, f. Opæggelse, Tirren; s. frya.

Frykle, s. Fyrklæde.

fryna, v.n. grine; s. frøyna.

frys, s. frjosa. – Frysihel, Benævnelse paa en meget kuldskjær Person.

Frysla (el. Frytla), f. et Slags stivt og bredbladet Græs; Luzula maxima. Roms. Sdm.

frysten (y’), adj. kuldskjær, som taaler liden Kulde. Hard. Ryf.

frytta, v.n. grine; s. frutta.

Fryvel, m. = Fivrelde. Solør, Hedemk.

Fræ, n. Frø; Frøkorn paa en Plante (semen). Rbg. Tel. Jæd. Voss, Helg. og fl. Afvig. Fre, Sfj. Nfj.; Frætt. Sæt. En anden Form er Frjo, Fro, Gbr. Frjø, Num. Hall. Vald. Frø, mere alm. Frød, Sdm. G.N. fræ og frjó. (Goth. fraiv). Sv. frö. Jf. fræv og fræva.

fræa, s. fræva. – Frædag, s. Fredag.

Fræ-eng, f. en Græsart: Aira cæspitosa. Tel. (Tinn). I Num. Frjøeng, Frjøenggras. Ellers Bunteng og fl.

fræg, adj. 1) navnkundig, berømt. (Egentl. omtalt, efterspurgt, af frega). Hard. Tel. lidet brugeligt; s. frægd. G.N. frægr. – 2) dygtig, fortrinlig, ypperlig. Nhl. Sfj. mest i Formen: frægare, frægaste. Nær Berørelse med frek, frak, frøken. En anden Betydning (spørgende, krævende) i folkefræg og mannfræg.

frægast, v.n. (ast), komme sig, stige op, blive bedre eller dygtigere. Nhl.

Frægd, f. Ære, Berømmelse. Rbg. Lidet brugl. saasom i Forbindelsen “ein Frægde Mann” (Frægdar Mann): en Hædersmand. G.N. frægd. I en Kjæmpevise fra Tel. hedder Helten “Aasmund Fregdegjævar” (Landst. 1), som vel egentlig er Frægdargjæva (dvs. Lykke til at vinde Berømmelse). Jf. Ásmundr Flagdagæfa i Arnasons islandske Thjodsögur 1, 178.

frægd, adj. berømt, = fræg. Tel. (Landst. 4, 5, 14). Nærmest et Particip af G.N. frægja (dvs. gjøre berømt), som her bekvemmest kunde hedde frægda.

Fræhamar, m. Frøknopp; s. Hamar.

Fræhus, n. Frøhuus paa Planter.

fræk, skarp, harsk o.s.v., see frek.

Frækorn, n. Frøkorn, enkelt Frø.

fræla, v.n. sprælle (= sprala). Solør.

frælaus, adj. frøløs; ufrugtbar. Fræløysa, f. Mangel paa Frø.

Fræmde, s. Fremde.

Fræn, m. Vindbyge med Smaaregn eller Støvregn. Ork.

fræna, v.n. (e, te), regne eller drive i smaa Draaber. Ork.

fræna, f. Opbruusning, Hidsighed. “Dæ rann i me ei Fræne”, dvs. det tog til at syde i mig; jeg blev oprørt, vred. Vald. (Sv. Dial. frän: hidsig).

Fræning, m. 1) Drev, Vandperler som prelle tilbage fra Jorden, naar det regner stærkt. Det regnde, so det stod Fræningarne. Sdm. – 2) om en prikket eller plettet Hud (?), s. Gulfræning, Raudfræning.

fræsa, v.n. hvisle, hvæse; s. frøsa.

Frætid, f. Tid da Væxterne sætte Frø.

fræv, adj. frugtbar, som har Spirekraft, el. er tjenlig til Sæd; om Korn og Frø. Tel. (Vinje). Andre St. frædd (i Neutr. frætt). Skal ogsaa forekomme i Formen frjo. I Trondh. Stift hedder det frø (Neutr. frøtt); i Nordl. derimod frøy, som maaskee er et andet Ord. G.N. fræ’r (el. fræfr?) og frjó’r. Sv. Dial. frö.

fræva, v.a. (ar), 1) udvikle til Frø. Mest alm. fræa seg, og frøa seg, dvs. sætte Frø, modnes, om Planter. – 2) saae, sætte Frø i; ogsaa befrugte, gjøre drægtig. Tel. G.N. fræa, og frjóva: gjøre frugtbar. Particip frævad: besaaet; befrugtet.

frævast, v.n. modne, sætte Frø. Tel.

Frø, n. s. Fræ. – frø, adj. s. fræv.

frøa, s. fræva. – Frøda, s. Froda.

frøk, adj. dygtig, stærk; s. frøkleg.

frøken, adj. 1) dygtig, tapper, dristig. “frøkjen”, Hard. (Ikke meget brugl.). G.N. frœkn og frœkinn. Ang. frécne. Jf. frøkleg. – 2) trivelig, frisk; derfor ogsaa: graadig, dygtig paa Maden. Sdm. Ofte i Forbindelsen “hækjen aa frøkjen”. (Fleert. frøkne). Jf. frek. Sv. Dial. fröken: graadig. (Rietz 168).

frøkleg, adj. dygtig, trivelig, stor og stærk. Hall. Ogsaa i Formen frøk: stærk, kraftfuld. Valders.

Frøkna, f. Friskhed; Graadighed, s. frøken.

Frøning, m. Indbygger af Fron, i Gudbrandsdalen.

Frøs, m. s. Fross.

frøsa, v.n. (er, te), 1) sprudle, strømme stærkt, især med en brusende Lyd; om Vand eller Vædske. B. Stift og fl. Paa Østl. ogsaa frasa. (Sv. frusa). – 2) fnyse, pruste, blæse igjennem Næsen; oftest om Heste. G.N. frýsa. Afvig. fræse: hvæse, hvisle. Solør.

Frøsing, f. Sprudlen; prustende Lyd.

Frøstokk, s. Meldestokk.

Frøy, i Stedsnavne som Frøyberg, Frøyhov,
Frøyland, maa vel henføres til Navnet Frøya (en Gudinde i Hedenskabets Tid, G.N. Freyja) eller ogsaa til Frøy (en af Guderne, G.N. Frey’r). Til det sidste høre dog nærmest de Navne, som have Formen “Frøys”, som Frøysaaker, Frøyshov, Frøysland, Frøysnes, Frøysvik. Imidlertid kunne de tildeels være tvivlsomme paa Grund af feilagtig Skrivemaade eller utydelig Udtale.

frøy, adj. 1) tjenlig til Sæd, spiredygtig (= fræv). Nordl. Ogsaa: frugtbar. Eit frøytt Land. – 2) saftrig, trivelig, stærkt voxende; ogsaa: skjør, sprød; om Træer. Helg. I denne Betydning maaskee for frøyd, jf. Fraud, Frøyda, frøyden. Hertil: Frøybjørk, f. ung og skjør Birk. Frøygran, f. = Fraudgran. Helg.

frøyda, v.n. (er, de), 1) fraade, skumme, afsætte Skum. “frøye”, Rbg. Hall. og fl. Ellers i anden Form: frauda (ar), fraua, Sfj. og froda (o’) el. fro’a (ar), Gbr. (?). G.N. freyda. (Af Fraud). – 2) v.a. gjøde (Jorden), gjødsle, gjøre frugtbar. Nordre Trondh. (s. Fraud).

Frøyda (?), f. Saft, Saftrigdom i Træ (og deraf følgende Løshed eller Skjørhed). “Frøya”, Helg.

frøyden, adj. sprød, skjør, let at skjære; om Træ. Sdm. Andre St. frøyen, ogsaa frøen, som tildeels ogsaa betyder halvraadden (Østl.). En anden Form er frauden (?), frauen. Hard. (Sv. Dial. frön).

Frøyding, f. Skumsætning.

Frøygran, s. frøy.

frøyna, v.n. (er, te), fnyse, blæse (?), el. maaskee: grine, gjøre sig bister. Dunkelt, i gamle Viser. Fra Jæd. meddeelt fryna: grine. Sv. Dial. fryna. Jf. Eng. frown. – En anden Betydning er: dufte, give Lugt. “Dæ frøyner godt”. Tel. (Aamotsdal). Hertil Frøyn, m. Lugt.

Frøyra, Sprække; s. Føyra.

frøysa, v.a. (er, te), lade fryse, udsætte for Frost; udhænge Skind eller Huder for at de skulle fryse efter Barkningen. Hall. Gbr. Ork. Indh. Frøysa seg: forfryse, faae Skade af Frost; om Mennesker. Han hadde frøyst seg paa Tæom. Gbr. (Regelret Afledning af frjosa, fraus). Particip frøyst: forfrossen osv.

Fu, s. Fud.

fubba, v.n. vrikke med Bagdelen. (Tildeels obscønt).

Fud (uu), f. 1) Fødselslem (vulva) paa Hun-Dyr, f. Ex. Hopper. : Sdm. Ellers Fu, Østl. og fl. , Ndm. (Isl. fud). – 2) Bagdeel (podex). Rbg. Tel. Hall. I Sogn Fo (o’), som dog ogsaa betegner Skamregion (pudenda).

fugga, v.n. (ar), sysle i Huset, bestille et eller andet (= stulla, dunna). Tel. Hertil Fugg, n. Smaasysler.

Fugge (gj), m. Pakke, liden Bylt. Tel. I Hall. Fugga, f. (Fugge).

Fugl (u’), m. Fugl (avis); saavel enkelt, som om en Mængde; f. Ex. D’er myken Fugl paa Sjoen i Dag. Tildeels udtalt Fuggel; ogsaa Faugl (Trondh. Nordl.). G.N. fugl (Sv. fågel). Fuglen min: min Kjære! (et Kjæleord). Sdm. og fl.

Fugleberg, n. Klippe ved Havet, hvor en Mængde Søfugl har Tilhold.

Fuglebreida, f. en stor Flok af Fugle, især paa Søen. Nordl.

Fugleburkne, et Slags smaa Bregner (s. Burkne). I Hard. Fuglaburtn. I Nordre Berg. Fugleblom.

Fuglebyrsa (y’), f. Fuglebøsse.

Fuglefangar, m. Fuglefænger.

Fugleferd (fær), f. en stor Hob af flyvende Fugle.

Fuglefet (e’), n. og Fuglefar, n. Spor efter Fugle, i Sand eller Dynd.

Fuglefræ, n. en Urt med mange bløde, rundagtige Frø, Polygonum viviparum. “Fuglefrø”, Trondh. Ellers kaldet: Titingfrø, Titingrug (Nordl.), Rjupefrjø (Hall.), Kraakefro, Kraakemat (Gbr.), Fuglemat (Vald.), Røglefræ (Sæt.), Harefrø (Røros), Hararug (Namd. Ork.), Fjellrug (Hall. Vald. Voss), Ripe (i’), overgaaet til “Raapaa” (Opdal), Niprell (Tel.), Næpefrjøgras (Hall.), Saudtunga (Num.), Manna (Sdm.).

Fugleføde, n. et Kuld Fugleunger. Østerd.

Fugleham, m. 1) Fugleskikkelse. (Egentlig Skind og Fjæder af en Fugl). Tel. (see Landst. 492). Valders, og flere. – 2) en prikket, ujævn Hud. Om Mennesker, hvis Hud er lidt punkteret og ikke ganske glat, siges at de have Fugleham. Ork. (Modsat Fiskeham). Paa Søndm. hedder det Fuglehold, n.

Fuglejoe, og Fugleljo, s. Ljogras.

Fuglekong, m. en meget liden Skovfugl, Regulus cristatus.

Fuglelæta, f. Fuglestemme, Fugleskrig.

Fugl-erter, f. pl. Vikker.

Fugleskap, n. Fugleskikkelse.

Fugleskræma, f. en Fugleskræmme.

Fugleslag, n. Slægt eller Art af Fugle.

Fuglesong (o’), m. Fuglesang.

Fugletad, n. Gjødsel af Fuglemøg.

Fugleveide, n. Fuglefangst.

Fuglevær, n. Sted hvor Fugle opholde sig i stor Mængde; især ved Havet.

Fuglunge, m. Fugleunge.

Fuk (uu), m. (?), Damp, Støv af en muggen Masse, f. Ex. af Hø. Ork. (Meddeelt). Hertil fuken, adj. muggen. I Opdal: fykjen. Jf. G.N. fúki: Stank.

Fuka, f. 1) Havtaage, indtrækkende Taage med Dugregn (Taageregn). Nordl. Jf. Fuke. – 2) Uveirssky, Regnsky i Horizonten; en liden Regnbyge. Trondh. Sdm. Jf. Fauka.


Fuke (kj), m. Støvregn, Dugregn. Helg.

fukra (u’), v.n. snee smaat; s. fjukra.

fukutt, adj. om Veir med enkelte Regnbyger, s. Fuka.

ful (uu), adj. 1) harsk, modbydelig, ildesmagende eller ildelugtende. Indh. G.N. fúll, stinkende. (Jf Ang. fúl, ureen; Ght. fúl, raadden). – 2) vred, hidsig, bitter. “Han vardt ful aat oss” (Indh.), el. “ful’e paa oss” (Sdm.): han blev opbragt imod os. “Han æ ful’e mæ dei’”, dvs. han er uvenlig imod dem. – 3) geil, brunstig; om Dyr, især Hun-Dyr. Hard. Shl. Rbg. Nedenæs. Ogsaa paa Sdm. i Forbindelsen “laupe ful’e”: gaae i Brunst. (Jf. od, os, bøl). – 4) vanskelig, indviklet (om en Sag); ogsaa: slem, fortrædelig, om en Stilling el. Omstændighed. Mere alm. – 5) listig, snedig, slem at bestille med; om Dyr og Mennesker. Meget brugl. “Fremst og fulaste”, s. fremst.

fulbygen (?), adj. slem, skjelmsk, ondskabsfuld. Hall (fuulbygjen).

Fulgro f. arrigt, ondskabsfuldt Dyr (eller Menneske). Ork. “Fulegro”, Sdm.

Fuligel (igjil), m. lumsk, lurende Krabat. Hall.

Fuling, m. en listig, snedig Person.

fulkyndt, adj. listig, rænkefuld. Gbr. Ogsaa: ond, arrig (af Natur). Smaal.

full, adj. 1) fuld, opfyldt, som ikke rummer mere. Afvig. fudl’e, Sogn; fudd’e, Sæt. G.N. fullr. (Neutr. overalt: fullt, eller fult). – 2) heel, fuldstændig. Ein full Time. Eit fullt Hundrad. Med full Rett, o.s.v. – 3) rigelig forsynet. Fulle Hus. Han er full og rik. – 4) beheftet; befængt med noget. Full med Sprungor, Flisar; Uty. Usykja. – 5) drukken, beruset. – Ljuge ein full: narre En med Løgn. Gjera full: besvangre. (Kun i skjødesløs Tale). Til fulls: til fulde. (Mest alm. tilfulles). Jf. fylla.

fulla, adv. nok, vistnok, sagtens. Det var fulla so. Eg laut fulla vera med. B. Stift, Tel. Gbr. og fl. Afvig. full, føll, fell, Østerd. Gbr. Trondh. Vel egentlig: fullelega.

fullaldra(d), adj. gammel nok (til noget).

fullbergad, adj. tilstrækkelig hjulpen.

fullblæst, adj. om Vinden: kommen til sin fulde Styrke (efter en svag Begyndelse). Sdm. og fl.

fullboren (o’), adj. fuldbaaren; om Foster.

fullbuen, adj. 1) ganske færdig. Nhl og fl. 2) ganske moden. Østerd.

fullbyrg, adj. = fullbergad. – fullbyrgt, adv. ret tilstrækkeligt, rigelig. “fullbørt”, Smaal.

fulldugleg, adj. fuldkommen duelig.

fullegen (e’), adj. udhvilet, som har ligget længe nok. Egentl. full-legjen. Paa Sdm. fullegst.

fullelege, adv. fuldelig, tilfulde.

fullenda, v.a. suldende, fuldføre. Fullending, f. Fuldendelse.

Fullfenge, n. fuld Bekomst. “Hava Fullfengje”: have nok, være tilfredsstillet. Tel. G.N. fullfengi.

fullflødd, adj. om Søen: stegen til høieste Vandstand (Flod).

fullfør, adj. fuldkommen skikket, duelig, i Stand til noget.

fullføra, v.a. (er, de), fuldføre, fuldende. – fullførd: fuldbragt. Fullføring, f. Fuldendelse.

fullgjord, adj. fuldendt; afsluttet.

fullgod, adj. god nok, fuldkommen duelig.

fullhugad (u’), adj. fast besluttet, bestemt, som har afgjort Lyst til noget. Tel. og fl.

fullkomen (o’), adj. fuldkommen, fuldt udviklet, udlært o.s.v. Fullkomenskap, m. Fuldkommenhed.

fullkomlege, adj. tilfulde, aldeles. (Sædv. “fullkomele’”). G.N. fullkomlega.

fullkunnig, adj. tilstrækkelig kyndig.

fullmatad, adj. 1) om Korn, med fuldt udviklet Kjerne. 2) rigelig mættet.

fullmjelt, adj. malkende i fuldeste Maal, el. paa det bedste; om Køerne (saasom i Græsvæxtens bedste Tid). Hall. I Valders: fullmyllt (fullmylkt). S. mjelt.

fullmogen (o’), adj. fuldmoden.

Fullmæle, m. en Mæle (s. d.); i Modsætning til Halvmæle. Vald.

fullna, v.a. (ar), fuldstændiggjøre, udfylde med det som mangler. Ryf. G.N. fullna.

Fullnad, m. Udfyldning; ogsaa: Fyldest, saa meget som der behøves. Mere alm. G.N. fullnadr. Til Fullnad (el. Fullnads): tilfulde, tilstrækkeligt.

fullnog, adv. fuldkommen nok.

fullnøgd, adj. vel fornøiet, ganske tilfredsstillet. – Mindre brugl. er fullnøgja, v.a. (gjer, gde), tilfredsstille, fyldestgjøre. Ligesaa: fullnøgjeleg, adj. tilstrækkelig.

fullraadig, adj. som har fuld Raadighed.

fullreidd, adj. fuldt forsynet, udrustet.

fullsett, adj. opfyldt, besat overalt.

fullsigld, adj. gaaende med fulde Seil; kommen i fuld Fart. B. Stift.

Fullskap, m. Fuldhed; ogs. Drukkenskab.

fullskipad (i’), adj. fuldelig ordnet; ogsaa: fuldt besat, udfyldt.

fullskuende (?), adv. rigeligt, ret tilstrækkeligt. Smaal. Ryf.

fullstaden, adj. som har staaet længe nok; f. Ex. om Græs og Korn.

fullsvævd, adj. søvndysset, kommen i fuld Søvn. Jæd. (?).

fullsøvd, adj. udsovet, som har sovet længe nok, ikke føler Trang til mere Søvn. Mere alm. Nogle St. fullsøvt, fullsøste (Sdm). G.N. fullsvefta, fullsœfti. Sv. fullsöfd.

fullt, adv. fuldt, ganske. Fullt og fast: sikkert, uden Tvivl. Fullt upp: rigelig.

fulltaka, adj. fulddygtig, stærk nok til et Arbeide. Nhl. Ork. (hvor det ogsaa hedder
fulltakjen). Jf. G.N. fullafla.

fulltakka, v.a. fuldtakke.

fulltru, adj. fuldkommen tro, paalidelig. Afvig. fulltrugjen, Tel.

fullvaksen, adj. fuldvoxen.

fullvaapnad, adj. fuldvæbnet.

fullvel, adv. fuldkommen vel, tilfulde.

fullviss, adj. ganske vis, sikker; forvisset. Fullvissa, f. Forvisning; fuld Sikkerhed. fullvissa, v.a. forvisse. Lidet brugl.

fullvitug (i’), adj. fuldklog, som har sin fulde Forstand.

Fulmenning, m. hidsig, ondskabsfuld Person. Smaal. Jf. Menning.

Fulord, n. bitre, tirrende Ord. – fulordig og fulorda (-ora), adj. bitter, bidende i sin Tale.

Fulskap, m. Fuulhed; List, Sluhed.

fult (uu), adv. bittert; ogs. listigt, snedigt. Han kom so fult med det.

Fum (u’), n. taabelig Adfærd, Tosserie. “Fomm”, Nordl. (Isl. fum, Forhastelse).

fuma (u’), v.n. (ar), kludre, gjøre klodsede, ubehændige Forsøg. Hard. Ogsaa: søle, tumle, fare taabeligt frem. “fomme”, Sml. Nordl. Isl. fuma, forhaste sig. Sv. Dial. fumma: forvirres.


Yüklə 18,04 Mb.

Dostları ilə paylaş:
1   ...   42   43   44   45   46   47   48   49   ...   221




Verilənlər bazası müəlliflik hüququ ilə müdafiə olunur ©azkurs.org 2020
rəhbərliyinə müraciət

    Ana səhifə